Rt-1905-155

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-12-01
Publisert:	Rt-1905-155
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 83/2 s. A.
Parter:	Johansens Dødsbo (Adv. Harald Nørregaard) mod Snedkermester Edv. Lind (Adv. H. J. Blom).
Forfatter:	Blom, Meidell, Reimers, Roll, Birkeland, V. Scheel, C. Hansteen
Lovhenvisninger:	Bygningsloven for Kristiania (1899) §15, Bygningsloven for Kristiania (1899), §100, §10, §14

Assessor Blom: Under 20 Januar 1904 tilstevnte Snedkermester Edv. Lind som Eier af Gaarden Solhaug, beliggende i Akers Byggebelte, i Henhold til en ham meddelt Tilladelse af Akers Formandskab, en Expropriationsforretning for at erhverve Grund til Oparbeidelse af en Gade til og langs hans Eiendom. Flere af de til Forretningen indstevnte Grundeiere modsatte sig den paastaaede Expropriation, men ved Kjendelse, afsagt af Akers Skjønskommission den 7 Juli 1904, blev saaledes eragtet:

«Sagen bliver at fremme, men kun som Eiendomsexpropriationstaxt. Sagen udstaar til Tirsdag den 19 Juli førstkommende Kl. 11 paa Aastedet.»

Denne Kjendelse har en af vedkommende Grundeiere, nemlig Johansens Dødsbo, ved Stevning afødt xx.xx.1904 paaanket til Høiesteret, og ved Iretteførelsen her i Retten har Appellanten uimodsagt anført, at nærværende Sags Parter er bleven enige om at prøve den afsagte Kjendelse, før Fravigelseskjendelse i Expropriationssagen bliver afsagt; derimod er - anførtes det - Skjønnet forøvrigt fremmet.

Under disse Omstændigheder finder jeg ikke Grund for Høiesteret til at modsætte sig, at Sagen her tages under Paakjendelse saaledes som forlangt.

Med Hensyn til Sagens nærmere Omstændigheder henviser jeg til den paaankede Kjendelses Præmisser. Appellanten har nedlagt saadan Paastand:

«At den paaankede Kjendelse underkjendes eller kjendes uefterrettelig,

at Sagen afvises fra Skjønskommissionen,

og at Appellantskabet hos Indstevnte tilkjendes Kost og Tæring for Skjønskommissionen og Procesomkostninger i Høiesteret.»

Indstevnte, Snedkermester Edv. Lind, har derimod paastaaet Skjønskommissionens Kjendelse stadfæstet og sig hos Appellanten tilkjendt Sagens Omkostninger for Høiesteret.

Appellanten har her for Retten optaget sin for Skjønskommissionen fremsatte Paastand om, at Expropriationsforretningen maatte afvises allerede af den Grund, at Lind maa være bunden ved og ikke kan senere forandre i en videregaaende Retning sin for Skjønskommissionen den 22 Februar 1904 nedlagte Paastand om, at Grunden kun skulde afstaaes ham til midlertidig Brug og ikke til Eiendom.

Side:156

Efter min Opfatning af Sagen finder jeg det ikke nødvendigt nærmere at gaa ind paa denne Indsigelse. Jeg skal kun sige, at jeg i denne Henseende er i Resultatet enig med Skjønskommissionen og ogsaa i det Væsentlige i, hvad denne derom har anført.

Derimod mener jeg, at Appellanten maa gives Medhold i den Betragtning, som han videre har gjort gjældende, at en privat Grundeier, som med Hjemmel i Bygningslovens §15 vil expropriere Grund til Anlæg af en Gade, maa, naar der som her tales en reguleret Gade, oparbeide denne i det regulerede Niveau for at kunne gjøre Expropriationsretten gjældende. Naar man læser i Sammenhæng Bygningslovens §14 og §15, mener jeg, at Bestemmelserne i §15 om den private Grundeiers Ret til at afholde de i Anledning af en Gades Anlæg fornødne Expropriationer, maa, hvor der som her tales om en reguleret Gade, forstaaes saaledes, at den Oparbeidelse af Gade, hvortil Expropriationsretten er knyttet, er en Oparbeidelse af Gaden overensstemmende med Reguleringsplanen, kun med de Modifikationer, som kan indrømmes af Formandskabet med Hjemmel i Bygningslovens §14, 2det Passus.

En Ting er, at efter §14 1ste Passus kan Formandskabet give en Grundeier, der vil bygge, den i den nævnte Lovbestemmelse omhandlede Fritagelse for at foretage Oparbeidelse af Gaden; men naar saadan Fritagelse ikke indrømmes, og vedkommende Grundeier vil benytte sig af Expropriation for at anlægge Gade til sin Eiendom, maa han ogsaa oparbeide Gaden, og Oparbeidelse betyder da, mener jeg, efter Sammenhængen mellem de to af mig her omhandlede Lovbestemmelser: Oparbeidelse overensstemmende med Reguleringsplanen dog saaledes, at efter §14 maa Reguleringsplanen kunne forandres paa den der nævnte Maade. I nærværende Tilfælde ønsker Lind, og har forsaavidt Tilladelse fra Formandskabet dertil, kun at anlægge Gaden i en Bredde af 5,5 Meter, medens Gaden er reguleret til en Bredde af 20 Meter, derhos ønsker han ikke at anlægge Gaden i den ved Reguleringen bestemte Høide, men - i det Væsentlige ialfald - efter de nuværende Terrænforhold eller i det nuværende Terræns Niveau; saaledes forstaar jeg Forholdet i Sagen.

Der er altsaa to Afvigelser fra Reguleringsplanen, hvorom der her er Tale, baade Afvigelse med Hensyn til Bredden og Afvigelse med Hensyn til den regulerede Gades Høide, og Bestemmelsen om Høiden er, jeg vil sige selvsagt, ogsaa en Del af Reguleringen; dette fremgaar forøvrigt ogsaa af Bestemmelserne i Bygningslovens §5 og §6. Til Afvigelse fra Reguleringsplanen i begge disse Henseender har Lind, som jeg har antydet, faaet Samtykke fra Formandskabet, og efter §14 2det Passus har, mener jeg, Formandskabet Bemyndigelse til forsaavidt midlertidig at indrømme Modifikationer i Reguleringsplanen. Dette er forøvrigt heller ikke nu bestridt fra Appellantens Side, idet han ikke har gjenoptaget for Høiesteret den Indsigelse, som han for Skjønskommissionen i denne Henseende rettede mod Expropriationsforretningen. Derimod tror jeg ikke, at §14, hverken dens 2den eller 3die Passus, giver Formandskabet nogen Bemyndigelse til at fravige eller gjøre Modifikationer i Reguleringsplanen, forsaavidt den regulerede Gades Høide angaar. Allerede den Omstændighed, at §14 2det Passus, udtrykkelig giver Formandskabet tilladelse til at bestemme, at Gade indtil videre ikke bliver at oparbeide i sin regulerede Bredde, uden at der samtidig nævnes noget om Høiden, maa, mener jeg, vise, at det har været Lovens Mening,

Side:157

at den ikke har villet aabne Formandskabet nogen Adgang til at dispensere fra Reguleringsbestemmelsen om Høiden. Havde den villet gjøre dette, maatte den naturligen have omtalt den regulerede Høide i Forbindelse med sin Bestemmelse med Hensyn til den regulerede Bredde. Derhos mener jeg, at der i og for sig er en saadan Forskjel i Betydningen af Reguleringens Bestemmelser om en Gades Bredde og dens Høideforhold, at jeg meget godt kan tænke mig, at Loven har villet give Formandskabet Adgang til at modificere Reguleringens Bestemmelser i den ene Retning uden samtidig at ville give en lignende Bemyndigelse i den anden Retning. Indstevnte har i denne Forbindelse paaberaabt sig Bestemmelsen i Bygningslovens §10 1ste Punktum; men jeg finder det i den Henseende tilstrækkeligt at sige, at jeg ikke kan antage, at denne Bestemmelse har nogen Betydning for det heromhandlede Spørgsmaals Løsning.

Spørgsmaalet bliver da efter dette, om Formandskabet har erholdt en saadan Bemyndigelse som den, hvorom der her tales, ved de i Henhold til Bygningslovens §14 3die Punktum af Akers Herredsstyre den 22 November 1900 vedtagne og ved kongelig Resolution afødt xx.xx.1901 approberede Forskrifter for Anlæg af Gader med Kloak i Byggebeltet. Dette kan jeg imidlertid ikke antage. Jeg mener, at Bygningslovens §14 3die Passus kun sigter til Oparbeidelsesmaaden vedkommende Gadeanlægget, men at den ikke handler om Gadens Forhold til en foreliggende Regulering. Lind kan derfor ikke i den heromhandlede Bestemmelse i Bygningsloven finde nogen Støtte for sin Paastand om Expropriationsret i nærværende Tilfælde. Det heder vistnok i Forskrifternes §1, at «Gaden skal oparbeides i reguleret Høide og Bredde, hvor ikke anderledes af Formandskabet maatte være bestemt». Men jeg kan ikke gaa ud fra, at det har været Forskrifternes Mening hermed at ville aabne nogen Adgang for Formandskabet til at bestemme yderligere Forandringer i Reguleringsplanen, end det havde efter Bygningslovens §14 2det Passus. Denne der aabnede Adgang til at forandre Bredden kan, mener jeg, forklare, at man, naar man først har anseet det hensigtsmæssigt udtrykkelig at sige, at en Gade skal oparbeides i reguleret Høide og Bredde, ogsaa fandt det nødvendigt at gjøre det tidligere nævnte Tillæg. Bestemmelsen i Forskrifternes §7 synes mig ogsaa at trække i Retning af, at denne Forstaaelse af Forskrifternes §1 er rigtig. Det heder i §7, at «hvis Formandskabet maatte bestemme, at Gade skal oparbeides i mindre Bredde end den regulerede, foretager Formandskabet de Modifikationer i foranstaaende Forskrifter som maatte paakræves af Omstændighederne.» Denne Bestemmelse er altsaa udtrykkelig knyttet blot til Modifikationer i Reguleringsplanen med Hensyn til Bredden, og jeg mener, at det havde været mindst ligesaa nødvendigt at give en saadan Bestemmelse ogsaa med Hensyn til Modifikationer angaaende Høiden, hvis det havde været Forskrifternes Mening, at ogsaa saadanne Modifikationer i Reguleringsplanen skulde kunne bestemmes af Formandskabet. Jeg antager altsaa, at der efter Lovens §15 ikke er Adgang til at kræve Expropriation af Grund til en Gade, der blot agtes anlagt paa saadan Maade, som her tilsigtet.

Min forstaaelse af Bygningsloven i denne Henseende finder jeg ogsaa bestyrket ved Bestemmelserne i §15 om de til Gaden stødende Grundeieres Forpligtelse til at deltage i Udgifterne ved Gadens Anlæg og Oparbeidelse. Disse Bestemmelser peger temmelig tydelig paa, at den den private Grundeier i §15 tilstaaede Expropriationsret kun

Side:158

knytter sig til en Expropriation i Anledning af en endelig Oparbeidelse af en reguleret Gade.

Jeg kommer efter dette til det Resultat, at Lind ikke er berettiget til at iverksette den af ham paastaaede Expropriation, og jeg mener, at den rette Form for Kjendelsen i Sagen da bliver, at Expropriationssagen ikke bliver at fremme.

Sagens Omkostninger antager jeg bør ophæves saavel for Skjønskommissionen som for Høiesteret.

Konklusion:

Expropriationsforretningen bliver ikke at fremme.

Processens Omkostninger for Skjønskommissionen og Høiesteret ophæves.

Extraordinær Assessor, Adv. Meidell: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers: Ligesaa. Dog mener jeg, at Indstevnte bør tilpligtes at tilsvare Modparten Omkostninger saavel for Skjønskommissionen som for Høiesteret. Jeg finder nemlig, at den Grundeier, der hjemsøges med et Krav paa Expropriation, der viser sig uhjemlet, regelmæssig bør kunne fordre erstattet de Omkostninger, som paaføres ham ved at maatte værge sig mod et Krav, hvis Grundlag brister.

Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil kun for mit Vedkommende udtrykkelig have bemerket, at jeg intet vil udtale angaaende hvorvidt Formandskabet lovligen kan midlertidig tillade en Grundeier, der ønsker at bebygge sin Grund, at oparbeide Gaden efter et andet Niveau end det regulerede. Jeg mener,at Formandskabet under enhver Omstændighed ei kan give en saadan Tilladelse med den Virkning, at Grundeieren dermed erholder Ret til Expropriation.

Assessor Birkeland: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne V. Scheel og C. Hansteen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Skjønskommissionens Kjendelse er saalydende:

Efter Stevning afødt xx.xx.1904 har Citanten Snedkermester Edv. Lind som Eier af Gaarden Solhaug af Skøien i Vestre Aker den 8 Februar 1904 under Paaberabelse af Lov 26 Mai 1899 §15 anlagt nærværende Sag «til - (som han ved Inkaminationen til Protokols udtrykker sig) - Erhvervelse af den fornødne Grund, i Anledning af midlertidig Oparbeidelse af Gade 4 fra Drammensveien til og langs Citantens Eiendom».

Citanten har ved Udskrifter og Karter dokumenteret den paaberaabte Gaderegulering og i første Session den 8 Februar 1904 yderligere til Protokols begjæret «Expropriationen fremmet og Fravigelseskjendelse afsagt med Hensyn til den Grund, der bliver at expropriere». I saa Henseende har han henholdt sig til en fremlagt Kart- og Opmaalingsforretning, der ifølge sin Taxt under 2 Februar 1904 er optaget af Opmaalingschefen i Aker over «den Grund, der udkræves til Anlæg af en 5,5 Meter bred Vei beliggende indtil og vestenfor den østre Gadelinje af den 20 Meter bred regulerede Gade Nr. 4», og hvoraf fremgaar, at der tilsammen udkræves 1.001 m.2, nemlig:

1. Af Kjøbmand Christophersens Grund 21,6 m.22. « Formand Knudsens Grund 132,3 m.23. « Vestre Akers Børnehjems Grund 102,4 m.24. « Johansens Dødsbos Eiendom Virkelns Grund 287,5 m.25. « Godseier C. Vedels Grund 45,4 m.26. « Citantens Eiendom Solhaug Tomt 9 og 11 411,8 m.2

Samtlige de nævnte Grundeiere og Akers Kommune har afgivet Møde og er Aastedet befaret.

I Cessionen 22 Februar 1904 har Citanten tilført Protokollen, at da Oparbeidelse af Gade 4 efter Formandskabets Beslutning af 5 August s. A. er

Side:159

besluttet at skulde ske midlertidig, vil den til Gadeoparbeidelsen fornødne Grund kun blive at expropriere til midlertidig Benyttelse ikke til Eiendom.

Da Gadeoparbeidelsen vilde udkræve Grund ogsaa fra Citantens Eiendom, begjærede Citanten derefter ogsaa denne for Repartitionens Skyld taxeret.

I Cessionen 26 Marts 1904 har Citanten paa Foranledning af Godseier Wedels Sagfører tilført, at da Oparbeidelsen af Gade 4 ifølge Formandskabets Beslutning er tilladt at ske midlertidig, vil Comparentens principale Paastand gaa ud paa, at den til Gadeoparbeidelsen fornødne Grund kun bliver at expropriere til midlertidig Benyttelse. Subsidiært paastod Comparenten Grunden exproprieret til Eiendom.

Efter dette har Godseier Wedel med Tilslutning af Johansens Dødsbo paastaaet Sagen afvist og sig tilkjendt Kost og Tæring, fordi Citanten efter det Tilførte formentes bundet til sin Paastand paa Expropriation til midlertidigt Brug og hertil ikke antages berettiget.

For Afvisningstilfælde har Landhandler Christophersen under Henvisning til de nævnte Paastande i denne Forbindelse paastaaet sig tilkjendt Kost og Tæring.

I Dokument 20 Indlæg afødt xx.xx.18 April 1904 har Johansens Dødsbo derefter med Tilslutning af C. Wedel gjort gjældende, at der derhos foreligger følgende 3 Grunde til Sagens Afvisning ex officio:

a) Der mangler Bevis for, at den af Citanten paaberaabte i Kart- og Opmaalingsforretning afødt xx.xx.1904 afsatte østlige Reguleringslinje, hvorefter de exproprierende Arealer er udmaalte og paaviste, falder sammen med den lovlige fastsatte Reguleringslinje.

b) Citanten forlanger blot en Strimmel paa 5,5 Meters Bredde langs Vestsiden af Gadens østlige Reguleringslinje exproprieret og taxeret, og ikke al den Grund, der udkræves til den fulde og regulerede Gadebredde. Naar Lovens §9 Punkt 1 hjemler Ret til hos hver enkelt Grundeier at expropriere den til det regulerede Gadeanlæg af hans Eiendom «fornødne» Grund, mener Indstevnte, at deraf ikke flyder nogen Ret til at expropriere blot en Strimmel af den til Gaden regulerede Grund og lade Resten ligge.

c) Den private Grundeiers Expropriationsret ifølge Lovens §15 kfr. §100 Punkt 5 er betinget af Formandskabets Oparbeidelsestilladelse, medens den Tilladelse, som Citanten bygger paa, tvertom gaar ud paa, at Citanten skal slippe Oparbeidelse eller i ethvert Fald kunne indskrænke sig til Oparbeidelse i det nuværende Niveau istedetfor i det regulerede.

Endelig er det antydet, at Reguleringens Publikation skulde være utilstrækkelig, men da herpaa ikke er bygget nogen Paastand, har Kommissionen ikke fundet Grund til nærmere at indlade sig herpaa, dette saameget mere som de antydede Svagheder ved Publikationen efter Kommissionens Formening neppe kunde have anden Følge end Ansvar for rette Vedkommende.

I øvrigt skal Kommissionen bemerke:

Ad a. Den fremlagte Kart- og Opmaalingsforretning afødt xx.xx.1904 maa som et af rette Vedkommende udfærdiget offentlig Dokument staa til Troende med Hensyn til Gadens Beliggenhed og hvad der af de Forskjellige Eiendomme dertil medgaar saalænge dets Urigtighed ikke er bevist, hvad Kommissionen ikke finder er skeet ved det iøvrigt i Sagen fremkomne.

Ad b. Kommunen har i Lovens §10 Punkt 1 og §14 Punkt 3 (jfr. de af Akers Herredsstyre 22 November 1900 vedtagne, ved kongelig Resolution 2 Januar 1901 approberede Forskrifter for Anlæg af Gader med Kloak i Byggebeltet §1 og §7) Hjemmel til at begrændse baade Expropriation og Oparbeidelse, saaledes, at der indenfor den regulerede Gades Grund foreløbig blot exproprieres til en smalere Gade, og at denne midlertidig oparbeides smalere end reguleret.

Ad c. Citanten har dokumenteret, at Akers Formandskab i Møde 24 Juni 1903 har indvilget hans Andragende afødt xx.xx.1903 om Fritagelse for Oparbeidelse af Gade 4 paa Betingelse af, at den fra Drammensveien til og langs Eiendommen oparbeides i Henhold til Gadeoparbeidelses-Reglementet i 5,5 Meters Bredde, hvoraf 1,5 Meter til Fortoug og med Kloak af Dimension som Overingeniøren maatte bestemme og saaledes, at Gaden maa være færdig og godkjendt inden Bygningen tages i Brug.

I Møde 5 August 1903 har Formandskabet indvilget paa de i Skrivelse fra Overingeniøren afødt xx.xx.1903 nævnte Betingelser et nyt Andragende fra Citanten afødt xx.xx.1903 om saadan Fritaglse for Oparbeidelse af Gade 4 til og langs Eiendommen Solhaug ved Drammensveien, at den nuværende anlagte Vei benyttes i sin Helhed kun med endel Udbedringer af Veibanen.

I den citerede Skrivelse fra Overingeniøren anføres, at Sagen den 10 Juli 1903 havde været forelagt Reguleringskommissionen, hvor der desangaaende blev tilført Protokollen følgende:

Da Drammensveiens nuværende Høideprofil efter den gjældende Regulering skal forandres, og da dette ikke kan ventes gjennemført i den nærmeste Fremtid,

Side:160

fandt man, at Veien midlertidig maatte kunne oparbeides omtrent efter nuværende Terrænghøide og saaledes, at den følger Gadens regulerede Østside.

I henhold hertil foreslaar Overingeniøren, at den i Formandskabets Beslutning af 24 s. M. betingede 5,5 Meter brede Vei midlertidig tillades lagt omtrent efter nuværende Terræng - istedetfor efter reguleret Profil - og langs Gadens regulerede Østside; det forudsættes da, at Kloaken lægges saa dybt, som Overingeniøren af Hensyn til Frosten og nødvendige Fald maatte bestemme.

Sluttelig tilføies i Overingeniørens Bref: En formel Overdragelse af Expropriationsretten er formentlig ikke nødvendig, idet Grundeieren efter Bygningslovens §15 er berettiget til at afholde de i Anledning af Gadens Anlæg fornødne Expropriationer.

De saaledes refererede Formandskabsbeslutninger antager Kommissionen maa forstaaes som indeholdende en tredobbelt Afgjørelse, fc:

1) En partiel Dispensation fra Lovens §14 Punkt 2.

2) Bestemmelse om Oparbeidelse i mindre Bredde og anden Høide etc. end reguleret (Kommunens Berettigelse til disse Modifikationer antages at have tilstrækkelig Hjemmel i det under Post c citerede).

3) Tilladelse for Citanten til Oparbeidelse af Gaden med de bestemte Modifikationer. Dersom enhver Oparbeidelse var frafaldt, vilde dette vistnok ikke give Citanten som Privatgrundeier Adgang til at expropriere i Henhold til Lovens §15. Kommissionen har imidlertid forstaaet Formandskabets Afgjørelse derhen, at nogen Oparbeidelse maa ske; og da mener man, at Tilladelsen til at foretage den Oparbeidelse, Formandskabet i Medhold af Loven har sat istedetfor den fulde Oparbeidelse, maa fyldestgjøre den i §15 opstillede Betingelse for den private Grundeiers Adgang til Expropriationen.

I denne Forbindelse bemerkes, at man som nævnt antager, at Kommunen i de under b foran citerede Bestemmelser har fuld Hjemmel at bestemme, at en Gade midlertidig oparbeides i andet Niveau en det regulerede; en anden Ordning vilde ogsaa føre til de største Vanskeligheder og absolut hindre Oparbeidelse af som her Sidegader til ældre Hovedgader, hvis Niveau ifølge Regulering skal forhøies, men hvor Forhøielsen er udsat, dersom Sidegaden skulde anlægges i reguleret Niveau, førend Hovedgaden var forhøiet, maatte jo Kommunikationen mellem disse Gader foregaa pr. Trappe, indtil Hovedgaden forhøiedes, med andre Ord, Kommunikationen vilde være afskaaret. Efter dette antager Kommissionen ikke, at Sagen af nogen af de anførte 3 Grunde bør afvises ex officio. Videre antager Kommissionen, at Loven ikke hjemler Expropriation af Ret til midlertidig Brug af reguleret Gadegrund, og at der ikke kan være Adgang til at fremme Sagen uden forsaavidt den gjælder Expropriation af selve Eiendomsretten til den herpaa gjældende Grund.

Kommissionen antager, at ogsaa den foreliggende Bestemmelse om midlertidig Oparbeidelse forudsætter definitivt Afstaaelse, idet det vel ikke kan være Meningen, at vedkommende Gadestrimmel engang anlagt skal kunne uden ny Regulering igjen ophøre at være Gade, om der end kan blive Spørgsmaal om Ændring af Høideforholdende. Citantens foranciterede efter Sagens Inkamination givne Karakteristik af den Ret, der skal exproprieres, som en Brugsret, maa saaledes efter Kommissionens Opfatning nærmest skyldes en Misforstaaelse.

Skjønt under nogen Tvivl, finder man efter alt passeret, at Citanten med sine Tilførsler den 22 Februar 1904 ikke bør antages at have afskaaret sig Adgang til at kræve Expropriationstaxten overensstemmende med Stevningen og sine Tilførsler af 8 Februar og 26 Marts 1904 fremmet som en Taxt over den Erstatning, de vedkommende Grundeiere tilkommer for Afstaaelsen af Eiendomsretten til de vedkommende Grundstykker til Gade.

Sagen vil saaledes blive at fremme.

For Johansens Dødsbo er der under denne Forudsætning begjæret en passende Udsættelse til Fremme i Realiteten; i Tilslutning hertil har samtlige Parter i nærværende Cession begjæret Udsættelse til Gjenforetagelse paa Aastedet den 19 Juli 1904 Kl. 11 og finder Kommissionen at burde indvilge dette. - - - - -