Rt-1904-321

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-02-13
Publisert:	Rt-1904-321
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 28/1 1904
Parter:	Brandforsikringsselskabet "London and Lancashire" (Adv.Schiander) mod Overretssagfører Kjeldsberg som Mandatar for S. Davidson (Adv. Røsdal). Adciteret: Det kongelige Finansdepartement (Regjeringsadvokaten ved Adv. Johannes Bergh jr.).
Forfatter:	Roll, V. Scheel, Skattebøl, H. Scheel, Mejdell, Blom, Thinn, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§1

Assessor Roll: Hvad der er nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder, vil erfares af Præmisserne til Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1900.

Ved denne Dom er saaledes kjendt for Ret:

"Brandforsikringsselskabet "London & Lancashire" ved dets Generalagent Bertrand Johannesen bør til Overretssagfører Kjelsderg som Mandatar for Ingeniør S. Davidson betale de paasøgte 33.235 - tre og tretti tusinde, to hundrede og trettifem - Kroner med 4 - fire - af Hundrede i aarlig Rente deraf fra 8 Februar 1894, til Betaling sker, samt 1.200 - tolv hundrede - Kroner i Procesomkostninger.

I Forholdet mellem de to nævnte Parter og Chefen for den Kongelige Norske Regjerings Finants- og Tolddepartement paa Statskassens Vegne som Adciteret ophæves Omkostningerne."

Byrettens Dom er paaanket til Høiesteret af Brandforsikringsselskabet London & Lancashire, der har nedlagt saadan Paastand:

Side:322

At Appellantskabet, Brandforsikringsselskabet London & Lancafhire, frifindes for Overretssagfører Kjelsberg som Mandatar for Ingeniør S. Davidson, hans Tiltale i denne Sag og hos denne tilkjendes Processens Omkostninger for begge Retter.

Indstevnte, Overretssagfører Kjelsberg som Mandatar for S. Davidson, har nedlagt saadan Paastand:

At Byrettens Dom stadfæstes; at Spørgsmaalet angaaende Finantsdepartementets Krav afvises, og at Davidson ved Kjelsberg hos Appellanten tilkjendes Omkostninger ved Høiesteret.

Finansdepartementet, der ogsaa har været Adciteret her ved Retten, har nedlagt Paastand om Tilkjendelse enten hos Appellanten eller hos Indstevnte af Procesomkostninger samt om Bestemmelse af Salær for Regjeringsadvokaten.

Indstevntes Afvisningspaastand er bygget derpaa, at Departementet ikke har paaanket Byretsdommen, og Indstevnte mener derfor, at hvad Byretten i sine Præmisser har afgjort om Departementets Krav, ikke nu kan omgjøres af Høiesteret.

Jeg kan ikke give denne Afvisningspaastand Medhold. Departementets Krav er benyttet som Forsvarsmiddel af Forsikringsselskabet, og som saadant maa det ogsaa af Selskabet kunne bruges der i Høiesteret, Selskabet maa kunne fordre Afgjørelse af, om det ved Departementets Krav er hindret fra at fyldestgjøre eller berettiget til at nægte Davidsons Fordring.

Hvad Realiteten angaar, er jeg med Byretten enig i, at Selskabet ikke kan negte at betale Davidson Assurancesummen paa den Grund, at Policerne i det hele taget er blevet uforbindende for Selskabet eller paa den Grund, at Davidson ialfald ikke har noget at kræve hos dette. Jeg kan ikke finde det godtgjort, at der enten fra Jacobsons eller fra Davidsons Side et forholdt paa saadan Maade, at Forsikringsretten er forspildt. Og jeg antager, at Erklæringen afødt xx.xx.1893, hvorledes den end forøvrigt er at forstaa, hjemler Davidson Adgang til ligeoverfor Selskabet at optræde som Rettighedshaver. Jeg kan overhovedet med Hensyn til denne Side af Sagen i det Væsentlige henholde mig til Byrettens Begrundelse.

Forsaavidt Selskabet her for Retten har gjort Indsigelse gjældende, der ikke er berørt i Byretsdommen, har der været Tvist om, hvorvidt disse Indsigelser eller endel af dem er nye for Høiesteret. Jeg skal ikke indlade mig paa denne Tvist. Indsigelserne er efter min Opfatning i ethvert Fald uden afgjørende Betydning.

Den af Selskabets Indsigelser som forekommer mig at have mest Styrke, er den, der hentes fra Forsikringsvilkaarenes §6, idet det hævder, at efter denne Paragraf Overdragelsen af Policerne til Davidson burde været anmeldt for og vedtaget af Selskabet. Jeg erkjender, at der for denne Paastand kan anføres ikke uvægtige Grunde; men jeg vover dog ikke at anvende paa Bestemmelsen i §6 en udvidende analogisk Fortolkning. Jeg tør forudsætte, at et saadant Forhold som Overdragelse til Sikkerhed af Brandpolicer ikke er ualmindeligt og jeg skulde derfor tro, at Selskabet, hvis det vilde gjøre Transaktionens Gyldighed ligeoverfor Selskabet afhængig af Anmeldelse, i sine Forsikringsbetingelser vilde have indtaget en utvetydig Udtalelse derom.

Medens jeg saaledes er enig med Byretten i, at Selskabet ikke uden videre kan afvise Davidsons Krav, er jeg derimod ikke enig med den i, at Davidsons Krav maa gaa foran det Offentliges. Afgjørelsen

Side:323

af Prioritetsforholdet mellem disse to Krav beror efter Proceduren i første Række paa, hvorledes man opfatter Davidsons Stilling efter Erklæringen afødt xx.xx.1893. Davidson paastaar, at han ved Erklæringen er bleven Eier af Policerne og dermed af Retten til Brandskadeerstatningen. Selskabet og med det Departementet paastaar, at han kun er bleven Panthaver. Erklæringens egen Ordlyd i sammes dispositive Del giver ingen Veiledning. Den taler om Transport af Policerne, men Transport kan være ligesaavel til Pant som til Eie. Efter mit Skjøn er Præsumtionen for, at Erklæringen kun indeholder en Pantsættelse. Davidson havde ifølge de af ham afholdte Exekutioner Retspant i de forsikrede Gjenstande. Naar han da, som det i Erklæringen heder, paa Grundlag af disse Exekutioner, eller som han senere under Brandforhørene har forklaret, til yderligere Sikkerhed forskaffede sig Policerne overdragne, ligger det nærmest at antage, at hvad han tilsigtede var, ikke at miste den Sikkerhed, han ved Exekutionerne havde opnaaet for det Tilfælde, at de forsikrede Gjenstande brændte op, men at bane sig Adgang til at kunne holde sig til Assurancesummen, paa samme Maade som han før havde kunnet holde sig til Gjenstandene selv. Med andre Ord, jeg mener, at den naturlige Forstaaelse af Erklæringen er, at han tilsigtede at opnaa, hvad Loven nu, nemlig Lov afødt xx.xx.1895, hjemler Panthavere uden særskilt Aftale. Og Eieren Jacobson bør heller ikke legitimt formodes at have villet tilstaa Davidson mere end Panteret. Thi han maa forudsættes, hvis det brændte, at ville i første Haand have Assurancesummen til Disposition til Gjenanskaffelser; han kan derfor ikke formodes at have villet give sin Ret til Assurancesummen helt fra sig. I nærværende Tilfælde er der jo ikke Tale om almindeligt Løsøre, men om Maskiner til en Fabrikdrift, der var Debitors Næringsvei. Jeg vil tilføie, at det i det hele taget, naar Brandpolicer overdrages til Sikkerhed, forekommer mig at skulle meget til for at antage, at en saadan Overdragelse er skeet, til Eie; det ligger i de i Policerne indeholdte Fordringers særegne Beskaffenhed. Men er Erklæringen at anse som en Pantsættelse, har den som Pantsættelse af en mundtlig Fordring ingen Gyldighed ligeoverfor Tredjemand, som maatte have noget at fordre af Jacobson. Og da det Offentlige under 7 Juli 1893 har gjort Udpantning i Assurancesummen, maa Davidsons Krav paa Selskabet ubetinget staa tilbage for det Offentliges. Under den Skikkelse, Sagen har, kan imidlertid, saavidt jeg forstaar, ikke endelig Frifindelsesdom afsiges. Uagtet Selskabet har benyttet Departementets Krav som Forsvarsmiddel mod Davidson, har det dog ikke villet uforbeholdent erkjende sin Pligt til at udbetale Assurancesummen til Staten. Der har hos mig opstaaet adskillig Tvivl om, hvorledes Tvisten skulde løses under denne af Selskabet indtagne reserverede Holdning. Men da der fra Davidsons Side ikke er reist nogen særskilt Indsigelse bygget herpaa, antager jeg, at Reservationen ikke bør føre videre end, at Frifindelse kun vil blive at give for Tiden.

Hvad Procesomkostningerne angaar, finder jeg, at de bør hæves mellem samtlige vedkommende Parter.

Konklusion:

Brandforsikringsselskabet "London and Lancashire" bør for Overretssagfører Kjelsberg som Mandatar for Ingeniør S. Davidson, hans Tiltale i denne Sag for Tiden fri at være.

Processens Omkostninget for Byretten og Høiesteret ophæves.

Side:324

Assessor V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg er af den Mening, at Selskabet ligefrem burde frifindes. Efter Dokumentet afødt xx.xx.1893 var Stillingen den, at S. Davidson havde Exekution i de forsikrede Gjenstande og Transport, hvad enten man vil kalde det til Eiendom eller til Sikkerhed, paa det Krav, som Jacobsen vilde faa paa Selskabet i Tilfælde af Ildebrand. Derved var Davidson indtraadt i en saadan Stilling ligeoverfor de assurerede Gjenstande, at jeg tror, det vilde være paa sin Plads at gjøre Anvendelse af Policebestemmelsernes §6 naar disse læses og sees i Belysning af Bestemmelserne i §5. Jeg mener med andre Ord, at Jacobson eller Davidson burde have gjort Anmeldelse herom til Selskabet. Men da det ikke er bevist, at saadan Anmeldelse er gjort, anser jeg Selskabet berettiget til at modsætte sig Udbetaling.

Efter den stedfundne Konference ved jeg, at denne min Mening ikke deles af Rettens øvrige Medlemmer.

Subsidiært slutter jeg mig til Førstvoterendes Standpunkt og Begrundelse. Jeg mener, at alt her peger i Retning af, at det var en Pantsættelse Parterne tilsigtede og ikke en Overdragelse til Eiendom. Jeg finder dette bestyrket ved den Maade, hvorpaa Overdragelsen saa at sige er begrundet, ved Kravets Beskaffenhed, ved de angjældende Parters Udtalelser kort efter, ved Uforholdsmæssigheden mellem de tre Summer som her kommer i Betragtning, og fornemmelig ved, hvad der af Førstvoterende særlig er fremhævet.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, men vil dog udtale, at jeg har været i megen Tvivl om, hvorvidt ikke Selskabet helt burde frifindes paa Grundlag af den Indsigelse, at Ildebranden er forvoldt af den Forsikrede selv. Der foreligger efter min Mening saa stærke Indicier i Retning af, at Branden er forvoldt af Jacobson enten forsætlig eller muligens ved grov Uagtsomhed, at jeg har fundet det meget tvivlsomt, hvorhvidt der til Begrundelse af Forsikringsselskabets Frifindelse for at udbetale Erstatning kan kræves noget stærkere Bevis. Jeg er dog som nævnt bleven staaende ved Førstvoterendes Resultat.

Extraordinær Assessor, Adv. Mejdell: Med Hensyn til det reiste formelle Punkt om der ved Høiesteret efter Appelaaden er Anledning til at tage under Behandling Spørgsmaalet, om det Offentlige ved den under Sagen omhandlede Udpantning er bleven bedre berettiget end Davidson, er jeg af en anden Mening end de foregaaende Voterende. Jeg er ganske vist enig deri, at den Omstændighed, at en Trediemand under en verserende Proces adciteres, ikke gjør ham til Part i Sagen. Men det foreliggende Tilfælde er af en ganske eiendommelig Art. Ved Byretten har den adciterede Part, som det af Byretsdommen sees, indladt sig paa Procedure, er fremkommet med særskilte Indsigelser, ligesom der af vedkommende Sagfører Regjeringsadvokaten) udtrykkelig ved Byretten er udtalt: "Jeg slutter mig til Indstevntes Paastand, idet jeg dog paastaar Finantsdepartementet tilkjendt Kost og Tæring eller Procesomkostninger (derunder Salær til Regjeringsadvokaten) enten hos Citanten eller hos Indstevnte". Adciterede har altsaa faktisk deltaget i Proceduren og Side om Side med Hovedsagvolderen nedlagt Paastand.

Side:325

Det forholder sig vistnok saa, at han ikke ligeoverfor den anden Sagvolder har nedlagt Paastand. Men ligeoverfor Citanten i Søgsmaalet har han altsaa som sagt udtrykkelig ved at slutte sig til Hovedsagvolderens Procedure for sit Vedkommende været med paa at undergive det omprocederede Spørgsmaal Byrettens Afgjørelse. Da det ved Byretten ikke er Retsstevning, der benyttes, siger det sig selv, at den Omstændighed, at der ikke fra Departementets Side er udtaget nogen Stevning, ikke spiller nogen Rolle med Hensyn til Spørgsmaalet, om Departementet har gjort sig til Part i Sagen. Reelt har Departementet, mener jeg, - henseet til de af mig anførte Omstændigheder - været Part, og Departementets Stilling maa da efter min Opfatning bedømmes derefter. Hvis Selskabet havde akkviesceret ved Byrettens Dom, vilde Finantsdepartementet utviolsomt havt Adgang til for sit Vedkommende at udtage Høiesteretsstevning til Forandring af Byretsdommen. Denne afgjør ikke alene i sine Pærmisser Spørgsmaalet om Prioriteten mellem Davidsons Fordring paa Assuranceselskabet og Finantsdepartementets; men dette faar i Virkeligheden ogsaa sit Udtryk i Konklusionen, idet nemlig Konklusionen er fremkommet efter en Forkastelse af paastanden om Finansdepartementets bedre Prioritet. Men er Forholdet dette, antager jeg, at om det Offentlige vil faa Byretsdommen forandret til sin Fordel, maa det udtage selvstændig Stevning. Selskabet for sin egen Del har ikke Anledning til at gjøre det Offentliges Indsigelser gjældende. Det er paa det Offentliges Vegne i Tilfælde Selskabet optræder, det har ingen selvstændig Ret til at gjøre Indsigelsen gjældende.

Men under disse Omstændigheder antager jeg, at naar Afgjørelsen er gaaet det Offentlige imod, kan ingen Anden end det Offentlige være berettiget til at optræde med Appel, forsaavidt angaar denne Side af Sagen.

Med Hensyn til dette Spørgsmaal er jeg imidlertid, efter hvad jeg under Konferencen har erfaret, i Minoritet.

Hvad dernæst angaar Sagens Realitet, kommer jeg til samme Resultat som Byretten og kan forsavidt i det væsentlige tiltræde, hvad der af Byretten er anført, men jeg ønsker derhos at bemærke:

At det er i Sikringsøiemed, at den under Sagen omhandlede Transport har fundet Sted, er klart nok og ikke fra nogen Side benegtet. Ligeledes er det, saavidt jeg forstaar, medgivet af de tidtigere Voterende, at en Overdragelse i Sikringsøiemed ikke i og for sig er ugyldig efter Lov 12 Oktober 1857 §1. Dette følger ogsaa, mener jeg, ganske uimodsigelig af den Høiesteretsdom, som er refereret i Rt-1872-291, hvor tillige endel ældre Høiesteretsdomme er citeret. Jeg finder den nævnte Dom at være bindende Præjudikat i nærværende Sag, og jeg finder den af Retstid.ns Redaktion givne Betegnelse eller Karakteristik af Sagens Gjenstand fuldstændig korrekt. Under den Sag omhandledes "Spørgsmaalet om Gyldigheden af en Transaktion, hvorved en Kreditor var givet Sikkerhed for sit Tilgodehavende i Debitor tilkommende Gjældsfordringer, der ikke knyttede sig til Gjældsbrev." Overdragelse i Sikringsøiemed er ifølge nævnte Dom en Transaktion, der staar sig ligeoverfor Kreditorer, Spørger man nu, hvad der i det foreliggend Tilfælde er skeet gjennem Transporten afødt xx.xx.1893, saa kan jeg ikke se andet end, at hvad Parterne har

Side:326

ment, er simpelthen dette, at i Sikringsøiemed skulde Kreditor være berettiget til, naar Policen forfaldt, at indtale det Krav, som Debitor havde paa Assuranceselskabet. Med Hensyn til Størrelsen af dette Krav, siger det sig selv, at selve Summen i Policen ikke her er det afgjørende, idet det af Førsikringsvilkaarene følger, at det er de Gjenstande, som virkelig paa Brandens Tid befinder sig i den Forsikredes Værge, der danner Værdimaalestokken. Men den Fordring, som altsaa Brandlidte havde, skulde Kreditor efter Dokumentet af 1893 have Adgang til at indtale i eget Navn. At Beløbet, efterhaanden som det kom ind, naturligvis maatte afskrives paa Parternes Mellemvær, forandrer ikke Sagen; det vil kun sige, at Overdragelsen er skeet i Sikringsøiemed. Jeg indser ikke, i Modsætning til Førstvoterende, hvorledes der i det foreliggende Tilfælde overhovedet kan blive Tale om en "Pantsættelse" af Forsikringskravet. Hvis "Pantsættelse" skal betyde andet end Sikkerhedsstillelse, skal betyde andet end en Transaktion, skeet i Sikkerhedsøiemed, indser jeg ingen anden holdbar Distinktion mulig, end at "Pantsættelse" i Modsætning til anden Sikkerhedssættelse bestaar i den særlige Adgang til at skaffe sig Fyldestgjørelse, som ligger i Begrebet Pantsættelse, altsaa efter Lovbogen: Adgang til gjennem særlig Omgang at blive Eier af Gjenstandene, eller efter vor nuværende Ret: Adgang til gjennem Tvangsauktion at skaffe sig Dækning for Fordringen. Tænker man sig en Livspolice, der - hvilket jeg for at simplificere Tilfældet vil forudsætte - er indbetalt en Gang for alle, er det klart, at her spiller Spørgsmaalet: Pantsættelse i Modsætning til Spørgsmaalet: Cession en ganske væsentlig Rolle. Thi en Livspolices Værdi er ikke den samme før den Forsikredes Død og efter Dødsfaldet, hvoraf følger, at der er fuld Mening i at kunne benytte en Livspolice som Pant, idet herved aabnes Adgang til endnu i den Forsikredes levende Live at sætte Policen til Auktion i Modsætning til Adgang til at kunne indtale den, naar Dødsfald er indtruffet. Ved Livspolicer er det saaledes paa sin Plads at opstille Begrebet Pantsættelse ved Siden af Cession. Men hvorledes der kan tales om Pantsættelse af en Brandpolice i Modsætning til Overdragelse af en saadan Police i Sikringsøiemed, er mig fuldstændig ubegribeligt. Naar jeg opfatter Modsætningen mellem Pantsættelse og Cession paa den af mig angivne Maade, er for mig derefter Spørgsmaalet, hvorledes Parterne har havt til Hensigt at ordne sig. Jeg mener da, at hvad Parterne har tænkt sig, aldeles ikke er, at Davidson skilde være berettiget til at realisere Brandpolicen; det eneste, de har tænkt sig, maa være, at han skulde være berettiget til at indtale den. Men er dette sidste Tilfældet, foreligger der følgelig kun en Overdragelse i Sikringsøiemed, ingen Pantsættelse. Jeg vil ikke undlade at bemærke, at jeg visselig kan indrømme, at rent teoretisk seet kan Spørgsmaalet om Virkningen af Overdragelse af Fordringer i Relation til Loven afødt xx.xx.1857 §1 være et noksaa vanskeligt Spørgsmaal. De retsvidenskabelige Teorier herom har, som det viser sig, skiftet gjennem Tiderne. Men jeg anser det eneste betryggende for Retssikkerheden at være, at den praktiske Retsudøvelse som Rettesnor for Afgjørelsen vælger hævdvunden Tradition og ikke den til enhver Tid herskende Moderetning. Skal der imidlertid være Spørgsmaal om Tradition, forekommer det mig, at den foran nævnte Dom af 1872 og de i Forbindelse dermed citerede

Side:327

ældre Domme er aldeles afgjørende for det her omhandlede Spørgsmaal.

Men dette uanseet kommer jeg af en anden Grund til det Resultat, at Transaktionen afødt xx.xx.1893 maa opretholdes.

Det er af alle medgivet, at med Hensyn til Fordring, der knytter sig til Gjældsbevis eller overhovedet Fordringer, hvorom der enten efter Aftale eller Lov gjælder det samme, som Forordn. afødt xx.xx.1798 har etableret for Gjældsbreve, antages en Besiddelsestagelse af Gjældsbrevet at kunne betragtes i Forhold til Lov 12 Oktober 1857 som en Besiddelsestagelse af Kravet.

Nu er jeg ganske enig med Byretten deri, at en Brandpolice, naar Vilkaarene er formuleret saaledes som i det i sagen foreliggende Tilfælde, visselig ikke ligefrem kan sættes i Klasse med Papirer, der gaar ind under Forordn. af 1798. Det er af Interesse i denne Forbindelse at citere Forsikringsvilkaarenes §18, der er saalydende:

"Erstatningen betales inden en Maaned, efterat Belødet er blevet endelig bestemt, mod Policens Udleverelse og Kvittering.

Er Policen bortkommet, kan Selskabet uden Ansvar ligeoverfor Ihændehaver udbetale Erstatningen mod løs Kvittering af den som ifølge Policens oprindelige Text er den forsikrede, eller som ifølge Overdragelse, der af Selskabet er vedtaget, er den berettigede, og er Policens Gyldighed derved ophævet."

Er Policen forkommet, erklærer altsaa Forsikringsvilkaarene, at Kravet ikke længere knytter sig til Papiret. Men saalænge Policen ikke er bortkommet, betales Erstatningen kun mod Policens Udleverelse. I nærværende Tilfælde er Policen bleven overleveret Indstevnte samtidig, maa man antage, med Transaktionen afødt xx.xx.1893. Videre maa det efter Proceduren og de foreliggende Dokumenter ansees paa det rene, at Branddagen 29 Juni 1893 er Selskabet bleven underrettet om den stedfundne Transport, altsaa forinden det Offentliges Udpantning, der er afødt xx.xx.1893. Og Selskabets Agent er samtidig bleven gjort bekjendt med, at Policen beroede hos Davidson. Under disse Omstændigheder kan jeg ikke indse andet end, at ligesaa meget som den, der er i Besiddelse af et Gjældsbrev, regnes for Fordringens Besidder, ligesaa meget maa den regnes for at være Fordringens Besidder, der baade sidder inde med Policen og tillige har anmeldt Transporten for Selskabet. Saalænge Transporten ikke er anmeldt, kan jeg forstaa, at der kan være Tvivl, idet Selskabet efter den citerede §18 i Forsikringsvilkaarene er berettiget til at udbetale mod løs Kvittering, hvis det opgives, at Policen er forkommet. Men under de foreliggende Omstændigheder kan det ikke benegtes, at Fordringen er givet Kreditor til Raadighed paa en saadan Maade, at selv om man vil kalde det Pantsættelse, maa den dog opretholdes ligeoverfor Loven afødt xx.xx.1857 §1. Selv om man vil kalde Fordringen mundtlig, mener jeg, at naar debitor cessus har faaet Underretning om Cessionen, er Fordringen bleven unddraget den oprindelige Kreditors Raadighed. Jeg antager, at Tilfældet maa betragtes under samme Synspunkt, som naar en Person har sekundær Haandpanteret i en Gjenstand, som er i første Haandpanthavers Besiddelse. Det har her stadig været antaget, at en Underretning til første Panthaver bliver at betragte som en Besiddelsestagelse for anden Panthaver. Men jeg indser ingensomhelst Grund til, at man ikke paa samme Maade i det her i Sagen foreliggende

Side:328

Tilfælde kan, om man vil bruge det Udtryk, sige, at debitor cessus fra det Øieblik, han har faaet Underretning om Transporten, sidder inde med de Penge, han skylder, ikke for Regning af Cedenten, men for Regning af Cessionaren.

Jeg kommer saaledes, efter hvad jeg her har anført, til det Resultat, at Byrettens Dom, saavidt paaanket er, bør stadfæstes.

Efter den Tvivl, som Sagen sees at have foranlediget, finder jeg Grund til Procesomkostningernes Ophævelse.

Nogen Konklusion skal jeg efter Omstændighederne ikke formulere.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Lagmand Thinn: Med Hensyn til det formelle Spørgsmaal om det Offentliges processuelle Stilling til Sagen er jeg enig med Pluraliteten.

Angaaende Sagens Realitet finder jeg derimod i det Væsentlige og Resultatet at maatte slutte mig til Hr. Assessor Mejdell. Betræffende Spørgsmaalet, om Fosikringspolicernes Overdragelse til Davidson kan ansees retsgyldig ligeoverfor det Offentliges senere Udpantning, finder jeg imidlertid at burde præcisere mit Standpunkt noget nærmere.

Jeg er enig i, at Policernes Overdragelse maa ansees skeet til Sikkerhed for Davidsons Tilgodehavende hos Jacobson, og at den maa bedømmes ligefrem som en Pantsættelse af de paagjældende Fordringer. Men jeg kan ikke finde andet end, at en saadan Pantsættelse maa ansees gyldig ogsaa ligeoverfor Trediemand, naar den er skeet paa en saadan Maade, at der er givet et bestemt og klart Udtryk for, at der er indtraadt en Forandring i Pantsætterens Raadighedsforhold med Hensyn til Fordringerne. Er det Tilfældet, mener jeg, at Kravet i Lov afødt xx.xx.1857 §1 om Overleverelse i Panthaverens Besiddelse maa ansees fyldestgjort her ikke mindre, end hvor Spørgsmaalet er om Pantsættelse af Fordringer, som knytter sig til Gjældsbrev eller andet Dokument af lignende Beskaffenhed.

Jeg mener altsaa, at hvad det kommer an paa, er, om en saadan Forandring med Hensyn til Eierens Raadighedsforhold til Fordringerne som anført er indtraadt og klart tilkjendegivet, og dette finder jeg i det foreliggende Tilfælde er skeet gjennem Overdragelsesdokumentet afødt xx.xx.1893 i Forbindelse med den Omstændighed at Selskabet som Debitor efter de pantstillede Fordringer har erholdt Underretning herom tidtigere end Afholdelsen af det Offentliges Udpantningsforretning.

Jeg antager, at Selskabet maa være processuelt bundet ved den Beregning af Brandskadeerstatningen, som er lagt til Grund, i Byretsdommen, idet der er protesteret mod den af Selskabet her i Retten fremholdte forskjellige Beregningsmaade som en ny Indsigelse.

Justitiarius Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Byrettens Døm hidsættes:

Under 29 Januar 1894 udtog Overretssagfører Kjelsberg som Mandatar for Ingeniør S. Davidson mod Brandforsikringsselskabet "London & Lancashire" ved dets dengang befuldmægtigede Generalagent, Bertrand Johannesen, saadan Forligsklage: "Ved tvende Policer No. 2.458.846 og No. 2.468.848 afødt xx.xx.1892,

Side:329

store henholdsvis Kr. 5.000, 00 og Kr. 30.000, 00, forsikrede Ingeniør O. Jacobson paa Gilhus i Lier hos Brandforsikringsselskabet "London & Lancashire" ved dets befuldmægtigede Agent i Drammen F. W. Schnfelder, forskjellige i Policerne nærmere specificerede Gjenstande, beroende ved og tilhørende den af ham eiede "Drammens Gjærfabrik". Forsikringerne tegnedes for et Aar. Samtlige de Gjenstande, hvorpaa der ved ovennævnte Policer var tegnet Forsikring, blev senere ved tvende Exekutionsforretninger afødt xx.xx.1893 givet Ingeniør S. Davidson dels personlig, dels som Medindehaver af og Disponent for "Drammens Finspritfabrik" som Udlæg for Gjæld i Henhold til forskjellige "Drammens Gjærfabrik" og Ingeniør O. Jacobson overgaaede Velxeldomme. Som Følge heraf transporterede O. Jacobson ved Dokument afødt xx.xx.1893 de nævnte Brandpolicer til S. Davidson, og Meddelelse herom blev nogen Tid senere givet Selskabet. I Løbet af Forsikringstiden brændte derpaa de forsikrede Gjenstande under en Nat til 29 Juni 1893 opstaaet Ildebrand, og Ingeniør S. Davidson gjorde sluttelig i Henhold til Policerne og Transportdokumentet Krav gjældende imod Brandforsikringsselskabet. Efterat en mod Ingeniør O. Jacobson bl.a. paa Grund af Mistanke om Paasættelse af den Ildebrand, hvorved de forsikrede Gjenstande opbrændte, indledet Straffeforfølgning havde fundet sin Afslutning ved Lagmandsretsdom i Drammen af 26 November s. A., hvorved Jacobson blev frifundet forsaavidt angik Tiltale for Ildspaasættelse, og efterat Brandforsikringsselskabet yderligere har delibereret over Sagen, har Selskabet nu i disse Dage tilkjendegivet som sin Beslutning, at Erstatning ikke vil blive udbetalt. Thi er det derfor, at jeg som Mandatar for Ingeniør S. Davidson maa bede Brandforsikringsselskabet "London & Lancashire" ved dets befuldmægtigede Generalagent Hr. Bertrand Johannesen i Kristiania indkaldt til førstafholdendes Forligelseskommission, hvortil lovligt Varsel kan gives, forat der og da Mægling kan blive anstillet i ovenomhandlede Anledning om Betaling af Policebeløbene Kr. 35.000, 00 med Renter og Omkostninger." Efter forgjæves i Henhold hertil prøvet Forligsmægling har Overretssagfører Kjelsberg ved Stævning afødt xx.xx.27 Marts 1894 sagsøgt ovennævnte Forsikringsselskab ved dets daværende Generalagent Bertrand Johannesen og har paastaaet sig som Mandatar for Ingeniør S. Davidsson tilkjendt hos dette Kr. 33.236, 00 med Renter og Omkostninger, idet han i Brandforsikringspolicernes samlede Paalydende Kr. 35.000,00 har ladet Taxtbeløbet over de efter Branden reddede Gjenstande, 1.765 Kroner, i dets Helhed komme til Fradrag.

Indstevntes principalt fremsatte Afvisningspaastand er grundet paa, at Overretssagfører Kjelsberg ikke skulde have tilstrækkelig Bemyndigelse til Sagsanlægget, det modsatte maa imidlertid antages, jfr. Bilag 27 og 28 ad 7, hvorved Overretssagfører Kjelsbergs formelle Adgang til Søgsmaalets Anlæg maa ansees tilstrækkelig legitimeret.

Subsidiært har Indstevnte paastaaet Frifindelse og Tilkjendelse af Procesomkostninger.

Citantens Mandant optræder i nærværende Sag kun som Transporthaver med Hensyn til den paasøgte Fordring, og hans Ret er derfor afhængig af, hvorvidt Fordringen tilkommer hans Cedent, Ingeniør Jacobson, idet der med Hensyn til den her foreliggende Fordringsoverdragelse ikke er Anvendelse for Bestemmelserne i Forordningen afødt xx.xx.1798, da Brandforsikrtngspolicer ikke er at betragte som Gjældsbreve i Forordningens Forstand, jfr. Aubert, Obl. alm. Del, Side 201, Hagerups Panteret Side 100, Note 38 og Jul. Lassen, Obl. alm. Del, Side 453 nederst.

Indstevnte har til sin Frifindelse paastaaet, at Gjærfabrikens Brand skyldtes den Forsikrede selv, Ingeniør Jacobson, og at dennes Erstatningskrav efter Policerne derved var bortfaldt. Dette antages imidlertid at maatte forkastes. Ingeniør Jacobson har været under offentlig Forfølgning for at have sat Ild paa

Side:330

Fabriken, men blev som i Forligsklagen nævnt, ved Lagmandsretsdom afødt xx.xx.1893 frifunden herfor, og hvad der under nærværende Sag er tilveiebragt af Oplysninger til Bevis for, at han alligevel var Ildspaasætteren, er aabenbart ganske utilstrækkeligt endog uden alt Hensyn til, hvilken Vægt der i den foreliggende Civilsag antages at tilkomme den ovennævnte Frifindelsesdom i Straffesagen. Heller ikke kan de foreliggende Oplysninger paa nogen Maade betragtes som tilstrækkelige til at statuere, at Jacobson har undladt efter Evne at træffe Redningsforanstaltninger under Branden og derved skulde have forspildt sit Erstatningskrav mod Indstevnte.

Endelig kan der i det forøvrigt fra Indstevntes Side anførte ligesaalidt findes at ligge nogen Omstændighed, som skulde kunne ophæve Indstevntes Forpligtelse overfor Jacobson efter Policerne. Det maa saaledes antages, at Jacobson allerede Dagen efter Branden gjorde Anmeldelse til Indstevntes Agent i Drammen, gjennem hvem Forsikringerne var tegnede, og at der ikke fra Indstevntes Side blev fremsat nogensomhelst Anke over, at Jacobssons egen Skadetaxt først fremkom den 1 September 1893, hvilket i sig selv ogsaa var faare forklarligt, naar det erindres, at Jacobson ganske kort efter Branden den 29 Juni. s. A. blev undergivet Varetægtsfængsel som sigtet for Ildspaasættelse. Videre maa det bemerkes, at Indstevnte uden nogensomhelst Bemerkning eller Reservation lod optage saadan Skadetaxt som omhandles i dets "almindelige Forsikringsbetingelser" §15 (jfr. Bil. 1 ad 3, sidste Side) og hvorom der udtrykkelig sammesteds forklares, at saadan Taxt optages, naar mindelig Overenskomst om Erstatningsbeløbet ikke træffes, "og Selskabet ikke benægter Ansvarspligt." Under disse Omstændigheder maa det formentlig være ørkesløst af Indstevnte at paastaa, at Jacobson ved sit Forhold tidligere end Optagelsen af den i §15 omhandlede Taxt med Hensyn til Anmeldelse, Oplysninger, Opgaver o. lign. skulde have forspildt sin Ret efter Policerne. Saadanne Indsigelser sees ogsaa først at være fremkomne under Processen og synes tillige først at være tilblevne til Brug under denne.

Retten gaar saaledes ud fra, at Jacobson var berettiget overfor Indstevnte efter de irettelagte Policer, og vil derefter have at afgjøre, hvorvidt dette Krav paa en i Forhold til Indstevnte virksom Maade gjennem Transport fra Jacobson er overdraget Citantens Mandant, Ingeniør S. Davidson.

Til Støtte derfor har Citanten irettelagt et af Jacobson undertegnet Transportdokument, dateret Frydenlund pr. Drammen den 6 Juni 1893 saalydende: "Paa Grund af, att Herr S. Davidson har Execution i alla mina i Drammens Gjærfabrik befindtliga Maskiner og Inventarier samt dervarande Lager af Spanmål, Mjl og Brnnvin etc., få transporteras hrmed paa Herr S. Davidson Brandfrskringspolicen No. 2.458.848 & 2.458.846 i "London & Lancashire" och No. 11.395 i "Svea"." Dokumentet sees undertegnet tillige af to Vitterlighedsvidner N. H. Malmstrm og Bengt Persson. Indstevnte har paa forskjellige Fundamenter søgt at bevise Transportens Ugyldighed eller Utilstrækkelighed, men efter Rettens Skjøn uden Resultat. Saaledes maa Dokumentets Ægthed, d.v.s., at det virkelig hidrører fra og er undertegnet af den Forsikrede, Ingeniør Jacobson selv, ansees tilstrækkelig bragt paa det rene ved de tvende Vitterlighedsvidners Prov, erhvervede under et i Malmø optaget Thingsvidne; de har begge forklaret, at Jacobson i Davidsons Nærvær for dem havde udtalt, at Underskriften paa det irettelagte Transportdokument hidrørte fra ham, hvorefter Vidnerne havde skrevet sine Navne derpaa. Indstevntes Paastand om, at Dokumentet skulde være antedaterer, kan der heller ikke blive at tage noget Hensyn til. I Forholdet mellem Citanten og Indstevnte kan det umuligt komme an paa, om Transporten fandt Sted netop den 5 Juni 1893 eller senere; det er i ethvert Fald ved Vitterlighedsvidnernes Forklaringer godtgjort, at Transporten var fuldført og

Side:331

i Orden, forinden Branden indtraf, idet de begge oplyser, at deres Underskrift fandt Sted i et Kontorværelse i den senere nedbrændte Fabrik. Hvorvidt Policerne overleveredes Davidson samtidig med Transportdokumenters Oprettelse eller senere, maa ogsaa være en i Forhold til Indstevntes Forpligtelse overfor Cessionaren ligegyldig Omstændighed, al den Stund Citanten faktisk har erholdt Policerne overleverede af Jacobson og derved er sat istand til at legitimere sit Krav og at tilbagelevere Indstevnte dem, naar Erstatningsbeløbene udbetales. Indstevnte har ogsaa bestridt, at Dokumentet afødt xx.xx.1893 virkelig indeholder en Overdragelse af det her under Indtale satte Erstatningskrav. Heri kan Retten ikke være enig. Det synes ikke at kunne være i nogen nævneværdig Grad tvivlsomt, at naar Dokumentet, som formentlig er oprettet uden Tilkaldelse af retskyndig Bistand, udtaler, at Policerne transporteres paa Davidson, saa er det herved ment, at den Overdrageren ifølge disse Policer tilkommende Ret, d.v.s. hans eventuelle Erstatningskrav mod Indstevnte, overdrages til Cessionaren; om nogen Transport til Pant eller overhovedet om nogen Sikkerhedsstillelse af Policerne, er der i Dokumentet aldeles ikke Tale.

Sagen stiller sig efter dette for Retten saaledes, at Citanten maa ansees for, at have legitimeret sit Søgsmaal overfor Indstevnte, da Jacobson under alle Omstændigheder ved Dokumentet afødt xx.xx.1893 i Forbindelse med Overlevering af Policerne har givet Citantens Mandant fuld Legitimation til med bindende Virkning for Jacobson at modtage og kvittere for Erstatningsbeløbet hos Indstevnte.

Der er imidlertid fra Indstevntes Side foretaget Adcitation af Finantsdepartementet, fordi der ved en under 1 Juli 1893 afholdt Udpantningsforretning hos Ingeniør Jacobson er givet det Offentlige, for skyldig Brændevinsafgift efter Beregningssum Kr. 186.241, 37, Udlæg bl.a. i Debitor mulig tilkommende Assurancebeløb, følgelig ogsaa i den af Citanten under nærværende Sag paasøgte Fordring. Under disse Omstændigheder er det klart, at Citantens Paastand ikke kan nyde Medhold, medmindre hans Ret som Transporthaver antages upaavirket af den ovennævnte Udpantningsforretning.

Efter hvad der ovenfor er bemerket, maa man gaa ud fra, at Transporten fandt Sted allerede forinden Branden den 29 Juni, og da endmere forinden Udpantningen den 1 Juli 1893, og man finder det ogsaa efter Jacobsons Forklaring i Retsmødet den 6 Juli, som stemmer hermed, temmelig sandsynligt, at Policerne, der forøvrig ikke efter vor Ret gaar ind under Gjældsbreve efter Forordningen afødt xx.xx.1798, før Branden - og altsaa ogsaa før Udlægsforretningen - var af Jacobson overleverede til Davidson.

At Transportens Prioritet I Forhold til den senere Udpantningsforretning skulde være betinget af, at Davidson inden dennes Afholdelse havde underrettet Indstevnte om Transporten, er ganske uantageligt. Det kunde være nødvendigt for at hindre, at Indstevnte udbetalte Erstatningen efter Udlægsforretningen til Statskassen; men naar som i nærværende Tilfælde Indstevnte endnu ikke har udbetalt det ringeste (res integra), maa Citantens Mandant som den, der først erholdt Fordringen paa Indstevnte overdraget, ansees som berettiget dertil fremfor det Offentlige, som først fik Udlæg i Fordringen, efterat Jacobson med bindende Virkning for saavel sig selv som for sine Retssukcessorer havde overdraget den til Citantens Mandant, se Aagesen Singular-Succession Side 31. At der mellem Parterne synes at have hersket Enighed om, at Policerne maatte ansees som Gjældsbreve i dette Ords tekniske Betydning, og at de for Gjældsbreve særlig gjældende Transportregler skulde komme til Anvendelse ved dem, kan selvfølgelig ikke være til Hinder for Spørgsmaalets Afgjørelse overensstemmende med vedkommende Retssætningers rette Indhold, som ovenfor skeet.

Side:332

Fra Adciteredes Side et der endelig reist den Indsigelse, at Transporten kun er Proformaværk, og at det er Cedenten, Jacobsen selv, som staar bag Søgsmaalet. Herfor maa Adciterede imidlertid have Bevisbyrden, eller Adciterede maa ialfald tilveiebringe Data, der paa nogen Maade bestyrker dette eller dog vække Mistanke derom. Dette har ikke Adciterede været istand til, hvorimod Citanten tvertimod har produceret en Række af paa ham lydende Vexler og Vexeldomme samt Exekutionsforretninger, overgaaede Jacobson, og saalænge intet andet oplyses i modsat Retning maa dette være fuldt Bevis for, at Citantens Mandant havde endog betydelige Beløb tilgode hos Jacobson, og man kan ikke erkjende Adciterede berettiget i sin nøgne Paastand om, at Citanten skal fremlægge Davidsons Regnskabsbøger, som opgives af denne at være gaaet tabt. At Jacobson efter Branden foretog den overfor Indstevnte fornødne Anmeldelse, og at han (ikke Davidson) gav de til Erstatningsopgjøret fornødne Oplysninger, var tilstede under Taxten og desl., indeholder selvfølgelig intet til Bestyrkelse af, at Transporten til Davidson var Proformaværk. Jacobson var jo den eneste af de to, tom vidste Besked, og gjennem Transporten til Davidson havde han ikke kunnet frigjøre sig fra den ham som forsikret efter Policerne paahvilende Forpligtelse til at gaa Forsikreren tilhaande med Oplysninger osv.

Retten vil saaledes have at tage Citantens Paastand tilfølge, og Indstevnte antages ogsaa at burde ertatte ham Procesomkostningerne, der billiges med 1.200 Kroner. Assessor Qvingstad voterer for Procsesomkosningernes Ophævelse.