Rt-1906-160

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1905-09-12
Publisert:	Rt-1906-160
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 1 B/2 f.A.
Parter:	Eilert E. Bore (Adv. H. Nørregaard) mod Stavanger Kommune (Adv. Robert Jacobsen).
Forfatter:	Vogt, Roll, V. Scheel, Hambro, Birkeland, Thinn, Reimers
Lovhenvisninger:

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Efterat Appell. i nærværende Sag Eilert E. Bore under 28 November 1901 havde erhvervet offenligt Skjøn for, at den tilbageværende Del af hans Eiendom Matr.-No. 14 til Gade No. 2 (Uelandsgaden) i Stavanger fandtes at være væsentlig forringet i Værdi for den Bedrift, Bore driver paa Eiendommen, efter at den Del af samme, der skal udlægges til Gade, var borttaget anlagde han Sag mod Stavanger Kommune, hvilken Sag under 15 Juli 1902 blev paakjendt af Byfogden i Stavanger med det Udfald, at Kommunen blev tilpligtet under Dagmulkt at indløse den til Gade regulerede Del af Eiendommen efter paa Kommunens Bekostning optaget Skjøn. I Henhold til denne Dom, der er upaaanket, blev under 29 September 1902 efter Tilstevning af Kommunen afholdt Expropriationsforretning, under hvilken Kommunens Sagfører begjærede afgivet Skjøn over Værdien af den Grund, der skulde exproprieres, saaledes at Værdien ansattes pr m.2 ; han begjærde derhos Skjøn over, hvorvidt Eiendommens tilbageværende Del havde nogen Nytte af Reguleringen, og i Tilfælde over Værdien af denne Nytte. Appell. lod afgive Møde ved Sagfører, der bemærkede, at under Forretningen formentlig ogsaa maatte afgives Skjøn over den Værdiforringelse, Eiendommen havde lidt, samt for den Ulempe, Reguleringen havde medført. Mod saadant Skjøn protesteredes fra Kommunens Side, hvorefter Skjønsforretningens Bestyrer afsagde saadan Eragtning: «Skjønsmændene har kun overenstemmende med den Dom, nærværende Forretning er baseret paa, at afgive Skjøn over Værdien af den Tomt, der skal exproprieres, og derunder at tage Hensyn til saavel Fordelene for vedkommende Eiendom som Skaden for samme ved Expropriationen».

Under det derefter afgivne Skjøn blev den til Gade regulerede ubebyggede Del af Eiendommen ansat til Kr. 6,00 pr m.2, hvorhos Skjønsmændene ansatte en Erstatning for Flytning af Gjærde til 40 Kr., medens forøvrigt ingen Ulempeerstatning blev tilkjendt Appell. Forretningens Bestyrer afsagde derefter Fravigelseskjendelse, og skal jeg i denne Forbindelse bemærke, at efter hvad Indst.s Advokat har anført for Høiesteret, er det omhandlede Areal allerede udlagt til Gade.

Da Appell. fandt sig misfornøiet med, at Skjønnet, som han antog, i Henhold til den afsagte Eragtning blot havde taget Hensyn til Værdien af det udlagte ubebyggede Areal, medens han fremdeles ansaa sig berettiget tilat kræve Erstatning for den ved Reguleringen forvoldte Værdiforringelse paa hans Eiendom i det Hele saavelsom for Ulempe og andet Tab, anlagde han nyt Søgsmaal mod Stavanger Kommune, i hvilket Søgsmaal der af Stavanger Byfoged under 12 Juni 1903 afsagdes Dom, hvorved Kommunen frifandtes for

Side:161

Appell.s Tiltale. En under Sagen af Kommunen nedlagt Afvisningspaastand toges ikke tilfølge, idet Retten fandt, at Sagsøgerens Paastand gik ud paa noget andet og mere, end hvad der under den tidligere Sag og Expropriationsforretningen havde været under Afgjørelse.

Dommen, der var bygget paa den Betragtning, at Kommunen ved den afholdte Expropriationsforretning havde opfyldt, hvad der paalaa samme efter §11, 2 Passus, i den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1896, blev af Appell. paaanket til Bergens Overret ved hvis under 27 Juni 1904 under Dissens afsagte Dom Underrettens Dom blev stadfæstet.

Denne Overrettens Dom er ikke paaanket, hvorimod Appell. i Medhold af Opreisningsbevilling af 10 Mai d. A. har ved Stevning af 23 f. M. paaanket til Høiesteret Expropriationsforretningen afødt xx.xx.1902, i hvilken Stevning specielt er nævnt den oven citerede Eragtning foruden Skjønnet og den derpaa følgende Fravigelseskjendelse.

Appell. har for Høiesteret nedlagt saadan Paastand:

«1. At den af Byfogden i Stavanger under Expropriationsforretning over Appellantens, Eilert E. Bores, Eiendom ved Bjergstedveien i Stavanger den 29 Septbr. 1902 afsagte Eragtning underkjendes, - at det i Henhold til nævnte Eragtning afgivne Expropriationsskjøn kjendes uefterretteligt, og at den paa Grundlag af dette Skjøn afsagte Fravigelseskjendelse underkjendes og ophæves;

2. at Stavanger Kommune under en Dagmulkt tilpligtes at tilstevne ny Expropriationsforretning til Efterkommelse af Stavanger Byfogeds Dom afødt xx.xx.1902, og at der ved det herunder afgivendes Skjøn bliver at ansætte fuld Skadeserstatning til Appellanten for ethvert Tab, han maatte antages at være paaført ved den omhandlede Regulering, saavel med Hensyn til sin Eiendom som med Hensyn til sin paa denne drevne Bedrift;

3. at Stavanger Kommune tilpligtes at erstatte Appellanten Sagens Omkostninger i Høiesteret».

Indstevnte, Stavanger Kommune, har paastaaet saavel det paaankede Skjøn som Fravigelseskjendelsen stadfæstet og derhos, at Appell. tilpligtes at betale Indst. Sagsomkostninger for Høiesteret.

Indst. har foreløbig gjort gjældende, at Appell. skulde være afskaaret fra at paaanke Expropriationsforretningen, dels derved, at han skulde have akkviesceret ved det under samme afgivne Skjøn, dels derigjennem, at han ikke har paaanket Overretsdommen af 27 Juni f. A.

Hvad den sidste Omstændighed angaar, kan jeg ikke være enig i, at Overrettens Dom skulde hindre Appell. fra at optage til Prøvelse Gyldigheden af Expropriationsforretningen. Overrettens Dom er bygget paa den Betragtning, at faa længe Expropriationsskjønnet er urokket, kan der ikke for Appell. være Adgang til udenfor eller ved Siden af samme at erholde særkilt Erstatning eller paastaa særskilt Skjøn afholdt for, hvad han mener at have Krav paa udenfor det ham ved Expropriationsforretningen tilkjendte. Selve dette Kravs Berettigelse har derimod Overretten ikke anderledes indladt sig paa at afgjøre, end at det under Voteringen er af to af Rettens Medlemmer udtalt, at Kravet nærmest maa ansees som beføiet. Det er saaledes saalangtfra, at det, Appell. søger at opnaa ved den foreliggende Appell, staar i Strid med Overrettens Afgjørelse, at man heller

Side:162

kan sige, at den af ham nu valgte Vei er ham anvist i Overrettens Dom.

Med Hensyn til den paastaaede Akkviescents fra Appell.s Side ved det afsagte Skjøn maa det efter det under Proceduren ved Høiesteret anførte antages at forholde sig saa, at Appell. i December Maaned 1902 har modtaget den ham ved det afholdte Skjøn tilstaaede Erstatning. De nærmere Omstændigheder ved Beløbets Udbetaling er ikke oplyst; men naar bl.a. hensees til, at Appell. paa omhandlede Tid allerede havde, nemlig ved Forligsklage afødt xx.xx.1902, institueret det Søgsmaal, hvorigjennem han vilde søge sig banet Adgang til at erholde yderligere Erstatning, kan det ikke antages, at han ved Modtagelsen af det omhandlede Erstatningsbeløb har saaledes erklæret sig tilfreds med det afholdte Skjøn, at han derigjennem skulde kunne ansees at have vedtaget samme i den Forstand, at han skulde have fraskrevet sig Adgang til at paaanke Expropriationsforretningen og Skjønnet, hvis saadan Fremgangsmaade fandtes at være den rette til for ham at opnaa den yderligere Erstatning, han mente at have Krav paa.

Naar jeg saaledes mener, at Appell. er processuelt berettiget til at se prøvet Gyldigheden af de Retshandlinger, der er Gjenstand for hans Paaanke, finder jeg tillige, at Appell.s Anke maa i det Væsentlige ansees reelt beføiet.

Det kan ikke være tvilsomt, at ved Expropriation af en Del af en Eiendom skal der ved Erstatningens Bestemmelse tages Hensyn til de Ulemper for den tilbageværende Del af Eiendommen, der staar i Forbindelse med eller foranlediges ved Exproproationen. Og det kan heller ikke være tvivlsomt, at denne Retsregel maa gjælde ligesaavel hvor Kommunen i Medhold af ovennævnte Bestemmelse i Bygningsloven er pligtig til paa Grund af Eierens Forlangende at indløse Grund, der er bestemt til offentlig Plads eller Gade, som hvor Expropriationen iværksættes overensstemmende med 1 Passus i samme § i Bygningsloven. Naar nu Hensyn tages til, at i nærværende Tilfælde Kommunen har protesteret mod, at der afgives saadant Ulempeskjøn, som af Appell. begjært, og at den paaankede Eragtning, der er fremkaldt ved den saaledes fremsatte Protest, gaar ud paa, at Skjønsmændene har kun at afgive Skjøn over Værdien af den Tomt, der skal exproprieres, samt at den derefter stedfundne Erstatningsansættelse (bortseet fra Erstatningen for Gjærdets Flytning) kun omfatter en vis Sum pr. m.2, skal afstaaes, og naar endelig tages Hensyn til de af vedkommende Skjønsmænd ved et under 9 til 30 September 1903 optaget Tingsvidne afgivne Forklaringer til de forelagte Spørgsmaal om, hvad de har taget i Betragtning under det afgivne Skjøn, finder jeg det tilstrækkeligt godtgjort, at Appell. ved dette Skjøn ikke har nydt den Ret eller med andre Ord ikke er bleven tilkjendt Erstatning i den Udstrækning, som Loven hjemler ham Krav paa. Jeg finder nemlig, at ligeoverfor de omhandlede Omstændigheder kan det ikke tillægges nogen særlig Vegt, at det i den afsagte Eragtning, hvilken Skjønsmændene delvis forklarer at have taget Hensyn til, er bestemt, at Hensyn skal tages til saavel Fordelene for vedkommende Eiendom som Skaden for samme ved Expropriationen. Skjønsmændene har nemlig forklaret sig derhen, at deres Værdiansættelse udelukkende gjaldt det Grundareal, der skulde exproprieres, og at de intet Hensyn tog til den Værdiforringelse eller anden Ulempe, som ved Expropriationen maatte være tilføiet Appell.s tilbageværende

Side:163

Eiendom. Dette er Hovedsummen af Vidnernes Forklaringer, uden at jeg anser det fornødent at gjengive dem mere i Detalj. Specielt fremgaar det af Forklaringerne, at særlig Skade for Appell.s Forretning er sat ud af Betragtning, medens det maa antages, at ved Spørgsmaalet om Værdiforreingelse for den tilbageværende Eiendom i et Tilfælde som det foreliggende har Eieren Krav paa, at der tages Hensyn til den Bedrift, for hvis Skyld ham maatte have indkjøbt Eiendommen, eller til hvis Udøvelse han maatte have indrettet samme.

Naar jeg saaledes antager, at det under Expropriationsforretningen afsagte Skjøn ikke helt fyldestgjør, hvad Appell. med Rette kan fordre undergivet Skjønsmændenes Vurdering, og at det samme maa gjælde den under Forretningen afsagte Eragtning, der omend uklar i sin Form ikke kan fortolkes som givende Anvisning paa, at Appell. har særskilt Krav paa Ulempeerstatning, saa bliver Følgen af denne Opfatning, at jeg maa votere for Omgjørelse af de paaankede Retshandlinger og for at Kommunen tilpligtes at foranstalte ny Expropriationsforretning, hvorunder Skjøn bliver at afgive overensstemmende med, hvad jeg forhen har udtalt om Udstrækningen af Kommunens Erstatningspligt. Da den af Kommunen under Forretningen afødt xx.xx.1902 reiste Protest, hvilken jeg, som det vil fremgaa af mit anførte, finder ganske ubeføiet, maa ansees at have forvoldt Nødvendigheden af nærværende Høiesteretssag, antager jeg, at Kommunen bør tilpligtes at betale Appell. Sagsomkostninger for Høiesteret.

Uden at jeg anser det fornødent i Dommen udtrykkelig at nævne noget om Fravigelseskjendelsen, bliver min

Konklusion:

1. Den paaankede Eragtning afødt xx.xx.1902 underkjendes, hvorhos det i Henhold til samme afgivne Skjøn kjendes uefterretteligt.

2. Indstevnte, Stavanger Kommune, bør under en daglig Mulkt af 5 - fem - Kroner til Hetlands Herredskasse inden 4 Uger efter Høiesterets Doms Afsigelse tilstevne ny Expropriationsforretning til Efterkommelse af Stavanger Byfogeds Dom afødt xx.xx.1902.

Ved det Skjøn, som herunder afgives, bliver Erstatning at ansætte saavel for Værdien af den til Gade udlagte Grund som for den Ulempe, Reguleringen findes at have medført for den gjenværende Del af Appellanten, Eilert E. Bores, Eiendom, derunder Hensyn taget til hans Bedrift.

3. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Indstevnte til Appellanten 350 - tre Hundrede og femti - Kroner.

Assessor Roll: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor V. Scheel, Konst. Assessor, Byretsassessor Hambro, Assessor Birkeland, extraordinær Assessor, Lagmand Thinn og Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Stavanger Byfogeds Dom er saalydende:

Ved Regulering af Bjergstedveien i Stavanger mellem Rosenberggade og Uelandsgade approberet den 20 December 1900 afgaar der af Eilert E. Bores Tomt til Bjergstedveien 325 □ Alen. Paa Bores Tomt var der i 1897, altsaa

Side:164

før Reguleringen, opført Hattefabrik og tilbyggede han en Tilbygning til denne Fabrik uden at anmelde dette for Bygningskommissionen, som derefter under 25 September 1900 negtede Tilladelse til sidstnævnte Bygningsarbeide, hvorefter Bore under 12 Oktober s. A. blev paalagt af Politimesteren at nedrive Tilbygningen og blev forelagt Mulkt for Overtrædelse af Bygningsloven. Bore, der fandt, at hans Tomt ved omhandlede Regulering af Bjergstedveien ved den derved forvoldte Indskrænkning i Byggefriheden var bleven væsentlig forringet i Værdi, har nu under denne Sag saggivet Stavanger Kommune og har under Sagen ladet optage Skjøn, hvorunder Skjønsmænde paa det til dem rettede Spørgsmaal, om den ved den approberede Regulering besluttede Udlæggelse af en Del af Citantens Grund vil forvolde, at den Grund, Citanten holder tilbage, i sin Helhed bliver uskikket til Bebyggelse eller om hans Eiendom paa Grund af den Indskrænkning i Byggefriheden, som Reguleringen medfører, væsentlig forringet i Værdi, afgav saadant Skjøn:

Den tilbageværende Del af Eilert E. Bores heromhandlede Eiendom, der bliver tilbage efter at den Del af samme, der skal udlægges til Gade, er borttaget, findes at være væsentlig forringet for den Bedrift, Bore driver paa Eiendommen. Derefter nedlagde Citanten under Sagen saadan Paastand: At Indstevnte tilpligtes under en løbende Mulkt at indløse efter lovlig Taxt det under Sagen omhandlede E. Bore tilhørende Grundstykke og af Taxtsummen svarer 4 % Rente fra 30 Oktober 1901 til Betaling sker og Sagens Omkostninger, deriblandt Omkostningerne ved Skjønnet.

Indstevnte, Stavanger Kommune har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Retten skal bemerke, at den maa gaa ud fra, at Erstatning for Afstaaelse af nye Gader strax kan forlanges i ethvert Tilfælde, hvor den hele Grund, der ved Reguleringen tilhører en Eier, ved denne bliver paalagt en Indskrænkning i Byggefriheden, som i væsentlig Grad har formindsket dens Værdi, og at der saaledes i heromhandlede Tilfælde strax kan forlanges Erstatning for den ubebyggede Grund, der af Citantens Eiendom er besluttet udlagt til Gade. Skønsmændenes Skjøn gaar ogsaa ud paa, at Citantens Eiendom er bleven betydelig forringet i Værdi ved Indskrænkningen i hans Byggefrihed. Dette har imidlertid Skjønsmændene omsat i de Udtryk, at Indskrænkningen i betydelig Grad generer hans allerede før Reguleringen etablerede Bedrift og Retten formener, at dette er et klart Udtryk for, at Citanten er bleven indskrænket i sin Byggefrihed, da det under Sagen er oplyst ikke alene, at Citanten havde fundet det nødvendig at bygge ikke alene paa den Del af Tomten, der blev tilbage efter Reguleringen, men ogsaa paa en Del af den Tomt, der skulde afstaaes, men at han ogsaa allerede før Reguleringen - vistnok uberettiget - havde opført en Tilbygning til sin Fabrik, paa Tomten, hvilken denne Omstændighed, at Citanten allerede før Reguleringen havde fundet det nødvendig at bygge en Tilbygning til sin Fabrik, er jo et godt Fingerpeg om, at dette var nødvendig for ham, og om denne Tilbygning skulde benyttes til Beboelse eller til selve Fabriken, antages at maatte være en ligegyldig Sag, da det ene ligesaavel som det andet maa antages at have Hensyn til hans Bedrift. Retten kan jo ogsaa sige sig selv, at naar der til at udvide Citantens Fabrik og med hvad der med samme staar i Forbindelse kun levnes Citanten 70 m.2 efter at Reguleringen har frataget ham en stor Del af hans Tomt, er dette og maa dette være en væsentlig Forringelse af Citantens Byggefrihed og det saa meget mere som der paa hans Tomt allerede er etableret en Fabrikvirksomhed, som har været drevet i længere Tid, før Regulering blev paatænkt. Dette er et af de «Forhold», der maa tages i Betragtning ved Tilfælde som heromhandlet.

Side:165

Indstevntes Anførte om det regningssvarende ved Bebyggelsen eller ikke har ingen Anvendelse i denne Sag. Retten kommer saaledes til det Resultat, at Citanten maa være berettiget til at forlange, at Stavanger Kommune strax skal indløse den Del af Citantens ubebyggede Grund mod Bjergstedveien mellem Rosenberggade og Uelandsgade, der efter den approberede Regulering skal udlægges til Gade. Indløsningen maa foregaa efter af Kommunen foranstaltet lovlig Taxt, der inden en passende Tid, der kan ansættes til 1 Maaned fra denne Doms lovlige Forkyndelse, bliver at afholde. Forpligtelsen for Kommunen maa i Tilfælde fremtvinges ved Mulkt, der ansættes til Kr. 5,00 daglig for hver Dag Dommen oversiddes og bestemmes Mulkten i Tilfælde at tilfælde Hetlands Herredskasse.

Af Skjønsbeløbet pligter Stavanger Kommune at svare Renter fra Forligsindkaldelsen den 30 Oktober f. A. Sagens Omkostninger findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Thi kjendes for Ret:

Stavanger Kommune tilpligtes under en Mulkt af Kr. 5,00 til Hetlands Herredskasse at indløse den Del af Eilert E. Bores Tomt i Bjergstedveien mellem Rosenberggade og Uelandsgade, der er reguleret til Gade, efter Skjøn optaget af Kommunen paa dens Bekostning, af uvillige Mænd.

Af Skjønsbeløbet svarer Stavanger Kommune 4 % Rente fra 30 Oktober 1901 til Betaling sker.

Sagens Omkostninger ophæves.

Dommen at efterkommes inden 1 Maaned fra dens lovlige Forkyndelse under Exekutionstvang.