Rt-1906-342

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1906-03-17
Publisert:	Rt-1906-342
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.No. 23/1 B s.A.
Parter:	Straffesag mod Tollef Evensen Stensrud (Aktor: Advokat H.O. Klingenberg - Forsvarer: Advokat Harbiz).
Forfatter:	Urbye, Motzfeldt, Hambro, V. Scheel, Mejdell, Prydz, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §48, §11, §228, §326, §53, §56, §6

Extraordinær Assessor, Statsadvokat Urbye: Ved Skiens Meddomsrets Dom afødt xx.xx.1905 Blev Tollef Evensen Stensrud dømt for Forbrydelse mod Straffelovens §228 og for Forseelse mod samme Lovs §326 No. 2 til at erlægge en Bod af 20 - tyve - Kroner til Statskassen.

Denne Sag blev indbragt for Bratsbergs Lagsogns Lagmandsret, hvor Hodevforhandling afholdtes 28 og 29 November 1905. Efter Anmodning af Statsadvokaten tilførte Lagmanden, «at han under sin Fortolkning for Lagretten af Str.l's §48 sidste Led havde udtalt, at den her omhandlede Bestemmelse maatte komme til Anvendelse, selv om den Anklagede havde været sig bevidst i Gjerningsøieblikket, at han ved sin Handling havde overskredet Grænserne for Nødværge - selvfølgelig som Loven bestemte, saafremt Overskridelsen alene havde fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrelse.» Lagretten svarede Nei paa Hovedspørgsmaalet angaaende Legemsfornærmelse, til hvilken denne Retsbelæring knytter sig, og Tiltalte blev derfor ved Lagmandsrettens Dom afødt xx.xx.1905 frifunden.

Den 2 December 1905 udfærdigede Statsadvokaten i Bratsberg og Nedenes Lagsogne Ankeerklæring. Det heder i denne: «Jeg er misfornøiet med Lagmandens Retsbelæring angaaende Forstaaelsen af Straffelovens §48, hvilken Retsbelæring antages at have havt afgørende Indflydelse paa Lagrettens Kjendelse i Tiltalens Post a (1 Hovedspørgsmaal og tillige kan tænkes at have været afgjørende for Lagrettens Besvarelse af Spørgsmaal 3.»

I Skrivelse til Rigsadvokaten afødt xx.xx.1905 begrunder Statsadvokaten sin Anke.

Anken har foranlediget Udtalelse fra vidkommende Lagmand og fra Rigsadvokaten, til hvilke Udtalelser henvises.

Jeg kommer til det Resultat, at Anken maa forkastes. Lovens egen Udtryksmaade synes bestemt at tyde paa, at det, som der alene

Side:343

spørges efter, er, om der har fundet en Overskridelse af Nødværge Sted, og om denne har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse. Det vilde efter mit Skjøn lidet stemme med Lovens Affatning forøvrig, om man vilde opstille yderligere Betingelser for Anvendelsen af §48 sidste Led end de, som Loven selv opstiller, og navnlig om man vilde indskrænke Bestemmelsen til blot at omfatte de Tilfælde, hvor den angrebne ikke skjønner, at han gaar videre i sit Forsvar end nødvendigt og tilbørligt. Havde det været Lovens Mening at ville sige dette, vilde der ingen Vanskelighed været ved at finde Udtryk for en saadan Tanke. Hertil kommer, at i §56 omfatter Udtrykket «Overskridelse af Nødværge» utvilsomt saavel de Tilfælde, hvor Overskridelsen er forsætlig, som de hvor den er uagtsom, og det vilde være tvungent at fortolke Udtrykket «overskredet Grænserne for Nødværge» paa anden Maade i §48 sidste Led end i §56.

For den her hævdede Lære synes at kunne anføres vægtige theoretiske og praktiske Grunde.

Naar Loven nemlig erklærer den Overskridelse straffri, som har sin Aarsag i en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse, saa er det ikke blot, fordi Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen berøver En Evnen til at se klart, men lige meget af den Grund, at Sindsbevægelsen eller Bestyrelsen bevirker, at Modforestillinger, som under normale Forhold vilde afholdt Vedkommende fra at handle, netop paa Grund af Sindsbevægelsen ikke har sin sædvanlige Evne hertil.

Men hertil kommer, at det vilde medføre særdeles store praktiske Vanskeligheder, om man vilde begrænse Regelen i §48 sidste Led til blot at gjælde de tilfælde, hvor den angrebne tror sig berettiget til at værge sig saaledes, som han gjør. Der handles her om Begivenheder, som i Almindelighed foregaar i Løbet af nogle faa Sekunder, og medens det som Regel ikke vil være nogen Vanskelighed at konstatere, at Overskridelsen, ifald saadan har fundet Sted, er at føre tilbage til den ved Angrebet fremkaldte Sindsbevægelse eller Bestyrtelse, vilde man komme op i store Bevisvanskeligheder, ifald man vilde lade Straffrihed eller Strafbarhed være afhængig af, om den angrebne allerede i Gjerningsøieblikket forstod, at han gik for vidt; thi gjælder det - som fremhævet i Motiverne Side 88 - allerede om selve Overskridelsen, at Bedømmelsen af, om saadan har fundet Sted, hører til de allervanskeligste Spørgsmaal, saa gjælder dette i endnu høiere Grad om det Spørgsmaal, hvad der har faret igjennem den angrebnes Sind i det Øieblik han angribes. Som Regel vil man alene have Tiltaltes egen Forklaring at holde sig til, men dels vil dennes objektive Rigtighed, selv hos de ærligste og samvittighedsfuldeste, være tvilsom, idet de forvexler det, som de har tænkt i Handlingens Øieblik, med hvad de bagefter finder, at de burde have tænkt, og dels vilde en saadan Regel være en Ubillighed netop ligeoverfor de ærlige og samvittighedsfulde, som søger at sig Sandheden, og denne Betænkelighed har ved Nødværge særegen Vægt, idet man netop her kan vente at finde Tiltalte, som ærlig og samvittighedsfuldt vil sige Sandheden. Det beror jo ikke paa En selv, om man kommer i den Stilling, at man maa øve Nødværge, men i den Stilling kan alle og enhver komme.

Det kan ikke erkjendes, at dette Resultat er Betænkeligt af Hensyn til Retssikkerheden. Loven knytter sin Regel om Straffrihed til

Side:344

Overskridelse af Nødværgeret, og Loven vil derfor kun komme til Anvendelse paa den, der vil værge sig mod et uretmæssigt Angreb. Den vil ikke hjemle Straffrihed for den, som, efterat Angrebet er forbi, vil hævne eller gjengjælde Forurettelsen, og heller ikke faa Anvendelse paa Handlinger, hvis Øiemed ikke er at beskytte de angrebnes Retsgoder, men at tilføie Angriberen Skade, som ikke staar i Forbindelse med Angrebets Afværgelse. Men dernæst maa Overskridelsen alene have sin Aarsag i den ved Angrebet fremkaldte Sindsbevægelse eller Bestyrtelse. Kan den føres tilbage til Aarsager, som intet har med Angrebet at gjøre, eller som virker uafhængigt af Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen, vil §48 sidste Led ikke være anvendelig. Det maa med andre Ord være Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen, som enten har bevirket, at Vedkommende taber Evnen til at se klart, eller at de Modforestillinger, som under normale Forhold vilde have gjort sig gjældende mod Impulsen til at handle, netop paa Grund af Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen ikke har sin sædvanlige Virkning.

Konklusion:

Anken forkastes.

Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Advokaterne H. O. Klingenberg og Harbiz, tillægges i Salarium, førstnævnte 60 - sexti - og sidstnævnte 40 - firti - Kroner, der udredes af Statskassen.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Ligesaa. Hvad der for mig staar som Betingelse - og den eneste Betingelse - for den i §48 sidste Led tilsagte Straffrihed er, at det deri omhandlede i sig selv strafbare Forhold, Overskridelse af Grænserne for Nødværge, alene har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse. Antages en Aarsagssammenhæng som den her angivne at være tilstede, saa udfordres efter §48 sidste Led intet mere til Straffrihedens Indtræden. Det bliver saaledes uden Betydning, om Gjerningsmanden under disse Forhold bevidst har overskredet Grænserne for Nødværge, eller om dette har staaet ham mindre klart; thi til denne Distinktion har Loven her ingen Retsvirkning knyttet. Om det derfor ved Siden af den ovennævnte Aarsagssammenhæng ogsaa skulde ansees bevist, at Angjældende havde været sig bevidst i Gjerningsøieblikket, at han ved sin Handling havde overskredet Grænserne for Nødværge - noget, om hvis psykologiske Mulighed jeg ikke finder det fornødent at udtale mig - saa er i ethvert Fald den i Lovens §48 sidste Led tilsagte Straffrihed ikke af den Grund bortfaldt.

Jeg har forstaaet den paankede Retsbelæring saaledes, at den i sin Grundtanke falder sammen med, hvad der efter min Mening er den rette Forstaaelse af den heromhandlede Lovbestemmelse.

Assessor V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Ligesaa. Dog vil jeg bemærke, at den Form, Retsbelæringen har faaet, ikke forekommer mig helt ud heldig eller til det yderste koncist rigtig. Retsbelæringen bruger, som det vil sees, det Udtryk «selv om den Anklagede havde været sig bevidst i Gjerningsøieblikket, at han ved sin Handling havde overskredet Grænserne for Nødværge osv. Jeg mener, at dette, hvad det vil sige at handle bevidst, kan være forskjellige

Side:345

Meninger om. Den, der handler i Sindsoprør, kan efter min Opfatning ikke siges at være sig i egentlig Forstand bevidst. Hvis Sindsoprøret ikke er stærkere, end at det ikke influerer paa Tiltaltes funde, rolige Omdømme, er det - forekommer det mig - klart, at hans Sindsstemning ikke kan efter Heromhandlede Lovsted paaberaabes af ham til hans Befrielse. Men omvendt gjælder, at den Omstændighed, at der hos Tiltalte er tilstede et stærkere eller svagere Skimt af den Bærevidde, hans Handling har, gjør ham ikke ansvarlig, naar det maa antages, at det alene er under Indflydelse af Øieblikkets Ophidselse, efter Øieblikkets Impuls, han er bragt til at handle. Med andre Ord: Den Omstændighed, at han ikke i Øieblikket er blind for, hvad hans Handling fører med sig, hindrer ham ikke fra at gjøre gjældende, at hans Handling er et Udslag af den nervøse Ophidselse, det uberettigede Angreb har bragt ham i. Det forekommer mig at der med nogen Føie kan gjøres den Indvending mod Retsbelæringen, at den ikke sætter i Spidsen og som det afgjørende Moment udrykkelig fremhæver Spørgsmaalet om, hvorvidt Tiltaltes Sindsbevægelse har havt Indflydelse paa hans Dømmekraft. Med Dømmekraft mener jeg her selvfølgelig Evnen ikke alene til at have Syn for de enkelte Momenter ved den foreliggende Situation, men ogsaa Evnen til at tage i tilbørlig Betragtning og lade sin Optræden bestemme af de forskjellige Hensyn, som under normale Forhold gjør sig gjældende hos en sindig Mand.

Medens jeg saaledes finder ikke at kunne verbatim tiltræde Retsbelæringen, kan jeg paa den anden Side ikke se rettere, end at Meningen af Retsbelæringen er den samme, som jeg har gaaet ud fra som den rette Forstaaelse af det paagjældende Lovsted. Jeg kan derhos ikke tænke mig, at Retsbelæringen efter sin Form kan have ledet til nogen Misforstaaelse, idet jeg maa antage, at Lagmenden har givet Lagretten tilstrækkelig Veiledning derved, at Retsbelæringen til Slutning udtrykkelig nævner som en Selvfølge, at alt, hvad der foran af Lagmanden er udtalt, er sagt under Forudsætning af, at «Overskridelsen af Nødværge alene har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse.»

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg kan ikke tiltræde den Lovforstaaelse, som er gjort gjældende i den omhandlede Retsbelæring. Naar det i §48 sidste Punktum er bestemt, at Overskridelse af Grændserne for Nødværge er straffri, naar den «alene har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse,» saa mener jeg, at Loven hermed kun har villet tilsige Straffrihed, naar Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen har betaget Vedkommende Evnen til at tænke sig om, saa at det af ham anvendte overdrevne Nødværgemiddel paa Grund af denne hans forstyrrede Sindstilstand har fremstillet sig for ham som det, han var nødt til at gribe til, har været et umiddelbart og ureflekteret Udslag af hans Sindsforstyrrelse. At Loven derimod skulde vilde lade hand Affekt helt ud undskylde ham, ogsaa naar han trods den har havt saavidt Evne til at reflektere, som maa til for at blive sig bevidst, at han ved den Handling, han beslutter sig til, overskrider Nødværgeretten, kan efter min Mening ikke med Føie antages. Er han sig bevidst, at han overskrider Nødværgeretten, saa er han sig ogsaa bevidst, at han vilde kunne værge sig paa en lempeligere Maade, og at det kun er hertil, han har lovlig Adgang. Han øver da med Forsæt en retsstridig Handling. Ligesaalidt som ophidset Stemning hos en brutal

Side:346

Person vil være diskulperende for et ganske umotiveret Angreb, ligesaalidt bør være det, naar hans Handling vistnok er motiveret ved en andens Forsøg paa at gjøre ham Uret, men han dog er sig bevidst, at hans Handling gaar videre end fornødent til Afværgelse af Uretten. Han øver da ikke saadant Nødværge over Stregen, som §48 i. f. efter min Mening omhandler, men benytter Leiligheden til at øve noget andet, til at give sine brutale Tilbøieligheder frie Tøiler.

Sluttelig vil jeg bemærke, at det fremstiller sig som et noget underligt tilfælde af Nødværge, naar man anser saadan øvet derved, at under en Uenighed paa Jernbanestationen mellem to Bybud, Tiltalte og Myhre, om en Kuffert hører til den enes eller den andens Transport, Tiltalte slaar til Myhre i Ansigtet. En saadan Forvikling burde vistnok kunnet løses paa en anden Maade. Efter vor ældre Straffelovs §11, senere §6, i det 15 Kapitel vilde der ligeoverfor et saadant Tilfælde vistnok ikke ved nogen Domstol blevet Spørgsmaal om andet, end om Myhre kunde ansees som sagesløs.

Jeg mener efter det anførte, og idet jeg anser det rimeligt, at den efter min Mening feilagtige Retsbelæring kan have havt afgjørende Indflydelse paa Resultatet, at Anken bør gives Medhold, men da jeg er i Minoritet med min Opfatning, skal jeg ikke forme nogen Konklusion.

Assessor Reimers: Jeg slutter mig til Førstvoterende, væsentlig paa Grundlag af de Betragtninger, der er fremholdte fra Hr. Assessor Mejdell.

Jeg er enig i den Forstaaelse af Straffelovens §48 sidste Led, der er gjort gjældende af Hr. Assessor Prydz. Jeg mener med ham, at den, der overskrider Grænserne til Nødværge, ikke til sin Befrielse kan paaberaabe sig §48, hvis han, skjønt paavirket af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse, dog ikke har tabt Evnen til Reflektion eller til Modforestilling og derfor handler med fuld Bevidsthed om og Villie til under Modværget at tage stærkere i og gaa videre, end for Afværgelsen af Angrebet nødvendigt, Han maa da dømmes som den, der har overskredet Nødværge, men vil efter Omstændighederne kunne vente en saadan mildere Bedømmelse af sit Forhold, som Straffelovens §56 aabner Adgang til. Jeg forstaar med andre Ord den heromhandlede Lovbestemmelse saaledes, at §48 sidste Led alene kan komme den tilgode, der ved Angrebet er kommet i saa stærk Affekt, at han helt har tabt Evnen til at afveie de Momenter, der bestemmer Grænserne for Nødværgens Tilstedelighed og som Følge deraf, om end med Urette mener sig at være indenfor desse Grænser.

Naar jeg, uagtet min Opfatning af Lovstedets Forstaaelse altsaa i Hovedsagen falder sammen med Hr. Assessor Prydz's alligevel ikke med ham finder at maatte stemme for Dommens Ophævelse, saa er det af den samme Grund, som Hr. Assessor Mejdell fremholdt, den nemlig, at jeg, ihvorvel jeg maa erkjende, at Lagmandens Retsbelæring har faaet et noget tilspidset Udtryk, alligevel ikke tror at maatte lægge den Forstaaelse i den, som af Hr. Assessor Prydz antaget. Forørigt mener jeg, at Forskjellen mellem de to Opfatninger, der betegnes ved Førstvoterendes og ved Hr. Assessor Prydz's Votum, vistnok i Virkeligheden er ret minimal. Naar det nemlig haves for Øie, at Loven betinger Straffriheden af, at Overskridelsen alene skyldes en Sindsbevægelse eller Bestyrtelse, der er fremkaldt ved det Angreb,

Side:347

som nødvendiggjør Nødværget, vil Forholdet idet ganske overveiende Antal af Tilfælde i Virkeligheden stille sig saa, at Straffrihed kun indtræder, hvor Sindsbevægelsen eller Bestyrtelsen efter de foreliggende Oplysninger antages at have været saa stærk, at den helst har berøvet den handlende den Evne til Reflektion eller til Sindets Kontraballance, der kan bibringe ham Forestillingen om, at han ved sin Handling overskrider Nødværgeretten. En anden Sag er det, at selve Beviset som omfattende rent psykologiske Momenter selvsagt her frembyder sin paatagelige Vanskeligheder.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Lagmand Thinns Skrivelse til Rigsadvokaten er saalydende:

Ang. det omhandlede Spørgsmaal om Fortolkningen af Strl.s §48 sidste Led skal jeg tillade mig at fremholde som min Opfatning nærmere følgende:

§48 Bestemmer i første Led Straffrihed for en ellers strafbar Handling, naar den foretages i Nødværge, og beskriver andet Led Grænserne for Nødværge.

Det følger heraf, hvad da ogsaa siger sig selv - at forsaavidt Angj.s Handling overskrider disse Grænser i den ene eller anden Retning, ophører den strafudelukkende Virkning af Nødværget, og Handlingen blir Angj. at tilregne som en forsætlig (bevidst) strafbar Handling eller som en uagtsom saadan alt efter som de almindelige Skyldbetingelser for det ene eller andet Forbrydelsesbegreb foreligger.

Den, der har overskredet Grænserne for Nødværge, vil saaledes regelmæssig bli at straffe enten for forsætlig Forbrydelse eller saafremt Handlingen er strafbar ogsaa i uagtsom Form - for uagtsom Forbrydelse. Ang. dette Forhold havde den gamle Strl. en udtrykkelig Bestemmelse i Kap. 7 §9 førte Punktum. Den nye Lov har ikke nogen til denne svarende udtrykkelig Bestemmelse, men forudsætter dette som selvfølgelig. Derimod bestemmer den nye Lov i §56 bl.a., at naar nogen i Nødværge har forøvet en strafbar Handling, kan Retten nedsætte Straffen under det for Handlingen bestemte Lovmaal og til en mildere Strafart. - Se herom Strl.kom.s Udkalt af 1896, Motiver S. 88 anden Spalte nederst og Hagerups Udgave af Straffelovens §48 Note 12 andet og tredie Punktum.

Imidlertid bestemmer §48 sidste Led, at selv om nogen har overskredet Grænserne for Nødværge (og altsaa har gjort sig skyldig i en ham som strafbar tilregnelig Handling), saa skal han dog være straffri, hvis Overskridelsen alene har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sidsbevægelse eller Bestyrtelse. Denne Bestemmelse svarer til den gl. Strl.s Kap. 7 §9 andet Punktum, som ogsaa under visse Betingelser lod den være fri for Straf, som havde overskredet Grænserne saaledes, at Gjerningen ellers vilde været at tilregne ham som forsætlig eller uagtsom Forbrydelse overensstemmende med §ens første Punktum. Den gl. Lovs Betingelser for saadan Straffrihed var dog betydelig strengere end den nye Lovs. Den lod det nemlig komme an paa, at der var saa hastig eller trængende Nød eller Fare forhaanden, at Vedk. ikke havde kunnet befinde sig. - Se Str.kom.s Udkast l. c. (?) 2 Sp. første Afsnit og Hagerup l. c. Note 12 første Punktum, smlgn. hans kontratrykte Forelæsninger over Straffelovens alm. Del.

Det fremgaar nu heraf klart, mener jeg - at det maa være Lovens Mening, at den i §48 sidste Punktum hjemlede Straffrihed naar den der omhandlede Betingelse er tilstede skal komme enhver, der har overskredet Grænserne for Nødværge, tilgode, altsaa ogsaa den, som gjennem Overskridelsen har gjort sig skyldig i forsætlig strafbar Handling derved, at han har været sig bevidst Overskridelsen. Denne Mening Rigtighed synes jeg ogsaa finder

Side:348

Støtte i Udtalelserne paa sidst citerede Sted i Lovmotiverne og i Hagerups Lovudgave samt i hans nævnte Forelæsninger. Og den støttes ligeledes, forekommer det mig, naar man ser hen til den Afsatning, Nødværgebestemmelsen er git i Gez's Udkast af 1887 (§59) og af 1893 (§43), hvor den lyder: Ingen kan straffes for Handling, som han har foretaget i Nødværge eller under en Overskridelse af dettes Grænser, der alene har fundet Sted etc., jfr. ogsaa Indst. O. I. 1901-02 S. 8: Ved Overskridelse af Nødværge indrømmer Udkastet noget videre Straffrihed end den gjældende Lovs Kap. 7, §9; findes ikke fuldstændig Frifindelse berettiget, kan dog Strafnedsættelse indtræde efter Udkastets §56. - - - Paa intet af de citerte Steder findes der Antydning til nogen Begrænsning af Bestemmelsens Anvendelse.

Det forekommer mig ogsaa at ville være ligesaa vilkaarlig som i Strid med Ordene i §48 sidste Led og med Sammenhængen mellem denne Bestemmelse og §56, som vel ubestridelig maa ansees at angaa ligesaavel den forsætlige som den uagtsomme Retskrænkelse, som matte indeholdes i en Overskridelse af Nødværgeretten, at begrænse Anvendelsen af hin Bestemmelse til det Tilfælde, at Vedk. gjennem Nødværgets Overskridelse havde gjort sig skyldig i et Forhold, som alene kunde tilregnes ham som uagtsomt, forsaavidt da Loven betegner vedk. Handling i den uagtsomme Form som strafbar, thi er ikke dette sidste Tilfældet, vil jo Vedk.s Frifindelse være uafhængig af §48 sidste Led. Ved en saadan Begrænsning vilde der vistnok kun bli liden praktisk Anvendelse for Bestemmelsen.

At denne saaledes forstaaet som af mig gjort gjældende ikke skulde stemme med den almindelige Retsbevidsthed, tror jeg ikke holder Stik. Tvertimod. Jeg slutter mig ang. dette Spørgsmaal fuldt ud til de paa det citerte Sted i Motiverne udtalte Bemærkninger. Jeg tror, at Bestemmelsen, anvendt i den af mig hævdede Udstrækning, er ligesaa nyttig og tjenlig til Beskyttelse for Retssikkerheden, som den er billig at (!) retfærdig ligeoverfor den, der er nødt til at forsvare sig mod et retsstridig Angreb.

Det af Statsadvokaten fremholdte Exempel kan efter min Opfatning ikke tillægges nogen Betydning for det foreliggende Spørgsmaals almindelige Bedømmelse. Ethvert praktisk forekommende Tilfælde maa selvfølgelig bedømmes efter samtlige foreliggende konkrete Omstændigheder, og jeg nærer for mit Vedk. igen Frygt for, at Lagretten jo vil forstaa at bedømme disse ogsaa i Relation til Lovens Betingelse, at Overskridelsen alene har fundet Sted paa Grund af en ved Angrebet fremkaldt Sindsbevægelse eller Bestyrtelse, paa en forstandig Maade.

Spørgsmaalet om den rette Forstaaelse af Bestemmelsen om Nødværgerettens Begrænsning, §48 andet Led foreligger ikke her. Jeg kan heller ikke forstaa, at dette Spørgsmaal kan ha nogen Betydning for Fortolkningen af §ens sidste Led. Det forudsættes jo her - i sidste Led - som givet, at Grænserne for Nødværget - de være nu videre eller snevrere - i ethvert Tilfælde er overskredet.

Sluttelig vil jeg ikke undlade at tilføie, at saavidt jeg har havt Anledning til at undersøge Forholdet, gjøres i tysk Ret - baade i Theori og i Praxis - den samme Forstaaelse, som jeg her har hævdet, gjældende med Hensyn til den tilsvarende Bestemmelse i den tyske Straffelov (§53 sidste Led), nemlig at Straffefrihed under den paagjældende Betingelse ogsaa tilkommer den, som med Bevidsthed har overskredet Nødværget.

Rigsadvokatens Udtalelse er saalydende:

Jeg er enig i den Forstaaelse af Straffelovens §48 sidste Led, som indeholdes i Lagmandens, Retsbogen tilførte Retsbelæring og i det Væsentlige i den Begrundelse, som er givet af Lagmanden i hans foranstaaende Skrivelse hertil af 27 ds., hvortil jeg derfor kan henholde mig.

Side:349

Kun skal jeg tilføie, at i det af Ststsadvokaten i hans Skrivelse af 15 dennes anvendte Exempel foreligger en Sammenblanding af Reglerne for et virkeligt Nødværgetilfælde og for et putativt saadant. Den positive Bestemmelse, som indeholdes i Straffelovens §48 sidste Led, har kun Anvendelse, hvor et virkeligt retsstridigt Angreb har fundet Sted, men hvor der i Afværgelses= eller Forsvarshandlingen ligger en Overskridelse, idet en Overskridelse af Grænserne for Nødværge har som sin selvfølgelige Forudsætning et retsstridigt Angreb, ikke blot et indbildt saadant. Har derimod «Tiltalte vildfarende anseet et Angreb som retsstridigt,» finder ikke Straffelovens §48 sidste Led Anvendelse, hvorimod et saadant Tilfælde bliver at bedømme efter de almindelige Regler for Vildfarelse.

Som af Lagmanden antydet har den tyske Straffelovs §53 sidste Led en til vor Lovs §48 sidste Led svarende, saalydende Bestemmelse:

«Die Überschreitung der Notwehr ist nicht strafbar wenn der Täter in Bestürzung, Furcht oder Schrecken über die Grenzen der Berteidigung hinaus gegangen est.»

Saavel den tyske Theori som den tyske Reichsgericht har fortolket denne Bestemmelse saaledes, som vor Straffelovs §48 sidste Led er blevet forstaaet af Lagmanden. Jeg tillader mig bl.a. at henvise til Olshausens Kommentar til den tyske Straffelov Udgave II S 245, Franks Udgave (1897) af den tyske Straffelov S. 81. Zeitschrift für die gesamte Strafrechtswissenschaft, 14 Bind S. 360-366.