Rt-1905-235

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-12-15
Publisert:	Rt-1905-235
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 97/2 s. A.
Parter:	Overretssagfører Jørgen Faye (Adv. C. E. Gamborg) mod Johan Kahrs & Co. (Adv. I. Irgens) og l.nr. 98/2: Bergens Kommune ved dens Magistrat og Formandskabets Ordfører (Adv. Gamborg) mod Johan Kahrs & Co. (Adv. Irgens).
Forfatter:	C. Hansteen, Roll, Vogt, Blom, Motzfeldt, Reimers, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:

Assessor C. Hansteen: Med Hensyn til hvad nærværende Sag angaar og dens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Bergens Byrets Dom afødt xx.xx.1901, afsagt af Dommer og Meddomsmænd.

Ved denne Dom blev saaledes kjendt for Ret:

«De Rettigheder, som i Henhold til Grundseddel afødt xx.xx.1826 tilkommer Citantskabet, Johan Kahrs & Co. som Eier af Gaarden «Stranden» med Hensyn til en Strækning i Fjæren af Gaarden Møhlenpris af Længde fra Nord mod Syd 20 Alen, bliver fremtidig gjældende ligeoverfor den i Fjæren nu opførte Kai og at henføre til den sydligste Del af Zetliz_s Gade for 4,23 Meters Længde og til den nordligste Del af Sagfører Jørgen Fayes til Halvorsens Kulkompagni leiede Tomt for 8,24 Meters Længde. Den paa den sidstnævnte Strækning værende Del af en Kulbod bliver af Sagfører Jørgen Faye at fjerne inden 4 - fire - Maaneder under ellers paafølgende daglig Mulkt af 10 - ti - Kroner til Bergens Bykasse. Forøvrigt bør Sagfører Jørgen Faye og Bergens Kommune for Citantskabets Tiltale i denne Sag fri at være.

Halvorsens Kulkompagni bør for Citantskabets Tiltale i denne Sag fri at være.

Citantskabet bør til Halvorsens Kulkompagni betale i Sagsomkostninger 50 - femti - Kroner. Forøvrigt ophæves Sagens Omkostninger.»

Dommen blev afsagt under Dissens, og Minoritetens Votum gik ud paa, at Sagfører Faye alene burde tilpligtes at betale Citantskabet Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekostning, for det Tab, som Citantskabet maatte have lidt ved istedetfor den oprindelige Brygge med tilliggende Leiestrækning at maatte benytte sig af den nye offentlige Kai ved Enden af Wolfs Gade. Bergens Kommune skulde ogsaa efter Minoritetens Votum blive at frifinde.

Byrettens Dom er af Sagfører Faye og Bergens Kommune paaanket til Høiesteret, hvor der fra deres Side er nedlagt saadan Paastand: «At Appellanten Overretssagfører Jørgen Faye og apellantskabet Bergens Kommune begge frifindes for Kontraappellantskabet, Johan Kahrs & Co.s Tiltale og begge hos dette tilkjendes Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret.»

Johan Kahrs & Co. har nemlig udtaget Kontrastevning for Høiesteret og har her nedlagt saadan Paastand:

«1. At Byrettens Dom stadfæstes, forsaavidt angaar Fastsættelsen af Beliggenheden af det i Sagen omhandlede Gryndstykke med Brygge.

2. Principalt:

At Hovedappellanterne Jørgen Faye og Bergens Kommune ved dens Magistrat og Ordfører tilpligtes under en daglig løbende Mulkt at fjerne Bygninger, Kai og hvad andet, der maatte være anbragt paa det i Sagen omhandlede Grundstykke, at gjengive dette dets gamle Udseende, og at gjenopføre den tidligere Brygge,

Side:237

samt in solidum eller hver for sig at betale Kontraapellanterne Johan Kahrs & Co. Erstatning, fastsat ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Hovedappellanternes Bekostning, for Afsavn af nævnte Grundstykke og Brygge, med lovlige Renter af Skjønsbeløbet.

Subsidiært:

At Hovedappellanterne tilpligtes in solidum eller hver for sig at betale Kontraappellanterne Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Hovedappellanternes Bekostning, for det Tab og den Skade, som Kontraappellanterne som Eiere af Gaarden Stranden har lidt ved, at Hovedappellanterne har berøvet dem deres Rettigheder ifølge Grundseddelen afødt xx.xx.1826, med lovlige Renter af Skjønsbeløbet.

3. At Kontraappellanterne hos Hovedappellanterne in solidum tilkjendes Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret.»

Senere end Byretsdommens Afsigelse har der af Kommunen været anlagt Expropriationssag mod Kahrs & Co. i Anledning af den Ret, som efter Grundseddelen afødt xx.xx.1826 skulde tilkomme disse. Ved Kjendelse af Bergens Byret afødt xx.xx.1903 blev eragtet, at den omhandlede Forsøgsexpropriation skulde afgives bl.a. under Forudsætning af (Post 2), at Grunden kun maatte benyttes af Eierne af Gaarden Uren og Stranden, af deres Folk og alle som vilde derhen eller komme derfra, til Overfart og Landing til og fra den anden Side af Fjorden, hvori ansees indbefattet Ret til at oplægge Gods paa Grunden, fosaavidt saadant fornødiges for Transport fra og til den nævnte Gaarde af deres Produkter og deres Fornødenheder.

Denne Kjendelse blev imidlertid paaanket til Høiesteret, ved hvis Dom afødt xx.xx.1904 saaledes blev kjendt for Ret:

«Den paaankede Kjendelse gives saadan Lydelse:

At Grunden kun maa benyttes af Eierne af Gaardene Uren og Strand, deres Folk og alle, som ville derhen eller kommer derfra, til Overfart og Landing til og fra den anden Side af Fjorden, hvori kun ansees indbefattet Ret til Persontrafik og saadan let Varetransport, som Persontrafik pleier at føre med sig, men ingen Oplagsret.»

Det er altsaa allerede ved denne Dom afgjort, at Grundsedlen af 1826 kun giver Ret til Persontrafik og saadan let Varetransport, som Persontrafik pleier at føre med sig, men ingen Oplagsret.

Det bemærkes, at Retten aldrig har været nogen exclusiv Ret, idet Eierne af Møhlenpris efter Grundseddelens Indhold selv har havt Ret til at drive Færgetrafik fra samme Brygge.

Efter Byretsdommen er der optaget to Aastedsthingsvidner, som imidlertid efter den Maade, hvorpaa jeg betragter Sagen, ikke for mig har nogen Betydning.

Jeg finder det utvilsomt, at Eierne af Møhlenpris ikke paa Grund af den omhandlede Grundseddel har været uberettigede til at foretage Opfyldning af Fjæren mod Puddefjorden og der at anlægge en Kai eller til paa denne Kai at opføre Bygninger, hvilket sidste jeg specielt nævner, fordi paa denne Kai er opført den Kulbod, som er omhandlet i Byrettens Dom. Jeg antager, at ingen nogensinde har tænkt sig, at den Servitut, som var lagt paa Grunden ved Grundsedlen af 1826, skulde for al Fremtid have en saadan Virkning med Hensyn til Møhlenpris Eieres Raadighed over Fjæren, at de ikke skulde kunne opfylde den og der anlægge en Kai. Jeg anser det derfor som sagt ganske utvilsomt, at der ikke kan paahvile Møhlenpris Eiere eller Kommunen,

Side:238

forsaavidt angaar den af Kommunen anlagte Zetliz Gade, nogen Pligt til for nogen Del at nedrive Kaien eller den paa samme opførte Kulbod. Det eneste, hvorom der kunde være Tale, maatte være: paa den Del af Kaien, som svarede ialfald nogenlunde til det Sted, hvor Kahrs & Co. havde anlagt den under Sagen omhandlede tarvelige Stenbrygge, at indrette Kaien saaledes, at der kunde blive Anledning for Kahrs & Co. til der at lægge til med Baade og trække disse paa Land paa lignende Maade som omhandlet i Grundsedlen. Dette vilde have kunnet ske ved at bygge Kaien paa det Sted, det gjaldt, noget anderledes, end den nu er bygget. Den er nu opført i en større Høide, og der er kun ved hver af Gaderne Wolfs og Zetliz Gade anbragt en Trappe, hvorimod Kaien der maatte have været indrettet paa en anden Maade, hvis der skulde været Anledning for Kahrs & Co. til at lande med og trække Baade paa Land. Dette er efter min Mening det eneste, hvortil Eierne af Møhlenpris kunde have været forpligtede. Jeg antager imidlertid, at Kahrs & Co. ved den Maade, hvorpaa de har forholdt sig under Kaiens Opførelse, har forspildt sin Ret til at forlange en saadan Adkomst for deres Baade. Kahrs & Co. har nemlig selvfølgelig den hele Tid vidst om, at Kaien blev opført, og seet Arbeidet skride frem, indtil det var færdigt; og der er ikke, efter hvad der foreligger, fra Kahrs & Co. Side fremsat nogensomhelst Protest mod Arbeidets Udførelse eller nogensomhelst Forestilling om, at Kaien maatte indrettes anderledes, end det skeede. Først efterat alt var færdigt, fremkommer der Fordring paa en saadan Forandring, at Kahrs & Co. skal kunne anlægge en Brygge, hvor de kan lægge til med sine Baade. Ved at forholde sig paa denne Maade har de forspildt sin Adgang til at forlange, at der nu skal gjøres Forandring med Kaien, at den nu delvis skal nedrives, forat der kan blive Anledning for dem til at lægge til med sine Baade paa samme Maade som ved den gamle Brygge.

Naar saaledes Kahrs & Co. ikke kan gives Medhold i sin Fordring paa, at Kaien for nogen Del skal fjernes eller forandres, saa kunde der dog være Spørgsmaal, om de ikke skulde kunne have Krav paa Erstatning for den Skade, de maatte have lidt derved, at de, istedetfor at kunne lægge til med sine Baade paa samme Maade som før, nu er henvist til at benytte Kaien og de derpaa anbragte Trapper paa samme Maade som andre.

Jeg antager imidlertid, at de heller ikke kan have Krav paa nogen Erstatning i denne Anledning. Jeg kan ikke anse det godtgjort eller endog sandsynligt, at de ved Anlægget af Kaien m.v. har lidt nogen Skade, ialfald naar der tages Hensyn til de Fordele, som forøvrigt maa antages at være tilflydt dem som Følge af de stedfundne Forandringer i det Hele taget. Der kan i saa Henseende henvises til, hvad der i Underretsdommens Præmisser er anført.

Efter den Maade, hvorpaa jeg saaledes ser Sagen, kan der altsaa ligesaalidt tilkjendes Kahrs & Co. Erstatning for Skade som nogen Ret til at fordre Kaien eller Kulboden for nogen Del borttaget eller fjernet. Som Følge af dette Resultat er det for mig ganske ligegyldigt, om den gamle Brygge har ligget mere nordlig eller mere sydlig, hvorom der under Sagen har været disputeret. Der kan da efter min Mening heller ikke være Tale om at tilkjende Kahrs & Co. nogen Erstatning for Afsavn i den Tid, da Arbeidet stod paa.

Jeg kommer altsaa efter det Anførte til det Resultat, at Overretssagfører Faye og Bergens Kommune maa blive at Frifinde for Kahrs

Side:239

& Co.'s Tiltale. Jeg finder, at de Fordringer, som fra Kahrs & Co.'s Side under denne Sag er søgt gjort gjældende, har havt saa lidet for sig, at de ikke bør undgaa at betale Procesomkostninger for begge Retter.

Konklusion:

Overretssagfører Jørgen Faye og Bergens Kommune bør for Johan Kahrs & Co.'s Tiltale i denne Sag fri at være.

I Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret betaler Johan Kahrs & Co. til Overretssagfører Jørgen Faye 700 - syv hundrede - Kroner og til Bergens Kommune 300 - tre hundrede - Kroner.

Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal tilføie, at Kahrs & Co. ikke alene forholdt sig passiv under Opførelsen af den heromhandlede Kai, men at Sagfører Faye ogsaa af deres Forhold og Udtalelser iøvrigt maatte være berettiget til at gaa ud fra, at de ingen Vægt lagde paa den Forandring i deres Stilling, som maatte blive en Følge af Kaianlægget. Faye sees under 20 Juli 1896 at have tilskrevet Kahrs & Co. med Anmodning om, at de vilde tillade Aflæsning, af Grundsedlen, idet han stillede dem i Udsigt at skaffe dem Adgang til anden bekvem Landingsplads, og derhos tilføiede, at naar Reguleringen var gjennemført, vilde det hele Spørgsmaal formentlig bortfalde.

Paa denne Henvendelse afgav Kahrs & Co. intet Svar. Derimod har de, efter hvad der er dokumenteret, under 25 Juni 1890 og 27 April 1898 afgivet Erklæringer, af hvilke det laa nær at slutte, at de for sit Vedkommende intet vilde have imod, at deres Rettigheder undergik den af Kaianlægget flydende Forandring. Overhovedet fremgaar det af det Oplyste, at Rettigheden for Kahrs & Co. har havt en minimal Betydning. Det er oplyst, at der i mange Aar ikke er betalt den i Grundsedlen stipulerede Afgift. Den Brygge, der var Udtryk for Rettigheden, var i en elendig Tilstand, og det er gjennem Vidneførsel paa det Rene, at Kahrs & Co. i Regelen ikke betjente sig af denne, men af en anden Brygge, der laa længere borte.

Med Hensyn til Bedømmelsen af nærværende Sag vil jeg henvise til en i Rt-1902-641 flg. Indtaget Høiesteretsdom, der i et meget analogt Tilfælde giver en Afgjørelse, som falder sammen med den, hvorfor jeg i denne Sag vil votere.

For Sikkerheds Skyld vil jeg endelig tilføie, at det ikke fra Appellantens Side er bestridt, at den Rettighed, Kahrs & Co. maatte have i Henhold til Grundsedlen af 1826, fremdeles bestaar, hvoraf selvfølgelig flyder, at der paa deres Oversætningstrafik ikke kan lægges nogen Afgift, og at der maa indrømmes dem fornøden Plads for samme paa en af de Brygger, der er eller maatte blive anlagt paa Strækningen.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med de tidligere Voterende, idet jeg opfatter Retsforholdet saaledes, at en Servituthaver - som saadan maa jeg i denne Sag betragte Kahrs & Co. - er i Almindelighed forpligtet til at finde sig i, at de til hans Rettigheds Udøvelse knyttede ydre Forhold undergives Forandring, naar ikke derved foranlediges nogen reel Indskrænkning i eller nogen uforudseet Ulempe ved Benyttelsen af den ham tilstaaede Rettighed.

Assessor Blom: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Roll.

Side:240

Assessorerne Motzfeldt og Reimers og Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion:

Bergens Byrets Dom er saalydende:

Den 28 September 1898 udtog Overretssagfører Wiig for Citantskabet Johan Kahrs & Co. saalydende Forligsklage:

«Ifølge Grundseddel afødt xx.xx.1826, thinglæst 6 Mai næstefter, har Eieren af Gaarden Møhlenpris bortleiet til Eierne af Gaardene Uren og Stranden et Stykke Grund i Fjæren af sin Gaard paa dennes vestre Side ligeoverfor Gaardene Uren og Stranden af Bredde fra Nord til Sør 20 Alen og i Længde mod Øst til Kanten af Marken saa høit som høiest Flod gaar, og mod Vest til Marebakken eller saa langt som Grunden tillader det til Opførelse af en Brygge til Overfart og Landing til og fra den anden Side. Derhos tilstodes fri Adgang over Møhlenpris til Grunden eller Bryggen.

Ikke destomindre har Overretssagfører Jørgen Faye som nuværende Eier af Møhlenpris l.nr. 373 a fjernet den anbragte Brygge, og nægtet Citantskabet Johan Kahrs & Co. som Eier af Gaarden Stranden hans Rettigheder ifølge ovennævnte Grundseddel. I denne Anledning maa jeg paa Vegne af Johan Kahrs & Co. bede Overretssagfører Jørgen Faye indkaldt til første Forligelseskommission til lovbefalet Forligsmægling.»

Denne Klage forfulgte Citantskabet derefter ved Aastedsstevning afødt xx.xx.1898, hvorefter Citantskabet første Aastedssession nedlagde Paastand om, at Indstevnte tilpligtes under en daglig løbende Mulkt at fjerne Bygninger, Kai og hvad andet der maatte være anbragt paa den af Gaardene Uren og Stranden leiede Grund, at gjengive denne dens gamle Udseende og ligeledes under en daglig løbende Mulkt at gjenopføre den tidligere Brygge samt at betale Citantskabet Erstatning for Afsavn af den leiede Grund, - Erstatningen at bestemmes ved Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning med Renter af Skjønsbeløbet fra Paaklagen. Subsidiært paastod Citantskabet Indstevnte tilpligtet at betale Erstatning efter Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning for det Tab og den Skade, Citantskabet som Eier af Gaarden Stranden har lidt ved af Indstevnte at være berøvet dets Rettigheder ifølge Grundseddelen afødt xx.xx.1826 med Renter af Skjønsbeløbet fra Paaklagen. Citantskabet har derhos i begge Tilfælde paastaaet sig tilkjendt tilstrækkelige Sagsomkostninger hos Indstevnte. Ved Kontinuationsklage afødt xx.xx.1899 og Kontinuationsstevning af 26 samme Maaned har Citantskabet derhos udvidet Søgsmaalet til ogsaa at gjælde Halvorsens Kulkompagni og Bergens Kommune, idet Citantskabet anfører, at Sagfører Faye har oplyst, at den Del af hans Eiendom, hvor efter Citantskabets Paastand Bryggen qu.. skulde have ligget, er bortleiet til Halvorsens Kulkompagni og den Del, hvor Bryggen skulde have ligget efter Sagfører Fayes Mening, er overdraget Bergens Kommune. Ligeoverfor Halvorsens Kulkompagni har Citantskabet bemærket, at naar det har indstevnt samme, er det forat dets Paastand om Fjernelse af Bygninger, Kai etc. ogsaa skal binde dette Firma som Leier. Og Bergens Kommune er, udtaler Citantskabet, indstevnt for det Tilfælde, at Retten skulde finde, at den leiede Grund helt eller delvis ligger i Zetliz Gade, idet Citantskabets Paastand isaafald i sin Helhed gjælder ogsaa Bergens Kommune.

Ved Sagens Inkamination bemærkede Citantskabet, at der paa den leiede Grund var anbragt en ca. 3 Alen bred Brygge, som Sagfører Faye uden videre havde fjernet. Citantskabet havde Leieret til, hvad der manglede paa de 20 Alen, det halve paa hver Side af Bryggen, men ligesom Indstevnte havde fjernet Bryggen, saa havde han, anfører Citantskabet, ogsaa uden nogensomhelst Hjemmel disponeret

Side:241

over den af Citantskabet m.fl. leiede Grund paa begge Sider af Bryggen. Citantskabet tilføier, at ifølge Grundseddelen af 1826 tilkom der Eierne af Gaardene Uren og Stranden ogsaa Veiret over Gaarden Møhlenpris, men Spørgsmaalet om denne Veiret mente Citantskabet at holde udenfor nærværende Sag. Citantskabet paaviste under den første Aastedssession, hvor det mente, at Bryggen burde ligget, nemlig et lidet Stykke søndenfor den nordligste Aabning i Halvorsens Kulkompagnis paa Tomten opførte Pakhus, dog saaledes, at Bryggen ikke havde gaaet saa langt ud som den nuværende Kai, idet Fjæren ikke paa langt nær strakte sig saa langt ud i Puddefjorden som Kaien. Sagfører Faye paaviste ligeledes under Aastedsbefaringen, hvor han mente, at Bryggen havde ligget, nemlig nordenfor den af ham opførte Kai saa langt som denne paa den første Aastedssessions Tid var kommen i nordlig Retning, ret ud for en Busk, der paavistes at staa lige nord for en gammel Ladebygning. Efter Sagfører Fayes Paavisning skulde Bryggen have ligget i den regulerede Zetliz Gade og ikke paa noget Punkt indenfor den af Halvorsens Kulkompagni benyttede Tomt. Sagfører Faye paaviste derhos under Aastedsbefaringen søndenfor Halvorsens Kulkompagnis Tomt en Kai med bekvem Landingsplads og Trappe beliggende i den regulerede Wolfs Gade. Ligeoverfor Søgsmaalet har Sagfører Faye først bemærket, at da den Kailinje, paa hvilken Bryggen efter hans Formening skal have ligget, nu tilhører Bergens Kommune, maa det blive denne, som i Tilfælde er rette Sagvolder, og ikke ham, som ingen Raadighed har over Kaien. Forøvrigt gjør Sagfører Faye gjældende, at selv om det var ham, som var den ansvarlige, maa han blive at frifinde, idet Citantskabets mulige Rettigheder ikke paa nogen Maade er krænket, ligesaalidt som Citantskabet har lidt nogetsomhelst Tab ved de stedfundne Arbeider. Sagfører Faye formener nemlig, at naar Grundseddelen af 1826 bedømmes i Overensstemmelse med de Forholde, som existerede paa den Tid, den oprettedes, saa har det alene været Hensigten at tilsige Eierne af Gaardene Uren og Stranden en bekvem Landingsplads ligeoverfor deres Eiendomme, idet man paa den Tid ikke havde den nuværende Landvei over Nygaardsbroen. Og det er saa langt fra, bemærker Sagfører Faye, at Forholdene nu er blevet værre for Citantskabet, at Udgangen tvertimod er bleven ganske anderledes bekvem. Istedetfor de 20 Alen er nu 180 Alen udlagt til udmærket Kai, og i Wolfs Gade er nu Landingstrappe, der ligger ligeoverfor Citantskabets Eiendom, ligesom en lignende Trappe skal anbringes i Zetliz Gade, der, hvor Sagfører Faye mener, Bryggen laa. Tidligere maatte Citantskabet derhos passere helt forbi Guttehjemmet ad besværlig og daarlig Vei, nu kan Citantskabet derimod gaa fra 2 forskjellige Landingspladse ret op i oparbeidede Gader. Sagfører Faye formener, at det er klart, at Grundseddelen af 1826 kun har været tænkt at omfatte Overfart af Folk, men ikke tillige Godstrafik, og der kan saaledes ikke, antager han, paa nogen Maade være Tale om Transport af et senere oprettet Fabrikanlægs Produkter. Det hele Forhold maa efter hans Opfatning bedømmes ud fra en velvillig Tilladelse fra en Slægtning til en anden Slægtning, og Tilladelsen kan derfor ikke paa nogen Maade gjøres til Gjenstand for udvidende Fortolkning. Sagfører Faye fremholder derhos, at tidligere laa Bryggen qu. ganske ubenyttet og spærret af Skuder, idet Overfarten foregik fra Enden af nuværende Wolfs Gade, der hvor Landingstrappen nu er eller i Nærheden af Guttehjemmet, idet Adgangen til og fra Bryggen qu. var besværligere. I Henhold til sit Anbragte har Sagfører Faye paastaaet sig frifunden for Citantskabets Tiltale og tilkjendt tilstrækkelige Sagsomkostninger.

Halvorsens Kulkompagni har anført, at da det kun er Leier af en Tomt hos Sagfører Faye, har det selvfølgelig intet at gjøre med den mellem denne og Citantskabet existerende Strid. En Dom, der tilpligter Sagfører Faye at rive Bygningerne ned, binder, udtaler Kulkompagniet, selvfølgelig ogsaa dem som Leiere, saaledes at det faar for dette Tilfælde holde sig til Udleieren, Sagfører Faye. I

Side:242

Henhold hertil har Halvorsens Kulkompagni paastaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger hos Citantskabet.

Bergens Kommune har under Henvisning til en af den irettelagt Deklaration afødt xx.xx.1897 fra Wilhelm Torkildsen og Sagfører Faye udtalt, at det for Kommunens Stilling er ganske ligegyldigt, enten den leiede Grund med Brygge ligger i Zetliz Gade eller udenfor samme. Sagfører Faye har nemlig forpligtet sig til at overdrage til Kommunen den hele Strandlinje fra Zetliz Gades sydlige Reguleringslinje og nordover, hvorfor Kommunen for det Tilfælde, at det skulde vise sig, at andre over dennes Strækninger har Rettigheder, som hindrer Kommunens frie Disposition over den, i den Anledning maa have Regres til Sagfører Faye. Forøvrigt bemærker Bergens Kommune, at hvis Citantskabets Brygge laa søndenfor Zetliz Gade, kan kun nogle Alen af den leiede Strandlinje ligge i denne Gade. Men denne Strandlinje er ikke fjernet. Kommunen har vistnok bygget Kai der, men denne er, udtaler Kommunen, saa langt fra til Hinder for Udøvelsen af Citantskabets Paastaaede Ret, at den tvertimod medfører en betydelig Fordel. Bergens Kommune har i Henhold til sit Anførte paastaaet sig frifunden og hos Citantskabet tilkjendt Forsvarsomkostninger.

Ligeoverfor Sagfører Fayes Anbragte har Citantskabet specielt gjort gjældende med Hensyn til Fortolkningen af Grundseddelen af 1826, at Udstederen og Rettighedshaverne efter samme ikke var Slægtninge, og at det ved Grundseddelen etablerede Kontraktsforhold derfor ikke havde nogensomhelst velgjørende Karakter. Citantskabet mener, at der ikke kan være nogen Tvil om, at der ved Grundseddelen er tillagt Eierne af Gaardene Uren og Stranden Ret til at bruge den leiede Grund til hvilkensomhelst Slags Trafik, og navnlig mener Citantskabet, at Veien til Bryggen kan benyttes til Færdsel med Hest. Citantskabet anser det derfor ikke tvilsomt, at Grundseddelen hjemler Ret til Transport af senere industrielle Anlægs Produkter. Citantskabet fremhæver derhos, at det i Grundseddelen er udtalt, at den leiede Grund med Adgang dertil kun er til Brug og Benyttelse for Gaardene Uren og Stranden, deres Folk og alle, som ville derhen eller komme derfra, og at Citantskabet derfor ikke kan være lige godt tjent med en offentlig Kai, som alle og enhver kan benytte, og som Citantskabet blot kan bruge, naar den ikke er optaget af andre og alene mod Erlæggelse af en Afgift. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Bryggens Beliggenhed har Citantskabet henvist foruden til de afhørte Hovedvidners Prov tillige til et irettelagt Bykart, hvorpaa Zetliz Gade med Blyant af Stadsingeniørkontoret er aflagt som liggende nordenfor Bryggen. Citantskabet har derhos tilføiet, at naar det er in confesso, at Sagfører Faye har fjernet Bryggen og desuden afslaaet Citantens Tilbud om paa egen Bekostning at optage igjen den nedlagte Kaisten for at finde Bryggen, maa det være selvsagt, at Sagfører Faye har Bevisbyrden, naar han paastaar, at Bryggen laa paa et andet Sted end af Citantskabet paastaaet.

Citantskabet anser det endvidere ikke tvilsomt, at det maa blive Hovedpaastanden, som maa blive at tage tilfølge, idet Citantskabet ikke engang kan anse Sagfører Faye for at have været i god Tro, eftersom han flere Gange blev advaret baade af Citantskabet og af Veiingeniøren. Men selv om Sagfører Faye var i god Tro, mener Citantskabet, at der ikke i norsk Ret gives nogensomhelst Bestemmelse, der forpligter den skadelidende Part til at lade sig afspise med Erstatning, naar det gamle Forhold kan reetableres. At Citantskabet ikke har nedlagt retsligt Forbud mod Sagfører Fayes Arbeide, angiver Citantskabet alene at hidrøre fra, at det alltid tænkte sig, at naar Sagfører Faye disponerede Citantskabets leiede Grund, vilde han stille til Citantskabets Disposition en lige god, stor og bekvem Grund istedet.

Ligeoverfor det af Citantskabet anbragte med Hensyn til Bedømmelsen af, hvor Bryggen kan ansees at have ligget, har Sagfører Faye henvist til et af ham

Side:243

irettelagt Kart, optaget paa Kommunens Vegne i Anledning af Konkurrancen om Havneplan, og dette Kart, mener Sagfører Faye, bekræfter Rigtigheden af hans Paastand om, at Bryggen har ligget midt i den regulerede Zetliz Gade. Sagfører Faye bemærker, at der selvfølgelig maa tages et ganske andet Hensyn til dette Kart, hvorpaa Gaderne er anført efter nøiagtige Maalinger, end til det af Citantskabet fremlagte, hvorpaa Veiingeniøren eller en af hans Folk med Blyant har angivet Gadens omtrentlige Beliggenhed. Sagfører Faye henviser ogsaa til en af Citantskabet m.fl. under 27 April 1898 afgiven Erklæring, hvor det udtrykkelig siges, at Grunden gaar fra Kaiens nordre Hjørne 20 Alen nordover, hvilket, bemærker Sagfører Faye, som paavist netop er Zetliz Gade. Iøvrigt paastaar Sagfører Faye, at idet det er Citantskabet, der paastaar sin Ret krænket, maa det ogsaa blive Citantskabet, som har Bevisbyrden for, hvor Bryggen og Grunden laa. Sagfører Faye benægter gjentagende, at han nogensinde fra Citantskabet har faaet nogen Advarsel med Hensyn til heromhandlede Arbeide. Han maatte tvertimod, siger han, efter Citantskabets Udtalelser gaa ud fra, at Citantskabet gjerne saa, at der blev et moderne offentlig Kaianlæg med bekvem Passage til Byen ad regulerede og oparbeidede Gader istedetfor ad den gamle Kløvvei fra 1826.

Rettens Pluralitet skal med Hensyn ti Spørgsmaalet om, hvor Bryggen med den øvrige leiede Grund maa ansees at have ligget, henvise til, hvad der i Aastedssessionen 28 December s. A. af Administrator blev tilført Protokollen. Pluraliteten finder det nemlig afgjørende, at begge Karter, saavel det af Citantskabet fremlagte som det af Sagfører Faye fremlagte, er overensstemmende angaaende Bryggens Afstand fra Bergens Tobaksfabriks Bygning. At Karterne ikke har været paaberaabt af Parterne paa samme Maade, som Pluraliteten har ment at kunne gjøre Brug af dem for at bestemme Bryggens Beliggenhed, formenes ikke at kunne begrunde nogen Indvending mod, at man lægger afgjørende Vægt paa samme, idet begge Karter er fremlagt som Bevismaterialie i Sagen. Den Omstændighed, at Karterne er uoverensstemmende med Hensyn til Beliggenheden af Zetliz Gade, formenes ikke at kunne influere paa Karternes Paalidelighed og Nøiagtighed i de Punkter, hvori de er overensstemmende, i hvilken Forbindelse specielt bemærkes, at det af Citantskabet fremlagte Kart er der officielle Bykart og udarbeidet for Zetliz Gade var reguleret, hvorfor denne Gades Indlæggelse paa Kartet ikke staar i Forbindelse med selve Kartet iøvrigt. Udenfor Karterne er der kun henvist for Citantens Vedkommende til Hovedvidnernes Prov og af Sagfører Faye til den førnævnte Erklæring afødt xx.xx.1898. Men ligesom Hovedvidnernes Prov synes at være for ubestemte til, at der paa samme kan lægges afgjørende Vægt, saa finder man heller ikke, at der fra den nævnte Erklæring, der er afgivet i en anden Hensigt end at være Udtryk for Bryggens Beliggenhed, kan drages nogen Slutning med Hensyn til, hvor Bryggen kan ansees at have ligget. Med Hensyn til Hovedvidnernes Prov tilføies iøvrigt, at det Sted, hvor de - uden at kunne udtale noget bestemt - dog har ment at Bryggen laa, falder sammen med, hvor den efter den foretagne Maaling i Virkeligheden efter Pluraliteten maa ansees at have ligget. Resultatet af Maalingen var nemlig, at Bryggens Midtlinje skulde have ligget ca. 2 Meter ind paa Kulkompagniets Tomt. Efter dette skulde af den hele leiede Grundlængde - 20 Alen eller Meter 12,47 - ca. Meter 8,24 have ligget ind paa Kulkompagniets Tomt, ca. 4,23 i Zetliz Gade.

Pluraliteten skal dernæst bemærke, at naar Sagfører Faye har anført, at Citantskabets Rettigheder ved de stedfundne Arbeider ikke paa nogensomhelst Maade er krænket, saa kan man ikke være enig heri. Det synes at maatte være klart, at de Rettigheder, der er tilsagte Eierne af Gaardene Uren og Stranden, har været af saadan Natur, at Citantskabet paa Grundlag af samme maatte kunne forbyde Sagfører Faye at foretage Arbeider af saadant Omfang som de stedfundne paa den leiede Strækning. I denne Henseende formenes Forholdet at maatte bedømmes

Side:244

paa samme Maade, som om en Eier ligeoverfor en almindelig Leietager i Leietiden vilde have skaltet og valtet med den bortleiede Eiendom uden Leietagerens Vedtagelse.

Sagfører Faye har som foran refereret anført, at han efter Citantskabets Udtalelser maatte gaa ud fra, at Citantskabet gjerne saa, at der blev et moderne offentligt Kaianlæg med bekvem Passage til Byen af regulerede og oparbeidede Gader. Pluraliteten finder imidlertid ikke, at der kan blive at tage afgjørende Hensyn til denne Anførsel, idet Citantskabet tvertimod har paastaaet, at det oftere har fremholdt for Sagfører Faye, at han ikke havde Ret til at udføre de omhandlede Arbeider uden Citantskabets Samtykke. Derimod finder man, at der kan være Grund til at gaa ud fra, at Sagfører Faye med Hensyn til Arbeidernes Udførelse forsaavidt har været i god Tro, at han har været berettiget til at antage, at Citantskabet i Virkeligheden ikke havde noget imod selve Kaianlæggene, naar blot Citantskabets Leierettigheder holdtes i Hævd og disse overførtes til Kaianlægget i samme udstrækning, i hvilken de tidligere forelaa. Citantskabet har nemlig som foran nævnt selv bemærket, at naar det ikke har nedlagt lovlig Protest mod de stedfundne Kaianlæg, saa har dette været, fordi det altid har tænkt sig, at naar Sagfører Faye disponerede deres leiede Grund, vilde han stille til Citantskabets Disposition en lige god, stor og bekvem Grund istedet.

Sagfører Faye har derhos uimodsagt anført, at Citantskabet vil have mere Nytte af Strandlinjen i dens nyværende Skikkelse end saaledes som den tiligere laa.

Naar Sagfører Faye har ment, at Citantskabet ved at benytte Landgangsbryggen ved Wolfs Gade og ved iøvrigt at have Adgang til den offentlige Kai i samme Gade maatte være tilfredsstillet for sine Rettigheder, kan Pluraliteten ikke være enig heri. Man opfatter den Ret, som ved formeldte Grundseddel af 1826 er tilsagt Gaardene Uren og Stranden, som værende af det Omfang, at Rettighedshaverne kan forbyde anden Benyttelse af Leiestrækningen, naar undtages almindelig Færgetrafik. Men naar saa er Tilfældet, vil det ikke være muligt at henvise Citantskabet med sine Rettigheder til en offentlig Brygge og Kai.

I Henhold til det Anførte formener Pluraliteten, at medens der paa den ene Side ikke findes tilstrækkelig Grund til at paabyde Kaimurenes Nedrivning, maa dog Citantskabet have Ret til at faa sine Rettigheder opretholdte og antages ikke at være pligtig at se sig henvist til Erstatning efter almindeligt Skjøn. Da Sagfører Faye ikke for Tilfældet har afgivet Anvisning paa nogen til hans Disposition værende Del af Kaianlægget, hvortil Citantskabets Rettigheder kunde henlægges, maa disse blive at opretholde ligeoverfor den samme Strækning, hvor de efter Grundseddelen af 1826 er henlagt. Den Del af Kulkompagniets Bod, der er opført paa denne Strækning, maa Sagfører Faye blive tilpligtet at lade fjerne. Det bemærkes i denne Forbindelse, at det ikke under Sagen har været omprocederet, hvor langt mod Øst den leiede Strækning kan ansees at have gaaet, hvorfor det uagtet de forandrede Forhold paa Stedet heller ikke kan antages nødvendigt herom at udtale noget i Dommen, idet det maa ansees at være en Selvfølge, at man for dette Punkts Vedkommende har at holde sig til den Grændse, som Strækningen tidligere havde paa Grundlag af Grundseddelens Bestemmelse. Ligeoverfor Citantskabets Paastand om at tilkjendes Erstatning for Afsavn af den leiede Grund skal man bemærke, at Sagfører Faye har benægtet, at Citantskabet har lidt nogen Skade eller noget Tab i Anledning af, at det ikke har kunnet benytte den leiede Strækning, og Citantskabet har ikke dokumenteret noget, der sandsynliggjør, at saa i Virkeligheden har været Tilfældet, idet det tvertimod synes at fremgaa af de foreliggende Oplysninger, at Citantskabet hidtil har kunnet nyttiggjøre sig sine Rettigheder i samme Udstrækning som før Kaianlæggene paabegyndtes. Specielt bemærkes, at Landingstrappen i Wolfs Gade og Kaien dersteds, som Citantskabet især har benyttet, formenes i ethvert Fald at ligge lige bekvemt for Citantskabet

Side:245

som den gamle Brygge og Leiestrækning, og Citantskabet har ikke anført, at det for Benyttelse af Brygge eller Kai har maattet betale Afgift, eller at Benyttelsen nogen Gang har været nægtet eller hindret, i hvilken man skal bemærke, at der formentlig endnu ikke har udviklet sig nogen nævneværdig Trafik ved Kaien. Som Følge heraf antager Retten enstemmig, at Citantskabet ikke kan blive at tilkjende Erstatning for Afsavn af den leiede Grund.

Efter det Resultat Pluraliteten er kommen til, formenes de i Parternes Procedure opkastede Spørgsmaal angaaende Indholdet og Omfanget af Leierettighederne efter Grundseddelen af 1826 ikke at kunne være Gjenstand for Afgjørelse under nærværende Sag, idet denne efter dens Anlæg og efter den af Citantskabet nedlagte Hovedpaastand kun omfatter de Indgreb i Leierettighederne, som er en Følge af de af Sagfører Faye foretagne Arbeider.

Rettens Minoritet, Johan R Rogge, skal først bemærke, at Grundseddelen af 1826, hvorpaa Citantskabet bygger sin Ret, ikke hjemler Citantskabet nogen udelukkende Adgang til Bryggen, idet Møhlenpris Eiere forbeholder sig alene Retten til at færge for Betaling. Videre bemærkes, at de af Citantskabet fremførte Vidner ikke har kunnet udtale sig med nogen Bestemthed om, hvor den omtvistede Brygge har ligget, idet samtlige siger, at de vanskelig med Bestemthed kan betegne Bryggens Beliggenhed, men kun nærmest tror, at den laa i den nordre Kant af Halvorsens Kulkompagnis Bod. Noget andet eller bedre Vidne paa, at Bryggen har ligget indenfor Kulbodens Grændse, har det ikke lykkedes Citantskabet at skaffe. Den Opmaaling, som har fundet Sted paa Grundlag af de fremlagte Karter fra Tobaksfabrikkens nordre Væg, kan Minoriteten heller ikke tillægge nogen afgjørende Vægt, da Karterne ikke er overensstemmende og ikke gjør Indtryk af at være saa absolut nøiagtige, at man ubetinget kan rette sig efter dem med Hensyn til Bryggens Beliggenhed. Naar derhos hensees til, at Citantskabet under Kaiens og Kulbodens Opførelse stadig har havt Anledning til at se Arbeidets Udførsel uden at have fundet sig foranlediget til at nedlægge nogen Protest mod Arbeidet og dets Fuldførelse, samt da Citantskabet har Anledning til for sin Trafik efter Grundseddelen af 1826 istedetfor den omprocederede Brygge at benytte den senere anlagte offentlige, tidsmæssige og bekvemme Kai, formenes det, at Sagfører Faye alene bør tilpligtes at betale Citantskabet Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Sagfører Fayes Bekostning, for det Tab, som Citantskabet maatte have lidt ved istedetfor den oprindelige Brygge med tilliggende Leiestrækning at maatte benytte sig af den nye offentlige Kai ved Enden af Wolfs Gade. Med Hensyn til Indstevnte, Halvorsens Kulkompagni, formener Retten, at processuelt seet maa nærværende Sag være Kulkompagniet, der kun er Leietager, uvedkommende, hvorfor det maa frifindes.

Efter Minoritetens Votum vil ogsaa Indstevnte, Bergens Kommune, blive at frifinde, hvorimod Pluralitetens Votum har tilfølge, at Dommen, fosaavidt angaar den i Zetliz Gade beliggende 4,23 Meter lange Leiestrækning ogsaa gjælder Kommunen, som det er paa det Rene er Eier af samme.

Retten finder enstemmig, at Halvorsens Kulkompagni bør hos Citantskabet tilkjendes Sagsomkostninger med 50 Kroner, men at Sagens Omkostninger forøvrigt bør ophæves.