Rt-1906-657

Instans:	Høyesterett - Votering og Dom
Dato:	1906-05-30
Publisert:	Rt-1906-657
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 40/1 B
Parter:	A. I. Isaksen (Advokat Killengreen) mod Kristiania Kommune (Advokat Strøm).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Sjøloven (1893) §220, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902) §25, Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851) §19, Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851), LOV-1877-05-12-§10, LOV-1877-05-12-§11, Sjøloven (1893), LOV-1896-07-27-§76, LOV-1896-07-27, Bygningsloven for Kristiania (1899) §100, §11, §12, §26, Bygningsloven for Kristiania (1899)

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Prydz: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til den af Kristiania Byret under 22 September 1903 afsagte Dom, ved hvilken blev kjendt for Ret:

«Kristiania Kommune bør for A. I. Isaksen Tiltale i denne Sag fri at være

Omkostningerne i nærværende Søgsmaal saavelsom i det til Forberedelse ag samme afholdte Aastedsskjøn ophæves. »

Denne Dom har A. I. Isaksen ved Stevning afødt xx.xx.1903 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan paastand:

1. At Byrettens Dom underkjendes.

2. At Indstevnte Kristiania Kommune tilpligtes at betale Appellanten A. I. Isaksen

principalt: Kr. 7.850,00 - syv Tusende otte Hundrede og femti Kroner.

substiært: kr.3.850,00 - tre Tusende otte Hundrede og femti Kroner.

Side:658

yderligere subsidiært: Kr. 3.450,00 - tre Tusende fire Hundrede og femti Kroner,

i alle Tilfælde med lovlige Renter fra 19 Mai 1899 samt

3. Sagsomkostninger for Byretten og Høiesteret - og Omkostninger ved det afholdte Skjøn.

Som det sees, er paastandsbeløbet Kr 1.500,00 mindre end det ved Byretten paastaaede. Appellanten har nemlig nu frafaldt Fordring paa det Beløb, Kr 1.500,00, hvortil «Ulempe ved Reguleringen for den gjenværende Eiendom» ved Aastedsskjønnet var ansat.

Indstevnte, Kristiania Kommune, har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet, og at Appellanten ilægges Processens Omkostninger for Høiesteret.

Efter Byretsdommens Afsigelse har Isaksen under 28 April 1904 optaget et Tingsvidne ved Kristiania Byret, hvorunder han har ført som Vidne den Bygmester, der havde forestaaet det omhandlede Byggearbeide, samt den Mand, af hvem han havde kjøbt Tomten.

jeg kan ikke finde, at disse Vidners Forklaring har bragt Sagen i nogen forandret Stilling.

Jeg er enig med Byretten i, at der foreligger Feil fra begge Sider, og jeg kan i det væsentlige tiltræde, hvad Byretten i saa Henseende nærmere har anført. Jeg finder derhos - hvad formentlig ogsaa er Byrettens Mening - at Feilene maa siges omtrent at gaa op i op mod hindanden. Den ene er, forekommer det mig, ikke mer undskyldelig end den anden, og de maa begge i lige Grad ansees som Aarsag i den forvoldte Skade. Men under disse Omstændigheder, idet jeg altsaa finder, at der foreligger en compensatio culpæ, mener jeg i Modsætning til Byretten, at Tabet bør blive Gjenstand for Fordeling. Nu er det i §25 i Loven afødt xx.xx.1902 om den almindelige borgerlige Straffelovs Ikrafttræden udtrykkelig bestemt, at naar den skadelidende har sin Del i Skylden, bliver Spørgsmaalet, om og i Tilfælde i hvilket Omfang Erstatning skal nydes, at afgjøre af Retten under Hensyn til Beskaffenheden af de fra hver Side begaaede Feil og disse Indflydelse paa Skaden. Men da den heromhandlede Skade er forud for denne Lov, er Spørgsmaalet her, hvad der maa an som tidligere gjældende Ret. I Theorien har der som bekjendt ret delte Meninger om Virkningen af compensatio culpæ. Byrettens Resultat, at Skaden helt bliver at være af den skadelidende, er i Overensstemmelse med, hvad der er lært af Aubert og senere af Professor Stang. For en Fordeling af Tabet har derimod professor Platou antagende udtalt sig. Hans Mening blev vistnok ogsaa delt af Eek idet denne i Motiverne til nævnte §25 i Ikrafttrædelsesloven udtaler, at de her foreslaaede Regler i det væsentligste stemmer saavel med, hvad der nu læres hos os, som med, hvad der andetsteds er Ret. Med Hensyn til praxis skal jeg bemærke, at den i Retstidene for 1896 Sag 695 refererede Høiesteretsdom neppe kan ansees som rettens Majoritet, og denne havde vistnok udtalt, at Fordeling ikke var kjendt i vor Lovgivning og heller ikke vidstes at være anvendt i praxis, men havde derhos videre udtalt, at saaledes som det foreliggende Tilfælde stillede sig, kunde der forøvrigt neppe lægges den ene af parterne synderligt tillast. Derimod forekommer Høiesteretsdommen i Retstidende for 1901, Sag 760, mig at være præjudikat for, at der ogsaa efter tidligere gjældende Ret var Adgang til Fordeling. Professor Platou har ogsaa i sine kontratrykte Forelæsninger over

Side:659

Skadeserstatning, betragtet denne Dom som afgjørende Præjudikat. Det lader sig formentlig heller ikke negte, at denne Platous Lære ligefrem tilsiges af almindelige Retsgrundsætninger, noget, som ogsaa er udtalt af Høiesteret under Dommen af 1901, hvor det er sagt, at Fordeling under de foreliggende Omstændigheder stemmer med den Retsopfatning, som giver sig Udtryk i Søfartsloven §220.

Egter hvad jeg har anført om begge Parters Del i Skaden, mender jeg, at Tabet bør fordeles lige.

Isaksen har i Henhold til den under det afholdte Aastedsskjøn afgivne Skjønsudtalelse antaget, at Skaden maa ansættes til det nu fordrede Beløb, Kr 7.850,00, Heri er imidlertid indbefattet et Beløb af Kr 4.000,00 hvortil af Skjønsmændene Det Tab er ansat, som Eieren antages at lide ved, at Eiendommen nu maa bebygges efter den nye Bygningslov istedefor efter den gamle. Det er imidlertid fra Kommunens Side med Føie gjort gjældende, at der ikke kan blive Tale om nogen saadan Erstatning. Efter Skjønsmændenes Svar til Spørgsmaal 1, har de omhandlede Feil ikke medført Forsinkelse af længere Varighed end et Fjerdingaar. Den 7 November 1898 blev Arbeidet paa Grund af det omhandlede Uheld indstillet. Med en Forsinkelse af et Fjerdingaar derfra kommer man til 7 Februar 1899, til hvilken Tid Arbeidet altsaa vilde været, efterat være berigtiget i Henhold til Reguleringen, saa langt fremskredet, som det gamle var den 7 November 1898. Den nye Bygningslov traadte imidlertid ikke i Kraft før 3 Juli 1899, og før dennes Ikrafttræden har Isaksen altsaa havt god Tid til at fortsætte Bygverket, saaledes at den nye Lov ikke vilde kunne faa Anvendelse ligeoverfor samme. Ved Fradrag ag disse Kr. 4.000,00 udkommer det ved Appellantens første subsidiære Paastand fordrede Beløb Kr 3.850,00. Til dette Beløb har Skjønsmændene ansat Tabet ved Svar paa et under Skjønnet fremsat Tillægsspørgsmaal, saalydende: «Hvilket samlet Tab, direkte og indirekte, har Isaksen lidt ved at hans Byggearbeide stansedes 7 Novbr. 1898 -forsaavidt Byggearbeidet ikke fortsattes af ham.» Jeg antager, denne Ansættelse maa kunne lægges til Grund, uagtet man ved at sammenholde den med en Del mere specielle Vurderinger, som Skjønsmændene har afgivet i Besvarelse af nogle tidligere Spørgsmaal, ikke kan komme til fuld Klarhed over, hvorledes disse Besvarelser harmonerer. Nogen nærmere Redegjørelse i den Henseende er der ikke fra nogen ag Parterne affordret Skjønsmændene. Halvparten af det mævnte Beløb, Kr. 3.850,00 bliver Kr 1.925,00, som altsaa Isaksen efter min Mening bør tilkjendes hos Kommunen tilligemed Renter fra 19 Mai 1899.

Processens Omkostninger antager jeg bør ophæves for begge Retter.

Konklusjon:

Kristiania Kommune bør til A. I. Isaksen betale 1.925,00 - nitten Hundrede og fem og tyve - Kroner med 4 - fire - Provent aarlig Rente deraf fra 19 Mai 1899 til Betaling sker.

Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Assessor B. Scheel: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Jeg kommer til et andet Resultat end de foregaaende Noterende.

Jeg er enig med Byretten og tiltræder i det væsentlige dens Begrundelse, udenat jeg finder det nødvendigt at gaa ind paa de

Side:660

enkelte Punkter i Sagen. I Modsætning til Førstvoterende antager jeg, at den hidtil hos os gjeldende Ret maa føre til, at det Tab, som er forvoldt ved, at der er begaaet Feil paa begge Sider, og ikke mindst paa Appellantens Side, maa bæres af den, hvem det rammer. Det er paa det rene, at Ikrefttrædelsesloven §25 ikke kan have Anvendelse i nærværende Tilfælde, da de Forhold, som begrunder Sagen, ligger forud for 1 Januar 1905. Jeg mener, at den gjældende Ret indtil nævnt Lov vaar, at ikke Deling af Skaden kunde finde Sted, uden hvor man for saadan havde udtrykkelig Lovhjemmel, og det havde man, saavidt jeg forstaar, ikke uden i Søfartslovens §220, som kun gjælder for Fartøiers Sammenstød. I Modsætning til de foregaaende Voterende, finder jeg, at den i Rt-1896-695 refererende Høiesteretsdom giver bestemt Udtryk for den Mening, som jeg bekjender mig til. Jeg skal ogsaa nævne, at under 9 Februar dette Aar blev der afsagt en Dom i Sagen N. Chr. Horgen mod Kristiania Kommune, som saavidt jeg ved ikke er refereret i Retstidende, men som jeg finder ligeledes fastslaar den Mening, som jeg antager er den rette.

At der i Theorien har været Meningsforskjel om dette Spørgsmaal, forholder sig saaledes, som Førstvoterende har anført. Jeg skal saaledes nævne, at Professor Stang i sine kontratrykte Forelæsninger over Obligationsrettens almindelige Del Pag. 400 og flg. udtrykkelig fremholder, at udenfor Sammenstødssager har denne Regel (om Deling af Skaden) ingen Lovhjemmel i vor Ret. Naar man paaberaaber den i Rt-1901-760 refererede Dom, saa kan jeg ikke finde den afgjørende. Det var vistnok ikke et Tilvælde, som ligefrem gaar ind under Søfartslovens §220, men det angik dog et Spørgsmaal i Søfartsanliggender.

Jeg vil efter dette votere for Stadfæstelse af Byrettens Dom.

Med Hensyn til Processens Omkostninger er jeg enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Advokat Meindell: Jeg er med de foregaaende Voterende og Byretten enig i, at der - hvad der heller ikke er bestridt fra Indstevntes, Kristianias Kommunes, Side - er begaaet en Feil fra Reguleringschefen, navnlig derved, at han ikke gav Bygningsanmeldelsen nogen anden Anmerkning, end at «naar Reguleringen befølges, vides intet at bemærke». Kommunens Advokat indrømmer, saavidt jeg har forstaaet hans Procedure, at for denne Feil bærer Kommunen Ansvar, hvis den har ledet til Tab, der ikke opveies af Feil fra den anden Side. Jeg vil udtale, at det forekommer mig, at det passerede er en meget grov Feil. Jeg mener, at vedkommende Grundeier har et naturligt Krav paa, naar han henvender sig til Reguleringschefens Kontor for at faa Rede paa Reguleringsforholdene, at handa erholder en saa sikker Besked, at han derefter kan indrette sig, og særlig mener jeg, at han maa kunne stole paa, at naar Reguleringschefen ingen Anmerkning har at gjøre ved den indsendte Bygningstegning, han da kan gaa ud fra, at Tegningen er i Overensstemmelse med existerende Reguleringsbestemmelser. Jeg urgerer dette, fordi jeg mener, at den fra Kommunens eller dens Repræsentants Side begaaede Forsømmelse er saa uundskyldelig, at der skal meget til, at den skal kunne opveies ved, at der ogsaa fra Grundeierens Side vises Mangel paa Agtpaagivenhed. Naar det da i nærværende Sag specielt.

Side:661

bebreides Grundeieren, at han har forsømt, forinden han paabegyndte sit Byggearbeide, at henvende sig paany til Reguleringschefen for at faa Reguleringslinjen anvist i Marken, skal jeg bemerke: Efter hvad der er paapegt under Proceduren, er det først efter Emanationen af den nye Bygningslov afødt xx.xx.1899 om Bygningsvæsenet i Kristiania, at der foreligger udtrykkelig Lovbestemmelse om, at den byggende forinden Arbeidet paa Tomten paabegyndes, skal hos Reguleringschefen begjære paavisning paa Aastedet med Hensyn til Gade- eller Byggelinjen og disses Høideforhold, kfr. Lovens §26. Nogen ældre udtrykkelig Lovbestemmelse fandtes ikke. Derimod havde der - efter hvad man erfarer af Proceduren - udviklet sig den Sædvane der i Kristiania, at ved en bygningsanmeldelse Approbation blev det vedkommende Grundeier i det schemamæssig udfærdigede Blanketter, som udstedted, betydet, at han, forinden Arbeidet paabegyndtes, havde at faa Gadelinjens Retning og Høideforhold paavist paa Aastedet af Reguleringschefen. Det er paa det rene, at den Blanket, som blev leveret Appellanten ved Leiligheden, ogsaa havde dette Indhold. Det er paa den anden Side paa det rene, at Bygningsvæsenets Vedkommende ikke har taget det nøie i Henseende til at paase, at den givne Anvisning i Virkeligheden blev befulgt. Det er navnlig oplyst i nærværende Tilfælde at det blev Appellanten tilladt baade at paabegynde og at fortsætte sit Arbeide, uden at der forelaa nogen udtrykkelig Attest fra Reguleringschefen i den nævnte Retning. I en Erklæring, som antagelig, efter hvad der er oplyst - den er ikke underskrevet, men den maa antagelig hidrøre fra Reguleringschefen - er det antydet som en Forklaring til det passerede, at Grundeieren mundtlig kan have erklæret for Bygningsinspektøren, at Paavisning har fundet Sted. At det forholder sig saa, er benegtet af Appellanten, men hvorom alting er, mener jeg, at man faar et Indtryk af, at ligesom selve Anvisningen er noget, som Bygningsautoriteterne har afgivet uden udtrykkelig Lovhjemmel, saaledes har de vistnok ogsaa betragtet Paabudet som noget, der kunde tages mere eller mindre diskretionært. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at naar det har været fundet af Interesse, at Reguleringschefen foretager en paavisning paa Aastedet, saa er Øiemedet med Foranstaltningen ikke dette, at Bygningsvæsenets Vedkommende skal gives Anledning til ved nøiere Eftersyn af vedkommende Reguleringsbeslutninger og Karter at komme efter, om den Reguleringsbestemmelse, der oprindelig opgives for den byggende som den, han har at rette sig efter, forefindes eller ikke, men Forskriften tager alene Sigte paa, at det Forhold, der allerede paa Papiret er angivet ved Indsendelsen af Bygningsanmeldelse med Bygningstegninger, faar det tilsvarende Udtryk i Marken. Naar det saaledes i nærværende Tilfælde heder i Reguleringschefens Paategning paa Bygningsanmeldelsen: «Naar Reguleringen befølges, vides intet at bemærke», saa er i og med det angivet, at den Reguleringslinje, som skal befølges, er den, der en bleven opgivet for Appellanten, og i Henhold til hvilken Bygningsregningen er udfærdiget, og Paabudet sigter da øiensynlig kun til at faa i Marken angivet de samme Punkter, som den opgivne Reguleringslinje efter Kartet udviser. Jeg mener, at man ved Bedømmelsen af Appellantens Optræden maa tage Hensyn til, at han umulig kan have tænkt sig, efter hvad der forelaa, at Reguleringschefens Tilstedeværelse paa Aastedet kunde have nogensomhelst anden Betydning end den at saa den givne Reguleringslinje bestemt i

Side:662

Marken. Han maatte herfor efter min Opfatning være berettiget til at tro, at naar han vidste, at den Opmaaling af Reguleringslinjen, som efter Grundeierens Foranstaltning var foretaget, var i Overensstemmelse med Reguleringschefens Opgivende paa Forhaand, saa var ny Paavisning i Marken nærmest en Formalitet, hvis Undladelse ikke kunde have stort paa sig. Risikoen vilde blive hans, men den Risiko, han kunde tænke sig Muligheden af at paadrage sig, kunde kun være den anden Opmaaling kunde komme til at variere. At Faren for en saadan Variation var, praktisk taget, udelukket, og at han derfor kunde sikkert gaa ud fra, at efter den foretagne Opmaaling Reguleringslinjen var rigtig befulgt, kunde han ikke være i synderlig Tvil om. I denne Opfatning mener jeg, han maatte bestrykes ved den Optræden, der udvistes fra Bygningsinspektørens Vedkommende, der jo - som jeg har nævnt - aldeles ikke indskjærpede Nødvendigheden af strikte at holde sig den formelle Forskrift efterrettelig.

2 Vidne ved et ved Høiesteret optaget Tingsvidne, Vognmand Martinsen, Tomtens tidligere eier, udtaler, at efter hvad der forelaa, vilde det ikke kunne falde Vidnet ind at gjøre nogen Henvendelse til Gallus angaaende ny Paavisning af Gadelinjen. Jeg antager det sandsynligt, at de fleste praktiske Mænd vil være enig med Vidnet heri. Jeg mener udtrykt i andre Ord, at den Feil - den formelle Feil, som jeg vil kalde det - der foreligger fra Appellantens Side ved at undlade at hefte sin Opmærksomhed ved den Klausul, der indeholdes i en schablonmæssig affattet Blanket, er saa forsvindende, og at den skulde faa Følger, noget, der maatte fremstille sig for Appellanten som saa usansynligt, at jeg mener, den ikke fortjener at komme i nogensomhelst Betragtning. Jeg synes, man i nærværende Tilfælde ikke med Rimelighed kan sige, at den Feil, som er begaaet fra den ene af Parternes Side, kan gaa opiop med Den, som er begaaet fra den anden Side, ei heller at man kan sige, at begge Parter har i Henseende til Forsømmelighet været lige gode, saa at Tabet bør fordeles ligeligt mellem dem. Jeg mener, at den naturlige Betragtning i det foreliggende Tilfælde tilsiger at lade Kommunen bære det hele Tab. For mit Standpunkt er det unødvendigt at udtale mig om, hvorvidt der overhovedet er retslig Anledning til nogen Fordelig av Tabet: om der er noget andet Valg end, enten at tilkjende Erstatning fuldt ud eller at tilkjende ingen Erstatning. Jeg mener nemlig, at enten man deler den ene eller den anden Anskuelse om det nævnte Retsspørgsmaal, saa er i nærværende Sag Forsømmelsen fra Kommunens Side saa alt overveiende, at det er denne Forsømmelsen ene og alene, som bør drage til Følge.

Med hensyn til Størrelsen af det Tab, der kan antages forvoldt, er jeg enig med Førstvoterende i, at dette bør sættes til det af ham angivne Beløb, Kr. 3.850,00.

Med de foregaaende Voterende er jeg enig i, at processens Omkostninger for begge Retter bør ophæves.

Det følger af, hvad jeg har anført, at min Konklusion vilde gaa ud paa, at Kommunen tilpligtes at betale til Appellanten Kr 3.850,00 med Renter, men nærmere at formulere denne Konklusion, finder jeg ufornødent, ialfald for Tiden.

Extraordinær Assessor, Lagmand Vogt: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Skattebøl

Side:663

Extraordinær Assessor, professor Platou: Jeg er i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg ligeoverfor Tredievoterendes Udtalelse om den i Rt-1901-760 refererede Dom skal bemærke, at den i Søfartslovens §220 udtalte Regel om Fordeling af Skaden var en vilkaarlig Undtagelsesregel, kun opstillet for Tilfælde af Skibes Sammenstød, kunde Høiesteret ikke have anvendt den analogisk paa et saa forskjelligt Tilfælde som det, at en Mand delvis ved egen, delvis ved andet Mands Feil fik en Finger knust ved Brugen af en Dampvinch; den Omstændighed, at Fingeren blev knust paa nævnte Maade ombord i et Fartøi kunde jo umulig bringe Søfartslovens Regel om Skibes Sammenstød til Anvendelse. Det vilde være en ren Vilkaarlighed. Naar Høiesteret nu har anvendt den positive Lovs Regel analogisk, kan det derfor efter almindelig Lovfortolkningsprinciper alene være, fordi den ansaa denne Regel, ikke for en vilkaarlig Bestemmelse, men for en Anvendelse af et almindeligt Retsprincip. Assessor Reimers: Jeg er i Resultatet enig med Hr. Assessor Skattebøl og vil følgelig votere for samme Resultat som det, til hvilket Byretten er kommet, Kommunens Frifindelse. Men jeg bygger dette Resultat tildels paa andre Betragtninger end de, der af Hr. Assessor Skattebøl er gjort gjældende, og skal herom bemærke følgende: Der er ganske vist begaaet en Feil fra Reguleringschef Gallus's Side. Men hvori bestaar denne Feil? Den bestaar deri, at han ved Behandlingen af Isaksens Bygningsanmeldelse gik ud fra den feilagtige og for en Reguleringschef ganske vist uundskyldelige feilagtige Forudsætning, at Reguleringslinjen afødt xx.xx.1893 gik helt frem til Isaksens Tomt, Br.No. 5, medens den i Virkeligheden stansede op ved Bygrænsen. Isaksen bestyrkedes altsaa herved i den feilagtige Forudsætning, som for hans Vedkommende skrev sig allerede fra den af hans hjemmelsmand, Vognmand Martinsen, foranstaltede private Opmaaling af denne med flere tilstødende Tomter, at der gjaldt en Regulering for No. 5, medens det virkelige Forhold var, at for denne Tomt gjaldt paa Bygningsanmeldelsens Tid overhovedet ingen Regulering. Om nu dette; at Isaksen bestyrkedes i den feilagtige Tro, at der gjaldt en Regulering for Tomten, havde været den eneste Følge af Reguleringschefens Forsømmelse eller Overseen af det virkelige Forhold, vilde Feilen have været af nogenlunde uskyldig Art; den vilde ingen Skade eller Ulempe for det anmeldte Byggearbeide have medført. Men der kom noget andet til. Reguleringschefens Overseen af det virkelige Forhold - det, at der overhovedet ikke gjaldt nogen Regulering for Tomten - ledede nemlig videre til, at han ved sin Expedition af Bygningsanmeldelsen forsømte at gjøre opmærksom paa, at Isaksen maatte holde sig Veilovens §19 om 3 Alens Afstand fra Bygning til yderste Grøftekant efterrettelig. Istedet derfor udtaler Regulerinschefen i sin paategning paa Bygningsanmeldelsen eller paa de approberede Tegninger kun: « Naar Reguleringen befølges, vides intet at bemærke.» Følgen heraf var da den, at Isaksen gik igang med Bygningsarbeidet i den Tro, at han var paa den trygge Side, naar han fulgte den Regulering afødt xx.xx.1893, som for hans Tomts Vedkommende i Virkeligheden ikke existerede, men uden al Tanke paa Veilovens §19. Men saa griber Akers Veivæsen ind gjennem vedkommmende Veiingeniør, som forandlediger Arbeidet stanset, indtil Isaksen har saaet ordnet sig med Veivæsenet. For denne afledede Følge af Reguleringschefens Overseen af det virkelige Forhold

Side:664

vilde muligens Kommunen kunne have været gjort ansvarlig. Men efter hvad Bygmester Johnsen, der forestod Byggearbeidet for Isaksen, forklarer som 1 Vidne under det efter Sagens Paadømmelse ved Byretten optagne Tingsvidne, maa det antages, at den Ulempe, som herved har været paaført Isaksen og hans Byggearbeide, i Virkeligheden ikke har været af nogen Væsentlig Betydning, og der er i ethvert Fald ikke under Sagen tilveiebragt nogen nærmere Oplysning forsaavidt. Johnsen siger herom, at den Forandring i Byggearbeidet eller i Bygningens placement, som blev foranlediget ved Veiingeniørens Indskriden, bestod i, at Bygningen blev rykket tilbage, men saavidt erindres ikke mere, end at man kunde benytte den gamle Grundmur, og - tilføier Vidnet - denne Forandring kom overhovedet ikke til Udførelse. Hvad Grunden hertil var, forklarer Vidnet ikke; man Sandsynligheden taler vel for, at Sammenhængen er den, at det hele faldt bort som Følge af den senere af Kristiania Regulerinskommission under 4 November 1898 besluttede Regulering, muligens ogsaa paa Grund af andre Omstændigheder ikke stod i direkte Forbindelse hermed.

Saaledes som Sagen her foreligger oplyst, maa jeg altsaa gaa ud fra, at Erstatningsansvar mod Kommunen ikke vil kunne bygges paa den af Reguleringschefen begaaede Feil eller Forsømmelse. Jeg behøver derfor heller ikke at udtale mig om Virkningen af, at Isaksen undlod, inden han gik igang med Byggearbeidet, at kræve den opgiven, men i Virkeligheden ikke existerende Reguleringslinie paavist i Marken. Heller ikke om det af de foregaaende Voterende omhandlede Spørgsmaal, hvorvidt der vilde være Adgang til at foretage en saadan Fordeling af Skaden mellem begge parter, som i Førstvoterendes Votum omhandlet.

Et helt andet og herfra forskjelligt Spørgsmaal er det derimod, om Isaksen skulde kunne kræve Erstatning hos Kommunen for det Tab, som maatte være ham paaført derved, at han blev stanset i sit Byggearbeide ved den af Reguleringskommissionen under 4 November 1898 besluttede Regulering, en Beslutning, der først er fattet og fra Kommunen Side krævet respekteret, efterat Isaksen i Henhold til en indleveret og af de kommunale Bygningsautoriteter approberet Bygningsanmeldelse var gaaet igang med sit Byggearbeide, som paa det Tidspunkt, da det efter paalæg fra vedkommende Bygningsinspektør i Henhold til Reguleringsbeslutningen af 4 November blev stanset, var naaet saa langt som til, at Grundmuren var færdig, og - efter hvad der fra Isaksen Side er paastaaet - var kommet saa langt, at første Bjelkelag allerede var lagt. Hvorvidt Isaksen vilde have været forpligtet til at respektere en reguleringsbeslutning, der først blev fattet paa et saa langt framskredet Stadium af hans Byggeforetagende, eller om han ikke i ethvert Fald maatte af Kommunen kunne kræve Erstatning for den Skade og Ulempe, som ved en paa den Maade fremkaldt Stansning blev ham paaført, er imidlertid et Spørgsmaal, som jeg efter Sagens Processuelle Stilling ikke tror at have Anledning til at udtale mig om. Saavidt jeg ha opfattet Appellantens Procedure for Høiesteret, er der nemlig fra hans Side ikke bygget paa dette Fundament som Grundlag for den af ham paastaaede Erstatning. Det er ganske vist saa, at der i Forligsklagen som Grundlag for den paastaaede Erstatning direkte er pegt paa, at al videre Bebyggelse, efterat første Bjelkelag var lagt, blev stoppet af Kristiania Bygningsautoriteter, og det maa efter Formuleringen af de Spørgsmaal, som er stillet til

Side:665

det under Sagen optagne Skjøn, antages, at den samme Forudsætning ligger til Grund for disse. Men som før sagt, saavidt jeg har opfattet Appellantens Procedure for Høiesteret, er der her som Grundlag for den paastaaede Erstatning alene bygget paa den af Reguleringschefen begaaede Feil og de Følger, den har havt for Byggeforetagendet. Spørgsmaalet er som Følge heraf ikke bleven drøftet under proceduren for Høiesteret, og under disse Omstændigheder mener jeg ikke at have Adgang til at bygge nogen Afgjørelse i Sagen paa dette Moment.

Det er paa de Betragtninger, jeg her har anført, at jeg bygger det Resultat, hvortil jeg i Sagen kommer, at Kommunen maa frifindes for Appellantens Tiltale i Sagen.

Jeg er enig i, at Omkostningerne for begge Retter ophæves.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Under 22 Marts 1898 indsendte A. F. Isaksen som Eier af Gaardsnummer 76, Brugsnummer 5, en parcel af Eiendommen store O ved Grefsenveien i vestre Aker men beliggende i den i Lov afødt xx.xx.1877 §10 og §11, jfr. Ref. af 24 December f. A. (og nu den nye Bygningslov for Kristiania afødt xx.xx.1899 (No. 3)§100) omhandlede Del af Akers Herred, det saakaldte «Byggebelte» en Bygningsanmeldelse til Kristiania Bygningsvæsen, idet han agtede at opføre en 4 Etages Vaaningsbygning paa Eiendommen. Anmeldelsen var ledsaget af et Situationsrids, hvorpaa den efter Isaksens Antagelse gjældende Regulering for Grefsenveien langs hans Tomt var anført. Bygningsanmeldelsen blev under 27 April f. A. approberet efter at have passeret Kristiania Reguleringschef, som alene paategnede Anmeldelsen, at naar Reguleringen befulgtes, vidstes der intet at bemerke, uden at Reguleringschefen ved Leiligheden antydede, at den paa Situationsridset aflagte Reguleringslinje i noget væsentligt Punkt skulde være urigtig. Vedkommende Bygningsinspektør tilføiede i Approbationspaategningen: «Forinden Arbeidet paabegyndes, maa Henvendelse ske til Reguleringschefen, der i Marken vil paavise Gadens Høide og Retning.»

Efterat Byggearbeidet var paabegyndt, passerede Akers Veiingeniør tilfældigvis forbi Byggestedet og blev da opmerksom paa, at den under Opførelse værende Bygning vilde komme for nær Grefsenveien og være stridende mod Veiloven (formentlig dennes §19, næstsidste Punktum) og meddelte Isaksen, at han maatte indsende Andragende til Akers Veibestyrelse om Tilladelse til at opføre Bygningen som paabegyndt, hvilket Andragende af Isaksen ogsaa under 13 Oktober næstefter blev indsendt.

Som Følge af det indtrufne maa det antages, at Reguleringen vedkommende Isaksens Tomt blev undergivet en nærmere fornyet Granskning af Reguleringschefen, og det viste sig da, at saavel den paa Isaksens Situationsrids aflagte Reguleringslinje som den senere stedfundne Approbation af den paa Grundlag heraf indgivne Bygningsanmeldelse beroede paa en Feil eller Overseen fra Reguleringschefens Side. Denne havde nemlig saavel ved Meddelelsen i sin Tid af den Underretning, der laa til Grund for Reguleringslinjen paa Situationsridset, som ved Bygningsanmeldelsens senere Behandling og Approbation gaaet ud fra, at en ældre (under 30 Oktober 1893 vedtaget) Reguleringslinje, som var bestemt for et ogsaa i Byggebeltet beliggende Hus nærmere Bygrænsen, men ophørte tæt ved den heromhandlede Tomt, ogsaa i sin Fortsættelse var gjældende for denne, hvilket imidlertid ikke var Tilfældet. Da Approbationen fandt Sted, existerede der saaledes endnu ingen regulering af Grefsenveien forbi Isaksen Tomt. Under 4 November 1898 blev saadan Regulering bestemt med det udfald, at Reguleringslinjen gik adskillig længere ind paa Isaksens Tomt end den til Grund for den approberede Bygningsanmeldelse liggende Linje, som var aflagt paa Situationsridset. Herom fik den for Isaksen Byggearbeide ansvarshavende Mester under 7. f. m. Underretning fra vedkommende bygningsinspektør med Tilføiende, at Byggearbeidet maatte standses, da Reguleringslinjen vilde afskjære en Del af Bygningen, hvilket ogsaa fra Isaksens Side blev efterkommet.

Til bestemmelse af den ham paa Grund af det indtrufne formentlig tilkommende Erstatning hos Kristiania Kommune lod Isaksen efter forgjæves prøvet

Side:666

Forligsmægling ved Akers Sorenskiveri i Tiden fra 14 Juli 1899 til 23 Mai 1902 optaget Aastedsskjøn, og i Henhold til dette har han efter forgjæves anstillet Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1902 sagsøgt Kommunen til Betaling af 9.350 Kroner med lovlige Renter fra den første Forligsindkaldelse samt det afholdte Skjøns og nærværende Søgsmaals Omkostninger.

Kristiania Kommune har som Indstevnt paastaaet Frifindelse og Tilkjendelse af Skjøns- og Sagsomkostninger.

Forsaavidt citanten har paastaaet sig som en Del af Erstatningsbeløbet tilkjendt 1.500 Kroner for «Ulempe ved reguleringen for den gjenværende Eiendom», har Indstevnte anført, at Erstatning herfor ikke kan kræves, før det bortregulerede Areal frivillig eller tvungent indløses af Kommunen, hvorom der imidlertid ikke under den foreliggende Sag er Tale. Dette er Retten enig i; men naar Indstevnte har paastaaet, at denne Del af Sagen maa blive at afvise, fordi det hverken tilkommer nærværende Ret eller Skjønsretten i Aker af træffe nogen for Instevnte bindende Afgjørelse om den Ting, idet Afgjørelsen heraf som af alle Spørgsmaal om Erstatning for og Indløsning af Grund af Reguleringer efter den nye Bygningslov for Kristiania er henlagt til den i sammes §12 anordnede Skjønskommission, maa der henvises til nævnte Lovs §12 No. 4, hvorefter de omhandlede Spørgsmaals Afgjørelse, forsaavidt Byggebeltet angaar, er unddraget fra den i samme § for kristiania bestemte Skjønskommission, og den anførte Afvisningsgrund kan derfor ikke gives Medhold.

Det synes klart, at der fra Kommunens Reguleringsvæsen Side foreligger en paatagelig og, som det formentlig maa erkjendes, ganske betydelig Feil eller Forsømmelse overfor Citanten ved den under 27 April 1898 stedfundne Approbation af hans Bygningsanmeldelse, uden at der paa Forhaand var foretaget den fornødne Undersøgelse af, hvorledes det i Virkeligheden dengang forholdt sig med Reguleringsbestemmelserne for Byggetomten, - en Feil som kommunen vistnok maa være Ansvaret for overfor Citanten. Naar Indstevnte herimod har anført, at den stedfundne Feiltagelse var foranlediget ved den indgivne Situationsplan og Anmeldelse med Byggetegninger, saa kan hertil intet Hensyn tages, da det jo er klart, at Reguleringsvæsenet netop har at undersøge og kontrollere Rigtigheden af Situationsplanens og Anmeldelsens Opgaver, forsaavidt Reguleringsforholdene angaar, og ikke herunder har nogensomhelst Beføielse til uden nogen Granskning a priori at gaa ud fra disses korrekthed, hvilket in casu synes at have været Tilfældet. Dette kan vistnok forklares deraf, at Anmeldelsen var gaaet ud fra den samme feilagtige Forudsætning, som netop skred sig fra Reguleringschefens egen tidligere urigtige Underhaandsbesked til den, der havde opmaalt den heromhandlede m. fl. tilstødende Eiendomme og afsat Reguleringslinjen paa Anmeldelsens Situationsplan, at Reguleringslinjen af 1893 ogsaa fortsatte sig udenfor Citantens Tomt; men denne Forklaring af Feilen skjønnes ikke tillige at indeholde nogen virksom Undskyldning derfor, idet Reguleringschefen netop ved Anmeldelsen Approbation havde Pligt til paa endelig og afgjørende Maade at bringe Byggetomtens Reguleringsforhold paa det Rene.

Indstevnte synes heller ikke selv at have tillagt den overfor bestridte Betragtning synderlig Betydning, men har derimod særlig fremhævet, at Citanten har undladt at efterkomme det i Bygningsanmeldelsens Approbationstegning udtrykkelig givne Paabud om inden Byggearbeidets Paabegyndelse hos Reguleringschefen at begjære Gadens Høide og Retning udstukket i Marken, jfr. ogsaa det udfærdigede Bygningstilladelseskort (Bil. 4 ad 3), som nævner Paavisning af Gadehøiden. Hvis Citanten havde holdt sig dette Paabud efterrettelig, vilde den ovenomhandlede Feil med Nødvendighed have været opdaget og den lidte Skade derved undgaaet. Dette fra Citantens egen Side udviste Forhold indeholder efter Indstevntes Opfatning en saa betydelig Forsømmelse, at den maa opveie den af Reguleringsvæsenet begaaede Feil og betage Citanten Ret til Skadeserstatning hos Kommunen.

Det må vistnok, trods det fra Citantens Side anførte, erkjendes, at man med al den Sandsynlighed, som i sidde Forhold kan haves, maa gaa ud fra, at saafremt der fra Citantens Side inden Byggearbeidets Paabegyndelse havde været rekvireret hos Reguleringschefen udstikning i Marken af den for Byggetomten afgjørende Reguleringslinje mod Grefsenveien, vilde den stedfundne Feiltagelse have været opdaget og den indtrufne Skade undgaaet, idet Reguleringschefen da var bleven nødt til at undersøge selve Reguleringsbeslutningens Ordlyd, hvad der, saavidt skjønnes, er ligefrem nødvendigt for med dem tilstrækkelige Nøiagtighed at kunne udstikke den deri bestemte Reguleringslinje i Marken efter de i Beslutningen specielt opgivne Bestemmelser, og som efter det foreliggende ogsaa maa antages undtagelsesfrit at finde Sted ved enhver saadan Udstikning.

Side:667

Hvis det saaledes i Betragtning af de forhaandenværende Omstændigheder maa antages virkelig at kunne lægges Citanten tillast som en Feil eller Forsømmelse, at saadan Udstikning i Marken af Gadens Retning ikke blev rekvireret hos Reguleringschefen, i det foreliggende Tilfælde inden Byggearbeidets Paabegyndelse, vil man vistnok maatte give Indstevnte Medhold i, at Citanten ogsaa har sig selv at tilskrive, at der ved den fra Reguleringsvæsenet vidviste Forsømmelse blev paaført ham Skade, som han derfor ikke kan kræve erstattet hos Kommunen.

Ved Afgjørelsen af dette Spørgsmaal er der af Citanten henvist til, at Byggearbeidet foregik i det Kristiania Bygningslov undergivne Belte af Akers Herred, og at saadan Udstikning av Gadens Høide og Retning ikke dersteds pleiede at finde Sted og heller ikke at paalægges ved Bygningsanmeldelserne. Dette er vistnok, forsaavidt Gaderne eller Veiens Høide angaar, ogsaa ganske rigtigt, idet det nu ansees erkjendt fra Indstevntes Side, at noget Rivellement og en dermed sammenhængende Høide eller Vertikalregulering ikke fra Reguleringsvæsenets Side fandt Sted med Hensyn til Veiene eller Gaderne i Byggebeltet, hvorfor der heller ikke var Tale om at paavise Gadehøiden her ved Nybygninger, idet man forsaavidt holdt sig til den forhaandenværende Terrænhøide. Men derimod har Indstevnte bestemt benegtet, at dette ogsaa skulde gjelde Gadernes eller Veienes Retning, horisontalreguleringen. Her havde jo Reguleringsvæsenet paa mange Kanter truffet Bestemmelser og med Hensyn til disse, anfører Indstevnte, blev der i Byggebeltet forholdt ganske som i selve Byen og for deres Vedkommende var Udstikning i Marken gjennom Reguleringschefen i Beltet ligesaa nødvendig og ligesaa almindelig anvendt som i Byen. Dette finder Retten ogsaa at maatte antage, idet man derved væsentlig har lagt Vegt paa, at de indtil den nye Bygningslov for Kristiania af 1899 gjældende Bestemmelser om Byggebeltet i Lov afødt xx.xx.1877 §10 og §11 ligefrem gjør hele den for Kristiania gjældende Bygnings- og Reguleringslovgivning gjældende for dette kun med de særlige i §10 nævnte Modifikationer, hvoraf dog ingen berører Reguleringsvæsenet. Forsaavidt der saaledes af Byens Reguleringsvæsen blev truffet Reguleringsbestemmelser i Byggebeltet, maatte disse respekteres og i det hele behandles ganske paa samme Maade som i Byen. Man kan derfor ikke skjønne, at Citanten har formaaet at godtgjøre, at der med Hensyn til de Punkter, som overhovedet var opgjorte ved Reguleringsbestemmelser i Byggebeltet, specielt Gaderetningen, har hersket enten forskjellige Regler eller afvigende Praxis fra de for selve Byen gjældende eller fra den sammesteds benyttede Fremgangsmaade. En enkelt Omstændighed, at den ovennævnte §10 udtrykkelig bestemte, at den tidligere Bygningslovs §76 (om tvungen Opmaaling af Tomter) kun gjaldt inden Bygrænsen, maatte vel endog nærmest gjøre det mere paakrævet i Byggebeltet at faa Reguleringslinjerne paaviste og udstukne i Marken. Man kan derfor ikke medgive, at den Omstændighed, at det heromhandlede Byggearbeide var bestemt til at skulle foregaa i Byggebeltet, kan diskulpere Citantens Undladelse af at rekvirere den overnævnte i Udstikning.

Tvilsommere kan det muligens derimod stille sig, om ikke Citanten ved, hvad der allerede var foregaaet før Bygningsanmeldelsens Indgivelse, maa ansees for at være bragt i den Stilling, at en saadan Udstikning maatte forekomme ham ufornøden og ligefrem overflødig, hvad han selv under Proceduren med Styrke har gjort gjældende. Over det samlede Gaardsnummer 76 Store O var der af en som Assistent ved Kristiania Opmaalingsvæsen ansat Mand optaget et Privatkart, som omfattede Citantens med flere tilstødende Eiendomme. Denne mand har afgivet en under Sagen fremlagt Erklæring saalydende: «Efter Anmodning fra Eieren af Grefsenveien 76 foretog Undertegnede en Opmaaling af denne Eiendom (Opmaaling af et Par Nabotomter fandt samtidig Sted). Jeg havde paa Forhaand gjort Henvendelse til Herr Reguleringschef Gallus for at saa Rede paa Reguleringen.

Herr Gallus viste mig Kartplade K 6, hvorpaa var aflagt med Blyant en Reguleringslinje, overensstemmende med hvilken jeg under Opmaalingen paa Aastedet anbragte en Merke paa Nabobygningen, nemlig Skaar i et horisontalt Bord over Sokkelen.» Efter denne i Forbindelse med Byggetomtens Opmaaling stedfundne Afmerkning i Marken af Byggelinjen mod Grefsenveien har Citanten, anfører han, anseet det ganske overflødigt at rekvirere nogen ny Udstikning af den samme Linje hos Reguleringschefen, aldenstund han var vidende om, at Afmerkningen var skeet efter den paa Reguleringschefens Kontor modtagne Oplysning, og Opmaalingen saavelsom Afmerkningen var udført af en dertil præsumtivt fuldt habil Mand. Det bør visselig ikke betviles, at Citanten subjektivt forsaavidt har været i god Tro eller rettere sagt ikke næret den ringeste Tvil om, at den saaledes afmerkede Byggelinje, som derhos stemte med den i Forbindelse med den approberede Bygningsanmeldelse paa Situationsplanen aflagte Reguleringslinje, var

Side:668

fuldt korrekt, og at han trygt kunde bygge efter denne. Men Retten finder dog at maatte betragte denne hans gode Tro eller fulde Tillid til den approberede og afmerkede Byggelinjes Korrekthed som utilstrækkelig, naar han derved vil godtgjøre for sig ansvarsfrit at kunne sætte sig udover det i Forbindelse med Approbationen givne direkte paabud om at rekvirere Gadens Retning udstukket i Marken af Reguleringschefen. Det synes nemlig at maatte være indlysende, at ganske den samme Betragtning med ligesaa stor Styrke maatte kunne gjøres gjældende omtrent i hvert eneste Tilfælde af Nybygning til regulert Gade ogsaa indenfor Bygrænsen, naar det i disse Tilfælde regelmæssig forhaandenværende Maalebrev ved Henvendelse til Reguleringsvæsenet var paaført de for Tomten afgjørende Reguleringslinjer, og disse gjengivne paa et med Byggeanmeldelsen indgivet Situasjonsrids, ikke havde foranlediget nogen Bemerkning fra Reguleringsvæsenets Side ved Anmeldelsens Approbation. Men i disse Tilfælde, enten der før Approbationen havde fundet Sted nogen Afmerkning af Byggelinjerne eller ei, vilde de ligesaavel som i det heromhandlede Tilfælde have været givet Paabud om Rekvisition af disses Udstikning i Marken ved Regulerinschefen. I begge Tilvælder gjælder paabudet det samme, at førend det approberede Byggearbeide paabegyndes, skal Byggelinjerne af den eneste dertil kompetente og fuldt ansvarlige, nemlig Kristiania Reguleringschef, udstikkes og afmerkes i Marken. Paa Karter vil Angivelsen aldrig kunne blive saa tydelig eller nøiagtig, at den egner sig til umiddelbart at tages som Rettesnor for selve Byggearbeidets faktiske udførelse, om den end kan være fuldt tilstrækkelig til Bebyggelsens Planlæggelse og Udarbeidelse af Bygningstegningerne. Naar der i Forbindelse med Bygningsanmeldelsens Approbation derfor gives et udtrykkeligt Paabud om Rekvisition af saadan Udstikning, medfører dette en stor Garanti baade for den private og for Kommunens Reguleringsvæsen mod, at der, naar Bygningen sendere kommer op, viser sig at være begaaet Feiltagelser fra den ene eller den anden Side med hensyn til den for Bygverket gjældende Regulering. Undlader Bygherren eller den for hans Byggearbeide ansvarshavende Mester, hvilken sidste isaafald maa forudsættes at være erfaren i disse Ting, trods det givne Paabud at rekvirere saadan Udstikning, ligger heri efter Rettens Opfatning en saavidt betydelig Uagtsomhed ved Forsømmelse af at træffe de fra Anmelderens Side fornødne og paabudne Skridt til at sikre sig, at alt er og forbliver i Orden med Hensyn til hans Byggearbeide, at hans mulige Krav paa Erstatning paa Grund af urigtig opgivne eller approberede Byggelinjer maa ansees at være forspildt.

Og selv om man i det foreliggende Tilfælde til Citantens Fordel vilde lægge Vegt paa, at der allerede før Approbationene havde fundet Sted en Afmerkning af Byggelinjen i Marken, hvis væsendtlige Korrekthed i Forhold til det af Reguleringschefen givne Udgangspunkt Citanten ingensomhelst Grund havde til at betvile, synes det dog ved den senere stedfundne Henvendelse fra Akers Veiingeniør om Arbeidets Ulovlighed efter Veiloven at maatte have gaaet op for Citanten eller for den ansvarshavende Mester for Byggearbeidet, at ikke alt var iorden med Hensyn til den Byggelinje, som Citanten mente at kunne lægge tilgrund for Arbeidet. Det synes derfor under enhver Betragtning at Forholdet ubetinget at maatte lægges Citanten tillast, at han ikke ialfald efter denne Henvendelse, som jo efter det Oplyste endog ledede til, at Citanten indgav Andragende om Tilladelse til at bygge efter den afmerkede Reguleringslinje, overensstemmende med det ved Anmeldelsens Approbation givne Paabud han vendte sig til Reguleringschefen med Rekvisition om Udstikning i Marken af den Byggelinje, hvorefter han lovlig og Akers Veibestyrelse uadspurgt kunde bygge, jfr. den dagjældende Bygningslov for Kristiania (afødt xx.xx.1875) §11. Ogsaa dette undlod han og vedblev med Arbeidet, lige indtil han den 7 November 1898 blev stanset. Han antages derved selv at have været saavidt medskyldig i den Skade, som ved denne Stansning maa antages at være opstaaet for ham, at han ikke kræve den gjennem Erstatning overført paa Indstevnte, idet vor rets almindelige Regler her antages at medføre en Kompensation af den fra begge Sider udviste Uagtsomhed og Forvoldelse af den indtrukne Skade.

Efter det anførte vil Indstevntes Frifindelsespaastand blive at tage tilfølge, idet saavel Skjøns- som Sagsomkostningerne antages at burde ophæves.