Rt-1907-234
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1907-02-15 |
| Publisert: | Rt-1907-234 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 15/1 B s.A. |
| Parter: | Straffesag (Krigsretssag) mod Einar Li (Forsvarer: Advokat Gustav Heiberg. Aktor: Krigsadvokat Undersen) |
| Forfatter: | Vogt, Hambro, V. Scheel, Roll, Thoresen, Smith, Hansen, Steffens, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Militære Straffelov (1902) §34, §35, Militær Rettergangslov (1900) §205, Straffeprosessloven (1887) §395 |
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Ved Dom afsagt den 3 November forrige Aar af Krigsret ved 2den Akershusiske Distrikskommandos Jurisdiktion blev saaledes kjendt for Ret:
«Tiltalte Mandskab af Kristiania Linjebataljon Matr.-No. 8000 Einar Li idømmes for Overtrædelse af den militære Straffelovs §34, 2 Led, 90 - niti - Dages Fængsel. I Sagsomkostninger til Statskassen betaler han 5 - fem - Kroner».
Dommen blev afsagt under Dissens, forsaavidt som to af Rettens Medlemmer fandt, at Tiltaltes Forhold burde ansees efter den militære Straffelovs §35.
Paa Dommen er erklæret Anke saavel fra Domfældtes Side, idet han finder, at der foreligger et aabenbart Misforhold mellem den paatalte Handling og den idømte Straf, som fra Generaljurisdiktionschefen, der antager, at Tiltalte rettelig bør dømmes efter den militære Straffelovs §35, og at Straffen som Følge deraf bør skjærpes.
Begge Anker er af det militære Kjæremaalsudvalg henvist til Prøvelse ved den militære Høiesteret.
Med Hensyn til Sagens nærmere Omstændigheder henviser jeg til Krigsretsdommens Præmisser.
Jeg finder, at Paatalemyndighedens Anke bør tages tilfølge, forsaavidt den gaar ud paa, at det Forhold, hvori Domfældte er befunden skyldig, bør henføres under den militære Straffelovs §35 og ikke som antaget af Krigsrettens Majoritet under Lovens §34, 2det Led. Grænseskjellet mellem de to nævnte Paragrafer i den militære Straffelov er betegnet ved de Ord i §35: «i Hensigt aldeles at unddrage sig sin militære Tjenestepligt». Gjerningsindholdet er efter begge Paragrafer det samme. Heri ser jeg udtrykt, at Vedkommendes retsstridige Forladen af et bestemt Sted eller ulovlige Fravær fra samme kun da bliver at henføre alene under §34, naar hans retsstridige Forhold er foranlediget ved Efterladenhed, Forsømmelighed eller ved, at han har for nogen Tid ladet sine borgerlige Interesser faa Overvægt over de militære Pligter, - medens Forholdet bliver at henføre under §35, naar det har den aabenbare Hensigt at medføre hel Fritagelse for Opfyldelse af de militære Tjenestepligter. I Ordet «aldeles» i §35 ser jeg ikke noget Udtryk for, at der til Paragrafens Anvendelse maa fordres Bevis for, at Vedkommende overhovedet aldrig vil komme til at paatage sig nogensomhelst militær Tjenestepligt, idet jeg antager, at Udtrykket er benyttet alene for at udelukke den Forstaaelse, at den midlertidige eller mere tilfældige Unddragelse skulde kunne overføres fra §34 til §35. Det er ganske vist saa, at Lovens §35 betegner det deri omhandlede Forhold som Rømning, og at det med den populære Forstaaelse af dette Begreb kan falde vanskeligt derunder at henføre den Holdning, Domfældte har indtaget, og som er Grundlaget for Tiltalen og Fældelsen, men ligeoverfor den Betænkelighed, som deraf kunde reise sig mod Paragrafens Anvendelse i nærværende
Side:235
Tilfælde, saavelsom til Begrundelse af den Fortolkning, jeg har gjort gjældende af Forholdet mellem Lovens §34 og §35, skal jeg henvise til vedkommende Lovkommissions i 1898 udgivne Motiver til det militære Straffelovsudkast, dens Kommentar til de nævnte Paragrafer. Deraf fremgaar bl.a., at det alene er den Udeblivelse, der forsætlig er skeet i den bevidste Hensigt midlertig at unddrage sig Tjenesten, som rammes kun af §34, medens det under §35 anføres: «Naar Vedkommende forlader sin Tjeneste eller det Sted, hvor han pligter at opholde sig, eller udebliver derfra i den Hensigt overhovedet at unddrage sig sin Militærtjeneste, antager Fraværet en mere graverende Karakter og straffes efter alle militære Straffelove med de for Rømning bestemte strengere Straffe». Naar det i Krigsretsdommen er slaaet paa, at Begrebet Rømning i den militære Straffelov skulde forudsætte, at Vedkommende søgte at unddrage sig Myndighedernes Kontrol og Adgang til at forføie over ham, og naar det videre under Sagens Behandling har været antydet, at Udtryksmaaden i §35 skulde medføre, at Betingelserne for sammes Anvendelse ikke kunde foreligge, førend det viste sig, om Vedkommende for hele sin militære Tjenestetid negtede at opfylde enhver militær Tjenestepligt, saa skal jeg ligeoverfor disse Betragtninger ved Siden af, hvad jeg allerede har anført, pege paa, at den Forstaaelse af Loven, som saaledes har givet sig Udtryk, synes uforenlig med, at Lovens §35 har Straf for Gjentagelsestilfælde og Straffenedsættelse for den efter Paragrafen skyldige, der inden 7 Dage fremstiller sig til Udførelse af sin militære Tjeneste. Idet jeg videre kan henvise til, hvad der er anført i en foreliggende Skrivelse af 24 November forrige Aar fra Generaladvokaten til Kjæremaalsudvalget, hvilken Skrivelses Ræsonnement jeg i de væsentligste Dele tiltræder, anser jeg det anførte tilstrækkeligt til at begrunde den Opfatning, at Tiltaltes Forhold maa blive at henføre under den ofte nævnte §35, da Tiltalte som Grund til sin Udeblivelse fra Vaabenøvelserne har opgivet, at han er Antimilitarist og anser det moralsk urigtigt at gjøre Militærtjeneste. Heri er mener jeg tilstrækkelig konstateret, at hans Hensigt har været aldeles at unddrage sig sin militære Tjenestepligt, og at det forsaavidt maa ansees irrelevant, at der kan være en Mulighed for, at han senere kan komme paa andre Tanker. Som Sagen nu foreligger, lider han ingen Uret ved at dømmes overensstemmende med, hvad han selv har forklaret om Hensigten med sin Udeblivelse fra Vaabenøvelserne.
Med Hensyn til Straffeudmaalingen finder jeg at kunne tiltræde, hvad Krigsretten forsaavidt har gjort gjældende, og jeg skulde da være tilbøielig til, naar Tiltalte - som af mig antaget - maa dømmes efter Lovens §35, at antage, at Straffen passende burde fastsættes til 120 Dages Fængsel; men da jeg erkjender, at Tiltaltes Forhold rent ydre seet fremtræder i den mildest mulig Form af de Forgaaelser, som rummes af den militære Straffelovs §35, og da jeg er fuldstændig enig med Krigsretten i, at der til Tiltaltes Fordel maa lægges en afgjørende Vægt paa, at han maa antages at have handlet ud af en Overbevisning, finder jeg at burde votere for Anvendelse af Lovens mildeste Straf, nemlig Fængsel i 90 Dage. Men naar jeg saa langt ned, finder jeg ikke tilstrækkelig Grund til ved Siden deraf at indstille Tiltalte til at erhodle yderligere Nedsættelse i Straffen ved Benaadning. Angaaende Betænkelighederne ved at tage altfor lemfældigt paa et saa aabenbart Lovbrud som
Side:236
Tiltaltes kan henholde mig til, hvad Krigsretten har anført om dette Punkt.
Det bliver min
Konklusion:
Mandskab Matr.-No. 8000 ved Kristiania Linjebataljon, Einar Li, ansees efter den militære Straffelovs §35, 1ste Led og dømmes til Straf af Fængsel i 90 - niti - Dage.
I Erstatning til Statskassen for Sagsomkostninger ved Krigsretten og Høiesteret betaler han 30 - treti - Kroner.
Forsvareren ved Høiesteret, Advokat Gustav Heiberg, tillægges i Salarium 40 - firti - Kroner, der udredes af Statskassen.
Konstitueret Assessor, Byretsassessor Hambro: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og skal alene tilføie, at jeg som han nærmest er tilbøielig til at anse en Straf af 120 Dages Fængsel som den med den forandrede Subsumtion mest stemmende. Jeg har dog fundet at kunne blive staaende ved 90 Dage ligesom Førstvoterende.
Assessor B. Scheel: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Roll: Ligesaa.
Assessor Thoresen: Jeg kommer til et andet Resultat end de tidligere Voterende.
Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Tiltaltes Forhold er indbefattet under den militære Straffelovs §34 eller §35, er jeg enig med Krigsrettens Flertal og kan ogsaa i alt væsentligt slutte mig til sammes Begrundelse. At Tiltaltes Forhold ikke efter almindelig Sprogbrug kan kaldes Rømning, er klart. Spørgsmaalet er da, hvorvidt den i §35 givne Definition paa Rømning passer paa Tiltaltes Forhold. Jeg finder det ikke antageligt, at man ved Affattelsen af nysnævnte Lovparagraf, der iøvrigt er langtfra at være klar, har havt for Øie et Forhold som det her omhandlede. Paragrafen omhandler dem, som i Hensigt aldeles at unddrage sig sin militære Tjenestepligt forbryder sig saaledes som i §34 omhandlet. Det er imidlertid ikke godtgjort og heller ikke i sig selv rimeligt, at det har været Tiltaltes Hensigt aldeles at unddrage sig sin militære Tjenestepligt, noget han ogsaa selv har benegtet, da han jo maatte indse, at hans Fremgangsmaade maatte være ganske utjenlig til Opnaaelse af et saadant Øiemed, fuldstændig Befrielse for Opfyldelse af Værnepligten. Jeg skal her bemærke, at jeg maa forstaa Udtrykket «aldeles» som enstydende med fuldstændig eller for bestandig. Har Hensigten ikke været fuldstændig at befries fra sin Værnepligt, finder jeg ikke, at man sprogrigtig kan sige, at Vedkommende har havt til Hensigt aldeles at unddrage sig fra den militære Tjenestepligt. Slutningen af §35, 1 Passus synes mig derhos ogsaa bestemt at tyde hen paa, at man vil have Begrebet om Rømning opfattet i Overensstemmelse med almindelig Sprogbrug, hvorefter der til Rømning kræves, at Angjældende absenterer sig fra sit Opholdssted. Jeg finder saaledes efter det her anførte, at Tiltalte af Krigsrettens Flertal med rette er anseet efter den militære Straffelovs §34.
Med Hensyn til Straffens Stømelse da finder jeg ikke, at der er tilstrækkelig Opfordring til at foretage nogen Forandring i Krigsrettens Dom, da det efter Sagens Oplysninger ikke kan erkjendes, at her foreligger noget «aabenbart Misforhold mellem den
Side:237
strafbare Handling og Straffen», hvilket efter Straffeproceslovens §395 og den militære Straffeproceslovs §205 er Betingelse for, at Straffen kan forandres, naar den stedfundne Anvendelse af Straffeloven opretholdes.
Jeg vil saaledes votere for Ankernes Forkastelse.
Med Hensyn til det ilagte Omkostningsansvar og det tilkjendte Salarium er jeg enig med de tidligere Voterende.
Da det er mig bekjendt, at min Opfatning ikke deles af Rettens Flertal, finder jeg det upaakrævet at formulere nogen Konklusion.
Extraordinær Assessor, Kriminaldommer Smith: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Generalmajor H. B. Hansen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Thoresen.
Oberst Steffens: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Reimers: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Krigsrettens Dom hidsættes:
Spørgsmaalet bliver derefter, om han skal ansees skyldig efter den militære Straffelovs §35.
Da hans Grund for at udeblive var hans Overbevisning om det urigtige i at gjøre Militærtjeneste og denne Grund ogsaa maa antages at ville virke for Fremtiden, synes Ordlyden i §35 med adskillig Styrke at tale for, at hans Forhold ansees at indgaa derunder, idet man med Hensyn til Forstaaelsen af Ordet «Rømning» maa holde sig til den Definition, som Loven selv har givet, hvor stridende den end maatte være mod den almindelige Opfatning af Rømning.
Imidlertid finder Majoriteten det ikke udelukket, at der ogsaa i Straffelovens Opfatning af Rømning forudsættes, at Vedkommende søger at unddrage sig Myndighedernes Kontrol og Adgang til at forføie over ham. Udtrykket «aldeles at unddrage sig» synes at give en Antydning i denne Retning. Bestemmelsen antages i ethvertfald at maatte kunne forstaaes saaledes, at det er Vedkommendes Hensigt ved sin Unddragelse af Fremmødet at søge opnaaet, at han aldeles undgaar Militærtjeneste; men i nærværende Tilfælde, hvor Tiltalte altid har holdt sine Foresatte bekjendt med sin Bopæl, maa det antages, at det ikke netop er ved Undladelse af Fremmødet, at Tiltalte har søgt at opnaa dette Øiemed, men derimod ved i det heletaget at negte at gjøre Militærtjeneste; hvis Tiltalte var fremmødt men havde negtet at gjøre Tjeneste, vilde han ikke kunne sældes for Rømning, men hans Forhold vilde i saafald ikke være væsentlig forskjellig fra det nu foreliggende.
At Loven i §35 i Gjentagelsestilfælde har sat en saa streng Minimumsstraf som 1 - et - Aars Fengsel synes ogsaa at tyde paa, at den ikke har tænkt paa et saadant Tilfælde som nærværende, da det i subjektiv Henseende ikke kan synes at ligge noget skjærpende i den Omstændighed, at Vedkommende ogsaa det næste Aar følger sin Overbevisning.
Majoriteten finder derfor, at Tiltalte ikke bør dømmes efter §35 men kun efter §34.
2 af Rettens Medlemmer fandt, at Tiltaltes Forhold burde ansees efter §35.
Af Generaladvokatens Skrivelse til Kjæremaalsudvalget hidsættes:
Tiltalte tilføiede vistnok i Forhørsretten, at det ikke var hans Hensigt at unddrage sig fra andre militære Pligter end selve Tjenesten, f. Ex. fra at holde
Side:238
sine militære Forsatte underettet om sit Opholdssted og lignende. Men dette kan efter mit Skjøn ikke bevirke, at den militære Straffelovs §35 bliver uanvendelig, fordi denne § forudsætter, at den Skyldige maa have havt til Hensigt «aldeles at unddrage sig Opfyldelsen af sin militære Tjenestepligt.» De citerede sidste Ord antager jeg her - da det gjælder et udskrevet Mandskab - maa forstaaes som ensbetydende med: unddrage sig Opfyldelse af Værnepligten (for frivillige Mandskaber udenfor Værnepligtsalderen er formentlig Forstaaelsen: unddrage sig den Tjenestepligt, som følger af Anhvervningsvikaarene). Ved Lovens Udtryk «militære Tjenestepligt» er det Meningen at betegne den Pligt i det hele taget, som følger af Værnepligtslovgivningen (eller de ved Anhvervningen vedtagne Vilkaar). Og denne Pligt mener jeg, den maa siges at have til Hensigt aldeles at unddrage sig, som - idet han udebliver efter lovlig Indkaldelse - erklærer sig uvillig til ethvert Fremmøde til militær Tjenestgjøring under Angivelse af, at al Militærjeneste strider imod hans Overbevisning; det forekommer mig ikke at kunne gjøre nogen Forandring heri, om han tilføier, at han er villig til at indmelde Opholdssted m.v. til sine militære Foresatte, endskjønt ogsaa dette sidste under almindelige Forhold indgaar under en Soldats militære Pligter. Afgivelsen af saadanne Meldinger osv. er en accessorisk Forpligtelse, der kun har Betydning og Interesse i Forbindelse med Opfyldelse af den egentlige militære Tjenestepligt, naar det paakræves; i sig selv alene er Meldingerne ingen Opfyldelse af Værenpligten (den militære Tjenestepligt).