Rt-1909-387
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1909-03-13 |
| Publisert: | Rt-1909-387 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 40/1 s.a. |
| Parter: | Herman Johannesen Døhlen (adv. Halvorsen) mod Anna Olsdatter Toftner (adv. Aakrann beskikket). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: |
Ved dom afsagt af sorenskriveren i Eidsvolds sorenskriveri den 28 august 1905 blev saaledes kjendt for ret: «Sagsøgeren Herman Johannesen Døhlen bliver ikke at anse som far til det af sagsøgte Anna Olsdatter Toftner den 16 november 1904 fødte barn, Inger Olida
Side:388
Elisabeth. Sagens omkostninger ophæves.» Denne dom er af Anna Olsdatter Toftner indanket til Kristiania overret, ved hvis under 25 november 1907 afsagte dom saaledes er kjendt for ret: «Indstevnte Herman Johannesen Døhlen bliver at anse som far til det af appellantinden Anna Olsdatter Toftner 16 november 1904 fødte barn Inger Olida Elisabeth. Processens omkostninger ophæves for begge retter. For den for appellantinden for overretten beskikkede sagfører O. Chr. Berg ansættes et salær af 130 kr., som tilligemed de for ham ved tingsvidnerne i Nordre Jarlsberg og Eidsvold ansatte salærer udredes af statskassen.»
Med hensyn til sagens nærmere omstændigheder henvises til de. afsagte dommes præmisser. Overrettens dom er af Herman Johannesen Døhlen ved stevning afødt xx.xx.1907 indanket til høiesteret, hvor sagen i henhold til lov afødt xx.xx.1891 og senere tillægslove er udgaaet til skriftlig behandling.
Af appellanten er nedlagt saadan paastand: «At underrettens dom stadfæstes, og at appellanten hos indstevnte tilkjendes sagens omkostninger for alle retter.»
Af indstevnte, der er tilstaaet fri sagførsel med fritagelse for retsgebyrer, er nedlagt saadan paastand: 1. Principalt, at overrettens dom stadfæstes. 2. Subsidiært, at appellanten ansees som far til det af indstevnte den 16 november 1904 fødte barn Inger Olida Elisabeth, hvis indstevnte ved sin ed benegter i tidsrummet fra 1 januar til 24 april at have havt legemlig omgang med nogen anden end appellanten. 3. At appellanten i begge tilfælde tilpligtes at udrede sagens omkostninger, deriblandt salær til den befalede sagfører for sagens udførelse for høiesteret, hvilket under enhver omstændighed forventes ham tilkjendt af statskassen.»
For høiesteret er af appellanten fremlagt nye bevisligheder. I skrivelse til appellantens advokat afødt xx.xx.1908 har dr. med. Justus Barth udtalt, at han efter at have gjennemgaaet sagens akter og bevisligheder i alt væsentlig finder at maatte henholde sig til og erklære sig enig i den retsmedicinske kommissions erklæring afødt xx.xx.1907, idet han specielt fremhæver, at det ikke med rimelighed kan antages, at en erfaren læge og jordmor ikke skulde lægge merke til utvetydige tegn paa ufuldbaarenhed, som maa findes hos et barn født efter en svangerskabstid afødt xx.xx.213 dage. Videre har dr. Barth paa forespørgsel fra appellantens advokat om, hvorvidt det har nogen betydning for doktor Svanøes bedømmelse af barnets udviklingsgrad ved fødselen, at han først saa det 8 dage efter samme, - udtalt, at det ikke kan antages at have nogen betydning, da et nyfødt barn 8 dage efter fødselen som regel svarer i vegt og udseende til saadan som det var ved fødselen, idet forholdet er dette, at det tager af i vegt de første dage, for derpaa som regel at lægge paa sig, saaledes at det efter 8 dages forløb omtrent har sin oprindelige vegt.
Høiesteret kommer til samme resultat som overretten, hvis begrundelse man ogsaa i alt væsentlig finder at kunne tiltræde. Efter sagens oplysninger skjønnes der ikke at være nogen afgjørende hindring for, at indstevntes den 16 november 1904 fødte barn kan være frugten af det mellem hende og appellanten den 24 eller 17 april f. a. stedfundne samleie. Hertil kommer, at der intet er oplyst, der tyder hen paa, at indstevnte paa den tid, da besvangrelsen har fundet sted, har staaet i noget usædelig forhold til nogen anden mandsperson. Overrettens dom findes saaledes at burde stadfæstes med ophævelse af sagens omkostninger for høiesteret. Den befalede sagførers udførelse af sagen findes forsvarlig.
Side:389
Tre af de voterende kommer til samme resultat som underretten. Man finder efter de foreliggende oplysninger at maatte gaa ud fra, at barnet ikke frembød saa tydelige tegn paa ufuldbaarenhed, som der maatte forudsættes at ville være tilstede, saafremt det skulde have været frugt af et samleie den 24 (eller efter barnemorens under tvil fremsatte paastand den 17) april 1904.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves. Salæret til den for høiesteret befalede sagfører advokat Aakrann ansættes til kr. 200,00.
Af underrettens dom hidsættes:
- - - Sagsøgeren siger, at samleiet fandt sted 24 april, og sagsøgte tør ikke benegte dette, men udtaler, at det staar for hende som det var tidligere i maaneden, dog kan det ikke, efter hvad hun selv oplyser, have fundet sted før 17 april. Da det nu mellem 24 april og 16 november kun er et tidsrum af 206 dage, paastaar sagsøgeren, at han ikke kan være far til barnet, medens sagsøgte desuagtet fastholder dette, idet hun mener, at barnet er kommet for tidlig til verden.
Det spørgsmaal, hvorpaa det i nærværende sag kommer an, er, om barnet, da det kom til verden, var fuldbaaret eller ei. I den anledning har jordemoren forklaret, at barnet vistnok var lidet men fuldbaaret. Da hun med én gang fik dette indtryk, foretog hun ingen nærmere undersøgelse af barnet, der baade skreg og aandede godt. Barnet var rundt og trivelig, saaledes var ogsaa ansigtet rundt og fyldig. Farven var som hos et almindelig fuldbaaret nyfødt barn. Doktor Svanøe har forklaret, at han, da han var tilkaldt for at afgive sin mening, om sagsøgte kunde foretage en længere reise med sit barn, vistnok ikke saa anderledes paa barnet, end at han iagttog dets ansigt og delvis hænderne. Barnet var lidet, men ansigtet var rundt med almindelig udviklet fedtvæv, hvilket ikke er tilfældet med børn, der er kommet for tidlig til verden. Ved denne bedømmelse har det lidet at betyde, at barnet var blevet ca. 8 dage gammelt. Det faldt ikke vidnet ind andet, end at barnet var fuldbaaret - - - Retten maa gaa ud fra, at barnet ikke kan være undfanget i april maaned 1904. Men naar dette er tilfældet, kan sagsøgeren ikke være barnets far, og herpaa maa følgelig dommen gaa ud. - - -
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Under tingsvidne i Nordre Jarlsberg er afhørt en 33 aar gammel gift kone, som selv før 1904 har havt 2 barn. Dette vidne saa appellantens barn dagen efter fødselen og stelte barnet nogle gange. Vidnet fik det indtryk, at barnet ikke kunde være fuldbaaret, da det var lidet at se til. Det var svært kort i forhold til tykkelsen. Ved tingsvidne i Eidsvold er forklaringer afgivet af 3 brødre af appellanten, hvilke gaar ud paa bl.a., at barnet udover vinteren maatte pakkes i uld, og at det var svagt og lidet udviklet samt jevnlig henlaa i dvalelignende tilstand.
Fra appellantens side er videre fremlagte erklæring afødt xx.xx.1906 fra professor Brandt, som efter at være forelagt sagens akter udtaler: «Det er oplyst, at samleiet har fundet sted den 24 april (eller 17 april) 1904, og at barnet er født xx.xx.1904. Den vanlige svangerskabstid efter sidste menstruations første dag er 280 dage, efter befrugtende samleie 270 dage. Undtagelsesvis er der imidlertid meget længere eller kortere svangerskabstid for et fuldbaaret barn, saaledes at ydergrænserne kan sættes til 320
Side:390
og 240 dage eller maaske endnu mindre; paa Kristiania fødselsstiftelse mente saaledes professor Faye at have seet fuldbaaret barn fødes 220 dage efter det befrugtende samleie. Spørgsmaalet bliver da, om barnet har været fuldbaaret eller ikke.» Efter en gjengivelse af det væsentlige af sagens oplysninger, hvorunder professoren sees at støtte sig til ogsaa de af appellanten og hendes slegtninge givne forklaringer, konkluderer professoren saaledes: «1. Der er intet bevis bragt for, at barnet ikke kan være født ca. 6 uger for tidlig. 2. En række oplysninger taler for, at barnet kan være født ca. 6 uger for tidlig. 3. Er barnet født ca. 6 uger for tidlig, kan barnet, født xx.xx.1904, være frugten af et samleie den 24 (eller 17) april 1904.»
Efter overrettens kjendelse har sagen derpaa ifølge den befalede sagførers henvendelse til justisdepartementet været forelagt den retsmedicinske kommission, som imidlertid har negtet at afgive responsum knyttet til det specielt foreliggende tilfælde. I skrivelse afødt xx.xx.1907 til justis. departementet meddeler kommissionen, at «sagen efter at være drøftet i kommissionens møde 5 s. m. blev henvist til specialbehandling i henhold til reglementets §8.» I sagens specialbehandling har deltaget kommissionens formand (professor Hagbarth Strøm) og dens medlem professor dr. Harbitz samt det for anledningen tilkaldte tilforordnede medlem dr. med. Semb. Disse herrer paapeger, at den normale svangerskabstid ansættes til 270 dage, men oplyser, at der anføres eksempler paa, at børn fødte efter en svangerskabstid af ca. 240 dage kan være saa udviklede, at de bærer præget af fuldbaarenhed. «Fødes et barn», fortsætter denne specialkomite, «før svangerskabstiden er gaaet tilende, vil det efter omstændighederne bære mere eller mindre tydelige tegn paa ufuldbaarenhed. Bedst bedømmes udviklingsgraden ved maal og vegt. Hvis undersøgelse heraf ikke foreligger, kan bedømmelsen være vanskelig, og et barn, født indtil 1 maaned for tidlig, kan af usagkyndige ansees som fuldbaaret. I almindelighed kan derfor usagkyndiges vidneprov under saad anne omstændigheder tillæggesringe vegt»1) «Et barn», siger komiteen videre, «født efter en svangerskabstid af 206-213 dage, vil i henhold til foranstaaende være født for tidlig, og ifald man gaar ud fra den gjennemsnitlige normale svangerskabstid afødt xx.xx.64, resp 57 dage før tiden. Et saa længe før svangerskabstidens udløb født barn vil bære saa tydelige ufuldbaarenhedstegn, at de ikke kan undgaa selv den usagkyndiges opmerksomhed. Tager man som udgangspunkt for beregningen et undtagelsestilfælde, hvori tilsyneladende fuldbaaret barn fødes efter 240 dage, vil et barn, født efter 206-213 dage være kommet 34, resp. 27 dage for tidlig til verden. Under denne forudsætning maa det antages, at barnet ved fødselen bærer utvetydige tegn paa ufuldbaarenhed. Ved bedømmelsen af udviklingsgraden hos ufuldbaarne bør den gjennemsnitlige svangerskabsvarighed af 270 dage lægges til grund for beregningen.»
1) Se herom kommissionens erklæring, indtaget i Rt-1909-174 under nr. 4. Red.
Retten kommer omend under tvil til det resultat, at appellantens principale paastand bør befølges.
Spørgsmaalet gjælder, om det kan ansees bevist, at barnet ikke kan være født for tidlig. I saa henseende er at merke, at specialkomiteens udtalelser er holdt i sin almindelighed uden anvendelse paa det konkrete tilfælde. Professor Brandt har derimod udtalt sig om det foreliggende forhold. Brandt har gransket de bevisligheder, som foreligger retten, og professoren erklærer, at intet bevis er bragt for, at barnet ikke kan være født ca. 6 uger for tidlig, og at barnet, hvis det er født for tidlig, kan være frugten af samleie 24 (17)
Side:391
april 1904. Hvis indstevnte kan være barnets far, maa appellantens paastand befølges.
Det er vistnok saa, at jordmoren ikke bemerkede tegn paa for tidlig fødsel, og heller ikke læge Svanøe, som saa barnet 22 november 1904, seks dage efter fødselen. Oplysningerne tyder imidlertid paa, at hverken jordmoren eller lægen har foretaget nogen egentlig undersøgelse af barnet i heromhandlede henseende. Da jordmoren kom tilstede, var barnet født. Omstændighederne, deriblandt mindre god belysning i rummet, var ikke gunstige for en undersøgelse i detalj, hvortil heller ikke forelaa særlig opfordring. De sikreste tegn paa mulig ufuldbaarenhed er for ringe maal og vegt, men barnet blev ikke maalt eller veiet. Retten finder ikke at kunne bortse fra de foreliggende oplysninger om barnets udseende og beskaffenhed i tiden efter fødselen og udover vinteren om end disse er kommet fra slegtninge af appellanten og antager, at der bør lægges vegt paa de af Brandt i hans begrundelse anførte momenter, saa meget mere som omstændighederne i det hele synes at tale for, at appellantens forklaringer medfører sandhed. Efter det anførte tror retten ikke at kunne gaa ud fra, at indstevnte ikke kan være barnets fader. - - -