Rt-1905-392

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1905-05-06
Publisert:	Rt-1905-392
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 89/1 s. A
Parter:	Straffesag mod Rudolf Stenersen (Forsvarer Adv. Harbitz - Aktor Adv. Fr. Stang Lund).
Forfatter:	H. Scheel, Skattebøl, Hambro, Blom, Vogt, Thinn, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §61, §63, §263, §317, §318, §53

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Ved Dom, afsagt af Kristiania Meddomsret den 25 Januar 1905 blev Rudolf Stenersen for Forbrydelse mod den nye Straffelovs §318, jfr. §317, med §263 dømt til Fængsel i 45 Dage, at omsætte til Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos han blev tilpligtet at betale i Sagsomkostninger til Statskassen 10 Kroner.

Denne Dom har Domfældte paaanket til Høiesteret, paa Grund af formentlig urigtig Lovanvendelse, idet Iterationsstraf ikke skulde være anvendt.

Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Provelse i Høiesteret.

Med Hensyn til Tiltalen og de faktiske Forhold, der ligger til Grund for Dommen, henviser jeg til Dommens Præmisser.

Jeg finder at maatte give Domfældte Medhold i, at Iterationsstraf ikke skulde være kommet til Anvendelse, idet den Domfældte tidligere overgaaede Dom afødt xx.xx.1904 var betinget og Straffen ved den nye Forbrydelses Forøvelse ikke for nogen Del udstaaet.

Efter den nye Straffelovs §61 er det en Betingelse for Anvendelse af skjærpet Straf i Gjentagelsestilfælde, at den nye strafbare Handling er forøvet, efterat Straffen for den tidligere forøvede helt eller delvis var fuldbyrdet. Naar Meddomsretten alligevel har anvendt skjærpet Straf, er dette øiensynlig begrundet ved Bestemmelsen i sidste Passus af §53, der handler om betinget Straffedom, og hvor det bestemmes, at kommer den udsatte Straf ikke til Fuldbyrdelse, betragtes den som udstaaet ved Dommens Afsigelse.

Efter Ordene kan denne Bestemmelse opfattes som en Undtagelse med Hensyn til betingede Straffedomme fra Hovedreglen i §61; men

Side:393

det forekommer mig øiensynligt at man ved at gaa ud fra, at §53 gjør en saadan Undtagelse, vil komme til aldeles urimelige Resultater, og at der overhovedet er stærke Grunde imod at opfatte Bestemmelsen paa denne Maade. For det første er det vanskeligt at forstaa, at der skulde være nogen Grund til at lade betingede Domme bevirke Iterationsstraf uden Hensyn til Straffens Udstaaelse, naar andre Domme, der af en eller anden Grund ikke er fuldbyrdet, ikke har saadan Virkning. Reglen i §61 er jo begrundet ved den Betragtning - jeg kan herom henvise til Straffelovkommissionens Motiver Side 109 -, at "det ikke saa meget er Dommen, men Straffen, som ventes at ville bevirke Forandring i Forbryderens Tænkesæt og Handlemaade", og det kan vanskelig antages, at man er gaaet ud fra, at en betinget Dom i denne Henseende skulde have en stærkere Virkning paa Forbryderen end en almindelig Straffedom. Det forekommer mig, at det vilde være en aabenbar Urimelighed, om Iterationsstraf skulde anvendes paa den, der er dømt ved betinget Dom til Straf, som ikke er udstaaet, naar det er fuldt paa det Rene, at den, hvem der er overgaaet en almindelig Straffedom, som ikke er bleven fuldbyrdet enten paa Grund af Benaadning, eller fordi Forbryderen har forstaaet at unddrage sig Straffens Fuldbyrdelse, ikke bliver at straffe som Iterant.

Videre kan det nævnes, at det efter den paaberaabte Bestemmelse i §53 kun er, naar den udsatte Straf ikke kommer til Fuldbyrdelse, at den betragtes som udstaaet ved Dommens Afsigelse. Hvis der her skulde være ment at gjøre en Undtagelse fra Reglen i §61 om Iterationsstraf, maatte denne Undtagelse altsaa gaa ud paa, at Iterationsstraf efter betinget Dom kommer til Anvendelse uden Hensyn til Fuldbyrdelse, naar den Domfældte først efter 3 Mars Forløb kommer under Forfølgning for en ny Forbrydelse, medens Iterationsstraf ikke vilde komme til Anvendelse, hvis den nye Straffeforfølgning indlededes tidligere, idet isaafald den betingede Straf i Almindelighed vil blive at fuldbyrde, saaledes at Bestemmelsen i sidste Passus af §53 ikke kommer til Anvendelse. Iterationsstraf vilde altsaa komme til at ramme den, der efter den betingede Straffedom i længere Tid har forholdt sig ustraffelig, hvorimod den, der forgaar sig paanyt, medens Indtrykket af den ham overgaaede Dom endnu er friskt, vil blive fri for saadan Skjærpelse af Straffen.

Fra Aktors Side har det været gjort gjældende, at et saadant Forhold vilde være ganske urimeligt, og at man derfor maatte udvide Undtagelsen med Hensyn til betingede Straffedomme fra Reglen i §61 derhen, at disse begrunder Iterationsstraf, ogsaa naar den betingede Straf kommer til Fuldbyrdelse, fordi ny Straffeforfølgning aabnes inden Lovens Frist. Men hvis det først erkjendes, at Bestemmelsen i §53 ikke kan komme til Anvendelse, saaledes som den lyder, ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Iteration, forekommer det mig langt rimeligere at undgaa de stødende eller man kan vel sige ligefrem umulige Resultater ved at sætte Bestemmelsen i §53 ud af Betragtning som ikke tilsigtende nogen Undtagelse fra den i Forbryderens Favør givne Regel i §61 end at udvide den skjærpende Undtagelse til Tilfælde; som ligger udenfor dem, som Bestemmelsen ligefrem omhandler.

Jeg er opmærksom paa, at der kunde tænkes at være en ikke i sig selv aldeles ufornuftig Grund til at gjøre en Undtagelse fra Hovedreglen netop for det Tilfælde, at den betingede Straf ikke kommer til Fuldbyrdelse, idet man kunde resonnere saa, at hvis den betinget

Side:394

Domfældte kommer under ny Straffeforfølgning inden 3 Mars Fristen, kommer han regelmæssig til paa Grund af den nye Forbrydelse at udstaa en dobbelt Straf, nemlig saavel den tidligere betinget idømte som Straffen for den nye Forbindelse, og at der da er mindre Grund til med Hensyn til denne sidste at anvende den særlige Skjærpelse, som ellers er en Følge af Gjentagelse. Men det forekommer mig som allerede antydet, at denne Begrundelse vil være lidet fyldestgjørende, og den ligger saavidt fjernt, at man vistnok med Sikkerhed kan gaa ud fra, at hvis Bestemmelsen var bygget paa en saadan Betragtning, vilde det været udtalt i Straffelovkommissionens Motiver.

Forklaringen til Bestemmelsen antager jeg derimod er den, at den er optaget fra Lov om betingede Straffedomme afødt xx.xx.1894, hvor Bestemmelsen havde god Mening som angivende et Udgangspunkt for den Tidskrift, efter hvilken Dommen tabte sin itererende Virkning. Det kan let forklares, at man ved Indarbeidelsen af denne Lov i den nye Straffelov har været uopmærksom paa, at den omhandlede Bestemmelse ikke passede her paa Grund af den nye Hovedregel, som indeholdes i §61, hvorefter Domme, som ikke for nogen Del er fuldbyrdede, ikke begrunder Gjentagelsesstraf.

Under disse Omstændigheder antager jeg, at man er fuldt-berettiget til, og at man utvivlsomt rammer Lovgiverens Mening bedst ved ikke at tillægge Bestemmelsen den Betydning, at den medfører en Undtagelse fra Hovedreglen i §61, uanseet at det da vel er tvivlsomt, om den overhovedet faar nogen Betydning.

Jeg skal med Hensyn til de her omhandlede Spørgsmaal henvise til en Afhandling af Statsadvokat, kst. Professor Urbye i Rt-1905-161.

Iøvrigt finder jeg det som tidligere bemærket ialfald klart, at hvilken Mening man end har om, hvorvidt Bestemmelsen i §53 medfører, at betinget Straffedom virker itererende, naar Domfældte først efter 3 Aars Forløb kommer under ny Forfølgning, saa hjemler ikke engang Lovens Ord at anvende Gjentagelsesstraf i et Tilfælde som det foreliggende, hvor det er paa det Rene, at den betingede Straf bliver at fuldbyrde.

Da altsaa efter min Mening den nye Straffelovs §61 i nærværende Tilfælde udelukker Anvendelse af Iterationsstraf, vil Tiltalte blive at dømme overensstemmende med den nye Straffelovs Bestemmelse, uanseet at den Handling, hvorfor han dømmes, er foretaget før Straffelovens Ikrafttræden. Han vil da blive at fælde efter Straffelovens §318 første Del, og jeg antager, at Straffen passende kan sættes til 30 Dages Fængsel, at omsætte til Fængsel paa Vand og Brød uden Anbefaling til Benaadning. Jeg skal sluttelig gjøre den Bemærkning, at det i ethvert Tilfælde er en Feil, naar der i den paaankede Dom henvises til §263, idet Bestemmelsen om Gjentagelsesstraf for Hæleri findes ikke der, men i §318 sidste Del.

Konklusion:

Rudolf Stenersen dømmes for Hæleri efter Straffelovens §318, 1 Led, til Fængsel i 30 - treti - Dage, der bliver at omsætte til Fængsel paa Vand og Brød. I Erstatning til Statskassen for Sagsomkostninger ved Meddomsretten betaler Tiltalte 10 - ti - Kroner.

Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Advokaterne Harbitz og Fr. Stang Lund, tillægges i Salærium, førstnævnte 60 - sexti - og

Side:395

sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Hambro, Assessor Blom, de extraordinære Assessorer, Sorenskriver Vogt og Lag- mand Thinn samt Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.