Rt-1907-139

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1906-11-03
Publisert:	Rt-1907-139
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 34/2 s. A.
Parter:	Kristiania Kommune (Adv. Krog) mod Centralbanken for Norge (denne selv).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder fremgaar af Præmisserne til den af Kristiania Byret den 30 Maj 1905 afsagte Dom, i hvilken dog den Tid, for hvilken Afgift resten feilagtig er angivet at være fra 1 Januar - 25 Mai 1904 istedet for fra 1 Januar 1903 til 25 Mai 1904.

Ved Dommen blev saaledes kjendt for Ret: «Centralbanken for Norge kjendes berettiget til det i Sagen omhandlede, paa Separatkonto

Side:140

i Centralbanken afsatte Beløb 4.116 - fire Tusinde et Hundrede og sexten - Kroner med paaløbne Renter.

I Sagsomkostninger betaler Kristiania Kommune til Centralbanken for Norge 70 - sytti - Kroner, inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven».

Denne Dom har Kristiania Kommune ved Stevning afødt xx.xx.1905 paaanket til Høiesteret, hvor Sagen er overført til skriftlig Behandling.

Appellantskabet har nedlagt saadan Paastand: «At Kristiania Kommune frifindes for Centralbanken for Norge, dens Tiltale i denne Sag og tilkjendes Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret».

Indstevnte, Centralbanken for Norge, har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellantskabet tilkjendt Processens Omkostninger for Høiesteret.

For Høiesteret er det oplyst, at under Sagens Henstaaen ved Domstolene har A/S Indigos Konkursbo den 22 December 1905 af Afgiften indbetalt Kr. 2.664,28, saaledes at den resterende Hovedstol nu alene udgjør Kr. 1.471,72. Alene dette Beløb, med indvundne Renter af det oprindelige Beløb og senere Rente af det reducerede Beløb, indestaar nu paa Kontrabogen i Banken og er Processens Gjenstand for Høiesteret.

Høiesteret kommer til et endet Resultat end Byretten. a>Den i Sagen omhandlede Afgift er Betaling for de vedkommende Eiendommes Forsyning med Vand, hvilken Kommunen kontraktsmæssig har overtaget, og det kan da i og for sig ikke siges at være nogen Urimelighed i, at Kommunen til sin egen Betryggelse opstiller saadanne Vilkaar for Leverancen af Vand, at alle, der har stillet sig i Forhold til Eiendommene som Eier, Kjøber, Panthaver eller Rettighedshaver forøvrigt, faar Interesse af og i Tilfælde Ansvar for, at Afgiften betales. Litr. c. i den af Magistrat og Formandskab den 3 Februar 1904 fattede Betstemmelse angaaende §9 i Reglement for Vandforsyning fra Kristiania Vandværker er saaledes ingen urimelig Kontraktsbestemmelse, og da den derhos gjælder som en almindelig Bestemmelse for alle Eiendomme, der forsynes med Vand fra Kommunens Vandværker, og saaledes alle Eiendomme i denne Henseende ere stillede lige, skjønnes der ikke i almindelige Retsgrundsætninger at kunne være noget til Hinder for, at Kommunen gyldig kan opstille den nævnte Kontraktsbestemmelse for Vandforsyningen, selv om man vil sige at Kommunen faktisk har en monopoliseret Stilling med Hensyn til Byens Vandforsyning.

Da den herhen sigtende Kontraktsbestemmelse er traadt i Kraft, førend Centralbanken kjøbte Eiendommen og den omprocerede Afgift kun gjælder Terminer, der først forfaldt efter Reglementets Ikrafttræden og Centralbankens Overtagelse af Eiendommene, antages Centralbanken at maatte tilsvare hele det nu omprocerede Beløb.

Kommunen vil saaledes blive at frifinde for Centralbankens Tiltale.

Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret blive efter Omstændighederne at ophæve. - Tre af de Voterende kommer til samme Resultat som Byretten og henholder sig i det væsentlige til dens Begrundelse.

Side:141

I Henhold hertil afsiges saadan

Dom:

Kristiania Kommune bør for Centralbanken for Norges Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Centralbanken for Norge kjøbte ved Konkursauktion afødt xx.xx.1904 Eiendommene Brænderiveien No. 9, Korsgaden No. 3 og Nordregade No. 5 hersteds.

For disse Eiendomme skyldte den forrige Eier, Aktieselskabet Indigo, i Vandafgift til Kristiania Kommune for Tidsrummet 1 Januar 1) til 25 Mai 1904 Kr. 4.116,00.

Nogen Tid efter Auktionens Afholdelse fik Centralbanken Meddelelse fra Vandvæsenet om, at Vandet til Eiendommene vilde blive afstængt, hvis ikke den Afgift som skyldtes af den forrige Eier, var betalt inden en bestemt Tid.

Under Bankens Bestridelse af et saadant Skridts Lovlighed traf man Dagen derpaa ved Overenskomst Ordning om, at Forsyningen af Vand til Eiendommene skulde vedblive som før paa Betingelse af, at Afgiften blev afsat paa Separatkonto i Centralbanken og Søgsmaal indledet til Afgjørelse af, om Banken var nødt til at betale Afgiften for at hindre Vandets Afstængning.

I Henhold til denne Overenskomst har Banken afsat det omtvistede Beløb paa Separatkonto og efter forgjæves prøvet Forligsmægling ved Stævning afødt xx.xx.1904 sagsøgt Kommunen, overfor hvem den har paastaaet sig kjendt berrettiget til det afsatte Beløb med Renter og tilkjendt Sagens Omkostninger.

Kommunen har paastaaet sig frifunden og tilkjendt Sagsomkostninger.

Som Hjemmel for denne Afstængning af Vandet, som var stillet Banken i Udsigt, har Kommunen henvist til «Reglement for Vandforsyningen i Kristiania Vandværker» §9, saaledes som §en lyder ifølge Magistrats- og Formandskabsbeslutningen afødt xx.xx.1904. Her heder det i litr. e: «Magistraten har Ret til at lade afstænge Vandet for enhver Eiendom, for hvis Vandforbug den beregnede Afgift ikke i rette Tid er betalt, uden Hensyn om Afgiften vedkommer Vand, leveret en tidligere Eier eller Bruger, dog saaledes, at ikke nogen forud for det Halvaar, hvori han har tiltraadt Eiendommen, gjennem Vandets Afstængning kan gjøres ansvarlig for mere end 2 Halvaars forfaldende Afgift.

Afstængningen vedvarer, indtil Afgiften med paaløbne Omkostninger er betalt».

Denne Bestemmelses Gyldighed er bestridt af Banken.

Det er paa det Rene, at Vandafgiften qv. ikke hviler som nogen Heftelse paa Eiendommene, og at Banken saaledes ikke ved Eiendommenes Kjøb har overtaget Ansvar for samme.

Heller ikke foreligger der nogen anden Forpligtelsesgrund for Banken.

Spørgsmaalet er, om Kommunen kan gjøre Forsyningen at Vand til Eiendommene afhængig af, at den nuværende Eier betaler eller sørger for Betaling af den Afgift, som skyldes af den forrige Eier.

Det vil sees, at det af Kommunen stillede Vilkaar for Eiendommenes Forsyning med Vand i Forhold til Banken faktisk bevirker en Forhøielse af den regelmæssige Afgift paa Vand.

Denne Fordyrelse af Vandet skyldes ikke Omstændigheder, som efter Forholdets egen Natur betinger en høiere Pris, s. Ex. særlige Vanskeligheder ved Anlæg og Vedligehold af Ledninger, men har sin Grund i en Forteelse, som kun

Side:142

en postitiv Forskrift kan bringe i Forhold til Bestemmelsen af Vandets Pris overfor den enkelte Forbruger.

Herved faar Banken uden rationel Grund en øget Byrde, som ikke følger det almingelige Forbrug af Vand.

Vistnok kan samme Skjæbne ogsaa ramme andre Borgere uden Forskjel, naar de sædvanlige Betingelser er tilstede.

Men i ethvert Tilfælde, hvor Reglementsbestemmelsen kommer til Anvendelse, ophæves til Skade for vedkommende Forbruger den almindelige Lighed mellem Borgerne, forsaavidt angaar Adgangen til at erholde Vand af Kommunen.

Denne Undtagelsesstilling bliver desto føleligere, fordi Vandet er et Gode, som ikke kan undværes, og fordi Kommunen har et faktisk Monopol paa Levering af Vand til sine Borgere, idet private Vandledninger kun sjelden forekommer, og ethvert saadant Anlæg forudsætter Samtykke af Kommunen til den nødvendige Gravning i Gaderene m.v.

Jeg antager, at et Brud paa den almindelige Lighed som det omhandlede er i Strid med Forudsætningen for Kommunens Selvbestemmelsesret i Anliggender, som er underlagt dens Myndighed, eller som den har Adgang til at øve Befatning med.

Reglementsbestemmelsen qv. vil derfor ialfald ikke kunne have Gyldighed uden Hjemmel af Lov.

Skulde en saadan Bestemmelse faa Retsvirkning, skjønt den uden rationel Grund fordyrer Vandet for den enkelte, maatte Kommunen, saavidt skjønnes, i Forhold til en enkelt eller enkelte af sine Borgere kunne stille hvilketsomhelst Vilkaar for deres Adgang til at faa Vand, eller uden enhver saglig Grund endog helt udelukke dem derfra. Et Forhold, som kan afføde saadanne Tilstande, er øiensynlig uholdbart. - - -