Rt-1906-414

Instans:	Høyesterett - Votering og Dom
Dato:	1906-04-18
Publisert:	Rt-1906-414
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 57/1
Parter:	Westye Egeberg & Co.(Adv. Carl Lundh) mod Elias Eriksen (Adv. Gunnar Gundersen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Assessor -rikk: Denne Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder vil erfares af præmisserne til de ergangne Domme.

Ved Dom, afsagt af Sorenskriveren i Solør den 21 marts 1901, blev saaledes kjendt for Ret:

«Indstevnte Elias Eriksen bør være uberettiget til, som Eier af G. No. 48-3 Digernæs Skolegaard i Brandval at øve nogen Slags Hugst i Citanternes Eiendom G. No 49-3 Digernæs Sæterskog sammenævnte skog fældede Træer, bestemt ved uvillige Mænds, paa hans Bekostning optagne Skjøn, med Renter af Skjønsbeløbet 4 - fire - procent aarlig fra 2 Januar 1899 til Betaling sker og denne Sags Omkostninger med 100 - et hundrede - Kroner.

Ut efterkommes inden 15 - femten Dage fra denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.»

Ved Trondhjems Overrets Dom afødt xx.xx.1903 blev derimod saaledes kjendt for Ret:

«Underrettens Dom underkjendes. Appellanten, Lærer Elias Eriksen, kjendes som Eier af Gaarden nordre Digernæs, G.No. 48, Br. No. 3, berettiget til at udøve en efter denne Gaards Skyld ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa de Indstevnte, Westye Egeberg & Co.s Bekostning, bestemt forholdsmæssig Anpart af den samlede Eiendom Digernæs (nordre og søndre) tilliggende Husbehovsret i Digernæs Sæterskog, S. No. 49, Br. No. 3.

Processens Omkostninger ophæves for begge Retter.

De for den befalede Sagfører, Advokat Gundersen, ansatte Salærer, for det i Solør optagne Thingsvidne Kr.100 - et Hundrede Kroner - og for Overretten Kr. 120 - et hundrede og tyve Kroner, - udredes af Statskassen. »

Sagen er af Westye Egeberg & Co. indbragt for Høiesteret, hvor af Appell. er nedlagt paastand om Underretsdommens Stadfæstelse og Tilkjendelse af Sagens Omkostninger for Overretten og Høiesteret.

Side:415

Lærer Fritsen har nedlagt saadan paastand:

1 a. Principalt: At Indstevnte Elias Fritsen for sin Eiendom Nordre Digernæs med Sæter G. No. 48, Br. No. 3(Løbe No. 362 a I) kjendes berettiget til at tage Tømmer og andet Trævirke til Husbehov i Digernæs Sæterskog G. No. 49, Br. No. 3 i Brandval.

b. Subsidiært: At instevnte Elias Fritsen for bemeldte sin Eiendom med Sæter kjendes berettiget til at udøve en - efter det oprindelige skyldforhold mellem nordre og søndre Digernæs G. No. 48 Br. No. 3 og G. No 48 Br. No 4 eller efter Størrelse og Behov bestemt, forholdsmæssig Anpart af den, bemeldte Eiendomme Digernæs nordre og søndre, tilliggende Husbehovsret i Digernæs Sæterskog angivet til 3/7 Dele af den hele Berettigelse eller bestemt ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Appellantens Bekostning.

2. At Indstevnte hos Appellanten tilkjendes Omkostninger for Underretten samt Appellanten tilpligtes at erstatte det Offentlige Omkostningerne for Overretten og Høiesteret samt ved det til Brug for Overetssagen optagne Thingsvidne.

Jeg kommer i Sagen til samme Resultat som Underretten, men jeg bygger dette Resultat paa en anden Begrundelse. Jeg finder det nemlig ikke synderlig tvivlsomt, at det ved Delingen af L.No. 362a i 1858 var Meningen, at ligesaavel Peder Hansens Del L.No.362a I som Arne Andersens Del L.No, 362a II skulde have Husbehovsret i Sæterskogen. Dette fremgaar af de udstedte Skjøders Ord, bestyrkes ved det af Peder Hansen til Gudmund Haagensen i 1859 udstedte Skjøde og stadfæstes ved 4 Thingsvidnes Prov. Men den part, som har, efter hvad der er oplyst, i Tiden fra 1862 til 1896 ikke udøvet nogen Husbehovsret i Skogen, naar undtages, at der muligens har været taget Gjærdefang til Sæteren, hvilken, efter hvad Appell. her for Retten har erklæret, ikke indgaar under denne Sag. Under disse Omstændigheder antager jeg, at Skogen maa være hævdet fri for Husbehovsret til Lærer Eriksens Brug. Westye Egeberg & Co. har benegtet, at Eierne af Skogen har havt nogen Kjendskab til, at der skulde tilkomme Bruget nogen Husbehovsret, og der er ikke under Sagen fremkommet Oplysninger, der kan afsvække denne Benegtelse. heller ikke antages Eiernes manglende Kundskab at skyldes nogen Uagtsomhed. Jeg finder ikke, at Eieren af en Skog, der er belastet med Hugstrettigheder, pligter nærmere at undersøge de hugstberettigede Eiendommens Folier i panteregistret, men alene har at holde sig til de Oplysninger, han maatte finde under sin egen Eiendoms Folium. Nu er det vistnok saa, at der ifølge tinglæst Dokument paa Digernæs Sæterskog hviler en det samlede L. No. 362 Digernæs tilkommende Husbehovsret; i det tinglæste Skjøde paa Skogen fra Peder Gudmundsen til Collet & Søn afødt xx.xx.1805, denne Husbehovsret forbeholdt Sælgerens Gaard, og det er dette Skjøde, som danner Grundlaget for Westye Egeberg & Co.s hjemmel paa Sæterskogen. Men denne oprindelig det samlede DIgernæs tilkommende Husbehovsret er forlængst gjennem Brug overskredet. Begge de Dele, hvori L. No. 362 før 1825 blev delt, nemlig L. No. 362a besad før dets Deling i 1858, hvilede saaledes ikke i første haand paa Skjødet af 1805, men paa senere Brug, og derfor kan heller ikke den Husbehovsret, som i 1858

Side:416 overførtes eller tilsigtedes overført paa L. No. 362 a I, siges at have hvilet paa dette Skjøde. Det var en hævdet Ret eller en Andel i en hævdet Ret, der i 1858 overførtes paa L. No. 362 a I. Og ligesom Retten var vundet gjennem hævd, saaledes maa den ogsaa kunne tabes gjennom Frihævd. Det kunde siges, at ialfald en saa stor Del af den i 1805 etablerede Husbehovsret, som svarer til den Andel af Digernæs's samlede Skyld, der falder paa Lærer Eriksens Brug, fremdeles maatte være i Behold for dette. Men hertil er at bemærke, at det efter de foreliggende Oplysninger ikke kan være tvivlsomt, at mere end hele den det samlede Digernæs tilstaaede Husbehovsret allerede er optaget dels af L. No. 362 b, om hvilket det som nævnt er aldeles paa det rene, at det har fuld Husbehovsret og dels af L. No. 362 a II, om hvilket det samme maa antages.

Det er bleven gjort gjældende fra Indstevntes Side, at hans Brug ved at have Sæter i Sæterskogen og ved til denne Sæter ogsaa i Tidsrummet mellem 1862 og 1896 at have taget Gjærdefang for Sætervolden i Skogen har opretholdt hele sin Husbehovsret. Selv om det maatte forholde sig saa, at der i den nævnte Tid har været taget Gjærdefang til parcellens Sætervold i Sæterskogen, antager jeg dog, at herved ikke Husbehovsretten kan være bleven bevaret. Det kan allerede være et Spørgsmaal, hvorvidt Adgangen til at tage Trævirke til Gjærdefang for Sæteren indgaar under Husbehovsretten og ikke snarere er at anse som et Tilbehør til Sæterretten. Men i ethvert Fald mener jeg, at Eieren af L. No. 362 a I ikke ved at udøve denne Gjærdehugst kan have opretholdt den ham iøvrigt tilliggende Husbehovsret. Hugsten er ikke nogen utvetydigt Udslag af den større Ret, har ikke denne til sin nødvendige Forudsætning.

Det er endelig af Lærer Eriksen stærkt fremholdt, at Westye Egeberg & Co. ved i 1896 at have modtaget hans Frafaldense af Ret til Braateland og herfor at have ydet ham Betaling har erkjendt, at han fremdeles havde Husbehovsret i Sæterskogen.

Jeg tror imidlertid, at der ikke i hvad der i 1896 passerede mellem Westye Egeberg & Co. og Eriksen, med Føie kan lægges en saadan Erkjendelse fra Westye Egeberg & Co.s Side. Det gjaldt at blive fri hans prætensioner og Westye Egeberg & Co. kan meget vel tænkes at have udbetalt ham den ubetydelige Sum som forlangtes, uagtet de ikke ansaa ham rettelig at tilkomme nogen Erstatning.

Idet jeg saaleds kommer kommer til samme Resultat st tage Trævirke til Gjærdefang for Sæteren efEV *appell.'s egen Erklæring udenfor dette Søgsmaal, medens Underretsdommen bruger Udtryk, der er saa omfattende, at der under dem ogsaa indgaar denne særskilte Beføielse. Jeg har imidlertid troet, at det vilde være tilstrækkeligt, naar jeg her tog det udtrykkelige Forbehold, at Spørgsmaalet om Eriksens Adgang til saadant Gjærdefang ikke bliver afgjort ved denne Dom, og med dette Forbehold kan jeg altsaa notere for Underretsdommens Stadfæstelse.

Hvad Procesomkostningerne angaar, finder jeg det efter Omstændighederne rettest, at de ophæves for alle Retter.

Den befalede Sagfører har forsvarlig udført sit Hverv.

Konklusion:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at processens Omkostninger ophæves. Ligeledes ophæves Sagens Omkostninger

Side:417

for Overretten og Høiesteret. Salæret til den befaldede Sagfører for Høiesteret, Advokat G. Gundersen, ansættes til 200 - to Hundrede - Kroner, der tilligemed de ham ved Overretten og for Tingsvidnets Optagelse tilkommende Salærer udredes af Statskassen.

Assessor Blom: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Jeg kommer i det væsentlige til samme Resultat som Overretten. Jeg gaar ud fra, hvad jeg ogsaa anser afgjort ved tidligere Høiesteretsdomme, se bl.a. Retstid. for 1879 sag. 85 og for 1905 sag. 76, at den en Eiendom tilkommende Hugstret i fremmed Skog kan for en forholdsmæssig Andel overføres paa fraskilt Del af Eiendommen, med mindre noget andet er bestemt ved Rettighedens Stiftelse. Jeg gaar videre ud fra, at saadan Indskrænkning ikke indeholdes i Skjødet af 1805, og jeg gaar endelig ud fra, at da i 1858 L. No. 362 a Digernæs veltes mellem 362 a I og 362 a II, var det hensigten at overføre paa ethvert af disse brug Andel i de omhandlede Brugsrettigheder, og at det samme var Tilfældet for den efter Skyldsætningsforretningen af 1859 tilbageværende Del af 362 a I, da denne Eiendom, der nu tilhører Indstevnte, i 1862 solgtes til Brandval Skolevæsen. Naar jeg saaledes, i Overensstemmelse med de tidligere Voterende, antager, at Indst.'s Eiendom har i sin tid erhvervet den omstridte Ret, kan jeg ikke finde, at denne Ret senere er bortfaldt. Naar det forsaavidt er paaberaabt, at der i de Aar, fra 1862-1897, da Skolevæsenet eide Bruget, ikke er til selve Gaardens Behov øvet nogen Hugst i Sæterskogen, saa kan jeg saamegetmindre tillægge denne Ikke-Udøvelse af Retten nogen Retsvirkning, som den efter Erklæring fra vedkommende Ordfører var begrundet i, at Ved og Gjærdefang samt Husbehov til Skolen blev udlignet paa Skolekredsen. Da det ikke er oplyst, at Appell. eller tidligere Eiere af Sæterskogen har over denne øvet nogen Raadighed, der kunde udelukke den omhandlede Servitut, og da denne er udtrykkelig forbeholdt i selve det oprindelige hjemmelsdokument til Sæterskogen og altsaa ligefrem er knyttet til Skogens Udskillelse som særskilt Eiendom, samt da det videre maa antages, at der er til den Skolegaarden underliggende Sæter taget Trævirke i Skogen ogsaa i det omhandlede Tidsrum, kan jeg ikke se, at her foreligger Betingelserne for, at Skogeieren skulde have frihævdet sin Eiendom for den samme i sin Tid paalagte Servitut enten i det hele eller for nogen Del. Jeg lægger her særlig vegt paa, at naar der er tillagt Indst.'s Eiendom i Skogen Sætervold og der til dennes Benyttelse er med Appell.'s Godkjendelse øvet hugst i Skogen, saa maa det derved være lagt tydelig for Dagen, at Indst.'s Brug virkelig havde Andel i de Gaarden Digernæs ved Skjødet af 1805 forbeholdte Rettigheder. Sæterretten kan ikke have nogen anden hjemmel end det samme Skjøde, og her at skjelne mellem denne Ret og de øvrige i Skjødet omhandlede Rettigheder, kan jeg ikke finde nogen Grund for. Om de Digernæs forbeholdte Rettigheder maatte være overskredet, hvilket jeg forøvrigt ikke kan finde at være godtgjort, kan dette efter min Mening ikke influere paa eller ophæve den Indst.'s Eiendom tilkommende Andel i Rettigheden. Følgen af saadan Overskridelse maatte gaa ud over den, hvem samme var at tilregne og ikke over Indst., som her ingen Skyld har, og som heller ikke ligesaalidt som hans Forgjængere paastaaes at have samtykket i,

Side:418

at den paa hans Brug faldende Andel i Retten overføres paa eller udøves af nogen anden parcel af Digernæs.

Idet jeg med Overretten er enig i, hvad der ogsaa stemmer med det i de foran citerede Domme antagne, at Husbehovsretten i det Hele ikke kan udøves i større Omfang, end om Digernæs var forbleven udelt, og at Fordelingen mellem parcellerne maa foretages ved et Skjøn, der har at lægge Skyldforholdet til Grund, vilde min Konklusion gaa ud paa Overretsdommens Stadfæstelse, dog saaledes, at Omkostningerne ved det deri omhandlede Skjøn maatte paalægges Indstevnte for Høiesteret.

Med hensyn til Sagsomkostninger og den befaldede Sagførsel er jeg enig med Førstvoterende.

Assessor Thoresen: Jeg kommer til samme Resultat som Førstevoterende, men paa noget forskjellige præmisser. Min Opfatning af Sagen falder væsentlig sammen med Underrettens, til hvis Begrundelse jeg ogsaa i det hele kan henholde mig. Jeg antager, at nogen Ret til Aavirke i Appell.'s Skog ikke tilkommer Indst. enten i Kreft af tinglæste Dokumenter eller paa basis af hævd. Hvad det første angaar bemærkes, at der i det af Hans Hansen under 18 August 1858 udstedte Skjøde til hans Søn Peder Hansen og hans Svigersøn Arne Andersen paa de to Dele af Digernæs intetsteds nævnes noget om husbehovsret, gaar selvfølgelig ikke an. Rigtignok har 4 vidne, Arne Andersen, under det efter Underretsdommens Afsigelse optagne Tingsvidne forklaret, at meningen var, at baade Vidnet og Peder Hansen skulde have fuld Bruksret i Sæterskogen; men dette maa klarlig bero paa en Misforstaaelse eller en feilagtig Opfatning fra Vidnets Side af Retsforholdet. En Deling af Husbehovsretten mellem de to Brug vilde medføre store vanskeligheder, naar det ikke i Forveien var truffet Overenskomst desangaaende med Skogeieren, der med Føie maatte kunne protestere mod, at Fordelingen sker paa en saadan Maade, at hans Stilling derved i nogen Henseende præjudiceres. Under saadanne Omstændigheder synes det at være en naturlig og rimelig Ordning som af Underretten antaget, at Husbehovsretten tilkommer Hovedbølet L. No. 362 a II og ikke den mindre del af Eiendommen L. No. 362 a I.

Hvad angaar Spørgsmaalet om Hævd for 362 a I, da kan der formentlig ikke være Tale om saadan før efter 1858, da Eiendommen tidligere ikke juridisk talt har existert som selvstændigt Brug, men alene som en integrerende Del af 362 a.

Men om Brugsret gjennem Hævd er erhvervet for sidstnævnte Eiendom, kan den ikke uden videre gaa over paa parcellen, og efter 1858 maa jeg efter Sagens Oplysninger anse det fuldt paa det rene, at der ikke fra 362 a I's Side har fundet nogen Brug Sted, der kan begrunde hævd. Jeg er enig med Førstvoterende i, hvad denne har anført betræffede det stedfundne Aavirke vedkommende Eiendommens Sæter.

Med hensyn til Sagsomkostninger og den befaldede Sagførers Salær er jeg enig med Førstevoterende.

Extraordinær Assessor, Lagmand Thinn: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstevoterende.

Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Side:419

Underrettens Dom er saalydende:

Ved Skjøde af 23 Novbr., thl. 5 December, 1805 solgte Eieren af 10 Skinds Skyld i Gaarden Digernæs, senere betegnet med L. No. 362 i Grue, den Gaarden tilliggende Skov til Handelshuset Collet & Søn og efterat være solgt flere Gange er Skogen nu kommet til Firmaet Westye Egeberg & Co. Den kaldes nu G. No. 49, B. No. 3 i Brandval. I det oprindelige Skjøde er forbeholdt Husbehovsret i Skogen for Sælgeren og efterkommende Eier af hans øvrige Eiendom i Gaarden Digernæs efter udvisning.

Gaarden Digernæs, L. No. 362, blev senere delt i 2 Dele, L. No. 362 a og 362 b, der begge i over Hævdes Tid øvede Hugst til Husbehov i Sæterskogen, saaledes at det nu ikke bestrides, at saadan Ret tilligger hvert af disse 2 brug. Det er L. No. 362 a vi har at beskjæftige os med. Denne Gaard blev i 1825 solgt til Hans Hansen,, og af denne solgtes den i 1858 til hans Søn Peder Hansen og Svigersøn Arne Andersen, der delte Gaarden, over hvilken der blev afholdt en Skyldsætning den 13 Septbr. 1858, som afhjemledes Dagen efter. Ved denne Skyldsætning er Arne Andersens Del ansat til 4/7 af Eiendommen og givet en skyld af 4 Ort 9 Skill., medens Peder Hansens Del er ansat til 3/7 og har faaet 3 Ort 8 Skill. Skyld. Peder Hansens Del har saaet L. No. 362 a I og Arne Andersens Del L. No. 362 a II. Disse Betegnelser har Eiendommene i panteregistret og Matrikulen, medens de i de Skjøder paa hver af dem, som er udstedte førend Skyldsætningen, nemlig 18 August 1858 er givet den modsatte Betegnelse.

Den 14 Juni 1859 blev der atter holdt en Skyldsætning over L. No. 362 a I, hvorved der fraskiltes dette 3/10 nemlig L. No. 362 a III af Skyld 1 Ort, saaledes at 362 a I fik tilbage en Skyld af 2 Ort 8 Skill. Den fraskilte Del er ved Skjøde af 14, thl. 15 Juni 1859 solgt til Gudmund Haakensen, der i Skjødet tilsiges følgende Rettigheder: «Havneret i Sælgerens Havnegang samt den halve mig, Sælgeren, tilhørende Sætervold og Havnegang i Sæterskogen samt Husbehovsret hjemme paa Digernæs og i Sæteren af Digernæs "Sæterskog.»

I 1862 følgtes L. No. 362 a I til Brandvals Sogns Skolekommune, som brugte den til Skolejord, indtil den i 1897 solgte Gaarden til Elias Eriksen. Gaardens betegnelse er nu G. No 48, B. No. 3 i Brandvals Herred.

Den nye Eier, som ansaa sig brugsberettiget i Sæterskogen, har der hugget 3 trær. Skogens Eier, Westye Egeberg & Co., som ikke vil anerkjende nogen saadan Ret, har imidlertid efter forgjæves anstillet Forligsprøve indstevnet Elias Eriksen for Retten og paastaaet ham under denne Sag kjendt uberettigett til enhver Hugst i Sæterskogen, G. No. 49-3, og tilpligtet at betale Citantskabet Erstatning for det uberettigede Aavirke med Renter, samt Sagens omkostninger.

Indst. har taget til Gjenmæle og anført at L. No. 362 a for ca. 65 Aar siden eller i Aaret 1834 blev delt, idet Hans Hansen solgte en Del af Gaarden til en Ole Haukerud, hvorefter gik fra Eier til Eier indtil den kom tilbage til Hans Hansen, der nu havde den, til han som foran anført, i 1858 solgte hele sin Eiendom. I den Tid, da en Del af Gaarden var paa fremmede Hænder, skal der efter Indst.s Sigende være hugget i Digernæs Sæterskog af de nye Eiere, og der er ogsaa af Vidnerne forklaret, at disse huggede Hugstømmer i Sæterskogen og bortbyttede dette for et gammelt Hus paa en anden Gaard; men det er ikke oplyst, om Hugsten er foregaaet med Hjemmel af Brugsret eller efter særskilt Tilladelse, eller om Tømmeret var kjøbt.

Da der heller ikke foreligger nogen Oplysning om Brugens Udstrækning eller Varighed, navnlig ikke om hvor længe Gaarden var paa fremmede Hænder, førend den kom tilbage til Hans Hansen, der som Eier af begge Gaarde var Brugsberettiget, og da det er in confesso, at der i al den Tid, da den var i Skolevæsenets Eie ikke aavirkedes i Sæterskogen til Gaardens Fornødenhed, ialfald ikke af Skolevæsenet eller Brugeren, kan der ikke være hævdet nogen Ret for Gaarden til at

Side:420

tage Trævirke i Sæterskogen. Indstevnte har videre anført, at der maa tilkomme ham en Andel af den Brugsret, som tillaa det samlede L. No. 362 a, nemlig i Forhold til Skylden. Da der i Skjøderne intet indeholdes om, at nogen af de Dele hvori Gaarden er delt, skal tilkomme Husbehovsretten, idet begge Dele skjødes med de Rettigheder og Forpligtelser, hvormed den forrige Eier har eiet dem, mener han, at Følgen heraf maa være, at hver Del faar sin forholdsvise Andel af den oprindelige Eiendoms Rettigheder i Skogen. Han mener, at den Omstændighed, at hans Gaard er betegnet som L. No. 362 a I, viser at denne Del er betragtet som Hovedbøl, og at det derfor ikke kan tillægges den andel Del 362 a II hele Skogsretten. Citanterne mener derimod, at Retten maa tilkomme L. No. 362 a II, der hele Tiden upaaanket af alle andre, har udøvet den hele Ret, at denne Del af Gaarden uanseet Betegnelsen maa ansees som Hovedbøl, da den er den Største Del, hvor Bebyggelsen oprindelig stod, ligesom de andre Dele ved matrikulrevisionen er opgivne ikke at have Skogsprodukter til Husfornødenhed.

Retten kan ikke antage, at det ved Delingen af Gaarden har været Meningen, at ogsaa Retten til Husfornødenheder i Sæterskogen skulde deles. Det er en ufravigelig Sædvane, at naar der frasælges en Gaard nogen Del, saa faar denne ingen Del af saadanne Rettigheder, naar derom intet udtrykkelig er nævnt i Skjødet. Retten følger Hovedbøllet eller den Del af den samlede Gaard, som Sælgeren erholder tilbage. Udtrykkene i Skøderne, at Eiendommene sælges med Rettigheder og Forpligtelser, Udtryk der hører til den faste Formel, hvorefter Skjøder skrives, findes ikke at kunne tillægges nogen Betydning som Udtryk for, at en saadan Deling har været Meningen.

Det bliver da Spørgsmaalet, hvilken af de 2 Gaarddele der har været anseet som Hovedbøl, og som det derfor har været Meningen at tildele Retten. Uanseet Betegnelsen i Matrikulen, som uden nogen Antegning af Skyldsætningsmændene eller parterne gives ved Skyldsætningens Indførelse i panteregistret, maa Retten gaa ud fra, at dette har været den Del, der har saaet L. No. 362 a II. herpaa lyder:

At Sælgeren i Skjøderne betegner dem paa den modsatte Maade af Matrikulen.

At han falder Peder Hansens Del en Gaardpart, den anden kun Eiendom.

At han selv har forbeholdt sig Føderaad af L. No. 362 a II.

At Gaardens Huse fra gammel Tid har staaet paa denne Eiendom.

At det er den Største

At den er opgivet at have Skogprodukter til Husbehov, hvad den anden Del ikke er og endelig.

At den uimodsagt har øvet Retten lige siden Adskillelsen medens der for den anden Del intet er taget siden 1862. Det er muligt - og Udtrykkene i Skjødet af 1859 tyder paa noget saadant, at de Mænd, som i 1858 havde erhvervet de 2 Dele af Gaarden har tænkt at begge Dele skulde øve fuld Husbehovsret; men denne Mening der aabenbart strider mod Loven, er forladt, og Eieren af L. No. 362 a I har i ethvertfald fra 1862-1897 intet taget i Skogen. Det er ogsaa uimodsagt anført af Citanterne, at naar Eieren af L. No. 362 a III, der er tilsagt Brugsret i Skjøde af 1859, uden Indvending fra Citanternes Side øver denne Ret, er det fordi han har saadan Ret i Egenskab af Eier af en anden Brugsberettiget Del af Digernæs.

Retten maa lægge særlig Vægt paa den Omstændighed, at Eierne af L. No. 362 a II stadig har taget sine Fornødenheder i Sæterskogen, medens Eieren af den anden parcel har holdt sig borte derfra. Saalænge der kun tages Husfornødenheder for et enkelt Brug, har nemlig Skogens Eier ingen Grund til at optræde, og Retten skulde være mest tilbøielig til at antage, at hvis der for L. No. 362 a II er havdet Ret til at tage mer i Sæterskogen, end der med Rette skulde tilkomme

Side:421

denne Gaard, saa er dette skeet paa Bekostning af den Gaard, der i Tilfælde skulde være Medeier i Brugsretten og ikke i Skogen.

Det er anført, at Citanterne have afkjøbt Eierne af Digernæs, deriblandt ogsaa Indst. deres Ret til at hugge Braate i Sæterskogen, og at dette skulde indeholde en Erkjendelse af Indst.s Skogsret.

Citanterne have hertil anført, at saalænge der ikke var Tale om anden Ret end Braatehugstretten, som betales med 500 Kr. til hele Sæterlaget, saa var Indst.s Del deraf saa liden, at det lønner sig bedre at betale end procedere.

Det er paa det Rene, at Indst. har et Stykke af en Sætervold, og Retten antager ikke, at Citanterne ved uden Protest at lade ham faa Andel i Betalingen for Braatehugstretten, kan antages at have afgivet nogen Erkjendelse af hans Brugsret i Skogen i det Hele.

Naar Retten saaledes kommer til det Resultat, at der ikke har været erhvervet nogen Ret i Citanternes Skog for Indst.s Gaard, bliver det ufornødent at gaa nærmere ind paa Spørgsmaalet, om Skogen er frihævdet fra Brugsretten.

Dom vil blive at giver overensstemmende med Citanternes Paastand. Renter 4 pCt. bliver at svare fra 2 Januar 1899. Sagsomkostninger vil Indst. have at betale Citantskabet og bestemmes disse til 100 Kr.

Overrettens Dom hidsættes:

Under 21 Marts 1901 blev af Sorenskriveren i Solør afsagt saadan Dom:

"Indstevnte Elias Eriksen bør være uberettiget til som Eier af G. No. 48-3, Digernæs Skolegaard i Brandval, at øve nogen Slags Hugst i Citanternes Eiendom G. No. 49-3, Digernæs Sæterskog, sammesteds. Saa bør han og til Citanterne betale Erstatning for 3 i den nævnte Skog sældede Træer bestemt ved uvillige Mænds paa hans Bekostning optagne Skjøn, med Renter af Skjønsbeløbet 4 pCt. aarlig fra 2 Januar 1899 til Betaling sker og denne Sags Omkostninger med 100 Kroner."

Denne Dom, til hvis Præmisser henvises, har Lærer Elias Eriksen ved Stevning afødt xx.xx.1901 indbragt for nærværende Ret med Paastand:

"1. At Underrettens Dom underkjendes.

2a. Principalt: At App. for sin Eiendom nordre Digernæs, Løbe No. 362 a II, G. No. 48, B. No. 3 kjendes berettiget til at tage Tømmer og andet Trævirke i Digernæs Sæterskog G. No. 49, B. No. 3 til Husbehov.

b. Subsidiært: At App. for bemeldte sin Eiendom kjendes berettiget til at udøve en efter Skyld (eller Størrelse) bestemt forholdsmæssig Anpart af den samlede Eiendom Digernæs (nordre og søndre) tilliggende Husbehovsret i Digernæs Sæterskog, G. No. 49, B. No. 3 - denne Anpart afgivet enten mindst til 3/7 af den hele Berettigelse eller bestemt ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indst.s Bekostning.

3. At App. tilkjendes Omkostninger for Over- og Underret hos Indst."

Appellanten har erholddt fri Sagførsel saavel for Overretten som et af ham optaget Thingsvidne, og den for ham beskikkede Sagfører, Advokat Gunnar Gundersen, har i Forbindelse med anførte Paastand forlangt Salær udført for Sagens Udførelse, hvilket Salær forventes udredet af det Offentlige.

Indstevnte, Westye Egeberg & Co., har paastaaet Underrettens Dom stadfæstet og Indstevnte tilkjendt Omkostninger for Overretten.

Da Appellanten i 2 Indlæg har udtalt sig om Sagen, er der ikke Adgang til Indrømmelse af den af ham ved Sagens Optagelse principalt forlangte Udsættelse.

Foruden det nævnte Thingsvidne, som er optaget i Solør 14 Oktober - 17 December 1901, har Appellanten fremlagt Bevilling til Irettelæggelse af nye Bevisligheder.

Side:422

Af de under Thingsvidnet fremkomne Oplysninger kan merkes, at 4 Thingsvidne, Arne Andersen, den samme, som i 1858 samtidig med Peder Hansen kjøbte Digernæs, har forklaret, at baade han og Peder Hansen skulde have fuld Brugsret i Sæterskogen, hvilken dengang eiedes af Rustad paa Roverud, og at Peder i sin Besiddelsestid hakkede Løv, fældede Furutrær og flekkede Næver. Vidnet oplyser, at Peder Hansens Fader allerede forinden Delingen i 1858 havde overladt en Del af Gaarden til Brug for Sønnen; denne Del var den samme, som ved den senere Skyldsætning blev tildelt Peder som Eiendom. Peder brugte denne Del, indtil han selv blev Eier, idet han og Faderen havde hver sin Buskap og hvert sit Stel.

5 Thingsvidne, som er 4 Thingvidnes Hustru, oplyser, at hun engang var med at hakke Løv for Peder Hansen i Digernæs Sæterskog, uden at hun dog mindes, naar dette var.

Jeg skal bemerke, at Hans Hansen, som indtil 1858 havde Skjøde paa den samlede Eiendom L. No. 362a, havde ifølge Skjøde afødt xx.xx.1825 "Rettigheder i Skogen til Husbehov". Hans Hansen solgte i 1858 Gaarden i 2 Dele, den ene til Sønnen Peder Hansen, den anden til Svigersønnen Arne Andersen, førstnævnte ved Skyldsætningen benævnt L. No. 362a I og sidstnævnte L. No. 362a II, begge Dele ifølge de samme Dag udstedte Skjøder "med de Rettigheder og under de Forpligtelser, Eiendomsretten hidtil har medført for mig" (Hans Hansen). Peder Hansens Andel, nordre Digernæs, udgjorde 3/7 og Arne Andersens, søndre Digernæs, 4/7 af den solgte Gaard. Det maa imidlertid antages, at nordre Digernæs allerede længere Tid før 1858 havde bestaaet som eget Brug med egne Huse. Dette stemmer med 4 Thingsvidnes Forklaring og bestyrkes derved, at denne Del i Skyldsætningen af 1858 siges at være skilt fra søndre Del ved allerede dengang opført Skigaard. Det maa - af 4 Thingsvidne - vistnok antages, at Peder Hansen før 1858 to Trævirke i Digernæs Sæterskog.

I 1862 blev nordre Digernæs med Undtagelse af en tidligere til Gudmund Haakonsen solgt Strimmel af Peder Hansen solgt til Brandvald Anneks Skolevæsen "med de Rettigheder og Herligheder og under de Forpligtelser." hvormed den havde tilhørt Peder Hansen. Eiendommen blev anvendt til Skolegaard og Skolehus opført paa samme.

I 1897 blev Eiendommen kjøbt af Appellanten med de Rettigheder, hvormed Kommunen i sin Tid havde faaet sig overdraget samme.

Det kan have sin Riktighed, at en Parcel, som fraskilles Hovedbølet, ikke tilkommer Andel i dettes Hugstret til Husbehov, naar saadant ikke er særlig betinget. I nærværende Tilfælde derimod, hvor Gaarden samtidig solgtes til en Søn og en Svigersøn, og hvor der ikke spørges om en frasolgt Parcel, men om en Deling af Eiendommen i 3/7 og 4/7, antager jeg, at Formodningen maa være for, at begge Gaarde skulde have Brugsret i Digernæs Skov, hvad ogsaa bestyrkes ved, at Udtrykkene i begge Skjøder om de Gaardene følgende Rettigheder er de samme. Den nævnte Formodning er ogsaa af 4 Thingsvidne bekræftet at være Virkelighed. Uantageligt er det ogsaa, at Sælgeren i 1858 til Fordel for Skogeieren skulde have villet eftergive noget af den Gaarden tilliggende Husbehovsret, og dette vilde være skeet, hvis alene de 4/7 af Eiendommen for Fremtiden skulde tilkomme saadan Ret. I den Aarrække, nordre Digernæs var Skolegaard, kan det ikke antages, at nogen Gaarden tilliggende Ret skulde være frafaldt, ligesaalidt som der antages at kunne være Spørgsmaal om Frihævdelse fra den tjenende Eiendoms Side.

Efter det anførte antager jeg, at nordre Digernæs har den omprocederede Ret i Behold. Imidlertid kunde Hans Hansen i 1858 ikke overdrage større Brugsret, end de solgte Gaardsdele tilsammen havde. Det ligger i Sagens Natur, at en Brugsret som den omhandlede, naar den herskende Eiendom efterhvert bliver mere opdyrket, kan medføre større Behov for Trævirke; men at dele Gaarden i

Side:423

Parceller med fuld Husbehovsret for alle disse, dertil har Gaardeieren ikke Adgang. Hvad der i nærværende Tilfælde tilkommer nordre Digernæs, er en saa stor Andel af den samlede Husbehovsret, som efter Skylden tilfalder denne Eiendom. Skyldene som er reguleret efter Gaardens naturlige Betingelser for øieblikkelig saavelsom fremtidig Værdi, antages at give den bedste Maalestok for den rigtige Fordeling af Behovet for Trævirke gjennem Tiderne. Selvfølgelig vil den nordre Digernæs tilkommende Ret til Behovet af Trævirke for Gaardens Sæter ogsaa være Gaarden forbeholdt, ligesom det ligger udenfor nærværende Sag, at den til Gudmund Haakonsen solgte Parcel muligens tilkommer en Del af nordre Digernæs tilfaldende 3/7 af den samlede Ret.- - - J. Bergh.

Enig i det Væsentlige og i Resultatet. Kr. Fleischer.

Ligesaa. W. Hirsch.