Rt-1904-785

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-09-21
Publisert:	Rt-1904-785
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 17/2 s. A.
Parter:	Aktieselskabet Den norske Industri- og Vexelbank (Advokat Ramm) mod Olaf Larsens Konkursbo ved sammes Bestyrer, Advokat Blichfeldt (Advokat Blichfeldt).
Forfatter:	H. Scheel, Birkeland, Thoresen, V. Scheel, Motzfeldt, Stang, Løchen
Lovhenvisninger:

Exrtraordinær Assessor, Byretsassessor, Dr. H. Scheel: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere faktiske Omstændigheder henviser jeg til Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1901.

Ved denne Dom blev saaledes kjendt for Ret:

Indstevnte, Aktieselskabet Den norske Industri- og Vexelbank, bør til Olaf Larsens Konkursbo betale 45.744 - firti fem tusind, syv hundrede firtifire - Kroner, 12 - tolv - Øre med 4 - fire - af hundrede i aarlig Rente deraf fra -15 Marts 1900 til Betaling sker, samt under en løbende Mulkt til Kristiania Bykasse af 20 - tyve - Kroner for hver Dag, Indstevnte sidder nærværende Dom overhørig, udrede til Citantskabet de i Dokument 18 ad 12 opførte Anvisninger. Sagens Omkostninger ophæves. At efterkommes osv.

Side:786

Byrettens Dom er af Den norske Industr- og Vexelbank paaanket til Høiesteret, hvor der for Appellanten er nedlagt Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Procesomkostninger for begge Retter.

Indstevnte, Olaf Larsens Konkursbo, har nedlagt Paastand om Byretsdommens Stadfæstelse og Tilkjendelse af Sagsomkostninger ved Høiesteret.

Dommen er afsagt under Dissens, idet en af de Voterende stemte for et noget mindre Ansvar for Banken. Dissensen beror paa en noget forskjellig Opfatning af det Retsforhold som var etableret. mellem Olaf Larsens Chokladefabrik og Industribandken med hensyn til de Banken oversendte Anvisninger og Vexler.

Jeg kan ikke dele den af Byrettens Flertal hævdede Opfatning af dette Retsforhold. Til Grund for Forholdet laa ganske vist en Fuldmagt for Banken til at inkassere Larsens Fordringer paa Debitorer. Det er dernæst paa det rene, at Banken skulde have Ret til for de paa vedkommende Konto Larsen udbetalte saakaldte Forskud at tage Dækning af de paa Anvisningerne og de til Incaso endosserede Vexler indkomne Beløb. Jeg er videre med Byretten enig i, at Bankens Bemyndigelse til at inkassere de til Anvisningerne og Vexlerne knyttede Fordringer var indtil videre uigjenkaldelig, saa at Larsen var uberettiget til selv at inkassere Fordringerne og ligesaa til at lægge Hindringer i Veien for Bankens Indfordring, specielt til at kræve tilbage Andvisninger eller Vexler saalænge Banken var udækket. At saa var Tilfældet,fremgaar, mener jeg af det hele Forhold som en stiltiende, tydelig Forudsætning fra begge Sider. Det fremgaar saaledes af, at Banken gjentagende afslog Anmodninger fra Larsen om en Kredit paa anden Konto samtidig med, at den udbetalte ham store Beløb som "Forskud" paa de til Incasso overlevrede Fordringer. Og det kommer, som af Forstvoterende i Byretten paapeget, særlig tilsyne i den under 2 August 1899 udfærdigede Depositoerklæring, der hviler paa den tydelige Forudsætning, at Banken for de givne Forskud har Sikkerhedsret i de til Incasso overleverede Fordringer. At Meningen var denne, er ogsaa bekræftet af Larsen og af vedkommende Bankfunktionær som Vidner.

Forsaavidt er jeg altsaa enig med Byrettens Flertal. Derimod kan jeg ikke tiltræde den Opfatning, at den til Incassofuldmagten knyttede Ret til Dækning af de indkomne Beløb og til at beholde Papirerne og fortsætte Inkassationen, indtil Dækning havde fundet Sted, kun kan betegnes som Modaliteter ved Fuldmagtsforholdet, der desuagtet maa bortfalde ved Fuldmagtsgiverens Konkurs. Jeg mener derimod, at Fuldmagtsforholdet derved bliver forandret fra en Bemyndigelse til at handle for en anden til en Ret til at raade over de omhandlede Fordringer i egen Interesse, og at en saadan Raadighedsret ligesaavel som en egentlig Panteret maa være beskyttet mod Fordringshaverens Kreditorer og andre Trediemænd som en tinglig Ret, forsaavidt Fordringerne er knyttet til Gjældsbrev, der er overleveret i Rettighedshaverens Besiddelse. Hvilket Navn man vil give denne Ret, om man vil kalde den en modificeret Retensionsret eller en modificeret Panteret eller en i Sikringsøiemed stiftet Eiendomsret, kan forsaavidt være ligegyldigt. Jeg antager saaledes med Førstvoterende i Byretten, at Banken under enhver Omstændighed har været berettiget til uanseet Konkursen at fortsætte Inkassationen af de til Incasso overleverede Akcepter og til at tage Dækning af deres

Side:787

Udbringende samt til at beholde de ikke endnu betalte Akcepter, indtil den har faaet Dækning.

Forsaavidt Anvisningerne angaar stiller derimod Sagen sig anderledes. Der er her Tale om mundtlige Fordringer, der ikke kan overleveres og derfor heller ikke kan gjøres til Gjenstand for Pantsættelse eller anden lignende Sikkerhedsret med tinglig Virkning. Der er ogsaa mellem Parterne Enighed om, at forat Bankens Ret til disse Fordringer skal kunne opretholdes lige overfor Konkursboet maa der foreligge en Overdragelse til Eiendom. Og det er dette, som Banken mener her er Tilfældet, idet der paastaaes at foreligge en Eiendomsoverdragelse i Sikringøiemed.

Spørgsmaalet om hvorvidt en saadan Eiendomsoverdragelse i Sikringsøiemed af mundtlige Fordringer medfører tinglig Retsbeskyttelse eller i denne Hensende maa sidestilles med en Pantsættelse, er det efter min Opfatning af det i nærværende Sag foreliggende Forhold ikke nødvendigt nærmere at gaa ind paa idet jeg ikke kan finde, at der overhovedet foreligger nogen Eiendomsoverdragelse. Naar jeg som for nævnt antager, at Banken ikke er at betragte som blot og bar Mandatar, men at den har en virkelig Ret med Hensyn til de til Incasso overleverede Fordringer, er dette, fordi saa af forskjelige Omstændigheder kan skjønnes at have været Parternes Mening. Nogen udtrykkelig Aftale, der nærmere bestemmer den Ret, som Banken skal have, foreligger ikke. Navnlig foreligger ingen Erklæring om at Fordringerne skal være Bankens Eiendom. I Anvisningsformen ligger ingen Eiendomsoverdragelse; og omend det Vexlerne paategnede Endosement intet udtrykkeligt Forbehold indeholder, er den herved begrundede Præsumtion for Eiendomsoverdragelse tiltrækkelig neutraliseret ved de iøvrigt foreliggende Oplysninger foruden ved Bankens Erkjendelse af, at nogen Diskontering af Vexlerne ikke var forgaaet. Navnlig kan de Udtalelser om Forlholdet, der foreligger fra Parternes Side, før nærværende Tvist opkom, vanskelig forenes med Forudsætningen om en Eiendomsoverdragelse, idet der tales om de deponerede Papirer de til Incasso overleverede Papirer eller Papirer, hvori Banken har Sikkerhed. Det er, saavidt skjønnes, heller ikke nogen Omstændighed, som berettiger til den Slutning, at det har været Parternes Mening, at Banken skulde have nogen videregaaende Raadighedsret med Hensyn til Fordringerne end før omtalt. Men hvis man overhovedet vil sondre mellem Overdragelse af Fordringer til Eiendom og Indrommelse af Panteret eller anden Sikkerdedsret i Fordringer, maatte dette, saavidt jeg skjønner, være aldeles nødvendigt, om det første Alternativ skal antages at foreligge. Under de i nærværende Sag foreliggende Omstændigheder, er det derfor ogsaa uberettiget at henvise til de under Sagen paaberaabte Høiesteretsdomme, der er refereret i Ugebladet 3die Aargang Side 166 sammenholdt med 4de Aargang Side 16 og i 8de Aargang Side 225, samt i Rt-1872-291 og Rt-1877-126, idet der i disse Domme, - om med Rette eller Urette skal være usagt, - er lagt afgjørende Vegt paa, at der forelaa udtrykkelig Erklæring om eller iøvrigt maatte antages at Fordringerne var overdragne til Eiendom.

Jeg kommer altsaa med Hensyn til Anvisningerne til det Resultat, at Banken maa være forpligtet til at udbetale til Boet de paa disse oppebaarne Beløb samt til at udlevere til Boet de Anvisninger, som den endnu sidder inde med. Det bliver efter dette nødvendigt at afgjøre, i hvilken Udstrækning de af Banken inkasserede Fordringer

Side:788

kan antages at have været knyttede til Akcept. Dette Spørgsmaal staar for Høiesteret i en noget anden Stilling end for Byretten, idet det fra Boets Side paa Grundlag af en Gjennemgaaelse af Larsens Bøger er erkjendt, at Poster til et samlet Beløb af Kr. 12.159, 82 har værget knyttede til Akcept. Dette Beløb vil derfor fragaa i den Sum af Kr. 46.800, 77, som Banken ved Byretsdommen er paalagt at betale; men Resten af denne Sum kan, saavidt jeg skjønner, Banken ikke undgaa at tilsvare paa et mindre Beløb nær, som senere skal omtales. Det er efter Forholdets Natur Banken, som har Bevisbyrden for, at den med Hensyn til de til Incasso overleverede Fordringer har havt en Ret, der ogsaa ligeoverfor Konkursboet berettigede den til at indkassere og tage sig betalt af de skyldige Beløb. Der var fuld Anledning for Banken til i sin Tid, i ethvert Tilfælde da Konkursen fandt Sted, at bringe paa det rene, hvilke af Fordringerne knyttede sig til Akcept. Men selv om man ikke vil betragte det som nogen Uagtsomhed fra Bankens Side, at den har forsømt dette, kan ikke Banken under Henvisning til, at den nu ikke kan fremskaffe de nødvendige Oplysninger, vælte Bevisbyrden over paa Boet. Om Boet i Larsens Bøger har Midler til ialfald til en vis Grad at belyse Forholdet, saa maa vel Banken, ialfald naar Boet ingen Undersøgelse vil anstille, kunne kræve Adgang til den fornødne Gjennemgaaelse af Bøgerne, og man kan ikke gaa ud fra, at den vilde blive negtet en saadan Aagang; men nogen positiv Pligt til selv at foretage den fornødne Revision antager jeg ikke, at Konkursboet har. Selv med Hensyn til enkelte Poster, for hvis Vedkommende Boets Advokat har erklæret, at det ikke af Boets Bøger fremgaar, at de var Akcepter, om end dette efter hans personlige Mening kan være sandsynligt, antager jeg efter dette, at Usikkerheden maa gaa ud over Banken.

Byretten har ogsaa frakjendt Banken Ret til den af denne beregnede Incasso-Provision vedkommende de under Sagen omhandlede Fordringer, stor Kr. 282, 69.

Det forekommer mig imidlertid klart, at Banken maa have Krav paa denne Provision forsaavidt angaar Akcepterne, som Banken uden Hensyn til Konkursen havde en Ret til at inkassere. Og med Hensyn til Anvisningerne maatte vel i ethvert Fald Banken, naar den skulde levere disse fra sig, have Krav paa nogen Provision paa Grund af tidligere udført Arbeide. Men jeg finder overhovedet, at Banken maa have billigt Krav paa hele den beregnede Provision; den har udført et Arbeide, som maatte gjøres, for en som det synes rimelig Betaling, over hvis Størrelse der heller ikke er anket. Og naar det fra Boets Side er gjort gjældende, at Inkassationen ikke alene er udført uden Bemyndigelse fra dette, men endog mod Protest, finder jeg ikke i nærværende Tilfælde at kunne lægge nogen afgjørende Vegt herpaa, al den Stund der fra Bankens Side var Valg mellem de to Alternativer, enten at fortsætte Opkrævningen som før eller at henvende sig til Debitorerne med Paalæg om ikke at betale til Boet, og det er klart, ligesom det ogsaa er udtrykkelig udtalt af Boets Advokat, at det første Alternativ maatte være at foretrække for Boet.

Jeg skal sluttelig bemerke, at forsaavidt der med Hensyn til enkelte Poster for Byretten var Tvist om, hvorvidt Beløbet kunde ansees indgaaet før eller efter Konkursen, en Tvist som af Byretten løstes til Fordel for Banken, foreligger denne Tvist efter Appelmaaden ikke for Høiesteret.

Side:789

Mit Resultat bliver efter dette, at Banken pligter at udbetale Boet en Sum af Kr. 34.358, 26 med Renter samt at udlevere Boet de Anvisninger, derimod ikke Akcepter, som den endnu sidder inde med.

Processens Omkostninger finder jeg, at der er Grund til at ophæve saavel for Høiesteret som for Byretten.

Konklusion:

Aktieselskabet Den norske Industri- og Vexelbank bør til Olaf Larsens Konkursbo betale 34.358 - treti fire tusinde, tre hundrede og femti otte - Kroner, 26 - tyve sex - Øre med 4 - fire - af hundrede i aarlig Rente deraf fra 15 Marts 1900, til Betaling sker, samt inden 4 - fire - Uger fra Høiesterets Doms Afsigelse under en Mulkt til Kristiania Bykasse af 20 - tyve - Kroner for hver Dag, Banken sidder Dommen overhørig, udlevere til Konkursboet de i Byretssagens Dokument 8 ad 12 opførte Anvisninger.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Thoresen og V. Scheel: Ligesaa.

Assessor Motzfeldt: Jeg kommer til samme Resultat som Byretten, dog saaledes, at jeg finder, at Banken er berettiget til at gjøre Fradrag for den omhandlede Incasso-Provision.

Jeg er altsaa enig med de foregaaende Voterende deri, at Banken ingen Sikkerhedsret har i de under Sagen omhandlede Anvisninger. Men jeg kan ikke være enig den, at saadan Ret skal tilkomme Banken i de omhandlede Akcepter. Førstvoterende anførte, saavidt jeg forstod ham, at saadan Ret maatte tilkomme Banken enten ifølge en skeet Eiendomsoverdragelse i Sikringsøiemed eller i Kraft af en modificeret Panteret eller Retentionsret. Paa hvilket af disse Fundamenter Retten skulde bygges, afgjordes, saavidt jeg forstod, ikke. Banken har imidlertid her den Pligt at bevise Tilstedeværelsen af et bestemt Fundament, der hjemler den en Ret, der staar sig ligeoverfor Larsens Konkurs. Men saadant Bevis anser jeg ikke ført. Med Hensyn til den paastaaede Eiendomsoverdragelse i Sikringsøiemed henviser jeg til, hvad derom af de tre Voterende i Byretten er anført. Hvad Banken til Støtte for sin Paastand i saa Henseende har gjort gjældende, er alene den Omstændighed, at den almindelige Endossementsform er brugt paa Akcepterne. Men denne Form kan jo - paa samme Maade som Anvisningsformen ved de løse Fordringer - ligesaavel være brugt for at tjene som Legitimation ved Akcepternes Inkassering som for at overdrage Eiendomsret. Og de øvrige Oplysninger i Sagen tyder efter min Mening aldeles ikke paa nogen Eiendomsoverdragelse i Sikringsøiemed, men peger aldeles bestemt hen paa et Incasso-Forhold. Akcepterne er udtrykkelig af Banken i Kvitteringerne erkjendt modtagne til Incasso. - For at Panteret skulde ansees at tilkomme Banken, maatte saadan Ret efter min Mening været udtrykkelig aftalt. Her har der imidlertid ingensomhelst Aftale fundet Sted, og der er specielt ingensomhelst Aftale truffet om Stiftelse af nogen Panteret. Banken har heller ikke selv under Sagen hævdet, at der tilkommer den nogen Panteret. Den har tvertimod under Proceduren ved Byretten udtrykkelig erklæret, at der under denne Sag ikke handledes om Pantstillelse. Spørgsmaalet bliver da, hvorvidt der efter selve Forholdets Natur her skulde tilkomme Banken nogen saakaldt modificeret Panteret (Ret til Tvangssalg af Akcepterne

Side:790

har nemlig Banken ikke havt eller Retentionsret i Akcepterne eller deres Udbringende. Dette antager jeg ikke. Det hele var et Tillidsforhold. Larsen leverede Banken sine Anvisninger og Akcepter til Incasso. Og Banken bevilgede Larsen Laan. Larsen havde ogsaa tidligere Laan i Banken, men fik nu større Laan, da Banken fik Udsigt til at faa ind Penge ved disse Inkasseringer. Men nogen Sikkerhed var der ikke Tale om at stille ved Forholdets Stiftelse. Og der blev aldeles ikke hverken fra Bankens eller fra Larsens Side sondret mellem Akcepter og Anvisninger. Disse sidestilledes aldeles. Papirerne indsendtes under et og kvitteredes af Banken under et til Incasso. Der var ikke fra nogen af Siderne Tale om at stille Akcepterne i nogen Særstilling. Dette kunde selvfølgelig været gjort. Men det er ikke skeet. I en Erklæring afødt xx.xx.1899, hvorved Larsen deponerer som haandfaaet Pant til Banken de der til Incasso beroende Anvisninger, er Akcepterne end ikke nævnt. De bevilgede Laan staar heller ikke direkte i Forbindelse med, at Akcepterne kom i Bankens Besiddelse. Det er ikke oplyst, at Larsen fik bevilget Laan i samme Øieblik, han indleverede Akcepterne. Laan er vistnok ogsaa udbetalt i Tillid til Akceper, der allerede før beroede der til Inkasso. Dernæst kunde efter min Mening Retentionsret - der iøvrigt ikke af Banken hverken for Byretten eller for Høiesteret er paastaaet at tilkomme den - alene gjælde Laan, der var ydet i Henhold til selve Akcepterne. Men det kan her ikke sees, hvor meget der er givet som Forskud paa disses Udbringender. Naar der skal bygges paa Retentionsret, kan man ikke lade Penge indkomme ved Akcepterne tjene til Dækkelse af Laan, ydet i Henhold til og i Tillid til Anvisningerne. Det er jo oplyst, at hvert enkelt Papir i Banken blev vurderet, inden det blev bestemt, hvor meget der paa samme-skulde ydes som Laan. Og om, hvad der sees at være Titfældet, ved enkelte Leiligheder blot Akcepter er indleveret til Incasso, kan efter min Mening Overskuddet paa disse Akcepter ikke uden Aftale derom tjene Banken til Dækkelse for Laan, ydet ved en anden tidligere Leilighed paa Anvisninger. Om der i et saadant Titfælde af Larsens Kreditorer var taget Udlæg i disse Akcepter, maatte vistnok Kreditor kunde fordre Akcepterne udleveret mod at betale, hvad Banken paa disse Akcepter havde forstrukket Larsen med. Længere kan Retentionsretten ikke strække. Men dernæst er der jo her heller ikke Tale om Udøvelse af Retentionsret. Denne giver kun Ret til at fordre Besiddelsen opretholdt. Her har imidlertid Banken ikke nøiet sig med at beholde Akcepterne. Den har inkasseret dem og taget Pengene i Kasse.

Da jeg staar alene med min Mening skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

Extrordinær Assessor, Professor Stang: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Forstvoterende.