Rt-1906-513

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-06-08
Publisert:	Rt-1906-513
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 83/1 s. A.
Parter:	Overretssagfører W Buhre eller nu hans Konkusbo (Adv. Schiander) mod Fru Hanna Syverstad (Adv. Helmer). Adciteret: Adv. W. Nicolaysen paa egne og Carl I. Hagmanns Vegne (Adv. Nicolaysen).
Forfatter:	Roll, Motzfeldt, Hambro, Skattebøl, Mejdell, Vogt, B. Scheel
Lovhenvisninger:

Assessor Roll: Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1904 er i nærværende Sag saaledes kjendt for Ret:

"Den af afdøde Erik Syverstad hos Overretssagfører Nicolaysen paa Overretssagfører Buhres Vegne foretagne Deposition af Obligation afødt xx.xx.15 December 1899 i Gaarden Syverstad i Asker kjendes ugyldig at være.

Den under Sagen omhandlede Kontrakt afødt xx.xx.1900 kjendes i Forhold til Overretssagfører W. Buhre eller nu hans Dødsbo uforbindende for Erik Syverstad eller nu hans Enke Fru Hanna Syverstad, og Indstevnte Overretsagfører W. Buhre eller nu hans Dødsbo bør under en daglig løbende Mulkt af 10 - ti - Kroner til Kristiania Bykasse aflæse den ham tiltransporterede ovennævnte Obligation i Gaarder Syverstad i Asker stor Kroner 7.000,00. Processens' Omkostninger ophæves."

Denne Dom er af Overretssagfører Buhres Dødsbo, der nu er oplyst at være overgaaet til Konkursbo, paaanket til Høiesteret; her har boer nedlagt Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Sagens Omkostninger i begge Instantser.

De Indstavnte har paastaaet Byretsdommen stadfæstet og sig tilkhendt Sagsomkostninger ved Høiesteret.

Sagens nærmere Omstændigheder vil erfares af Byretsdommens Præmisser.

Efter Byretsdommens Afsigelse har de Indstevnte erhvervet en Erklæring fra Dr. med. Ragnar Vogt, som efter at have gjort sig bekjendt med Akteme og anstillet nærmere Undersøgelser har udtalt,

Side:514

at Erik Syvertstad i Mai 1900 led af vidt fremskreden Alderdomssløvhed (dementia senilis) og har konkluderet med, at han i Mai 1900 var sindsyg og ude af Stand til at drage Omsorg for sig og sit Gods, samt at denne Tilstand antagelig havde varet ved i længere Tid og vistnok over 1 Aar.

Efter de foreliggende Oplysninger er det udenfor al Tvivl, at Erik Syverstad den 18 Mai 1900, da han indgik den paaklagede Overenskomst, var i høi Grad aandsvækket og sløvet. Hvorvidt han var saa aandsvækket og sløvet, at han overhovedet aldeles var ude af Stand til at fatte en fornuftig Beslutning og til at afgive en virkelig Villieserklæring, skal jeg lade staa derhen. Der er Oplysninger i Sagen, som peger paa, at saa ikke var Tilfældet, idet det navnlig af Vidnesprov bl.a. fra hans egen Sagfører fremgaar, at han havde god Greie paa sine Regnskabsforhold vedkommende Eiendommen. Men saa meget forekommer mig klart, at den Villedakt, som det her gjælder, er af den Befkaffenhed, at det med Sikkerhed synes at maatte antages, at han umulig har kunnet forstaa, hvad han gjorde og virkelig have villet det. Man kan nok paavise foruftige og rimelige Motiver til, at han vilde gjøre sine Medkontrahenter Indrømmelser; han vilde opnaa, at den indgaaede Handel blev erkjendt staaende ved Magt, og at han fik udbetalt Renterne af den Obligation i Syverstad, som han havde betinget sig. Men for at opnaa dette kunde han, hvis han havde været i aandelig Vigør og havt sit Hoved klart, efter mit Skjøn umulig have villet indgaa paa en Overenskomst, hvorved han gav tilbage hele det for Gaarden Syverstad modtagne Kontantbeløb og mere til, derhos udsatte sig for at miste den betingede Obligation helt eller delvis, og i ethvert Fald ene overtog hele Resikoen ved Spekulationen, - altsaa en Overenskomst, som i Virkeligheden indeholdt en Ophævelse af Kjøbekontrakten i alle de Punkter, dom for Erik Syvertstad var af Interesse, og det paa samme Tid som han havde og udtalte den efter det oplyste ikke ubeføiede Opfatning, at Hagmann og Buhre ingen Grund havde til at kræve Handelen omgjort. Jeg mener, at den Omstændighed, at han har indgaaet paa en saadan Overenskomst, nødvendigvis indicerer en vidt fremskreden Aandsvækelse. Det har været gjort gjældende fra Buhres Side, at Overenskomsten er bleven ratihaberet af Erik Syverstads Familie, navnlig af hans Hustru og hans voxne Søn Alexander. For Hustruens Vedkommende foreligger der herfor aldeles intet Bevis. For Sønnens Vedkommende har man det Indicium, som skulde ligge deri, at han ledsagede sin Fader dengang denne indfandt sig paa Overretsfagfører Nicolaysens kontor og underskrev Overenskomsten. Sønnen, der sees at have underskredet Overenskomdten til Vitterlighed, har imidlertid erklæret, at han ikke har hverken tilraadet eller fraraadet sin Fader at indlade sig paa denne Overenskomst, og at han undlod positivt at modsætte sig sin Faders Indgaaen paa Kontrakten, da det blev sagt, at Gaarden vilde drives til Auktion, hvis Overenskomsten. ikke som istand. Der kan jo i det hele taget lade sig tænke forskjellige Grunde til, at Sønnen ikke driftede sig til eller som dig til at optræde stærkere mod sin Fader.

Videre er det fra Buhres Side gjort gjældende, at det er at lægge Familien tillast, at den ikke itide fik Erik Syverstad umyndiggjort, og at den ikke underrettede Overretssagf. Nicolaysen, forinden Overenskomsten afsluttedes, om, at et saadant Skridt paatænktes. Og jeg kan ikke helt frikjende Familien for al Skyld i dette Stykke, om

Side:515

det end ikke er fuldt paa det Rene, at Nicolaysen ikke blev underrettet om deres Hensigt. Men jeg kan ikke tillægge dette Moment saadan Betydning, at af den Grund den i og for sig uforbindende Retshandel dermed skulde kunne blive bindende.

Det er efter dette mit Resultat, at Overenskomsten afødt xx.xx.1900 maa som af Byretten bestemt blive at kjende ugyldig

Anderledes staar efter mit Skjøn Sagen med Hensyn til Dispositionen afødt xx.xx.1899 der som i Byrettens Præmisser nævnt bestod deri, at Erik Syverstad i Anledning af den opstaaede Tvist om Kjøbekontraktens Gyldighed Overretssagfører Nicolaysen paa Buhres Vegne deponerede en Obligation, stor 7.000 Kroner, til Sikkerhed for Buhres Indbetalinger ved Kjøbet af Syverstad. Denne Transaktion ligger jo i Tid adskillig forud for 18 Mai 1900, og allerede af den Grund kan det for dens Vedkommende stille sig tvivlsommere end ligeoverfor Transaktionen afødt xx.xx.1900, Hvorvidt Erik Syverstads Aandsevner var i saa paatagelig Grad svækket, at han ikke kunde varetage sine Affærer. Og om denne Disposition gjælder det i Modsætning til Dispositionen af 18 Mai, at den var meget enklere og lettere overskuelig, og at her Maal og Middel stod i et rimeligt Forhold. Jeg vover derfor ikke at gaa ud fra, at Erik Syverstad ikke har forstaaet Betydningen af denne Disposition og ikke virkelig har villet den.

Efter Omstændighederne antager jeg, at Sagens Omkostninger for Høiesteret bør ophæves.

Sluttelig finder jeg mig opfordret til at udtale, at jeg anser det for oplyst, at Overretssagfører Nicolaysen, dengang han traf denne Overenskomst med Erik Syverstad, gik ud fra, at Erik Syverstad var forhandlingsdygtig, og at han yderligere havde Grund til at gaa ud fra, at Erik Syverstad handlede med Samtykke ikke alene af sin Familie, men ogsaa af den Sagfører, til hvem han selv havde henvist ham.

Konklusion:

Den under Sagen omhandlede Overenskomst afødt xx.xx.1900 kjendes i Forhold til Overretssagfører 28. W. Buhre eller nu hans Konkursbo uforbindende for Erik Syverstad eller nu hans Enke, Fru Hanna Syverstad, og bør Buhres Konkursbo under en daglig løbende Mulkt af 10 - ti - Kroner til Kristiania Bykasse inden 14 - fjorten - Dage fra Høiesterets Doms Afsigelse tilbagetransportere til Høiesteretsadvokat Nicolaysen den i den nævnte Overenskomst omhandlede Pantobligation af 12, tinglæst 15 december 1899 i Gaarden Syverstad i Asker, stor 7.000 Kroner.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg er enig med Førstvoterende deri, at Ovrenskomsten af 18 Mai1900 maa ophæves. Foruden hvad der af ham er anført, skal jeg nævne, at der for Høiesteret er fremlagt en Erklæring afødt xx.xx.1906, undertegnet af Peter Asker, nuværende Forpagter af Gaarden Syverstad, Gaardbruger I. Østensen, der tidligere har været Forpagter af Gaarden, Gaardbruger P. Ravnsborg hvilke begge sidste er Medlemmer af det engere Skjønsudvalg i Asker - samt af Joh. Drengsrud, der er Ordfører i Asker og i længere Tid har fungeret som Skjønsmand inden Akershus Amt ved offentlige og kommunale Skjøn og Taxter. Disse siger sig alle godt kjendte med Gaarden Syversten og de Parceller, der i sin Tid er

Side:516

skilt Gaarden. Og de udtaler enstemmig, at "selv om der tages Hensyn til samtlige Servituter som medførende Værdiforringelse for Syverstad, kan vi ikke tænke os, at et Skjøn kan komme op i et saa høit Beløb som 4.000 5.000 Kroner." Jeg skal yderligere bemærke, at Overretssagfører Nicolaysen i Brev afødt xx.xx.1900 til Erik Syverstad meddeler, at Eieren af Obligationen paa 8.000 Kroner, Eriksen, var villig til at fornye Obligationen for 5 Aar mod en Rabat af 400 Kroner. Dette var altsaa den præsumtive Værdi af de Forspligtelser, som Kjøberne ikke efter Kjøbekontrakten ansaa sig forpligtede til at overtage. Og som Erstatning for disse fik Kjøberne Syverstad til at give dem præsumtivt fuldt sikre Obligationer for 21.000 Kroner. Jeg er imidlertid af den Mening, at ogsaa Depositionen afødt xx.xx.1899 bør kjendes ugyldig. Der er intet i Sagens Oplysninger, som tyder paa, at der skulde være foregaaet nogen særlig Nedgang i Erik Syverstads aandelige Tilstand i de 5 Maaneder, som gik hen mellem de to Dispositioner. Og som nævnt af Førstvoterende udtaler Reservelæge Ragnar Vogt, at efter hans Mening havde Erik Syverstads Sløvhedstilstand varet ved i længere Tid, vistnok over 1 Aar før Mai 1900. Og Hr. Vogt udtaler: "Afgjørende er det imidlertid, at Sløvsindet gjør enhver i sit Slags ny Handling umulig. Den sløve Mand, som omtrent intet erindrer selv af dagligdagse Ting, og som gaar op i gamle Vanehandlinger, kan ikke afpasse sin Optræden til andre Livsforhold end de, der gjentager sig paa ens Vis Dag efter Dag. Allermindst kan han indrette sin Handlemaade i fornuftig Overensstemmelse med en saa ny og broget Situation som f. Ex. den, der betegnes ved den her omprocederede Retshandel."

Jeg voterer altsaa for Stadfæstelse af Byrettens Dom. Jeg tiltræder, hvad Førstvoterende har udtalt angaaende Overretssagfører Nicolaysens Optræden. Jeg er enig med Førstvoterende i, at Processens Omkostninger for Høiesteret bør ophæves.

Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Jeg kommer til et andet Resultat end de tidligere Voterende, idet jeg mener, at Appellantens Paastand bør gives Medhold. De - især for Høiesteret - foreliggende unegtelig særdeles vegtige Bevisligheder med Hensyn til Erik Syverstads Sløvhed og Aandssvaghed har ikke formaaet at bibringe mig den Overbevisning, at disse hans mentale Mangler kan være tilstrækkelige til at hidføre det Resultat, der betegnes ved Byretsdommen. Det fremgaar nemlig af samtlige Kontravidners Forklaringer, at disse ikke forstod, at man her havde med en Mand at gjøre, hvis Sløvsind udelukkede ham fra Evnen til at forpligte sig ved Kontrakt. Denne hos Kontravidnerne gjennemgaaende Mangel paa en saadan Forstaaelse af Erik Syverstads mentale Tilstand synes ogsaa tildels at falde sammen med hans egen Sagførers, se dennes Forklaring i sessionen den 6 Marts 1902, hvor han som Vidne prover, at han var enig med daværende Overretssagfører Nicolaysen i, at Syverstad havde god Greie paa, hvad han skulde have og vedkommende Obligationers Forfaldsage. Jeg mener da, at naar Syverstads under saadanne Forhold ikke var umyndiggjort, maatte det, forat de af ham indgaaede Kontrakter skulde kunne omstødes, enten være godtgjort, at det kunde lægges hans Medkontrahent tillast, at Kontraktsindgaaelse havde fundet Sted, idet Medkontrahenten havde forstaaet eller burde have forstaaet, at han her havde med en kontratsudygtig Mand at gjøre; eller ogsaa maatte Syverstads Sløvsind ialfald have været tilstede i saadan Grad, at han maatte antages at have været

Side:517

uden enhver Bevisthed om, hvad der foretoges, noget som forøvrigt vel kun vanskelig eller fjelden overhovedet vil kunne statueres, uden at Tilstanden har været eller burde have været forstaaet af Medkontrahenten og der saaledes ogsaa her bliver noget at lægge denne tittast. Ingen af Delene kan jeg i det foreliggende Tilfælde finde tilstrækkelig godtgjort, og særlig mener jeg, at det Indtryk, han har gjort paa samtlige Kontravidner, noksom viser, at hans Sløvsind og Aandssvaghed ikke kan have naaet et saa fremskredet Stadium, at man uden videre kan anse hans Kontrakter som ugyldige uden Hensyn til, hvad Medkontrahenten maatte skjønne. Det er saavel efter den sagkyndige Dr. med. Vogts Erklæring som ogsaa efter den Procedure, Indstevnte har fremholdt her i Skranken, ganske antageligt, at denne Aandstilstand efterhaanden og i et længere Tidsrum har været tilstede og udviklet sig. Og jeg mener da, at Familien, som nu saa høilydt beklager sig over de indgaaede Kontrakter, havde havt god Anledning og den fuldeste Opfordring til at iagttage den Fremgangsmaade, som Loven selv anviser, nemlig i Tide at saa Erik Syverstad umyndiggjort. Det var Familien fuldstændig vitterligt og i betimelig Tid vitterligt, at der forestod Indgaaelse af yderligere Retshandler, sammenhængende med den for Familien saa særdeles gunstige Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1898, og det forekommer mig da, at det Tab, som særlig ved Kontrakten afødt xx.xx.1900 er forvoldt Syverstad eller nu hans Familie, faar bæres af Familien, naar denne har undladt at faa Erik Syverstad umyndiggjort, hvilket med de nuværende Regler som bekjendt kan ske meget hurtig og let i virkelig paatrængende Tilfælde. At undlade Umyndiggjørelse, skjønt Familien kjendte vel til Erik Syverstads Sindstilstand, og denne jo synes at have været vitterlig for alle, der kjendte ham noget nærmere, - og saa lade det afhænge af Retshandlernes eget Indhold, hvorvidt man siden skulde forsøge dem omstyret eller ei, - mener jeg tillige er en Fremgangsmaade, der er egnet til i betydelig Grad at svække den almindelige Tiltro til Kontrakter, der indgaaes Mand og Mand imellem. Og jeg mener, at Familien ikke paa den Maade i nærværende Tilfælde kan lægge Ansvaret over paa Trediemand, der ikke har kjendt til eller kunnet forstaa, at Vedkommende manglede den til Kontraktsindgaaelse fornødne Skjønsomhed.

Jeg slutter mig forøvrigt til de tidligere Voterende, og da jeg efter den foreløbige Konferance har Grund til at tro, at min Mening ikke deles af Rettens Flertal, anser jeg det usomødent at forme nogen Konklusion.

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg er enig med Hr. Assessor Motzfeldt. I Anledning af den Dissens, som er fremkommet i Tredievoterendes Votum, skal jeg bemærke, at jeg opfatter ham saaledes, at han ikke bestrider, at der kan gives Tilfælde, hvor en indgaaet Kontrakt maa erklæres ugyldig, fordi den ene af Kontrahenterne var saa aandelig svækket, at han ikke retsgyldig kunde indgaa Retshandelen. Hvad Spørgsmaalet dreier sig om, bliver saaledes i Virkeligheden, hvorvidt i nærværende Tilfælde Beviset for, at Erik Syverstad var i saadan Tilstand, er ført. Jeg er naturligvis enig i, at Kravet til Beviset maa stilles strengt, naar det gjælder at omstyrte en Retshandel, som er indgaaet af en ikke umyndiggjort Person; men jeg mener, at det Bevis, som foreligger i nærværende Sag, maa siges at være fuldt tilstrækkeligt. Jeg henviser til de udførlige Uddrag af Oplysningerne om Erik Syverstads mentale Tilstand,

Side:518

som indeholdes i Byretsdommens Præmisser, og jeg skal alene tilføie, at jeg har fundet de der citerede Oplysninger i høi Grad bestyrket ved den sagkyndige Erklæring, som nu foreligger fra Dr. med Vogt. Han har vistnok ikke havt Anledning til at se Erik Syverstad, men han har gjennemgaaet alle foreliggende Oplysninger, og efter Granskning af disse er han kommet til den Konklusion, som er citeret af Første- og Andenvoterende.

Extraordinær Assessor, Adv. Mejdell: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Hambro. Jeg mener, at man maa gaa ud fra, at den Alderdomssvækkelse, hvoraf Erik Syverstad har lidt, har udviklet sig efterhaanden. Det sees, at allerede før Haandgivelsen af 1898 udtalte den Mand (Røine), hvem Haandgivelsen lød paa, flere Gange til Syverstads Hustru, at Syverstad burde umyndiggjøres, men at hun vægrede sig herfor. Det sees videre af Røines Forklaring, kfr. Byretsdommens Referat, at Syverstads Aandstilstand dengang ikke var værre, end at Røine ingen Betænkelighed havde ved efter Samraad med Hustruen at tage Fuldmagt fra ham. Fra Syverstads Efterladtes Side har man ikke vovet ligefrem at paastaa, at Syverstad den 20 September 1898, da Kjøbekontrakten blev indgaaet, skulde havt saa liden Oversigt over sine Anliggender, at Kontrakten kunde betragtes som en Nullitet. Som af Tredievoterende fremhævet, var ikke Syverstad oprindelig i den Grad sløv, at han ingensomhelst Rede havde paa sine Affærer. Og naar han da ved et senere Tidspunkt, den 25 Juli 1900, viser sig at være saa sterkt svækket, at han, under Session den Dag er tilført i Bærgemaalsrettens Protokol, "overhovedet ikke kunde meddeles nogen Forstaaelse af, hvad der forhandledes eller i det Hele taget, hvad Sagen gjaldt," saa mener jeg, at Familien har Bevisbyrden for, naar denne Sløvhed, - der altsaa ikke kan ansees at være indtraadt dengang da den oprindelige Kjøbekontrakt blev indgaaet, - i sin Udvikling er naaet saa langt, at man maa sætte Kontrakter, der afsluttes af ham, ud af Betragtning, Familien er betimelig varskoet om, at hans Sløvhedstilstand kan komme til at antage en saadan Karakter, at den umuliggjør ham som Kontrahent. Men saalænge Familien forholder sig passiv, maa dette opfattes derhen, at saalænge har den endnu ikke fundet, at hans Aandstilstand gjør Umyndiggjørelse paakrævet. Naar det er blevet nævnt af tidligere Voterende, at særlig Kontrakten afødt xx.xx.1900 var af en saa vanskelig Art, at man ikke kan gaa ud fra, at en Mand i Syverstads Tilstand havde Oversigt over dens Bærevidde, saa vil jeg bemerke, at jeg ikke kan anse det nødvendigt i sin Almindelighed, at den, der underskriver en Kontrakt, skal være saavidt Jurist, at han tilfulde forstaar alle de juridiske Konsekventser, som kan følge af hans Skridt. Vilde man stille denne Fordring op, vilde det blive mange Kontrakter, der vilde kunne omstyrtes. Det maa være nok, at Vedkommende har tilstrækkelig Omsigt til, forinden han underskriver, at søge sagkyndig Bistand. Først naar han er sig i den Grad lidet bevidst, at han ikke engang kan antages at opfatte Raad, der gives ham af hans Omgivelser eller andre, mener jeg, at man har Føie til at kunne sige, at han er incapax contrahendi. Det forekommer mig derfor uden Interesse at undersøge det Spørgsmaal, om det kan antages, at Syverstad personlig har helt ud forstaaet den Kontrakt, han undertegnede. Men hvad der er sikkert, er, at han har havt fuld Anledning til at tage sig Betænkning, før han undertegnede, og at han ikke kan antages at have undertegnet uden

Side:519

efter Konference med sine nærmeste, hvis Raad og Veiledning han godt har forstaaet. Jeg skal bemerke, at Sagfører Frigaard blev antaget af Syverstad og dennes Familie som Konsulent i Sagen. Allerede under 19 Marts 1900 meddelte Overretssagfører Nicolaysen Frigaard de Vilkaar, hvorpaa Nicolaysens Mandanter var villige til at forlige Sagen; Vilkaarene stemmer i det Væsentlige med den under 18 Mai 1900 indgaaede Overenskomst. I Anledning af denne Skrivelse havde Frigaard derefter Konference med Familien og under 1 Mai 1900 tilskriver Frigaard Nicolaysen og tilbagesender ham Skrivelsen af 19 Marts, hvori Forligsvilkaarene som nævnt er opstillet, samt beder om at faa Kontrakt oversendt. Jeg maa efter Oplysningerne gaa ud fra, kfr. Nicolaysens Vidneprov, at Syverstad derpaa i Følge med sin Søn indfandt sig paa Nicolaysens Kontor med det Exemplar af Kontraktsudkastet, som fra Nicolaysen var sendt Frigaard, og (den 18 Mai 1900) undertegnede Overenskomsten. Under saadanne Omstændigheder mener jeg, at det gaar ikke an at statuere, at det er Syverstads Aandssløvhed, der har foranlediget, at Kontrakten er kommet istand. Med Tredievoterende mener jeg, at det er en overordentlig betænkelig Sag at undlade at stille et strengt Krav til, at den, som paastaar, at en formelt myndig Mand realiter skal antages at være umyndig, syldestgjør fuldt og utvetydig Beviset for, at vedkommende i Handel og Vandel er ude af Stand til at varetage sine Interesser som myndigt Medlem af Samfundet.

Extraordinær Assessor, Lagmand Vogt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessorerne Hambro og Mejdell. Jeg lægger Hovedvegten paa, at der hos Syverstads Medkontrahent efter Oplysningerne ikke har været eller naturligen kunde være nogen Tanke om, at Syverstad ikke skulde være i Besiddelse af Kontraktsdygdighed, og at det strenge Bevis der under disse Omstændigheder maa kræves fra Syverstads Vedkommendes Side, hvis Kontrakten alligevel skal korruere, ikke her kan findes ført. Den sagkyndige Dr. med. Vogt har ikke havt Anledning til selv personlig at observere Syverstad, - hans Erklæring er først afgivet 3 1/2 Aar efter dennes Død, og det øvrige Bevismateriel indskrænker sig væsentlig til mere eller mindre bestemte Antagelser af Omgangsvenner og lignende. Men dette er efter min Opfatning under Forhold som nærværende ikke tilstrækkeligt, og da at fylde Beviset ved at henpege paa selve den Overenskomst Indhold, Søgsmaalet gjælder, finder jeg i og for sig i høieste Grad betænkeligt. Hertil kommer, at der ogsaa er andre almindelig forstandige Folk, for hvem Kontrakten dengang ingenlunde synes at have fremstillet sig som absolut uantagelig, Jeg henviser i denne Henseende til, hvad der af Assessor Mejdell er paapeget, at Kontraktsbetingelserne i alt væsentligt allerede under 19 Marts 1900 er blevet meddelt Overretssagfører Frigaard med det Resultat, at denne, der efter sin Vidneforklaring netop var anmodet om at varetage Hustrus og Søns Tarv, under 1 Mai 1900 beder sig tilstillet Kontrakt, - som han selv udtrykker det i sin Vidneforklaring - i Henhold til Skrivelsen af 19 Marts samt at Sønnen Allerander, der ligeledes efter Frigaards Vidneforklaring optraadte paa Familiens Vegne ligeoverfor ham, var tilstede ved Kontraktsafslutningen.

Assessor V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder Hr. Assessor Motzfeldts Bemærkninger angaaende Overenskomsten afødt xx.xx.1900, og

Side:520

idet jeg ligeledes i det Væsentlige slutter mig til Hr. Assessor Skattebøls Bemærkninger

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Byrettens Dom er saalydende:

Ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1898 solgte Gaardbruger Erik Syverstad sin Eiendom Matr. N. 42, L. N. 68 a Syverstad i Asker til et Aktieselskab bestaaende af Godseier Carls J. Hagmann for en Halvpart, Overretssagfører W. Buhre for en Fjerdepart og Erik Syverstad selv for en Fjerdepart. Kjøbesummen var Kr. 85.000,00, hvoraf Kr. 25.000,00 skulde betales kontant, Kr. 36.700,00 i Pantobligation og Resten Kr. 23.300,00 ved Overtagelse af ældre Pantegjæld. Den udstedendes Obligation paa Kr. 36.700,00 skulde til enhver Tid staa tilbage for et eller flere Beløb paa tilsammen Kr. 23.300,00. Eiendommen skulde overtages ved April Flyttedtid 1899. Nogen Tid efter Handelen gjorde Hagmann og Buhre gjældende, at en Del Gaarden paahvilende Servituter ikke var nævnt ved Kjøbekontraktens Oprettelse, ligesom heller ikke, at en Pantobligation paa Kr. 8.000,00 var forfalden, og mente sig som Følge heraf ligeoverfor Erik Syverstad berettigede til Erstatning eller Handelens Omgjørelse. Dette ledede til, at Syverstad den 12 December 1899 udstedte til Overretssagfører W. Nicolaysen, der var Mandatar for Hagmann, 2 Obligationer i Eiendommen Syverstad paa henholdsvis 14.000 og 7.000 Kroner, hvilke Obligationer deponeredes hos Overretssagfører Nicolaysen som Sikkerhed for henholdsvis Hagmanns og Buhres Indbetalinger i Anledning af Kjøbet, indtil nævnte Mellemværende var ordnet. Efter fortsatte Forhandlinger blev der den 18 Mai 1900 oprettet en Tillæggskontrakt, hvormed det til Ordning af den opstaaede Tvist blev bestemt, at de nævnte Omstændigheder ikke skulde ansees som Misligholdelse af Kontrakten, at de to Obligationer paa henholdsvis Kr. 7.000,00 og Kr. 14.000,00, prioriteret efter 5 Obligationer paa for Tiden Kr. 22.950,00, men foran den til Syverstad udstedendes Obligation paa Kr. 36.700,00, skulde overdrages, den første til Overretssagfører Buhre og den anden til Godseier Hagmann til fuld Eiendom og Raadighed. Disse Obligationer skulde forfalde til Betaling i sin Helhed den 14 April 1905 hvorhos de indtil 14 April 1903 ikke skulde være rentebærende. For de Udgifter, som eventuelt maatte paaløbe til Dækkelse af Renter for de 3 første Aar fra 14 April 1900 at regne af de paa Eiendommen hvilende Obligationer, deriblandt Renter af Syverstads Obligation, og som ikke dækkedes af Gaardens Indtægter, samt de Udgifter, som maatte paaløbe ved Omsætningen af den forfaldne Obligation paa 8.000 Kroner, stillede Interessentskabets 3 Medlemmer sig personlig ansvarlige i Forhold til sine Andele i Selskabet. Kontrakten undertegnedes paa Overretssagfører Nicolaysens Kontor af Erik Syverstad, W. Buhre og af Nicolaysen paa Hagmanns Vegne. Som Vitterlighedsvidne undertegnede bl.a. Erik Syverstads Søn Alexander Syverstad. Kort Tid efter Oprettelsen af denne Tillægskontrakt blev Erik Syverstad, den 25 Juli 1900, ved Kjendelse af Akers Værgemaalsret undergivet Værgemaal. Den for ham beskikkede Værge Gaardbruger P. Ravnsborg anlagde i Henhold til Beslutning, fattet af Asker Overformynderi i Forening med Bærgen, efter forgjæves prøvet Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1901 Sag mod Overretssagfører W. Buhre, mod hvem saadan Paastand er nedlagt: At den oprettede Kontrakt afødt xx.xx.1900 Kjendes uforbindende for Erik Syverstad, at Indstevnte under en daglig løbenbe Mulkt til Kristiania By- eller Fattigkasse tilpligtes at aflæse den ham tiltransporterede Obligation i Syverstad i Asker stor Kr. 7.000,00 samt tilpligtes at betale Citanten Sagens Omkostninger.

Side:521

Efterat Indstevnte under Sagen havde oplyst om den ovenfor nævnte Deposition af Pantobligationen hos Overretssagfører Nicolaysen, udtog Fru Hanna Syverstad, der havde overtaget Boet og Processen efter sin Mand Erik Syverstad, der imidlertid var afgaaet ved Døden, efter forgjæves prøvet Forligsmægling Kontinuationsstevning mod Overretssagfører Buhre og nedlagde saadan Paastand: At den af afdøde Erik Syverstad hos Overretssagfører Nicolaysen angivelig foretagne Deposition af Obligation af 12, tinglæst 16 December 1899 i Syverstad i Asker underkjendes eller kjendes ugyldig at være, og at Citanten tillige tilkjendes Sagens Omkostninger fra Kontinuationssøgsmaalet.

Indstevnte har paastaaet Kontinuationssøgsmaalet afvist som for sent anlagt og sig forfaavidt Kost og Tæring. Forøvrigt har Indstevnte nedlagt saadan Paastand:

Principalt: At Indstevnte frifindes og tilkjendes Sagens Omkostninger.

Subsidiært: At Tilfølgetagelsen af Citantens Paastand om Ophævelse af Kontrakten qu. gjøres afhængig af, at denne ogsaa obhæves i Forhold til Hagmann, at Indstevnte frifindes forsaavidt Paastanden om Aflæsning af Obligationen qu. angaar, og at Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger.

Atter subsidiært: At Tilfølgetagelsen af Citantens Paastand om Ophævelse af Kontrakten qu. gjøres afhængig af, at den ogsaa ophævedes i Forhold til Hagmann, og at Indstevntes Pligt til Aflæsning af Obligationen gjøres betinget af, at Aflæsning af Hagmanns Obligation paa Kr. 14.000,00 samtidig finder Sted, samt at Omkostningerne ophæves.

Atter subsidiært: At Indstevnte frifindes for Tiden og tilkjendes Sagens Omkostninger.

Desuden har Indstevnte yderligere subsidiært (se Dok. 31 S. 9) paastaaet at Overenskomsten og Obligationerne bliver staaende ved Magt for en Brøkdel svarende til den Brøkdel af Boet som tilfalder Stervbosønnen Alexander Syverstad.

Overretssagfører W. Nicolaysen er adciteret til Processen paa egne Vegne og paa Vegne af Hr. Hagmann, der er bosat i Rusland. Nicolaysen har afgivet Møde paa egne Vegne, men har erklæret ikke at have noget Mandat til at møde for Hagmann.

Citanten gjør gjældende, at (Erik Syverstad saavel ved Depositionen afødt xx.xx.1899 som ved Indgaaelsen af Tillægskontrakten afødt xx.xx.1900 var utilregnelig paa Grund af Sindsygdom. Indstevnte benægter dette og anfører derhos, at Tillægskontrakten ihvertfald maa opretholdes fordi den er oprettet paa en Tid, da det var en Nødvendighed af Hensyn til Syverstad selv at træffe en Ordning, og desuden maa ansees godkjendt af hans Værge og Overformynderiet. Syverstads Hustru, der nu er Sagsøgerste, har efter Indstevntes Mening heller ikke Ret til at gjøre nogen Indsigelse mod den, da hun, skjønt hun vidste om, hvad der var igjære, ikke gjorde nogetsomhelst Forsøg paa at hindre Kontraktens Oprettelse og ikke gjorde opmærksom paa, hvordan Mandens Tilstand var. Under alle Omstændigheder maa Sønnen Alexander, der var med Faderen ved Kontraktens Oprettelse og underskrev den som Vitterlighedsvidne, være bunden af Kontrakten.

Retten skal først bemærke, at Indstevntes Paastand om, at Kontinuationssøgsmaalet maa afvises som for sent anlagt, ikke kan tages tilfølge, da Kontinuationsstevning udtoges saasnart Indstevnte havde oplyst om Depositionen, og paa et saadant Tidspunkt, at Sagen forøvrigt dermed ikke i mindste Maade er blevet forhalet. Indstevntes Paastand om Frifindelse paa Grund af Citantindens Forhold ved Kontraktsafslutningen kan allerede af den Grund ikke tages tilfølge, at der mod hendes Benægtelse ikke kan ansees bevist, at hun kjendte til Kontrakten før den var oprettet. At Sønnen Alexander ved denne Anledning optraadte paa

Side:522

hendes og Familiens Vegne er heller ikke bevist. Heller ikke kan Retten finde, at Værgen og Overformynderiet maa siges at have ratihaberet Kontrakten. I Værgens Modtagelse af nogle Renteterminer behøver formentlig ikke at lægges nogen saadan Ratihabition, og at der gik henved 1 1/2 Aar hen efter Umyndiggjørelsen før Sag anlagdes til Omstødelse synes ialfald tildels at have sin naturlige Forklaring i, at man søgte at opnaa en Ordning underhaanden.

Begge Parter har som Støtte for sin Paastand med Hensyn til Erik Syverstads mentale Tilstand paaberaabt Tillægskontraktens eget Indhold. Retten finder, uden at man anser det paakrævet at gaa nærmere ind herpaa, ikke at deraf med Bestemthed kan udledes noget i den ene eller den anden Retning.

Spørgsmaalet om Erik Syverstads Tilregnelighed bliver derfor at afgjøre paa Grundlag af de derom iøvrigt under Sagen fremkomne Oplysninger, som i det væsentlige er følgende:

I Skrivelse afødt xx.xx.1898 (Bil. 2 ad 16) blev Syverstad, som dengang var Stykjunker og Underkvartermester, af sin militære Chef betydet, at hans Afskedsansøgning maatte være indsendt inden 23 f. M., da "De mangler Evne - nærsagt i enhver Henseende - til nu længer at tjenestgjøre i Deres Stilling."

Praktiserende Læge i Asker Øystein Næss forklarede som Sagkyndig i Værgemaalsrettens Møde den 25 Juli 1900, at han havde kjendt Erik Syverstad helt fra Barndommen af. (Syverstad var da en ældre Mand, Dr. Næss 33 Aar gammel). Efter Doktorens Mening var Syverstad en gjennem længere Tids Misbrug af Alkohol og sandsynligvis ogsaa tildels paa Grund af arvelige Anlæg en i intellektuel Henseende betydelig degenereret Mand. Hans Hukommelse, Dømme. kraft, kombinationsevne og Energi var i høi Grad svækket. Doktoren fandt, at hans mentale Tilstand ikke var saadan, at han var skikket til at varetage sin og sin Families Tarv. Første Gang Doktoren mærkede en indtrædende Sløvhedstilstand hos Syverstad var for 3 Aar tilbage; det følgende Aar fandt Doktoren ham "noksaa sløv". I Mai 1900 var Doktoren paa Syverstad og talte med Erik Syverstad, og det Indtryk han da fik af ham gjengav han i en Erklæring afødt xx.xx.1900 hvori udtales, at S. var et i høi Grad svækket og fløvet Individ. Ved Erklæring afødt xx.xx.1901 bevidnede Dr. Næss i Forbindelse med Erklæringen afødt xx.xx.1900, at S. ved sidstnævnte Erklærings Udstedelse maatte betragtes som utilregnelig, og at Doktoren heller ikke bar i Tvivl om, at S. i Tiden forud for Erklæringens Udstedelse - efter gjentagne Undersøgelser af ham før 1/6 1900 - allerede i længere Tid havde befundet sig i en Sindstilstand, der maatte betegnes som utilregnelig. Som 1 Hovedvidne har Dr. Næss afgivet en udførlig nærmere Forklaring af væsentlig samme Indhold som det refererede. Han udtalte bl.a., at han ansaa det for overveiende sandsynligt, at S. havde været utilregnelig i mindst et Aar før 1 Juni 1900. Vidnet havde ikke foretaget nogen indgaaende psykiatrisk Undersøgelse af Syverstad, men dog en saadan Undersøgelse der var tilstrækkelig til at afgjøre, at han var utilregnelig. Vidnets Indtryck af Syverstad fra den senere Tid var, at hans Sløvhed stadig udvikledes. Saavidt Vidnet bekjendt havde der i Syverstads Tilstand ikke fremkommet lysere Øieblikke, men dette kunde iøvrigt først konstateres ved daglig Iagttagelse i et længere Tidsrum, hvilket Vidnet ikke havde havt Anledning til. Vidnet havde ikke mærket Symptomer paa Vrangforestillinger eller Symptomer af anden Art end saadanne, som staar i Forbindelse med Sløvhed. Efter noget som Vidnet havde hørt skulde være passeret med Syverstad den 29 Mai 1900 var Syverstads Blufærdighedsfølelse nedsat.

Forligelseskommissær Drengsrud, der som Medlem af Værgemaalsretten i Præmisserne til Kjendelsen afødt xx.xx.1900 ganske havde sluttet sig til den Opfatning af Syverstads mentale Tilstand, som Dr. Næss havde fremholdt, har som Sagens 2 Hovedvidne fastholdt dette, hvorhos han har vedtaget en Erklæring af

Side:523

1 Mai 1902 (Dok. 13) gaaende ud paa bl.a., at han hustede allerede 3 Aar før Umyndiggjørelsen at have udtalt for sin Hustru, at S. nu var bleven fuldstændig fløvet og aandsvag. Han turde med Sikkerhed udtale, at Syverstad havde været helt utilregnelig mindst ca. 1 Aar før Værgemaalssagen.

Forligelseskommissær Blakstad har som 3 Hovedvidne bekræftet sin i Bærgemaalskjendelsen afgivne lignende Erklæring som 2 Hovedvidnes og videre udtalt, at han trygt turde sige, at S.'s Aandssvaghed havde vedvaret mindst et Par Aar før Kjendelsen. Vidnet havde ogsaa anseet ham som utilregnelig mindst 1 Aars Tid før Bærgemaalssagen.

4 Hovedvidne Kopist Rasmus Røine fik den 31 August 1898 af Syverstad Fuldmagt til at fælge Eiendommen. hvilken Fuldmagt Røine overdrog videre til Overretssagfører Borgen (Bilag 2 ad 5). Vidnet havde desuden en antagelig i 1898 udstedt skriftlig Generalfuldmagt fra Syverstad, hvilken senere blev ham fratagen. Allerede da Syverstad underskrev den førstnævnte Fuldmagt var han efter Vidnets Forklaring saa sløv og imbesil, at Vidnet flere Gange udtalte til hans Hustru, at han burde umyndiggjøres. Han hustede aldeles intet, saa der ingen Rede var paa ham. Vidnet nævnte nogle Exempler paa Sigtedes Mangel paa Hukommelse, bl.a. at han, nagtet Vidnet omtrent daglig saa og talte med ham, ikke hustede Vidnets Navn, og ved en Leilighed ikke sin egen Svigersøns Navn. Det gik staddig nedover med S., saa han Høsten 1899 var værre end Høsten 1898. Sine Interesser kunde han dengang ikke varetage.

5 Hovedvidne Overretssagfører Harald-Frigaard har forklaret, at han efter Anmodning saavel af Erik Syverstad selv som af dennes Hustru og Søn i Begyndelsen af Marts 1900 paatog sig at sørge for en Ordning med Overretssagfører Nicolaysen i Anledning af Uoverensstemmelsen mellem Sælger og Kjøbere vedkommende Salget af Eiendommen Syverstad. Han tilraadede imidlertid ikke Syverstad at indgaa paa den af Modparten foreslaaede Overenskomst - den samme som senere blev vedtaget - da han fandt, at det var meningsløst haarde Betingelser der blev stillet S. Om dennes mentale Tilstand forklarer Vidnet, at S. hørte svært lidet, havde særdeles ondt for at opfatte og altid kom tilbage til, at han vilde lide Nød, saafremt Nicolaysen ikke indbetalte ham hans Rentepenge. Han gjorde paa Vidnet Indtryk af at være en degenereret Person, og Vidnet føler sig forvisset om, at han ikke forstod Rækkevidden af sin Handling. Det kom meget overraskende paa Vidnet, hvad han havde gjort. Antagelig i Mai Maaned 1900 blev det overdraget Vidnet at søge S. umyndiggjort, og i Slutningen af samme Maaned foretog Vidnet de fornødne indledende Skridt hertil Vidnet havde Indtryk af, at Syverstad havde god Greie paa sine Regnskabsforhold vedkommende Eiendommen, idet han havde paa Øret Rede paa, hvad han skulde have og Obligationernes Forfaldsdag.

6 Hovedvidne F. Heuch, der som Forpagter boede paa Syverstad fra Vaaren 1896 til Vaaren 1900, har forklaret, at han allerede i det første Aar fik det Indtryk, at Syverstad var en af Drik degenereret Person, og at der var lidet Greie paa ham. Og efterhvert blev hans Tilstand daarligere og daarligere. Efterat han i 1898 var faldt ned fra en Vogn eller en Kanon paa Gardermoen betragtede Vidnet ham nærmest som en Tulling, og Vidnet vilde efter denne Tid ikke fundet det forsvarligt at slutte nogen Kontrakt med ham. Han maatte altid have noget at drikke, men havde efter hvad Vidnet hørte ikke Rede paa hvad han drak; saaledes drak han Saft for Brændevin. I det sidste Halvaar fra 14 April 1900 vilde Vidnet betegne ham som absolut utilregnelig. Vidnet havde ikke mærket lyse Øieblikke hos ham. Syverstad var i den senere Tid mindre nøie med hvor han lod sit Vand, og hans Klædedragt var mere slusket end før.

7 Hovedvidne Advokat Fredrik Bugge har forklaret, at han havde Sommerophold paa Syverstad 2 Maaneder i hvert af Aarene 1899 og 1900. Vidnet og

Side:534

Syverstad boede i samme Hus og havde fælles Indgang, og vidnet saa ham omtrent hver Dag. Syverstads Passiar var meget taabelig, og Vidnet fik særlig. det sidste Aar et bestemt Indtryk af, at hans Aandsevner var meget svakkede, og at han idetheletaget var en i høi Grad degenereret Person. Vidnet betragtede ham ialfald i det sidste Aar som en Tulling og utillregnelig, efter Vidnets Mening som Jurist ikke kontraktsdygtig.

Gaardsbruger P. Ravnsborg, der indtill Syverstads Død var dennes Bærge, har som 9 Hovedvidne beediget en Erklæring afødt xx.xx.1903 (Bil. 3 ad 27). gaaende ud paa, at han havde kjendt Syverstad siden han selv var en liden Gut. Syverstad var i de sidste Aar før han blev umyndiggjort meget sløv, og ialfald i det sidste Aar før Umyndiggjørelsen havde han ingen eller ialfald liden Rede paa hvad han foretog sig. Hvis han under sine Besøg hos Vidnet traf nogen, bad han om Penge, da han skulde besøge sin Oberst. Han sagde selv, at han skulde erholde tilbage sin militære Stilling. Vidnet var ikke i Tvil om, at Syverstad var utilregnelig Vaaren 1900, og tillige er Vidnet sikker paa, at han i det sidste Aar før Umyndiggjørelsen ikke var normal, Syverstad erindrede lige til det sidste Datoen, da hans Rentepenge skulde betales samt Renternes Sum. Derimod hustede han ikke hvor Renterne skulde hæves eller de andre mest dagligdagse Ting. Det havde været Vidnets bestemte Indtryk, at dette med Rentepengene var bleven en fix Ide hos Syverstad, og at han havde levet sig ind i den Forestilling, at det for ham fremfor alt gjaldt at saa Renterne af sin Obligation i Syverstad. Lyse Øieblikke havde Vidnet aldrig iagttaget hos ham,

I en Erklæring afødt xx.xx.1902 (Bilag 2 ad 16) udtaler en af Syverstads militære Kolleger, at Syverstad allerede i 1895 var adskillig fløvet, at denne Sløvhed tiltog i væsentlig Grad med Aarene, og at han saa sent som Vinteren 1900 efter Vedkommendes Skjøn var aldeles utillregnelig.

Adciterede Overretssagfører Nicolaysen, der paa Buhres og Hagmanns Vegne ordnede med Tillægskontrakten, har som 2 Kontravidne forklaret, at Syverstad var en driksældig, svækket Mand, men ikke anderledes end at Vidnet maatte antage, at han var fuldt kontraktsdygtig. Han havde god Greie paa sine Pengeaffærer, ligesom han efter Vidnets Mening havde fuld Forstaaelse af Betydningen af Overenskomsten afødt xx.xx.1900. Indgaaelsen af denne var i enhver Henseende frivillig. Efter Umyndiggjørelsen gik det umaadelig hurtig nedover med ham.

3 Kontravidne Overretssagfører Schjoldager var ansat paa Overretssagfører Nicolaysens Kontor fra September 1899 til September 1900 og traf i denne Tid Syverstad antagelig 5 - 6 Gange; Vidnet talte ikke om Forretninger med ham, men kun om ligegyldige Ting. Vidnet fik ikke Indtryk af, at Syverstad var utilregnelig eller led af mentale Mangler, men tør dog ikke benægte Muligheden af, at Syverstad kunde være tilregnelig uden at Vidnet mærkede det. Syverstad var tunghørt og opfattede derfor ikke altid hvad man sagde.

4 Kontravidne Frøken Schjoldager har paa Overretssagfører Nicolaysens Kontor gjentagne Gange udbetalt Syverstad Penge, dog ikke efter Oktober 1899. Han gjorde Indtryk af at være svækket af Drik og desuden tunghørt, men ikke af af være aandsvag. Han havde god Greie paa hvad han spurgte om og hvad der blev svaret, samt paa Pengene, naar han tog imod dem.

I Præmisserne til Værgemaalsrettens Kjendelse udtales, at Rigtigheden af Dr. Næss Opfatning var bleven bekræftet ved Syverstads Tilstedeværelse i Retten, idet han overhovedet ikke kunde meddeles nogen Forstaaelse af, hvad der forhandledes, eller i det Hele taget af, hvad Sagen gjaldt. Retten fandt, at hans Tilstand maatte betegnes som Aandsvaghed, og ansaa det somt, at han var ganske uskikket til at varetage sine økonomiske Anliggender.

Retten skal bemærke:

Der er efter det saaledes oplyfte ingen Tvivl om, at Erik Syverstad var en

Side:525

af Drik svækket og sløvet Mand, og Retten maa anse det godtgjort, at hans Aandssløvhed i det Tidsrum det her gjælder (12 December 1899 - 18 Mai 1900) var saa langt fremskreden, at han maa betragtes som incapax contrahendi. At dette var Tilfældet dengang Umyndiggjørelsen besluttedes synes med Sikkerhed at maatte antages, og efter Hovedvidnernes Prov er det ikke sandsynligt, at Tilstanden var noget væsentlig bedre et halvt Aars Tid i Forveien. Der er heller intet oplyst som skulde give Grund til at tro andet end, at hans Tilstand var konstant, uden lysere Øieblikke. Foruden Dr. Næss's Prov lægger man særlig Vægt paa, hvad der er forklaret af 2, 3 og 9 Hovedvidne, som havde kjendt Syverstad fra Barndommen af og derfor maa ansees for at have særlige Betingelser for at kunne gjøre sig op en begrundet Mening. Ligeoverfor dette finder man ikke at kunne tillægge 2, 3 og 4 Kontravidnes Prov væsentlig Betydning. 2 Kontravidne Overretssagfører Nicolaysen kan paa Grund af sin Stilling til Sagen neppe betragtes som et ganske uhildet Vidne, og de to andre har kun havt en ganske oversladisk Befatning med Syverstad. At denne vedblev til en vis Grad at have Rede paa sine Pengeaffærer er formentlig ikke uforeneligt med Aandsløvhed; det synes forklarligt, at Erindringen om Rentepenge o. l., hvoraf han formodentlig ansaa sit hele Ve og Vel beroende, hang længe i hos ham.

Retten antager derfor, at Citanten med Rette kan gjøre Krav paa de omhandlede Transaktivners Omstødelse. At det paa det Tidspunkt, da Tillægskontrakten oprettedes, var en Nødvendighed af Hensyn til Syverstad selv at træffe en Ordning, kan man ikke antage. Hvad Indstevntes 3 subsidiære Paastande angaar, saa begrundes disse med, at der skal bestaa et udeleligt Retssællesskab mellem Buhre og Hagmann, saa at den ene ikke kan dømmes uden den anden, men heri kan Retten ikke være enig. Indstevntes Paastand om, at Kontrakten og Obligationerne ialfald bliver staaende ved Magt for en Brøkdel af Boet, som tilfalder Alexander Syverstad, kan allerede af den Grund ikke tages tilfølge, at denne ikke er Part i Sagen; Citantinden sidder i uskiftet Bo.

Processens Omkostninger antages at burde ophæves.

Retten er bekjendt med, at Overretssagfører Buhre er afgaaet ved Døden.

At efterkommes inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

W. G. Winsnes, kst.

Naar de af Førstvoterende anførte Hovedvidners Prov gaar ud paa, at Erik Syverstad paa omhandlede Tid ikke var kontraktsdygtig, kan deres Udtalelser vistnok ikke siges med Nødvendighed at fremgaa af de specielt nævnte Kjendsgjerninger, om end flere af disse maa tillægges betydelig Vægt, men er for en ikke ringe Del i Virkeligheden en Dom, baseret paa deres almindelige personlige Indtryk af Manden, og da ingen af Vidnerne er sagkyndige paa Psykiatriens Omraade og saaledes neppe fuldt kompetente til at afsige en saadan Dom, finder jeg det ikke uden Betænkelighed at bygge herpaa i nærværende Sag. Naar jeg ikke desto mindre, omend under sterk Tvil, i det Væsentlige og i Resultatet slutter mig til Førstvoterende er det fordi jeg ved Tiden af de nævnte Oplysninger, ogsaa ser hen til, at de paaklagede Dispositioner afødt xx.xx.1899 og 18 Mai 1900 maa siges at være i høi Grad skadelige for Erik Syverstad. Man maa erindre, at Syverstad efter hvad Indstevnte selv anfører, bestemt hævdede, at han ved Kjøbekontraktens Oprettelse (20 September 1898) ikke havde gjort sig skyldig i nogen Vanhjemmel eller anden Misligholdelse; men hvorledes han ud fra dette Standpunkt, der i og for sig var ganske klart, og om hvis Berettigelse Domstolene i Tilfælde fik dømme, frivillig kan gjøre saadanne Indrømmelser og Indskrænkninger i sin formelt seet klare Ret efter Kjøbekontrakten, som at forpligte sig til i 1905 at betale Indstevnte og Hagmann tilsammen 21.000 Kroner med Renter

Side:526

fra 1903 og med Pant i Eiendommen foran den Pantobligation, der efter Kjøbekontrakten tilkom ham selv, men som han endnu ikke havde faaet, og hvis Tilbageholdelse synes at maatte have været fuldt tilstrækkelig Sikkerhed for Medkontrahenterne for mulige Erstatningskrav, der efter det oplyste ikke i noget Tilfælde skjønnes at kunne have opgaaet til mere end en Brøkdel af 21.000 Kroner - det er i mine Øine et saa sterkt Brud med hans egen tidligere Holdning, at jeg, henseet til de øvrige Oplysninger, ikke kan finde nogen anden Forklaring dertil end Aandssløvhed i saa høi Grad, at han maa betegnes som kontraktsudygtig.

D. H. Christiansen, kft.

I det Væsentlige og Resultatet enig med de foregaaende Voterende.

Jonas Stenersen.