Rt-1905-440
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1905-03-25 |
| Publisert: | Rt-1905-440 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 61/1 s. A. |
| Parter: | Anders Gundersen paa Vegne af Conrad Gundersen(Adv. Schiander) mod Styrelsen for Norges Statsbaner ved dens Generaldirektør (Regjeringsadv. Lous). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | LOV-1854-09-07-§11 |
Angaaende Sagens faktiske Omstændigheder henvises til Præmisserne til Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1903, ved hvilken Dom Styrelsen for Norges Statsbaner blev frifundet for Anders Gundersens Tiltale og Processens Omkostninger ophævet. Salæret til den for Gundersen, som var forundt fri Sagførsel, beskikkede Sagfører ansattes til 120 Kroner foruden Salær for Optagelse af Thingsvidne i Moss, ansat til 60 Kroner. Den af Anders Gundersen nedlagte Paastand gik ud paa at tilkjendes Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Jernbanebestyrelsens Bekostning, for den Skade og de Udgifter, der foraarsagedes ved Conrad Gundersens Paakjøring af Jernbanen den 19 Mai 1901 med lovlige Renter af Skjønsbeløbet, samt Sagsomkostninger.
Byrettens Dom, der er afsagt under Dissents, idet et af Rettens Medlemmer voterede for Tilfølgetagelse af Gundersens Paastand, er af Gundersen - efter meddelt Bevilling til fri Sagførsel - paaanket til Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling, og hvor Gundersen ved sin beskikkede Sagfører, Advokat Schiander, har gjentaget den ved Byretten nedlagte Paastand og derhos paastaaet Jernbanestyrelsen tilpligtet at betale Sagsomkostninger ved Høiesteret.
Jernbanestyrelsen har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet.
Høiesteret kommer til samme Resultat som det dissenterende Medlem af Byretten og kan i det Væsentlige henvise til det af ham afgivne Votum. Man finder navnlig, at den omhandlede Grind ikke kan ansees som et forsvarligt Stængsel, naar dens Underkant staar saa høit over Gadelinjen, at det for mindre Børn falder let at gaa under samme. Det antages ikke at være forbundet med nogen Vanskelighed at træffe saadan Ordning, at Grinden, naar den skal spærre for Gadetrafiken, idet Jernbanetog passerer over Gaden, ogsaa hindrer smaa Børn fra at komme ind paa Jernbanelinjen. Saadan Sikkerhedsforanstaltning maa kunne kræves iværksat, naar Jernbanen ikke til de Tider, hvor Togene gaar over en befærdet Bygade, holder Vagt sammesteds.
Sagens Omkostninger antages at burde ophæves ved begge Retter.
Den for Appellanten beskikkede Sagfører har forsvarlig udført sit Hverv.
Tre af de Voterende kommer til samme Resultat som Byrettens Flertal, hvis Begrundelse de i det Væsentlige tiltræder.
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Dom:
Styrelsen for Norges Statsbaner bør til Anders Gundersen paa Conrad Gundersens Vegne betale Erstatning efter Skjøn af uvilllige Mænd, optaget paa Jernbanestyrelsens Bekostning, for den Skade og de Udgifter, der er foraarsaget ved, at Conrad Gundersen den 19 Mai
Side:441
1901 paakjørtes af Jernbanetoget, med 4 - fire - pCt. aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 1 August 1901 til Betaling sker.
Processens Omkostninger ved Byretten og Høiesteret ophæves.
Salæret ti den beskikkede Sagfører for Høiesteret, Advokat Schiander, ansættes til 150 - et Hundrede og femti - Kroner, der tilligemed de ham ved Byretten og for det optagne Thingsvidne tilkommende Salarier udredes af Statskassen.
Byrettens Dom hidsættes
I Moss krydser Smaalensbanen kort søndenfor Stationsbygningen Strandgaden; i Overskjæringsstedet er der paa hver Side af Jernbanens Grund anbragt to Grinder, som almindeligvis, naar Tog ikke skal passere, er stillede saaledes, at de staar tversover Linjen og lader Gadetrafiken fri; naar Tog ventes, stilles Grindene saaledes, at de lader Færdselen paa Jernbanelinjen fri, men stænger for Passagen i Gaden, idet de afstænger denne i hele dens Bredde mod Jernbanens Grund. Da Jernbanens Grund her ligger i nogen Heldning mod Vest, er det vestlige Grindepars Underkant, naar det stænger mod Gaden, adskillig høiere over Grunden paa dette Sted, 22 1/2 Tommer eller 58,5 Cm., end Grindeparret paa den modsatte (høierebeliggende) Side, hvis Underkant ligger 25 Cm. over Grunden. Da Toget No. 36 søndenfra løb ind til Moss Søndag den 19 Mai 1901 Kl. 6 Eftermiddag, og Grindene var stængte mod Gaden, kom Anders Gundersens to Børn, Hildur, som da var 4 1/2 Aar gammel, og hendes endnu yngre Broder Conrad gaaende alene i Gaden mod den Side af Jernbanens Grund, hvor de høiest over Grunden staaende Grinder er anbragte. De krøb under Grinden i det samme Toget kom, men advaredes ved nogle Personers Tilraab, saaat Hildur i sidste Øieblik fik trukket sig tilbage, medens Conrad blev paakjørt med den Følge, at Toget gik over hans høire Haand, saaat han maatte lægges ind paa Byens Sygehus og fire Fingre (alle undtagen Tommelfingeren) maatte amputeres. Faderen ansaa Jernbanen erstatningspligtig i Anledning af det Indtrufne og har efter forgjæves prøvet Forligsmægling og efter at have erholdt Bevilling til fri Sagførsel med Fritagelse for Retsgebyr ved Høiesteretsadvokat Schiander som befalet Sagfører ved Stevning afødt xx.xx.1902 saggivet Styrelsen for Norges Statsbaner ved dens Generaldirektør med Paastand om at tilkjendes Erstatning efter Skjøn, optaget paa Indstevntes Bekostning, for den Skade og de Udgifter, som foraarsagedes ved Conrad Gundersens Paakjøring af Jernbanen den 19 Mai 1901 med Renter og Sagens Omkostninger, samt at der tilkjendes den beskikkede Sagfører Salær.
Indstevnte har paastaaet sig frifunden for Citantens Tiltale.
Retten finder at maatte tage denne Frifindelsespaastand tilfølge, idet der ikke skjønnes at foreligge noget, hvorpaa et Erstatningsansvar som det af Citanten paastaaede i nærværende Tilfælde skulde kunne tilstrækkelig begrundes overfor Indstevnte.
Den Omstændighed, som Citanten sees væsentlig at have lagt Vægt paa, er den efter hans Mening uforsvarlig store Høide, som Grindenes Underkant havde over Terrainet, og som gjorde, at den ikke kunde virke som tilstrækkeligt Stængsel, da det var en ganske let Sag for de ovennævnte Smaabørn at komme under den og ind paa Jernbanelinjen i den Tid, Toget ventedes, og hvorved Ulykken forvoldtes. Derhos har Citanten ogsaa fremholdt, at Indstevnte ved en Gadeoverskjæring som den heromhandlede, hvor der efter et i Moss optaget Thingsvidne ikke var liden Færdsel, maatte være pligtig at holde Vagt i Togtiden, hvorved ogsaa Ulykken vilde have været afværget.
Hertil maa imidlertid efter Rettens Mening anføres, at den forholdsvis betydelige Høide, hvori Grindens Underkant er anbragt, ikke af Jerbanens
Side:442
Vedkommende er anordnet vilkaarlig, men under Hensyn til det nedover mod Grinden hældende Terrain, som bevirker, at naar den slaaes ind mod Jernbanelinjen, formindskes denne Høide ikke ubetydelig, hvortil kommer, at der ogsaa maa tages Hensyn til den ved Tælens Virkninger undertiden foraarsagede Hævning af Skinnerne samt til Sne og Issvuld, som kan forekomme paa den Del af Jernbanens Grund, hvorover Gadefærdselen sker, og hvorover Grinden alltid sikkert og uden Hindring maa kunne svinge. Foruden det saaledes Anførte maa det videre bemærkes, at der ikke vides at paahvile Jernbanen en Pligt til i Byerne ved Gadeoverskjæringer at nedsætte sine Stængnings- eller Lukningsredskaber saaledes, at de ogsaa freder mod Menneskets Forsøg paa at komme over eller under den, specielt at de skulde være saaledes indrettede, at ikke Smaabørn var istand til at krybe ind under dem. Efter hvad der foreligger maatte en saadan Fordring paa det heromhandlede Sted formedelst Terrainforholdene være ligefrem uopfyldelig. Jernbaneloven afødt xx.xx.1854 §11 synes ogsaa i Overensstemmelse hermed at anse en «Slagbom» som den for Jernbanen almindelig anvendte Lukningsindretning ved Overgange, og nogen senere Lovbestemmelse om skjærpede Fordringer til deres Lukningsindretninger i Byerne ved Gadeoverskjæringer kjender ikke Retten til. At Jernbanen ved specielle i Forbindelse med Grunderhvervelser staaende Forhandlinger kan have paataget sig en videregaaende Afstængningspligt for enkelte Overskjæringers Vedkommende end den efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser tilstrækkelige, er selvfølgelig ikke udelukket, men kan ikke tillægges Betydning i nærværende Tilfælde, hvor intet saadant er oplyst.
Heller ikke har Retten kunnet overbevise sig om, at der skulde paahvile Jernbanen nogen Pligt til Vagthold ved Overgangene. Saadan Pligt kan selvfølgelig ogsaa specielt være overtaget, eller Jernbanen kan for sin egen Drifts Skyld ved særlig befærdede Overgange finde sig beføiet til Vagthold i Togtiderne, men nogen almindelig Pligt hertil skjønnes ikke at existere, og nogen Undladelse af saadant Vagthold kan derfor heller ikke paadrage Jernbanen noget Ansvar.
Hvorvidt der in casu kan lægges Conrad og Hildur Gundersens Forældre noget tillast i Anledning af det Indtrufne, er der ikke Opfordring for Retten til at udtale sig om, idet det til Sagens Afgjørelse i frifindende Retning er tilstrækkeligt, at der ikke findes noget Grundlag for at gjøre Jernbanen ansvarlig derfor. At der skulde kunne statueres nogen Erstatningspligt for Jernbanen i et Tilfælde som det foreliggende uden paa Grundlag af, at der enten med Hensyn til Jernbanens Sikkerhedsforanstaltning eller paa anden Maade skulde være noget at lægge den tillast, kan der formentlig ikke være Tale om.
Sagens Omkostninger vil, allerede af den Grund, at der ikke er nedlagt Paastand om saadanne fra Jernbanens Side, bliver at ophæve.
Den befalede Sagfører, der forsvarlig har udført Sagen, sees at have forfattet Forligsklage, Stevning og 3 Indlæg samt erhvervet Beneficiet for Indstevnte; han har intet oplyst om sit Hjemmearbeide i Sagen, hvorunder han har mødt i 12 Sessioner. Hans Salær antages passende at kunne ansættes til 120 Kroner, der bliver at udrede af Statskassen.
Thi kjendes for Ret:
Styrelsen for Norges Statsbaner bør for Anders Gundersens Tiltale i denne Sag fri at være.
Processens Omkostninger ophæves.
Den befalede Sagfører, Høiesteretsadvokat A. Schianders Salær ansættes til 120 - et Hundrede og tyve - Kroner, foruden der for Optagelse af Thingsvidne ved Moss Jurisdiktion af vedkommende Ret ansatte Salær paa 60 - sexti - Kroner.
Edward Hambro. Paal Berg, kst.
Side:443
Jeg er kommet til et andet Resultat end de foregaaende Voterende, idet jeg er bleven staaende ved at maatte votere for, at Citantens Erstatningspaastand tages tilfølge.
Det for mig herved afgjørende er den Betragtning af det her foreliggende Forhold, at en Jernbanelinje, hvorpaa der jevnlig gaar Tog, krydser en ikke lidet befærdet Bygade, er af saa aabenbar Farlighed, at almindelig Opmærksomhed maatte paalægge Jernbanen ubetinget Pligt til at iagttage, hvad rimelige Sikkerhedshensyn gjorde paakrævet for at holde Færdselen ude fra Gadeovergangen over Jernbanelinjen i de Tider, da Tog passerer, medens jeg ikke har kunnet overbevise mig om, at denne Pligt paa fyldestgjørende Maade er efterkommet.
Jeg lader det staa hen, om Lokalforholdene har gjort det nødvendigt at anbringe de paagjældende Grindepar saa høit over Marken som skeet. Det er for mig nok, at det er paa det Rene, at Grinden der, hvor den lille tilskadekomne Gut kom under, var hævet 22 1/2 Tomme eller 58,5 Cm. over Marken saaledes, at Forholdet, som de fremlagte Fotografier (Bil. 2 og 3 ad 6) tydelig nok viser, faktisk var det, at Gutten kunde gaa under Grinden ind paa Jernbanelinjen blot ved at bøie lidt paa sig, idet Grindens Underkant ikke kan have naaet længere end ned omtrent til hans Skuldre eller lidt ned paa disse, naar han stod opreist. Under disse Omstændigheder var Forholdet ligeoverfor ham og hans Lige praktisk taget ikke væsentlig forskjellig fra, at der overhovedet ingen Grinder eller Stængsel havde været anbragt. Ialfald er det klart, at Grindene var ganske utjenlige til at holde saadanne Smaabørn ude fra Overgangen. Og jeg kan da ud fra den ovenanførte Grundbetragtning ikke komme fra, at Jernbanens Vedkommende burde have indseet, at Grindene vare ufyldestgjørende for Øiemedet, og at de følgelig, naar der ikke kunde anbringes eller ikke blev anbragt fuldt forsvarlige Grinder havde pligtet at bøde derpaa gjennem Anvendelse af det eneste hertil tjenlige Middel - nemlig ved at sørge for, at der blev holdt Vagt ved Overgangen ved de Tider, da Jernbanetog passerer.
Og jeg kan ikke skjønne, at der skulde være noget urimeligt eller uforholdsmæssigt i at statuere, at Jernbanen under de her foreliggende Omstændigheder maa have en saadan Vagtholdspligt som nævnt. Om s. Ex. en Privatmand har en Brønd paa sin til en befærdet Bygade stødende Eiendom, vilde det vel falde af sig selv, at han pligtede at holde Brønden saaledes afstængt eller indgjærdet, at Børn ikke kunde falde ned i den, og at han, naar Stængselet eller Gjærdet af en eller anden Grund ikke var i fyldestgjørende Stand, maatte holde Vagt paa Stedet, idet han ellers vilde blive ansvarlig for muligt indtræffende Skade. Noget lignende maatte formentlig gjælde, om det kommunale Ingeniørvæsen graver farlig dybe Huller eller Render i en offentlig Bygade, eller om der er eller ved Udglidning eller lignende opstaar farlige Styrtninger nær indpaa en saadan Gade. I det her foreliggende Tilfælde maa jo Jernbanen sørge for, at Grindene blive omflyttede før og efter hvert enkelt Togs Passeren; den hele Øgning i Arbeidet vilde altsaa være, at den Betjent, der udfører dette, maatte paalægges at blive paa Stedet under Togenes Passeren for at holde Vagt. Konsekventserne synes heller ikke at kunne blive af nogen større Betydning, aldenstund Vagtholdspligten jo indskrænkes til Tilfælde, hvor Grindene af en eller anden Grund ikke ere eller kunne holdes i for Øiemedet fyldestgjørende Stand.
Anderledes stiller det sig s. Ex. med Sporvognstrafiken i offentlige Bygader. Som Erfaringen noksom viser, er der jo ogsaa herved Fare navnlig for Børn, omend selvfølgelig Sporvognene lettere kunne styres og standses end et helt Jernbanetog. Men denne Fare kunde jo ikke afværges uden ved at holde hele Sporveislinjen indgjærdet eller under Bevogtning, og om noget saadant kan der selvfølgelig praktisk taget ikke være Tale. Agtsomhedspligten maa derfor her i Forholdenes Medfør skaffes Fyldestgjørelse gjennem Skjærpet Omhu fra
Side:444
Vognbetjeningen i Forbindelse med rimelig Moderation af Fartshastigheden, mest mulig effektive og fuldkomne Bremseindretninger o. l.
At det af §11 i Jernbaneloven af 1854 lader sig udlede, at Jernbanen i alle Tilfælde skulde være ansvarsfri, naar der kun holdes en «Slagbom» for Overgangene, kan jeg ikke antage. Det kan dog ikke have været Lovgiverens Mening, at en Jernbanes Vedkommende mere end andre Statsborgere skulle være fritagne for den almindelige Agtsomhedspligt, som paaligger enhver saadan under al hans Færden og Virksomhed. I ethvert Fald maatte det da være udtrykkelig sagt i Loven, at det var tilstrækkelig at holde «Slagbom» ved Jernbaneovergangene, men nogen saadan Bestemmelse kan jeg ikke finde enten i den nævnte § eller forøvrigt i Jernbanelovgivningen.
Heller ikke har jeg kunnet overbevise mig om, at der in casu skulde maatte antages, at den tilskadekomne Guts Forældre ved at lade ham færdes ude paa Gaden kun under Ledsagelse af den 4 1/2 Aar gamle Søster skulde have udvist en Uagtsomhed, der kan ophæve Jernbanens Ansvar. Folk i disse Forældres Stilling og under deres økonomiske Vilkaar vil i sine Forholds Medfør ofte være henviste til at maatte lade sine Smaabørn færdes ude paa Gaden paa egen Haand eller uden tilstrækkelig Ledsagelse, - in casu er det oplyst, at Moderen var optaget med at stelle et Spædbarn, - og man bør da billigvis i det længste undgaa at stemple dette som ansvarsbringende Uagtsomhed. Og ialfald forekommer det mig, at Forældrene under saadanne Omstændigheder i det høieste alene kunde have Risikoen for den Fare for Børnene, som resulterer af den almindelige Gadetrafik med Vognkjørsel o. l. Saadant som at Grindene for en Jernbaneovergang eller Indgjærdingen af en Brønd ikke er i fyldestgjørende Stand, synes dog at maatte betegnes som en extraordinær og derfor upaaregnelig Farekilde, hvorfor Forældrene ingen Risiko kan have at bære. In casu er det vistnok oplyst, at Forældrene havde sin Bolig i Nærheden af den paagjældende Overgang, men derved er det ingenlunde givet, at de havde lagt Mærke til eller vare bekjendte med det exeptionelle Forhold, at Grindene stod saa høit over Marken, som Tilfældet her var.
I det Hele forekommer det mig, at Jernbanen i Tvivlstilfælde maa være nærmere til at bære Følgerne af en ved dens Drift bevirket Skadetilføielse end den Skadelidende, hvem intet eller intet nævnværdigt kan lægges til Last.
Med Hensyn til Sagsomkostningerne, den befalede Sagførers Udførelse af Sagen og Ansættelse af hans Salær er jeg enig med de foregaaende Voterende.
Da jeg er i Minoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.
Jonas Stenersen.