Rt-1909-233
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1909-02-20 |
| Publisert: | Rt-1909-233 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 17/1 1909. |
| Parter: | Straffesag mod 1) Nils Jensen, 2) Herman Steenseth og 3) Tørris Olsen Tønjum (aktor: advokat Stang Lund, forsvarer til prøve: overretssagfører C. M. Heber). |
| Forfatter: | Blom, Mejdell, Hagerup Bull, Prydz, V. Scheel, Hvoslef, justitiarius Thinn |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §57, Straffeprosessloven (1887) §125, §126, §134 |
Assessor Blom: Efter forgjæves forelæg og i henhold til klage fra Hansa Bryggeri blev af politimesteren i Bergen under 1 august 1908 udfærdiget 3 tiltalebeslutninger, hvorved Nils Jensen som indehaver af mineralvandfabriken «Olaf Kyrre», Herman Steensæth som indehaver af Steensæths mineralvandfabrik og Tørris Olsen Tønjum som indehaver af mineralvandfabriken «Vøringen» sattes under tiltale «til fældelse efter lov om beskyttelse for varemerker afødt xx.xx.1884 §12 §17 for vidende om aktieselskabet «Hansa»s bedre ret her i byen at have falholdt mineralvand, paa hvilket eller paa hvilkets indpakning - nemlig paa flaskernes patentkorker - var anbragt aktieselskabet «Hansa»s lovlig registrerede varemerke.» - Faktum var for Nils Jensens og Tørris Olsen Tønjums vedkommende anført at være begaaet «antagelig i mai maaned 1908» og for Herman Steenseths vedkommende «i indeværende aar».
Sagen blev behandlet ved meddomsret i Bergen den 18 september 1908, og ved meddomsrettens samme dag afsagte dom blev de tiltalte for overtrædelse af nævnte §12 i varemerkeloven idømt en bod til statskassen af henholdsvis 10, 20 og 10 kroner, med bestemmelse om subsidiær fængselsstraf.
Under 6 oktober 1908 begjærede de tiltalte sagen indbragt til fornyet behandling ved lagmandsret; in subsidium erklærede de anke til høiesteret. Under 16 s. m. blev af kjæremaalsudvalget begjæringen om fornyet behandling ved lagmandsret afslaaet, medens anken henvistes til prøvelse i høiesteret. Anken er skeet, fordi de tiltalte anser «det i dommen paaberaabte lovsted feilagtig anvendt.»
- Med hensyn til sagens gjenstand og hvad meddomsretten har fundet bevist, henviser jeg til domsbegrundelsen. I denne domsbegrundelse har meddomsretten ikke ligefrem udtalt sig om enhver omstændighed, som kan siges at udgjøre en del af de foreliggende faktiske omstændigheder i sagen. Men jeg finder det dog - efter hvad der er oplyst i sagen og hvad der er anført i domsbegrundelsen - ubetænkelig at gaa ud fra, at det har været meddomsrettens mening, at faktum har været dette, at det paa de under sagen omhandlede flasker tappede
Side:234
mineralvand er af de tiltaltes produktion, og at det af de tiltalte er tappet paa flasker, som Hansa Bryggeri har stemplet med sit varemerke. Videre at de omhandlede flasker er af de tiltalte tilbyttet ved salg af deres egne varer paa andre flasker, saaledes som det, ifølge meddomsretten, almindeligvis sker ved handel med mineralvand. Jeg tror derfor ikke, at der i meddomsrettens mindre tilfredsstillende fremstilling af faktum ligger nogen hindring for at paadømme nærværende sag.
Der er fra forsvarets side her for høiesteret gjort gjældende, at der med hensyn til det i domsbegrundelsen anførte, at «de tiltalte har overhovedet ikke bestridt, at deres handling kommer ind under den i tiltalebeslutningen citerede lovbestemmelses ordlyd, og heller ikke bestridt, at de har været vidende om tilstedeværelsen af Hansa Bryggeris ret til det paagjældende varemerke» ikke under sagen har fundet saadan protokollation sted, som foreskrives i straffeproceslovens §125 og §126. Jeg kan ikke finde det tilfulde paavist, at der her er begaaet en feil under sagsbehandlingen. Men selv om her er en feil, kan den ikke lede til dommens ophævelse; thi jeg finder det ganske uantagelig, at denne undladelse har havt indflydelse paa dommens indhold.
Videre er det af forsvareren paapeget, at forfølgningen mod de 3 tiltalte er forenet i én sag, uden at der overensstemmende med straffeprocesl.s §134 er truffet bestemmelse om sagernes sammenslaaen. Men det fremgaar dog af dommen, at retten har givet sit samtykke dertil, og der er under sagsbehandlingen ikke fra nogen af parterne reist indsigelse mod den brugte fremgangsmaade, hvoraf man maa slutte, at alle har været enige i denne.
Med hensyn til sagens realitet har forsvareren fremhævet, at den handling af de tiltalte, som her er paatalt, nemlig falholdelsen af de omhandlede flasker med mineralvand, ikke gaar ind under varemerkelovens §12, idet det er Hansa Bryggeri selv, som har anbragt sit merke paa flaskernes patentkorke. I denne betragtning kan jeg ikke være enig. Det er vistnok saa, at lovens ord kunde have været tydeligere, men det forekommer mig dog klart, at det har været lovens mening at ville udtrykke, at den, som anbringer paa sine varer et omslag eller en indpakning, som en anden har forsynet med sit varemerke, han anbringer den andens varemerke paa sine varer, og hvis en saadan anvendelse af dette er uhjemlet, gaar denne gjerning ind under lovens §12. Det maa have været lovens mening, at den skal forstaaes saa; man vilde ellers komme til altfor urimelige resultater.
Videre har forsvareren anført, at det registrerede merke, som er anbragt paa flaskeproppen, ikke her er anbragt af Hansa Bryggeri som varemerke og for at betegne, at flaskens indhold er af deres produktion, men kun for at identificere vedkommende flaske. Heri kan jeg ikke være enig. Merket er registreret som et varemerke for øl og mineralvande, og naar det af Hansa Bryggeri anbringes paa flasker, som af bryggeriet er anvendt som beholdere for mineralvand, maatte der et ganske særlig bevis til, for at man skulde antage, at Hansa ikke ved denne anbringelse af merket vilde have det anse et som varemerke for flaskernes indhold. Der er efter min mening intet, som tyder i denne retning, og jeg finder det da klart, at merkét paa proppen maa siges at være Hansa Bryggeris registrerede varemerke. Den retslige betydning af dette varemerke og den derved for Hansa stiftede ret kan. ikke svækkes ved, at de tiltalte har forsynet flaskerne med en etiket, der viser, at indholdet er deres produktion, og af hvad art det er.
Side:235
Denne anbringelse af etiket maa her efter min mening være uden betydning for spørgsmaalet om Hansa Bryggeris ret efter varemerket. Bryggeriets ret til at kræve merket opfattet som varemerke er uberørt af den omstændighed, at saadanne etiketter er paaført flaskerne. Jeg mener nemlig, at naar et lovlig registreret varemerke er anbragt paa en flaske, skal andre end merkets eier afholde sig fra at bruge denne flaske til saadan vare som den, til hvis beskyttelse merket er registreret.
I denne forbindelse har ogsaa forsvareren anført, at saaledes som flaskerne her var udstyret med tiltaltes etiketter, som, efter de i retten foreviste flasker, var sterkt fremtrædende i forhold til merket paa proppen, har der ikke været nogen risiko for forveksling. Dette mener jeg imidlertid ikke har nogen betydning overfor varemerkelovens heromhandlede bestemmelser, der intet nævner om forveksling. Om saadan er der derimod tale, hvor det gjælder brug af et varemerke, som ligner en andens registrerede varemerke. Se lovens §13. Den større eller mindre sandsynlighed for forveksling ved anvendelse af Hansa's varemerke kan i nærværende sag alene have betydning for spørgsmaalet om erstatning og for strafudmaalingen.
Endelig har forsvareren anført, at Hansa Bryggeri har forholdt sig overfor de tiltaltes med deres varemerker forsynede flasker paa samme maade, som disse har gjort overfor Hansa's flasker, nemlig at det har tappet sine mineralvande paa de tiltaltes med deres varemerker forsynede flasker. Det er imidlertid i meddomsretsdommen fastslaaet, at de tilfælde, hvor saadant har fundet sted fra Hansa's side, maa antages at skyldes rene inkurier, noget, som ikke kan antages, forsaavidt de tiltalte angaar, og som de heller ikke i sin egen fremstilling af sagen har paaberaabt. De har nemlig for høiesteret fremhævet, at de i Hansa's fremgangsmaade havde grund til at gaa ud fra, at Hansa ikke havde noget at indvende mod, at de forholdt sig paa samme maade mod Hansa som dette mod dem. Men hermed kan de ikke høres. Det er anført af aktor, at der af Hansa Bryggeri tidligere er foranlediget straffeforfølgning i lignende tilfælde, og den da faldne dom kan ikke antages at have været de tiltalte ubekjendt. Jeg finder derfor ingen grund til i nærværende sag at gjøre anvendelse af straffelovens §57.
Jeg kommer efter det anførte til det resultat, at anken maa forkastes.
Konklusion:
Anken forkastes. (Vanlige salærer).
Ekstraordinær assessor, advokat Mejdell: Jeg har fundet realitetsspørgsmaalet meget tvilsomt. Ind under lovens ordlyd gaar de tiltaltes forhold ikke. De tiltalte har hverken «paa varer, der falholdes, eller paa deres indpakning uhjemlet anbragt nogen andens registrerede varemerke» eller «falholdt varer, hvorpaa uhjemlet er anbragt nogen andens registrerede varemerke». Hvad de har gjort, er dette, at de har benyttet en emballage (flaske), hvorpaa der fra tidligere tid fandtes et af andenmand med fuld hjemmel anbragt merke, og benyttet flasken eller emballagen til brug for sine egne varer, som de imidlertid i den anledning har forsynet med sin egen etiket. De kan saaledes efter min opfatning ikke siges at have brugt andenmands varemerke i den hensigt at betegne varen som hidrørende fra denne anden, og jeg maa oggsaa gaa ud fra, at det heller ikke for dem har fremstillet sig saa, at varen kunde opfattes som hidrørende fra andenmands tilvirkning. Da det imidlertid er mig bekjendt, at jeg er i minoritet, skal jeg ikke
Side:236
nærmere udforme den opfatning, jeg har af loven, og finder det ufornødent at forme nogen konklusion.
Assessor Hagerup Bull: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz, assessor V. Scheel, ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef og justitiarius Thinn: Ligesaa.
Høiesterets kjendelse blev derefter afsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Kjendelse 23 februar 1909 i forannævnte sag.
Assessor Blom: I nærværende sag blev sidste retsdag 20 dennes afsagt kjendelse, hvorved de tiltaltes anke til høiesteret blev forkastet og salær tillagt forsvarer og aktor ved høiesteret. Derimod blev den dag ingen afgjørelse truffet med hensyn til det spørgsmaal, om de tiltalte skal erstatte statskassen noget beløb i sagsomkostninger. I denne anledning har de samme medlemmer af retten, som deltog i sagens behandling den 20 dennes, idag været samlet og drøftet spørgsmaalet, om saadan erstatning skal ilægges de tiltalte. Dette mener jeg bør ske, saaledes at hver af de tiltalte ilægges et bestemt beløb. Det er nemlig, som det vil erindres, 3 særskilte, af hinanden uafhængige sager, der her er slaaet sammen, hvorfor jeg ikke anser det rigtig at ilægge solidarisk ansvar. Jeg finder, at erstatningsbeløbet - henseet til størrelsen af de idømte bøder - ikke bør sættes høiere end til 20 kroner for hver enkelt.
Konklusion: De domfældte, Nils Jensen, Herman Steentsæth og Tørris Olsen Tønjum, erstatter statskassen for sagsomkostninger ved høiesteret hver 20 kroner.
Ekstraordinær assessor, advokat Mejdell: Efter det standpunkt, jeg med hensyn til sagens realitet ilørdags har indtaget, bliver det for mig ufornødent at udtale mig om de tiltaltes omkostningsansvar.
Assessor Hagerup Bull: Jeg er enig med førstvoterende.
Ekstraordninær assessor, byretsassessor Prydz, assessor V. Scheel, ekstraordinær assessor, byskriver Hvoslef og justitiarius Thinn: Ligesaa.
Kjendelsen blev derefter afsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.