Rt-1905-53

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1904-11-10
Publisert:	Rt-1905-53
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 67/2 s. A.
Parter:	Ole O. Haaves Bo, Gunnuf M. Tinne, Ole O. søndre Tinnæs og Ole S. nordre Tinnæs (Adv. Dr. Bergh ved Adv. Johannes Bergh jr.) mod Torgrim I. Strand og Kristen K. Odden (Adv. T. E. B. Heiberg).
Forfatter:	H. Scheel, Roll, Hambro, Thoresen, Mejdell, B. Scheel, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Vasdragsloven (1887) §2, §3

Extraordinær Assessor, Byretsassessor, Dr. H. Scheel: I nærværende Sag er af Bergens Overret den 30 April 1900 saaledes kjendt for Ret:

"Hovedappellanterne Ole O. Haaves Bo, Gunnuf M. Tinne Ole O. søndre Tinnæs og Ole S. nordre Tinnæs bør inden 12 - tolv - Uger efter denne Doms Forkyndelse under en Mulkt af 10 - ti - Kroner til Hitterdals Herredskasse for hver Dag, de sidde denne Dom overhørig, bortføre den Del af Tinaalænsen, som ligger sønden- for den paa det irettelagte Situationskart optrukne Linie imellem Granen i Gutukjærjordet og Gjesterudbækken, med dertil hørende Lænsarme og Fæstigheder.

Derhos bør Hovedappellanterne betale til Kontraappellanterne Torgrim J. Strand og Kristen G. Odden saadan Godtgjørelse for den af dem fra Sommeren 1884 til Dommens Fuldbyrdelse ved førnævnte Del af Tinaalænsen udøvede Brug og Benyttelse af den Del af Hiterdalsvandet med underliggende Grund, hvor bemeldte Del af Lænsen er anbragt, som bestemmes ved et paa Hovedappellanternes Bekostning optaget Skjøn af uvillige Mænd, samt 4 - fire - Procent aarlig Rente af Skjønsbeløbet fra 28 December 1894 indtil Betaling sker. Procesomkostningerne for begge Retter ophæves."

Ved denne Dom stadfæstedes i Realiteten en af Sorenskriveren i Nedre Telemarkens Sorenskriveri med Meddomsmænd den 17 November 1898 afsagt Dom, der af begge Parter var bleven paaanket. Overrettens Dom er afsagt under Dissens, idet en af de Voterende stemte for Lænseeiernes Frifindelse under Ophævelse af Omkostningerne for begge Retter.

Dommen er af Lænseeierne, Ole Haaves Bo, Gunnuf Tinne, Ole O. søndre Tinnæs og Ole S. nordre Tinnæs paaanket til Høiesteret. Efter Høiesteretsstevningens Udtagelse er Ole Haaves Bo opgjort og i dettes Sted indtraadt i Processen Ole O. Haave den yngre - samt Halvor A. Jønsi.

For Appellanterne er her for Retten nedlagt saadan Paastand: "Principalt: At Appellanterne, Ole O. Haave, Gunnuf M. Tinne Ole O. søndre Tinnæs, Ole S. nordre Tinnæs og Halvor A.

Side:54

Jønsi, frifindes for de Indstevntes, Torgrim I. Strands og Kristen K. Oddens, Tiltale.

Subsidiært: At Appellanterne frifindes for at udrede Erstatning til de Indstevnte.

Subsidiært hertil: At Erstatning ialfald først fra

Forligsindkaldelsen, 28 December 1894, paalægges Appellanterne. For alle Tilfælde: At Appellanterne tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter."

De Indstevnte har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellanterne tilkjendt Processens Omkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til Sagens Gjenstand og nærmere faktiske Omstændigheder henviser jeg til de afsagte Dommes Præmisser. For Høiesteret er fremlagt en Række nye Dokumenter, hvoraf de fleste, nemlig tre af de Indstevnte optagne Tingsvidner og nogle sagkyndige Erklæringer, angaar en anden i Hitterdalsvandet, i Nærheden af ben omtvistede, beliggende Lænse: Hægslænsen og Udsigterne til dennes fremtidige Udvidelse. Forøvrigt er der fremlagt endel Erklæringer, der sigter til at belyse de lokale Forhold og lokale Opfatninger med Hensyn til Grundeiernes Eiendomsret i Vandet.

Angaaende dette Sagens Hovedpunkt foreligger i det Væsentlige følgende Oplysninger med Hensyn til de stedlige Forhold:

Hitterdalsvandet paa det omhandlede Strøg er 1.100 Meter bredt. Ved en Række Dybdemaalinger, der er foretagne efter en enkelt Linie trukken over Vandet, fremgaar det, at Vandet allerede i en Afstand af 50 Meter fra Oddens og Strands Eiendomme har en Dybde af 19 Meter, og at Dybden derefter nogenlunde jevnt tiltager udover til Midten, hvor den udgjør omkring 28 Meter, samt at den paa et Par Punkter i, noget over 100 Meters Afstand fra det andet Land udgjør henholdsvis 28 Meter og ca. 31 Meter. Ved Undersøgelser, som er foretagne efter Overretsdommen, er det endvidere bragt paa det Rene, at en Linie trukken gjennem de Punkter af Søens Bund, hvor den har en Dybde af 15 Meter, udenfor Oddens og Strands Eiendomme ligger i en Afstand fra Land af ca. 25 Meter, medens Afstanden fra Land paa den anden Side af Søen varierer meget stærkt, fra nær Nul og til et Par hundrede Meter. Naar foreløbig bortsees fra Lænsen og dens Fæstigheder, er det ikke oplyst, at Vandet i nogen betragtelig Afstand fra Land har været Gjenstand for Udøvelse af nogen Eiendomsret fra Grundeiernes Side. Hvad Fiskeriet angaar, er det oplyst, at der af Grundeierne drives Garnfiske saalangt ud i Vandet som paa og udover Molbakken med Fæste af Landsten eller ogsaa med Benyttelse af Stranden til Landdragning, men at Fisket ude paa Dybet, f. Ex. med Baad og Slug, altid har været foretaget og drevet af hvemsomhelst uden Indsigelse fra Grundeiernes Side. Det er fremdeles i flere fremlagte Erklæringer udtalt, at man i Egnen regner Molbakken eller "Melreinbakken" at være omtrent saa langt ud, som det gaar an at vade, og at det, der ligger udenfor, kaldes "vilde Fjorden". I en enkelt Erklæring siges det ogsaa, at det ikke kan erindres, at der, før nærværende Sag begyndte, har været talt om nogen Eiendomsret i Fjorden længere, end man kunde se Bunden.

Dette er i det Væsentlige, hvad der foreligger af Oplysninger vedkommende de særlige lokale Forhold ved den nordre Ende af Hiterdalsvandet.

Spørgsmaalet om Eiendomsretten til vore Indsøer eller til Bunden under disse, er ikke afgjort ved nogen Lovbestemmelse enten i vor ældre

Side:55

Ret eller i Vasdragsloven, der iøvrigt er yngre end den her omtvistede Lænseudvidelse. I Vasdragslovens §3, hvor Forholdet omhandles, siges det, at "i Indsøer tilfører Grunden, saalangt den efter de særlige Forhold kan ansees Eiendomsret undergiven, paa samme Maade (d. v. S. som efter §2) den Landside, hvoraf den nærmest skjønnes at være en Fortsættelse." §en angaar saaledes alene Grænsen mellem Eiendomme paa begge Sider af Vandet, hvor det er paa det Rene, at det i sin Helhed er privat Eiendom, men afgjør intet om Betingelserne for, at dette skal kunne siges at være Tilfældet. Jeg forstaar Loven saa, at den ved sin Henvisning til de særlige Forhold intet har udtalt om, hvad der skal ansees at være Regel, enten at det hele Vand er undergivet Eiendomsret, eller at en Del deraf er undtaget derfra. Under Vasdragslovens Forberedelse fremkom der i Kommissionens Indstilling nogle Udtalelser i Retning af, at det kun er i vore større Indsøer - som Exempel nævnes Mjøsen og Tyrifjorden - at ikke hele Søen er Gjenstand for privat Eiendomsret. Udtalelserne under Debatten i Odelstinget giver nærmest det Indtryk, at man har fundet, at Undtagelsen fra den private Eiendomsret maatte kunne gjælde ogsaa mindre Indsøer end de nævnte, uden at man iøvrigt i de fremkomne Udtalelser har faaet nogen nærmere Veiledning med Hensyn til, hvor Grænsen skal sættes.

Under disse Omstændigheder antager jeg, at hvor ikke særlige Sædvaner eller andre særlige Forhold foreligger; maa der ved Spørgsmaalets Afgjørelse lægges væsentlig Vegt paa Søens Bredde og Dybde og den Udøvelse af privat Eiendomsret i Vandet, som har fundet Sted, eller som der er nogen Anledning til. Om det end muligens tør være saa, at Grundeiernes Eiendomsret til Bunden ogsaa i de noget større Indsøer maa strækkes videre, end Grundeieres Ret til Havbunden, saa antager jeg dog, at denne Eiendomsret i Almindelighed ikke kan strækkes ud i en Afstand fra Land og til et Dyb, hvor der praktisk talt ikke kan være Spørgsmaal for vedkommende Grundeier om at gjøre sig Nytte af nogen Særraadighed over Vandet eller Bunden under samme. Hvor Grænsen skal sættes, lader sig vanskelig angive i Almindelighed, og jeg finder det ogsaa i det foreliggende Tilfælde unødigt nærmere at omhandle Spørgsmaalet om, hvor langt Grundeierne har Eiendomsret til Vandet, idet jeg i ethvert Tilfælde antager, at den Strækning, som under denne Sag er omtvistet, ligger udenfor Grænsen.

Det er ikke helt paa det Rene mellem Parterne, om Tvisten under Sagen alene gjælder det paa Situationskartet optrukne Triangel, hvor den faste Lænse strækker sig nærmere mod Oddens og Strands Land end Linien mellem Gutukjærjordet og Gjæsterudbækken, eller om den ogsaa gjælder den Lænse, som under den første Aastedssession i Sagen forefandtes mellem dette Triangel og Land, og som naaede ind til en Afstand fra Land af noget over 200 Meter. Jeg finder det ikke nødvendigt at afgjøre, hvem af Parterne der har Ret i dette Stykke, da jeg antager, at ikke alene den faste Lænse, men ogsaa den sidst omtalte maa ansees at ligge udenfor Grænsen for de Indstevntes Eiendomsret til Søbunden. I den nævnte Afstand af vel 200 m. er Dybden over 23 Meter.

Det har under Sagen været gjort gjældende, at selve Lænsens Tilværelse og dens Befæstelse ved Lænseankere til Søbunden paa det omtvistede Areal viser, at der her kan være Tale om Udøvelse af Eiendomsret over Bunden. Jeg kan dog ikke være enig heri. Jeg

Side:56

tror, at en Anvendelse som den, hvorom der her er Tale, vanskelig kan tænkes at have praktisk betydning for den enkelte Grundeier som en Nyttiggjørelse af sin Eiendom. Der maa efter min Mening lægges væsentlig Vegt paa, at den Naadighedsudøvelse, som der her er Spørgsmaal om, tjener en almen Interesse, nemlig Flødningen.

Det har ogsaa under Sagen Været gjort gjældende, at det er med Hjemmel af Grundeierret og som Udøvelse af Grundeierret, at Lænsen er anbragt som skeet, kun at vedkommende Grundeiere har overskredet Grænsen. Men heri kan jeg ingenlunde være enig. Lænsen er selvfølgelig fæstet til Land og Tømmeret i Lænsen ligger ind til Land paa den nordre Side af Vandet, og forsaavidt er Lænseanlægget betinget af Raadighed over privat Eiendom, men herfra kan man ikke slutte, at det hele Lænseanlæg ogsaa, hvor det strækkes langt ud i Søen, er at opfatte som Udøvelse af Eiendomsraadighed til denne.

Jeg skal sluttelig nævne, at om end Hitterdalsvandet ikke i og for sig kan siges at være nogen stor Indsø, saa maa dog Vandet kunne regnes til de større i Forhold til det store Antal større og mindre Søer og Vand, som findes i vort Land. Det er oplyst, at, Længden er noget over 14 Km., og Bredden paa en længere Strækning omtrent 1 Km., saa at Vandets Fladeindhold bliver 14,6 Km.2.

Det foreliggende Spørgsmaal vides ikke tidligere at have været forelagt Høiesteret. Derimod findes der i 1ste Aargang af "Ugeblad for Lovkyndighed Side 354 en Overretsdom, hvorved nogle Gaardbrugere, der havde fældt et svømmende Elgsdyr i Hurdalsøen i en Afstand af 400-500 Alen fra Land, blev dømte for ulovlig Jagt, uagtet det skede udenfor deres Grund, idet Overretten udtaler, at den ikke kan anse et Vand af Beskaffenhed som Hurdalsøen for de omboende Gaardmænds Eiendom; Hurdalsøen er af nogenlunde samme. Størrelse og Form som Hitterdalsvandet.

Jeg kommer efter det Anførte til det Resultat, at Appellanten bør frifindes. Jeg antager, at Sagens Omkostninger bør ophæves for alle Retter.

Med Hensyn til Dokumentation og Procedure vil jeg gjøre den Bemærkning, at det forekommer mig, at Sagen fra Indstevntes Side er gjort vidtløftigere end nødvendigt, særlig gjennem Inddragning under Sagen af Spørgsmaalet om Hægslænsen og Udsigterne til dennes Udvidelse, idet jeg ikke kan finde det paavist, hvorledes de herunder omhandlede Forhold skulde kunne faa nogen Indflydelse paa den foreliggende Sags Afgjørelse.

Konklusion: Appellanterne, Ole O. Haave, Gunnuf M. Tinne, Ole O. søndre Tinnæs, Ole S. nordre Tinnæs og Halvor A. Jønsi, bør for de Indstevntes, Torgrim J. Strands og Kristen K. Oddens, Tiltale i denne Sag fri at være.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg vil kun yderligere fremhæve et Moment, der ved Siden af Hitterdalsvandets Størrelse og Dybdeforhold for mig fremstiller sig at være af betydning, det er Bundformationen. Efter den Undersøgelse, som Flødningsdirektør Bødtker har ladet anstille, har Direktøren som Resultat anført, at Dybden fra den af ham optrukne 15 Meters Linie hurtig tiltager til flere og tyve Meter og derefter gaar over til temmelig jevn Bund (uden nogen udpræget Djupaal)

Side:57

beliggende mellem nogle og tyve og nogle og tredive Meter under Overfladen. I en Indsø af Størrelse som Hitterdalsvandet forekommer det mig, at et saadant Bassin ikke naturligen er at betragte som Fortsættelse af nogen af Landsiderne. Hvad angaar Procedure og Dokumentation tiltræder jeg Førstvoterendes Bemærkninger.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Hambro: Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Roll enig med Førstvoterende.

Assessor Thoresen: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Jeg kommer til samme Resultat som Overrettens Majoritet. Jeg opfatter Vasdragslovens §3 derhen, at den ikke tilsigter at afgive nogen ny Regel for de der omhandlede Forhold, men kun at give Udtryk for, hvad der fra tidligere Tid har været gjældende Ret. Med Hensyn til ældre Ret finder jeg at burde henvise til "Brandts Tingsret," 2den Udgave, Side 417. Jeg finder, at efter ældre Ret maatte der særlige Forhold til, for at Eiendomsret til Grunden ikke skulde antages ogsaa at strække sig til det af Vand overflydte Areal udover fra Land. Som en saadan særegen Omstændighed kan nævnes, at det efter selve Indsøens Størrelse, f. Ex. naar der er Tale om en Indsø som Mjøsen, falder urimeligt at tænke sig Eiendomsretten til Stranden at medføre Eiendomsret over Søbunden, saa langt det skal være. Hvad derimod angaar det her under Sagen omhandlede Vasdrag, kan jeg ikke finde, at der er oplyst saadanne særskilte Forhold, at det er det mindste urimeligt i at antage, at Vasdraget i sin Helhed skulde ligge ind under Strandeiernes Retsomraade. Jeg er fuldt opmærksom paa det Moment, som er nævnt af Førstvoterende, at man med Hensyn til Fisket maa gaa ud fra, at dette et Stykke ud fra Land har været sædvansmæssig anseet for ikke at tilligge Grundeierne. Men jeg maa være enig med Indstevnte deri, at selv om man antager, at Fisket midtfjords er frit for alle og enhver, er dermed ikke godtgjort andet, end at Eiendomsretten gjennem nævnte Retssædvane har undergaaet en Indskrænkning, men ikke, at Eiendomsret ganske og aldeles er derigjennem bleven udelukket. Naar ikke Vasdraget er større end det er oplyst om Vasdraget qvæstionis, mener jeg, at man for at statuere, at Vasdragets Midtparti var unddraget den almindelige private Eiendomsret, maatte have ganske andre vegtige Momenter at støtte sig til end de, der er fremdragne af Appellanten. Som allerede bemærket af Overretten, er Hitterdalsvandet 14 Km. langt og har, hvor det er bredest, en Bredde af 1100 Meter. Den største Dybde er oplyst at udgjøre noget over 30 Meter, men paa det Strøg, som omhandles under Sagen, sees det af det fremlagte Kart, at Dybden, hvor det ene Lænseanker er anbragt, er 25,7 Meter; derfra aftager Dybden efterhaanden forholdsvis langsomt opover mod de Indstevntes Land. Den Erklæring, der er paaberaabt af Andenvoterende, kan jeg for min Del ikke tillægge nogen særlig Vegt, da den ikke specielt omhandler Dybdeforholdene paa det Sted, det her gjælder. Jeg er med Indstevnte enig i, at hvis Appellanten vil gjøre gjældende, at Dybdeforholdene ikke tilstrækkelig illustreres gjennem de Angivelser, der findes paa det optagne Situationskart, burde Appellanten ved Kartets Optagelse have sørget for at faa dette suppleret med fyldigere Dybdeangivelser. Jeg mener, at man i Mangel af andre Oplysninger om Forholdene paa selve Aastedet faar holde sig dels til det efter lovlig Tilstevning optagne Kart og dels til den af Underrettens Medlemmer, der har været paa Aastedet, givne Beskrivelse. Saaledes som

Side:58

Stedsforholdene da fremstiller sig, forekommer det mig med Overretten at være korrekt at sige, at Grunden undervands er naturlig at betragte som en Fortsættelse af Grunden overvands. Af Situationskartet og endel ved Høiesteret fremlagte Fotografier af Aastedet kan man se, at i den paagjældende Del af Vasdraget findes der Lænser fra begge de modstaaende Strande, paa Sydsiden Hægslænsen, paa Nordsiden Tunaalænsen. Begge disse Lænser er den væsentligste Del af Aaret eller ialfald i Sommertiden fyldt med Tømmer indover mod Stranden, saaledes at der bliver et forholdsvis smalt Rum af Vasdraget, der ikke er optaget af Lænserne. Om dette Mellemrum er der af et Par Vidner oplyst, at Rummet var saa smalt, at det paa sine Steder har været forbundet med Vanskelighed under ugunstige Vindforhold at slæbe Tømmerflaader igjennem. At det af Tømmer bedækkede Areal nærmest Stranden maa henregnes til vedkommende Grundeiers Omraade, anser jeg givet. Men det forekommer mig da ogsaa som det mest rimelige og mest stemmende med den ældre Forordning afødt xx.xx.1794 at antage, at eftersom det af Tømmer optagne Areal efter Tidens forøgede Behov udvides, bør dette ansees som en Udvidelse af Grundeierens Areal. Saavidt jeg ved har det hos os været den almindelige Opfatning, at Grundeieren er berettiget til at udnytte Strandbredden saa langt, som det kan være nødvendigt for Bryggeanlæg. Men jeg kan ikke indse rettere, end at efterhaanden som det kan blive nødvendigt at benytte Grunden til dybere og dybereliggende Lænseankere, bør ogsaa saadan Benyttelse af Grunden høre under Grundeierens Ressort. Jeg lægger Vegt paa, hvorledes Forholdene i heromhandlede Tilfælde historiskt har udviklet sig fra Land af og stadig videre og videre ud. Saalænge de efterhaanden foretagne Lænseudvidelser holder sig til den ene Side af Farvandet, vil det blive Grundeieren paa denne Side, hvis Felt efterhaanden udvides, men naar man fortsætter længere og længere fra den ene Strand, vil det fra et vist Punkt af blive Grundeieren paa den anden Side af Farvandet, der maa blive den berettigede. Som det af de underordnede Retters Domme vil sees, har disse gaaet ud fra, at der er qva Grundeiere paa Vasdragets nordre Side, de Indstevnte har opført Lænsen og foretaget Udvidelse af den. Appellanten har bestridt, at denne Fremstilling er rigtig, idet de gjør opmærksom paa, at det ikke er alle Indstevnte, der er Grundeiere og mener, at Appellanterne rettelig er at betragte som Kontraktører for Fællesflødningen. Uden at gaa i Detalj vil jeg bemærke, at jeg maa gaa ud fra, at selv om det forholder sig saa, at Opførelsen og Vedligeholdelsen af Lænsen delvis har været besørget gjennem andre end Grundeierne, saa er dog det hele Arrangement truffet med Grundeiernes Billigelse, og jeg maa antage, at Grundeierne har pleiet i Afgifts- eller Er statningsform at være interesserede i Foretagendet. Dette gjælder saavel Interessenterne i Tinaalænsen som Interessenterne i Hægslænsen. Jeg maa med de Indstevnte være enig i, som ovenfor antydet, at det efter Forordningen 17 Oktober 1794 falder som den naturlige Forudsætning, at det er Grundeierne, der er nærmest til mod Afgift at besørge Lænseanlæggene. Naar da saaledes i Tidens Løb saavel den ene som den anden Side af Vasdraget har været optaget af Foranstaltninger, hvori de respektive Grundeiere ialfald delvis har været interesseret, forekommer dette mig at være af de Omstændigheder, der ved Siden af andre Momenter bør drage i Retning af at anse det omstridte Omraade for at være privat Grundeiendomsret.

Side:59

undergivet. I Modsætning til de tidligere Voterende finder jeg, at det, saaledes som Forholdene er oplyst at være i denne Del af Vasdraget, vil stille sig næfsen som en Kunstighed at tænke sig Grundeierne udelukket fra at have noget at sige over Arealet.

Appellanterne har ved Høiesteret ogsaa reist en anden Indsigelse, idet de, uanseet hvad der antages angaaende Spørgsmaalet, om hvorvidt Vandets Midtparti maa ansees at være privat Eiendomsret undergivet, har gjort gjældende, at ialfald ikke de Indstevnte har godtgjort at være rette Vedkommende til at optræde med Søgsmaal.

Jeg er med Appellanterne enig deri, hvad der saavidt jeg forstod ogsaa blev udtalt af Førstvoterende, at Udtrykket "skjønnes" i Vasdragslovens §3 maa forstaaes som: "bestemmes ved Skjøn." Men jeg lægger Vegt paa §2, som udtaler, at det er i Tilfælde af Tvist det er nødvendigt at optage Skjøn. I nærværende Sag foreligger der intet andet Skjøn end det, som i Underretsdommens Præmisser indeholdes i Udtalelse af den samlede Ret. Jeg kan med Appellanterne være enig i, at dette ikke strengt fyldestgjør Lovens §3; men jeg mener, at det maa tages i Betragtning, at det, saavidt jeg har opfattet Proceduren, først er her ved Høiesteret, at Appellanterne gjør den Indsigelse gjældende, at særskilt Skjøn skulde været optaget. Naar Appellanterne ikke allerede ved Overretten har præciseret - hvad jeg efter det dokumenterede ikke kan se er skeet - at de har nogen formel Indvending at gjøre med Hensyn til Maaden, hvorpaa der er skjønnet i Sagen, saa er det, forekommer det mig, for sent at gjøre en saadan Indsigelse gjældende i Høiesteret. I den paagjældende Udtalelse i Underretsdommen foreligger der fra en Ret, der har været paa Aastedet, en udtrykkelig Erklæring om, at det Sted, hvor Lænsen nu ligger, nærmest skjønnes at være en Fortsættelse af Citanternes Landside. Denne Udtalelse støtter, som allerede anført, den Anskuelse, at Strækningen er at anse for at ligge ind under den private Grundeiendomsret. - Men videre mener jeg efter Maaden, hvorpaa der ved Overretten er procederet, at 'Appellanterne' efter denne Udtalelse fra Meddomsmænd og Administrator er afskaaret fra nu at paastaa, at den omhandlede Strækning skulde nærmere ligge hen mod nogen anden Grundeiers Land end de Indstevntes. Til for Høiesteret ex officio at tage Hensyn til Paastanden, er der ingen Grund. Thi ligeoverfor Appellanterne, der har været stevnte under Sagen og havt Anledning til at varetage sit Tarv, er en Stadfæstelse af Overrettens Dom uden processuel Betænkelighed, og jeg indser heller ikke, at nogen Trediemands Ret vil blive berørt af en Dom, lydende som Overrettens.

Hvad det under Sagen reifte Erstatningsspørgsmaal angaar, kan jeg henvise til Overrettens Dom. Jeg antager, at den Udtalelse, der foreligger fra Meddomsmændene om, at Lænseudvidelsen har været til stor Fordel for Appellanterne, i og for sig er tilstrækkelig til at begrunde Erstatning efter Skjøn. Kun skal jeg bemerke, at jeg vilde være stærkt tilbøielig til, at begrænse Erstatningen, kfr. N.L. 5-5-6, til kun at gjælde Tidsrummet efter Forligsindkaldelsen.

Da jeg imidlertid i min Opfatning af Sagen er i Minoritet, skal jeg ikke opholde mig ved dette Punkt, ligesom jeg finder det ufornødent at forme nogen Konklusion. Med Hensyn til processualia er jeg enig med Førstvoterende.

Assessor V. Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Roll.

Side:60

Justitiarius Løchen: Jeg er i dett Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Først- voterendes Konklusion.

Overrettens Dom er saalydende:

Ved Dom afsagt den 17 November 1898 af Sorenskriveren i Nedre Telemarkens Sorenskriveri med Meddomsmænd, blev saaledes kjendt for Ret: "De Indstevnte Ole O. Haave, Gunnuf M. Tinne, Ole O. søndre Tinnæs og Ole S. nordre Tinnæs tilpligtes under en løbende Mulkt til Hitterdals Herredskasse, stor 10 Kroner, for hver Dag Dommen siddes overhørig, inden 1 Mai 1899 at bort- tage og sløise den Del af den saakaldte Tinaalænse, der for 10-12 Aar siden blev anbragt paa Citanternes Vandomraade, nemlig den Lænsestrækning med Lænsearme og Fæstigheder eller den Del af Lænseanlægget, der ligger søndenfor den paa det fremlagte Kart opsatte Linie mellem Granen i Gutukjærjordet og Gjestrudbækken. De Indstevnte bør videre til Citanterne betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa deres (de Indstevntes) Bekostning for den af dem udøvede ulovlige Brug og Benyttelse af Citanternes Eiendom, med Renter, 4 pCt. af Erstatningsbeløbet fra Paaklagen den 28 December 1894 til Betaling sker. Processens Omkostninger ophæves."

Eierne af Tinaalænsen, Ole O. Haaves Bo, Gunnuf M. Tinne, Ole O. søndre Tinnæs og Ole S. nordre Tinnæs, havde ved Stevning afødt xx.xx.1899, og Torgrim J. Strand samt Kristen K. Odden (Citanterne for Underretten), have ved Kontrastevning afødt xx.xx.1899 indanket nævnte Dom for Overretten, hvor Hovedappelanterne have nedlagt Paastand om Underkjendelse af Underrettens Dom og om dens Forandring derhen, at de frifindes for Kontraappellanternes Tiltale, og at de tilkjendes Sagens Omkostninger for begge Retter, medens Kontraappellanterne have principalt nedlagt samme Paastand som for Underretten og subsidiært paastaaet Underrettens Dom stadfæstet samt for begge Tilfælde paastaaet sig tilkjendt Processens Omkostninger for begge Retter. Kontraappellanternes endelige Paastand for Underretten gik ud paa, at Hovedappellanterne (blandt hvilke den Gang var Ole O. Haave istedetfor nu hans Bo) tilpligtes a) under en tilstrækkelig stor løbende Mulkt at borttage og sløise den Del af den saakaldte Tinaalænse, som bestaar i den for 10-12 Aar siden paa Kontraappellanternes Vandomraade anbragte Lænsestrækning med Lænserne og Fæstigheder eller den Del af Lænseanlægget, der ligger søndenfor den paa Kartet opsatte Linie mellem Granen i Gutukjærjordet og Gjesterudbækken, b) til Kontraappellanterne at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Hovedappellanternes Bekostning for den af dem udøvede ulovlige Brug og Benyttelse af Kontraappellanternes Eiendom, med Renter og Erstatningsbeløbet fra Paaklagen og c) at betale dem Sagens Omkostninger.

Den Hovedappellanterne tilhørende Tinaalænse strækker sig udover Hitterdalsvandet fra dets nordlige Side i Retning mod Kontraappellanternes paa Vandets sydlige Side beliggende Landeiendomme. Lænsen blev for nogle Aar siden udvidet mod Syd, og denne Udvidelse er angivet paa det under Sagen fremlagte Situationskart og ligger søndenfor den paa samme Kart optrukne Linie mellem Granen i Gutukjærjordet og Gjesterudbækken. I sit Indlæg for Underretten afødt xx.xx.1895 anførte Kontraappellanterne, at denne Udvidelse blev foretaget af Hovedappellanterne for 10 eller 11 Aar siden og i sit Indlæg afødt xx.xx.1896 anførte Hovedappellanterne, at Udvidelsen fandt Sted for 12 Aar siden. Det maa derfor antages at være in confesso, at den skede Sommeren 1884. Kontraappellanterne have paastaaet, at de ere forurettede ved denne Udvidelse af Lænsen, idet den er foregaaet over den dem tilhørende Strækning af Hitterdalsvandet,

Side:61

hvorimod Hovedappellanterne have paastaaet, at den Del af dette Vand, hvor Lænsens Udvidelse ligger, ikke tilhører nogen, fordi ingen af de ved Hitterdalsvandet beliggende (Eiendomme strækker sig saa langt ud paa Vandet som til det nævnte Sted, hvoraf følger, at Kontraappellanterne ikke kunne formene dem saadan Benyttelse af Vandet, som her er nævnt.

Hitterdalsvandet har en Længde af omtrent 14 Km., og der, hvor det er bredest, en Bredde af omtrent 1.100 Meter, hvilket er der, hvor den omhandlede Lænse ligger (se Underretsakten Side 101 og. Situationskartet). Dette viser, at Vandet har sin største Dybde - 31,3 Meter - i Nærheden af den nordlige Strand, at Dybden aftager mod Syd, saa at den ved den forannævnte Linie kun er noget over 26 Meter, at Dybden herefter stadig aftager mod Kontraappellanternes Land, saa at den ca. 50 Meter fra dets Strand er 19 Meter, og at den Del af Vandet, hvor den omhandlede Udvidelse af Lænsen er foregaaet, ligger nærmere Hovedappellanternes Land, end den modsatte Strandbred.

Ifølge Lov af l Juli 1887 om Vasdragenes Benyttelse m.v. §1, er Grundeieren som saadan, hvor ikke særlige Retsforhold medfører Afvigelser, tillige eiendomsberettiget til det Vand, som findes paa Grunden, være sig Indsø, Elv eller Bæk, med den Begrænsning, som følger af Lov eller Sædvane. Mellem Eiendomme, der adskilles ved Elv eller Bæk,- bliver ifølge Lovens §2 Grænsen, hvor denne ikke forud er fastsat, at drage efter Vasdragets Djupaal og Lovens §3 bestemmer, at i Indsøer tilhører Grunden, saalangt den efter de særlige Forhold kan ansees Eiendomsret undergiven, paa samme Maade (det vil sige: regnet fra Djupaalen) den Landside, hvoraf den nærmest skjønnes at være en Fortsættelse. Hvad her er bestemt maa antages ogsaa tidligere at have været gjældende Ret. Spørgsmaalet bliver da her, om den omtalte Del af Hitterdalsvandet efter de særlige Forhold kan antages at være Eiendomsret undergivet. Hovedappellanterne, der som anført have benegtet dette, have i saa Henseende alene støtter sig til Dybdeforholdene, idet de have paastaaet, at paa Grund af disse kan Grunden under Vandet ikke betragtes som en Fortsættelse af de ved Siden af Vandet beliggende Eiendomme, og at Kontraappellanternes Eiendommes Grænse ophører ved Moldbakken; men det er benegtet af Kontraappellanterne, at der findes nogen Moldbakke, og Hovedappellanterne have ikke efterkommet Kontraappetlanternes Opfordring til dem om at angive, hvor denne skulde findes. Det maa derfor antages, at Grunden under Vandet skraaner fra Kontraappellanternes Land jevnt ned mod det Sted, hvor Lænsens Udvidelse har fundet Sted. Vandets derværende Dybde kan ikke findes at være saa stor, at den udelukker Eiendomsretten til Grunden, saameget mindre, som Tilværelsen af den ældre Del af Tinaalænsen, hvilken skriver sig fra gammel Tid, med dens Lænseankere og Lænsekar viser, at Vandet selv der, hvor dets Dybde er større, end det omtvistede Sted, er bleven behandlet som privat Eiendom.

Kontraappellanterne maa saaledes formentlig ansees som Eiere af den Del af Hitterdalsvandet, som det her gjælder, hvoraf følger, at de ere berettigede til at modsætte sig den af Hovedappellanterne foretagne Udvidelse af Lænsen og Anbringelse af Lænseankere sammesteds.

Naar det af Hovedappellanterne er paastaaet, at deres Ret til at udvide Lænsen saaledes som skeet, blev erkjendt af den ene af Kontraappellanterne, Kristen Odden, derved at han deltog i Arbeidet med at udvide Lænsen, kan de heri ikke gives Medhold.

Efter det Anførte maa det bifaldes, at Hovedappellanterne ved den paaankede Dom ere tilpligtede at sløife den Del af den omhandlede Lænse med dertil hørende Lænseankere, hvorom Talen er, samt at udrede Erstatning til Kontraappellanterne for den af dem udøvede Brug og Benyttelse af disses Eiendom fra den Tid, Lænsens Udvidelse fandt Sted, i hvilken Henseende det ikke kan komme

Side:62

i Betragtning, at det ikke er bevist af Kontraappellanterne, at de have lidt nogen Skade ved Lænsernes Udvidelse (se Rt-1897-481). Denne Erstatning gjælder for Tidsrummet fra Sommeren 1884, indtil den omhandlede Del af Lænsen bliver fjernet.

Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne blive ophævede.

Da Kontraappellanternes Navne ikke er nævnte i Underrettens Dom, ansees det rettest at give ny Konklusion.

Konstitueret Assessor Nergaard tilførte, at han voterede for Hovedappellanternes Frifindelse under Ophævelse af Omkostningerne for begge Retter. Han kunde nemlig efter sin Forstaaelse af Vasdragslovens §3 ikke antage, at der kunde etableres nogen Eiendomsret paa den omprocederede Strækning til Grunden og Vandet. Der handledes her om en Paastand paa Eiendomsret i en Afstand af ca. 400 Meter fra Land og paa et Dyb af indtil 26 Meter og han antog ikke, at der paa et saadant Sted kunde udøves nogen Eiendomsraadighed. Hvor langt end Kontraappellanternes Eiendomsåret skulde antages at gaa, var det efter Omstændighederne ikke fornødent at udtale sig om, ligesom den Voterende antog at maatte fastholde sit Resultat, uanseet, at den omprocederede Strækning saaledes ikke kunde antages at være i nogens, altsaa heller ikke i Hovedappellanternes Eie. Den Omstændighed, at Vandet og Grunden paa Vandets anden Side i lang Tid havde været betragtet eller raadet over som privat Eiendom, fandt denne Voterende ikke at kunne tillægge afgjørende Vegt.