Rt-1904-56
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1903-12-10 |
| Publisert: | Rt-1904-56 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 76/2 1903 |
| Parter: | Lars I. Thorsdal med Kurator Aslak O. Rinde (Advokat H. Blichfeldt) mod Thorsten Halvorsen Ødefjeld eller Thorsdal (Overretssagfører Emil Aall til Prøve). |
| Forfatter: | Prydz, Birkeland, C. Hansteen, Blom, Thoresen, Reimers, Justitiarius Løchen |
| Lovhenvisninger: |
Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Angaaende nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henvises til Præmisserne til de ergangne Domme, nemlig Underretsdom, afsagt af Sorenskriveren i Kragerø den 23 September 1898 og Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1900.
Side:57
Ved den førstnævnte Dom blev saaledes kjendt for Ret: "Det af Jens Larsen Thorsdal til Sønnen Lars Jensen Thorsdal under 18 Marts 1897 udstedte, den 26 samme Maaned thinglæste Skjøde paa Eiendommen Lofthaug og Thorsdal, Matr.-No. 20 og 22, Løbe-No. 78 F og 81 E i Sannikedal af Skyld 1 1/2 Skilling, kjendes ugyldig at være.
Forøvrigt bør Indstevnte Lars Jensen Thorsdal ved Værge Lars Larsen Thorsdal for Citanten Thorsten H. Thorsdals Tiltale i denne Sag fri at være.
Processens Omkostninger ophæves."
Denne Dom blev stadfæstet af Bergens Overret.
Overrettens Dom er derefter af Lars Jensen Thorsdal med Kurator Aslak Rinde paaanket til Høiesteret, hvor han har ladet nedlægge saadan Paastand:
At Appellanten Lars Jensen Thorsdal frifindes for Indstevnte Thorsten H. Thorsdals Tiltale i denne Sag og hos ham tilkjendes Sagsomkostninger ved alle Retter.
Indstevnte Thorsten H. Thorsdal har ladet møde og paastaaet Overretsdommen stadfæstet samt sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.
Her for Retten er fremlagt et Par nye Dokumenter, som imidlertid ikke kan findes at have bragt Sagen i nogen forandret Stilling.
Underretten har, som det sees, anseet den omtvistede Parcel, hvis Matrikulbetegnelse er G.-No. 22, Br.-No. 4, indbefattet i Pantsættelsen til Hypothekbanken og dermed ogsaa ved den af Hypothekbanken med Hjemmel af Pantobligationen afholdte Tvangsauktion solgt til Indstevnte Thorsten Thorsdal.
Samme Betragtning er gjort gjældende af Overretten, som i saa Henseende har lagt særlig Vegt paa den Omstændighed, at Jens Larsen under den Odelspaatale, han som Værge for den samme Søn Lars, der er Part i nærværende Sag, satte igang, men ikke førte tilende, har baade i Klage, Udsigelse og Stevninger angivet ikke alene Hovedeiendommen Br.-No. 6, men ogsaa Br.-No. 4 som Gjenstand for den tilsigtede Odelsløsning. Herned maa Jens Larsen, udtaler Overretten, antages at have erkjendt, at Thorsten Thorsdal ved Tvangssalget var blevet Eier ogsaa af Br.-No. 4, og han har saaledes ikke været berettiget til at sælge denne Parcel til Sønnen Lars; Skjødet til denne, heder det videre, maa saaledes ansees som ugyldigt.
Jeg kommer til et andet Resultat end de tidtigere Retter.
Det er, som det sees, paa det Rene, at i Obligationen til Hypothekbanken er som Gjenstand for Pantsættelsen alene nævnt Br.-No. 6. I Overensstemmelse hermed er da ogsaa ved Tvangsauktionen alene Br.-No. 6 angivet som Salgsgjenstand, ligesom ogsaa Auktionsskjødet alene lyder paa denne Eiendom. Imidlertid er der under Hensyn til de forskjellige i de underordnede Retters Domme fremholdte Omstændigheder vistnok megen Føie til at antage, at Jens Larsen baade har ment, at han ved Hypothekbankobligationen pantsatte ikke alene sit Hovedbøl Br.-No. 6, men ogsaa den Ret til Thorsdalskjærnet m.v., som repræsenteredes af Br.-No. 4 og 8, og tillige har ment, at Tvangssalget omfattede samtlige disse Nummere. Men nogen ligeoverfor Trediemand fuldt retsbeskyttet Panteret i disse Parceller blev selvfølgelig ikke stiftet. Om Jens Larsen havde ment at pantsætte i saadan Udstrækning, er det naturligvis, da Parcellerne ikke er nævnt i Obligationen, uden Betydning forsaavidt Og paa samme Maade
Side:58
har Kjøberen ikke derved, at Jens Larsen ansaa Parcellerne indbefattede i Salget, fuldgyldig Adkomst til disse Parceller. De er. som sagt, særskilte Nummere, og da de ikke er nævnt ved Auktionssalget og følgelig heller ikke i Auktionsskjødet, giver ikke dette Kjøberen en ligeoverfor alle gjældende Adkomst. Om Kjøberen derimod maa ansees ved Auktionen at have erhvervet Ret ligeoverfor Jens Larsen til disse Parceller, er et Spørgsmaal, hvis bekræftende Besvarelse vistnok ikke kan antages uden videre givet dermed, at Jens Larsen har havt saadan Opfatning som nævnt. Da alene Br.-No. 6 er blevet nævnt i Konditionerne og ved Opraabet, maa det med Føie kunne siges, at det for Kjøberen, naar han ligeoverfor Jens Larsen gjør Paastand paa Parcellerne som indbefattede i Salget, ikke er nok at kunne paaderaabe sig Jens Larsens Opfatning, men at han ogsaa maa godtgjøre, at han selv efter det ved Auktionen i det hele passerede har havt Føie til at gaa ud fra, at det trods den brugte Betegnelse dog i Virkeligheden var No. 6 plus Parcellerne, som opraabtes til Salg. Jeg kan ikke finde, at Thorsten Thorsdal har tilveiebragt Bevisligheder i denne Retning af nogen Betydning, og jeg mener da, at han ikke med Føie kan gjøre Fordring paa at ansees som Kjøder ogsaa af Parcellerne.
Til det samme Resultat maa man forøvrigt ogsaa, mener jeg, komme gjennem en anden Betragtning.
I nærværende Sag staar Thorsten Thorsdal nemlig ikke ligeoverfor Jens Larsen, men ligeoverfor en Trediemand, Jens Larsens Søn, Lars Hensen, som i 1897, medens han var umyndig og havde Lars Larsen til Værge, fik Skjøde af Faderen paa Br.-No. 4. Og da Thorsten Thorsdal, efter hvad jeg har anført, ialfald ikke har en Adkomst, som under nogen Omstændighed kan beskytte ham mod godtroende Trediemand, fremstiller sig det Spørgsmaal, om Lars Jensen maa ansees som godtroende Trediemand. Dette er fra Appellantens Side gjort gjældende. Det bestrides imidlertid af Indstevnte, som i saa Henseende paaderaader den i Overretsdommen udførlig omhandlede, af Jens Larsen for denne Søn igangsatte Odelspaatale, der, som anført, gjaldt ogsaa Br-No. 4. Indstevnte anfører, at da Sønnen var umyndig, maa det komme an paa Værgens Tro, men at Jens Larsen, der optraadte som Værge under Odelspaatalen, selvfølgelig ikke har været i god Tro. Og naar Sønnen, udtales det videre, engang har havt Faderen til Værge, maa han ogsaa betragtes som den, der har havt Faderens Tro, og denne Tro maa han beholde, idet den Omstændighed, at han i Anledning af Kjøbet af Parcellen har faaet en anden Værge, ikke kan komme i Betragtning.
Heri kan jeg dog ikke være enig. Da det, saaledes som af Indstevnte fremholdt, alene kan komme an paa Værgens Tro, idet Værgen fuldt ud repræsenterer den Umyndige, maa det ogsaa i Tilfælde, hvor flere Værger har fulgt efter hverandre, komme an paa den Værges Tro, som den Umyndige ved den givne Anledning har. At den tidtigere Værge har havt Kjendskab til Omstændigheder, som vilde været til Hinder for, at han paa den Umyndiges Vegne gjorde en eller anden Erhvervelse, kan ikke medføre, at en senere Værge, der i den omhandlede Henseende er i fuldstændig god Tro, skulde være udelukket fra at gjøre Erhvervelsen.
Det bliver efter det Anførte mit Resultat, at Lars Jensen Thorsdal maa blive at frifinde.
Processens Omkostninger antager jeg bør ophæves for alle Retter.
Side:59
Konklusion:
Lars Jensen Thorsdal bør for Thorsten H. Thorsdals Tiltale i denne Sag fri at være.
Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Assessor Birkeland: Jeg er i Resultatet og væsentlige Dele af Begrundelsen enig med Førstvoterende. For mig er det under den Uklarhed, der raader med Hensyn til Jens Larsens Pantsættelse til Hypothekbanken, afgjørende, at der, som ogsaa af Førstvoterende fremholdt, ikke er stiftet noget ligeoverfor Trediemand retsbeskyttet Pant og følgelig heller ikke af Auktionskjøberen erhvervet saadan Adkomst paa Br.-No. 4, paa samme Tid som ved Jens Larsens Salg og Overdragelse af 1897 Lars Jensen ved Værge maa betragtes som Trediemand værende i god Tro.
Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Blom: Ligesaa. Jeg vil dog tilføie, at jeg ikke finder, at der er saa stor Sandsynlighed, som jeg syntes at forstaa, at Førstvoterende mente der er, for, at Jens Larsen, dengang da Pantsættelsen til Hypothekbanken fandt Sted, har villet pantsætte samtlige de her omhandlede Eiendomme til Banken eller havt Forstaaelsen af, at noget saadant skede. Der er, mener jeg, efter de foreliggende Oplysninger en saadan Uklarhed over det hele Forhold med Istandbringelsen af Pantobligationen til Hypothekbanken baade over det faktiske Forhold med Hensyn til de paagjældende Eiendomme og over den juridiske Opfatning af de foreliggende Forholde og af hvad der foretoges, at jeg ikke drister mig til med tilstrækkelig Sikkerhed at gaa ud fra, at det var Jens Larsens Mening, at alle Eiendomme skulde indbefattes under Pantsættelsen. Jeg er opmærksom paa den af Taxtmændene ved Hypothekbanktaxten under 15 Juni 1899 afgivne Erklæring, og jeg maa efter denne gaa ud fra, at Taxtmændene har faaet fra Jens Larsen de Oplysninger, som indeholdes i Taxtforretningens Svar til Spørgsmaal 15 og 18. Jeg maa da ogsaa antage, at Taxtmændene selv har ment, at Kjærnet skulde medtages ved Pantsættelsen. Men der foreligger ikke Oplysninger om, hvorledes alt er gaaet til eller om, paa hvilken, Maade disse Oplysninger er indhentet, og navnlig ikke om det er skeet saaledes, at Jens Larsen maatte forstaa, at det var Taxtmændenes Mening i Taxten at medtage Thorsdalskjærnet som tilliggende den Eiendom, der taxeredes. Jens Larsens Udtalelser til Jens Olsen som det synes strax efter Pantobligationens Udstedelse tyder nærmest hen paa, at han ikke har havt saadan Opfatning. Jens Olsen har som 1 Vidne under Thingsvidnet den 15 September 1899 forklaret, at han omtrent paa den Tid, da Pantsættelsen foregik, havde en Samtale med Jens Larsen Thorsdal, hvorunder Vidnet bemærkede, at han syntes, at den paa Thorsdal satte Hypothektaxt var lav. Hertil svarede Jens Thorsdal, at det saakaldte Thorsdals Kjærn ikke var medtaget i Taxten, som af den Grund var bleven saa lav, som Tilfældet var. Vidnet tillægger, at han ikke ordlydende kan erindre Samtalen; men han er vis paa, at Ovenstaaende udgjorde Samtalens Indhold og han siger, at han selv fandt det rimeligt, at Thorsdalskjærnet ikke var medtaget, saasom det var særskilt matrikuleret og bortleiet, uopsigelig fra Udleiernes Side til Aktieselskabet Thorsdals Isbrug. Og endelig sig er han, at han erindrer, at da han talte
Side:60
med Jens Larsen Thorsdal, var begge enige om, at denne havde faaet et forholdsvis lidet Hypothekbanklaan paa sin Eiendom, og Grunden hertil var efter begges Mening, at Thorsdalskjærnet ikke var medtaget i Pantsættelsen. Dette fortalte Jens Thorsdal ham; men han ved ikke, fra hvem Jens Thorsdal havde denne sin Kundskab. Jeg mener, at dette gaar i modsat Retning af, at Jens Larsen skulde havt Kundskab om eller Forstaaelse af, at alle de her omhandlede Eiendomme nar indbefattede i Pantsættelsen. At han er blevet gjort bekjendt med Taxtens Indhold før Pantobligationens Udstedelse, er ikke oplyst.
Videre har for mig været af Betydning den Vidneforklaring, som under det nysnævnte Thingsvidne er afgivet af Sorenskriver Nielsen, som i sin Tid har havt Befatning med Udstedelsen af Obligationen til Hypothekbanken, og som paa den Tid ogsaa var Hypothekbankens Kommissionær. Han siger, at Parcellen l.nr. 82 d, som nu har G.-No. 22, Br.-No. 8, vistnok ikke blev medtaget i Jens Larsens Pantsættelse til Hypothekbanken. Men hvis dette er saa. er der al Rimelighed for, at det heller ikke har været Meningen at medtage Eiendommen G.-No. 22, Br.-No. 4. Der er en saadan Lighed mellem disse to Parcellers Stilling her, at jeg mener, at man ikke kunde falde paa at medtage Br.-No. 4, hvis man ikke ogsaa medtog Br.-No. 8. Det ser ud, som om Sorenskriver Nielsen har gaaet ud fra, at det var den Afgift, som betaltes af Isbruget, som var pantsat til Hypothekbanken. Særlig efter hvad jeg her har udtalt, er det for mig ganske uklart, hvorledes man egentlig har tænkt sig Pantsættelsen til Hypothekbanken. Og jeg finder ikke Grund til at lægge saa stor Vegt - som af de tidligere Retter gjort - paa, hvad der er skeet efter Auktionen, naar man deraf skal slutte tilbage til, hvad der har været Jens Larsens Mening med Pantsættelsen og med Hensyn til, hvad denne skulde omfatte. Jeg synes, det er forklarligt, at Jens Larsen ikke strax er kommet ind i og er blevet klar over saa uklare og indviklede Forhold som de, hvorom her handles. Og hvad særlig angaar den Omstændighed, at Jens Larsen i flere Aar uden Indsigelse fandt sig i, at Thorsten Thorsdal hævede Afgiften af Isbruget, saa taber denne Omstændighed efter min Mening en stor Del af sin Betydning, hvis han har havt den samme Opfatning, som jeg mener Sorenskriver Nielsen har havt, - nemlig at Afgiften egentlig var pantsat til Hypothekbanken. Det er den Uklarhed, som saaledes hersker over Forholdet, som for mig er den væsentligste Grund til at sige, at under saadanne Omstændigheder faar man lade de klare og tydelige thinglæste Dokumenter og offentlige Handlinger være det afgjørende i Forholdet.
Assessor Thoresen: Enig med Hr. Assessor Birkeland.
Assessor Reimers: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg med Hensyn til Begrundelsen i det Væsentlige slutter mig til Hr. Assessor Bloms Udtalelser.
Justitiarius Løchen: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Underrettens Dom hidsættes:
Under 18 Marts 1897 tilskjødede Jens Larsen Thorsdal sin Søn, Indstevnte Lars Jensen med Værge, Eiendommen Lofthaug og Thorsdal, Matr.-No.
Side:61
20 og 22, Løbe-No. 78 F og 81 E, Gaards-No. 22, Brugs-No. 4. i Sannikedal af Skyld 1 1/2 Skilling eller 3 Øre for en Kjøbesum af 400 Kroner.
Citanten Thorsten H. Thorsdal har fundet sig brøsthholden ved denne Transaktion, idet han iformener sig at være Eier af nævnte Gaardspart.
Efter forgjæves prøvet Forligsmægling har han derfor ved Stevning afødt xx.xx.1897 saggivet de Indstevnte Lars Jensen Thorsdal med Værge Lars Larsen Thorsdal, samt for Processens Skyld Jens Larsen Thorsdal, og ved Sagens Inkamination under Maanedsthinget for Sannikedal med flere Thinglage den 6 Juli næstefter nedlagt Paastand:
At det af Jens Larsen Thorsdal til Sønnen Lars Jensen Thorsdal under 18 Marts 1897 udstedte Skjøde paa Eiendommen Lofthaug og Thorsdal, Matr.-No. 20 og 22, Løbe-No. 78 F og 81 E i Sannikedal af Skyld 1 1/2 Skilling, underkjendes og kjendes ugyldigt at være, samt at Citanten tilkjendes Erstatning for Afsavn af Eiendommen fra og med Aaret 1897, samt at han hos Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb.
Indstevnte har taget til Gjenmæle og paastaaet sig frifunden, tilkjendt Sagsomkostninger samt Citanten ilagt Mulkt for unødig Trætte.
Efter hvad der af de i Sagen afhørte 1 og 3 Vidner er provet, hvilket ogsaa stemmer med Jurisdiktionens Pantebøger samt ikke af Indstevnte er bestridt, er Sagens faktiske Side i Korthed følgende:
Daniel Olsen og Lars Gunvaldsen eiede i sin Tid hver sin Anpart af Gaarden Thorsdal, Matr.-No. 22 i Sannikedal, til hvilke to Anparter i Fællesskab hørte Dæmningsretten til Thorsdalskjærnet, Kværnefald m. m. Ved Skyldsætningsforretning, afholdt 4. thinglæst 6 Juli 1876, blev de under nærværende Sag omstridte 1 1/2 Skillings Skyld, indbefattende Daniel Olsens omhandlede Halvpart i Thorsdals Kjærn med Vandfald, udskyldsat af hans Eiendom og ved Skjøde, thinglæst 7 September 1876, solgt for 100 Spd. til Medeieren Lars Gunvaldsen saaledes, at denne nu kom til at eie den hele her beskrevne Ret til Thorsdals Kjærn m.v.
Ved Skifte efter Lars Gunvaldsen, sluttet 14 September 1881, blev hans Hovedeiendom Thorsdal, Matr.-No. 22, Løbe-No. 82 a af Skyld 1 Daler 2 Ort 10 Skilling samt ovennævnte Parcel Lofthaug, Thorsdal, Matr.-No. 20, 22, Løbe-No. 78 F, 81 E af Skyld 1 1/2 Skilling, udlagt Stervbosønnen Jens Larsen, der i nærværende Sag er stevnet for Processens Skyld.
Disse to Eiendomme er aldrig blevne slaaede sammen i, Panteregistret, men staar fremdeles som 2 særskilte Brug. Ved Fæste- eller Leiekontrakt, dateret 12 November, thinglæst 6 December 1883, bortleiede nu Jens Larsen til Thorsdals Isbrug mod en aarlig Afgift af 400 Kroner sin Ret til Opdæmning af det hele Thorsdals Kjærn tilligemed en Del Grund, og herover afholdtes der Skyldsætningsforretning, der blev thinglæst samtidigt med Leiekontrakten. Ved denne Skyldsætningsforretning, hvorved udskyldsatte Parcel Thorsdals Isbrug kaldet fik en Skyld af 9 Skilling, var man, efter hvad der fremgaar af selve Forretningen og Leiekontrakten, og som ogsaa bestyrkes af Vidneforklaringerne i Sagen, uopmærksom paa, at Halvdelen af den afstaaede Dæmmeret allerede tidtigere var skyldsat som en særskilt Eiendom Løbe-No. 78 F, 81 E af Skyld 1 1/2 Skilling, uden senere at være bleven sammenslaaet med Hovedgaarden Løbe-No. 82 a, Thorsdal, og som Følge heraf blev som fornævnte 9 Skillings Skyld feilagtig kun udtaget af sidstnævnte Løbe-No. 82 a, hvis gjenværende Skyld saaledes blev 1 Daler 2 Ort 1 Skilling, medens der rettelig forinden skulde have været foretaget et Sammenslag af Eiendommene Løbe-No. 82 a og 78 F og 81 E af samlet Skyld 1 Daler 2 Ort 11 1/2 Stilling og derfra udtaget oftenævnte 9 Skilling.
Side:62
I 1887 lod Jens Larsen optage en Hypothekbanktaxt over sin Eiendom Løbe-No. 82 a, Thorsdal, af Skyld 1 Daler 2 Ort 1 Skilling, men af denne Forretning sees, at der ved Taxten er taget Hensyn til hele den aarlige Leieafgift af 400 Kroner, der svares af Thorsdals Isbrug af Løbe-No. 82 D af Skyld 9 Skilling til Eieren af Thorsdal, og maa man saaledes gaa ud fra, at denne hele Afgift er medindbefattet i Pantsættelsen til Hypothekbanken, da Jens Larsen erholdt et Laan af denne, uagtet Obligationen kun lyder paa Løbe-No. 82 a, ikke tillige paa Løbe-No. 78 F, 81 E af Skyld 1 1/2 Skilling.
I Henhold til denne Obligation blev Eiendommen i 1892 solgt ved Tvangsauktion og kom derved i Citantens Besiddelse. Citanten formener nu, at han ved dette Kjøb er bleven retmæssig Eier ikke blot til den i Auktionsskjødet omhandlede Eiendom Løbe-No. 82 a, Thorsdal, af Skyld 1 Daler 2 Ort 1 Skilling, nu Gaards-No. 22, Brugs-No. 6 af Skyld 3 Mark 65 Øre; men ogsaa til den ei i samme specielt nævnte Parcel Løbe-No. 78 F, 81 E, Gaards-No. 22, Brugs-No. 4 af Skyld 1 1/2 Skilling ny 3 Øre samt at den hele Afgift 400 Kroner, der svares af Thorsdals Isbrug for Leien af Løbe-No. 87 d, nu Gaards-No. 22, Brugs-No. 8 af Skyld 9 Skilling eller 21 Øre, udelukkende tilkommer ham. Ligesom han har dokumenteret, at han og ingen anden har betalt Skatterne af bemeldte Parcel Brugs-No. 4 gjennem en Række af Aar, saaledes er det ogsaa paa det Rene, at han har hævet den hele Leieafgift.
Indstevnte har gjort gjældende, at Gaards-No. 22, Brugs-No. 4, aldrig er overdraget Citanten; men at denne den hele Tid siden Skiftet efter Lars Gunvaldsen har tilhørt hans Fader Jens Larsen, indtil denne i 1897 ved lovligt Skjøde hjemlede ham samme, og at Citanten uberettiget har hævet den af Thorsdals Isbrug svarede aarlige Afgift, hvoraf han formener, at Halvdelen tilkommer ham.
Vistnok har Citanten aldrig faaet nogen lovformelig Hjemmel paa Parcellen Gaards-No. 22, Brugs-No. 4; men efter det foran Anførte kan dog Retten ikke være i nogen Tvivl om, at i Virkeligheden er denne Eiendom medindbefattet i Pantsættelsen til Hypothekbanken og saaledes nu rettelig tilhører Citanten og finder den yderligere Bestyrkelse herfor i, at Jens Larsen gjentagne har foretaget Skridt til paa sine Sønners Vegne at indtale paa Odel fra Citanten den her omhandlede Eiendom, en Optræden, der efter Rettens Mening viser, at Jens Larsen har havt fuldt Kjendskab til og Erindring om det faktiske Forhold og ikke kan karakteriseres som en uskyldig Feiltagelse fra hans Side.
Efter dette vil Citantens Paastand forsaavidt blive at tage tilfølge, at det af Jens Larsen til Sønnen Lars Jensen under 18 Marts 1897 udstedte, den 26 samme Maaned thinglæste Skjøde paa forannævnte Eiendom bliver at kjende ugyldigt.
Nogen Erstatning for Afsavn af Eiendommen fra og med Aaret 1897, som ogsaa er paastaaet, vil derimod ikke Citanten blive at tilkjende, idet han ei har dokumenteret at have lidt noget Tab; men meget mere den hele Tid har havt den hele Afgift af Thorsdals Isbrug, der, saavidt sees, udgjør den eneste Indtægt af Eiendommen.
Da Jens Larsen kun er stevnet for Processens Skyld og Stevning og Paastand saaledes kun er rettet mod dennes umyndige Søn med Værge, antages Sagens Omkostninger at burde ophæves.
Side:63
Notitser og Efterretninger.
Literatur.Bernhard Getz. Juridiske Afhandlinger, udgivne af Francis Hagerup. Kristiania 1903. XII + 753 S. 8vo med Forf.s Portrait. Pris Kr. 14, 40.
Den juridiske Almenhed vil være Prof. Hagerup taknemlig for, at han i denne Samling har udgivet en Række i mange Stykker epokegjørende Arbeider af sin altfor tidlig bortgangne Ven og fordums Kollega og derved gjort dem lettere tilgjængelige end før, adspredte som de var i forskjellige Tidsskrifter og andre periodiske Publikationer eller I Motiverne til Getz's større Lovarbeider. Prof. Hagerup har derved ogsaa bidraget til det monumentum aere perennius, som den geniale Retsforsker ved sin Virken har reist sig inden vort Folk, og som visselig vil bringe hans Navn til sene Efterslægter.
Samlingen er ikke og kunde ikke gjøres udtømmende; den omfatter ikke Getz's "samlede Skrifter". I et saadant Omfang vilde den vanskelig kunne faa den Udbredelse, som den utvilsomt bør have blandt Nordens Jurister. Der er saaledes ikke medtaget adskilligt fra Getz's Pen, som væsentlig kun knytter sig til et aktuelt Tidsspørgsmaal og derfor har mindre blivende Betydning, eller som foreligger i senere og mere udarbeidet Form fra Forf.s Haand, Heller ikke er der meddelt Uddrag af Getz's Motiver til den nye Straffelov; om disse, der er tilgjængelige i Boghandelen for en billig Pris, bemærker Udg. med fuld Føie, at de bør studeres i sin Helhed og ved Straffelovens Ikrafttræden bør forudsættes at være i de fleste norske Juristers Hænder. Omvendt bringer Samlingen flere hidtil utrykte Arbeider af Getz, nemlig en Række unionsretlige Undersøgelser af den største Interesse (Retsforholdet mellem Norge og Sverige, Om samensat Statsraad, Om Udenrigsstyret, den gjældende Ordning og den svenske Forfatningsændring i 1885 samt Om Grundlovens §25). Ved Gjennemsynet af Forf.s herhenhørende Manuskripter har Udg. havt Raad og Bistand af Prof. Ebbe Hertzerg.
Udvalget maa i alle Dele ansees som særdeles skjønsomt foretaget og med tilbørligt Hensyn saavel til Forf., hvis Arbeider i størst mulig Omfang havde Krav paa at bevares paa denne Maade, og til de Forhold, hvorunder Udgivelsen af en saadan Samling alene kunde være mulig paa vort Bogmarked.
Den omfatter Arbeider fra Getz's første Optræden som Forfatter i 25-Aars Alderen og ligetil hans sidste litterære Produktion. Og Afhandlingerne strækker sig omtrent over hele Retsvidenskabens Omraade, Privatret, Strafferet, Proces- og Statsret. Saavel legislativ-politiske Problemer som Fortolkning og Fremstilling af gjældende Ret er Gjenstand for disse Arbeider, og Udg. har utvilsomt Ret, naar han i, Forordet udtaler: "Samlingen vil derfor give et fyldigt Indtryk saavel af den geniale Retslærdes tidlig modnede Skarpsindighed og originale Skaberevne som af hans Alsidighed og Grundighed. En Flerhed af de her meddelte Afhandlinger viser, paa hvilken Grundmur af vidstrakte, ikke blot juridiske, men statistiske, samfundsøkonomiske og almenfilosofiske Studier Forf.s Forskning hvilede. Og den Uafhængighed og Oprindelighed, der overalt præger hans Udviklinger og Resultater, vil vistnok indrømmes at give Samlingen Værdien af et litterært Hovedverk, der vilde være en Pryd for et hvilketsomhelst Lands videnskabelige Litteratur."
Anm. kan kun slutte sig hertil og maa paa det varmeste anbefale, at norske Jurister benytter den ved Udgivelsen aabnede Adgang til at drage Nytte og Belærelse af de fremragende Arbeider, som er indtagne i Samlingen, og hvis Betydning for den praktiske Retsudøvelse paa mange Omraader ikke er mindre end dens rent videnskabelige Værdt.
Bogen er meget smukt udstyret i typografisk Henseende, og Prisen maa ansees som meget rimelig.
Edw.H.