Rt-1909-117

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-01-13
Publisert:	Rt-1909-117
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 1/1 B. s.a.
Parter:	Centralbanken for Norge. (Overretssagfører Gottlieb Jenssen til prøve mod Andreas Løvlie (Advokat Rieber-Mohn).
Forfatter:	Motzfeldt, Skattebøl, Vogt, Roll, Birkeland, Platou, Reimers
Lovhenvisninger:	LOV-1754-05-14-§4

Assessor Motzfeldt: Angaaende nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder henviser jeg til præmisserne til den af Kristiania byret under 30 juni 1906 afsagte dom. Ved denne blev Andreas Løvlie dømt til at betale Centralbanken for Norge kr. 3.000,00 med 5 procent renter fra 1 juli 1904, men forøvrig frifundet. Sagens omkostninger blev ophævet.

Byrettens dom er af Centralbanken for Norge som hovedappellant og af Andreas Løvlie som kontraappellant indbragt til høiesteret. Her har banken paastaaet Løvlie tilpligtet at betale banken kr. 5.000,00 med 5 procent aarlig rente fra 1 juli 1904. Løvlie har paastaaet sig principalt helt frifundet, subsidiært frifundet mod at betale kr. 3.000,00

Side:118

med renter. Begge parter har derhos paastaaet sig tilkjendt procesomkostninger

Løvlies principale paastand hviler paa den betragtning, at den omhandlede pantobligation paa kr. 5.000,00 blev indfriet af Sørensen selv den 12 februar 1903 og da skal være bortfaldt ved konfusion og følgelig ikke heftede paa pantet, da tvangsauktionen afholdtes. Med byretten er jeg enig i, at denne betragtning ikke kan gives medhold, og jeg tiltræder i det væsentlige, hvad byretten derom har anført. »Sørensen stod ikke i noget øieblik som pantobligationens eier og disponerede heller ikke i noget øieblik den sum, der mod obligationens deposition i banken reistes til dækkelse af obligationens tidligere eiers fordring. Transaktionen foregik direkte mellem den tidligere eier og banken. Efter af banken at have modtaget pengene leverede den tidligere eier banken obligationen. En pantedebitor maa, naar en pantobligation forfalder, under almindelige omstændigheder kunne disponere over pantobligationens værdi for at faa reist penge paa obligationen for at dække den tidligere eier. Men dette ville jo ikke kunne ske, om obligationens værdi forsvandt i samme øieblik, som pengene reistes. Her har den tidligere eier efter debitors anmodning overdraget Centralbanken obligationen til sikkerhed for det laan, denne gav til indfrielse hos den tidligere eier. Og uden obligationen til sikkerhed vilde laanet ikke være blevet givet. Var obligationen blevet solgt til banken, vilde der efter min mening ingen indvending kunne været reist. Nu har imidlertid i realiteten intet salg fundet sted. Uagtet obligationen blev overleveret banken med transport in blanco, der senere er udfyldt til banken, er det paa det rene, at obligationen alene blev givet banken til sikkerhed. Men da banken jo i ethvert fald har sikret sig obligationens værdi, indtil den har faaet sin fordring betalt, finder jeg ikke grund til under de her givne forhold at bedømme spørgsmaalet om panterettens bestaaen anderledes, end om obligationen virkelig var overdraget til eiendom. Havde pantobligationen været indfriet, maatte jo Sørensen havt ret til at faa den aflyst. Men hertil havde selfølgelig Sørensen ikke havt ret. Begge parter forudsatte obligationen bestaaende som pantedokument. Og de efterfølgende panthavere har efter min mening her intetsomhelst krav paa at rykke op. Jeg behøver efter min betragtning ikke at gaa ind paa spørgsmaalet om, hvorvidt panteretten ved konfusion skulde være bortfaldt, om Sørensen noget øieblik her havde været eier af pantobligationen.

Løvlies subsidiære paastand er af byretten taget tilfølge. Byretten antager, at det oprindelig var meningen, at obligationen skulde tjene til sikkerhed alene for Sørensens vekselgjæld, det vil sige laanet afødt xx.xx.1903 paa kr. 5.000,00. Depositoerklæringen afødt xx.xx.1904, der udvidede sikkerheden til at gjælde ethvert mellemværende, hvori Sørensen stod eller maatte komme til at staa til Centralbanken, kunde selvfølgelig kun gjælde for tiden efter den nævnte datum. I disse betragtninger er jeg enig. Byretten anser det videre ikke synderlig tvilsomt, at da vekselgjælden den 14 august 1903 ved af betaling var reduceret med kr. 2.000,00, havde oprykning af efterfølgende panthavere i den pantsatte eiendom som følge heraf fundet sted for disse kr. 2000,00; pantobligationen var saaledes kun gyldig for kr. 3.000,00 og blev følgelig ved tvangsauktionen over den pantsatte eiendom kun dækket for dette beløb. Heri er jeg ikke enig. Pantobligationen paa kr. 5.000,00 tjente i sin helhed banken til sikkerhed for dens fordring, indtil denne var helt indfriet. De afdrag, der indbetaltes paa Sørensens vekselgjæld

Side:119

til banken, blev selvfølgelig afskrevet paa denne, men ikke paa pantobligationen; denne blev ikke berørt deraf. Pantobligationen blev ikke benyttet som gjældsbrev, kun som depositum. For laanet blev der den 12 februar udstedt veksel paa kr. 5.000,00 med paategning om deposition af pantobligationen. Denne veksel blev den 12 mai fornyet med en veksel paa kr. 4.000,00 og igjen den 14de august med en ny veksel paa kr. 3.000,00. Afdraget blev kun afskrevet paa den gjæld, hyorfor pantobligationen laa som sikkerhed. Om pantobligationen havde været deponeret af en anden end debitor, kunde jo afskrivning paa pantobligationen ikke engang være faldt nogen ind. Om vekselgjælden blev misligholdt, havde banken ret til, hvor liden restfordringen end var, til sin dækkelse at sætte pantobligationen i sin helhed til auktion og af kjøbesummen at tage sig betalt for sin fordring. Herimod kunde ingen efterfølgende panthaver protestere. At banken ikke her har sat pantobligationen til auktion kommer af, at banken og Sørensens bo for at spare omkostninger blev enige om, at banken uden først at lade sig obligationen tilslaa ved tvangsauktion, direkte skulde kunne indkræve, hvad den havde at fordre, saaledes at udbyttet afskreves paa bankens fordringer i boet. Men dette forandrer ikke retsforholdet. Spørgsmaalet bliver da for mig alene dette: Var der adgang for debitor og kreditor den 14 august, da pantobligationen af debitor kunde indløses ved indfrielse af de kr. 3.000,00, hvorfor den da heftede - var der adgang for dem til at enes om, at obligationen derefter tillige skulde tjene som sikkerhed for andre forstrækninger, som debitor maatte erholde af banken? Eller kunde senere panthavere protestere herimod? Jeg antager, at en saadan disposition ikke vedkom de senere panthavere. Saalænge den foranstaaende pantobligation ikke er indfriet, maa de efterfølgende panthavere respektere den, uden hensyn til hvilke dispositioner rette vedkommende har gjort over den. Er pantobligationen deponeret af en anden end debitor og eieren senere gik med paa at udvide det ansvar, hvorfor pantobligationen skulde hefte, er det jo aldeles klart, at efterstaaende panthavere ikke som følge deraf kan rykke op. Paa samme maade antager jeg her, at naar pantobligationen først efter foranledning af Sørensen, af advokat Heber var disponeret paa en saadan maade, at den, uden at senere panthaveres ret derved var gaaet for nær, med hele sin værdi tjente banken som sikkerhed, var Sørensen berettiget til med hensyn til denne sikkerheds fordeling paa de forskjellige fordringer at ordne sig med banken, som han selv ønskede.

Da det er paa det rene, at Sørensen foruden den omhandlede vekselgjæld paa kr. 3.000,00 tillige paa kassekredit skyldte banken over kr. 2.000,00, vil efter min betragtning af forholdet banken være berettiget til at holde sig til den omhandlede pantobligation i dens helhed. Hvad angaar renterne, er der ingen indsigelse gjort.

Sagens omkostninger for byretten og høiesteret finder jeg grund til at ophæve.

Konklusion:

Andreas Løvlie bør til Centralbanken for Norge betale 5.000 kroner med 5 procent aarlig rente deraf fra 1 juli 1904 til betaling sker. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.

Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Skattebøl: Med hensyn til det første spørgsmaal, nemlig hvorvidt den omprocederede obligation, stor kr. 5.000,00, er bortfaldt ved konfusion eller ved, at den er betalt

Side:120

paa grund af ordningen den 12 februar 1903, er jeg enig med førstvoterende.

I henseende til det subsidiære spørgsmaal, om obligationen, da tvangsauktionen over den pantsatte gaard den 19 juni 1905 fandt sted, eksisterede for det fulde beløb, eller om den var gaaet ned paa grund af afbetalingerne paa veksellaanet, er jeg i det væsentlige enig med byretten. Det forekommer mig nemlig klart, at efter det den 12 februar passerede var obligationen overgivet til banken kun i det øiemed at tjene som sikkerhed for det kontraktør Sørensen samme dag ydede veksellaan paa kr. 5.000,00. Sørensen var allerede den tid skyldig banken over kr. 2.000,00 efter kassekredit, men om den var der ikke tale. Derfor blev heller ikke nogen depositoerklæring udstedt af Sørensen ved den tid. Dette skede først den 14 august samme aar, idet han da gav erklæring for, at obligationen skulde tjene som haandfaaet pant for ethvert mellemværende, hvori han stod eller maatte komme til at staa til banken. Men ved den tid var det laan, for hvilket obligationen tjente som sikkerhed, ved afdrag gaaet ned til kr. 3.000,00. Min opfatning af forholdet er, at efterhaanden som det laan, for hvilket pantobligationen var deponeret, gik ned, gik ogsaa den ret, banken efter obligationen havde, ned og med den virkning, at Løvlies obligation, der havde klausul om oprykningsret, sukcessive rykke de op. I denne henseende var der i forholdet lighed med et skadesløsbrev. Men naar saaledes veksellaanet og med det bankens panteberettigelse var gaaet ned til kr. 3.000,00, og Løvlies obligation var rykket tilsvarende op, kunde ikke dette til skade for Løvlie forandres ved, at Sørensen den 14 august gav depositionserklæring som anført. Sørensen havde ingen ret efter obligationen; han var debitor efter denne. Han kunde ikke til forfortrængsel for efterfølgende panthaver kalde obligationen tillive igjen, forsaavidt angaar de kr. 2.000,00, hvormed den gjæld, for hvilken den den var deponeret, var gaaet ned.

Efter dette vil jeg votere for stadfæstelse af byrettens dom. Jeg er enig med førstvoterende i, at omkostningerne ogsaa for høiesteret bør ophæves.

Ekstraordinær assessor, sorenskriver Vogt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Jeg skal bemerke, at Løvlie har for høiesteret frafaldt den ved byretten fremsatte paastand om, at hans frifindelse maatte være en følge allerede deraf, at blankotransport efter vor ret skulde være ugyldig.

Med hensyn til Løvlies principale paastand skal jeg i tilslutning til førstvoterende anføre, at naar Centralbanken for Sørensens regning udlagde kr. 5.000,00 til hovedsagelig dækkelse af den daværende obligationseiers tilgodehavende paa betingelse af og i umiddelbar tilslutning til, at obligationen transporteredes til banken, vilde det staa i den bestemteste strid med parternes mening og med transaktionens grundlag og hensigt, ja nærmest maatte betegnes som selvmodsigende, om man vilde opfatte forholdet saaledes, at obligationen derigjennem var blevet indfriet af debitor med den virkning, at den til obligationen knyttede fordring ophørte at eksistere.

Med førstvoterende er jeg specielt enig i, at Sørensen, saasnart han frigjorde en del af den oprindelige beheftelse, som hvilede paa pantobligationen ifølge veksellaanet, maatte være berettiget til at samtykke i, at anden fordring indtraadte paa den ledige plads i prioriteten. Herved skede ikke nogen uretmæssig tilsidesættelse af de senere prioritetshaveres interesse, ligesaalidt som det vilde kunne siges, om

Side:121

forholdet i august 1903 havde været ordnet paa en maade tilsvarende til den, der fandt sted i februar samme aar. Hvilken tilfældig gevinst det vilde blive for de senere panthavere, om disse gaves optrinsret for de kr. 2.000,00, som Sørensen afbetalte paa vekselgjælden, vil fremgaa foruden af, hvad førstvoterende i saa henseende har paapegt, ogsaa af, at hvis Centralbanken og Sørensen var blevet enige om, at Sørensens afbetalinger skulde afskrives paa kassekreditkontoen og ikke paa vekselgjælden, vilde det være ganske ubestridelig, at pantefordringen fremdeles bestod i sin fulde udstrækning. Det maa her være afgjørende, at der er ikke skeet nogen direkte afbetaling paa pantobligationen, men alene paa den gjæld, til hvis sikrelse obligationen oprindelig var deponeret. Under dette forhold kan det ikke siges, at obligationen som saadan har til nogen tid været helt eller delvis indfriet eller saaledes overdraget debitor, at pantefordringen af hensyn hertil skulde være bortfaldt, om man da overhovedet vil opretholde den lære, at en af debitor indfriet eller udløst obligation ikke af ham - af hensyn til efterfølgende panthaveres optrinsret - igjen kan overdrages.

Assessor Roll: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende og tiltræder ogsaa i det væsentlige, hvad hr. assessor Vogt har anført.

Assessor Birkeland: Jeg er i alt væsentlig enig med hr. assessor Skattebøl og voterer med ham for stadfæstelse af byrettens dom med ophævelse af processens omkostninger for høiesteret.

Ekstraordinær assessor, professor Platou: Jeg er enig med førstvoterende, idet jeg derhos tiltræder hr. assessor Vogts bemerkninger. Jeg vil ogsaa særlig udhæve, at, det jo af selve transaktionen afødt xx.xx.1903 fremgaar, at parternes hensigt netop var den at ordne sig saa, at obligationen selv skulde blive staaende; thi ellers var den jo ubrugelig som haandfaaet pant for banken. Med andre ord, hvad der faktisk foregik, var det, at den tidligere eier af obligationen blev udløst, ikke at obligationen selv blev indløst.

Assessor Reimers: I det spørgsmaal, som først foreligger til afgjørelse i sagen, spørgsmaalet om obligationen, ved hvad der med hensyn til den passerede den 12 februar 1903, maa siges at være indfriet med den virkning, at de efterstaaende panthavere er rykket op i dens plads, har jeg en anden opfatning end de øvrige voterende. Efter alt, hvad der foreligger, mener jeg nemlig, at hvad der passerede den 12 februar 1903, i virkeligheden var en indfrielse af obligationen. Det fremgaar efter min mening med fuld evidens af sagens oplysninger. Forholdet er jo nemlig i virkeligheden dette, at obligationen, naar man bortser - og det mener jeg, man maa gjøre - fra den benyttede form, en transport in blanco, er blevet indfriet af Sørensen ved hjælp af det laan paa kr. 5.000,00, som han efter ansøgning erholdt i banken. Det er ikke banken, som har indfriet obligationen. Det er heller ikke banken, som har kjøbt obligationen. Det er Sørensen, som har indfriet den. Man maa mener jeg, her ikke tillægge den maade, hvorpaa transaktionen rent udvortes seet gik for sig, nogen afgjørende vegt. I saa henseende var jo - som det er paa det rene - forholdet det, at obligationen af den, som havde transport paa samme, advokat Heber, blev medbragt i banken og der blev overleveret bankens vedkommende, hvorefter han under tilstedeværelse af debitor efter obligationen, Sørensen, af banken blev udbetalt det beløb, som Sørensen med fradrag af diskonto erholdt som laan af banken. Men i virkeligheden er, naar man bortser fra dette rent ydre forhold, tingen den, at Sørensen ved

Side:122

hjælp af det laan, han fik i banken, indfriede obligationen ligeoverfor obligationens eier eller dens transporthaver, advokat Heber. At dette i virkeligheden er forholdet, illustreres, forekommer det mig, paa en ganske betegnende maade ved den kjendsgjerning, at kreditor efter obligationen, advokat Heber, ikke fuldt erholdt dækning for sit tilkommende af banken. Gjennem banken fik han nemlig kun udbetalt laanebeløbet kr. 5.000,00 med fradrag af diskonto etc. kr. 71,25, altsaa kr. 4.928,75, medens Sørensen selv for at dække differansen mellem dette beløb og de kr. 5.000,00 og for tillige at dække resterende renter maatte af egne midler tilskyde et beløb af kr. 226,25. At dette var det virkelige forhold, at altsaa hvad der virkelig passerede den 12 februar 1903 var en indfrielse af obligationen med paafølgende deposition hos banken for det laan, som Sørensen til indfrielsen optog hos banken, var noget, som det forekommer mig, at banken selv maatte være fuldt opmerksom paa. Jeg vil i saa henseende henlede opmerksomheden paa den ansøgning fra Sørensen afødt xx.xx.1903, i henhold til hvilken laanet blev bevilget. Det heder her udtrykkelig, at «obligationen beror for tiden hos advokat C. M. Hansen, hos hvem den skal indfries». Indfrielse er altsaa hensigten med laanets optagelse; og det siges udtrykkelig, at obligationen skal deponeres som sikkerhed for laanet. Det nævnes ikke med et ord, ligesom det heller ikke har været hensigten, at banken skulde indkjøbe obligationen. Det forhold, i hvilket banken ved transaktionen skulde stilles til obligationen, var, at denne skulde tjene som depositum for det laan, som banken bevilgede Sørensen, og at laanet skulde bevilges til selve indfrielsen af obligationen. Naar obligationen gjennem transaktionen sættes i bankens besiddelse, er det altsaa ikke som bankens eiendom, men som depositum. Den benyttede form, transport in blanco, er derfor i virkeligheden ingen eiendomsoverdragelse, men en anden form for en depositoerklæring, en form, som den 14 august næstefter blev ombyttet med en formelig depositoerklæring. Hermed stemmer det, at vekslen afødt xx.xx.1903 er forsynet med paategning saalydende: «Herimod deponeret pantobl. kr. 5.000,00 i Skovli.» Hermed stemmer det videre ogsaa fuldt ud, at den senere depositoerklæring af 14de august 1903 er undertegnet af Sørensen, som altsaa herigjennem betegner sig selv og af banken som modtager af erklæringen erkjendes som eier af obligationen, et forhold, som vilde være uforenlig med den forestilling, at banken gjennem transaktionen den 12 februar blev kjøber og eier af obligationen. Og af banken er her i skranken udtrykkelig erkjendt, at den kun besad obligationen som depositum. Efter det anførte mener jeg altsaa, at banken efter andragendet, der giver tydelig besked om laanets hensigt: indfrielse af obligationen, maa have havt fuld rede paa, at hvad der ved arrangementet den 12 februar fuldbyrdedes i bankens lokale, var en indfrielse af den obligation, som derefter, skjønt transportformen in blanco benyttedes, deponeredes af Sørensen som eier til sikkerhed for det laan, som i dette øiemed af ham blev ansøgt og af banken bevilget. Men naar man altsaa - som jeg mener, man maa - gaar ud fra, at hvad der skede den 12 februar, var en indfrielse af obligationen gjennem Sørensen, ikke en erhvervelse af banken som ny eier af obligationen, saa mener jeg, at følgen deraf maa være den, at obligationen er gaaet ud af tilværelsen som pantobligation i eiendommen med den følge, at Løvlie som indehaver af en senere obligation, i hvilken optrinsret er betinget, er rykket op. Om banken som følge heraf ikke faar den sikkerhed, som af Sørensen var den tilbudt, og som den selv mente sig at opnaa,

Side:123

mener jeg, at den ikke med føie kan beklage sig. Den har med aabne øine og med fuldt kjendskab til forholdet indgaaet transaktionen. Den ser, hvad der foregaar, obligationen indfries af Sørensen ved hjælp af et laan, som i dette øieblik bevilges af banken, og obligationen deponeres derpaa i banken som sikkerhed. Banken har da fuld opfordring til at overveie, om dette depositum, efter hvad der for dens øine er foregaaet, virkelig byder nogen værdi som sikkerhed for det laan, den bevilger debitor efter obligationen. Langt uheldigere stillet er her de efterstaaende panthavere. De har ingen adgang til at paase sit tarv, de staar udenfor den hele transaktion. Og ganske det samme gjælder i et forhold, som det forekommer mig, man maa have vel for øie: forholdet til tidligere eiere af pantet, som har kjøbt dette med overtagelse af de ved kjøbet paa den kjøbte eiendom hvilende tidligere heftelser. Kan det i forhold til disse med føie og med fyldestgjørelse af retfærdighedens krav siges, at de, skjønt den obligation er ble vet indfriet, for hvilken de ved sit kjøb af en eiendom, til hvilken de imidlertid senere er traadt ud af ethvert forhold, har overtaget personlig ansvar - kan det siges, at disse skulde vedblive at hefte for dette ansvar, efterat obligationen paa en saadan maade, som her i virkeligheden er skeet, er af debitor efter samme, den senere eier, der ligeledes har overtaget ansvar for tidligere heftelser, blevet indfriet? Og kan det her lede til et modsat resultat, at han har søgt at opretholde den indfriede obligation som værdipapir ved at benytte den som depositum for det laan, som han optager til indfrielsen? Jeg mener, at svaret maa blive nei. Paa samme maade maa det, efter hvad jeg har anført, stille sig i forhold til senere panthavere med oprykningsret. Ligeledes overfor mulige kautionister for vedkommende obligation.

Efter det anførte vil jeg altsaa votere for, at Løvlie frifindes for Centralbankens tiltale i sagen. - Jeg er enig med de foregaaende voterende i, at processens omkostninger for begge retter ophæves.

Høiesterets dom blev derefter afsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af byrettens dom hidsættes:

I henhold til misligholdt pantobligation afødt xx.xx.1900, tinglyst den 2 mars næstefter, stor til rest kr. 12.000,00, som den 28 februar 1905 er tiltransporteret Andreas Løvlie, blev eiendommen Skovli, gnr 197 og bnr 22 i Bækkelaget i Aker, den 19 juni 1905 stillet til tvangsauktion og herunder tilslaaet advokat Rieber-Mohn pr. kommission for nævnte Andreas Løvlie for en kjøbesum af kr. 16.600,00, hvilket bud paa stedet blev approberet. Bemeldte pantobligation er ifølge sit indhold prioriteret efter en 1 prioritets obligation til advokat Schiander, stor kr. 10.500,00, en 2 prioritets obligation til skibsreder J. C. A. Johannesen, stor kr. 5.000,00 og en 3 prioritets obligation til den samme stor til rest kr. 3.500,00 (oprind. paalydende kr. 5.000,00); summen af de foran Løvlies obligation prioriterede obligationer udgjør saaledes ifølge sidstnævnte obligations udvisende kr. 19.000,00. Efter hvad nævnte Johannesen personlig oplyste under tvangsauktionen den 19 juni 1905 var imidlertid hans omtalte 3 prioritets obligation dengang reduceret til et restbeløb af kr. 750,00. Den omtalte 2 prioritets obligation paa kr. 5.000,00, der er udstedt den 28 december 1896 og tinglyst 8 januar 1897, er efterat være gaaet gjennem forskjellige hænder under 11 april 1902 tiltransporteret advokat C. M. Hansen, hvorefter den er paaført en den 7 mai s.a. dateret paategning, der er saalydende: «Undertegnede kontraktør og ingeniør Sørensen vedtager at betale nærværende obligation med renter den 1 oktober 1902.»

Side:124

Senere er obligationen den 11 februar 1903 af advokat C. M. Hansen tiltransporteret advokat Gustav Heber (advokat Hansens fuldmægtig), og den 12 februar næstefter forsynet med følgende af Heber underskrevne paategning: «Nærværende obligation med renter fra idag tiltransporteres herved til Centralbanken for Norge.» De 3 sidste understregede ord, der er skrevet med en anden haandskrift end paategningens øvrige tekst, er efter hvad der er paa det rene, tilføiet senere, idet transporten oprindelig var skeet in blanco. Med hensyn til S. Sorensen, som har paaført paategningen afødt xx.xx.1902, bemerkes, at denne, som er afgaaet ved døden den 9 februar 1904, ved kjøbekontrakt afødt xx.xx.1900 har kjøbt den ovennævnte eiendom af fabrikeier Chr. Klemetsen for en kjøbesum af kr. 45.000,00.

Da Andreas Løvlie ved tvangsauktionskjøbet af eiendommen den 19 juni 1905 overtog de ved hans bud dækkede heftelser, har Centralbanken for Norge under paaberaab af, at den sidstomtalte, nævnte bank tiltransporterede pantobligation er dækket ved bemeldte bud, paastaaet ham tilpligtet at betale bemeldte obligations paalydende, kr. 5.000,00 med 5 % aarlig rente deraf fra 1 juli 1904 og sagsomkostninger.

Med hensyn til den omhandlede pantobligations transport til citantskabet foreligger der følgende oplysninger: Under 10 februar 1903 androg ovennævnte kontraktør Sørensen ved advokat Boysen Centralbanken for Norge om et laan paa kr. 5.000,00 mod 3 maaneders akcept eller vekselobligation samt mod depositum af en pantobligation, stor kr. 5.000,00 i den omtalte eiendom med prioritet efter en 1 prioritets obligation, stor kr. 10.500,oo, idet det opgaves i andragendet, at den tilbudte obligation beroede hos advokat C. M. Hansen, hos hvem den skulde indfries. Dette andragende, ifølge hvilket det ansøgte laan kun skulde optages «midlertidig», indtil obligationen kunde «omsættes som fast laan», blev samme dag indvilget, hvorefter Sørensen den paafølgende 12 februar fik diskonteret en 3 maaneders solaveksel (promesse), stor kr. 5.000,00, i nævnte bank, hvor den omhandlede pantobligation ved samme leilighed blev deponeret i blankotransporteret stand. Vekselen (promessen) blev 2 gange fornyet, hver gang efter erlæggelse af et afdrag paa kr. 1.000,00 og den sidste af fornyelsesvekslerne, som altsaa lyder paa kr. 3.000,00, og som forfaldt den 14 november 1903, er fremdeles uindfriet. Den 14 august 1903, da den sidste fornyelsesveksel blev udstedt, underskrev Sørensen en depositoerklæring, der er saalydende:. «Herved overdrages til Centralbanken for Norge som haandfaaet pant til sikkerhed for ethvert mellemværende, hvori jeg staar eller maatte komme til at staa til nævnte bank: Pantobl. kr. 5.000,00 - - -. Ifald gjælden ikke indfries eller fornyes i rette tid, skal Centralbanken være berettiget til ved offentlig auktion at bortsælge ovennævnte depositum eller de ved samme pantsatte eiendomme for i deres udbringende at søge dækning for gjælden med paaløbne renter og omkostninger.» I skrivelse afødt xx.xx.1905, altsaa samme dag som det ovenomtalte tvangsauktionssalg til indstevnte fandt sted, meddelte derefter advokat Boysen paa kontraktør Sørensens bos vegne Centralbanken, at der fra boets side ikke var noget til hinder for, at banken, uden først at lade sig tilslaa den deponerede obligation ved tvangsauktion, direkte indkrævede, hvad den maatte have ret til, dog saaledes, at udbyttet blev afskrevet paa bankens fordringer i boet, hvorpaa blankotransportpaategningen afødt xx.xx.1903 blev udfyldt med bankens navn, saaledes som ovenfor omtalt.

Indstevnte hævder, at den omhandlede pantobligation, paa hvilken citantskabet grunder sin paastand, ikke paa tvangsauktionstiden heftede paa den pantsatte eiendom, endsige med prioritet som af citantskabet paastaaet, og at den følgelig ikke er dækket ved hans auktionsbud og overtaget af ham.

Side:125

Han har med hensyn hertil anført, at bemeldte obligation bortfaldt ved konfusion, da ovennævnte Sørensen den 12 februar 1903 indfriede den mod blankotransport, og at hans egen obligation afødt xx.xx.1900, i henhold til hvilken tvangsauktionen blev rekvireret, og hvori optrinsret er betinget, samtidig rykkede op i den ledigblivende prioritetsplads. Dette gjælder ifølge indstevntes udsagn saameget mere som «blankotransporten» som saadan er ugyldig, og citantskabet fra første øieblik havde kjendskab til hele den faktiske sammenhæng. Indstevnte har videre anført, at blankotransportens udfyldelse først fandt sted efter tvangsauktionskjøbet, og at fornyelsesakcepten afødt xx.xx.1903 blev udfærdiget før depositoerklæringen af samme dato. For det tilfælde at retten alligevel maatte anse ham ansvarlig ligeoverfor citantskabet efter obligationen qu. i henhold til den under 12 februar 1903 stedfundne deponering af samme, har indstevnte subsidiært fremholdt, at bemeldte obligation sistnævnte dag kun blev deponeret til sikkerhed for den af Sørensen samtidig udstedte promesses paalydende, kr. 5.000,00, og altsaa ikke for andet mellemværende, hvori han stod eller maatte komme til at staa til citantskabet, og da bemeldte promessegjæld ved de senere stedfundne afbetalinger var blevet reduceret til kr. 3.000,00 dengang den sidste fornyelsesveksel og depositoerklæringen blev udstedt (14 august 1903), kan hans ansvar efter hans mening ikke under nogen omstændighed omfatte mere end sidstnævnte beløb, idet konfusion og oprykning ved afbetalingernes erlæggelse har fundet sted forsaavidt angaar de afbetalte kr. 2.000,00. I henhold til det saaledes anførte har indstevnte paastaaet sig principaliter frifundet, og subsidiært frifundet mod at betale Sørensens bos gjæld efter promessen (kr. 3.000,00), hvorhos han i ethvert fald har paastaaet sig tilkjendt sagsomkostninger.

Citantskabet har fremholdt, at obligationen qv. den 12 februar 1903 blev overleveret samme direkte af advokat Heber i blancotransporteret stand mod udbetaling af dens kapitalbeløb (med fradrag af diskonto), og at obligationen saaledes ikke er indfriet af Sørensen, men af citantskabet, der efter overenskomst med indstevnte modtog den til sikkerhed for det den sidstnævnte bevilgede laan, samt under paaberaab heraf benegtet, at der har fundet sted nogen konfusion, der har bevirket, at panteretten er bortfaldt. Med hensyn hertil har citantskabet anført, at det kommer ud paa et, enten obligationen var blevet fuldstændig transporteret af Heber til citantskabet eller den, som skeet, overleveredes i blankotransporteret stand, idet citantskabets eiendomsret, som kun er forskjellig fra den tidligere eiendomsret deri, at den er givet «til sikkerhed» har afløst denne sidste, uden at der findes nogen mellemtid, hvori den har beroet indfriet paa Sørensens haand. Betræffende indstevntes subsidiære paastand har citantskabet anført, at obligationen qv., trods de senere fornyelser af promessen, er gjældende for sit fulde paalydende, idet den allerede fra 12 februar 1903 var pantsat for «et hvert mellemværende», hvori Sørensen stod til citantskabet, til støtte for hvilket sidste udsagn citantskabet har paaberaabt, at Centralbanken ved alle pantsættelser forlanger, at de skal ske til sikkerhed for ethvert mellemværende, hvori deponenten staar eller maatte komme til at staa til samme, og kun efter særskilt tilladelse modtager pantsættelse alene til sikkerhed for en særskilt forpligtelse. Som grund for at depositoerklæring ikke blev udfærdiget den 12 februar 1903, men først ved den sidste fornyelsesveksels udstedelse, har citantskabet anført, at saadan erklæring ikke ansaaes nødvendig, al den stund obligationen var forsynet med blankotransport, som citantskabet havde ret til naarsomhelst at udfylde. Til paavisning af, at Sørensen den 12 februar 1903 skyldte citantskabet penge udenfor promessen, har dette sidste fremlagt en

Side:126

kontokurant pr. 1 januar 1905 betræffende sit og Sørensens kassakreditmellemværende, der udviser en saldo i Sørensens disfavør stor kr. 2.494,80, og hvoraf det fremgaar, at Sørensen den 12 februar 1903 skyldte citantskabet et beløb af kr. 2.263,05. Under enhver omstændighed er indstevnte efter citantskabets mening ansvarlig efter obligationen qv. forsaavidt angaar et beløb af kr. 4.000,00, i hvilken henseende citantskabet har fremholdt, at depositoerklæringen afødt xx.xx.1903 er udfærdiget før fornyelsesvekslen af samme dato.

Retten skal bemerke, at efter det oplyste og proceduren er det paa det rene, at øiemedet med, at den omhandlede pantobligation den 12 februar 1903 blev deponeret hos citantskabet i blankotransporteret stand, var, at den skulde tjene til sikkerhed for det laan, som dette sidste paa ansøgning havde bevilget kontraktør Sørensen, og som skulde benyttes til bemeldte obligations indfrielse. Den pantsættelse af obligationen, som saaledes fandt sted den nævnte dag, er imidlertid iklædt en eiendomsoverdragelsesform, idet deponeringen i forbindelse med blankotransporten antagelig maa opfattes som indeholdende et stiltiende samtykke for citantskabet til naarsomhelst at udfylde transportpaategningen (kfr. høiesterets dom afødt xx.xx.1877 i Rt-1877-157). Saafremt advokat Heber ligefrem havde transporteret obligationen til citantskabet, istedetfor at lade cessionarens navn staa in blanco i transportpaategningen, vilde det antagelig ikke faldt nogen ind at paastaa, at den som følge af, at dens overdragelse til citantskabet i virkeligheden kun tilsigtede en sikkerhedsstillelse for et pantets eier samtidig ydet laan, var bortfaldt ved konfusion, og at oprykning i den ledige prioritets plads havde fundet sted, men spørgsmaalet, er, om ikke den benyttede fremgangsmaade har medført saadan virkning. Foreløbig bemerkes, at forsaavidt indstevnte har anført, at den stedfundne blankotransport i og for sig medførte pantebligationens ugyldighed, kan retten ikke give ham medhold heri, i hvilken henseende bemerkes, at man angaaende forstaaelsen af det forbud mod at give og modtage blankotransporter paa gjældsbreve, som indeholdes i frdn. 14 mai 1754 §4, slutter sig til den opfatning, som er gjort gjældende i byretsdom afødt xx.xx.1904, der er refereret i Rt-1905-818. Med hensyn til det, som passerede ved deponeringen af obligationen qv. og udfærdigelsen af promessen den 12 februar 1903, maa retten efter de foreliggende oplysninger gaa ud fra, at advokat Heber efter aftale indfandt sig med obligationen i Centralbanken, til hvilken han udleverede samme i blankotransporteret stand mod at erholde udbetalt dens kapitalbeløb med paaløbne renter, tilsammen kr. 5.164,90, hvoraf kr. 4.928,75, der ifølge en fremlagt, paa Sørensens navn lydende diskonteringsnota udgjør det Sørensen af nævnte bank tilstaaede laanebeløb med fradrag af diskonto og stempelafgift (kr. 5.000,00 + kr. 71,25), blev udbetalt Heber af Centralbanken, medens de øvrige kr. 226,15 blev udbetalt ham paa Sørensens vegne af advokat Boysen, som tilligemed Sørensen var tilstede ved leiligheden. I betragtning af det saaledes passerede, der ikke specielt er benegtet af indstevnte, maa retten give citantskabet medhold i, at den omhandlede pantobligation i virkeligheden blev indfriet af citantskabet og ikke af Sørensen, og da den samtidig med indfrielsen blev leveret direkte til citantskabet af Heber, forsynet med dennes blankotransport, som citantskabet var berettiget til at udfylde og senere ogsaa har udfyldt, antages der ikke at have fundet nogen konfusion sted, idet den omstændighed, at deponeringen formelt er foretaget af Sørensen til sikkerhed for det ham af citantskabet tilstaaede laan ikke skjønnes at have foranlediget saadan. Heraf følger, at obligationen qv., til trods for den under 12 februar 1903 stedfundne forføining med samme, beholdt sin prioritet, og at indstevnte er ansvarlig efter den i det omfang, hvori den nu er

Side:127

gjældende. I sidstnævnte henseende bemerkes, at da det ikke mod indstevntes benegtelse er godtgjort, at obligationen den 12 februar 1903 blev deponeret til sikkerhed for andet eller mere end Sørensens promessegjæld, kr. 5.000,00, hvilket laaneandragendet afødt xx.xx.1903 ogsaa synes at tale for, maa retten gaa ud fra, at det har været meningen, at den fra først af kun skulde tjene til sikkerhed for nævnte beløb. Kun under denne forudsætning lader det sig ogsaa paa tilfredsstillende maade forklare, at der ikke dengang blev afkrævet Sørensen nogen depositoerklæring. En udvidelse af sikkerheden til at gjælde ethvert mellemværende, hvori Sørensen stod eller maatte komme til at staa til Centralbanken, fandt efter det oplyste først sted ved udstedelsen af depositoerklæringen afødt xx.xx.1903, der selvfølgelig kun gjælder for tidsrummet efter sidsnævnte datum. Retten kan derfor ikke anse det synderlig tvilsomt, at de under 12 mai og 14 august stedfundne afbetalinger paa promessegjælden, af hvilke ogsaa den sidste efter proceduren maa forudsættes at være foregaaet før depositoerklæringens udfærdigelse, har bevirket, at det beløb af kr. 5.000,00 for hvilket obligationen fra først af ydede sikkerhed, er blevet reduceret med summen af de afbetalte beløb eller kr. 2.000,00, og at oprykning af efterfølgende pantheftelser som følge heraf har fundet sted for bemeldte sums vedkommende, og da depositoerklæringens udfærdigelse ikke kan antages at have havt nogen indflydelse paa den forbedrede prioritetsstilling, som de senere prioriterede panthavere havde opnaaet ved denne oprykning, maa retten gaa ud fra, at den deponerede obligation ved den under 19 juni 1905 afholdte tvangsauktion over den pantsatte eiendom kun blev dækket for et beløb af kr. 8.000,00, og at den følgelig kun blev overtaget af indstevnte for sidstnævnte beløbs vedkommende. - - -