Rt-1907-742
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1907-09-28 |
| Publisert: | Rt-1907-742 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 6/2 B s. A. |
| Parter: | Straffesag mod Emil Guneliussen, Alfred Guneliussen, Albert Gabrielsen og Karl Ottersen (Forsvarer: Adv. H. O. Klingenberg - Aktor til Prøve: Overretssagfører C. M. Jacobsen). |
| Forfatter: | Vogt, Thoresen, Hambro, H. Scheel, Roll, Motzfeldt, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §407, Lakseloven (1905) §5, §7 |
Extraordn. Assessor, Sorenskriver Vogt: Ved Dom afsagt af Meddomsret inden Nordre Jarlsberg Sorenskriveri den 1 Mai d. A., blev saaledes kjendt for Ret:
«1. De Tiltalte, No. 1 Emil Guneliussen, No. 2 Alfred Guneliussen, No. 3 Albert Gabrielsen og No. 4 Karl Ottersen bør for Forseelse mod Straffelovens §407 bøde til Statskassen hver 20 - tyve - Kroner, eller hvis Boden ikke kan erholdes, hensættes i Fængsel hver i 12 - tolv - Dage, der bliver at omsætte til Fængsel paa Vand og Brød.
I Erstatning til Statskassen for Sagsomkostninger bør de - en for alle og alle for en - betale 40 - firti - Kroner.
2. For den Skade, som de ved det af dem i ca. 3 Uger fra Begyndelsen af Juli 1906 foretagne Vadfiske i Fiskegangen til Klagerens, Overretssagfører Mørkassels, Bundgarn ved Glussfisket, Bjerkøen, har forvoldt Klageren med Hensyn til det af ham ved det nævnte Bundgarn drevne Fiskeri bør de - en for alle og alle for en - betale Overretssagfører Mørkassel Erstatning med det Beløb, som ved et paa deres Bekostning optaget Skjøn af uvillige Mænd fastsættes,
Side:743
med 4 - fire - Procent Rente af Skjønsbeløbet fra Skjønnets Afholdelse til Betaling sker.
Forsaavidt angaar Post 2 at efterkommes inden 15 - femten - Dage efter Dommens Forkyndelse under Adfærd efter Loven.»
Paa denne Dom har de Domfældte erklæret Anke, idet de foreløbig begjærede Sagen indbragt til fornyet Behandling ved Lagmandsret under Paaberaabelse af, at de bestred at være skyldige i den Forseelse, hvorfor de var blevet dømte. I en senere Erklæring har de nærmere begrundet sin Anke derhen, at de formener, at det efter §5, i Loven om Lax- og Sjøørretfiskerierne maa være enhver tilladt at kaste Vad efter Stimfisk hvorsomhelst, og nogen Særret for Klageren til at forbyde dette, var de ikke vidende om. Kjæremaalsudvalget har ikke tilstedet fornyet Behandling ved Lagmandsret, men derimod henvist Anken til Prøvelse i Høiesteret.
Med Hensyn til Sagens faktiske Forhold, henviser jeg til Meddomsrettens Domsbegrundelse.
Jeg finder, at Anken bør forkastes, idet jeg antager, at de Tiltalte for det paatalte Forhold rettelig er anseet skyldige efter Straffelovens §407. Det maa nemlig ved, hvad der er anført i Meddomsrettens Dom i Forbindelse med en dokumenteret Dom af 1875 i en civil Sag, der gjælder væsentlig det samme Forhold som det, der har fremkaldt nærværende Sag, ansees godtgjort, hvad der ogsaa bestyrkes ved de for Høiesteret i det Hele irettelagte Oplysninger, at Eierne af de ved Bjerkøen beliggende Fiskegrunde, som benyttes til Anbringelse af Bundgarn, efter den sædvansmæssige Opfatning i Distriktet har Ret til at modsætte sig, at der paa den Tid, disse faste Fiskerier bruges, af andre fiskes saaledes i Nærheden af dem, at de førstnævnte Fiskerier forulempes. En saadan ved Sædvaneret godkjendt Retsordning maa ansees at være bindende, uanseet at den for Eierne af vedkommende faste Fiskerier medfører en Ret, der gaar videre eller udover, hvad Lovgivningens Bestemmelser hjemler i Retning af at modsætte sig det Fiskeri i Søen, som i Almindelighed er frit for enhver. §7 i Lov afødt xx.xx.1905 om Lax- og Søørretfiskerierne m.v. har ogsaa givet Udtryk for, at saadanne særlige Rettigheder bliver bestaaende, uanseet om de ikke lader sig bringe i Overensstemmelse med de almindelige i Lovgivningen fastsatte Regler med Hensyn til Ret til Fiske. Naar jeg saaledes antager, at Meddomsretten har opfattet Retsforholdet paa den rette Maade, er jeg ogsaa enig med Meddomsrettens Pluralitet i, at de Tiltalte ikke kan undgaa at straffældes. Jeg forstaar vistnok Meddomsrettens Domsgrunde saaledes, at ogsaa Rettens Pluralitet har gaaet ud fra, at de Tiltalte ikke helt har været sig bevidst sin Handlings retsstridige Beskaffenhed idet de har ment, at navnlig §5 i den ovenfor nævnte Lov hjemler dem Ret til saadant Vadfiske som det af dem udøvede, uanseet om dette skeede til Forulempelse af Klagerens Bundgarnfiske. Men efter hvad der er oplyst om, at den Sædvaneret, som her foreligger, maa antages at have været vel kjendt for Distriktets Indvaanere og formentlig særlig efterat Forholdet som tidligere anført havde i 1875 været gjort til Gjenstand for retslig Paadømmelse, og efterat de Tiltalte som oplyst i Meddomsrettens Dom gjentagne Gange og paa en meget eftertrykkelig Maade var foreholdt det uberettigede i deres Handlemaade, finder jeg, at naar de desuagtet i Tillid til sin personlige Opfatning fortsatte et Fiske, som de maa forudsættes at have forstaaet var til Fortrængsel for en andens gamle Rettighed,
Side:744
kan de ikke siges at have havt saavidt gode Grunde for sit Forhold, at deres Retsvildfarelse bør medføre fuld Straffefrihed. Derimod antager jeg, at den her berørte Omstændighed i Forbindelse med, at de Tiltalte efter Meddomsrettens Anførsel er ubemidlede, bør have tilfølge, at Boden for hver af de Tiltalte sættes betydelig lavere end skeet i Meddomsrettens Dom. Til Benaadning finder jeg ikke tilsktrækkelig Grund.
Med Hensyn til det af de Tiltalte ved Meddomsretten ilagte Erstatningsansvar antager jeg, at der ikke er Opfordring til at foretage nogen Forandring ved, hvad Meddomsretten har bestemt, da den Beskyttelse for sit Fiskeri, som Klageren med Rette maa kunne gjøre Krav paa, maa omsatte ikke alene, som af de Tiltalte gjort gjældende, Laxfiskeriet, men ethvert Fiskeri, som øves ved Hjælp af det omhandlede Bundgarn.
Konklusion:
Emil Guneliussens, Alfred Guneliussens, Albert Gabrielsens og Karl Ottersens Straf for den i den paankede Meddomsretsdom omhandlede Forseelse bestemmes for hver til en Bod af 5 - fem - Kroner eller, saafemt Boden ikke erlægges, til Fængsel i 3 - tre - Dage. Forøvrigt forkastes Anken.
Forsvarer og Aktor for Høiesteret, Advokat H. O. Klingenberg og Overretssagfører C. M. Jacobsen, tillægges i Salarium, førstnævnte 60 - sexti - og sidstnævnte 40 - firti - Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Thoresen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Konst. Assessor, Byretsassessor Hambro: Ligesaa.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Dr. H Scheel: Jeg voterer for, at Anken tages tilfølge, saaledes at de Tiltalte frifindes. For mig staar det allerede som et noget tvivlsomt Spørgsmaal, hvorvidt der kan antages at foreligge nogen Sædvaneret i det her omhandlede Kyststrøg af saadant Indhold som af Meddomsretten antaget. Direkte Udtalelser herom foreligger ikke for Høiesteret, undtagen forsaavidt angaar, hvad en af Domsmændene har udtalt i Domsgrundene om sin personlige Erfaring. Hvad Vidnerne herom har udtalt under nærværende Sag, har det for Høiesteret ikke været Anledning til at erfare, ligesom heller ikke Vidneførselen under den i 1875 paadømte Sag er dokumenteret; og man er saaledes hevist til at bygge paa den Bedømmelse af Vidneprovene, som er foretaget af Retten under nærværende Sag og under den i 1875 paadømte civile Sag. Det staar da for mig som et tvivlsomt Spørgsmaal, om man paa Grundlag af denne Bedømmelse af de foreliggende Oplysninger, en Bedømmelse, hvis Rigtighed Høiesteret er afskaaret Udgang til at dømme om, kan antage, at der for et Kyststrøg af helt ubestemt Udstrækning, men omfattende den heromhandlede Lokalitet, har uddannet sig en tilstrækkelig sikker Retssædvane i Strid med Lovens almindelige Regel. Jeg finder det imidlertid for mit Vedkommende unødvendigt mere bestemt at udtale mig om dette Spørgsmaal, fordi jeg antager, at de Tiltalte i ethvert Tilfælde bør frifindes paa Grund af sin gode Tro. For det første finder jeg at maatte gaa ud fra, at det, selv om en saadan Sædvaneret bestaar, kan være undskyldeligt, om de Tiltalte, der alle er forholdsvis unge Mennesker, har været ubekjendt med dens Tilværelse. Og dernæst finder jeg det ogsaa ganske undskyldeligt, om
Side:745
de Tiltalte har forstaaet §5 i Lov afødt xx.xx.1905 saaledes, at denne opstiller den Regel, at det der nævnte Fiske kan foregaa frit uden Hensyn til Nærheden af et fast Fiskeredskab som det her omhandlede. At Eieren af dette Fiskeredskab for Fiskerne har udtalt en anden Opfatning af Loven, finder jeg ikke at kunne tillægge nogen væsentlig Vægt paa Grund af, at han stod som de Tiltaltes Modpart, der argumenterede til Forsvar for sin egen Interesse. Og forsaavidt det er paaberaabt, at Fiskerne ialfald af Bestemmelsen i Lovens §7, hvorpaa de af Klageren specielt blev gjort opmærksom, burde forstaa, at i ethvert Tilfælde ligeoverfor den heromhandlede Fiskeret en i Loven udtalt Regel om Frihed for andet Fiske i Nærheden, ikke kunde komme til Anvendelse, selv om §5 hjemlede en saadan Regel, saa forekommer det mig heller ikke, at denne Argumentation er af saadan Vægt, at det kan lægges Fiskerne tillast, ialfald som Uagtsomhed, at de ikke derfor bøiede sig. §5 henviser nemlig til Særrettigheder paa Grund af særlig Adkomst og omfatter saaledes ialfald efter sine ligefremme Ord ikke det Tilfælde, at der maatte foreligge en lokal Sædvaneret i Strid med den af Loven etablerede Regel. At Klageren havde en saadan Særret, har han vistnok gjort gjældende bl.a. under Paaberaabelse af Dommen af 1875, men efter de foreliggende Oplysninger finder jeg ikke, at der kan antages at være begrundet nogen saadan Særret for ham, og end mindre at de Tiltalte har været eller burde være paa det Rene med Tilværelsen af en saadan Særret. Sluttelig bemærkes, at naar jeg finder, at der i ethvert Tilfælde er Grund til hel Frifindelse paa Grundlag af Retsvildfarelse, tager jeg herved Hensyn til, at de Tiltalte har handlet under Udøvelsen af sin Erhvervsvirksomhed, at en saadan Udøvelse af Fiske som den foreliggende maa antages efter Lovens almindelige Regel at være lovlig, og at det vanskelig kan lægges dem synderlig tillast, at de ikke har villet finde sig i en muligens for dem væsentlig Indskrænkning i deres Erhvervsvirksomhed, hvis Berettigelse forekom den meget tvivlsom, uden først at se Rettens Afgjørelse af Spørgsmaalet. Heller ikke kunde man, mener jeg, med Billighed forlange, at de Tiltalte skulde bringe Spørgsmaalet ind til Afgjørelse af Domstolen gjennem civilt Søgsmaal mod Klageren og indtil videre afholde sig fra det omtvistede Fiske.
Med Hensyn til Salarierne er jeg enig med de tidligere Voterende.
Assessor Roll: Jeg slutter mig til Hr. Assessor Scheel.
Assessor Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Reimers: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Af Underrettens Dom hidsættes:
- - - Ved de Tiltaltes egen Forklaring og Paavisning paa Aastedet er det oplyst, at de Tiltalte i ca. 3 Uger fra de første Dage af Juli 1906 - i hvilken Tid det Klageren tilhørende Bundgarn ved Glussfisket var udsat og han drev Fiske med samme - flere Gange om Dagen drog Vad efter Makrel i den mellem Langgarnet og Glussfisket værende Strækning, der af Retten ansees for at henhøre til Glussfiskets Fiskegang, og at de fortsatte hermed ogsaa efter at det af Klageren en af de første Dage, antagelig 2 eller 3 Juli, var blevet dem forbudt, og han 2-3 DAge senere nærmere havde forklaret dem, at og hvorfor de var
Side:746
uberettigede hertil, ligesom han den 11 Juli 1906 lod en Beskikkelse i denne Anledning forkynde for de Tiltalte No. 1 og 2.
Retten finder efter de fremkomne Oplysninger at maatte gaa ud fra, at det ifølge en Sædvane, hvorom Oplysninger er fremkommet fra flere nærliggende Steder, ikke paa disse Kanter er tilladt Vadfiskere at fiske i Fiskegangen til de enkelte Grundeieres Bundgarn, medens Grundeierne fisker med disse, og man finder særlig efter de om det her omhandlede Fiske foreliggende Oplysninger, seet i deres Sammenhæng, Grund til at antage, at denne Regel gjælder ogsaa dette. Man antager derfor, at de Tiltalte har været uberettigede til det foran nævnte af dem drevne Fiske i Fiskegangen til Gulssfisket og derved har krænket Klagerens Ret. I Forbindelse hermed skal man bemærke, at en af Domsmændene, S. Lersbryggen, af mange Aars personlig Erfaring kjender til, at det er og i lang Tid har været en almindelig Opfatning baade ved Bjerkøen og i det hele ved Sandebugten og i Strømmen, at ingen fremmed har Ret til at kaste Vad i i de udsatte Bundgarns Fiskegange.
Rettens Flertal antager, at de Tiltalte for sit Forhold maa blive at fælde efter Straffelovens §407. Rettens Formand antager, at de Tiltalte bør frifindes for Straf, fordi de antages at have handlet uden at kjende deres Handlings retsstridige Beskaffenhed og saaledes heller ikke med Forsæt. Han lægger i denne Henseende særlig Vægt paa, at de Tiltalte ifølge sin Forklaring efter en - som det af mange Vidneprov viser sig - blandt de omkringboende Fiskere almindelig udbredt Forstaaelse af Lov om Laxe- og Sjøørretfiskerierne af 8/4 1905 §5 har staaet i den Tro, at efter denne § Vadfiske efter Stimfisk til enhver Tid og i ethvert Tilfælde, ogsaa uanseet bestaaende Særrettigheder, er tilladt ogsaa i Laxegarnenes Fiskegang.