Rt-1908-234

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1908-02-14
Publisert:	Rt-1908-234
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 12/1 B f. A.
Parter:	Provst Chr.Wisløff (Advokat Sig. Smitt) mod Lensmand O. K. Ødegaard (Advokat Fredrik Boss)
Forfatter:	Skattebøl, Motzfeldt, Hagerup Bull, B.Scheel, Thoresen, Vogt, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §80, §246, §247, §254

Extraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Med Klage afødt xx.xx.1907, forsynet med Indkaldelsespaategning den 28 samme Maaned, indkaldte Provst Wisløff Lensmand O. K. Ødegaarb til Forligelseskommisionen for formentlig ærekrænkende Udtalelser mod Klageren, for det første i et Inserat af Ødegaard, hvilket er formet som et aabent Brev til Wisløff og indtaget i Bladet "Valdres" for 23 August 1906, og for det andet for angivelig ærekrænkende Udtalelser mod den samme i en Klage, som Ødegaard indgav til den af Stortinget nedsatte Komite til foreløbig Prøvelse af Repræsentanters og Suppleanters Fuldmagter angaaende Valget i Kristians Amts 5te Kreds, Valders. Da der ved Kommissionens Mægling ikke opnaaedes Forlig, anlagde Provst Wisløff privat Straffesag og Ødegaard. Sagen behandledes ved Walders Meddomsret den 6 - 8 Juni 1907. Under Behandlingen afsagde Retten den 6 Juni en Kjendelse saalydende: "Sagen afvises forsaavidt Indstevnte forfølges til Straf i Anledning de paaklagede Udtalelser i hans aabne Brev til Sagføgeren i "Valdres" No. 98 for 23 August 1906". Og den paafølgende 8 Juni afsagde Retten saadan Dom: "Indstevnte, Lensmand O. K. Ødegaard, bør for Sagføgerens, Provst Chr. Wisløffs, Tiltale, fri at være. Følgende Udtalelse i Indstevntes aabne Brev til Sagføgeren i "Valdres" No. 98 for 23 August 1906: Men det ved jeg, at Deres Skrivelse i Bladet i "Valdres" for 7 August d. A. i et enkelt Punkt - det angaaende hvad jeg vilde gjøre i de omhandlede Spørgsmaal - i den Grad tangerer Sandheden saa lidet, at den Mand med Deres Forudsætninger, der kan skrive saaledes,

Side:235

burde være forskaanet fra at indehave en fremtrædende Stilling i den norske Statskirke", kjendes døde og magtesløse at være. Sagen forsaavidt den er rettet mod Bladet "Valdres" afvises".

Under 19 Juni indgav Provst Wisløff Ankeerklæring saavel vedkommende den afsagte Kjendelse som vedkommende selve Dommen, Samme Dag erklærede han subsidiært Kjæremaal mod Kjendelsen. Anken er af Kjæremaalsudvalget ved Erklæring afødt xx.xx.1907 henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Her for Retten er af Provst Wissløff nedlagt saadan Paastand: "1. At Lensmand O. K. Ødegaard for Forbrydelse mod Straffelovens §247 og eller §246 idømmes til det Offentlige en Bod stor Kr. 100, 00. At de i den paaklagede Artikel og i Klagen til Stortingets Fuldmagtskomite fremkomne Udtalelser, forsaavidt de findes injurierende mod Provst Wisløff mortificeres. In subsidium: At Meddomsrettens Dom og Kjendelse ophæves, og at Sagen henvises til ny Behandling ved Meddomsret. 2. At Lensmand Ødegaard i alle Tilfælde tilpligtes at betale Provst Wissløff Sagens Omkostninger. 3. At Bladet "Valdres" tilpligtes under løbende Mulkt at indtage den vordende Dom med Præmisser efter Reglerne i Straffelovens §254, eller subsidiært: At Lensmand Ødegaard overensstemmende med Straffelovens §254 tilpligtes at udrede til Fornærmede en Pengesum til Bestridelse af Omkostningerne ved Kundgjørelse af Dommen med Domsgrunde i Bladet "Valdres".

Fra Ødegaards Side er nedlagt Paastand om, at Indstevnte frifindes, subsidiært at Anken forkastes samt at Indstevnte tilkjendes Sagsomkostninger.

Angaaende Sagens faktiske Sammenhæng henviser jeg til Præmisserne for den afsagte Kjendelse og for den afsagte Dom.

Jeg skal først udtale mig angaaende Kjendelsen af 6 Juni.

Som det sees, er Kjendelsen grundet paa den Betragtning, at Provst Wisløffs Klage er indkommet for sent, idet Meddomsretten mener, at det foreliggende Tilfælde medfører, at Straffelovens §80, der fastsætter en Præskriptionsfrist af 6 Maaneder for Paatale af visse Forberedelser, her kommer til Anvendelse. Jeg er ikke enig i Kjendelsen. Jeg mener, at Paatalen her er kommet tidsnok. Det sees, at Meddomsretten er gaaet ud fra, at Provst Wisløff er blevet bekjendt med den Artikel i Bladet "Valdres", som han fandt ærekrænkende, saa tidlig, at der, da hans Klage til Kommissionen indkom til denne, var hengaaet mere end 6 Maaneder. Herom anfører Meddomsretten følgende: "Sagføgeren selv har intet bestemt kunnet udtale om, naar han først hørte Artikelen omtale, men paastaar, at han ikke læste den før i Begyndelsen af September næst efter, hvilket ikke af Indstevnte er bestridt. Paagjældende No. af ."Valdres" skulde efter Postgangen dengang være kommet til Aurdal, hvor Sagføgeren bor, 24 August om Formiddagen. Da Sagføgeren selv ikke holdt Avisen, fremstiller det sig for Retten som tvilsomt, om han inden den 26 August var blevet bekjendt med Tilstedeværelsen af den nævnte Artikel. 6 Vidnes Prov tyder dog paa, at Sagføgeren allerede den 25 August havde saadan Kundskab, og da Sagføgeren har den fulde Bevisbyrde, bør Tvilen afgjøres til Indstevntes Gunst. Da saavel Sagføgerens eget som et Par af Vidnernes Prov gaar ud paa, at Artikelen for Sagføgeren omtaltes som "fæl", og Omstændighederne syntes at tyde paa, at denne Karakteristik anvendtes ved det Tidspunkt, Artikelen først blev Sagføgeren bekjendt, kan Retten ikke tillægge den Omstændighed nogen Vegt, at Sagføgeren

Side:236

først efter nogen Tids Forløb læste Artikelen. Efter de Udtryk, med hvilke Artikelen omtaltes, maatte have Grund til at forudsætte, at den kunde være krænkende for ham".

I dette Ræsonnement kan jeg ikke være enig. Forat Præskription skal begynde at løbe, maa den Fornærmede være kommet til Kundskap om Fornærmelsen. Saadan, Kundskab kan han ikke siges at have faaet blot derved, at det er blevet omtalt for ham, at der i vedkommende Avis stod en Artikel, som ligeoverfor ham var betegnet som "fæl" og saaledes muligens injurierende. Jeg mener, det maa kræves, at han var blevet virkelig bekjendt med Artikelens hele Indhold; thi før kunde han ikke vide, om dette var af den Beskaffenhed, at det kunde foranledige en Indskriden fra hans Side. Efter Wisløffs egen Forklaring, hvilken ikke er modebevist, og som Meddomsretten siger ikke af Indstevnte benegtet, læste han ikke Artikelen før i September, men naar saa er Tilfældet, saa er Paatalen kommen tidsnok. Jeg behøver efter dette ikke at udtale mig om, hvorvidt Klagetiden skal ansees udløbet den ag, Klagen indlevereredes, eller først den Dag, den blev paategnet; thi det er paa det Rene, at Dagen for Udløbet af Fristen maa sættes i Februar. Ei heller behøver jeg efter dette at Udtale mig om, hvorvidt Præskription for en Forbrydelse som den, der her paastaaes at foreligge, er at beregne efter §80 i Straffeloven eller efter den almindeligere Regel i §67 da ikke engang den korteste af Terminerne er overskredet. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Kjendelsen maa underkjendes.

Næste Spørgsmaal er, hvilken Virkning en Ophævelse af Kjendelsen skal have. Sagføgeren har under Proceduren hævdet, at alle Materialer foreligger, saa Høiesteret paa Grundlag af det foreliggende skulde funne afsige Dom angaaende første Faktum. Heri er jeg ikke enig. Kjendelsen afsagdes ved Begyndelsen af Forhandlingerne. Der har saaledes ikke været Anledning for Parterne og specielt ikke for Indstevnte til at fremskaffe de Oplysninger, som de maatte se sig istand til at tilveiebringe, eller til at fremkomme med de Udtalelser og Anbringender, hvortil Sagen kunde give Anledning. Rettenhar vistnok senere under Behandlingen af Mortifikationsspørsmaalet afgivet en Udtalelse angaaende de paaklagede Tirader i Avisartikkelen, men Rettens Bedømmelse af den strafferetslige Side foreligger ikke, og specielt ikke, om der kan foreligge Grunde, som i Tilfælde ophæver eller væsentlig formindsker Strafbarheden. Jeg vil i Henhold hertil votere for, at Dommen og Hovedforhandlingen forsaavidt dette Punkt angaar, ophæves.

Anken gjælder ogsaa Dommen ellers. Herom heder det i Ankeerklæringen af 19 Juni: "Forsaavidt Dommen angaar, antager jeg, at Spørgsmaalet, om de i Indstevntes Klage til Stortingets forberedende Fuldmagtskomite fremkomne Udtalelser er af injurierende Art overfor Sagføgeren, er urigtig afgjort". Det har fremstillet sig for mig som særdeles tvivlsomt, hvorvidt det, som Besværingen her gaar ud paa, er en Anke over urigtig Lovanvendelse, eller om det er en Besværing over urigtig Afgjørelse af faktiske Spørgsmaal. Det heder herom i Meddomsrettens Begrundelse bl.a.: "Den omhandlede Passus refererer en tidligere offentlig fremført Udtalelse om et Forhold, der staar i Forbindelse med Valget, kun med den Tilføielse, at intet Skridt endnu var gjort for at faa Udtalelsens Strafbarhed eller Urigtighed fastslaget. Det indsees ikke, at dette er nogen Gjentagelse af den i det aabne Brev indeholdte paatalte Ytring af den Art, at den

Side:237

i Ytringen muligens indeholdte Ærekrænkelse derved er gjentaget. Selve Referatet af Ytringen har heller ikke faaet en Form, der er egnet til at øge dennes Evne til at vinde Tiltro, og den er ikke fremkommet under Omstændigheder, som berettiger til at skjænke dens Indhold større Tillid end tidligere. At Ytringen maatte forudsees at ville blive kjendt i videre Kredse, end Tilfældet eller vilde have været, kan ikke tillægges nogen Betydning, da den allerede før var fremkommet offentlig i trykt Skrift". Og senere heder det: "Retten er altsaa af den Mening, at den nævnte Passus ikke gjentager den Æresfornærmelse, som muligens maatte indeholdes i den Udtalelse i det aabne Brev, hvortil hentydes, og at den ikke indeholder nogen ny Injurie".

Jeg finder det ikke paakrævet at afgjøre, hvorvidt der efter denne Begrundelse var Anledning til at angribe Dommen ved Anke. Der er nemlig efter min Opfatning en Mangel i Dommens Begrundelse, som maa føre til, at Dommen bliver at ophæve. Meddomsretten har, som det sees, udtalt sig derhen, at Referatet ikke var skikket til at vinde yderligere Tiltro for Ytringerne; men der er et Spørgsmaal, den ikke har udtalt sig om, nemlig det, hvorvidt det maa antages, at Ødegaard ved at indtage i sin Klage til Fuldmagtskomiteen en Meddelelse eller et Referat - om man vil - angaaende den Beskyldning, som han kalder det, hvilken han før havde fremsat, har havt den Hensigt, at det, som Beskyldningen gik ud paa, skulde vinde Tiltro hos dem, for hvem Valgklagen var bestemt. Har dette været Hensigten, og Udtalelsen findes at være af injurierende Art, saa bliver Meddelelsen i Klagen en Gjentagelse af Injurien. Domspræmissernes Taushed med Hensyn til dette Punkt forekommer mig at være en saa væsentlig Mangel ved disse, at jeg vil votere for Dommens Ophævelse ogsaa paa Grundlag heraf.

Processens Omkostninger for Høiesteret mener jeg bør ophæves.

Konklusion:

Kjendelsen afødt xx.xx.1907 underkjendes. Som Følge heraf, og tillige fordi Meddomsretten ikke har udtalt sig om, hvorvidt Lensmand Ødegaard ved den i Klagen afødt xx.xx.1906 meddelte Gjengivelse af de af ham i Bladet i "Valdres" for 23 August 1906 og Provst Wisløff fremførte Udtalelser har tilsigtet at vinde Tiltro for disse, ophæves Meddomsrettens Dom og den til Grund for samme liggende Hovedforhandling. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Hagerup Bull, B.Scheel og Thoresen, extraordinær Assessor, Lagmand Vogt samt Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overenstemmende med Førstvoterendes Konklusion.