Rt-1907-487

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1907-05-23
Publisert:	Rt-1907-487
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 77/1 s. A.
Parter:	Aanou Halvarsen Brattetveit (Adv. Schiander) mod Eivind Augundsen Strømmes Dødsbo (Adv. Sig. Smitt)
Forfatter:	Blom, H. Scheel, Skattebøl, Motzfeldt, Thoresen, Smith, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:

Assessor Blom: Ved Sætersdalens Skifteret Decision afødt xx.xx.1902 blev i nærværende Sag saaledes decideret: "Eivind Augundsen Strømmes Bo bør til Aanund Halvorsen Brattetveit betale 15.000 - femten Tusinde - Kroner med 4 - fire - Procent Renter deraf fra 25 April 1901 til Betaling sker." Decisionen blev af Eivind Strømmes Bo ved Stevning afødt xx.xx.1902 paaanket til Overretten, til hvilken ogsaa Aanon Brattetveit ved Stevning afødt xx.xx.1903 paaankede Decisionen. Ved Bergens Overrets Dom afødt xx.xx.1903 blev Eivind Augundsen Strømmes Bo frifundet for Aanon Halvorsen Brattetveits Tiltale i Sagen og Omkostningerne for begge Retter ophævet.

Overrettens Dom er af Aanon Brattetveit ved Stevning afødt xx.xx.1904 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand:

"At Overrettens Dom underkjendes, og at Appellanten Aanon Halvorsen Brattetveit eller nu hans og Hustrus Fællesbo tilkjendes de i Eivind Augunsen Strømmes Bo indestaaende Midler - dog med Fradrag af Skiftets Omkostninger, subsidiært: at Aanon Halvorsen Brattetveits og Hustrus Fællesbo tilkjendes Erstatning hos Eivind Augunsen Strømmes Bo for det Tab og den Skade førstnævnte har lidt ved den i 1881-82 i Røiselandslien udøvede uberettigede Hugst, bestemt ved Skjøn af uvillige Mænd paa Indstevntes Bekostning, med lovlige Renter fra 25/4 01, og i begge Tilfælde: at Appellanten hos Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger i alle Instanser." Eivind Strømmes Bo har derimod paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellanten eller nu hans og Hustrus Fællesbo tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Med Hensyn til Sagens Gjenstand og nærmere Omstændigheder henviser jeg til de ergangne Dommes Præmisser. For Høiesteret er der fremlagt endel nye Oplysninger, blandt hvilke jeg skal nævne forskjellige Skrivelser fra Marts - April 1881, i hvilke der i Anledning af stemplet Papir til og Tinglæsningsgebyr for det da tinglæste Gavebrev af 1869 gives forkjelllige Oplysninger om Værdien af de i Dokumentet omhandlede Formuesgjenstande og Rettigheder. Derhos er fremlagt Ertraktudskrift af den under Sagen omhandlede Odelslart paa Strømme afødt xx.xx.1883 samt endel Erklæringer om, hvad der af Erklæringsudstederne antages at have været Eivinds Ønske med Hensyn til sine Efterladenskaber, og angaaende den paagjældende Skovs Tilstand før og efter den omhandlede Hugst, videre om hvad der antages at være det almindelige Lavmaal for Udhugst i det heromhandlede Herred og om Gaarden Strømmes Beskaffenhed og Værdi paa Odelstartens Tid.

Eivind Strømmes Bo har for Høiesteret gjort gjældende de samme Indsigelser mod Aanons Paastand, som det fremførte for Overretten. Med Hensyn til den i Overrettens Dom først nævnte af disse, nemlig Præskriptionsindsigelsen, skal jeg ikke yderligere udtale mig, idet jeg anser dette unødvendigt efter det Resultat, hvortil jeg kommer med Hensyn til den i Overretsdommen nævnte anden Indsigelse, nemlig at den i Gavebrevet forbeholdte Brug af Skovstykket Røiselandslien giver Eivind og hans Værge en Brugsret, som maatte betragtes som uindskrænket, og at der saaledes fra Eivinds Værges Side intet Retsbrud var begaaet ved den foretagne og under Sagen omhandlede Hugst. I denne Henseende kommer jeg nemlig til samme Resultat som Overretten, og jeg kan ogsaa i det Væsentlige tiltræde Overrettens Domsbegrundelse. I Gavebrevet har som nævnt Eivind forbeholdt sig Brugen af det nævnte Skovstykke til sin Død. Forsaavidt dette Skovstykke angaar, skal altsaa Gaven først træde i Kraft efter Eivinds Død, og jeg mener, at allerede heri ligger, at den forbeholdte Brug ikke fra nogen af Siderne kan være tænkt som begrændset. Dette har ogsaa faaet et Udtryk derved, at der i Gavebrevet ikke er forbeholdt Eivind, eller at han ikke har betinget sig nogen Brugsret, men det er selve Brugen i det hele, som er forbeholdt ham. Selve Dokumentet leder efter min Mening altsaa, saaledes som ogsaa i Overretsdommen anført, til det af Overretten antagne Resultat. Til Bestyrkelse heraf kommer en Flerhed af Oplysninger, hvoraf de væsentlige er indtaget i Overretsdommen og som gaar ud paa, saaledes som jeg forstaar dem, at det er almindelig Skik i Bygden, at en, der betinger sig Føderaad ved Afhændelsen af en Eiendom, samtidig forbeholder sig Brugen af et Skovstykke, og den almindelige Opfatning af et saadant Forbehold er, at Brugen da ikke er indskrænket til noget bestemt, men at den kan ske efter Føderaadsmandens Forgodtbefindende. Der er i denne Henseende for Høiesteret ogsaa fremskaffet en ny Erklæring af Februar d. A. fra Ole Vennesla og Ole Buenes, der gaar i samme Retning som foran nævnt. Under disse Omstændigheder kan jeg heller ikke antage, at det har været Parternes Mening, da Gavebrevet af 1869 udfærdigedes, at der med dette Gavebrev og med de deri trufne Bestemmelser skulde gaaes frem - eller at det skulde forstaaes - paa en anden Maade, end hvad der maa antages at have været det almindelige i Bygden. Det har været fremhævet, at det har været Eivinds Mening med Dokumentet af 1869, at dette skulde være en velgjørende Disposition ligeoverfor Aanon Brattetveit, og at det derfor umulig kan have været hans Mening, at Eivind efter dette Dokument skulde have Ret til at foretage en saadan Udhugst, som den der skede i Henhold til Værgens Salg af Skoven til Udhugst i 1881. Paa Grund af denne Udhugst er det nemlig saa langt fra, - paastaaes der - at Aanon har havt nogen Fordel af den i Gavebrevet foretagne Transaktion, at han tvertimod har havt Skade af den, idet Føderaadet har været en saa stor Byrde paa Eiendommen, at den ikke paa langt nær er opveiet af, hvad han fik i Henhold til Gavebrevet. Jeg kan imidlertid ikke ved de foreliggende Oplysninger anse det godtgjort, at Affæren har været saa ufordelagtig for Aanon som af ham fremhævet. Der foreligger efter min Opfatning ingen paalidelig Oplysning om den virkelige Tilstand og Værdi af Strømme ved Gavebrevets Udstedelse, og de Oplysninger, som indeholdes i de tidligere nævnte Skrivelser af 1881, er heller ikke, mener jeg, skikkede til at danne Bevis angaaende den virkelige Eiendomsværdi i 1869. Jeg kan heller ikke anse Odelstarten af 1883 som noget Bevis for Eiendommens Værdi. Begge Sagens Parter er enige om, at denne Tart er meget lav, og i en Erklæring fra Lensmand Lund afødt xx.xx.1906 er Tarten betegnet som meningsløs billig; i samme Erklæring siger Lensmanden, at der til den ved nævnte Odelstart indløste Gaard hørte meget Skov, og at Røiselandslien ikke engang var Halvdelen af Strømmes Skov. Efter dette kan man ikke lægge nogen Vegt paa denne Odelstart. Der foreligger altsaa, som jeg har sagt, efter min Mening ikke noget Bevis for, at Aanon vilde være ilde tjent med Gavebrevet, naar Meningen skulde være, at Skovbestanden i Røiselandslien skulde kunne behandles som skeet. Og selv om man vilde anse dette for nogenlunde sandsynligt, saa ligger deri intet Bevis for, at ikke Aanon i 1869 alligevel under denne Forudsætning vilde have anseet Gavebrevet som en Fordel for ham. Han kan godt tænkes at have stolet paa, at Eivind ikke vilde gjøre fuld Brug af den Ret, som Gavebrevet hjemlede ham, og hertil kunde han nok have en rimelig Grund, naar man ser hen til de i Sagen foreliggende Erklæringer fra flere Personer om, at de ikke troede, at Eivind vilde have hugget noget synderligt i Skovstykket. Men at der under Hensyn hertil skulde i Gavebrevet være givet Aanon et Tilsagn om, at Skoven ikke skulde hugges noget videre, kan jeg ikke antage. Jeg maa derfor gaa ud fra, at der har været en Ret for Eivind til at hugge i Skoven, saaledes som det under lignende Omstændigheder var almindeligt i Bygden at benytte sig af en saadan Brug, og jeg mener da, at der ikke kan opstilles nogen anden Begrændsning for Brugen, end at Skoven som saadan ikke kan ødelægges. Men at Skoven her er bleven ødelagt ved Hugsten, er ikke godtgjort. Tvertimod mener jeg, at det modsatte igrunden er udtalt i den for Høiesteret fremlagte Erklæring afødt xx.xx.1906 fra Gunnar Rystad og Torgjei T. Landgju. Det siges heri, at vistnok var Skoven stygt medfaret, og at det kun ved ihærdig Kamp mod den opvorende Skadeskov er nu - over 21 Aar efter Hugsten - lykkedes at saa Skovbunden delvis bevoret med verterlig Skov. Videre siges det, at Erklæringsudstederne ikke kan bestemt udtale sig om, hvorvidt det forstlig seet var berettiget dengang at hugge Skoven til det Lavmaal, som var anvendt. - Jeg tror, at Udtalelserne her vilde have været ganske anderledes, hvis det havde været Udstedernes Mening at udtrykke, at Skoven var ødelagt som Skov. Jeg skal forøvrigt i Anledning af, hvad der har været Parternes Mening, tilslut tilføie, at Aanons Hustru Thurid Augundsdatter i Skiftesession 19 Juni 1896 har forklaret med Hensyn til Forstaaelsen af Gavebrevet, at Eivind, da han forfattede Gavebrevet, udtrykkelig udtalte, at hun og hendes Mand skulde have alt efter ham, og at Grunden til, at han vilde forbeholde sig Brugsretten til Røiselandslien, var den, at han for det Tilfælde, at hun skulde dø og Aanon atter gifte sig, vilde have Adgang til at sikre hendes Børn saa meget som muligt, og at hans Hensigt var, at i saa Tilfælde alt, hvab han efterlod sig og havde kunnet disponere over, skulde komme Børnene tilgode. Naar man ser hen til den der angivne Hensigt med Forbeholdet, kan det, mener jeg, ikke have været Eivinds Mening derved at sigte til det forholdsvis mindre Beløb, som kunde erhverves ved en Afvirkning af Skoven, der ikke gik vibere end til, at Skovens Værdi i alt Væsentligt skulde opretholdes; han maa have sigtet til en ganske anderledes Angriben af Skoven, og hertil skulde han altsaa selv have anseet sig berettiget netop paa Grund af Forbeholdet.

I Henhold til det Anførte vil jeg altsaa votere for Stadfæstelse af Overrettens Dom, idet jeg ikke finder det nødvendigt at forme ny Konklusion i Anledning af, at afdøde Aanon Brattelveit og hans Hustrus Fællesbo nu efter det oplyste er traadt ind i Aanon Brattetveits Plads i Sagen.

Processens Omkostninger bør efter min Mening ophæves ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Overrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl, Assessorerne Mottzfeldt og Thoresen, extraordinær Assessor, Kriminaldommer Smith og Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Skifterettens Decision hidsættes:

Efterat Aanund Brattetveits Paastand om ifølge det under nærværende Tvist fremlagte Gavebrev afødt xx.xx.1869 at,betragtes som Eivind Strømmes Universalarving var forkastet af alle Instanser, senest ved Høiesteretsdom afødt xx.xx.1901, blev Boet taget under Skifterettens Behandling til Deling mellem afdøde Eivind Strømmes Arvinger efter Loven, hvoriblandt Aanund Brattetveit som gift med afdødes Søster Thurid Augundsdatter. Under Skiftesamling i Boet den 25 April 1901 fremlagdes en Skrivelse fra Citanten af 12 Marts s. A., hvori han fremsætter Erstatningskrav mod Boet i Anledning af, at Afdødes Værge - Afdøde var nemlig umyndiggjort ved Amtsdekret afødt xx.xx.1880 - Lensmand Lund i 1881 solgte Skovstykket Røiselandslien til Udhugst for 17.000 Kroner- idet han formener, at denne Disposition har paaført ham Tab og som et Retsbrud mod ham hjemler et Erstatningskrav mod Boet, gaaende ud paa at faa sig tilkjendt fuld Erstatning.

Under Skiftesamlingen og senere i Indlæg har han derfor nedlagt Paastand om, at han udbetales samtlige Boets indestaaende Midler i Kontanter eller Værdipapirer, da Boets beholdne Formue kun er Udbyttet af den ulovlige Udhugst i 1881 af Skovstykket "Røiselandslien". Subsidiært har han paastaaet sig tilkjendt Erstatning, af Eivind Strømmes Bo for det Tab, han har lidt ved Salget af nævnte Skogstykke, Erstatning ansat,ved uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Boets Bekostning, hvorhos han i begge Tilfælde har paastaaet sig tilkjendt Erstatning for de Omkostninger nærværende Tvist har foranlediget for ham. Til Støtte for denne sin Paastand har Citanten anført følgende:

Ifølge det fremlagte Gavebrev har Afdøde Eivind Augundsen Strømme foræret ham og Hustru til "fuld Odel og Eie" Gaarden Strømme, hvorunder Røiselandslien, hører med tilliggende Skov og Herligheder", dog saaledes, at Afdøde "til sin Død forbeholdt sig Brugen af Skovstykket "Røiselandslien". Ved denne Klausul anser han det godtgjort, at Afdøde ikke havde Ret til at lade Skogstykket udhugge, men kun udnytte Brugen til, hvad Skogen ved en regulær Drift kunde kaste af sig. I 1885 blev Gaarden Strømme med nævnte Skogstykke frataget ham ved Odel og paa, Grund af det udhuggede Skovstykke, blev Odelstarten kun sat til 3.600 Kr. Afdøde selv havde aldrig tænkt paa at benytte sin Brugsret, og hvis han ikke var bleven umyndiggjort, og Værgen ikke for ham havde ladet den paatalte ulovlige Disposition udføre, vilde Tarten have været, saa meget høiere, Som den udhuggede Last var værd, nemlig 17.000 Kroner eller mere, hvis denne Pris var for. lav. - - - Af denne Gruud har Citanten ogsaa paastaaet, at det Tidspunkt maa blive at lægge til Gruud for Erstatningens Beregning, der vil stille sig gunstig for Citanten, der ikke uden denne omfattende Hugst vilde være blevet berøvet Gaarden Strømme med Røiselandslien for 3.600 Kr., i hvilken Tart intet Hensyn var taget til Skovstykket, da det paa den Tid af Tartmændene ansaaes værdiløst.- - -

Angaaende den omstridte Brugsret har Cit. paastaaet, at der til Forstaaelse af denne maa lægges til Grund, hvad det har været Parternes - Eivinds og Aanunds Mening. Denne har utvilsomt været, at Retshandelen - skjønt gjensidig bebyrdende - dog skulde være af velgjørende Art, saaledes, at Vederlaget for Føderaadet skulde overstige de Byrder og Udgifter Aanund maatte have af samme. Afdøde var kun 46 Aar gammel og med god Helse, da Gavebrevet blev udfærdiget, - Først 18 Aar senere - i 1887 blev Føderaadskontrakten affattet med skriftlig Grundlag og i denne ansættes Føderaadet for fremtidige Ydelser til 2.400 Kr. foruden 50 Kr. aarlig for Værelse. De 2.400 Kr. mener Citanten kun er ansat, for Beregningen af det stemplede Papir og Thinglæsningens Skyld - altsaa for 5 Aar. Da nu Gaardens Værdi efter Hugsten kun var 3.300-3.600 Kr. er det klart, at Kontrakten saalangt fra at være velgjørende for Citanten, nærmere vilde være det for Afdøde, naar han for denne Pris plus endel Gaardsredskaber og Løsøre kunde erholde et Føderaad, som efterat være ydet i 18 Aar ansættes til 2.400 Kr. for et 5-aarigt Tidsrum samt 50 Kr. aarlig (for Værelse). At Aanund vilde have indgaaet paa denne Ordning maa ikke alene ansees for høist urimeligt, men ogsaa have ligget fjernt fra Eivinds Tanker med Retshandelen.- - -

Hvad dernæst Sagens Realitet angaar, skal Retten bemerke, at man ikke kan medgive, at en forbeholdt Brugsret af et Skovstykke i Almindelighed omfatter en saa betydelig Nyttesret som at sælge hele Skoven til Udhugst, specielt hvor Skovstykket udgjør en saa overvættes Del af den hele Eiendom som i nærværende Tilfælde. Til Bestemmelsen af i hvor vid Udstrækning en saadan Brugsret bør forudfættes at gaa, har man efter Rettens Opfatning en Veiledning i Lov om Matrikulrevisionen afødt xx.xx.1866, hvorefter Ansættelse i Skyld Skal ske efter den aarlige Afkastning Skovbunden under en forsvarlig Drift antages at kunne afgive. At det efter de afhørte l, 2 og 3 Kontravidners Prov er almindeligt i Hyllestad Sogn, at Forbeholdet af Brugsretten i et Skovstykke gives ubetinget Ret til - saaledes som det ogsaa af den ene var praktiseret - at udhugge hele Skovstykket, kan Retten ikke ttllægge nogen afgjørende Vægt, da de Forhold, hvorom Vidnerne har forklaret sig, maa antages kun at have været Forbehold om Brugsret af enkelte i Forhold til den hele Eiendom mindre Skovstykker, og derhos de Kontrakter, hvorom 1 og 2 Vidne specielt har forklaret sig, efter sit Lydende ("Brugen af et Skovstykke til fri Raadighed") ganske anderledes peger i Retning af en saadan udstrakt Brugsret, end hvor Vedkommende kun kort og godt har forbeholdt sig Brugsretten. Men selv om man vilde gaa ud fra, at Brugsretten saaledes som den i Gavebrevet er forbeholdt, maatte i og for sig betragtes som ubegrænset, maa Retten med Citanten være enig i, at efter den Forudsætning, hvorunder Gavebrevet med det betingede Føderaad og forbeholdt Brugsret er kommet istand, har Eivind Augundsen ligesaalidt som Citanten tænkt sig og heller ikke villet have den udøvet paa den Maade og i den Udstrekning, som senere skeet, og at han ved at indgive sig i et godt Føderaad i en Alder af kun 46 Aar stiltiende har forpligtet sig til ikke at udnytte Skovstykket Røiselandslien, der ikke alene udgjorde den væsentlige Del af den til Gaarden Strømme hørende Skov, men ogsaa repræsenterede det flerdobbelte af den øvrige Eiendoms Værdi paa en saadan Maade, at Citanten og hans Hustru med Børn derved kunde gaa Glip af at komme i Besiddelse af ialfald den største Del af hans Efterladenskaber. Herfor taler ikke alene Gavebrevets eget Indhold, hvorefter Føderaadsyderens Vederlag - specielt under Henseende til, at Eivind har villet have Kontrakten betragtet som en Gavekontrakt - vilde blive forholdsvis lidet, hvis hele Røiselandslien skulde kunne udhugges, og Udbyttet gaa til Deling mellem samtlige Eivinds Arvinger, men herpaa tyder ogsaa de i Retssessionen den 16 Oktober 1883 afhørte Vidners Prov ("han (dvs. Eivind) havde ikke Skov" eller "vilde ikke fælge" "det kan heller stande altsammen"). Og endelig bestyrkes denne Opfatning ved den fremlagte Erklæring afødt xx.xx.1900 fra Sogneprest Blom, der som daværende Prest i Valle var den, der conciperede Gavebrevet. Thi vistnok siger Sognepresten, at han nu ikke nøiere erindrer, hvad der passerede ved Gavebrevets Oprettelse, men tillægger, at han meget godt erindrer, at der senere blandt Folk var Tale om, at Aanund (Citanten) og Hustru skulde blive Eier af alt, hvad Eivind eiede efter hans Død, "hvilket ogsaa synes at ligge i Gavebrevet", - en Udtalelse, som kommende fra den, der konciperede Gavebrevet, maa tillægges adskillig Vægt. Naar derfor Formynderstyrelsen paa den umyndiggjorte Eivinds Vegne senere udhuggede Skoven og derved har forvoldt Citanten et ikke ringe Tab ved at Gaarden Strømme ved Odelstarten kun kom op i en Tart af Kr. 3.600, idet der lidet eller intet Hensyn toges til Skoven i Røiselandslien, har den derved handlet mod en kontraktsmæssig Forpligtelse, som var bindende for Eivind og saaledes ogsaa for Formynderstyrelsen og har derved paadraget Boet Erstatningspligt. Spørgsmaalet bliver da, paa hvad Maade Erstatningen skal fastsættes. - - -

Af Overrettens Dom hidsættes:

- - - Under et den 1 Oktober 1901 optaget Thingsvidne har Hovedappellanterne ladet afhøre 3 Vidner. Det første af disse, 1 Kontravidne, 81 Aar gammel, der sees i 1885 at have solgt 2 ham tilhørende Gaarde Rysstad og Strømme, begge med Paahestelse af Føderaad, blandt andet bestaaende i, at han hos de respektive Kjøbere, 2 Sønner, forbeholdt sig Brugen af 2 Skovstykker til fri Raadighed, har edelig vedtaget en under Sagen fremlagt af ham underskreven Erklæring, gaaende ud paa, at han har opfattet denne Brugsret som aldeles uindskrænket saaledes, at han i Henhold til samme kan sælge til Udhugst eller hugge ganske efter Forgodtbefindende, samt at han uden Indsigelse fra vedkommende Gaards Kjøber har hugget det ene af Skovstykkerne fuldstændig ud. Det er - siges der videre i Erklæringen, sædvanligt i Hyllestads Sogn (hvor de i Erklæringen nævnte Gaarde saavel som den under Sagen omhandlede Eiendom Strømme er beliggende), at en Mand ved Salg af Gaarden til sin Søn forbeholder sig Brugsret over en Del af Skoven, og at det da er Regelen, at Hugstretten udøves fuldstændig uindskrænket. Denne Erklæring er ligeledes edelig vedtaget af 2 Kontravidne, en Søn af 1 Kontravidne, og Kjøber af den ene af de i Erklæringen omhandlede Gaarbe, nemlig Rysstad, med Tilføiende, at ligesom der fra hans Side aldrig har været gjort nogen Indvending mod den af hans Fader udøvede Hugst, saaledes anser han sig uberettiget til at gjøre nogen Indsigelse, ifald hans Fader skulde ville sælge den paa Vidnets Gaard til Brug forbeholdte Skovteig til Udhugst. 3 Kontravidne, der er en Sønnesøn af 1 Kontravidne, har ligeledes edelig vedtaget den nævnte Erklæring og forklarer videre, at da han for ca. 5 Aar siden kjøbte den anden af de i Erklæringen nævnte Gaarde, nemlig Strømme, af sin Moder, forbeholdt hun sig Brugsret over en Skovteig, hvilken Brugsret dog ikke som den af 1 Kontravidne ved Salget af Strømme til 3 Kontravidnes senere afdøde Fader forbeholdte, var uden Indskrænkning, men blev begrænset til et Lavmaal af 8 Fod, 8 Tommer. Grunden hertil var, siger 3 Kontravidne, den, at han fandt det nødvendigt at begrænse Udhugstretten, hvilket den efter hans Opfatning ikke vilde have været, saafremt Kontrakten mellem ham og hans Moder kun havde lydt paa Brugsret i (over) det vedkommende Skovstykke. Hensigten med, at man ved Siden af Føderaadet forbeholder fig Brugsret i et Skovstykke, er efter Vidnets Forklaring netop den, at Vedkommende vil forbeholde sig Adgang til at disponere over kontante Penge ved at sælge af Skoven og i den Udstrækning, han finder for godt.

Retten skal bemerke, at naar det i Gavebrevet afødt xx.xx.1869 heder at Eivind A. Strømme til sin Død forbeholder sig Brugen af et Skovstykke Røiselandslien kaldet, da maa dermed formentlig forstaaes, at han forbeholdt sig Retten til at drive Skovdrift dersteds, for at han efter eget Forgodtbefindende ved at hugge til Salg kunde skaffe sig Penge ved Siden af sit Føderaad. Og det kan isaafald ikke skjønnes, at han, istedetfor af Skovbestanden aarligaars at hugge mindre Kvanta, skulde være uberettiget til at sælge et enkelt Aar til Udhugst, al den Stund ikke selve Skovgrunden derved maatte have taget Skade. Rigtigheden heraf bestyrkes ved de under ovennævnte Thingsvidne afgivne Forklaringer, navnlig forsaavidt de gaar ud paa, at det i Hyllestad ved Gaardssalg fra Fader til Søn er sædvanligt, at Sælgeren forbeholder sig Brugsret over en Del af Gaardens Skov, og at en saadan Hugstret da i Regelen udøves fuldstændig uindskrænket. At det nysnævnte Forbehold i Gavebrevet af 1869 skulde være ment anderledes, findes der ikke Grund til at antage. Ktrapp. har vistnok anført, at Gavebrevet var en tosidet gjensidig bebyrdende Kontrakt, og at han aldrig vilde have modtaget den i samme omhandlede Gave med den dertil knyttede Betingelse om Føderaad, hvis det havde været Meningen, at han maatte lade sig nøie med kun at erholde de 3.600 Kroner, der blev fastsat som Odelsløsningssum for Strømme. Hertil er det imidlertid tilstrækkeligt at bemerke, at Ktrapp. selvfølgelig maatte være forberedt paa, at Eivind Strømme benyttede sin Brugs- eller Hugstret i Skoven. Naar Ktrapp. videre har paastaaet, at Skovstykket Røiselandslien ved den under Sagen omhandlede Udhugst maa siges at være raseret - hvad Hovedappellanterne benægter - skal hertil bemerkes, at det er paa det rene, at Skoven ved Udhugstkontrakten i 1881 blev solgt ned til 8 Fod 8 Tommer, men uden nærmere Oplysninger, som her ikke foreligger, kan det ikke antages, ot et saadant Salg skulde være saa ufornuftigt og usændvanligt eller saa skadeligt for Skovgrunden, at Eivind Strømmes Værge derved skulde handlet imod, hvad der var forudsat i Gavebrevet. Forsaavidt det er paaberaabt, at Skoven ved Odelstart nogle Aar efter Udhugsten ikke blev sat i nogen Værdi, kan dette - da heller ikke her foreligger nærmere Oplysninger - neppe tillægges nogen afgjørende Betydning uden for saavidt, at deras fremgaar, at der paa den Tid ikke fandtes videre Skov som Salgsvare. At Eivind Strømme selv vilde have gaaet til en saa lavmaalet Hugst, synes vistnok ikke antageligt, men hvad hans Værge har gjort, maa ansees som gjort af ham selv. Efter det anførte vil Hovedappellanternes Frifindelsespaastand blive at tilfølgetage, hvorimod Processens Omkostninger for begge Retter antages at burde ophæves.