Rt-1907-333
| Instans: | Høyesteretts kjæremålsutvalg - kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1907-01-26 |
| Publisert: | Rt-1907-333 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr 28 |
| Parter: | Strafsag mod Karl Kristiansen Wefferstad. |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Straffeprosessloven (1887) §313, §366, Straffeloven (1902) §58, §259, §393, §350, Straffeloven (1902) |
Efter forudgaaenge forgjæves Forelæg blev under 10 November 1906 1) Karl Kristiansen Wefferstad og 2) Karsten Olsen Hytta tiltalte
Side:134
for Overtrædelse af Straffelovens §350 1 og 2 «ved flere Aftener, deriblandt den 29 og 30 September d. A., ved Skrig, Støi eller paa anden Maade uden skjellig Grund at have forstyrret Omgivelsernes Nattero og ved saadan Adfærd paa Sted, hvor de forblive uden Berettigelse og trods Tilhold om at fjerne sig, at have voldt Omgivelserne Skræk eller Forstyrrelse eller medvirket dertil, idet de har skreget, skjældt, banket paa Vinduet og kastet i Væggen til Gaardburger Jens Aasgaards Hus paa Svere i Lier og (eller) ved denne Adfærd at have forstyrret den almindelige Fred og Orden paa offentligt Sted (offentlig Vei) sammesteds.»
Sagen paadømtes 29 November 1906 af Meddomsret inden Lier, Røken og Hurum Sorenskriveri med det Udfald, at begge de Tiltalte for Overtrædelse af nævnte § i Straffeloven idømtes en Bod af 10 Kroner, subsidiært 12 Dages Fængsel.
Denne Dom blev vedtaget af Tiltalte No. 2 (født xx.xx.1889) og hans Værge, medens Tiltalte No. 1 (født xx.xx.1888) har inden Ankefristens Udløb meddelt Paatalemyndigheden, at han ikke vilde vedtage Dommen, hvilken Erklæring han senere paa Foranledning har forklaret derhen, at han ansaa Skyldspørgsmaalet urigtigt afgjort, hvorfor han begjærede dette prøvet ved høiere Ret.
Meddomsretten har anseet det bevist, at Tiltalte No. 2 nogle Gange i September Maaned 1906, naar han passerede Klagerens Hus, udenfor dette holdt generende Støi, og at han navnlig en Nat, da han var i Følge med No. 1 «holdt Leven» sammesteds samt spyttede paa et Vindu, bankede i Væggen og kastede Sten eller noget lignende mod samme.
Med Hensyn til No. 1's Forhold udtaler Meddomsretten: Tiltalte No. 1 vistnok ikke overført at have taget direkte Del i disse Rolighedsforstyrrelser, men Retten antager, at han forsaavidt maa siges at have medvirket dertil, som hans yngre Kammerat visselig har handlet med hans Billigelse, og det maa formodes, at No. 2 som den yngste ikke vilde ladet det komme saavidt, om han ikke havde vidst, at hans ældre Kammerat, som var tilstede, stod Last og Brast med ham.»
Om denne Domsbegrundelse anfører Rigsadvokaten, at det efter samme ikke er ham «klart, vilket Forhold fra Tiltalte No. 1's Side Retten har anseet bevist, og hvort den saaledes har seet hans strafbare «Medvirkning». Da det i ethvert Fald synes givet, at denne Tiltalte ikke er overført fysisk Medvirkning, kan Medvirkningen i Tilfælde kun have været af psykisk Art. Men saadan Medvirkning kan ikke søges i en blot og bar «Billigelse» af en strafbar Handling. Ytrer denne Billigelse sig kun i et Tilkjendegivende om, at men intet har imod, at den strafbare Handling finder Sted, eller deri, at man endog lader tilsynekomme Glæde eller Tilfredshed derved, foreligger efter min Mening ikke «Medvirkning». Medvirkning af nævnte Art er først forhaanden, naar man ved Ord eller Handling bidrager til, at den strafbare Handling tilbliver, og er sig dette bevidst. Men hvorvidt saa er Tilfældet fra heromhandlede Tiltaltes Side, giver Domsgrundene intet tilfredsstillende Svar paa.»
Udvalget er i alt væsentligt enigt i disse Betragtninger. Alene ved at have «billiget» den Medtiltaltes Optræden kan ikke Tiltalte No. 1 siges at være overført strafbar Medvirkning. Dertil maa kræves, at han ved sit Forhold har forsætlig bidraget til, at den Medtiltalte optraadte som skeet. Han maa med saadan Følge have forledet
Side:335
eller tilskyndet den Medtiltalte til at udføre Forseelsen eller bestyrket ham deri. Hvorvidt Tiltalte No. 1 i foreliggende Tilfælde antages at have handlet saaledes, fremgaar ikke med Klarhed af Meddomsrettens Domsgrunde, hvis Udtalelser om, at No. 2 har handlet med No. 1's Billigelse, og om, at denne sidste stod Last og Brast med No. 2, ikke indeholder nogen nøiagtig Angivelse af, Hvilke Omstændigheder der som Grundlag for Dommen antages beviste. - Udvalget finder det derfor enstemmig utvivlsomt, at Meddomsrettens Dom af anførte Grund maa blive at ophæve, forsaavidt angaar Tiltalte No. 1.
Under Hensyn hertil og til, at Tiltalte No. 2 og hans Værge som anført har vedtaget Meddomsrettens Dom, finder Udvalget det ikke paakrævet at afgjøre, hvilken Følge det ellers maatte tillægges, at ved Sagens Behandling for Meddomsretten foreligger en aabenbar Tilsidesættelse af Rettergangsreglerne. Herom bemærker Rigsadvokaten:
«Ved Sagsbehandlingen hefter den ikke sjelden forekommende Feil, at Tiltalte No. 2 sees at have været fjernet fra Lokalet under No. 1's Forklaring, og at det samme er skeet med Tiltalte No. 1 under No. 2's Forklaring, uden at Retten kan sees at have besluttet dette - en Beslutning, som forøvrigt kun kan fattes under det i Straffeproceslovens §313 jfr. §366 angivne Vilkaar - og uden at de i førstnævnte Paragrafs to sidste Punktumer anførte Paabud sees at være iagttagne (jfr. Straffeproceslovens §393, 5 anden Del). Formentlig er det Forskriften i Straffeproceslovens §259 andet Punktum, der ingen Anvendelse har ved Hovedforhandlingen, som er bleven misforstaaet.»
I Henhold til det Anførte afsiges saadan
Kjendelse:
Meddomsrettens Dom ophæves, forsaavidt angaar Tiltalte No. 1 Karl Kristiansen Wefferstad.