Rt-1906-172

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1905-11-15
Publisert:	Rt-1906-172
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr 67/2 s.A.
Parter:	Peder Pedersen Holdebakken m.fl. (Adv. Karl Johan Wiese) mod Grosserer Einar Westne Egeberg (Adv. Carl Lund ved Adv. Per Rygh).
Forfatter:	Scheel, Blom, Vogt Skattebøl, Birkeland, Thinn, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:

Extraordinar Assesor, Byretsassessor Dr Scheel:

Ved Dom, afsagt af Sørenskriveren i Hallingdal den 21 Juni 1901 blev i nærværende Sag saaledes kjendt for Ret:

Peder Pedersen Holdebakken som Eier af Haugen G. No. 72 Br. No. 6 og Ingvald Knudsen Møllerplads som Eier af Møllerplats Gr. No. 72 Br. No. 3 kjendes uberettigede til Fiske af enhvar Sort i den Gaarden Holde Gr. No. 72 Br. No. 1 under- og tilliggende Sætermark, specielt i Holdeskaret, med bør forøvrigt, saaledes ogsaa Ingvald Knudsen som Eier af Sprike G. No. 72 Br. No. 7, for Grosserer Westne Egebergs tiltale fri at være. Ligesaa frifindes Nils Halvorsen Fekene som Eier af Fekene G. No. 72 Br. No. 2 for den sammes Tiltale i denne Sag.

Processens Omkostninger ophæves.

Efterat denne Dom af Westne Egeberg var paaanket til Kristiania Overret, afsagdes ved denne Ret under 13 Oktorber 1902 saadan Dom:

"Underrettens Dom underkjendes og kjendes de Indstevnte Peder Pedersen Holdebakken som Eier af Haugen G. No. 72, Br. No. 6, Ingvald Knudsen Møllerplads som Eier af Møllerplads G. No. 72, Br. No. 3 og af Sprike G. No. 72, Br. No. 7 samt Nils Halvorsen Fekene som Eier af Fekene G. No. 72, Br. No. 2 uberettigede til Jagt og Fiske af anhver Art i den G. No. 72, Br. No. 1, Holde under- og tilliggende Sætermark specielt i Holdeskaret.

Processens Omkostninger ophæves ned begge Retter".

Overrettens Dom er af Peder Pedersen Holdebakken Ingvald Knudsen Møllerplads og Nils Halvorsen Fekene paaanket til Høiesteret, hvor der for Appellanterne er nedlagt saadan Paastand om, at Underrettens Dom stadfæstes, og at Indstevnte paalægges at betale Procesomkostninger for Overretten og Høiesteret.

Indstevnte, Grosserer Westne Egeberg, har paataaet Overretsdommen stadfæstet og Appellanterne tilpligtet, en for alle og alle for en, at betale Indstevnte Procesomkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til Sagens Gjenstand og nærmere, faktiske Omstændigheder heviser jeg til Underretsdommens Præmisser.

Jeg kommer i Sagen til samme Resultat som Overretten og kan i det væsentlige tiltræde dens Begrundelse. Det er her paa det rene, at den omhandlede Fjeldstrækning oprindelig hat tilhørt Gaarden Holde som Eneeiendom. Der maa da kunne paavises en positiv Hjemmel forat man skal kunne gaa ud fra, at dette Forhold senere er forandret derhen, at Appellanterne eller nogen af dem har erhvervet Medeiendomsret til Fjeldstrækningen. Og jeg kan ikke finde, at den Hjemmel til Rettighed i Strækningen, som er tilveiebragt, for nogen af Appellanternes Vedkommende forsaavidt er tilstrækkelig. Jeg kan ikke være enig i den almindelige Betragtning, som Underretten har lagt til

Side:173

Grund for sin Afgjørelse, "at ved Overdragelse af Sætre uden nogen nærmere Begrænsning af de dermed Følgende Rettigheder maa underforstaaes den fornødne Havneret i Sæterlagets Havnegang og Rettigheder i Skogen, og at der ved saadan Overdragelse erhverves en medeiendomsret, saaat der opstaar Sameie."

At man kan underforstaa Overdragelse af Ret til Havning og Husbehovsret for Sæteren i Skoven, er vel saa; men jeg kan ikke gaa ud fra, at man i Almindelighed, hvor ikke særlige Grunde derfor kan paaberaabes, er berettiget til at lægge ind i Overdragelsen af en Sæter Overdragelse af Medeiendomsret for en vis Kvotadel i hele den Overdrageren tilhørende Fjeldstrækning, hvori Sæteren er beliggende. Paa Østlander er det ialfald et meget almindeligt Forhold, at Sæterieiere ikke har nogen Eiendomsret til den Strækning, hvor der for Sæteren haves Ret til Beite og eventuelt til Udøvelse af Husbehovsret. Og navnlig hvor der er Tale om en Eiendom af større Udstrækning og naturligvis især en Eiendom, hvor der er eller let kan tænkes at blive Anledning til Udøvelse af anden Raadighed end den, som staar i Forbindelse med Sæterbruget, forekommer det mig, at det vilde være ganske unaturligt at gaa ud fra, at en Medeiendomsret i Strækningen skulde være stiltidende indbefattet i Overdragelsen af Sæteren. Underdommeren er ogsaa gaaet ud fra, at i de Tilfælde, hvor Eieren af Holde ved Overdragelsen af Sætre har udtrykkelig udvalt, at der med Eiendomsret til Sæterne ogsaa skal følge Ret til Havn og Ret til at tage Trævirke, der kan man ikke antage, at der er overdraget nogen Medeiendomsret. Men jeg kan ikke finde, at der er Grund til at opfatte Forholdet paa en anden Maade med Hensyn til de Overdragelser, der er mindre specificerede, og hvad Retten til Havnegang og anden Brug for Sæteren alene er underforstaaet. Jeg kan heller ikke se bort fra, at Holdes Eier gjennem de i Tidens Løb foretagne Afhændelser af Sætre og Pladse i Strækningen med tilhørende Ret til Havn, til at tage Trævirke og delvis til Slaat, maa have gaaet ud fra, at Eiendomsretten til Sætermarken fremdeles tillaa Holde. Og den Omstændighed, at de, der allerede havde faaet sig overdraget Sætre, ikke er fremkommet med nogen Indvending mod de senere Overdragelser fra Holdes Side, synes ogsaa at tyde paa, at heller ikke disse har opfattet sin Ret som en Medeiendomsret til Marken.

Forsaavidt det endelig er paaberaabt, at Sætereierne i Marken har udøvet en Brug, som gaar udover, hvad de kunde være berettigede til som Udøvelse af Bruksret over fremmed Grund, finder jeg i Lighed med Underretten og Overretten ikke at kunne lægge nogen særdeles Vegt herpaa. Noget Grundlag for Hævd af Eiendomsret antager jeg i ethvert Tilfælde, at denne Bruk ikke kan danne. Og efter Omstændighederne finder jeg heller ikke at kunne tillægge den nogen synderlig stor Betydning fom Bevismiddel med Hensyn til Indholdet af de stedfundne Overdragelser.

Jeg vil efter dette notere for Tilfølgetagelse af Indstevntes Paastand, dog saaledes, at jeg antager, at Processens Omkostninger for Høiesteret bør ophæves.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Blom: Jeg er i det væsentlig og Resultatet enig med Førstvoterende.

Side:174

De extraordinære Assessorer, Sorenskriver Vogt og Skifteforvalter Skattebøl, Assessor Birkeland, extraordinær Assessor, Lagmand Thinn og Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrrettens Dom hidsættes:

Ved Kjobekontrakt af 23 August, thinglæst 12 Oktober 1895 Jacob K. Holde som Eier af Holde G. No. 72 Br. No. 1 af Skyld 9 Mark, 74 Øre af Hemsedals Sogn til Ludvig Torgersen bl.a.

"Jagtretten paa min ovennævnte Eiendom med alle denne tilliggende Sætre, Havne og Fjeldstrækninger indbefattende Eneretten til alslags Fangst af Vildt paa disse, samt

Fiskeretten i min eiende Andel af Løvdøla, Fagerbøla og Dyrja Elve og de disse tilløbende Bække med enhver Ret til Fiske, "hvorhos det i Kontrakten videre hedder:

"Salget medfører Frihed for Kjøberen til Fiske i de i Sætermarken liggende Vand".

De med denne Kontrakt erhvervede Rettigheder er af Kjøberen overdragne til Fabrikeier Chr. Schou og af denne igjen til Citanten.

De Indstevnte, der er Sætereiere i Sæterlaget Holdeskaret sammen med Citanten, har protesteret mod Berettigelsen af denne Overdragelse af Jagt og Fiskeret, da de ogsaa mener sig berettiget til Jagt og Fiske i ovennævnte Strækning, og derfor finder, at Citanten uden deres Samtykke ikke har Ret til saadan Overdragelse. De erkjender vistnok, at deres Eiendomme med tilliggende Sætre oprindelig er frakomme Gaarden Hulde, med de paastar sig som Sætereiere at være Sameiere i Sæterlagets fælles Havnegang og derfor ligesaafuldt Grundeiere som Eieren af Holde. I saa Henseende henviser de dels til Vidnernes Forklaringer om den Maade, hvorpaa Sætermarken med Tilliggelser faktiskt har været brugt af dem og tidligere Opsiddere paa deres Gaarde, og dels til sine Hjemmmelsdokumenter. Hvad de sidste angaar, er disse noget forskjellige, hvorfor de maa gjennemgaaes hver for sig. - - -

Retten er enig med de Indstevnte i, at ved Overdragelse af Sætre uden nogen nærmere Begrænsning af de dermed følgende Rettigheder, maa underforstaaes den fornødne Havneret i Sæterlagets Havnegang og Rettigheder i Skogen, og at der ved saadan Overdragelse erhverdes en Medeiendomsret, saa at det opstaar Sameie.

Dette maa navnlig være klart, naar en Gaard har eiet flere ældre Sætre og saa overdrager en af disse til en fra Gaarden udskilt Parrel. Naar i saa Fald ingen udtrykkelig Begrænsning sker af Sæterrettighedens Omfang, maa den nye Rettighedshaver gaa ind i den gamle Sæters Ret, og denne maa naturligen opfattes som Fællesret med de andre Sætre i Laget til alle dettes Herligheder. For at løse de i nærværende Sag opstaaede Retsvistigheder finder Retten derfor at maatte granske de foreliggende Adkomster for de Indstevntes Sæterrettigheder.

Ingvald Knutsen har i sit Skjøde paa Sprike faaet Overdragelse paa Sætre, Slaatter, Skog og Havnegang, saasom det fra gammel Tid af har været eiet og brugt, og i et gammelt uthinglæst Skjøde staar det, at Fæhavnen (jaavel hjemme som borteværende) skal haves tilfælles med Gaardens Eiere og Beboere.

Retten finder efter den ovenfor fremsatte Betragtning, at Sprikes Eier derfor maa ansees som Sameier i Sæterlaget. Naar Havnegangen skal være fælles, kan ikke den oprindelige Grundeier siges at have nogen større Rettighed til Grunden end den senere Erhverver. Det samme antages at maatte gjælde Nils Halvorsen som Eier af Fekene, idet Holde overdraget ham i Forbindelse med Pladsen 2 Sætre i Fjeldet uden nogen Begrænsning af Sæterens Ret.

Side:175

Med Hensyn til de 2 andre Eiendomme Holdebakken og Møllerplads stiller Samierspørgsmaaltet sig mere tvivlsomt. Ved Sæterrettighedernes Overdragelse er her nemlig i Skyldsætningerne indført Begrænsninger, som vanskelig kan fættes ud af Betragtning, naar det gjælder at fortolke, hvad Parternes virkelige Mening har været. I begge disse Skyldsætninger skjelnes der nemlig udtrykkelig mellem Overdragelse af Sæterne og Sætervoldene paa den ene Side og Rettighed til Havnegang paa den anden Side. Holdebakkens sigstævnte Ret er nemlig beskreven som "fri Havnegang paa sine Sætre til fine Kreaturer ligesom Brænde og Gjærdefang" og for Møllerplads som "fri Havnegang paa Sæterne i Holdes Havnegang til de Kreaturer, som fødes paa Eiendommen og Frihed til Brændefang og Gjærdefang paa Sæterne". Disse Udtryk leder jo absolut Tanken hen paa Servitutrettigheder i den oprindelige Eiendoms Havn og Skog. Retten er fuldt opmærksom paa, at denne Skjelnen grundet paa Adkomstdokumenternes Lydende neppe i det praktiske Liv tillægges synderlig Betydning, idet antegelig disse Sætereiere ligesaavel som de foran nævnte har været betragtede som Sameiere i Sæterlaget, hvilket Vidneførselen ogsaa synes at tyde paa, men Retten drifter sig dog ikke til at se bort fra de thinglæste Dokumenter, naar det gjælder at bestemme Rettighedernes Udstrækning. Spørgsmaalet maa derfor blive, om Eierne af Holdebakken og Møllerplads kan antages gjennem Hævd at have erhvervet større Rettigheder end de i Pantebogen anførte, men dette synes ikke engang Instevnte at bygge noget paa, og Retten er ikke i Tvivl om, at Vidneprovene maa ansees utilstrækkelige til at danne noget Hævdsbevis for fulde Sameierrettigheder i Sætermarkerne. For Jagtspørgsmaalets Vedkommende finder Retten det ikke nødvendigt at afgjøre, om samtlige Indstevnte er at betragt som Sameiere til Grunden eller blot som Servitutberettigede, idet den nya Jagtlovs §3 nu ogsaa giver den, der har Brugsret i Skog, Havnegang, Slaatte eller Grund i Sameiet Jagtret. At den omhandlede Strækning ialfald for nogle af Sæternes Vedkommende maa betragtes som Sameie, finder Retten, som oven anført, Grund til at gaa ud fra, og kan heller ikke forstaa andet, end at den nye Lov ogsaa maa gjælde Brugsret, der er erhvervet for Lovens Ikrafttræden. Nogen Begrænsning i saa Henseende indeholder nemlig ikke Loven, og maa det vel være klart, at Holdes Eier, om han ikke havde solgt sin Jagtret, maatte efter den nya Lovs Bestemmelse have fundet sig i at dele Jagtretten i Sætermarken med enhver Brugsberettiget i samme, og da kan ikke Sitanten, der alene udleder sin Ret fra Holdes Eier, komme i nogen gunstigere Stilling end denne. Da Citanten kjøbte Jagtretten havde den forøvrigt ikke samme Omfang og Betydning som siden den nye Lovs Ikrafttræden, men ligesom han nu naturlig gjør Fordring paa de fulde Rettigheder, som den nya Lov giver Grundeieren, ligesaavel maa han finde sig i de Begrensninger, som denne har indført.

Naar Retten trods denne Opfatning af den nya Jagtlovs Indflydelse paa de Indstevntes Jagtret har fundet at burde indlade si gpaa Spørgsmaalet om, hvorvidt de Indstevnte maa betragtes som virkelige Sameiere til Grunden, er dette begrundet i, at nærværende Retsvist ogsaa omfatter Retten til Fiskeri. Dette tilkommer jo nemlig efter den gjældende Lov Grundeieren. Efter det Resultat, som Retten foran er kommet til, bliver kun Eierne af Sprike og Fekene at anse som Grundeiere, og derfor kan kun disse ansees berettigede til Fiske paaa den omhandlede Strækning. Der er vistnok fra Indstevntes Side gjort gjældende, at der fra samtlige disse her omhandlede Eiendomme, Fjeldvande, og at dette er skeet med Samtykke i Holdes Eier, der har deltaget med dem saavel i Fiskens Udsættelse i Vandene som i Fisket, men Retten kan ikke finde, at der ved denne Benyttelse kan være erhvervet nogen Ret, forsaavidt ikke Adkomstdokumenterne hjemler saadan. Om Havd, der i Tilfælde maatte være erhvervet for 1874, kan der ikke efter de fremkomne Vidneprov være Tale.

Processens Omkostninger findes efter Sagens temmelig tvivlsomme Beskaffenhed at burde ophæves.

Side:176

Af Overrrettens Dom hidsættes:

Ved den paaankede Dom er samtlige Indstevnte fra deres Gaarde kjendt berettigede til Jagt i den omhandlede Fjelstrækning og Eierne af Sprike og Fekene tillige til Fiskeri. Til Støtte for denne Afgjørelse, forsaavidt Ret til Jagt angaar, er af Underdommeren paaberaabt den nye Jagtlov afødt xx.xx.1899 §3, idet det formenes, at denne Bestemmelse er saaledes at forstaa, at den giver enhver, der har Brugsret i Skov, Havnegang, Slaatte eller Grunb i et Sameie, Ret til Jagt. Denne Lovbestemmelse er imidlertid ved en Høiesteretsdom afødt xx.xx.1904, cfr. Rt-1904-657, fortolket derhen, at Lovens Udtryk "Sameiestrækning" alene kan forstaaes om Strækninger, i hvilke Grunden ligger i Sameie. Men at dette skulde være Tilfældet her, kan Retten ikke finde, i hvilken Henseende bemærkes:

Den hele Sæter- og Fjeldstrækning har oprindelig ligget under Gaarden Holde, og det paaligger de Indstevnte at godtgjøre, at de, der har kjøbt Parceller af Holde og i Forbindelse dermed har faaet Sætre med Sæterret og Ret til Havnegang m.v. i Holdes Udmark, derved er blevne Medeiere i denne Udmark. Den almindelige Opfatning af dette Forhold vil være - og der er ikke fremkommet tilstrækkelige Oplysninger om, at der foreligger for Hallingdal eiendommelige Forhold eller Opfatning - at Parcelkjøberne er blevne "brugsberettigede" i Strækningen, d. V. s., at der ved Skjøderne er indrømmet dem Servitutet i samme. Derved at dderes Brugsret udøves i Fælleskab, ogstaar vistnok Fælleskab i Havnegang, men der bliver ikke, som de Indstevnte formener, derved ""Sameie" i Grunden og giver dem ikke nogen Eiendomsret til den Strækning, hvori Brugen udøves, ligesom ingen af dem kan sælge eller afhænde til fremmede nogen Del af Strækningen, saaledes kan heller ikke nogen af dem modsætte sig - hvad der ogsaa gjentagende er skeet - at Holdes Eier er optraadt som "Eier" af Strækningen ved at overdrage Havneret m.v. ikke alene til Gaarde, der er uskilte fra Holde, men ogsaa til andre Eiendomme.

Den Forskjel, som der i de Indstevntes Hjemmelsbreve er med Hensyn til den specielle Opregning og Benævnelse af de dem i Udmarken tillagte Rettigheder - en Forskjel, som specielt har ført til at Sprike og Fekene ved Underrettens Dom er tillagt Fiskeret - kan Retten ikke tillægge Betydning ligeoverfor den Opfatning af disse Rettigheder, som man ovenfor har gjort gjældende.

Naar Retten saaledes maa gaa ud fra, at de Indstevnte kun maa ansees som Brugsberettigede i Strækningen til Havnegang, Sætre m.v., og ikke som "Medeiere" i selve Strækningen, følger deraf, at der ikke alene ikke tilkommer dem Jagtret, men heller ikke nogen af dem Fiskeret i Strækningen; ingen af disse Rettigheder er nævnt i noget af de af dem paaberaabte Hjemmelsdokumenter.

Appellantens Paastand vil saaledes blive at atage tilfølge. Efter Sagens Beskaffenhed antages dog dens Omkostninger at kunne ophæves ved begge Retter.

C. Lie.

Enig i det væsentlige og Resultatet, idet jeg derved intet anser udtalt om, hvorvidt de afstaaede "Sætre" d.v.s.: Sætervolde, er afstaaede til egentlig Eiendom eller ikke.

Joh. Knap.

Ligeledes og paa samme Maade enig.

Wilh. Andersen.