Rt-1906-465

Instans:	Høyesteretts kjennelse
Dato:	1906-04-19
Publisert:	Rt-1906-465
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.No 29/1 B f.A.
Parter:	Straffesag mod Olaf Ketilsen Dale (Aktor: Adv. F. Borgen - Forsvarer til Prøve: Cand. jur. B. Haxthow).
Forfatter:	Hambro, Mejdell, Prydz, Motzfeldt, B. Scheel, Vogt, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §407, §408

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Efter forgjæves Forelæg blev Olaf Ketilsen Dale under 15 September 1905 sat under Tiltale af Politimesteren i Telemarken «for Overtrædelse af Straffelovens §407 (kfr. §32 i Lov angaaende Jagt og Fangst afødt xx.xx.1899) ved at have drevet Jagt efter Elg i den Kammerherre Cato Aall tilhørende Dale Skov i Seljord i Tiden mellem 17 og 20 September 1904.»

Tiltalebeslutningen blev forkyndt ham den 20 September næstefter Kl. 1 om Eftermiddagen.

Sagen kom for i øvre Telemarkens østfjeldske Sorenskriveris Meddomsret den 3 November 1905, hvor Politiaktor - som det sees med Rettens og Tiltaltes Samtykke - udvidede Tiltalen «til ogsaa at gjælde den af Tiltalte i Dale Skog i Septbr. d. A.» - altsaa i 1905 - «fældte Elg».

Ved den ligeledes under 3 November 1905 afsagte Dom blev Tiltalte frifunden samt i Erstatning for Forsvarsomkostninger tilkjendt Kr. 30 af Statskassen. Dommen er afsagt under Dissens, idet rettens Formand voterede for Tiltaltes Fældelse efter de af Paatalemyndigheden nævnte Lovsteder.

Denne Dom har Politimesteren i Telemarken indanket for Høiesteret, idet han mener, at Loven i nærværende Tilfælde er urigtig anvendt, forde Meddomsrettens Flertal har antaget, at Tiltalte havde saadanne Rettigheder i Klagerens, Kammerherre Aalls Skog, at han maatte ansees som Sameier i denne og derfor efter Jagtlovens §3 jagtberettiget.

Side:466

Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høieste ret.

Med Hensyn til Sagens nærmere faktiske Omstændigheder henviser jeg til Meddomsretsdommens Begrundelse.

Jeg skal allerede strax gjøre en Bemærkning med Hensyn til Procesualia. Jeg finder, at Paatalemyndigheden ikke har været kompetent til, selv om den erhvervede Rettens og Tiltaltes Samtykke, at udvide Tiltalen, saaledes som under Hovedforhandlingen skeet, naar Klagerens Erklæring herom ikke var indhentet. Der er fra Klagerens Side alene forlangt Tiltale vedkommende den i 1904 drevne Jagt, og efter Straffelovens §408 første Led skulde derfor Sagen, forsaavidt angaar den i 1905 stedfundne Jagt, efter min Mening have været afvist.

Hvad Realiteten angaar, har Meddomsrettens Pluralitet som nævnt anseet Tiltalte paa Grundlag af de Rettigheder, der i Meddomsretsdommen er nævnt, og som tilkom ham som Eier af Nordre Dale Klagerens Skog, sameieberettiget med denne, idet Meddomsretten mener, at disse Rettigheder er af et saadant Omfang og Beskaffenhed, at Dale Skog maa blive Sammeiestrækning, hvorved Jagtlovens §3 faar Anvendelse. Det forekommer mig, skjønt jeg ikke finder det nødvendigt af Hensyn til det Resultat, hvortil jeg er kommet, at afgjøre Spørgsmaalet, dog temmelig utvilsomt, at Meddomsrettens Flertal i denne Afgjørelse har taget feil, men naar jeg alligevel finder at maatte slutte mig til det Resultat, hvortil Flertallet er kommet, saa er dette bygget paa den Omstændighed, at jeg, efter hvad der er udtalt af Meddomsmændene i Dommen, maa finde det ganske klart, at Tiltalte forsaavidt i ethvert Fald har været i god Tro. Det anføres, at han paastod at være fuldt berettiget til den omhandlede Jagt som Brugsmand paa Dale, og naar Meddomsretten da ikke blot ikke bestrider denne hans Paastand om, at han ansaa sig fuldt berettiget, men endog ligefrem afgjør, at han virkelig ogsaa det var, saa mener jeg, at deri ligger en fuldstændig tilstrækkelig udtalt Forudsætning om, at Tiltalte, forsaavidt ialfald Jagten i 1904 angik, har været i god Tro og uvidende om, at hams Retsforhold til Skogen muligens ikke hjemlede ham en saadan Jagtret. Dette er Efter min Mening nok til hans Frifindelse under Sagen for den reiste Tiltale. Skjønt jeg som nævnt har havt adskilligt at bemærke med Hensyn til Processualia og tillige bygger mit Resultat paa et andet Grundlag end Meddomsrettens Pluralitet, anser jeg det ikke nødvendigt at foreslaa nogen Forandring i Dommens Konklusion, men vil votere for, at Anken forkastes.

Konklusion:

Anken forkastes.

Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Advokat F. Borgen og Cand. juris B. Haxthow, tillægges i Salarium, førstnævnte 60 - sexti - og sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Hvad der kan gjøre Spørgsmaalet om Tiltaltes Adgang til at anse sig jagtberettiget noget tvilsomt, er Ordlyden af den i Meddomsretsdommen omhandlede Overenskomst af 1872 mellem daværende Eier af Nordre Dale, Kittil Gundersen Dale, og Nils Aall. I denne Overenskomst, der er dateret 21 November 1872, Punkt 3 heder det: «I Skoven har Kittil Gundersen og kommende Eiere af Dale Ret til

Side:467

Hus= og Gjærdefang efter Udvisning samt Brænde af Løvved, Top og Tørt ligesom disse eie Bete ved Siden af, hvad Aall og kommende Eiere af Ulefoss Sagbrug til Drivselens Fremme behøver og Løvskov, dette sidste skal dog ikke være til Hinder for, at Skoveieren i de kommende 10 Aar maa rydde og renske de Skovstykker han maatte ønske saavel for Løvskov som for andet skadeligt Rusk. Efter dette siger det sig selv at Dale Gaards Eier er uberettiget til i Skoven at røre nogetsomhelst Gran= eller Furutræ, det være sig stort eller lidet, uden efter foregaaende Udvisning.»

Det sees følgelig, at Dokumentet bruger de Udtryk, at Kittil Gundersen Dale og kommende Eiere af Dale «eie Bete ved Siden af hvad Aall og kommende Eiere af Ulefoss Sagbrug til Drivselens Fremmede behøver og Løvskov, dette sidste skal dog ikke være til Hinder for, at Skoveieren i de kommende 10 Aar maa rydde og renske de Skovstykker han maatte ønske saavel for Løvskov som for andet skadeligt Rusk.» Efter min Mening er efter disse Udtryk ikke den Mulighed absolut udelukket, at Retsforholdet er af den Beskaffenhed, at Eiendomsretten til Skogen, det vil sige Træerne, ikke involverer Eiendomsret til Grunden. Kfr. i den Henseende Professor Tarangers Afhandling, Bondens Sædvaneret i Telemarken og Redenes Side 13 Afsnit 4. Efter min Opfatning vilde det for at kunne gjøre sig op en sikker Mening i saa Henseende være nødvendig at have nærmere Kjendskab til, hvorledes Retssædvanen inden Bygden er i den Slags Forhold. Med Førstvoterende finder jeg det imidlertid efter den Begrundelse iøvrigt, der af Førstvoterende blev givet ufornødent at udtale mig nærmere om denne Side af Sagen, Med Førstvoterende er jeg enig i, at paa Grundlag af de Data, der for Tiden foreligger, maa man nærmest antage, at Tiltalte ingen Jagtret tilkommer.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende og bygger ligesom han dette paa, at Tiltalte har været i god Tro. Jeg vil imidlertid ligefrem udtale, at jeg finder, at de omhandlede Rettigheder ikke kan ansees at være af saadan Beskaffenhed, at de konstituerer noget Sameieforhold, og jeg finder det derfor paa det rene, at Tiltalte maa ansees uberettiget til Jagt i den omhandlede Skog. Jeg kan i det væsentlige tiltræde, hvad Meddomsrettens Formand har udtalt med Hensyn til Rettighederne, og spesielt finder jeg ogsaa den af ham citerede Høiesteretsdom i Rt-1902-657 af megen Betydning for Sagen. De i Meddomsrettens Dom under Litr. a-d opregnede Rettigheder er vistnok kun ganske ordinære Husbehovs= eller Gaardsfornødenhedsrettigheder, ved hvilke der ikke kan være Tale om at anse noget Sammeieforhold konstitueret. Jeg finder intetsomhelst særeget ved disse Rettigheder. Jeg skal specielt bemærke, at der med den under Litra d nævnte Ret til Løvskog vistnok ikke kan være ment noget Slags Eiendomsret, hvilket maa være klart deraf, at der i Litra b særskilt er nævnt Ret til Brænde af Løvved. Om tiltalte har nogen Ret til de omhandlede Staaler, det vil sige Sætre, og Slaatter, og af hvilken Beskaffenhed hans Ret i Tilfælde er, er Spørgsmaal, som Meddomsretten - som det sees - har ladet ubesvaret; men om det skulde forholde sig saa, at Tiltalte har Sæter= eller Slaatret i Skogen, anser jeg det udelukket, at der specielt derved skulde kunne begrundes noget Sameieforhold med Hensyn til Grunden. Kfr. Høiesteretsdom i Rt-1906-175.

Side:468

Assessor Motzfeldt: Jeg er enig med Hr. Assessor Prydz.

Assessor B. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Lagmand Vogt: Ligesaa.

Assessor Reimers: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Prydz.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Meddomsrettens Dom hidsættes:

- - - Retten finder det bevist, at Eieren af nordre Dale er hjemlet følgende i Dale Skog:

a. Ret til Hus og Gjerdefang efter Udvisning

b. Brænde af Løvved, Top og Tørt

c. Beite ved Siden af, hvad Eieren af Ulefos Sagbrug (d. e. Aall som Eier af Dale Skog) selv trænger og

d. Løvskog.

Videre er der ved Vidner oplyst idag, at der i Dale Skog ligger adskillige Staaler og Høslaatter, som benyttes af nordre Dales Eier, og som Vidnerne mente maatte være hans Eiendom.

Saalangt er Dommerne enige, men nu opstaar Dissens.

Rettens Pluralitet finder, at det Forhold, som finder Sted mellem Eieren af nordre Dale og Eieren af Dale Skog er af et saadant Omfang og Beskaffenhed; at Dale Skog maa blive Samerestrækning, hvorpaa Lov angaaende Jagt og Fangst afødt xx.xx.1899, dens §3 maa være anvendelig.

Efter dette tilkommer nordre Dales Eier Jagtret i Dale Skog og Tiltalte maa blive at frifinde.

Formandens Votum er saalydende:

Minoriteten, Rettens Formand, kan ikke være enig i Pluralitetens Opfatning af at Forholdet med Dale Skog er et Sameieforhold og som saadant undergivet Bestemmelsen i den citerede Lovs §3. Dale Skog er et særskilt skyldsat Brug, der nu eies af Kammerherre Aall, og som siden langt tilbage i Tiden har havt andre Eiere end nordre Dale. Ved Overenskomsten af 1872 indrømmede Nils Aall som Eier af Dale Skog Eieren af nordre Dale nogle Servituter, men det kan ikke indsees at disse forandrede Eiendomsforholdet. Ved Skylddelingen blev disse Servituter ikke engang nævnt, antagelig fordi, at de ikke ansaaes af synderlig Værdi til Skogeiendommens Forringelse. Formanden opsattede Overenskomsten saaledes, at den ikke medførte nogen Forandring med Hensyn til Eiendomsretten til Grunden af Dale Skog. Aall var og blev Eier, men nordre Dale havde Servituter over Dale Skog. Med Hensyn til Forstaaelsen forøvrigt af den citerede §3 i Jagtloven, da maatte Formanden henvise til Høiesteretsdom i Rt-1902-657. Naar Tiltalte har paaberaabt sig, at Nordre Dales Eier i en Aarrække har drevet Jagt i Dales Skog, hvilket stadfæstes ved et af Vidnerne, da kan dette ikke virke befriende. Man kan ikke hævde saadant.

Tiltalte maa efter dette blive at fælde efter Straffelovens §407 - - -

Side:474