Rt-1907-532

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1907-06-06
Publisert:	Rt-1907-532
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 91/1 s.A.
Parter:	Straffesag mod Peder Hjalmar Larsen (Aktor til Prøve: Overretssagfører P. R. Riekeles - Forsvarer: Advokat Harbitz).
Forfatter:	Blom, Thoresen, Roll, Skattebøl, Mejdell, Thinn, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §166, Vexeloven (1842) §29, Straffeprosessloven (1887) §129, §333, §167

Assessor Blom: Under 14 Februar 1907 blev af Statsadvokaten i Romsdals Lagsogn og Nordre Bergenhus Amt af Bergenhus Lagsogn i nærværende Sag udfærdiget saadan Tiltalebeslutning:

«Ved Aalesunds Meddomsrets Dom afødt xx.xx.1907 er Peder Hjalmar Larsen - af Aalesund - for Forbrydelse mod Straffelovens §166 idømt Fængsel i 21 Dage samt tilpligtet at betale 10 Kr. til Statskassen i Erstatning for Sagsomkostninger.

Da Domfældte har begjæret Sagen taget under fornyet Behandling, sættes han herved under Tiltale ved Romsdals Lagsogns Lagmandsret til Fældelse efter ovennævnte Straffebestemmelse for at have afgivet falsk Forklaring til nogen offentlig Myndighed i Tilfælde, hvor Forklaringen er bestemt til afgive Bevis, idet Tiltalte, da Politikonstabel Lars Knudsen Sætre den 8 Oktober 1906 havde indfundet sig i Bager Lars Lids Hus ved Raadhusgaden i Aalesund for der at indhente Tiltaltes Forklaring i Anledning af en Anmeldelse mod en i en Barakke ved Kipperviggaden boende Pige ved Navn Laura for ulovlig Brændevinshandel, forklarede til Politikonstabelen, at han ikke havde kjøbt Brændevin af denne Pige, medens han i Virkeligheden flere Gange havde kjøbt Brændevin af hende.»

Sagen behandledes ved Lagmandsthinget for Romsdals Lagsogn den 15 April 1907. Under Behandlingen tilførte Lagmanden paa Forsvarerens Foranledning, at «han havde udtalt for Lagretten, at han fandt, at Bestemmelsen i Straffelovens §166, som sætter Straf for den, som afgiver falsk Forklaring for offentlig Myndighed, hvor Forklaringen er bestemt til afgive Bevis, anvendelig paa falske Forklaringer for Politiet.»

Derefter fremsattes der til Lagretten saadant Spørgsmaal:

Side:533

«Er Tiltalte Peder Hjalmar Larsen skyldig i at have afgivet falsk Forklaring til nogen offentlig Myndighed i Tilfælde, hvor Forklaringen er bestemt til at afgive Bevis, idet han, da Politikonstabel Lars Knudsen Sætre den 8 Oktober 1906 i Bager Lars Lids Hus ved Raadhusgaden i Aalesund indhentede Tiltaltes Forklaring i Anledning af Anmeldelse mod en i en Barakke ved Kipperviggeden i samme By boende Pige ved Navn Laura for ulovlig Brændevinshandel, forklarede til Politikonstabelen, at han ikke havde kjøbt Brændevin af denne Pige, medens han i Virkeligheden i Løbet af de nærmest foregaaende Maaneder havde gjort dette?»

Dette Spørgsmaal blev af Lagretten besvaret med ja med mere end 6 Stemmer. Tiltalte blev altsaa af Lagretten erklæret skyldig, men ved Lagmandsrettens Dom af 16 April d. A. blev han frifundet for Paatalemyndighedens Tiltale, idet Meddommerne stemte for dette Resultat paa Grund af, at de havde den Opfatning, at den omhandlede Gjerning ikke var strafbar ifølge Straffelovens §166; de antog nemlig, at den i Kjendelsen omhandlede, af Tiltalte afgivne Forklaring for Politikonstabel Sætre ikke kunde siges at være, som det staar i Lovbestemmelsen, «bestemt til at afgive Bevis» i Sagen mod Laura Petersen. Lagmanden voterede for, at Tiltalte skulde fældes for Forbrydelse mod Straffelovens §166, 1ste Led.

Dommen blev samme Dag, 16 April, af Statsadvokaten paanket til Høiesteret, idet han antog, at en rigtig Forstaaelse af Straffeloven sammenholdt med Lagrettens Kjendelse burde lede til Tiltaltes Fældelse overensstemmende med Tiltalebeslutningen.

Sagen er derpaa af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Som det vil sees er Spørgsmaalet i Sagen dette, om Straffelovens §166 overhovedet er anvendelig paa Forklaring, som afgives til Paatalemyndigheden under Efterforskning i Anledning af en Lovovertrædelse. Spørgsmaalet har været Gjenstand for Behandling i tvende Afhandlinger i Rt-1907-65 og Rt-1907-225, i hvilke Afhandlinger der er anført de fleste af de Betragtninger, som ogsaa er fremført under nærværende Sag i Høisteret.

Jeg finder at maatte slutte mig til det Resultat, som er hævdet i Stadsadvokat Sitjes Afhandling paa det nævnte Sted i Rt-1907-225, og jeg kan ogsaa i det Væsentlige tiltræde, hvad han der har anført til Begrundelse af sin Mening.

Fra Forsvarets Side er her for Retten lagt særlig Vegt paa, at der i Straffelovens §166 staar, at Forklaringen skal være bestemt «til at afgive Bevis» og Forsvareren hævder, at den ligefremme Betydning af disse Ord alene er, og at Ordene alene sigter til Forklaringer, som i sig selv danner afgjørende og bestemmende Bevis for en Begivenhed eller Omstendidhed og som af Lovgivningen er tillagt en afgjørende og konkludent Betydning, et Bevis altsaa, som staar i Kraft af sig selv, indtil videre Oplysninger skaffes. I Forbindelse hermed fremhæver Forsvareren, at der i Loven ikke staar «tjene som Bevis», men «afgive Bevis».

Jeg kan ikke medgive Rigtigheden af denne Betragtning. Jeg mener, at de nysnævnte Udtryk «afgive Bevis» og «tjene som Bevis» efter den almindelige Ordbetydning af et saadant Udtryk kun er forskjellige Betegnelser for den samme Mening, og at dette ogsaa har Bestyrkelse deri, at vedkommende Justitskomite i sine Motiver til den heromhandlede Lovparagraf siger: «Tjene som Bevis» netop for det,

Side:534

som Komiteen i Loven har betegnet med «afgive Bevis». Jeg kan altsaa ikke lægge nogen særlig Vegt paa Udtrykket «afgive Bevis». Og naar da Loven uden nærmere Begrændsning eller Betegnelse blot siger «afgive Bevis», saa mener jeg, at man maa forstaa disse Ord paa den Maade, som maa siges at være den almindelig sprogrigtige Forstaaelse af Ordene, nemlig saaledes som der er hævdet fra Paatalemyndighedens Side, altsaa som omfattende Bevismateriale.

Videre fremhæver Forsvareren, at Bestemmelsen om Forklaring, som er bestemt til at afgive Bevis, af Justitskometeen er hentet fra Udkastets §189, og at den af Justitskomiteen foretagne Omredaktion af Udkastets §166 bestaar i, at den har overflyttet den nævnte Bestemmelse i §189 til §166 ; men da kan, mener Forsvareren, Udtrykkene ikke have anden Betydning i §166, end de havde i §189, og i denne § kan Ordene ikke have anden Betydning end den, som af Forsvareren ovenfor er hævdet.

Jeg kan være enig med Forsvareren i, at i §189 kan Ordet «Bevis» ikke have anden Betydning end den, som af ham er hævdet; men jeg mener dog, at man ikke deraf kan slutte det, som Forsvareren deraf vilde udlede. Det er for det første ikke rigtigt, naar Forsvareren siger, at Justitskomiteen har overflyttet Bestemmelsen i Udkastets §189 til §166. Bestemmelsen i Udkastets §189 staar i Kapitlet om Dokomentfalsk og er sat i Loven for at værne om de i §en nævnte Dokumenter (Bøger eller andre Dokumenter) ; den angaar kun et ganske specielt Tilfælde, hvor der ikke egentlig handles og Erklæringer, men om Erklæringens Indførelse i Dokumenter, og det er disse Dokumenter, som siges at være bestemt til at afgive Bevis. At Bestemmelsen ikke er overført til §166, viser sig dernæst ligefrem deri, at den fremdeles staar i Lovens §189. Overført er den altsaa ikke, og man kan altsaa heller ikke direkte sige, at de nævnte Ord i §166 maa have samme Betydning, som de havde i §189. Og jeg mener videre, at om de omhandlede Ord er nævnt i en Lovbestemmelse, hvor de efter den Forbindelse, hvori de staar, maa forstaaes paa en bestemt Maade, saa kan dette gjelde, naar de i en anden § sættes i en anden Forbindelse, der ikke giver Føie til at begrændse Ordenes Forstaaelse eller Betydning. Med Hensyn til §ens Tilblivelseshistorie, saa kan den efter min Mening ikke siges at indeholde nogen Oplysning, der kan hjælpe til Forstaaelsen af Ordene. Tilblivelseshistorien kan vistnok vække Tvivl om, hvad der har været Komiteens Hensigt med at foretage den Forandring i Udkastets §166, som den har gjort; men videre end til at vække Tvivl bidrager heller ikke Tilblivelseshistorien. Jeg kan i denne Henseende heller ikke lægge nogen afgjørende Vægt paa, at Komiteen ikke nærmere, har udtalt sig om sin Hensigt med Forandringen. Jeg mener, at man under disse Omstændigheder faar holde sig til Lovens Ord, saaledes som disse nu lyder, og om hvad disse betyder, har jeg tidligere udtalt mig. Der er ogsaa i Sagen fremhævet og pegt paa forskjellige Bestemmelser i Loven, som man har ment dels skulde blive betydningsløse, dels lidet rimelige eller forstaaelige, hvis man forstaar §166 paa samme Maade, som jeg her har gjort; men jeg kan ikke tillægge dette nogen Vægt. Flere af disse Bestemmelser, særlig §33, kan efter min Mening ikke siges ganske at have tabt sin Betydning under den her nævnte Forudsætning, og selv om der ved den af mig hævdede Forstaaelse skulde opstaa mindre god Harmoni med andre

Side:535

Bestemmelser i Loven, kan dette ikke være tilstrækkeligt til at se bort fra den almindelige Betydning af Ordene i §166.

Jeg skal sluttelig bemærke, at hvad Lagmandsrettens Flertal i sin Begrundelse af Dommen har anført om Straffelovens §167, 2det Led, og hvad det deraf vil udlede, efter min Mening maa bero paa en Misforstaaelse.

Jeg antager efter dette, at §166 er anvendelig paa det i nærværende Sag omhandlede Tilfælde, og om at frifinde Tiltalte paa Grund af god Tro, saaledes som paastaaet af Forsvaret antages der ikke at kunne være Tale. Jeg finder, at Straffen bør bestemmes som af Pluraliteten i Lagmandsretten antydet, nemlig til en Bod til Statskassen af 50 Kroner eller subsidiært Fængsel i 15 Dage uden Unbefalning til Benaadning.

Med Hensyn til Omkostningerne finder jeg under Hensyn til Sagens Historie og de i forskjellig Retning trufne Afgjørelser, at Tiltalte bør tilpligtes at erstatte Statskassen Omkostningerne ved Meddomsretten og Høiesteret.

Konklusion:

Peder Hjalmar Larsen dømmes for Forbrydelse mod Straffelovens §166, første Led, til en Bod af 50 - femti - Kroner. Saafremt Boden ikke erlægges, indtræder i dens Sted en Straf af 15 - femten - Dages Fængsel.

I Erstatning til Statskassen for Sagsomkostninger ved Meddomsretten og Høiesteret betaler Domfældte 20 - tyve - Kroner.

Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Overretssagfører Riekeles og Advokat Harbitz tillægges i Salarium, Førstnævnte 60 - sexti - og Sidstnævnte 40 - firti - Kroner, som udredes af Statskassen.

Assessor Thoresen: Jeg kommer til samme Resultat som Lagmendsrettens Flertal, at den i Lagrettens Kjendelse omhandlede Gjerning ikke er strafbar efter Straffelovens §166, og at den i Kjendelsen omhandlede, af Tiltalte afgivne Forklaring for Politikonstabel Sætre ikke kan ansees bestemt til at afgive Bevis i Sagen mod Laura Petersen. Jeg finder nemlig, at Forklaringer som den heromhandlede efter den Maade, hvorpaa de afgives, ikke i sin Almindelighed har Krav paa at tillægges nogen kvalificeret Beviskraft, og jeg finder det derfor ikke antageligt, at Lovgiveren ved Affattelsen af nysnævnte Lovparagraf har havt den Slags Forklaringer for Øie, ligesom Lovens Ord efter almindelig Sprogbrug heller ikke forekommer mig at passe paa disse. Ordene i §166 : «hvor Forklaringen er bestemt til at afgive Bevis», stemmer, som det vil sees, saagodtsom ganske med Udtryksmaaden i den ældre Straffelovs Kap. 21, §29: «hvorfor Anførselen er bestemt til at afgive Bevis». Angaaende Fortolkningen af de sidstævnte Udtryk vil jeg henvise til Rt-1899-120 flg.; den der omhandlede Sag finder jeg at være et ikke lidet vægtigt Præjudikat med Hensyn til nærværende Sags Afgjørelse.

Jeg vil saaledes votere for Ankens Forkastelse. Med Hensyn til de tilkjendte Salarier er jeg enig med Førstvoterende.

Da det efter den stedfundne foreløbige Konferance er mig bekjendt, at min Anskuelse ikke deles af Rettens Flertal, finder jeg det upaakrævet at formulere nogen Konklusion.

Assessor Roll: Jeg er i det Vesentlige og Resultatet enig med Høiesteretsassessor Thoresen. Jeg finder med ham, at Udtrykkene i den omtvistede Passus af Straffelovens §166 naturligst maa

Side:536

forstaaes som af ham antaget. Man kan efter min Opfatning ikke sprogrigtig sige, at en Forklaring er bestemt til at afgive Bevis, naar den kun er bestemt til at tages med blandt andet Bevismateriale. Og den Forstaaelse, som Ordene selv nærmest anviser, støttes i overordentlig Grad ved den Omstændighed, at Ordene, som af de tidligere Voterende nævnt, er hentet fra en anden Straffebestemmelse, hvor de uomtvistelig har den Betydning, at der sigtes til et afgjørende og konkludent Bevis. Jeg lægger ogsaa Vægt paa, at uanseet den i §166 foretagne Forandring er §333 i Straffeprocesloven bleven staaende uberørt, uagtet Bestemmelsen i dens sidste Del er bleven overflødig (undtagen for Sigtedes Vedkommende), hvis Handlingen antages at indgaa allerede under §166. Jeg vil ogsaa bemærke, at det under den modsatte Forstaaelse af den omtvistede Passus i §166 forekommer mig paafaldende, at man ikke har rørt ved den næst forudgaaende Passus i samme §, uagtet den, saavidt jeg forstaar, i Tilfælde vilde tabe omtrent al Betydning.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Skattebøl: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende og tiltræder i det Væsentlige hans Begrundelse. Justitskomiteen, efter hvis Forslag Bestemmelsen som ind i Lovens §166, siger selv, at den tilsigtede en Udvidelse af Lovstedets Omraade. Den nævner selv vistnok kun et Exempel paa Handlinger eller Forhold, som vilde rammes ifølge Tillægget ; men at der skulde være tilsigtet kun en saa ringe Udvidelse, finder jeg lidet sandsynligt.

En Politiforklaring under Efterforskning optages i det Øiemed at tilveiebringe Oplysninger, om en Lovovertrædelse er begaaet, eller af hvem en saadan er forøvet. Hvad der indsamles af Oplysninger, tjener som Grundlag for Afgjørelse af det vigtige Spørgsmaal, om Tiltale skal reises. Det er en Indsamling af Bevisligheder og Bevismateriale for denne Afgjørelse. Jeg indser ikke, at det strider mod almindelig Sprogbrug eller specielt mod juridisk Sprogbrug at betegne dette som Bevis eller som Forklaringer, der er bestemt til at afgive Bevis. Tvertimod forekommer det mig sprogrigtig og logisk rigtig at sige, at Forklaringen afgiver Bevis for de Omstændigheder, hvorpaa det kommer an ved Afgjørelse af tiltalespørgsmaalet. At der er Behov for en Bestemmelse som den, der efter min Forstaaelse ligger i Lovstedet, vil vanskelig kunne bestrides, naar det erindres, at Bevismaterialets Indsamling i stor Udstrækning sker ved udenretslig Afgjørelse. Den Forstaaelse, som er hævdet af Førstvoterende, og hvortil jeg slutter mig, har Støtte hos et Par af vore juridiske Forfattere, saaledes hos Hagerup i hans Udgave af Straffeloven, Note 6 til Lovestedet og hos Urbye, norsk Strafferet Side 157.

Extraordn. Assessor, Advokat Mejdell: Jeg er enig med D'Hrr. Assessorer Thoresen og Roll. Jeg mener, at det ikke noksom kan pointeres, at det i den nye Straffelovs §166 benyttede Udtryk: «bestemt til at afgive Bevis», er Udtryk, der ellers er benyttet i Straffelovgivningen saavel i den ældre som i den nyere, og at det da maa i og for sig have Præsumtionen for sig, at Udtrykket ikke betyder et i et Lovsted og noget andet i et andet Lovsted. Ordene findes allerede benyttet i Tillægsloven til den oprindelige Straffelov afødt xx.xx.1890, Kap. 21, §29, og i den nye Straffelov har man Udtrykket, saaledes som af Førstvoterende anført, foruden i §166 tillige i dens §189, ligesom ogsaa Udtrykket forekommer i Straffeproceslovens §129. Det er ganske givet, at udenfor §166 er Udtrykket

Side:537

at forstaa paa den af Forsvareren hævdede Maade. Allerede dette i og for sig maa, forekommer det mig, vække den største Betænkelighed ved at forstaa §166 paa den Maade, som Førstvoterende gjør gjældende. Hvad der efter min Mening særlig maa tages Hensyn til er, at ved den ovennævnte Tillægslov til Kriminalloven afødt xx.xx.1890 blev det af Lovgivningen med aabne Øine statueret, at Forklaringer afgivne for Politiet, ikke, om de er urigtige, medfører Strafansvar; dette er ganske paa det rene. Videre er det af Forsvareren oplyst, at den almindelige europæiske Ret er den, at Politiforklaringer ikke tillægges den Betydning, at de medfører Ansvar. Er dette saaledes, forekommer det mig, at der maa anføres de allerstærkeste Grunde for, at man skal kunne antage, at den nye Straffelov har gjort Forandring i et Princip, der gjælder hele den civilicerede Verden over. Det forekommer mig, at her kan ikke med Føie anføres, hvad der er antydet af Fjerdevoterende, at det kan være Behov for en Bestemmelse, der giver Politiforklaringer Beviskraft. Der kan anføres Grunde baade for og mod en saadan Bestemmelse, og specielt vor tidligere Lovgivning har, som jeg har anført, fundet, at de bedste Grunde taler for ikke at tillægge Politiforklaringer retslig Betydning. Jeg mener ogsaa, at dette i sig selv er det rette Princip, idet jeg antager, at hvis man vilde overlade Politiet at være den Myndighed, for hvilken retskraftige Forklaringer kunde afgives, saa maatte man vende tilbage til den nu afskaffede Retstilstand, da Forhør optoges af Politikammerne i Overvær af Retsvidner. Jeg har vanskelig for at tænke mig, at en Lovgiver skulde undlade at træffe en saadan Kautel, naar det var Lovgiverens Mening, at der skulde kunne lægges nogen sær Vægt paa Politiforklaringer.

Videre vil jeg bemærke, at det forekommer mig ganske ligegyldigt, om man bogstavelig kan sige, at Justitskomiteen har overført Bestemmelsen i §166 fra §189. Hvad der for mig er afgjørende, er, at det sees, at Justitskomiteen ved Affattelsen af §166 har specielt havt for Øie §189. At under de Omstændigheder Justitskomiteen, naar den benytter de samme Udtryk i §166 som de, der findes i §189, skulde overhovedet tænkt sig Muligheden af, at Udtrykkene nu i §166 skulde faa noget andet at sige og betyde, end ed havde i §189, synes mig i og for sig høist uantageligt; og der findes ikke Antydning engang til, at Justitskomiteen skulde havt nogen saadan Mening. Men er dette Tilfældet, forekommer det mig, at det faar indrømmes, at det ialfald ingenlunde er utvivlsomt eller utvetydigt, at §166 har havt til Hensigt at gjøre Forandring i den bestaaende Lovgivning. Og indrømmes først dette, forekommer det mig, at almindelig Fortolkningsregel i kriminelle Spørgsmaal tilsiger, at man ikke anser en Handling strafbar, der hverken efter tidligere Lovgivning, Lovens Tilblivelse eller Lovens Udtryk med Nødvendighed er at anse for strafbar. At fravige denne almindelig anerkjendte Fortolkningsregel, skjønner jeg ikke der er nogensomhelst Føie til.

Extraordn. Assessor, Lagmand Thinn: Jeg er i det Vesentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og Hr. Assessor Skattebøl. Jeg medgiver Vægten af de Grunde, som er anført for den modsatte Mening, og at jeg har fundet Spørgsmaalet tvivlsomt. Men ligeoverfor disse fra §ens Tilblivelseshistorie hentede Grunde er det for mig afgjørende, at jeg finder, at §ens egne Udtryd efter sin ligefremme, naturlige Betydning ikke indeholder nogen Hjemmel for en saadan - efter min Mening ogsaa i sig selv lidet rimelig -

Side:538

Begrændsning af dens Anvendelse, at den kun skulde gjælde Forklaringer, som er bestemt til at afgive Bevis i sig selv, umiddelbart. Og jeg finder, at der heller ikke fra §189 med Føie kan hentes nogen hjemmel for en saadan begrundende Fortolkning af §166. Hvad der er det særlig karakteristiske ved §189 er, at den handler om urigtige Erklæringer eller Anførsler i offentlige Dokumenter eller Bøger (eller i Lægeattester), som har til Opgave umiddelbart at afgive Bevis for det (eller visse Dele af det), som de er bestemt til at indeholde Anførsel om. Det er vedkommende offentlige Dokumenters eller Bøgers Egenskab af umiddelbar Beviskilde, som søges beskyttet gjennem denne §. Heri ligger efter min Mening Grunden til, at §189 maa begrændses til kun at gjælde Erklæringer af en vis Art, nemlig Erklæringer om saadanne Kjendsgjerninger, som det er vedkommende offentlige Dokumenters eller Bøgers Bestemmelse at indeholde Bevis for, sammenlign Straffeproceslovens §129. Derimod kan jeg ikke antage, at Grunden til Begrændsningen kan være at søge i §ens til Udtryksmaaden i §166 svarende Udtryd: bestemt til at afgive Bevis, saaledes som det her fra Forsvarets Side er hævdet. Dette Udtryd finder jeg baade, som før sagt, i sig selv og efter den hele Sammenhang, hvori det i §166 er brugt, i denne § uforeneligt med en saadan Begrændsning.

Jeg vil tilføie, at jeg ikke kan dele de af Hr. Assessor Mejdell fremholdte Betænkeligheder ved en Straffebestemmelse af Indhold som det her hævdede. Jeg antager, at man i Paatalemyndighedens og Domstolenes Bevisbedømmelse i ethvert foreliggende Tilfælde vil have den samme Garanti her som i andre Tilfælde mod, at nogen skulde blive urettelig domfældt. Det er jo ikke saa at en Forklaring, afgivet af en Politifunktionær, har nogen den særlig tillagt Beviskraft.

Justitiarius Løchen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med de tre Assessorer, som har stemt for Tiltaltes Domfældelse.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.