Rt-1906-284

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-01-27
Publisert:	Rt-1906-284
Stikkord:	Kausjon
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 7/1 f. A.
Parter:	Erik O. N. Haarseth (Adv. Fr. Stang Lund) mod Frøken Marthe Walmsnes (Cand. jur. O. L. Johs. Berg til Prøve)
Forfatter:	Blom, Birkeland, H. Scheel, Hambro, Urbye, Gjelsvik, Justitiarius Gjelsvik
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902)

Assessor Blom: Angaaende nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til Præmisserne til de i Sagens Anledning af den edsv. Fuldmægtig hos Sorenskriveren i Søndre

Side:285

Østendalen den 25 Februar 1901 og af Trondhjems Overret den 12 Januar 1903 afsagte Domme.

Ved den førstnævnte Dom blev Marthe Walmsnes frifundet for Erik O. N. Haarseths Tiltale, medens Processens Omkostninger ophævedes.

Ved Overrettens Dom, der er foranlediget efter Appel fra Erik Haarseths Side, blev Underrettens Dom stadfæstet under Ophævelse af Sagens Omkostninger ogsaa for Overretten. Denne Dom er afsagt under Dissens, idet en af de Voterende stemte for, at Marthe Walmsnes skulde til Erik Haarseth betale Kr. 26.596,34 med pCt. aarlig Rente deraf fra 22 November 1900; denne Voterende stemte ogsaa for Ophævelse af Sagens Omkostninger for begge Retter.

Overrettens Dom er ved Stevning afødt xx.xx.1903 af Erik Haarseth indanket til Høiesteret, Hvor han har paastaaet Marthe Walmsnes tilpligtet at betale til ham Kr. 25.782,87 med paaløbne Renter til 22 November 1900 Kr. 813,47 og videre Renter 7 pCt. aarlig fra sidstnævnte Dag; derhos har han paastaaet sig tilkjendt Sagens Omkostninger for alle Retter.

Marthe Walmsnes har nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes, og at hun hos Appellanten tilkjendes Sagsomkostninger for Høiesteret.

Jeg er kommet til samme Resultat som Overretten. Det er under Sagen paa det rene, at Marthe Walmsnes dengang hun afgav den omhandlede Kautionserklæring til Erik Haarseth, ikke kjendte til det af Nils Høye begaaede Falskneri. At det vilde været af væsentlig Betydning for Marthe Walmsnes at have kjendt dette, naar hun skulde træffe sin Bestemmelse, enten hun skulde imødekomme Anmodningen om Indgaaelse af Kaution for Nils Høye eller ikke imødekomme den, finder jeg ganske klart. Det er jo tydeligt, at det ved Indgaaelse af en Kaution er en stor og en afgjørende Forskjel paa at indgaa Kautionen for en Person, til hvis Soliditet og Solvents man har Tillid, selv om denne Tillid ikke var begrundet, og for en Person, om hvem man har al mulig Grund til at antage, at han er økonomisk seet aldeles ruineret, og at han ialfald vil blive det, hvis hele hans Forhold bliver oplyst og han selv straffet for Falsk, og om hvem det i ethvert Fald er givet, at naar man faar fuld Oplysning om hans Forhold, saa viser han sig at være en ganske upaalidelig Person, til hvis Ord man ikke bør fæste Tillid. Dette mener jeg vilde have været Tilfældet, om Marthe Walmsnes, før hun afgav Kautionserklæringen, havde faaet Kundskab om det af Nils Høye begaaede Falskneri. Efter Vidneforklaringerne er der Grund til at tro, at Marthe Walmsnes ved Kautionserklæringens Afgivelse har taget et væsentligt Hensyn til, at hun antog, at Nils Høye var solvent og kunde klare sine Forpligtelser. Og Appellanten hævder selv her i Retten, at hvad hun gjorde, var ikke saa meget at se hen til de Sikkerheder som Nils Høye angav at være deponeret hos Haarseth for den omhandlede Gjæld som netop, at hun stolede paa Nils Høyes Forsikring om, at der ingen Fare var ved at indgaa paa den forønskede Kaution. Men det maatte jo være klart for alle, at Marthe Walmsnes aldeles ikke kunde stole i nogen Henseende paa Nils Høyes Udsagn, hvis hun havde vidst, at han var en Falskner. Og ligesaalidt kunde hun da tænke sig, at Nils Høye kunde være solvent. Jeg vil snarere sige, at Nils Høye ved at begaa det omhandlede Falskneri har lagt aabent i Dagen for alle og enhver, som kjendte dette, at han var eller ialfald resikerede at blive i

Side:286

økonomisk Henseende ruineret Mand. Det er ogsaa ganske klart, at hvis Marthe Walmsnes havde kjendt Falskneriet, havde hun i ethvert Fald ikke indgaaet Kautionen, forinden hun havde nærmere undersøgt Forholdene og sikret sig eller forvisset sig om, at det vilde være til virkelig Hjælp for Nils Høye at faa Kautionen, dette er efter min Mening saa klart, at jeg ogsaa synes det maatte falde i Øinene for enhver Vedkommende. Jeg antager derfor som anført, at det vilde været af væsentlig Betydning for Marthe Walmsnes at faa Kundskab om Falskneriet, og jeg mener, at dette var af en saa stor Betydning, at hvis hun f. Ex. blot havde givet Nils Høye et Løfte, naar hun senere fik Kundskab om Falskneriet.

Spørgsmaalet er da, om hun ogsaa kan gjøre gjældende ligeoverfor Haarseth, at hun ikke pligter at vedstaa Kautionen paa Grund af det ved dens Tilblivelse passerede eller fortiede. I denne Henseende finder jeg det efter Nils Høyes Forklaring, som jeg ialfald forsaavidt finder at maatte lægge til Grund for Sagens Bedømmelse, godtgjort, at Haarseth under Forhandlingerne med Nils Høye bad denne om at henvende sig til Frøgen Walmsnes om at indgaa Kautionen; ligesaa anser jeg det godtgjort, at Haarseth har været interesseret og jeg vil sige meget interesseret i at faa denne Kaution, særlig fordi han nærede Haab om, at han, naar Marthe Walmsnes havde Kautioneret for Nils Høyes Gjæld til ham, ogsaa vilde kunne faa Kaution for Gjælden fra Nils Høyes Fader. Haarseth gav da ogsaa, som det vil skjønnes, sin Tilslutning til, at Nils Høye henvendte sig til Marthe Walmsnes om Kaution. Det er videre paa det rene i Sagen, at Høye og Haarseth, forinden Førstnævnte gik til Frøken Walmsnes for at søge at faa Kaution, var bleven enige om, at Forfalskningen ikke skulde omtales til nogen anden end de 4, som kjendte til samme. Nils Høye siger herom, at man fryktede for den Straf og Skandale, som Forbrydelsen vilde foranledige; men der blev ikke udtrykkelig omsnakket mellem ham og Haarseth, at forfalskningen ikke skulde omtales for Frøken Walmsnes. Han husker ogsaa, siger han, at Haarseth ved Leiligheden ytrede, at det ikke alene var Skandalen han frygtede, men at han var bange for, at han muligens ogsaa kom til at tabe sine Penge.

Der var altsaa ved vedkommende Anledning tale mellem Høye og Haarseth om, at Falskneriet ikke skulde omtales udenfor de 4, som kjendte til det, og det er ligeledes paa det rene, at der ikke blev sagt noget om, at Falskneriet kunde omtales for Marthe Walmsnes. Naar Sammenhængen er denne, mener jeg, at Haarseth maatte skjønne og ikke kunde gaa ud fra andet, end at Nils Høye i ethvert Fald maatte opfatte Forholdet saa, at det var Meningen, at intet skulde siges til Marthe Walmsnes. Det er som bemærket paa det rene, at Høye og Haarseth blev enige om det foran anførte. Derimod er der Strid om, efter hvis Foranledning denne Enighed eller Aftale fandt Sted. Det gjøres fra Haarseths Side gjældende, at det var Nils Høye, som bragte det paa Bane. Jeg mener imidlertid, at det er saare lidet rimeligt, at saa har været Tilfældet. Falskneriet var dengang allerede kjendt af Byskriveren, og efter Undseths Forklaring havde Haarseth, da han kom tilbage fra Byskriveren, udtalt, at denne havde sagt, at han ikke kunde lade Sagen passere, men vilde anmelde den for Paatalemyndigheden. Det er da lidet rimeligt, at det skulde være Nils Høye,

Side:287

som har bragt Spørgsmaalet om Tausheden paa Bane. Det er rimeligere at antage, at det er Haarseth, som har gjort dette.

Naar jeg nu ser hen til, hvad jeg ovenfor har anført om den Betydning, som det med Hensyn til Marthe Walmsnes's Afgjørelse af Spørgsmaalet, om hun skulde indgaa Kaution, vilde have, om hun kjendte Falskneriet, og jeg videre ser hen til, at det ikke godt kunde undgaa Haarseths Opmærksomhed, at Marthe Walmsnes havde saadan Interesse i at faa Oplysning om dette Forhold, saa er der efter min Mening overordentlig meget, som taler for at antage, at Haarseth som sagt er den, der har bragt Spørgsmaalet om Taushed paa Bane, og at han har gjort det for at forhindre, at Nils Høye skulde omtale det for Marthe Walmsnes.

Det er ogsaa her at mærke, at da Falskneriet var blevet bekjendt for hende, og hun derom talte til Nils Høye, sagde denne, at hans Hustru efter hvad Ludvig Walmsnes har forklaret, at Haarseth havde paalagt &navn:Høie og Frue, at de ikke maatte nævne noget om Forfalskningen til Frøken Walmsnes. I lignende Retning har ogsaa Gunda Frydenlund forklaret sig. Jeg mener da efter dette, at der er overordentlig meget, som taler for ligefrem at gaa ud fra, at Haarseth har været den, der særlig optraadte ved Anledningen, og at han har gjort dette for at forhindre, at Marthe Walmsnes fik Underretning om Falskneriet. Men om man end ikke vil finde et tilstrækkeligt Bevis for, at dette har været Haarseths Hensigt med sin Optræden, saa maa det i ethvert Fald - saa staar det for mig - være klart, at det er en ligefrem og grov Uagtsomhed fra Haarseths Side, at han, naar der tales om, at Falskneriet skal holdes skjult, ikke samtidig og udtrykkelig gjør Nils Høye opmærksom paa, at denne Taushedsaftale ikke kunde gjælde ligeoverfor Marthe Walmsnes i det Øieblik, man vil henvende sig til hende for at faa hendes Kaution. Jeg har tidligere paavist, at det efter min Mening maatte ligge klart i Dagen for Haarseth, af hvilken Betydning det var for Marthe Walmsnes at faa Oplysning om det her paagjældende Forhold, og da han ikke uden at optræde paa en pligtstridig Maade lade Høye gaa hen for at henvende sig til hende om Kaution uden at gjøre ham opmærksom paa, at Aftalen ikke gjaldt hende, og at hun maatte underrettes. Men naar Forholdene er saaledes som jeg opfatter dem, kan Haarseth ikke siges at staa udenfor det, der passerede ved Kautionens Tilveiebringelse, og han kan ikke være uden Ansvar for, at Marthe Walmsnes ikke blev underrettet.

Det er videre paa det rene, at Haarseth modtog Kautionserklæringen, uden at han ligeoverfor Marthe Walmsnes forvissede sig om, at hun kjendte alle Forhold og desuagtet havde kautioneret. Det kan være et Spørgsmaal, om ikke Haarseth allerede paa Grund af den Omstændighed, at der her handles om Oplysninger, som kan var bekjendt for ganske faa Personer, og som ikke kunde komme til Marthe Walmsnes's Kundskab uden nærmere Foranledning, skulde have Pligt til, forinden han modtog og vilde gjøre Brug af Kautionen, at gjøre hende opmærksom paa Falskneriet. Men hvad man saa end mener herom, antager jeg, at dette i ethvert Fald var Haarseths Pligt, naar man ser hen til hans tidligere Forhold til det, der var passeret for at faa Kautionen istand. Naar han da undlader at sørge for, at Marthe Walmsnes faar fuld Oplysning, før hun indgaar Kaution, har han efter min Mening udvist et pligtstridigt Forhold, der bevirker,

Side:288

at han ikke kan erhverve nogen Ret efter Kautionen. Jeg vil forøvrigt i denne Forbindelse ogsaa bemærke, at der ikke her er Tale om, hvilke Pligter man har ligeoverfor en Medkontrahent, naar der er Spørgsmaal om Afslutning af en Forretning, som afsluttes i begge Parters Interesse. Her er nemlig Spørgsmaalet om at velte det Tab, som Haarseth har lidt eller frygter for at lide ved sine Spekulationer, over paa andre.

Det er fra Haarseths Side fremholdt, at Marthe Walmsnes først meget sent ligeoverfor ham gjorde opmærksom paa, at hun ikke ansaa sig bunden ved Kautionserklæringen.

Jeg betvivler, at hun i Forhold som dette har nogen almindelig Reklamationspligt. Men i ethvert Fald vil jeg sige, at som Forholdet er her, og særlig naar man ser, at der har været Tale om et Arrangement, hvorved det kunde undgaaes, at Spørgsmaalet om hendes Ansvar bragtes frem for Retterne, bør man ikke forlange nogen formelig Reklamation fra hendes Side. At hun selv fra første Stund af, da hun blev bekjendt med Falskneriet, har havt den Mening, at hun ikke var bunden ved Kautionen, anser jeg godtgjort ved de foreliggende Oplysninger. Med Hensyn til hendes senere Forhold ved Afgivelsen af de i Sagen omhandlede Erklæringer afødt xx.xx.21 Juli 1900 er jeg enig med Underdommeren i, at dette ikke bør betragtes som nogen Erkjendelse fra hendes Side af, at hun var bunden ved sin Kautionserklæring; jeg henholder mig derom i det Væsentlige til Underdommerens Bemærkning.

Efter Sagens Udfald og de Grunde, hvorpaa jeg træffer Afgjørelsen, mener jeg ogsaa, at Haarseth ikke kan undgaa at tilsvare Sagsomkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Erik O. N. Haarseth til Frøken Marthe Walmsnes 500 - fem Hundrede - Kroner.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Det for mig afgjørende er, at jeg efter Sagens Oplysninger maa gaa ud fra, at Appellanten som Kreditor og som den, til hvem Kautionsdokumentet er udfærdiget, har medvirket til, at Indstevnte blev holdt i Uvidenhed om Nils Høyes Falskneri, og videre, at han ved Dokumentets Modtagelse gjennem Nils Høye maa have indseet, at Indstevnte virkelig ogsaa var bleven holdt i Uvidenhed derom, kfr. i denne Henseende navnlig 2 Tingsvidnes Forklaring. Men som af Førstvoterende udviklet maa Appellanten derhos have skjønnet, at netop Ubekjendtskabet til Høyes Falskneri har været et overmaade væsentligt for ikke at sige afgjørende Moment derhen, at Indstevnte overhovedet indgik paa Kaution for 40.000 Kr., og har Modtageren af Kautionserlklæringen saaledes medvirket til og skjønnet, at denne blev afgivet under manglede Kundskab om Høyes Falskneri, mener jeg, at han paa Kautionserklæringen ikke kan bygge noget Retskrav.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Konst. Assessor, Byretsassessor Hambro: Ligesaa, idet jeg derhos tiltræder Andenvoterendes Bemærkninger.

Extraordinær Assessor, Statsadvokat Urbye: Jeg er enig med det dissenterende Medlem af Overretten og tiltræder i det væsentlige

Side:289

hans Begrundelse. Jeg anser det ikke bevist, at Appellanten har gjort sig skyldig i noget positivt retsstridigt Forhold ligeoverfor Indstevnte, og jeg finder heller ikke, at han overfor denne har fortiet Kjendsgjerninger, som han pligtede at oplyse. Skulde alligevel Indstevnte frifindes, matte det være, fordi hun har paataget sig Kautionsforpligtelsen under en for Appelanten synbar Vildfarelse af saa væsentlig Art, at den berettigede hende til at fragaa Kontrakten. Men selv om der som her handles om Kaution for ældre Gjæld, kan efter min Mening en Kautionist ikke fri sig fra sin Forpligtelse ved at godtgjøre, at Kreditor har forstaaet, at Kautionisten med Urette troede, at Debitor var solvent, naar blot ikke Kreditor selv er Skyld i at Kautionisten svæver i denne Vildfarelse.

Allerede i Kreditors Forlangende om yderligere Sikkerhed ligger i et Tilfælde som nærværende et Tilkjendegivende af, at Kreditor ikke anser Debitor god nok, og det maa blive Kautonistens egen Sag at tage Hensyn til det Varsko, som ligger i en saadan Begjæring.

Da jeg er i Minoritet, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

Extraordinær Assessor, Docent Gjelsvik: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Underrettens Dom hidsættes:

Under 19 Mai 1900 udstedte Frøken Marthe Walmsness saalydende:

«Kristiania den 19 Mai 1900.

Erik O. N. Haarseth, Rendalen.

Undertegnede indgaar herved som Selvskyldnerkautionist for Hr. N. Høyes Gjæld til Dem for et Beløb indtil 40.000 - firti Tusinde - Kroner - dog paa Betingelse af, at ikke det hele Beløb bliver Skyldneren afkrævet paa en Gang.

Marthe Walmsness».

Det er in confesso, at Erik Haarseth ved forskjellige Anledninger havde forstrukket Nils Høye med ialt 30.250 Kroner i den Hensigt, at Pengene skulde anvendes til Spekulationer, særlig i Værdipapirer. Gjældsforholdet var ikke bestemt normeret, men henskudt til senere Opgjør. Ved stedfundet Opgjør erklærede Nils Høye pr. 30 Juni 1900 at være Haarseth skyldig Kr. 32.402,87, hvilket Beløb han fra nævnte Datum forpligtede sig til at forrente med 7 pCt. pro anno. Da imidlertid Nils Høyes Bo den 20 Juli næstefter blev taget under Konkursbehandling, vendte Haarseth sig med Hjemmel af det oven citerede Dokument mod Frøken Walmsness, hvem han, efterat først Forligsmægling forgjæves var anstillet, ved personlig Henvendelse paa hendes Bopæl i Aamot den 22 November 1900 afkrævede Kr. 26.596,34, hvortil Beløbet ved stedfundne Afbetalinger var reduceret. Da Henvendelsen intet frugtede, har dernæst Erik Haarseth ved Gjæsteret inden Aamot sagsøgt Frøken Marthe Walmsness til Betaling af det nævnte Beløp med Renter og Omkostninger.

Indstevnte paastaar sig frifunden og sig tilkjendt Forsvarsomkostninger under Paaberaabelse af, at hendes Kautionserklæring er afgiven under bristende Forudsætninger, noget, hvorom Citanten var vel vidende, og som han selv har foranlediget.

Hun anfører i den Anledning, at Hoveddebitor Nils Høye efter Anmodning af Citanten opsøgte hende og fik hendes Kaution den 19 Mai 1900. Citanten

Side:290

havde Dagen i Forveien ved Henvendelse til Byskriveren forvisset sig om, at en af Høye til Sikkerhed for Gjælden deponeret Obligation i Professor Dahls Gade No. 3, stor 15.000 Kroner, var falsk. Om dette Falskneri var hun uvidende og blev hun forsætlig holdt i Uvidenhed, da hendes Kautionserklæring udstedtes. Den nævnte falske Obligation blev endog nævnt som en Sikkerhed, hvortil hun i Tilfælde kunde holde sig, og i denne Tro undertegnede hun Kautionen. Hun anser sig ikke bunden ved en Kaution, der er afgiven under saadanne Forudsætninger og paastaar sig derfor frifunden, - - - -

Citanten har benegtet at have sendt Høye til Indstevnte for at faa hendes Kaution. Dette er noget Høye har gjort paa sit eget Ansvar; det maa blive et Forhold mellem Høye og Indstevnte og Citanten uvedkommende, Ligeledes benegtes, at Høye til Indstevnte har nævnt den falske Obligation eller omtalt den som en Sikkerhed, hvortil Indstevnte i Tilfælde kunde holde sig.

Retten maa imidlertid anse det godtgjort saavel, at Indstevnte ved Erklæringens Afgivelse har været uvidende om det begaaede Falskneri, som at Høye ved Opregningen af den forhaandenværende Sikkerhed har nævnt den falske Obligation paa 15.000 Kroner og derved bevæget Indstevnte til at paatage sig Forpligtelsen, kfr. 3 og 5 Thingsvidnes Prov. Indstevnte har saaledes handlet i Vildfarelse, og en Vildfarelse, der formenes at være saa væsentlig og at angaa et saa essentielt Punkt, at den har været bestemmende for Retshandelens Indgaaen. Thi naar Hoveddebitor er en til Straffeloven hjemfalden Mand «for hvem Skandale er uundgaaelig» - kfr. Thingsvidneaktens Pag. 32 - vil hans Tillid som Forretningsmand eo ipso lide Skaar og hans Udsigter til selv at klare sine Forpligtelser af samme Grund reduceres, og som nødvendig Følge heraf bliver Kautionistens Ansvar forværret og hans Forpligtelser draget frem i første Række. Naar dertil kommer, at den Sikkerhed, hvortil Kautionisten for mulig Tilfælde med Rette har fat sit Haab, viser sig for en ikke ubetydelig Del værdiløs, og Udsigterne til med Held at gjøre Regreskrav gjældende derved formindskes, er Forholdet efter Rettens Mening blevet saa forrykket, at en væsentlig Vildfarelse maa antages at foreligge.

Spørgsmaalet bliver da, om Citanten kan erklære Indstevntes Forudsætninger og Vildfarelse for sig uvedkommende, og det kan ikke Retten antage. Naar Citanten synes at ville hævde, at han ikke var sig Indstevntes Forudsætninger bevidst eller dermed bekjendt, antages han ikke at kunne høres hermed. Har han været i den Tro, at Indstevnte uden særlige Forudsætninger med Hensyn til Sikkerhed eller andet har paataget sig Kautionsforpligtelsen har denne Tro efter Rettens Mening objektivt seet været saa lidet begrundet, at Citanten havde maattet eller burdet indseet dens Grundløshed. Han maa have skjønnet eller burdet skjønne, at Indstevnte, før hun paatog sig dette vidtrækkende Ansvar, erkyndigede sig om den Sikkerhed, hvortil hun i Tilfælde kunde holde sig, og han burde ogsaa have indseet Muligheden af, at den falske Obligation i dette Tilfælde, hvor det forøvrigt var saa sparsomt med Sikkerhed, vilde blive nævnt og tillagt Vægt. Citanten var paa den Tid, Indstevntes Kaution søgtes og erholdtes, fuldt vidende om Høyes Falskneri, og har ogsaa maattet indse, hvilke Følger dette vilde medføre, og hvilken Indflydelse det særlig med Hensyn til Gjældsforholdet qv. vilde have. Desuden har Citanten vidst, ja specielt forvisset sig om Indstevntes Ubekjendtskab med Sagens sande Stilling, og Høye har med hans Vidende og Bifald opsøgt Indstevnte og erhvervet hendes Kaution.

Naar Citanten saaledes efter Rettens Formening har forstaaet eller burdet forstaa saavel Indstevntes Forudsætninger, da hun sit Forløste, som disses Feilagtighed, og ved sit Bifald og Samtykke har været delagtig i eller medvirket til, at hendes Erklæring under Indflydelse af denne for ham synbare Vildfarelse udstedtes, antages han ikke med Rette at kunne bygge nogen Paaatand paa

Side:291

Grundlag af denne Erklæring, men Indstevnte maa blive at frifindes for hans Tiltale.

Retten kan ikke i Indstevntes senere Forhold se nogen Erkjendelse fra hendes Side af Kautionsforpligtelsen. En saadan Erkjendelse matte det være Citantens Sag fuldt ud at paavise, hvad han ikke har gjort. Tvertimod synes Sagens Oplysninger med temmelig stor Bestemthed at tyde hen paa, at Indstevnte, da den i Sagen omhandlede Ombytning af Obligationerne i Saxegaard og Kirkeveien fandt Sted - som ogsaa ofte ellers - udtrykkelig har reserveret sig, og at hendes da efter længere Vægren afgivne Erklæring kun har havt sin Foranledning deri, at ikke hun, der jo ialfald i Formen stod som Kautionist, ved grundløs Vægren skulde hindre den paatænkte Transaktion. Og at hun gav sin Garantierklæring i Anledning af en hos den anden Kautionist paatænkt Arrestforretning, behøver ikke at fortolkes videre end som et Tegn paa, at hun vilde forsøge at afvende mislige Følger fra sig, og at hun frygtede for, at der kunde blive gjort Ansvar gjældende mod hende, en Frygt, som heller ikke har vist sig ugrundet. - - - - -

Af Overrettens Dom hidsættes:

Idet man forøvrigt henviser til Underretsdommens Præmisser, skal i Korthed gjengives det, som under Sagen er oplyst af særlig Betydning vedrørende Kautionsdokumentets Tilblivelse og hvad dermed staar i Forbindelse.

Hovedskyldneren Nils Høye, har som 1 Vidne under det i Kristiania optagne Thingsvidne forklaret, at han efterat Appellanten havde henvendt sig til ham med Krav paa mere Sikkerhed, den 18 Mai 1900 overleverede Appellanten blandt andet en Obligation paa 15.000 Kroner i Professor Dahls Gade 3. Denne Obligation var i sin Helhed falsk, udfærdiget af Nils Høye, og da dette var opdaget, forlangte Appellanten anden Sikkerhed. Høye foreslog sin Svigerinde, Marthe Walmness, som Kautionist, idet han i Kristiania ikke vidste andre at henvende sig til. Appellanten var ikke tilfreds med hendes Navn alene, men ønskede, at ogsaa Nils Høyes Fader, Erik Høye skulde kautionere, og udtalte Haab om, at dette kunde opnaaes, naar Indstevnte kautionerede. Resultatet blev, at Nils Høye skulde henvende sig til Indstevnte. Forinden han og Appellanten skiltes ved denne Leilighed, enedes de om, at Falskneriet ikke burde omtales for andre end dem, som før kjendte det. Nogen speciel Aftale om, at det skulde forties for Indstevnte, blev ikke truffet. Samme Dag aftalte Høye med sin Hustru, at Falskneriet ikke skulde nævnes for nogen.

Næste Dag gik Høye til Indstevnte og fik hende til at udstede det omprocederede Kautionsdokument. Efter hvad der er paa det rene, var hun da uvidende om det af Høye begaaede Falskneri. Høye oplyste ved Anledningen for Indstevnte, at Appellanten var kommet til Byen for at forlange mere Sikkerhed, omtalte, at en Obligation paa 35.000 Kroner og 24 Aktier i Aktieselskabet Aasen var deponeret som Sikkerhed hos Appellanten, og forsikrede, at der efter dette ingen Risiko var forbundet med at kautionere. Videre udtalte Høye, at han troede, at han ogsaa skulde faa sin Fader med paa Kautionen. Derimod ytrede han intet om, at Indstevntes Erklæring ikke skulde blive benyttet, forinden han havde faaet sin Fader til at kautionere. - - - -

Nils Høyes Hustru har som 2 Vidne bekræftet, at Aftalen mellen hende og hendes Mand gik ud paa, at Falskneriet ikke skulde omtales for nogen, uden at Indstevnte specielt blev nævnt. Videre har hun forklaret, at hun den 19 Mai, samtidig med at hendes Mand gik til Indstevnte, begav sig til Appellanten. Medens hun var der, kom ogsaa hendes Mand op og leverede Appellanten Kautionsdokumentet, Appellanten spurgte Høye, om Indstevnte kjendte til Falskneriet, og da han herpaa fik nei til Svar, sagde han, at Høye og Frue ikke maatte omtale

Side:292

Falskneriet til nogen, idet han ikke vilde have Indstevnte eller nogen anden op til sig. - - - -

Nærværende Ret kan ikke finde, at der ved de foreliggende Oplysninger er ført Bevis for, at Appellantens Forhold før eller efter Kautionserklæringens Erhvervelse - under denne var han jo ikke selv med - har været af den Art, at det skulde kunne medføre, at Kautionen blev ugyldig eller uforbindende for Indstevnte. Vistnok giver Oplysninerne Indtryk af, at Høye til Opnaaelse af Indstevntes Kaution har fortiet sit Forhold for hende, og den Mulighed er vel ikke udelukket, at Appellanten ved sin Udtalelse i Almindelighed til Høye om, at Falskneriet ikke burde nævnes, paa en Maade kan have givet Anledning til Fortielsen for Indstevnte. I denne Forbindelse bemerkes, at man med Hensyn til Indholdet af Appellantens Udtalelse til Høye lægger dennes Vidneudsagn til Grund, jfr. hans ogsaa af Hustruen omprovede Aftale med hende, og at man ikke ved 3 Vidnes Svar til Spørgsmaal 13 c anser det bevist, at Appellanten tog bestemt Sigte paa Indstevnte, idet det var naturligt, at Høye og Hustru paa det Tidspunkt paa bedste Maade søgte at undskylde sig ligeoverfor Vidnet. Appellantens Udtalelse til Høye har sin naturlige Forklaring i Situationen i det Hele taget og i Ønsket om at søge Søstersønnen reddet for Følgerne af hans Færd, og Høye havde utvivlsomt ogsaa uden Appellantens Anvisning optraadt paa samme Maade som skeet. Hvordan nu end Appellantens Forhold anskues, finder man det under enhver Omstændighed indlysende, at den som overtager at indestaa for en anden Mands Gjæld, selv har at bedømme Hoveddebitors Person og økonomiske Stilling og derigjennem Omfanget af den Resiko, han udsætter sig for. Den Fordringshaver, i hvis Interesse Kautionen stilles, kan ingen Pligt have til uspurgt at meddele sig til Kautionisten i saa Henseende, selv om han maatte sidde inde med Kundskab, som Kautionisten ham vitterlig ikke har. Det skjønnes ikke at kunne gjøre nogen Forandring heri, at en Kreditor bekjendt Omstændighed, hvorfra der kan drages Slutninger vedrørende Debitors økonomiske Stilling, bestaar deri, at Debitor har begaaet en strafbar Handling f. Ex. gjort sig skyldig i Falskneri.

Under Proceduren er lagt særlig Vægt paa, at den falske Obligation var opgivet for Indstevnte som Sikkerhed for Høyes Ansvar til Appellanten.

Appellanten har benegtet, at dette forholder sig saa; men Retten maa efter Indholdet af 3 og 5 Vidnes Prov gaa ud fra, at Nils Høye ved Kautionserklæringens Erhvervelse virkelig har nævnt Obligationen paa 15.000 Kroner som deponeret til Sikkerhed. Imidlertid er det, saavidt skjønnes, end ikke paastaaet, at dette er skeet efter Foranledning af Appellanten eller med hans Vidende eller Bifald, og at Høye, efter at hans Falskneri var opdaget, til Opnaaelse af Indstevntes Kaution skulde gaa hen og paaberaabe sig den falske Obligation som Sikkerhed, maatte paa Forhaand findes altfor usandsynligt til, at det af Appellanten kan forlanges, at han burde have indseet Muligheden deraf. At det falske Papir blev nævnt for Indstevnte antages derfor heller ikke i nogen Udstrækning at kunne øve Indflydelse paa Kautionens Gyldighed, al den Stund Papiret ikke i den af Indstevnte til Appellanten Erklæring er anført som Sikkerhed. - -

Kristian Jensen, kst.

Jeg kommer til samme Resultat som Underdommeren og tiltræder i det Vesentlige hans Begrundelse. Efter min Mening maa man ved Bedømmelsen af heromhandlede Forhold for det første holde sig for Øie, at den Retshandling, hvis Gyldighed Indstevnte bestrider, fra hendes Side var ensidig velgjørende baade ligeoverfor Appellanten og 1 Thingsvidne, Nils Høye, at hun ved Kautionens Indgaaelse, som af Underdommeren bemerket, stod udenfor det hele Forhold og meddelte sin Garantierklæring uden Vederlag. Baade denne Omstændighed, og at det her gjælder en Kaution, med Hensyn til hvilket Retsforhold Regelen jo er, at

Side:293

man i Tvilstilfælde bør lægge den for Kautionisten lempelige Forstaaelse til Grund, synes mig at burde bevirke, at man ikke paalægger Indstevnte en for streng Bevisbyrde. Jeg finder dernæst, at det - som ogsaa af Førstvoterende bemerket - maa ansees godtgjort ved 3 og 5 Vidnes Prov, at Nils Høye har opgivet for Indstevnte ved Kautionens Erhvervelse, at ogsaa den falske Obligation skulde tjene som Sikkerhed for hans Ansvar til Appellanten, medens Indstevnte dengang maa have været uvidende om, at Dokumentet var falsk. Men jeg antager tillige, at der er ført et efter Omstændighederne tilstrækkeligt Bevis for, at Appellanten selv, samtidig med at han var vidende om, at Nils Høye havde gjort Indstevnte bekjendt med denne Sikkerhed, paalagde baade ham og hans Hustru, som ogsaa var vidende om Falskneriet, at de intet derom maatte fortælle til Indstevnte, og det er væsentlig paa Grund heraf, jeg mener, at Kautionen maa ansees uforbindende for Indstevnte. At Appellanten har givet er saadant Paalæg mener jeg maa ansees godtgjort ved 1 Vidnes Prov (ad Spørgsmaal 5 k), 2 Vidnes (ad Spørgsmaalene 10 b og 11 d og e) og 3 Vidnes Forklaring (ad Spørgsmaalene 13 c og 14 a), og ihvorvel Bevæggrunden hertil ogsaa kan have været, at han for at skaane Høye vilde søge Falskneriet hemmeligholdt ligeoverfor alle, maa han efter min Mening forudsættes tillige meget vel at have forstaaet, at han derved medvirkede til at fremstille Sagen for Indstevnte i et falskt Lys, og at Følgen af, at hun fik Kundskab om Falskneriet, lettelig kunde blive den, at hun da vilde været uvillig til at tegne eller vedstaa Kautionen for Høye. At en saadan Fortielse for Appellantens Vedkommende fra et moralsk Standpunkt var i høi Grad at dadle, vil formentlig enhver indrømme, og jeg mener, at en paa denne Maade erhvervet Kaution heller ikke bør ansees skikket til at skabe Ret for Appellanten. Et saadant Resultat kan - som af Underdommeren bemerket - heller ikke skjønnes at indeholde nogen Ubillighed ligeoverfor Appellanten, da det var dennes i Haab om betydelig Vinding iværksatte, men tillige med betydelig Resiko forbundne Spekulation, der havde bragt ham op i Forholdet til 1 Vidne, og Kautionen alene tilsigtede at vælte det i Anledning deraf forudseelige Tab over paa Indstevnte, som indtil da havde staaet gandske udenfor Forholdet. Heller ikke Erklæringen afødt xx.xx.1900 har jeg opfattet som nogen Vedtagelse fra Indstevntes Side af Kautionsforpligtelsen.

Jeg voterer saaledes for Stadfæstelse af Underretsdommen med Ophævelse af Sagsomkostningerne ogsaa for Overretten.

Kr. Fleischer.

Enig i Resultatet med Andenvoterende tiltræder jeg i det Væsentlige hans og Underdommerens Begrundelse. Jeg skal alene bemerke, at det efter min Mening er aldeles naturligt at forudsætte, at Indstevnte ialfald ikke uden videre vilde have undertegnet Kautionsdokumentet, saafremt hun havde været bekjendt med, at Pantobligationen var falsk. Om det nu end kan siges, at en Kreditor ligeoverfor en Kautionist ikke i Almindelighed har nogen Pligt til at oplyse, hvad han ved om Debitors Stilling og Forhold, saa kan man dog neppe antage ham berettiget til at anspore Debitor til ikke at oplyse Omstændegheder, der maa forudsættes at kunne virke bestemmende paa Kautionistens Beslutning. Naar dette sees i Forbindelse med, at Debitor endog maa antages at have opgivet Pantobligationen paa Kr. 15.000 som Sikkerhed, uagtet han vidste, at den var falsk, maa efter min Mening Resultatet utvilsomt stille sig i Favør af Indstevnte,

W. Hirsch.