Rt-1908-289

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1908-03-20
Publisert:	Rt-1908-289
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 22/1 B s.A.
Parter:	Aktieselskabet «Kristiania Dagsavis» (Overretssagfører Omholdt til Prøve) mod Arnzen & Co. (Advokat Diesen).
Forfatter:	Skattebøl, Mejdell, Hagerup Bull, B. Scheel, Motzfeldt, Vogt, Reimers
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §430

Ekstraordinær Assessor, Skifteforvalter Skattebøl: Hvad der er nærværende Sags Gjenstand og nærmere Omstændigheder, fremgaar af Præmisserne til den af Kristiania Byret den 1 August 1905 afsagte Dom, ved hvilken saaledes blev kjendt for Ret: «Indstevnte, A/S «Kristiania Dagsavis», bør til Citantskabet, Arnzen & Co., betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indstevntes Bekostning, for den Skade, Citantskabet har lidt ved de i Sagen omhandlede 4 Avisartikler, indtagne i «Kristiania Dagsavis» henholdsvis 20 Februar, 8 Juni, 13 September og 4 November 1904, samt derhos i Sagsomkostninger udrede 200 Kroner».

Denne Dom er af Aktieselskabet «Kristiania Dagsavis» ved Stevning afødt xx.xx.1905 paanket til Høiesteret, hvor Appellantskabet har nedlagt saadan Paastand: «At Appellanten frifindes for Indstevntes, Arnzen & Co.s, Tiltale og hos Indstevnte tilkjendes Processens Omkostninger for begge Retter».

Fra Indstevntes, Arnzen & Co.s, Side er nedlagt saadan Paastand: «At Byrettens Dom stadfæstes og Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger hos Appellanten».

For Høiesteret er fremskaffet en stor Mængde nye Oplysninger. Af disse skal jeg nævne et Tingsvidne, optaget ved Kristiania Byret den 13 November 1907 og fortsat gjennem flere Retssessioner til 7 Januar 1908, hvorunder er afhørt Vidner fra begge Sider.

Forinden jeg gaar over til at udtale mid om de enkelte Artikler, vil jeg gjøre den almindelige Bemerkning, at de under nærværende

Side:290

Sag foreliggende Oplysninger giver et aldeles bestemt Indtryk af, at forskjellige af de Agenter, som paa den Tid, hvorom her handles, for omkring og afhændede Præmieobligationer, i stor Udstrækning gik frem paa en saadan Maade, at det var berettiget af Pressen at skride ind mod Trafiken ved at afsløre de Kneb, som anvendtes, og ved at mane Folk til Forsigtighed. Vistnok var Agenterne ikke i fast Tjeneste hos de Kontorer, for hvilke de arbeidede, men jeg antager dog, at Kontorerne i nogen Grad maa kunne gjøres ansvarlige for Agenternes Forhold, da det var disse, som kunde udøve Kontrol med dem og i Tilfælde sætte en Stopper for deres Virksomhed ved at afbryde Forbindelsen eller paa anden Maade.

Jeg gaar derefter over til at behandle de enkelte Artikler.

1. Artikelen i «Dagsavisen» for 20 Februar 1904. Om dennes Indhold og om, hvad der passerede før dens Indtagelse i Avisen og i Tiden nærmest efter, henviser jeg til Referateti Byretsdommens Præmisser. At den Agent, som det her gjaldt, ikke havde fast Ansættelse hos Arnzen & Co., forekommer mig ikke at have væsentlig Betydning. Jeg nævner dette, fordi en Udtalelse i Byretsdommens Præmisser tyder paa, at der er lagt Vegt herpaa. Han var, saavidt man kan erfare, ansat paa samme Vilkaar som andre, og det var, naar bortsees fra Paatalemyndigheden, ingen, som kunde kontrollere ham og skride ind effektivt, uden den Forretning, i hvis Tjeneste han var. Som det sees, indeholder Artikelen dels en Gjengivelse af, hvad Politimester Aaset havde skrevet i et Opsæt i en Sogneavis, dels en Del Bemerkninger af «Dagsavisen» selv. Jeg mener, at «Dagsavisen» maa staa til Ansvar for det hele, forsaavidt der i samme indeholdes noget, som kan medføre Ansvar. Jeg har fundet Spørgsmaalet om, hvorvidt Ansvar her skal ilægges, tvilsomt, men jeg har fundet at maatte flutte mig til Byrettens Resultat. Jeg maa med Byretten gaa ud fra, at saaledes som Artikelen var efter sit Indhold, var den egnet til at skade Firmaet i dets Forretninger. Under Proceduren for Høiesteret har Appellantskabet med Styrke fremholdt, at Byretsdommen hviler paa en Overseen af vigtige Omstændigheder. Det anføres af Byretten, at den 1 September 1903 indløb den første Klage over vedkommende Agent, og den 30 samme Maaned afbrød Arnzen & Co. Forbindelsen med ham. Herom anfører Appellantskabet under Proceduren her for Retten, at dette sidste ikke forholder sig saa, idet Firmaet trods den store Mængde af Klager og Besværinger, som indkom i Løbet af Høsten, ikke afbrød Forbindelsen med Agenten ved den Tid, som af Byretten er nævnt. I saa Henseende henvises først til to Skrivelser fra Indstevnte til vedkommende Agent afødt xx.xx.1903 og 4 November næstefter. Om disse vil jeg sige, at de er uklare. Af den første kan man ikke med Bestemthed erfare, hvorvidt Forbindelsen var definitivt afbrudt, medens den anden nærmest maa opfattes som et Bevis for, at saa var skeet. Dernæst paaberaaber Appellantskabet en Skrivelse fra Politimester Aaset afødt xx.xx.1904. I denne anføres bl.a. følgende: «Da han» - det vil sige paa gjældende Agent - «som Arrestant kom her, medbragte han en aaben Væske, som jeg saa lidt paa, og fandtes der en Række Skrivelser fra Arnzen & Co., og som egentlig dannede Grundlaget for mine Anførsler om denne Agent fremfor andre. Denne Pakke fik han igjen. Arnzen & Co. skriver bl.a. engang - vistnok i August 1903 - at Tullus hørte til deres flinkese Agenter, men straks efter begynder de at skrive, at der stadig indløber Klager over ham, og at han maa holde

Side:291

sig Instruksen efterrettelig eller gaa sin Vei. Af saadanne var der mange udover Høsten, og blev han ogsaa anmodet om at stille Sikkerhed for, at han holdt sig Instruksen efterrettelig. Denne Sikkerhed blev tilslut - vistnok i Begyndelsen af December - ordnet ved, at han pantsatte sit eventuelle Tilgodehavende ved Aarsopgjøret, og antagelig var det da Meningen at han skulde fortsætte». Her siges altsaa, at der i December blev truffet en Aftale, som Brevskriveren har forstaaet som gaaende ud paa en Fortsættelse. Da Aasets Referat af, hvad han havde fundet ud af de hos Agenten efter hans Arrestation forefundne Skrivelser, er gjort efter Hukommelsen, idet han da ikke havde disse forhaanden, kan man ikke med Tryghed gaa ud fra, at her ikke foreligger en Feilerindring med Hensyn til Tidsangivelse og muligens Misopfatning af Indholdet. Indstevnte for Høiesteret har bestemt benegtet, at Forbindelsen fortsattes udover den af Byretten nævnte Tid, og jeg mener, at man ligeoverfor denne Benegtelse ikke kan anse det bevist, at saa har været Tilfældet. Naar det saa erindres - hvad jeg allerede har nævnt - at det første Brev om Misligheder, saavidt man kan se, indløb 1 September, saa mener jeg, der ikke med Føie kan rettes et saa sterkt Angreb som skeet paa Indstevnte som den, der intet foretog til Stansning af Trafiken. Jeg mener vistnok - som det fremgaar af mine indledende Bemerkninger - at det var Arnzen & Co.s Pligt at skride ind paa effektiv Maade, men jeg finder ikke, at hvad der angaaende dette Tilfælde foreligger oplyst, giver Berettigelse til at udtale som skeet i Artikelen, at Firmaet intet gjør for at stanse Trafiken, skjønt det kjender samme. Der er dokumenteret en Flerhed af Skrivelser, hvori det i mere og mindre bestemte Udtryk tilkjendegives Agenten, at det ikke kan fortsætte Forbindelsen med ham, medmindre han retter sig efter de Instrukser, han havde. Jeg kommer her altsaa til det Resultat, at «Dagsavisen» maa ilægges Ansvar for den Skade, som maatte være paaført Arnzen & Co. ved denne Artikel.

2. Jeg gaar derefter over til Artikel No. 2, den afødt xx.xx.1904. Denne er efter sin Form og sit Indhold i høi Grad fornærmende. Jeg henviser til det Uddrag af samme, som findes i Byretsdommens Præmisser. Hvad Appellantskabet til sit Forsvar her anfører, gaar væsentlig ud paa, at Arnzen & Co. selv havde udvist et Forhold, som berettiget til Dadel, og at det, at afsløre saadant Forhold ikke kan medføre noget Ansvar. Det anføres da særlig, at Arnzen & Co. ved den Tid lod udgaa gjennem et Bureau Artikler til Optagelse i Aviser, hvori indeholdtes bestemt Advarsel mod Præmieobligationsagenter og Anførsel om, at Præmieobligationer søgtes omsat til en Pris, der var langt over deres Værdi. Der er bl.a. dokumenteret en saadan Advarsel, indtaget i Bladet «Haalogaland», hvor det bl.a. anføres: «Man hører nu stadig og oftere og oftere Klager over den Mængde reisende Agenter, der ved allehaande Midler søger at prakke Præmieobligationer paa Folk, særlig er dette Tilfældet i Landdistrikterne. Bortseet fra de urimelig høie Priser (der forlanges Kr. 14,00, medens en Obligations virkelig Værdi er ca. Kr. 5,00), finder vi at burde raabe et alvorlig Varsko til Publikum mod at indlade sig med disse reisende Agenter, der ved sin hensynsløse Fremgangsmaade ofte ikke betænker sig paa at bruge ulovlige, ja selv bedragerske Midler for at faa solgt Præmieobligationer. At dette ikke er for sterke Udtryk fremgaar bedst deraf, at der saa at sige dagstøt indløber Klager til Politiet over disse Forhold, samt at en Række Præmieobligationsagenter er

Side:292

straffet for sin Fremfærd». Lignende Advarsel indeholdtes i Avertissementer, som af Arnzen & Co. blev indtrykket i Aviser. Af Appellantskabet er nu paapegt og godtgjort, at Arnzen selv har gjort Forretninger ved Afhændelse af Præmieobligationer allerede før Marts 1903, at han i Tiden fra Marts 1903 til 1 April 1904 efter Overdragelse af Obligationsbanken havde været en af de største Forhandlere af Præmieobligationer og havde havt en Mængde Agenter og en betydelig Omsætning, at han efter Opsigelse maatte slutte som Forhandler 1 April 1904, men fortsatte med Salg fra Butik, og at han Sommeren udover gjorde Forsøg paa igjen at opnaa Stillingen som Forhandler. Jeg maa give Appellantskabet Medhold i, at det var et besynderlig Forhold dette, at Arnzen lod udgaa Advarsler af Indhold som det, jeg har anført, han, som havde taget en saa fremtrædende Del i den Slags Forretninger, og som selv ønskede at komme ind i dem paany. Indstevnte har under Proceduren fremholdt, at Obligationsbanken selv havde fremkaldt et skarpt Konkurranceforhold, navnlig ved at indføre en Ordning med Ekstragevinster for den Obligationer, som afhændedes af Banken. Indstevnte forfegter derfor den Betragtning, at Arnzens Advarsel kun var et Modtræk under den skarpe Konkurrance, som saaledes opstod. I dette Lys kan jeg dog ikke se Arnzen & Co.s Optræden. Der foreligger Oplysninger om, at Arnzen & Co. efter Bruddet med Obligationsbanken Vaaren 1904 kom med Udtalelser, der opfattedes som Trudsler om at knække Obligationsbanken og Handelsbanken. Jeg henviser i saa Henseende til det Svar, som af en Flerhed af Vidner under Tingsvidnet 1907 er afgivet til Spørgsmaal 22, og til et Svar, som Obligationsbankens Direktør har afgivet til Spørgsmaal 14. Indstevnte har fremholdt, at der i disse Udtalelser kun laa, at han vilde konkurrere skarpt med Obligationsbanken, som havde aabnet Konkurrancen. Jeg maa imidlertid være af den Mening, at der laa mere deri. Om jeg end maa misbillige de sterke Udtryk, som Avisen har benyttet under sin Paatale af dette Forhold, og om jeg end finder det sandsynlig, at kriminelt Ansvar kunde været ilagt for enkelte af disse, kan jeg dog ikke finde, at Avisen har paadraget sig Skadeserstatningsansvar ved at trække det frem, al den Stund Fremstillingen som saadan er beføiet. Det er et lidet tiltalende Indtryk man faar af Arnzen & Co.s Forhold her.

3. Hvad jeg har anført om Artikel 2, finder jeg ogsaa i alt Væsentlig gjælder Artikel 3, den afødt xx.xx.1904. Jeg mener saaledes, at heller ikke for denne kan der ilægges «Dagsavisen» noget Ansvar.

4. Jeg kommer dernæst til den 4 Artikel, den afødt xx.xx.1904. Det er paa det Rene under Sagen, at den Agent, det her gjælder, ved den Tid, da Artikelen fremkom, ikke var i Arnzen & Co.s Tjeneste. Jeg mener, at «Dagsavisen» her ikke kan undgaa Ansvar. Artikelen har 4 Overskrifter: «Uredelige Præmieobligationsagenter. Lokker Obligationer fra Folk. Anmeldt til Politiet. Arnzen & Co.s Blanketter». Og saa har Avisen, efterat have indtaget en Artikel af Bladet «Nidaros», hvori Agentens Forhold paatales, en Note, hvori det siges, at Arnzen & Co. er det Firma, denne Affære gjælder. Naar dette sidste altsaa er urigtig, saa mener jeg, at Arnzen & Co. med Rette maa kunne kræve Erstatning for den Skade, som Artikelen maatte have forvoldt.

Ved Byretten er - som det fremgaar af Konklusionen - «Dagsavisen» ilagt Kr. 200,00 i Omkostninger. Idet jeg mener, at saadanne

Side:293

maatte være at ilægge for Kontinuationssøgsmaalets Vedkommende, uanseet det Udfald, Sagen faar i Høiesteret, vil jeg derhos votere for, at Avisen delvis ilægges Omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Aktieselskabet «Kristiania Dagsavis» bør til Arnzen & Co. betale Erstatning efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa «Dagsavisen»s Bekostning, for den Skade, som Arnzen & Co. maatte findes at være paaført ved de «Dagsavisen» for 20 Februar og 4 November 1904 indtagne, i Sagen omhandlede 2 Artikler. Forøvrig bør «Dagsavisen» for Arnzen & Co.s Tiltale i Sagen fri at være. I Procesomkostninger for Byretten og Høiesteret betaler «Dagsavisen» til Arnzen & Co. 600 Kroner.

Ekstraordinær Assessor, Advokat Mejdell: Hvad Artikel No. 1, den for 20 Februar 1904, angaar, kommer jeg til et andet Resultat end Førstvoterende. Spørgsmaalet om, hvorvidt «Dagsavisen» i Anledning af denne Artikel kan ilægges Ansvar, maa efter min Opfatning deles i to, nemlig 1. Spørgsmaalet om, hvorvidt Indtagelsen i «Dagsavisen» af Artikelen kunde i og for sig medføre Ansvar for Bladet, og 2. om Bladets efterfølgende Optræden giver Anledning til saadant Ansvar.

Hvad det første Spørgsmaal angaar, saa vil det sees, at Artikelen indeholder Referat af en Skrivelse, modtaget fra Politimesteren i Leikanger. Bladet har saaledes angivet sin Hjemmel og siger udtrykkelig, at det vil give Firmaet Anledning «til at redegjøre for Forholdet og ad Rettens Vei trække Anklageren til Ansvar». Den Kritik, Bladet gjør gjældende, er baderet paa den modtagne Skrivelse. I Politimesterens Skrivelse er udtrykkelig anført: «Kontoret gjør intet for at stanse Agenten i hans bedragerske Fremfærd, skjønt det altsaa kjender Forholdet». Saa siger Bladet for egen Regning: «Det maa i Velanstændighedens Navn forlanges, at blir et Kontor gjort opmerksom paa Syndernes Mangfoldighed fra en af Agenternes Side, saa har Kontoret øieblikkelig at skride ind, hvis det ikke vil stilles i Klasse med Slynglerne moralsk og juridisk». Indeholder Politimesterens Skrivelse en korrekt og faktisk Fremstilling, kan jeg ikke indse, hvorledes Bladet kan blive gjort ansvarlig for de her af mig citerede Bemerkninger, som det har knyttet til og grundet paa denne Skrivelse. Det er mulig, at Udtrykkene i og for sig kan støde an mod Straffeloven, men dette Spørgsmaal er oget, som ikke vedrører nærværende Sag. Jeg mener derfor, at som Grundlag for et civilt Søgsmaal til Erstatning kan den omhandlede Artikel ikke tjene. Jeg er - og saavidt jeg forstaar, i Overensstemmelse med Førstvoterende - af den Anskuelse, at for at begrunde et civilretslig Ansvar maa der ved selve den faktiske Fremstilling klæbe Uefterrettelighed, men nogen Uefterrettelighed, der kan tilskrives Bladet, foreligger her ikke. Det synes ogsaa af Proceduren at fremgaa, at hvad Indstevnte lægger væsentlig Vegt paa som Basis for Erstatningssøgsmaalet, ikke er Artikelen i sig selv, men derimod den Omstændighed, at Bladet ikke senere har indeeholdt en Berigtigelse af Artikelen.

Hvad nu dette Spørgsmaal angaar, saa mener jeg, at man er uden Hjemmel til at kunne paalægge et Blad nogen Forpligtelse til af eget Initiativ at foretage en Berigtigelse af tidligere Artikler. Man kan finde, at det efter Omstændighederne er mere eller mindre korrekt af et Blad ikke selv at foretage en saadan Berigtigelse, men nogen

Side:294

juridisk Forpligtelse til at forme og redigere en Berigtigelse kan jeg ikke se, at en Avis har. Jeg skal i denne Henseende henvise til den nye Straffelovs §430, som sætter Straf for den Udgiver af en Blad eller Tidskrift, der «vægrer sig paa Forlangende af nogen umiddelbart Vedkommende uforandret at optage en Imødegaaelse af i Bladet eller Tidskriftet indeholdte Anførsler af faktisk Art». Dette, at en Mand, der føler sig fornærmet ved en Avisartikel, har Ret til at forlange indtaget en Imødegaaelse af det Angreb, der er skeet paa ham, mener jeg er det eneste Krav, Vedkommende er berettiget til at fremsætte. Hvis i nærværende Tilfælde Arnzen & Co. havde indstendt til Bladet en saadan Imødegaaelse som den, der nævnes i den nævnte §430, og Bladet havde vægret sig for at indtage denne, da mener jeg, at der kunde opstaa Spørgsmaal om Skadeserstatningsansvar. Men i nærværende Tilfælde er det ganske paa det Rene, at noget saadant Forlangende om at faa indrykket en Imødegaaelse ikke er blevet fremsat fra Arnzen & Co.s Side. Der er dokumenteret en Skrivelse, som Obligationsbankens daværende Direktør har sendt «Dagsavisen»s Redaktør, og hvori han henstiller til denne at berigtige Artikelen, og hvori han - saavidt jeg kan forstaa, er Skrivelsen helt igjennem af en privat Karakter - refererer forskjellige undskyldende Omstændigheder, dels for, at ikke Politimesterens Artikel itide er blevet imødegaaet, dels for, at ikke Arnzen & Co. af Brevskriveren paa Forhaand har faaet Rede paa, at Artikelen i «Dagsavisen» vilde komme, dels for, at ikke Brevskriveren selv itide har kunnet give Besked. Men denne Skrivelse, der som nævnt maa opfattes saaledes, at den indeholder en Henstillen til Redaktøren om selv at berigtige Artikelen, kan ikke sættes i Klasse med en saadan Imødegaaelse som den, §430 omhandler. Det samme gjælder om den i Byrettens Dom omhandlede Skrivelse fra Advokat Smitt. Denne Skrivelse indholder ogsaa en Henvendelse til Redaktøren, men den konkluderer med: «Arnzen & Co. ønsker kun, at Bladet i en kort Notis beklager Fremkomsten af den nævnte Artikel, som efter nærmere Oplysninger viser sig at bero paa helt ud urigtige Forudsætninger». Advokat Smitt har i denne Skrivelse henstillet til Redaktøren personlig at indfinde sig hos Arnzen & Co., forat Redaktøren kunde gjøre sig bekjendt med de Brevkopier, hvorpaa Advokatens Meddelelser er bygget. Men jeg mener, at et Blad, som har indtaget en Artikel med Opgivelse af sin Hjemmelsmand, saaledes som i nærværende Tilfælde, ingen Forpligtelse har til at foretage selvstændige Undersøgelser og opgjøre sig en personlig Dom om, hvem der har Ret, enten Angriberen eller den Angrebne. Dette kan i mange Tilfælde, særlig paa Grund af manglende Sagkundskab, falde noksaa vanskelig for et Blad. Jeg finder, at ethvert rimelig Krav paa Adgang til at kunne tage til Gjenmæle mod uberettigede Angreb i en Avis er fyldestgjort ved, at man indretter sig paa den Maade, som Straffelovens §430 omhandler. Jeg vil ikke benegte, at saa klart og oversigtlig kan et Forhold være, at det kan siges at grænse ind paa ond Tro, om et Blad, der senere end Artikelens Indtagelse er blevet gjort opmerksom paa Detaljerne ved Forholdet, negter at tage sine Ord i sig igjen. Et saadant Tilfælde foreligger imidlertid her ikke, og behøver jeg derfor ikke at drøfte samme. Det hele Forhold mellem vedkommende Kontor og Agent var ingenlunde saa oversigtlig, at man med Rimelighed, synes det mig, kan forlange af Bladet, at det efter den Fremstilling, der er givet af den Angrebne og hans Advokat kan gaa ud fra, at Angrebet ubetinget har været ubeføiet. Tilstrækkelig for mig

Side:295

til at konstatere, at Forholdet paa ingen Maade er saa oversigtlig, er den Omstændighed, at det, saavidt jeg har opfattet, uimodsagt er blevet anført, at «Dagsavisen»s Redaktør efter Artikelens Indtagelse paany telefonisk henvendte sig til Politimesteren og spurgte, om denne fastholdt Rigtigheden af de i den omhandlede Skrivelse indeholdte Oplysninger, hvortil Politimesteren svarede bekræftende. Og i en under Sagen dokumenteret Skrivelse fra Politimesteren afødt xx.xx.1904, refereret af Førstvoterende, sees det, at Politimesteren er af den Opfatning, at tiltrods for den Korrespondance, der har fundet Sted mellem Arnzen & Co. og vedkommende Agent, saa har Arnzen & Co. ikke optraadt paa en saa decideret Maade, at man kan sige, at Firmaet har gjort, hvad gjøres kunde, for at hindre Agenten fra at fremture paa den Vei, han havde begydt. Under disse Forhold mener jeg derfor, at det maa holdes «Dagsavisen» tilgode, at den har forholdt sig passiv ligeoverfor Opfordringen om at berigtige den tidtnævnte Artikel.

Med Hensyn til Artiklerne No. 2 og 3 er jeg i alt Væsentlig enig med Førstvoterende.

Hvad angaar Artikel No. 4, altsaa den, som er indtaget i Bladet den 4 November 1904, er jeg med Førstvoterende enig i, at saafremt denne Artikel kan antages at have medført Skade for Arnzen & Co., er «Dagsavisen» herfor ansvarlig. Det for mig tvilsomme Punkt er, om man efter Omstændighederne kan antage at noget Tab for Arnzen & Co. ved denne Artikel er forvoldt. Jeg vil imidlertid med Hensyn til dette Spørgsmaal ikke optage nogen Dissens.

Da det er mig bekjendt, at jeg med Hensyn til min Opfatning af Ansvaret for Artikelen afødt xx.xx.1904 er i Minoritet, finder jeg det for Tiden unødvendig at forme nogen Konklusion.

Assessor Hagerup Bull: Jeg kommer til samme Resultat som Byretten, og idet jeg forøvrig finder i det Væsentlige at kunne slutte mig til Byrettens Begrundelse, skal jeg kun med Hensyn til Artiklerne af 8 Juni og 13 September 1904 gjøre følgende Bemerkninger:

Byretten udtaler, at de Advarsler, som omhandles i Artikelen afødt xx.xx.1904, maa siges at være fuldt beføiede, og da «vedkommer det ikke Offentligheden om de, der har skrevet eller iøvrig havt med disse Advarsler at gjøre, muligens har været ledet hertil af mindre smukke Bevæggrunde». Jeg finder det ufornødent at udtale mig om, hvorvidt Bevæggrundene saaledes kan sættes ud af Betragtning, idet jeg i ethvert Fald ikke anser det bevist, at Arnzen & Co. for sin Optræden har havt de af «Dagsavisen» angivne Motiver. I Artikelen betegnes Arnzen & Co.s Optræden som en planmæssig og gemen Forfølgelse af Obligationsbanken, og Firmaet angives at have optraadt for at faa Hevn over Banken. Jeg mener, at Beføielsen til denne Karakteristik og Beføielsen til at anvende de mange sterke Udtryk mod Arnzen & Co., som Artikelen i Tilknytning dertil indeholder, ganske mangler. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at «Dagsavisen» ogsaa for denne Artikel afødt xx.xx.1904, som slutter sig dertil, maa være erstatningspligtig.

Overensstemmende hermed finder jeg ogsaa, at «Dagsavisen» fuldt ud maa erstatte Modparten Processens Omkostninger for begge Retter. Da jeg imidlertid er i Minoritet, finder jeg det ufornødent at forme nogen Konklusion.

Assessor B. Scheel: Jeg er enig med Hr. Assessor Hagerup Bull.

Assessor Motzfeldt: Ligesaa.

Side:296

Ekstraordinær Assessor, Lagmand Vogt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Byrettens Dom hidsættes:

«Kristiania Dagsavis» indeholdt i sit No. 43 for 20 Februar 1904 en Artikel med Overskriften «Landeplagen». «En Politimester om et herværende Firma», hvori Avisen besværer sig over de reisende Obligationsagenter som en ren Landeplage. Det er ikke godt, heder det i Artikelen, for de forskjellige Kontorer at se hver enkelt Agent i Sømmene, «men det maa i Velanstændighedens Navn forlanges, at bliver et Kontor gjort opmerksom paa Syndernes Mangfoldighed fra en af Agenternes Side, saa har ogsaa Kontoret øieblikkelig at skride ind, hvis det ikke vil stilles i Klasse med Slynglerne moralsk og juridisk». I Artikelen tilføies saa: «Nu er der hændt noget, vi straks maa sætte Fingeren paa, idet vi for vedkommende Firmas egen Skyld vil give det Anledning til at redegjøre for Forholdet og ad Rettens Vei trække Anklageren til Ansvar. Anklagerens Navn er Aaset. Han er Politimester og bor i Leikanger». Der citeres saa i Artikelen, hvad Politimesteren har skrevet, og heder det herunder: «Jeg har netop liggende for mig Papirerne til en af Arnzen & Co.s omreisende Agenter, der i hele Høst har drevet den Sport for at skaffe sig større Provision at sende Folk flere Obligationer end bestilt, og til denne sees Kontoret gjennem flere Maaneder at have skrevet, at der stadig indløb Klager over ham, og at han maatte holde sig Instruksen efterrettelig, hvis han vilde fortsætte; men Kontoret gjør intet for at stanse ham i hans bedragerske Fremfærd, skjønt det altsaa kjender Forholdet». Det sidste Led i citerede Passus fra Ordene: «men Kontoret osv.» staar i Artikelen med spærrede Typer, Artikelen slutter derpaa med at anføre, at Redaktionen underhaanden har meddelt Firmaet (Arnzen & Co.), at overnævnte Opsæt vilde fremkomme den Dag, men at nogen Redegjørelse ikke var modtaget.

I sit No. 129 for 8 Juni 1904 har «Kristiania Dagsavis» paany en Artikel vedrørerende Firmaet Arnzen & Co. Denne Artikel har til Overskrift «Arnzen & Co. Uhæderlig Trafik» og staar forrest i nævnte No. indtagende sammes første Spalte.

Artikelen begynder med, at Redaktionen i et Par tidligere Nummere havde oplyst om «en høist skandaløs Trafik», der var sat i Scene af et Annoncebureau «Reklame», men at den allerede dengang var vidende om, at samme kun var Redskab i en anden Mands Haand. Af Hensynsfuldhed havde Redaktionen dog ikke da villet nævne Navne, idet den gik ud fra, at de tydelige Vink, den gav, var nok til at Vedkommende «trak Kløerne til sig». Da imidlertid gjennem det hele Land fremdeles sendtes rundt «Advarsler» mod Kjøb af Præmie-Obligationer, fandt Avisen sig beføiet til at nævne Navnet paa «det hæderlige Firma, der har staaet bag Trafiken - det er Arnzen & Co., der ledes af den samme Arnzen, der ikke gjorde sig noget særlig fordelagtig bemerket som Chef for den sørgelig berømte Discontobank». Der oplyses saa i Artikelen, at Indehaveren af «Reklame» er «den tidligere velkjendte Bankchef Schmidt». «Det er altsaa disse Herrer», heder det, «der har igangsat en planmæssig og gemen Forfølgelse af Obligationsbanken». I Artikelen omnævnes senere, at den Kontrakt Arnzen & Co. har havt med Obligationbanken, nu er udløbet, uden at sidstnævnte fandt sig beføiet til at fornye den. Der tilføies saa: «Som en Hevn herfor er det altsaa, at dette Firma nu ved de mest uhæderlige Midler søger at skade Obligationsbanken og den hele Institution». Længere nede i Artikelen bruges Udtrykket: «bistaa Firmaet i dette Middingsverk», ligesom Artikelen konkluderer med, at den beklager at have maattet gribe til saa sterke Midler, «men der skal som bekjendt Lud til skurvede Hoveder».

Side:297

Arnzen & Co. udtog derpaa Klage i Anledning af de 2 ovennævnte Artikler og efter forgjæves prøvet Forligsmægling Stevning, dateret 12 September 1904, mod «Kristiania Dagsavis». Ved Sagens Inkamination nedlagde Firmaet saadan Paastand: «At A/S «Kristiania Dagsavis» tilpligtes under Lovens Tvang at erstatte Arnzen & Co. efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa Indstevntes Bekostning, den Skade Arnzen & Co. har lidt ved de i Forligsklagen omhandlede Avisartikler samt udrede Sagens Omkostninger».

Indstevnte paastod sig frifundet og tilkjendt Forsvarsomkostninger.

Den 13 September 1904 havde Indstevnte i sit No. 211 imidlertid paany en Artikel vedkommende Citanten, denne Gang med Overskrift «Arnzen & Co. og Præmieobligationerne». Ogsaa denne Artikel staar forrest i Bladet og begynder med at gjengive ordret ovennævnte Notis af 8 Juni S. A. Artikelen gjør derpaa opmerksom paa, at trods Klage i Anledning af Artikllen af 8 Juni allerede var udtaget 10 Juni og behandlet i Kommissionen, havde Redaktionen dog først igaar (12 September) modtaget Stevning til Retten. Grunden hertil er da ifølge Artikelen den, at Arnzen & Co., efter at have rakket ned Forhandling af Præmieobligationer, alligevel havde benyttet de mellemliggende 3 Maaneder til at underhandle med Obligationsbanken om ny Forbindelse, der dog ikke var kommet istand. Dette viser bedst, heder det, at de i Artikelen af 8 Juni benyttede Udtryk er fuldt forrekte, og at Arnzen & Co. ikke har havt nogen reel Grund for Angrebet paa Obligationsbanken. Der konkluderes saa i Artikelen med følgende: «Vi har karakteriseret Firmaets Optræden som udelukkende dikteret af Hevnlyst og skal idag opsummere vort Indtryk i den Udtalelse, at løs Forretningsmoral her har faaet et Udslag, som man heldigvis sjelden er Vidne til. Heri vil hele Landets Handelsstand sikkerlig give os Medhold.»

Endelig havde Indstevnte i No. 256 den 4 November 1904 en Artikel med Overskrift: «Uredelige Præmieobligationsagenter. Lokker Obligationer fra Folk. Anmeldt til Politiet. Arnzen & Co.s Blanketter». Samme indeholder en Gjengivelse fra en Trondhjemsavis «Nidaros», hvori der klages over de uredelige Agenter og nævner som Eksempel paa disses Adfærd, hvorledes en Agent for Præmieobligationskontoret i Kristiania svigagtig har gaaet frem, hvilken Agent havde angivet sig at reise for «Arnzen & Co.» Sidstuævnte Firma var ogsaa trykt paa de Blanketter, som han benyttede. I en Note nedenunder har Indstevnte tilføiet: «Nidaros» maa, som man vil se, have staaet i den Tro, at Præmieobligationskontoret er det samme som Arnzen & Co., hvilket sidste Firma denne Affære gjælder».

I Anledning af de tvende sidstnævnte Artikler i «Dagsavisen» af 13 September og 4 November 1904 udtog Citanten ny Klage, for at Forlig kunde blive prøvet om Erstatning for disse stadegjørende Avisskriverier. Indklagede mødte ikke i Kommissionen, hvorpaa Citanten udtog Kontinuationsstevning. - - -

Citanten grunder sin Paastand paa, at de ovenomhandlede Avisartikler er uefterrettelige og af fornærmende og skadegjørende Indhold for Firmaet, hvorfor dette maa have Krav paa Skadeerstatning, saameget mere som Indstevnte ikke har berigtiget vedkommende Artikler og ved disses Affattelse har været i ond Tro.

Indstevnte hævder derimod, at intet er at lægge Avisen tillast, at de fremkomne Artikler er fuldt korrekte, og alene fremkaldt af Citanten selv, og at den her kun har optraadt for at varetage Almenhedens Interesse. Allerede som Følge deraf maa Indstevnte frifindes, men dette maa ialfald ske paa Grundlag af, at Citanten ikke kan antages at have lidt nogen Skade ved Artiklerne.

Retten skal med Hensyn til den første Artikel afødt xx.xx.1904 efter det Oplyste derom bemerke følgende:

Da Arnzen & Co. havde læst den Artikel, som Politimester Aaset i Sogn havde skrevet, antagelig i en Sogneavis, om de reisende Præmieobligationsagenter,

Side:298

og hvori ogsaa Firmaets Navn berørtes, henvendte det sig til Direktøren for Obligationsbanken, idet Arnzen & Co. dengang kun bestyrede en af Bankens Detailudsalg, hvorfor nævnte Bank ansaaes som rette Vedkommende. Der blev saa mellem Firmaet og Direktøren truffet den Aftale, at denne skulde berigtige Politimesterens Fremstilling og oplyse ham om, at Arnzen & Co. intet kunde lægges tillast med Hensyn til den paatalte Trafik. En Dag i Februar Maaned 1904 ringte «Dagsavisen» i Telefonen op til Firmaet og spurgte, om det havde seet Politimester Aasets Artikel. Den tilstedeværende af Firmaets Chefer svarede bekræftende hertil og bemerkede videre paa Avisens Forespørgsel, om Firmaet havde tænkt at komme med en Redegjørelse i Sagens Anledning, at Avisen vilde faa bedst Underrretning ved at henvende sig direkte til Obligationsbanken, da dennes Direktør havde paataget sig at ordne Sagen. Paa Grund af Sygdom blev imidlertid Direktøren, uden at Arnzen & Co. var vidende derom, forhindret fra at træffe Forføining til Berigtigelse af Politimesterens Artikel. Det maa imidlertid ansees paa det Rene, at «Dagsavisen» et Par Dages Tid, før den fremkom med sin Artikel af 20 Februar, havde underrettet Direktøren om, at Artikelen skulde komme, forat han kunde lade Arnzen & Co. vide dette, saa at de kunde have Anledning til at give «Dagsavisen»s Redaktør Oplysninger. Paa Grund af indtrufne Omstændigheder kunde Direktøren ikke underrette Arnzen & Co. herom før samme Dag, Artikelen stod i Avisen, men da var det altsaa for sent.

Den 24 Februar næstefter tilstillede Direktøren «Dagsavisen»s Redaktør en Skrivelse, hvori han under Henvisning til en Samtale Dagen iforveien mellem dem henstillede, at Redaktøren berigtigede Artikelen af 20 Februar, ligesom han underrettede som den ovenævnte Aftale mellem ham og Arnzen & Co., og at dette Firma ikke af ham var blevet meddelt Bested om Artikelens Fremkomst, før det var forsent. Direktøren gjorde derhos særlig opmerksom paa, at paa de Møder, der i Sommeren 1903 afholdtes af Obligationsforhandlere, blev der af Arnzen & Co. fremsat Forslag om, at der gjennem Obligationsbanken skulde føres en effektiv Kontrol med Agenterne, hvilket Forslag dog strandede paa Modstand fra de andre Forhandlere.

«Dagsvisen» foretog dog intet i Anledning af denne Skrivelse. Den 26 Februar 1904 tilstillede derpaa Arnzen & Co.s Advokat «Dagsavisen»s Redaktør en Skrivelse, hvori Advokaten under Paaberrabelse af ovennævnte Skrivelse af 24 Februar og sin Samtale med Redaktøren nogle Dage i Forveien hævder, at det er bragt til Redaktørens Kundskab, at Artikelen af 20 Februar i Et og Alt hviler paa urigtige Forudsætninger. Advokaten gjennemgaar dette nærmere i 7 Punkter og besværer sig over, at Avisen endnu ikke er fremkommet med nogen Berigtigelse. «Arnzen & Co. ønsker kun», anfører Advokaten, «at Bladet i en kort Notis beklager Fremkomsten af den nævnte Artikel, som efter nærmere Oplysninger viser sig at bero paa helt ud urigtige Forudsætninger». «Dagsavisen» foretog imidlertid fremdeles ingen Berigtigelse af sin Artikel.

Retten finder, at Avisen efter det foreliggende har været forpligtet hertil.

Den Agent, om hvis bedragerske Adfærd Politimester Aaset skriver i sin Opsats, var ikke fast ansat hos Arnzen & Co., men havde alene Provision pr. Stk. af de Præmieobligationer, han kunde sælge for dette Firma, og reiste for egen Regning rundt om i Landet. Den første Klage over ham indløb til Arnzen & Co. den 1 September 1903, hvorpaa Firmaet den 3 næstefter oversendte ham Klagen med Anmodning om at returnere samme med hans Bemerkninger. Den 14 og 15 September næstefter oversendte Firmaet Agenten paany et Par indkomne Klager over ham og opstillet det som en absolut Betingelse for fortsat Samarbeiede, at Agenten paa det nøieste holder sig til Firmaets Forskrifter. Den 19 September paataler Firmaet paany Agentens Fremgangsmaade og fordrer paa det bestemteste, at han øieblikkelig ophører med Salget og returnerer Materiel og Fuldmagt pr.

Side:299

omgaaende Post, hvis han hverken kan eller vil sælge i Overensstemmelse med Citantens Paabud; ligesom Firmaet gjør opmerksom paa, at der af Klagerene antagelig vil blive indgivet Anmeldelse til Paatalemyndigheden. I Skrivelse af 29 September til Agenten anfører Firmaet, at der fremdeles indløber Klager over ham, og gjør i den Anledning gjældende, at Agenten selv maa forstaa, at dette ikke kan gaa for Fremtiaen, hvorfor Firmaet forlanger, at han ordner Sagen med Vedkommende, ligesom Firmaet pr. første Post afventer hans Svar, om han agter fremtidig at arbeide for det paa det Vilkaar, at han ved Salg af Obbligationer strengt har at holde sig til, hvad der staar i Agentbetingelserne. Dagen efter (30/9) erkjender Firmaet i Skrivelse til Agenten Modtagelsen af et Telegram, men erklærer samtidig, at det ikke kan sende nogen Anvisning, før det har modtaget Svar paa dets Skrivelse af 29 næstfør. Der haves ingen Oplysning om, hvorvidt Agenten har sendt noget Svar paa sidstnævnte Skrivelse, men i Skrivelse afødt xx.xx.1903 udtaler Firmaet til Agenten, at «noget Samarbeide for Fremtiden kan der ikke være Tale om, medmindre De stiller Garanti for, at De i Et og Alt vil arbeide i Overensstemmelse med vore Betingelser.» Endelig udtaler Firmaet i en Skrivelse til Agenten af 4 November næstefter, at det ikke kan sende ham mere Materiale, da det fremdeles daglig modtager Klager over ham, ligesom Firmaet bekræfter sine tidligere Meddelelser, at der ikke kan være Tale om Samarbeide, før han skaffer tilfredstillende Garanti for at ville holde sig til, hvad der staar i Firmaets trykte Blanketter. Nogen Garanti blev imidlertid ikke stillet, og da Agenten snart efter blev arresteret, bortfaldt derved Spørgsmaalet om for Arnzen & Co. paany at træde i Forbindelse med ham, idet i saa Henseende skal bemerkes, at Forbindelsen mellem disse synes efter Citantens uimodsagte Anførende at være brudt ved Firmaets Skrivelse til Agenten af 30/9 1903.

Man skal videre efter det foreliggende oplyse, at allerede da den første Klage over omhandlede Agent indløb til Arnzen & Co. svarede de øieblikkelig tilbage til Klageren med Anmodning om at anmelde Agenten for Bedrageri, og forholdt Firmaet sig paa samme Maade overfor andre Klagere, ligesom det videre meddelte disse, at det var villig til at erstatte Vedkommende hans Tab, hvis han ved at anmelde Agenten for Paatalemyndigheden kunde hjælpe Firmaet til at faa stanset en saadan Trafik. Citanten har derhos uimodsagt anført, alle de Klagere, som har meldt sig, efterat Agenten var straffet, har faaet Erstatning hos Firmaet, og at det allerede ved Fremkomsten af Dagsavisens Artikel afødt xx.xx.1904 havde afbrudt Forbindelsen med de Agenter, som bevislig havde gjort sig skyldig i bedragersk Forhold.

Som det vil fremgaa af Ovenstaaende, har Citanten gjentagne Gange gjort vedkommende Agent alvorlige Forestillinger og sluttelig afbrudt Forbindelsen med ham, ligesom Firmaet ogsaa har truffet det effektive Skridt mod ham at anmode Klagerne at indgive Anmeldelse og lovet dem i saa Fald at erstatte deres Tab. Det formenes efter dette ikke at være faktisk rigtig, naar Politimesteren i sin Artikel skriver «men Kontoret gjør intet for at stanse ham (Agenten) i hans bedragerske Fremfærd, skjønt de altsaa kjender Forholdet». Uden at man her skal indgaa paa, om Dagsavisen, som af Citanten paastaaet, har været i den Tro ved Fremkomsten af dens Artikel, saa synes det dog givet, at den efter det senere oplyste burde have indtaget en Berigtigelse i en eller anden Form, da Artikelen efter det foreliggende ialfald stiller Arnzen & Co. i et uretfærdig og skjævt Lys. Saaledes som Artikelen var fremkommet i Avisen med Overskrift «En Politimester om et herværende Firma» og med de spærrede Typer af den oven gjengivne Sætning: «Men Kontoret gjør intet» osv., maatte den være ikke lidet egnet til at skade Firmaet, hvorfor der havde været al Opfordring for Avisen til at imødekomme Anmodningen om Berigtigelse. Hertil havde Bladet saa meget større Pligt, som det jo efter Obligationsbankens Direktørs Forklaring maatte vide, at

Side:300

naar der i Artikelens sidste Passus staar, at Arnzen & Co. paa Forhaand var gjort bekjendt med sammes Fremkomst, beroede dette paa en Feiltagelse fra Avisens Side. Naar derfor «Dagsavisen» har ladet Artikelen staa helt uberigtiget, faar den ogsaa tage Ansvaret for samme uden at skude sig under, at Artikelen i sin Anke over Arnzen & Co. kun er et Referat af Politimesterens Opsæt.

Man skal gaa over til Behandlingen af den paaklagede Artikel afødt xx.xx.1904. At denne er af fornærmelig og skadegjørende Indhold for Citanten, kan der formentlig ingen Meningsforskjel være om. Firmaet levnes saa at sige ingen Ære tilbage ved Artikelen, kfr. de ovenfor gjengivne Udtryk «uhæderlig Trafik», «gemen Forfølgelse» m. m. For at en Avis ansvarsfrit skulde kunne indeholde en Artikel af saadan Art om et Firma, maatte der foreligge de allersterkeste Grunde, men dette er ikke her Tilfældet. Indstevnte sees at søge sit Forsvar i den Betragtning, at saalænge Arnzen & Co. var Forhandlere af Præmieobligationer, anbefalede Firmaet disse i høi Grad, men da der var indtraadt en Tvist mellem Firmaet og Obligationsbanken, foranledigede Firmaet Udsendelsen af de i Artikelen omhandlede «Advarsler» mod Kjøb af saadanne Obligationer. Indstevnte finder, at Firmaet herved har udvist en saa daarlig Forretningsmoral, at en Avis maa være fuldt berettiget til offentlig at paatale dette, saaledes at Almenheden kan blive bekjendt med de virkelige Grunde for Angreb paa «Institutioner».

Retten skal hertil bemerke, at de af Indstevnte omhandlede «Advarsler» er Artikler, hvori der i sin Almindelighed advares mod Kjøb af Præmieobligationer gjennem de reisende Agenter, da disse ved allehaande Midler søger at prakke saadanne Obligationer paa Folk, ligesom der ogsaa nævnes, at Priserne paa disse er urimelig høie, da der forlauges Kr. 14,00, medens en Obligations virkelige Værdi er Kr. 5,00, Disse Advarsler til Publikum maa jo siges at være fuldt beføiede, men i saa Fald vedkommer det ikke Offentligheden om de, der har skrevet eller iøvrig havt med disse Advarsler at gjøre, muligens har været ledet hertil af mindre smukke Bevæggrunde. Man finder det derfor unødig at indgaa paa, hvilket Motiv kan have foranlediget Arnzen & Co. til Medvirkningen af disse Advarslers Fremkomst - hvilket sidste ikke er benegtet af Citanten -, da det formenes utvilsomt, at en Avis ganske uberettiget til at stille et navngivet Firma paa den Maade i Gabestokken som her er skeet for dets mulige lastværdige Bevæggrunde til de i og for sig korrekte Advarsler, Firmaet er fremkommet med i sin Almindelighed. Naar Indstevnte her taler om Citantens Angreb paa «Institutioner» er ogsaa dette ubeføiet, al den Stund Salget af Præmieobligationerne er et udelukkende privat Foretagende, idet de Institutioner, som skulde nyde godt af Obligationerne allerede forlængst har faaet sit Tilkommende. Artikelen maa derfor i sin Helhed karakteriseres som meget utilbørlig, og Indstevnte maa have det fulde Ansvar ligeoverfor Citanten for dens skadegjørende Indhold.

Hvad dernæst angaar den 3die paaklagede Artikel afødt xx.xx.1904 gjælder om samme i alt Væsentlig, hvad der foran er anført med Hensyn til Artikelen af 8 Juni, hvorfor Indstevnte ogsaa maa være ansvarlig for den Skade, denne 3die Artikel har forvoldt Citanten.

Hvad endelig angaar den 4de og sidste Artikel afødt xx.xx.1904, bemerkes, at naar Indstevnte i ovenciterede Note anfører, at den i Artikelen omhandlede Affære gjælder Arnzen & Co., kan Avisen efter 2 Vidnes Prov at dømme forsaavidt ikke have været i god Tro. Dette Vidne, der er Kasserer hos Citanten, har nemlig provet, at det den 3 November i Telefonen af «Dagsavisen» var bleven spurgt, om det havde noget Kjendskab til Artikelen i «Nidaros», hvilket Vidnet benegtede og fastholdt, efter at Artikelen var læst høit for Vidnet i Telefonen; Vidnet havde imidlertid derpaa dagt, at Artikelen ikke kunde angaa Arnzen & Co., som dengang ikke havde Agenter, men at man sikkert vilde faa Besked ved at henvende sig til Obligationsbanken. Det maa ogsaa ansees paa det Rene, at Arnzen

Side:301

& Co. havde opsagt alle sine Reisende Agenter i April 1904, og at den i Trondhjemsavisen omhandlede Agent derfor ikke havde noget med Arnzen & Co. at gjøre, da han i Juni 1904 blev anmeldt i Trondhjem, hvorimod det jo ikke kunde lægges dette Firma tillast, at Agenten dengang endnu var i Besiddelse af nogle af dets Blanketter.

Naar man ser paa Artikelen af 4 November i Sammenhæng med de 3 tidligere Artikler, maa det siges, at den faar et odiøst Præg ved i Overskriften særlig at fremhæve «Arnzen & Co.s Blanketter». Da derhos Artikelen er vitterlig urigtig ved omhandlede Notes Tilføielse, og Avisens Læsere herved maa faa Indtryk af, at der atter er noget at udsætte paa Arnzen & Co.s Forhold, formenes Indstevnte ogsaa at maatte være ansvarlig for mulig Skade, forvoldt ved denne Artikel.

I Henhold hertil finder man, at Indstevnte maa staa Citanten til Ansvar for al den Skade, som er Firmaet paaført ved de 4 paaklagede Artikler. Om Foranledningen til disse, som af Citanten fremhævet, er personlig Forfølgelse af Konkurancehensyn, har man anseet det upaakrævet at komme ind paa efter den greie juridiske Stilling, Sagen iøvrig har.

Da Sandsynligheden maa siges at tale for, at Citanten virkelig har lidt Skade ved disse 4 Artikler, formenes Citantens Paastand om Erstatning efter Skjøn at burde tages tilfølge. Om Tilkjendelse af Procesrenter har ikke Citanten nedlagt Paastand.

Sagens Omkostninger vil Indstevnte have at tilsvare med Kr. 200,00, for Kontinuationssøgsmaalets Vedkommende ogsaa af den Grund, at Indstevnte ikke har afgivet Møde under Sagens Behandling i Forligelseskommissionen.

L. Bade, kst.

Paal Berg, kst.

Jonas Stenersen.