Rt-1908-776

Instans:	Høyesteretts kjæremålsutvalg - kjennelse
Dato:	1908-10-17
Publisert:	Rt-1908-776
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 28/2 s.A.
Parter:	Straffesag mod Kristian Alfred Hansen og Hans Andreas Aaserud (Aktor: Adv. H. O. Klingenberg - Forsvarer: Adv. Harbiz).
Forfatter:	Blom, Vogt, Hagerup Bull, Birkeland, Jensen, Justitiarius Løchen
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §317, §370, Vexeloven (1842) §15, §257, §285, §295, §318, §40

Assessor Blom: Ved Tiltalebeslutning, udfærdiget af Statsadvokaten i Buskerud og Kristians Lagsogne den 12 Juni 1908, blev

Side:777

blandt flere tiltalte Personer som No. 7 Kristian Alfred Hansen og som No. 8 Hans Andreas Aaserud sat under Tiltale ved Drammens Meddomsret til Fældelse for No. 7's vedkommende efter Straffelovens §257 for i 1907 og 1908 at have fra Holmen-Hellefos Fabriker og Tomter i Drammen uden Besidderens Samtykke og i Hensigt ved Tilegnelsen at forskaffe sig eller andre en uberettiget Vinding borttaget eller medvirket til Borttagelsen af efternævnte A/S Holmen-Hellefos tilhørende Gjenstande: Bomuldsdug,. Staaltraad, Baandjern, gamle Sække, Oljetønder og Støbejernsrør, og for No. 8's vedkommende efter Straffelovens §318, jfr. §317 for i Hensigt at forskaffe sig eller andre en uberettiget Vinding at have modtaget til Eie, Pant eller Brug, skjult eller forvaret Gjenstande, hvorom han vidste eller maatte forstaa, at de var nogen fravendt ved Underslag, Tyveri, Naskeri eller Ran, ved i Drammen 1907 og 1908 at afskjøbe de øvrige under Sagen tiltalte Personer en Mængde af de af dem fra Holmen-Hellefos stjaalne Gjenstande og særlig ved i 1906 at afkjøbe en Tiltalt de af ham stjaalne Jernbaneskinner. For No. 7's vedkommende er senere Tiltalen frafaldt, forsaavidt angaar Tyveri af Vaandjern og Støbejernsrør.

Ved den af Meddomsretten under 14 Juli 1908 afsagte Dom blev Tiltalte No. 7 for Forbrydelse mod Straffelovens §257 idømt en Straf af 35 Dages Fængsel, hvorimod Tiltalte No. 8 Hans Andreas Aaserud blev frifundet for Paatalemyndighedens Tiltale; de Domfældte blev derhos ilagt Sagsomkostninger.

Paa denne Dom har Statsadvokaten i Buskerud og Kristians Lagsogne ved tvende Ankeerklæringer af 29 Juli d. A. erklæret Anke. Denne er for No. 7's vedkommende begrundet i, at Domsgrundene ikke indeholder nogen nærmere Redegjørelse for de Omstændigheder, hvorunder denne Tiltalte har givet en af de øvrige Tiltalte Tilladelse til at borttage Bomuldsdug og Tomsække samt 2 Oljetønder, og at det derfor ikke kan sees, om han (No. 7) derved virkelig har medvirket til, at de af vedkommende Medtiltalte begaaede Tyverier er kommet til Udførelse.

For Tiltalte No. 8's Vedkommende er Dommen paanket til Ophævelse for det første fordi Dommen antages bygget paa en urigtig Forstaaelse af Straffelovens §317 og navnlig af de deri brugte Ord: «Maatte forstaa» osv., og for det andet fordi Domsgrundene ikke indeholder tilstrækkelige Oplysninger til Sagens Bedømelse forøvrig, hvis Høiesteret kommer til en anden Forstaaelse af Straffelovens §317 end den, som af Meddomsretten er gjort gjældende.

Ankerne er af Kjæremaalsudvalget henvist til Prøvelse i Høiesteret.

Meddomsretten har med Hensyn til de Fakta, hvorfor No. 7 er fældet, anseet det bevist, at han har givet den i Sagen som no. 1 tiltalte Person Tilladelse til at borttage Bomuldsdug og Tomsække samt 2 Oljetønder, og det siges videre, at han herved har gjort sig skyldig i Tyveri, idet han uden Besidderens Samtykke har medvirket til Borttagelse af Gjenstande i tyvagtig Hensigt. Retten anser det derhos godtgjort, at han har været vidende om, at han ikke har været bemyndiget til at give Tilladelsen. Derimod har Retten ikke leveret nogen nærmere Forklaring om, hvad den anser bevist med Hensyn til de nærmere Omstændigheder, hvorunder denne Tiltalte har givet den omhandlede Tilladelse, og der mangler saaledes i Domsbegrundelsen nødvendige Materialier til at afgjøre, om Tilladelsen rettelig er anseet

Side:778

som en Medvirken i Tyveri. Jeg mener derfor, at Anken for Tiltalte No. 7's vedkommende bør tages tilfølge.

Hvad Tiltalte No. 8 angaar, har Retten anseet det bevist, at han i 1907 og 1908 har afkjøbt 6 af sine Medtiltalte en Mængde af de fra Holmen-Hellefos stjaalne Gjenstande, og at han i 1906 har afkjøbt en af de Tiltalte de af denne stjaalne 2 Jernbaneskinner; men Retten har ikke fundet det bevist, at Tiltalte ved Kjøbet af disse Gjenstande enten vidste eller maatte forstaa, at de var fravendt nogen ved Underslag, Tyveri, Naskeri eller Ran. Retten har derhos nærmere tilføiet, at den ved Udtrykket «maatte forstaa» har gaaet ud fra, at Straffelovens §317 er saaledes at forstaa, at kun forsætlig Hæleri er strafbart. Som før antydet, er Anken da begrundet deri, at Paatalemyndigheden gjør gjældende, at de nævnte Ord i §317 rettelig maa forstaaes paa samme Maade, som om der havde staaet: hvorom han vidste eller burde have forstaaet, at den osv.

Jeg er kommet til det Resultat, at Anken bør forkastes, og jeg kan, ligesom Meddomsretten har gjort, i det store og hele henvise til den af Lagmand Thinn i Rt-1904-97-99 hævdede Fortolkning af Straffelovens §317, saaledes altsaa at jeg mener, at det ikke kan have været denne Lovbestemmelses Mening, at et Forhold, hvori man af Uagtsomhed kommer til at foretage en Gjerning, som i det ydre er beskrevet i §317, skal straffes som Hæleri. Jeg maa forøvrig ogsaa lægge særlig Vegt paa, at efter min Forstaaelse af Ordlyden i den nævnte § maa der efter den almindelige Opfatning af Ordene «maatte forstaa» deri ligge noget tvingende, altsaa et Udtryk for, at Tiltalte virkelig har faaet den Forstaaelse, hvorom der er Tale, men derimod ikke Udtryk for noget pligtmæssig, altsaa for hvad Vedkommende burde have forstaaet i det foreliggende Tilfælde. Jeg finder derhos, at selve Indholdet af Forbrydelsen, saaledes som den er bestemt i §317, i sig selv taler mod, at man skulde antage, at Straffeloven her har villet ogsaa ramme det uforsætlige eller uagtsomme Forhold. Thi der staar nemlig, at til Forbrydelsens Kjendemerker udkræves, at den er begaaet i Hensigt at forskaffe sig eller andre en uberettiget Vinding, og dette mener jeg naturligst maa antages at sigte paa, at man har foretaget vedkommende Handling for at forskaffe sig en uberettiget Vinding netop derved, at man har befattet sig med Gjenstande, som var fravendt Eieren paa den i §317 nævnte Maade. Men i saa Tilfælde der det jo ikke rimelig, at Loven skulde ogsaa ville omfatte den uagtsomme Handling. Fremdeles maa jeg særlig fremhæve Bestemmelsen i Straffelovens §40, som siger, at paa den, som ei har handlet med Forsæt, kommer ikke denne Lovs Straffebestemmelser til Anvendelse, medmindre det udtrykkelig er bestemt eller utvetydig forudsat, at ogsaa den uagtsomme Handling er strafbar. Men i hvad jeg tidligere har anført, ligger, at jeg ikke kan finde utvetydig udtalt i §317, at den ogsaa skal have Anvendelse paa uagtsomme Handlinger. Saameget mere finder jeg at burde holde mig til den Forstaaelse af §317, jeg her har gjort gjældende, som jeg mener, at netop i et Forhold som dette vilde det være ganske særlig nødvendig, at Loven udtrykkelig havde tilkjendegivet, at den ogsaa angaar uagtsomme Handlinger. Thi jeg henholder mig ganske til, hvad der af Lagmand Thinn er udtalt i den tidligere citerede Afhandling, og hvad Lagmand Kjerschow har sagt i sin Afhandling i Rt-1903-737, nemlig at det visselig vilde være stødende

Side:779

mod den almindelige Retsbevidsthed at betegne en uagtsom Handling af heromhandlede Slags som Hæleri.

Hvad Motiverne til Straffeloven angaar, kan jeg ikke finde det absolut afgjort, at Straffelovskommissionen har villet have §317 gjort anvendelig ogsaa paa uagtsomme Handlinger. Jeg skal ikke indlade mig paa at forfølge §'ens Tilblivelseshistorie i det hele taget; men naar man sammenholder det første Udkast til §'en af 1893 med det endelige Udkast, saa staar det mig noksaa tydelig, at det i det første Udkast ikke har været vedlommende Lovkoncipists Mening med Ordene «maa (maatte) forstaa (antage)» at ville have ogsaa de uagtsomme Handlinger indbefattet under §'en. Naar Begrundelsen af den heromhandlede § i Straffelovkommissionens Motiver ikke er optaget i hele den Udstrækning, hvori den var anført i Udkastet af 1893, saa kan jeg ikke antage, at dette er foranlediget derved, at Straffelovkommissionen har havt en anden Mening om det, hvorom der her spørges, end Forfatteren af Udkastet af 1893 efter min Mening havde.

Jeg skal sluttelig gjøre opmerksom paa, at Høiesteret ved Forstaaelsen af den ældre Straffelovs Kap. 21 §15 har opfattet de samme Ord, som her omhandles, nemlig Ordene «maatte indse» paa den af Paatalemyndigheden hævdede Maade, jfr. Rt-1902-263. Men Tilfældet var der forskjellig fra Forholdet i nærværende Sag. Thi under Sagen af 1902 var det fuldt paa det Rene, at Lovgivernes Mening med Ordene «maatte indse» i Kap. 21 §15 var, at de skulde forstaaes, som om der havde staaet: «burde have indseet.» Og derhos mener jeg, at der er en saadan Forskjel paa Gjerningsindholdet efter den ældre Straffelovs Kap. 21 §15 og den nuværende Straffelovs §317, at jeg ikke tror, det er nødvendig at tillægge Udtrykket «maatte forstaa» i den nye Lov samme Betydning som Ordene «maatte indse» i den ældre Lov.

Jeg mener altsaa som anført, at Anken for den heromhandlede Tiltaltes Vedkommende maa blive at forkaste.

Konklusion:

For Tiltalte No. 7 Kristian Alfred Hansens vedkommende ophæves Meddomsrettens Dom og den til Grund for samme liggende Hovedforhandling, fordi Domsgrundene ikke indeholder tilstrækkelige Oplysninger til Afgjørelse af, hvorvidt den Tilladelse, som han har givet Tiltalte No. 1, rettelig er anseet som Medvirkning.

For Tiltalte No. 8 Hans Andreas Aaseruds vedkommende forkastes Anken. (Vanlige Salærer).

Ekstraordinær Assessor, Sorenskriver Vogt: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Hagerup Bull: Jeg er for Tiltalte No. 7 kommet til samme Resultat som de tidligere Voterende og kan i det Væsentlige tiltræde Førstvoterendes Begrundelse.

For Tiltalte No. 8 mener jeg derimod, at Paatalemyndighedens Anke maa gives Medhold, idet jeg tiltræder dens Forstaaelse af Straffelovens §317. Jeg bygger i saa Henseende først og fremst paa Lovstedets Ord. Det opstilles her ikke som Betingelse, at Paagjældende vidste eller forstod, at en Fravendelse forelaa. Loven fordrer kun, at Vedkommende vidste eller maatte forstaa, at saa var Tilfældet. Denne Udtryksmaade er aabenbart ikke tilfældig fremkommet. Loven har ikke villet gjøre Stafbarheden afhængig af en

Side:780

faktisk foreliggende Forstaaelse, men af, hvorvidt Omstændighederne var saadanne, at den Paagjældende, som Loven udtrykker sig, «maatte forstaa». Hvad der herved skal forstaaes, kan ganske vist underkastes Tvil; men det staar for mig som utvetydig, at Loven ikke kan have villet - hvad, saavidt jeg formaar at opfatte, de foregaaende Voterendes Standpunkt hviler paa - at den Paagjældende faktisk har havt den og den Forstaaelse. Kriteriet søger Loven, saaledes som den udtrykker sig, i en vis Beskaffenhed af de objektive Forhold. Det kan vistnok paastaaes, at hvor den Paagjældende ikke har forstaaet, kan Omstændighederne heller ikke have været saadanne, at han maatte forstaa. Men det forekommer mig aabenbart, at man herved underlægger Loven en Tankegang, den ikke kan have havt. Enhver Forstaaelse er betinget af, at den Paagjældende bruger sine Sanser og sin Tænkning. Hvis man ikke vil indskyde dette som en af Loven underforstaaet Betingelse, vil der overhovedet aldrig kunne foreligge Omstændigheder, hvorunder den Paagjældende maatte forstaa. At Loven har foretrukket Udtryksmaaden maatte forstaa fremfor Udtrykket burde forstaa, kan maaske hidrøre fra, at det samme Udtryk, som af Førstvoterende berørt, i den af mig underlagte Forstaaelse allerede var benyttet i den ældre Straffelovs Kap. 21 §15 No. 2. Muligens kan man vel ogsaa ved Anvendelsen af Udtrykket «maatte» have villet betegne, at der skulde forefindes Omstændigheder, som i sterkere Grad udelukkede en modsat Forstaaelse, end om man havde benyttet Ordet «burde».

Jeg mener dernæst, at ogsaa Lovparagrafens Tilblivelseshistorie utvetydig viser, at Hensigten har været at fastslaa, hvad jeg mener nu ligger i §'en. I Rigsadvokat Getz's Udkast af 1893 havde den § (§247), som ligger til Grund for den nuværende §317, i forskjellige Henseender en noget anden Redaktion. At merke kan særlig være, at det der ikke hed: han vidste eller maatte forstaa, men: han ved eller maa antage. I Motiverne til Getz's Udkast (Side 92) er der om denne Bestemmelse anført følgende: «Herved indtræder for det første, hvad der er Sagens praktiske Side, den Skjærpelse af konkludente Fakta, der maatte lede til den Slutning, at Tingene var erhvervet ved en Forbrydelse, stilles ved Siden af positiv Viden. Da Hælere forsigtigvis afholder sig fra at erhverve denne, er det ønskelig, at Loven ligefrem afskjærer den Indvending, at de dog intet positivt vidste. Nogen Ubillighed ligger vistnok ikke deri, al den Stund den dog fordrer Omstændigheder, der leder til en bindende Slutning.» Disse Udtalelser er i det væsentlige gjentaget i Straffelovkommissionens Udkast, Motiverne Side 260. Derimod har Straffelovkommissionen ikke indtaget, hvad derpaa følger hos Getz: «Dernæst gjør Udkastet imidlertid ogsaa Hæleristraffen anvendelig med Hensyn til Gjenstande, som i Virkeligheden er erhvervet paa en hæderlig Maade eller ialfald ikke ved Underslag osv., naar Tiltalte dog har maattet antage, at en saadan Forbrydelse forelaa. Da der her ialfald et fuldbyrdet Forsøg er gjort, kan dette ikke betegnes som nogen Uretfærdighed; og af ikke ringe praktisk Interesse maa det erkjendes at være, at man herved sættes istand til sikrere at faa Hæleren dømt, uden at der føres Bevis for en særlig Underslags- eller Tyvshandling.» Det vil altsaa sees, at Getz ved sit Udkast i dobbelt Henseende tilsigtede en Udvidelse af det tidligere Hæleribegreb, dels derved, at konkludente Fakta, der maatte lede til den Slutning, at Tingen er erhvervet ved en Forbrydelse, stilles ved Siden af positiv Viden, dels derved, at Hæleristraffen skulde gjøres anvendelig med Hensyn til Gjenstande,

Side:781

som i Virkeligheden er erhvervet paa en hæderlig Maade eller ialfald ikke ved Underslag osv., naar Tiltalte dog har maattet antage, at en saadan Forbrydelse forelaa. Straffelovkommissionen fremstiller Forholdet saaledes, at den i sit Udkast medtager den Skjærpelse, som Getz først omhandler, hvorimod den intet nævner om den anden tilsigtede Udvidelse. Hvorvidt Straffelovkommission herved har gaaet ud fra, at den anden Udvidelse af Begrebet ikke vilde indtræde efter dens Udkast, kan maaske være tvilsomt, idet Kommissionen indleder sine Udtalelser om den første Udvidelse med at sige, at dens Affatning navnlig medfører denne Skjærpelse. Men en Mulighed er der ihvertfald for, at Kommissionen har ment at finde en sterkere Begrænsning af Begrebet ved at ombytte Ordet «antage» med «forstaa». Dette har imidlertid mindre Betydning. Hvad det her kommer an paa, er, hvorvidt ikke saavel Rigsadvokat Getz som Straffelovkommissionen har tilsigtet en virkelig Udvidelse af Hæleribegrebet ved den «Skjærpelse», som begge omhandler i sine Motiver. Og i saa Henseende forekommer Forholdet mig ikke at kunne være tvilsomt. Begge anfører, at visse konkludente Fakta stilles ved Siden af positiv Viden. Ved Siden af det subjektive Kriterium, positiv Viden, er altsaa som et ligestillet Alternativ nævnt udvortes Omstændigheder af en vis Beskaffenhed. Disse udvortes Omstændigheder siges at skulle være af den Beskaffenhed, at de maatte lede til den Slutning, at Tingen var erhvervet ved en Forbrydelse. Herom er at sige det samme som af mig med Hensyn til Lovstedets Ord anført, at et Faktum er konkludent, naar det leder den, der bruger sine Sanser og sin Tænkning, til den Slutning, som bliver at drage af det nævnte Faktum. Getz og Straffelovkommissionen fremhæver videre som et Motiv for den nye Formning af Hæleribegrebet, at «det er ønskelig, at Loven ligefrem afskjærer den Indvending, at de (Hælerne) dog intet positivt vidste». Jeg indser ikke, at denne Indvending kan være afskaaret, medmindre Loven er at forstaa, som dens Ord lyder, at jevngodt med positiv Viden er visse ydre Fakta, hvis Tilværelse gjør det irrelevant, om positiv Viden foreligger. Endelig fremhæves det i Motiverne, at det nye Hæleribegreb ikke medfører nogen Ubillighed, al den Stund der fordres Omstændigheder, som til leder en bindende Slutning. Der sees her paanyt fremhævet som Kriteriet ydre Omstændigheder af en vis Art, Omstændigheder, som leder til en bindende Slutning, - hvorved det er selvforstaaet, at den paagjældende maa bruge sin Slutteevne.

Jeg skal videre fremhæve, at som af Førstvoterende berørt, er Udtrykket «maatte indse» i den gamle Straffelovs Kap. 21, §15, No. 2 antaget at skulle forstaaes som synonymt med «burde indse». Foruden den af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom i Rt-1902-kan her ogsaa henvises til en af Overstyret for Konkursvæsenet afsagt Kjendelse, Rt-1904-449. Den nye Straffelovs §285 har i det Væsentlige gjentaget Begrebsbestemmelsen med Hensyn til den paagjældende Forbrydelse, og det er derfor vel antagelig, at man vedblivende finder at maatte forstaa denne Bestemmelse paa samme Maade som Bestemmelsen i den ældre Straffelov. Det forholder sig som af Førstvoterende anført saa, at Udtryksmaaden i den ældre Straffelov blev valgt netop med den udtrykkelige Hensigt at medtage ogsaa den, som vel ikke faktisk indsaa, hvorledes Forholdet var, men som burde have indseet dette. Og der er saavidt mig bekjendt ikke nogen Antydning ved den nye Lovs Tilblivelse i Retning af, at man nu har villet give en i Indhold forskjellig Bestemmelse fra den

Side:782

tidligere. Men det forekommer mig lidet heldigt om man i en og samme Lov skal anse det samme Udtryk anvendt i to forskjellige Bestemmelser som indeholdende en forskjellig Mening. Jeg siger: samme Udtryk, idet jeg finder, at Udtrykket netop i den Henseende, hvorpaa det her kommer an, er det samme. Og jeg skal tilføie, at naar man ved Redaktionen af §317 har optaget de i den ældre Straffelov benyttede og med bestemt Hensigt benyttede Ord, saa er allerede dette for mig en sterk Grund for at antage, at man i §317 derved har villet betegne det samme.

Jeg skal sluttelig bemerke, at jeg heller ikke finder, at der kan gjøres nogen Indvending mod den af mig hævdede Forstaaelse hentet derfra, at §en som en Stafbarhedsbetingelse opstiller den Hensigt, «at forskaffe sig eller andre en uberettiget Vinding». Denne Betingelse vil ganske vist sterkt indskrænke §ens Anvendelse; men den forekommer mig netop at afskjære de Tilfælde, hvor man kunde finde en Lovforstaaelse som den af mig hævdede betænkelig. Efter den Forstaaelse, jeg har, vil det i den Henseende være nok, f. Eks. at den Paagjældende har tænkt sig, at den, der frembyder ham Gjenstande til Salgs til Spotpris, gjør det af Nød, Letsind, Forstandssvaghed eller Uerfarenhed. Om han tænker sig, at en Forgaaelse kun indgaar under Straffelovens §295, og at det er gjennem et Brud paa denne §, hans Binding blev uberettiget, saa mener jeg altsaa, at han derfor ligefuldt fylder Maalet efter §317, selfølgelig forudsat, at Omstændighederne var saadanne, at han burde forstaa, at Gjenstandene i Virkeligheden var fravendt ved Underslag, Tyveri etc.

Da jeg staar alene med min Opfatning, finder jeg det unødvendig at forme nogen Konklusion.

Assessor Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

De ekstraordinær Assessorer, Lagmand Vogt og Byrets-Justitiarius Jensen og Justitiarius Løchen: Ligesaa.

Høiesterets Kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.