Rt-1908-398

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1908-05-23
Publisert:	Rt-1908-398
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 80/1 f. A.
Parter:	Grosserer Johan Moy (Advokat Carl Lundh) mod Carl Johnsens Dødsbo (Advokat Ramm) Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus (Advokat Herman Lund).
Forfatter:	Blom, Birkeland, Thoresen, Vogt, Jensen, Smith, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:

Assessor Blom: Sagens Gjenstand fremgaar af Præmisserne til den af Kristiania Byret den 29 November 1904 afsagte Dom. Ved denne blev saaledes kjendt for Ret: "Citantskabet Carl Johnsens Dødsbo som Eier af Matr.-No. 116 B Drammensveien kjendes rettiget til at udøve den i Skjødet afødt xx.xx.1895 til Murmester B. Hansen omhandlede Baadfæsteret paa Indstevnte Moy's Eiendom Bygdø All 100 (tidligere Drammensveien 114 E). De Indstevnte Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus bør for Citantskabets Tiltale i denne Sag fri at være. Spørgsmaalets Omkostninger mellem alle Sagens Parter ophæves."

Dommen er afsagt under Dissens, idet en af Byrettens Voterende stemte for, at Olsen, Andersson og Paus skulde betale Erstatning til Carl Jonhsens Dødsbo, og for Moy's Frifindelse.

Dommen er af Grosserer Moy ved Stevning afødt xx.xx.1905 paaanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand: "Principalt: At Sagen afvises fra Byretten, og at Appellanten hos Carl Johnsens Dødsbo tilkjendes Sagens Omkostninger for Byret og Høiesteret. Subsidiært: At Appellanten, Grosserer Johan Moy frifindes for Carl Johnsens Dødsbo Tiltale i Sagen og hos dette tilkjendes Sagens Omkostninger for Byret og Høisteret."

Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus - de Indstevnte - har derimod nedlagt saadan Paastand: "At Byrettens

Side:399

Dom stadfæstes, og at de Indstevnte Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus hos Appellanten og Kontraappellanten in solidum - subsidiært hos hver af dem - tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret."

Carl Johnsens Dødsbo har efter udtaget Kontrastevning nedlagt Paastand om, at Byrettens Dom stadfæstes, og subsidiært har Boet paastaaet: "At Carl Johnsens Dødsbo hos Grosserer Johan Moy, Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus in solidum tilkjendes Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa deres Bekostning for den Skade, der er Carl Johnsens Dødsbo forvoldt ved, at den i Skjøde afødt xx.xx.1905 Eiendommen No. 116 B ved Drammensveien tillagte Ret til Baadfæste ikke er fyldestgjort. Skjønsbeløbet at forrente fra Forligsklagen. I begge Tilfælde paastaaes Carl Johnsens Dødsbo hos sine Modparter in solidum tilkjendt Procesomkostninger ved Byretten og Høiesteret."

Af de i Byretsdommen omhandlede formelle Insigelser er her for Høiesteret kun gjentaget Paastanden om Afvisning paa Grundlag af, at Sagen ikke er anlagt som Aastedssag og paadømt med Meddomsmænd. Jeg er imidlertid i denne Henseende enig med Byretten i dens Afgjørelse, og jeg kan ogsaa i det væsentlige slutte mig til Byrettens Begrundelse i saa Henseende. Jeg kan ikke finde, at det her kan siges at have været nødvendig i faktisk Henseende, at Sagen behandledes paa Aastedet, for at den kunde blive tilstrækkelig oplyst og tilbørlig bedømt. Det er vistnok saa, at det for enkelte Oplysningers Skyld har vist sig ønskelig, at disse indhentedes paa Aastedet, men dette er ogsaa skeet, og forsaavidt som det ikke er skeet, har jeg ikke kunnet finde mig overbevist om, at de Oplysninger, der var af Betydning for Sagen, ikke kunde have været indhentet paa samme Maade og endogsaa under det Tingvidne som har været optaget. Jeg skal forøvrig i den Henseende henvise til, hvad der er anført under en Høiesteretsdom, som er gjengivet i Rt-1906-797.

Hvad Sagens Realitet angaar, er jeg kommet til samme Resultat som Byrettens Majoritet, og jeg slutter mig ogsaa i det væsentlige til Byrettens Domsbegrundelse. Jeg finder det ikke tvilsomt, at den Ret, som ved Skjødet afødt xx.xx.1895 er tilsikret B. Hansen, er en reel Ret til Fordel for den af ham kjøbte Eiendom No. 116 B til Drammensveien: At der i Skjødet er sagt, at denne Ret skulde hefte paa Eiendommen "Matr.-No. 114 F Drammensveien, og de samme Eiendomme fraskilte, men ikke bortskjødede Parceller", maa mener jeg efter Skjødets Indhold forøvrig temmelig klart være en Feilskrift for 114 E. Dette mener jeg fremgaar ligefrem af, at der i Skjødet af 1895 staar, at Baadfæsteretten skal være givet udenfor Bygdø All, og i Forbindelse dermed af den Omstændighed, at Sælgerne i Kjøbekontrakten til Moy afødt xx.xx.1897 har udvalt, at en Baadfæsteret paa 114 E er forbeholdt B. Hansen, medens det ikke fra nogen Side er antydet, at B. Hansen skulde være forbeholdt nogen anden Ret end netop den Baadfæsteret, som omhandles under denne Sag. Det Spørgsmaal som visselig er tvilsomt, og som jo er det, hvorom Sagen her væsentlig dreier sig, er da det, om den Ret, der saaledes ved det før nævnte Skjøde er forbeholdt Hansen, er saaledes paaheftet 114 E, at den senere Kjøber af denne Eiendom, Moy altsaa, har været pligtig til at taale den paa sin Eiendom som en reel Servitut til Fordel for 116 B. Som det af Kjøbekontrakten til Moy afødt xx.xx.1897 vil sees, er jo imidlertid Moy gjort bekjendt med,

Side:400

at Hansen er forbehold "fra Land tilkommelig Vaadfæste paa den omhandlede Tomt", det vil sige 114 E. Han burde da, mener jeg, i ethvert Fald Have Skjønnet, at det med denne Klausul i Kjøbekontrakten har været Sælgernes Mening at reservere for Hansen den Ret, som Hansen allrede tidligere havde erhvervet. Hvis han da ikke skaffer sig nærmere Underretning om denne Baadfæsterets Art, Væsen og Omfang og i der hele taget de nærmere Omstændigheder ved denne Ret, men uden videre kjøber 114 E efterat være gjort bekjendt med Baadfæsteretten, saaledes som tidligere blev anført, saa kan jeg ikke forstaa dette anderledes, end at han derved maa siges at have overtaget den Ret, som i det Hele tilkom B. Hansen i denne Henseende. Har han havt en anden Opfatning deraf, men ikke skaffet sig nærmere Oplysninger om Forholdet, faar han i Tilfælde selv tage Skade for Hjemgjæld. Det er denne Opfatning af Forholdet, som jeg finder udtrykt i Byretsmajoritetens Dom, og jeg vil derfor votere for, at denne Dom stadfæstes. Jeg finder det ikke bevist, at det nu er umulig at udøve den Hansen ved tidtnævnte Skjøde hjemlede Baadfæsteret.

Som det vil sees, har det for mig ingen afgjørende Betydning, hvorledes det forholder sig med det Spørgsmaal, som under Proceduren har været oppe om, hvorvidt bl.a. Skjødet til Hansen afødt xx.xx.1895 har været forevist for Moy, da Kjøbekøntrakten oprettedes eller før. Jeg finder imidlertid at burde bemerkte, at efter min Opfatning af den dokumenterede Procedure for Byretten i herhenhørende Henseende maa jeg gaa ud fra, at det ikke fra Moy's Side i betimelig Tid er benegtet hvad der er anført fra Olsens med fleres Side i Indlæg afødt xx.xx.1903, hvor der nemlig staar: "Ved Salget til Moy blev han ogsaa forevist Dokumenterne med de Kjøbere af Parceller fra 114 F, som var tillagt Baadfæste." Men har saaledes - som jeg altsaa maa gaa ud fra - Skjødet til Hansen været forevist for Moy, ialfald ved Salget, saa bestyrker dette mig end mere i det Resultat, som jeg kommer til.

Sagens Omkostninger for begge Retter maa efter min Mening ophæves.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves mellem alle Sagens Parter.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, idet jeg dog som efter min Mening ufornødent for Sagens Afgjørelse ikke vil udtale mig, om Moy's af Førstvoterende omhandlede Benegtelse er blevet betimelig fremsat eller ikke.

Assessor Thoresen: Jeg er med Hensyn til den fremsatte Afvisningspaastand, støttet til, at Sagen ikke er behandlet som Aastedssag, enig med Førstvoterende.

Hvad angaar Sagen Realitet, er jeg med Førstvoterende og Byrettens Flertal, enig i, at den ved Skjødet til B. Hansen afødt xx.xx.1905 ham for den her solgte Parcel indrømmede Ret til Baafæste maa ansees som en reel Servitut, ligesom jeg ogsaa maa antage, at Meningen af Skjødet tiltrods for den ukorrekte Udtryksmaade - hvorom mere nedenfor - har været den, at Servituten quæstionis skulde hvile, paa Moy's Eiendom 114 E. Spørgsmaalet er altsaa, hvorvidt der ved Salg af sidstnævnte Eiendom fra Olsen,

Side:401

Andersson og Paus til Moy er draget behørig Omsorg for, at Servituten quæstionis paa en for Kjøberen bindende Maade er den solgte Eiendom paaheftet som reel Servitut, hvilket var Sælgernes Pligt ligeoverfor Hansen. Jeg antager ikke, at, dette paa fyldestgjørende Maade er skeet. Moy benegter bestemt at have Kjendskab til nogen saadan Servitut paa sin Eiendom. Han paastaar, at han alene kjendte til en personlig Ret for B. Hansen og enkelte andre til Baadfæste udenfor sin Eiendom og paaberaaber sig i saa Henseende den udfærdigede Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1897 og Skjødet afødt xx.xx.1898. Udtryksmaaden i disse Moy's Hjemmelsdokumenter tyder efter min Formening ingenlunde hen paa, at Servituten skulde være reel. Meget mere synes den Omstændighed, at Baadfæsterettigheden i Kjøbekontrakten kun nævnes som forbeholdt bestemte, navngivne Personer, nærmest at tyde hen paa, at Rettigheden kun er tilstaaet disse Personer og ikke deres Eiendomme. Havde det sidste været Meningen, saa var det Sælgernes Pligt i Dokumenterne udtrykkelig at gjøre opmerksom herpaa. Heller ikke iøvrig foreligger der tilstrækkelige Oplysninger om, at Moy har havt Kjendskab til nogen reel Servitut, der paahvilede han Eiendom. Nogen saadan er ikke anmerket paa hans Skjøde og findes heller ikke i den fremlagte Panteattest. Det er gjort gjældende af Emanuel Olsen, Nils Andersson og Severin Paus, at ved Salget til Moy blev han forevist Dokmenterne med de Kjøbere af Parceller fra 114 F, som var tillagt Baadfæste. Han skulde altsaa efter dette have kjendt til Indholdet af Skjødet afødt xx.xx.1895. Dette er imidlertid fra Moy's Side benegtet. Der har været Tvist om, hvorvidt Benegtelsen ikke er fremkommet for sent. Jeg er tilbøielig til at antage, at Benegtelsen er betimelig fremsat. Men selv om Moy ved den nævnte Leilighed har havt Anledning til at se Skjødet quæstionis, kan det efter min Formening ikke være afgjørende. En Kjøber af fast Eiendom har Ret til at kræve, at hans Rettigheder og Forpligtelser angives i hans egne Hjemmelsdokumenter og er ikke forpligtet til for at komme paa det Rene med Hensyn til disse i Detalj at granske andres Papirer. Hertil kommer, at Skjødet afødt xx.xx.1895 er vildledende og inkorrekt, naar der forsaavidt tales om, at Baadfæsterettigheden skulde paaheftes Matr.-No. 114 F og de samme Eiendom fraskilte, men ikke bortskjødede Parceller. Moy's Eiendom 114 E er ikke udgaaet fra 114 F. Da jeg saaledes finder, at Moy's Eiendom ikke paa for ham bindende Maade er paaheftet den der omhandlede Servitut som reel Servitut, vil jeg votere for, at han frifindes.

Jeg antager imidlertid, at Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus som Følge af, at de ikke paa behørig Maade har sørget for, at Papirerne vedkommende Salget til Moy blev saaledes affattede, at Servituten paa 114 E er bindende for ham som reel Servitut, maa pligte Erstatning ligeoverfor Johnsens Bo i Overensstemmelse med Byrettens Minoritets Konklusion, dog saaledes, at der i denne udtrykkelig præciceres, at Servituten ikke er blevet paaheftet 114 E som reel Servitut.

Jeg mener, at Sagens Omkostninger for Byretten og Høiesteret maa blive at ophæve. Da jeg efter den stedfundne foreløbige Konference er vidende om, at min Mening ikke deles af Rettens Flertal, anser jeg det upaakrævet at formulere nogen Konklusion.

Ekstraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Med Hensyn til formalia er jeg enig med Førstvoterende.

Side:402

I realiteten slutter jeg mig til Hr. Assessor Thoresen og voterer som han for et Udslag overenstemmende med Minoritetens Votum i Byretten. Det forekommer mig forøvrig tvilsomt, om der er processuel Adgang til at afsige saadan Dom, da Carl Johnsens Bo ikke for Høiesteret har nedlagt nogen særskilt Erstatningspaastand ligeoverfor Olsen, Andersson og Paus, men alene subsidiært har paastaaet disse tre in solidum med Moy tilpligtet at svare Erstatning, hvilken Paastand er fremsat for det Tilfælde, at det skulde ansees godtgjort at Moy var pligtig til at taale Servituten som reel Heftelse paa sin Eiendom, men at dens Udøvelse er umuliggjort ved foretagne Forføininger over Stranden.

Med Assessor Thoresen antager jeg, at forat en Eiendom skal ansees paalagt en videregaaende Servitut end den, der med lighed fremgaar af Dokumenter, der angaar vedkommnede Eiendom, maa der kræves et klart Bevis for, at Eieren har overtaget Forpligtelsen i saadan videregaaende Udstrækning. Om nærmere Angivelse af Servitutens Beskaffenhed findes i tinglyste Dokumenter vedkommende andre Eiendomme, kan, naar disse Dokumenter ikke er anmerkede paa den tjenende Eiendom, efter min Formening ikke forpligte dennes Eier til nærmere at undersøge Forholdet eller til at taale Servituten i videre Udstrækning end den, der følger af de Dokumenter, der er betegnede eller registrerede som vedkommende hans Eiendom. Jeg lægger derfor ogsaa mindre Vegt paa, om Skjødet paa Matr.-No. 116 B til B. Hansen har været forevist for Moy. Han havde efter min Mening ingen Pligt til at anstille nogen nærmere Undersøgelse angaaende dette Dokuments Indhold, naar det ikke blev paaberaabt i hans egen Kjøbekontrakt eller Skjøde; og om han i saa Henseende maatte kunne bebreides nogen Uforsigtighed, saa mener jeg, at denne mere end ækvivaleres ved den Uforsigtighed, som hans Medkontrahenter har gjort sig skyldige i ved ikke i Salgsdokumenterne vedkommende Matr.-No. 114 E nærmere at præcisere Servitutens Beskaffenhed og Omfang.

Ekstraordinær Assessor, Byretsjustitiarius Jensen: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Andenvoterende.

Ekstraordinær Assessor, Kriminaldommer Smith: Jeg er enig med Hr. Assessor Thoresen og tiltræder ogsaa Hr. Assessor Vogts Bemerkninger.

Justitiarius Løchen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overenstemmende med Førstvoterendes Konklusion.

Af Byrettens Dom hidsættes:

Ved Skjøde afødt xx.xx.1895 solgte Emanuel Olsen, Nils Andersson og Severin A. H. Paus til Murmester Bernt Hansen Eiendommen Drammensveien Matr.-No. 116 B., der var udskilt som Parcel af Drammensveien Matr.-No. 114 F. Ved Salget vedtog Sælgerne blandt andet følgende Servitut "paa vor Eiendom Matr-No. 114 F. Drammensveien og de samme Eiendom fraskilte, men ikke bortskjødede Parceller" - "Hansen gives for den her solgte Parcel Ret til Baadfæste indtil 6 Alens Bredde paa Eiendommen udenfor Bygdø All, saaledes som denne nu er reguleret". Ved Skjøde afødt xx.xx.1898 solgte Murmester Hansen den ham tilskjødede Eiendom til Carl Johnsen. Imidlertid havde Emanuel Olsen Nils Andersson og Sev. Paus ved Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1897 solgt Eiendommen Drammensveien Matr.-No. 114 E, der ligesom Matr.-No. 114 F var udskilt

Side:403

fra Drammenveien Matr.-No. 114, til Grosserer Johan Moy. I denne Kjøbekontrakt anføres: "Kjøberen er gjort bekjendt med, at Murmester B. Hansen, Ingeniør I. Rasmussen, Advokat Ingar Nilsen, Kapitein S. A. Paus, Skræddermester A. Røsholm og Emanuel Olsen er forbeholdt fra Land tilkommelig Baadfæste paa den omhandlede Tomt. Den solgte Eiendom garanteres fri for Heftelser eller Byggeservituter udenfor de i nærværende Dokument udtrykkelig anførte. Det bemerkes, at af ovennævnte Baadfæsteservituter er Byggmester Hansen sikret en Plads i Sjøen af 6 Alen, medens de øvrige (A. Røsholm muligens undtaget) kun er sikrede Baadfæste. Hvad Røsholm angaar, saa garanteres; at hans Ret i denne Henseende ikke er videre end Hr. Hansens". I det senere den 17 Januar 1898 af Sælgerne til Grosserer Moy udstedte Skjøde er blandt andet anført: "Kjøberen er gjort bekjendt med de paa Eiendommen hvilende Baadfæsteservituter".

Den til Grosserer Moy solgte Eiendom har senere faaet nyt Matr.-No. 100 ved Bygdø All. Da denne Parcel, som det fremgaar af det foran anførte, ikke saaledes som Drammensveien Matr.-No. 116 B har udskilt fra Drammensveien Matr.-No. 114 F, blev der ikke ved Tinglysning af Grosserer Moys Skjøde paa dette anmerket noget om den Baadfæsteservitut, som i det ovennævnte Skjøde til Murmester Bernt Hansen var paaheftet sidstnævnte Eiendom og de samme fraskilte Parceller.

Under nærværende Sag har ovennævnte Carl Johnsens Dødsbo, da dette ikke efter det i Skjødet til Murmester Hansen givne Tilsagn for sin Eiendom Matr.-No. 116 B ved Drammensveien har kunnet erholde Adgang til Baadplads, som det specielt mener at have Krav paa at erholde anvist paa Grosserer Moy's ovennævnte Eiendom, efter forgjæves Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1902 sagsøgt Emanuel Olsen, Nils Andersson og Sev. A. H. Paus. og ligeoverfor dem nedlagt saadan Paastand: Principalt: De Indstevnte tilpligtes under en daglig løbende Mulkt at forskaffe Citantskabet den i Skjødet afødt xx.xx.1895 tilsikrede Baadplads. Subsidiært: De Indstevnte tilpligtes at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa de Indstevntes Bekostning for den Skade, der er forvoldt Citantskabet ved ikke at have erholdt den tilsikrede Baadplads, Skjønsbeløbet at forrente fra Paaklagen.

De Indstevnte har efter først at have varslet Grosserer Moy for Processens Skyld, ved Stevning afødt xx.xx.1902, principalt paastaaet sig frifundet med Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger, subsidiært paastaaet Sagen afvist og sig tilkjendt Kost og Tæring.

Citantskabet har derpaa efter forgjæves Forligsmægling ved Stevning afødt xx.xx.1903 anlagt Søgsmaal ogsaa og Grosserer Moy, ligeoverfor hvem det først har nedlagt samme Paastand som mod de oprindelig Indstevnte. Senere har det ligeoverfor Grosserer Moy forandret sin principale Paastand derhen, at Citantskabet som Eier af Matr.-No. 116 B Drammesveien kjendes berettiget til at udøve den i Skjødet afødt xx.xx.1895 sikrede Baadplads paa Moy's Eiendom Matr.-No. 100 Bygdø All. - - -

Naar der af de Indstevnte og Adciterede er nedlagt Paastand om Sagens Afvisning, er dette støttet til forskjellige Grunde. Forsaavidt det er paastaaet, at Sagen burde have været anlagt som Aastedssag og paadømt med Meddomsmænd, skal jeg bemerke, at der vistnok er enkelte af de drøstede Sider med Sagen, som kun ved en Granskning af Aastedet kan blive tilstrækkelig oplyste, saaledes Spørgsmaalet om, hvorvidt der efter Vandstandsforholdene overhovedet vil være Adgang til at henlægge Baade udenfor den paagjældende Eiendom, og hvoorvidt de Indstevnte og Adciterede i Tilfælde af, at dette Spørgsmaal maa besvares benegtende vil have paadraget sig Erstatningsansvar. Imidlertid er dog selve Hovedspørgsmaalet i Sagen, angaaende Retsgrundlaget for den af Citantskabet paastaaede

Side:404

Ret, knyttet til en Fortolkning af foreliggende Dokumenter, og har jeg af denne Grund og specielt efter det Resultat, hvortil jeg med Hensyn til Hovedspørgsmaalet er kommet, ikke fundet det nødvendig at afvise Sagen, fordi, den ikke er indledet som Aastedssag. - - -

Jeg kan for det første ikke finde, at de i Kjøbekontrakten og Skjødet vedkommende Adciteredes Eiendom benyttede Udtryk i og for sig leder Tanken hen paa nogen reel Servitut. I Kjøbekontrakten nævnes saaledes kun forskjellige Personer, hvem Ret til Baadfæste siges at være forbeholdt. Heller ikke kan den Omstændighed, at det siges, at Kjøberen er gjort bekjendt med vedkommende Servituter, være afgjørende for at han ogsaa var gjort bekjendt med, at de var indrømmede som reelle Servituter. Det er vistnok af de Indstevnte paastaaet, at de Dokumenter, ved hvilke vedkommende Servituter har indrømmede, havdes tilstede og forevistes Adciterede ved Handelens Afslutning. Men dette er af Adciterede benegtet og noget Bevis herfor er ikke af de Indstevnte tilveiebragt. Jeg antager ogsaa, at denne Adciteredes Benegtelse er betimelig fremkommen, idet jeg finder overveiende Grund til at fortolke den af Adciterede i hans Indlæg afødt xx.xx.1903 fremførte Benegtelse, ihvorvel den ikke er ganske utvetydig, overensstemmende med hans tidligere Forklaring af samme. Det kan fremdeles bemerkes, at Adciterede efter, vedkommende Servituts Art og de stedlige Forhold ikke findes at have havt nogen særlig Grund til at tænke sig, at det skulde være en reel Servitut. Idet det efter det anførte antages at den paagjældende Baadfæsteret er blevet paaheftet Adciteredes Eiendom alene som en personlig Servitut, er det deraf en videre Følge, at Adciterede vil være at frifinde.

Ligeledes vil de Indstevnte være at frifinde for Citantskabets principale Paastand, idet det mellem Citantskabet og de Indstevnte er paa det Rene, at det var Adciteredes Eiendom, Baadfæsteretten skulde paaheftes og en direkte Opfyldelse af den af de Indstevnte overtagne Forpligtelse saaledes ikke er mulig, Derimod vil, de Indstevnte maatte, tilpligtet at svare Citantskabet Erstatning, fordi de ikke har draget behørig Omsorg for, at den Citantskabet i Henhold til Skjøde afødt xx.xx.1895 tilkommende Baadfæsteret for deres Eiendom Drammensveien Matr.-No. 116 B er bleven paaheftet Adciteredes Eiendom Drammensveien Matr.-No. 114 E (Matr.-No. 100 ved Bygdø All). Erstatningen vil være at fastsætte ved Skjøn paa de Indstevnte Bekostning. Af Erstatningsbeløbet vil derhos efter den nedlagte Paastand være at svare Renter fra Forligsklagen.

M. Ebbell. - - - Det er efter Indholdet af det af de Indstevnte Em. Olsen m.fl. under 30 November 1895 til B. Hansen udfærdigede Skjøde paa Drammensveien 116 B ikke tvilsomt, at derved er hjemlet sidstnævnte Eiendom en reel Servitut over Skjødeudstedernes Eiendom Drammensveien 114 F. Og naar det derefter i den af de samme Eiere (af Drammensveien 114 F) til Indstevnte Moy udstedte Kjøbekontrakt afødt xx.xx.1897 og Skjøde afødt xx.xx.1898 udtrykkelig siges i den første at der "er forbeholdt B. Hansen Baadfæsterettigheder paa den omhanlede Tomt", og i det andet: "at Kjøberen er gjort bekjendt med de paa Eiendommen hvilende Baadservituter" - kan jeg for min Del ikke finde det synderlig tvilsomt, at herved er paabundet det Indstevnte Moy's Eiendom den Eieren af Drammensveien 116 B tilsikrede reelle Servitut. Om man end - som af Førstvoterende bemerket - vil gaa ud fra, at der ikke er ført Bevis for at Dokumenter, som betegnede Servituten som reel, er foreviste Indstevnte, Moy, og om man vil tage hans Benegtelse i saa Henseende som betimelig, saa mener jeg ialfald, at noget saadant Bevis er ufornødent.

Naar der i Indstevnte Moy's egne Hjemmelsdokumenterheder, at han er gjort bekjendt med, at Murmester B. Hansen var indrømmet en

Side:405

Baadfæsteservitut over hans Eiendom - uden at det i disse Dokumenter nærmere er angivet, om denne Servitut er reel eller personel - saa mener jeg, at der maatte være en meget sterk Opfordring for Hr. Moy og blive hans egen Sag nærmere at undersøge Forholdet med denne Servitut i det Hele. Og gjør han ikke det, faar han tage Skade for Hjemgjæld. Moy havde jo fuld Adgang til at faa Rede herpaa, da Skjødet til B. Hansen selvfølgelig er tinglyst. At Servituten efter den fremlagte Panteattest ikke er anmerket paa Moy's Eiendom No. 114 E, kan under disse Omstændigheder heller ikke forandret Forholdet. - Moy's egne Hjemmelsdokumenter giver fornødent Varsko.

Forklaringen til at Servituten ikke er anmerket paa Moy's Eiendom, synes forøvrig - som af de Indstevnte Em. Olsen m.fl. paapegt i deres Indlæg afødt xx.xx.1903, - at være den, at Parcellen No. 114 E (den af Moy senere kjøbte Eiendom) allerede tidligere var fraskilt Hovedbøllet og givet særskilt No., men ikke solgt saaledes, at da Parcellen 114 F senere blev udskilt, kom 114 E til at tilhøre Eieren af 114 F, der nu blev Hovedbøllet. Og det var Eieren af 114 F, paa hvilken Servituten qv. hvilede som reel Servitut, der hjemlede Indstevnte Moy han Eiendom, Parcellen 114 E. At vedkommende Pantebogfører under disse Omstændigheder ikke noterede den Eiendommen 114 F paaheftede Servitut som Heftelse paa Parcellen 114 E, er noksaa forklarlig. Men naar der i Moy's egne Hjemmeldokumenter henvises til paaheftede Servituter, saa mener jeg, at det maatte være Moy's Sag at undersøge og skaffe sig Rede paa Sammenhængen med disse. - - -

E. Kjerschow.

Efter nærmere Overveielse gaar jeg over til Assessor Kjerschows Opfatning og stemmer for en Konklusion overensstemmende dermed.

Siewers.