Rt-1907-89

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1906-11-24
Publisert:	Rt-1907-89
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 19/2 B f.A.
Parter:	Straffesag mod Fredrik Wilhelmsen Eide (Forsvarer til Prøve: Overretssagfører Trygve Klausen - Aktor: Advokat H.O. Klingenberg).
Forfatter:	Vogt, V. Scheel, Mejdell, H. Scheel, Thoresen, Platou, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §216, Straffeprosessloven (1887) §324, Straffeloven 1902 ikrafttredelseslov (1902)

Extraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Under 27 Juni 1906 blev Fredrik Wilhelmsen Eide sat under Tiltale «til Fældelse efter Straffelovens §216 for at have bevirket eller have medvirket til, at en Umyndig under 18 Aar ulovlig unddrages eller holdes unddragen fra sine Forældres eller andre Vedkommendes Omsorg eller Myndighed, idet han, efterat Stavanger Bys Værgeraad den 3 Mars 1906 havde besluttet, at hans nu 14 Aar gamle Datter Ragnhild skulde indsættes i Skolehjem, hvilken Beslutning er forkyndt for ham og er bleven oprethold af Kirkedepartementet, hvorom han er underrettet, har bortsendt hende fra Stavanger og ikke vil oplyse, hvorhen hun er sendt eller hvor hun er, hvorfor Værgeraadets Beslutning ikke har kunnet iværksættes.»

Sagen blev behandlet ved Stavanger Lagsongs Lagmandsret den 4 September næstefter, hvor for Lagretten blev fremsat Spørgsmaal overensstemmende med Tiltalebeslutningen. Under sin Gjennemgaaelse af Sagen fremholdt den fungerende Lagmand, «at han fandt at maatte udtale som sin Forstaaelse af Loven, at naar der forelaa en Værgeraadsbeslutning, stadfæstet af Vedkommende Regeringsdepartement, kunde denne Beslutning ikke tilsidesættes af Lagretten. Lagmandsretten

Side:90

kunde ikke af Tiltalte benyttes som Appelinstans, selv om der forelaa Feil ved Værgeraadets Behandling af Sagen.» Lagretten besvarede derpaa Skyldspørgsmaalet med Ja, hvorefter Retten, som lagde denne Lagrettens Kjendelse til Grund, under 5 September afsagde Dom, ved hvilken Tiltalte for Forbrydelse mod nævnte Paragraf i Straffeloven blev ilagt en Bod til Statskassen af Kr. 20, subsidiært Fængsel i 9 Dage.

Paa denne Dom har Domfældte erklæret Anke, idet han finder Loven urigtig anvendt og Lagmandens Retsbelæring feilagtig.

Anken er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret, hvor Tiltaltes Forsvarer har nedlagt Paastand om, principalt at Tiltalte frifindes, subsidiært at den paankede Dom ophæves, medens Aktor har paastaaet Anken forkastet.

Paastanden om Frifindelse har Forsvareren fortrinsvis bygget paa den Betragtning, at Straffelovens §216 ikke er anvendelig paa et Forhold som det i Tiltalebeslutningen omhandlede, idet han mener, at det er en Betingelse for Bestemmelsens Anvendelse, at Værgeraadets Beslutning er iværksat, og at saaledes i et Tilfælde som foreliggende Barnet allerede er kommet ind under Skolehjemmets Omsorg eller Myndighed. Denne Betragtning kan jeg ikke give Medhold. Naar det i Anledning af angivelig mislit Forhold er af Værgeraadet taget under Behandling, hvorvidt et Barn skal underkastes saadan Forføining som omhandlet i Loven afødt xx.xx.1896, og derefter er fattet Beslutning om, at Barnet bliver at bortsætte saaledes som bestemt i Lovens §1, saa maa Barnet, uanseet om Beslutningen allerede er iværksat, siges at være undergivet Værgeraadets Omsorg eller Myndighed og Værgeraadet at være rette Vedkommende i den Forstand, hvori denne Betegnelse er anvendt i nævnte Paragraf i Straffeloven. Og naar Barnets Fader for at hindre Beslutningens Iværksættelse sender Barnet bort fra Hjemmet uden at ville oplyse, hvorhen det er sendt, eller hvor dets nuværende Opholdssted er, maa han siges at holde Barnet unddraget fra rette Vedkommendes Omsorg eller Myndighed.

Paastanden om Dommens Ophævelse er begrundet ved, at Lagmandens Retsbelæring eller hans Veiledning med Hensyn til Loven har været feilagtig, og at dette maa forudsættes at have indvirket paa Lagrettens Besvarelse af Skyldspørgsmaalet.

Jeg er heri enig med Forsvareren. Jeg anser det ikke nødvendigt at afgjøre, hvorvidt en Værgeraadsbeslutning nærmest er af adminestrativ eller af judiciel Karakter. Uanseet, hvorledes dette Spørgsmaal matte være at løse, antager jeg ikke, at en hvilkensomhelst formel Mangel ved Værgeraadets Behandlingsmaade er tilstrækkelig til at berettige Vedkommende til at negte eller undlade at respektere samme, og jeg vilde derfor ikke have fundet Lagmandens Retsbelæring feilagtig, hvis han havde indskrænket sig til at udtale, at ikke hvilkensomhelst, for selve Sagens Afgjørelse sandsynligvis Betydningsløs Feil i Behandlingsmaaden kunde medføre, at den ansvarsløst kunde tilsidesættes. Men saaledes som Lagmandens Udtalelse her er afsattet, maa den forstaaes saa, at ingensomhelst Feil ved Beslutningens Forberedelse, Begrundelse eller Vedtagelse kan blive at tillægge Betydning derhen, at den, som undlader at bøie sig for samme, kan med Virkning paaberaabe sig den begaaede Feil. Og en saadan Udtalelse mener jeg ikke lader sig opretholde sig opretholde. Betingelsen for Anvendelse af vedkommende Straffebud er, at Angjældende har handlet ulovlig;

Side:91

men dette kan han efter min Opfatning ikke siges at have gjort, hvis den Beslutning, hvis Tilsidesættelse skulde involvere Ulovligheden, i sig selv er ulovlig, fordi den ikke er fattet paa saadan Maade og under saadanne Garantier, som Loven fordrer; naar de stedfundne Afvigelser fra Lovens Forskrifter er af den Art, at de kan antages at have influeret paa selve Beslutningens Indhold. I nærværende Tilfælde er der fra Tiltaltes Side reist en Række af Anker mod Værgeraadets Behandling af Spørgsmaalet om, hvorvidt og i Tilfælde hvilken Forføining skulde træffes mod Tiltaltes Barn. Disse Anker gjælder forskjellige angivelige Tilsidesættelser af §8, §13 og §19 Loven af 1896. Jeg finder ikke Opfordring til at indgaa paa Drøftelse af, hvorvidt disse Anker i faktisk Henseende er beføiede, da jeg for Afgjørelsen af den foreliggende Anke anser det tilstrækkeligt, at Ankerne efter sin Art vil, hvis de i sig selv findes begrundede, lettelig kunne motivere den Opfatning, at Værgeraadets Beslutning har været ulovskikket. Den Omstændighed, at §15 i Loven af 1896 henviser de Forældre, hvem et Barn er besluttet frataget, til at forelægge Værgeraadets Beslutning for vedkommende Regjeringsdepartement, vil visselig medføre, at Spørgsmaalet om, hvorvidt Værgeraadet i Realiteten eller i sin mere skjønsmæssige Bedømmelse af, hvorvidt der bør træffes Forføining mod Barnet, har grebet det rette, ikke kan underkastes de almindelige Domstoles Prøvelse, men den kan efter min Opfatning ikke føre til, at den, mod hvem der reises Ansvar, fordi han ikke har underkastet sig Værgeraadets Beslutning, skulde være afskaaret fra at søge Frifindelse i, at Beslutningen ligeoverfor ham er uforbindende som ikke tilbleven paa lovmæssig Maade.

Jeg vil i Henhold til det anførte votere for Ophævelse af Lagmandsrettens Dom, idet jeg ikke kan være enig med Forsvareren i, at Høiesteret nu maa kunne prøve den reelle Berettigelse af de fremkomne Anker og paa Grundlag af en saadan Prøvelse frifinde Tiltalte.

Konklusion:

Den paankede Lagmandsretsdom saavelsom den til Grund for samme liggende Hovedforhandling ophæves, fordi Lagmanden i sin Retsbelæring feilagtig har gaaet ud fra, at en af Værgeraadet sattet Beslutning om et Barns Bortsættelse i intet Tilfælde kan tilsidesættes af Lagretten.

Forsvarer og Aktor for Høiesteret Overretssagfører Trygve Klausen og Advokat H. O. Klingenberg, tillægges i Salarium førstnævnte 60 - sexti - og sidstnævnte 40 - firti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Stadskassen.

Assessor V. Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Jeg er med Førstvoterende enig i, at den omhandlede Retsbelæring er feilagtig, og at naar Skyldspørgsmaalet i det hele taget skal forelægges Lagretten, der som Grundlag for Spørgsmaalets Forelæggelse maa sættes en anden Gjengivelse af, hvorledes Loven er at forstaa, end den, der er gjort gjældende af Lagmanden. Jeg kan imidlertid ikke indse rettere, end at Spørgsmaalet om, hvorvidt Værgeraadets Beslutning har været saavidt lovskikket, at den overhovedet behøver at respekteres, er et Retsspørgsmaal, hvorom det, saaledes som Forholdet foreligger, ikke er nødvendigt at kræve Lagrettens Udtalelse. Jeg mener, at

Side:92

Lagmandsretten i Medhold af Straffeproceslovens §324 havde havt Adgang til at frifinde Tiltalte uden at høre Lagrettens Formening.

I videre Konsekvens heraf mener jeg, at der ogsaa for Høiesteret er Anledning til at træffe Afgjørelse i Sagen uden at henvise den til Behandling ved fornyet Hovedforhandling ved Lagmandsret. Jeg kan være enig med Førstvoterende i, at ikke et hvilketsomhelst Brud paa de i Loven afødt xx.xx.1896 foreskrevne Former eo ipso gjør en Værgeraadsbeslutning ugyldig, men de Feil, som Værgeraadsbeslutningen in casu er dokumenteret at lide af, forekommer mig at være af den Betydning, at Værgeraadsbeslutningen maa erklæres for en retslig Nullitet. Jeg skal nævne, at uagtet Loven foreskriver i sin §8, at naar Beslutning i Værgeraadet «skal fattes angaaende et Barn, som tilhører en ordnet Dissentermenighed, indtræder dennes Præst eller Forstander i det almindelige geistlige Medlems Sted,» saa har i nærværende Tilfælde Statskirkens geistlige Repræsentant paa Stedet fungeret. Som Grund hertil er anført, at Methodistmenigheden i Stavanger, hvortil Tiltalte hører, havde som Præst en Mand, der paa Grund af Slægtskabsforhold var saaledes impliceret i de Spørgsmaal, som Værgeraadet ved Leiligheden afgjorde, at han ikke var habil til at fungere i Værgeraadet. Men dette kunde efter min Mening ikke afgive tilstrækkelig Motivering til, at Sognepræsten tog Sæde i Værgeraadet under Afgjørelsen. Specielt skal jeg bemærke, at Statsadvokaten i Skrivelse til Rigsadvokaten oplyser, at der inden Methodistmenigheden foruden den nævnte Præst fandtes en anden Mand, «hvis Stilling i Menigheden var Lokalprædikant og som var i Præstens Sted, naar denne var fraværende.» Videre maa jeg anse konstateret ved en irettelagt Skrivelse fra Værgeraadet afødt xx.xx.1906 til Kirkedepartementet, at Værgeraadet intet havde at udsætte paa Tiltaltes og hans Barns hjemlige Forhold. Under disse Omstændigheder mener jeg, man maa være dobbelt streng, naar det gjælder en saa voldsom Forholdsregel som den at fratage Forældrene deres Barn og indsætte samme i et Skolehjem - man maa være dobbelt streng i Henseende til Fordringerne til, at alle Lovens Former opretholdes. Navnlig mener jeg, at det under disse Omstændigheder ikke lader sig forsvare, at Værgeraadsbeslutningen i Strid med Lovens §13 ikke er ledsaget af Grunde. Disse af mig paapegede og efter min Opfatning fuldstændig dokumenterede Mangler mener jeg sammentagne er tilstrækkelige til at konstatere, at Værgeraadets Beslutning er i saa liden Overensstemmelse med Loven, at det - kfr. Straffelovens §216 - ikke gaar an at erklære, at det er ulovlig gjort af Tiltalte ikke at respektere Beslutningen.

Jeg finder det, efter hvad jeg har anført, ganske overflødigt at lade Lagretten udtale sig om Tiltaltes Skyld, men da der efter Straffeproceslovens §324 jo ig for sig ikke er noget til Hinder for ogsaa at indhente Lagrettens Udtalelse, finder jeg det ikke fornødent at votere for nogen anden Konklusion end den af Førstvoterende foreslaaede.

Extraordinær Assessor, Byretsassessor Dr. H. Scheel: Jeg kommer til samme Resultat som Førstvoterende og kan i det væsentlige tiltræde hans Begrundelse. Jeg er saaledes navnlig enig i hans Kritik over Lagmandens Retsbelæring. Hvorvidt de faktiske Forhold med Hensyn til Sagens Behandling i Værgeraadet har været saadanne, at paa Grund deraf Tiltalte uden Ansvar kan sætte sig udover Beslutningen, antager jeg, det maa være Lagrettens Sag at afgjøre. En Dom, gaaende ud paa Ophævelse af den afsagte Dom,

Side:93

finder jeg tilstrækkelig begrundet derved, at det efter min Mening ikke kan siges, at de mod Beslutningen fremførte Anker, hvis deres faktiske Grundlag er rigtigt, samtlige er betydningsløse.

Assessor Thoresen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Professor Platou og Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.