Rt-1904-459
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1904-04-27 |
| Publisert: | Rt-1904-459 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 88/1 1904 |
| Parter: | Oline Olsen, gift med Skibstømmermand Lauriz Olsen, Sømand Fredrik Pedersen, Kathrine Mikalsen, gift med Sømand Johan Mikalsen, Aimar Hansen og Olea Henriksen, gift med Dampskibsfører Andreas Henriksen, (Adv. Keyser Jordan) mod Badetjener Johan Andersen og Hustru Josefine Andersen (Overretssagfører Arthur Skjelderup som befalet Sagfører til Prøve) |
| Forfatter: | Motzfeldt, Blom, Thoresen, Skattebøl, Roll, Prydz Justitiarius Løchen |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854), LOV-1848-08-17, Arveloven (1854) §59 |
Assessor Motzfeldt: Under 19 April 1902 blev af Follo Skifteret afsagt saadan Decision:
«Helene Sørine Samuelsen og tidligere afdøde Ægtefælle Halvor Samuelsens Bo af Soon bliver at skifte mellem hendes Arvinger efter Loven.
Sagens Omkostninger ophæves».
Ved den af Kristiania Overret under 23 Februar 1903 afsagte Dom blev imidlertid saaledes kjendt for Ret:
«Afdøde Helene Sørine Samuelsens og før afdøde Mand Halvor Samuelsens Dødsbo extraderes Appellanterne Badetjener Joh. Andersen og Hustru Josefine Andersen til fri Naadighed.
Processens Omkostninger ved Skifteretten og Overretten ophæves. Den for Appellanterne befalede Sagfører, Høiesteretsadvokat Schianders Salær ansættes til 80 - otti - Kroner, der udredes af Statskassen».
Angaaende Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til de foregaaende Dommes Præmisser.
Overrettens Dom er af Oline Olsen, gift med Skibstømmermand Lauriz Olsen, Sømand Fredrik Pedersen, Kathrine Mikalsen, gift med Sømand Johan Mikalsen, Aimar Hansen og Olea Henriksen, gift med Dampskibsfører Andreas Henriksen, der havde optraadt som Helene Samuelsens Intestatarvinger, indbragt for Høiesteret, hvor de har nedlagt saadan Paastand:
Side:460
«At Skifterettens Decision stadfæstes, og at Appellanterne hos de Indstevnte in solidum tilkjendes Sagsomkostninger for Høiesteret og Overretten».
Badetjener Joh. Andersen og Hustru Josefine Andersen har ved sin befalede Sagfører nedlagt saadan Paastand:
«1. At Overrettens Dom stadfæstes.
Subsidiært: At de Indstevnte i Henhold til Testamentet afødt xx.xx.1897 kjendes arveberettigede til Halvparten af Halvor og Helene Samuelsens Bo.
Subsidiært hertil: At de Indstevntes Paastand i denne Sag i Henhold til Testamentet afødt xx.xx.1897 ikke tages tilfølge.
2. I alle Tilfælde: at Appellanterne tilpligtes at betale Sagens Omkostninger, og at der tilkjendes den befalede Sagfører Salær af Statskassen».
Efter Overrettens Dom er der optaget tre nye Tingsvidner og yderligere fremskaffet endel nye Oplysninger.
Det første Spørgsmaal under Sagen er, hvorvidt Helene Samuelsen, da Testamentet afødt xx.xx.1897 oprettedes, var i den aandelige Tilstand, at hun var istand og efter Loven berettiget til at oprette Testament. Herom sees Underret og Overret at være kommet til forskjelligt Resultat. Jeg er i denne Henseende enig med Underretten. Testamentet er vistnok formelt i fuld Orden. Det er forsynet med Testamentvidnernes Paategning om, at begge Ægtefæller ved Testamentets Oprettelse var ved fuld Sans og Samling. Men paa den anden Side foreligger der Erklæringer fra tre Læger, nemlig Doktor Gundersen, der var begge Ægtefællers Læge, Doktor Harald Holm i Kristiania og Prosessor Leegaard. De to førstnævnte undersøgte - i Anledning af et fremsat Forlangende om hendes Umyndiggjørelse - i Helene Samuelsens mentale Tilstand den 27 Februar 1897, altsaa kort efter Testamentets Oprettelse og Mandens Død. De kom i den derom afgivne Erklæring til det bestemte Resultat, at Helene Samuelsen led og allerede i lang Tid havde lidt af dementia senilis, der gjorde, at hun maatte betragtes som sindssvag. Dr. Holm udtaler i en senere Erklæring, at hun vilde kunne været beordret indlagt paa Sindsygeasyl. Hendes Tilstand udelukkede vistnok ikke, at hun kunde forstaa den Henvendelse, der ved Testamentets Oprettelse blev rettet til hende, og heller ikke, at hun senere kunde erindre, hvad der var skeet. Men paa Grund af den Sindssygdom, hvoraf hun led, var hun aldeles ude af Stand til selv at fatte nogen Villiesbestemmelse. Disse Lægers Erklæring er i bestemte Udtryk tilraadt af Professor Leegaard. Han konkluderer i sin Erklæring afødt xx.xx.1904 saaledes:
«Helene Samuelsen var den 24 Januar 1897, da Testamentet oprettedes, sindssyg1 . Da dementia senilis er en Sygdom, der udvikler sig snigende og er kronisk, maa hendes Tilstand have været væsentlig den samme, da Testamentet oprettedes, som da Undersøgelsen fandt Sted».
1 Erklæringerne fra Lægerne Holm og Gundersen er fra Februar og Marts 1897.
Han tillægger, at Indlæggelse paa Sindssygeasyl efter Sindssygeloven vilde kunne været anordnet. Saavel Professor Leegaard som Dr. Holm er Specialister paa Sindssygdommenes Omraade.
Side:461
Der er ogsaa ført mange Vidner, hvis Udtalelser gaar i den samme Retning, at Helene Samuelsen paa den Tid, da Testamentet oprettedes, ikke var i en saadan mental Tilstand, at hun var istand til at oprette Testament. Skulde der under disse Omstændigheder været nogen Mulighed for, at Testamentet skulde kunne opretholdes, maatte der ialfald have fremskaffet fuldt Bevis for, at hun i det omhandlede Øieblik havde været fuldstændig klar over Handling og Villie og i en saadan Tilstand, at hun kunde afgive en gyldig Villieserklæring. Men dette er ikke her skeet. Det ene Testamentvidne er død uden at blive afhørt for Retten. Og det andet Testamentvidne har ligesaalidt som det tilfældig tilstedeværende Vidne afgivet Udtalelser, der i denne Henseende for mid er fyldestgjørende. Jeg anser altsaa ikke det omhandlede Testament gyldigt for Helene Samuelsens Vedkommende.
Spørgsmaalet bliver da, om deraf følger, at Testamentet for begge Ægtfællers Vedkommende skal kjendes ugyldigt, eller om det kan opretholdes som en formelt gyldig Erklæring om Manden, Halvor Samuelsens sidste Villie. Jeg antager det sidste. Testamentet er oprettet i fuldt lovlige Former. Og der er ikke reist nogen Tvivl om, at Manden ved Oprettelsen var ved fuld Sands og Samling, eller om, at Testamentet gav Udtryk for hans vel overveiede Villie. Heller ikke er der i Testamentets Indhold noget, der kan tyde paa, at han ikke for sit Vedkommende, for sin Halvdel af Boet, vilde have fattet den samme Bestemmelse, selv om han havde vidst, at Hustruen paa Grund af sin mentale Tilstand ikke for sit Vedkommende var istand til at fatte en tilsvarende Bestemmelse. Testamentet af 1897 sees nemlig at være et Tillæg til og en Ændring af Ægtefællernes tidligere gjensidige Testament af 1854. Det indeholder ingen Tilbagekaldelse af dette Testament, men det gjør kun deri den Indskrænkning i Længstlevendes Ret over Boet, at han eller hun kun skulde faa Raadighed over samme i levende Live, men ingen Testationsret, idet det hele Bo efter Længstlevendes Død skulde tilfalde Pleiedatteren, Mandens Søsterdatter, Josefine Undersen. Det vilde da, under de heromhandlede Omstændigheder efter min Mening være urimeligt, om Ægtefællernes Fællestestament af 1897 af formelle Grunde skulde kjendes ugyldigt i sin Helhed, fordi det ikke kan opretholdes for Hustruens Vedkommende.
Og jeg antager, at Testamentet af 1854 ikke kunde betage Halvor Samuelsen Ret til som skeet at oprette et saadant Testament eller træffe en saadan Bestemmelse.
Det er hos os en sikker Sætning, at Testamenter, saalænge Testator ikke kontraktsmæssig har bundet sig, er tilbagekaldelige, eller af ham kunne forandres. Dette gjælder efter Arvelovens udtrykkelige Bestemmelse ogsaa Ægtefællers gjensidige Testamenter. Og denne Ret, som Halvor Samuelsen havde til at tilbagekalde eller ændre Testamentet af 1854, kan efter min Mening ikke betages ham ved den Omstændighed, at hans Hustru senere blev sindssyg. Arvelovens §59 bestemmer, at naar man vil tilbagekalde eller ændre et gjensidigt Testament, skal dette ikke ske i Hemmelighed, men den anden Ægtefælle skal kaldes tilstede og gives fornøden Underretning. Her er Hustruen kaldt tilstede, og hun har i Vitterlighedsvidners Overvær af Manden modtaget al fornøden Underretning derved, at hun er opfordret til sammen med ham at gjøre det nye Testament. Man kunde sige, at en Meddelelse til hende, naar hun er sindssyg, ingen Virkning eller
Side:462
Betydning kan have. Jeg skal ikke indlade mig paa, hvorledes der vilde være at gaa frem, om Hustruen tidligere var erklæret sindssyg eller endog var indlagt paa et Sindssygeasyl. Dette er jo nemlig ikke her Tilfældet. Og jeg finder ikke efter det oplyste Grund til at antage, at Manden ansaa hende for sindssyg. Havde han gjort det, vilde han jo heller ikke have kunnet forelægge hende et Testament til Underskrift. Manden handlede i Overensstemmelse med Arveloven under de Forhold, som han ansaa for at være tilstede. Og det vilde da, mener jeg, være ubilligt og urimeligt, om man skulde frakjende hans Handling Gyldighed, fordi det senere ved Lægeundersøgelser viste sig, at hans Hustru ikke ved Leiligheden var i den mentale Tilstand, som han antog.
Og jeg kan endelig heller ikke antage, at den Omstændighed, at Hustruen, da Manden ændrede det ældre gjensidige Testament, var sindssyg og altsaa ikke kunde fatte nogen Bestemmelse om, hvorvidt hun under de forandrede Omstændigheder fremdeles ønskede det ældre gjensidige Testament opretholdt, skal medføre, at det ældre gjensidige Testament taber sin Gyldighed. Jeg vil ikke benegte, at der kan være Omstændigheder eller Tilfælde finder jeg, at Mandens Ønske om, at deres Pleidatter skulde indsættes som Arving efter længstlevendes Død, ikke med nogen Rimelighed kan tænkes, at ville have foranlediget Hustruen, om hun havde været ved fuld Sans og Samling, tilat erklære, at hun da vilde for sit vedkommende tilbagekalde og ophæve det ældre gjensidige Testament. Skulde det ældre Testament ansees traadt ud af Kraft, vilde jeg iøvrigt anse det sidste Testament som et selvstændigt og for Mandens Halvdel af Boet gyldigt Testament.
Efter dette kommer jeg altsaa til det Resultat, at Helene Samuelsens Intestatarvinger har Krav paa hendes Halvdel, men at den anden Halvdel af Boet i Henhold til Testamentet afødt xx.xx.1897 maa blive at udlægge til Badetjener Joh. Andersen og Hustru Josefine Andersen.
Sagens Omkostninger finder jeg Grund til at ophæve for alle Retter. Den befalede Sagfører har udført Sagen forsvarlig.
Konklusion:
De Indstevnte, Badetjener Johan Andersen og Hustru Josefine Andersen, kjendes arveberettigede til en Halvdel af Dødsboet efter Helene Sørine Samuelsen og før afdøde Mand, Halvor Samuelsen, medens Boets anden Halvdel tillægges Helene Sørine Samuelsens Arvinger efter Loven.
Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Salariet til den befalede Sagfører for Høiesteret, Overretssagfører A. Skjelderup, ansættes til 250 - to hundrede og femti - Kroner, der tilligemed de den befalede Sagfører for Overretten og Tingsvidnerne tilkommende Salarier udredes af Statskassen.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Blom: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Thoresen: Jeg kommer til et andet Resultat end Førstvoterende. Maa Testamentet afødt xx.xx.1897 omstyrtes for Helene Samuelsens Vedkommende, hvori jeg med Førstvoterende er enig, indser jeg ikke rettere, end at det i sin Helhed maa kjendes ugyldigt. Der er efter min Formening ikke Adgang til at godkjende samme for den ene
Side:463
Ægtefælles Vedkommende, naar det underkjendes for den andens. Der er her Tale om et af begge Ægtefæller, ikke hver for sig men i Forening oprettet Testament, hvori der forføies over den fælles Forume til Fordel for en bestemt Person. Det maa efter min Formening betragtes som en Enhed og Helhed og derfor forstaaes saaledes, at den ene Ægtefælles Villiestilkjendegivelse er betinget af den andens ligelydende Villiestilkjendegivelse. Bortfalder den ene af disse som juridisk ugyldig, bortfalder ogsaa den anden som uforbindende og uden Retsvirkning. Man er efter Testamentets saavel Form som Indhold ikke berettiget til at forudsætte, at Manden vilde disponere paa samme Maade over sin Andel af Boet, som nu skeet, ikke en lignende Disposition var skeet for Hustruens Vedkommende. Følgen af den af mig her udviklede Anskuelse maa blive, at Testamentet afødt xx.xx.1854, mod hvis formelle Gyldighed ingen beføiet Indvending kan gjøres, træder i Kraft. Dette Testament er ikke paa lovformelig Maade tilbagekaldt, kfr. Arvelovens §59, og nogen Tilbagekaldelse kan selvfølgelig ikke have fundet Sted ved Testamentet af 1897, naar dette i sin Helhed ansees som en juridisk Nullitet. Da den længstlevende ifølge Testamentet af 1854 efter sammes ligefremme Ordning er uindskrænket Eier af det hele Bo, bliver dettes Eiendele ved Vedkommendes Død at fordele mellem hans Arvinger efter Loven i Overensstemmelse med Skifterettens Decision. Jeg stemmer saaledes for dennes Stadfæstelse med Ophævelse af Processens Omkostninger for alle Retter.
Med Hensyn til den beneficerede Sagførers Salær er jeg enig med Førstvoterende.
Da jeg efter den stedfundne Konferance ved, at min Mening ikke deles af Rettens Majoritet, finder jeg det ufornødent at formulere nogen Konklusion.
Konstitueret Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Roll, extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz og Justitiarius Løchen: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Skifterettens Decifion hidsættes:
I 1854 eller efter senere Paategning i 1860 oprettede Ægtefællerne Halvor og Helene Samuelsen af Soon gjensidigt Testamente, hvorefter deres hele Bo udelt skal tilfalde den længstlevende af os saat vore Arvinger ikke skal kunne gjøre nogetsomhelst Krav paa nogen af Boets Eiendele, der saa ganske skulde staa til den længstlevendes frie Raadighed, at de om saadant skulde blive besluttet, endogsaa fremdeles kunde testamenteres til hvemsomhelst denn maatte finde for godt. Den 24 Januar 1897 oprettedes mellem de samme et nyt Testamente, hvorefter Ægtefællerne indsatte Mandens Søsterdatter Josefine Samuelsen Haraldsdatter (nu gift med Badetjener Johan Andersen) som sin Universalarving.
I Skiftesamling i Boet 4/3 1901 gjorde imidlertid Helene Samuelsens tilstedeværende Intestatarvinger Paastand paa at «det under 24/1 1897 underskrevne Testament maa ansees ugyldigt, da Helene Samuelsen allerede ved den Tid i flere Aar havde været aandssløv og sindssyg».