Rt-1909-497
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1909-06-11 |
| Publisert: | Rt-1909-497 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 32/1 B s.a. |
| Parter: | Kr. Walby (advokat Kristen Johanssen) mod M. Gjems og fru E. Gjems (advokat Bredal). |
| Forfatter: | Roll, Birkeland, V. Scheel, Vogt, Prydz, Platou, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Arveloven (1854) §65 |
Assessor Roll: I nærværende sag er af skifteforvalteren i Vinger og Odalen under 20 november 1905 afsagt saadan kjendelse: «Paastanden om offentlig skiftebehandling af boet efter afdøde O. H. Walby tages ikke tilfølge. Tvistens omkostninger ophæves. Ved Trondhjems overret er - forøvrig under dissens - 9 september 1907 kjendt saaledes for ret: «O. H. Walbys dødsbo bliver at tage under offentlig skiftebehandling. Under skiftet inddrages samtlige afdødes aktiver, idet hans, overenskomst med indstevnte, Kr. Walby, afødt xx.xx.1904 ikke tillægges gyldighed. Sagens omkostninger, ophæves.»
Sagen er nu indbragt for høiesteret af Kr. Walby, der har paastaaet skifterettens kjendelse stadfæstet og sig tilkjendt omkostninger for alle retter. M. Gjems og fru E. Gjems har paastaaet overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt processens omkostninger for høiesteret.
Sagens nærmere omstændigheder vil erfares af præmisserne til de underordnede retters afgjørelser. For høiesteret er fremlagt en del nye dokumenter, hvoriblandt udskrifter af firmaet O. H. Walbys status pr. 1 januar 1902, 1 januar 1903 og 1 januar 1904, erklæringer angaaende gaardpriserne paa Kongsvinger og erklæringer angaaende værdsættelse af en manufakturforretnings varebeholdning og dens udestaaende fordringer i tilfælde af overdragelse.
Jeg finder efter de oplysninger, som foreligger, og som i alt væsentlig er refereret i de underordnede retters præmisser, at O. H. Walby ikke kan siges at have ligget paa dødsleiet, da han den 7 januar 1904 afsluttede den omtvistede overenskomst. Vistnok bar han paa en dødelig sygdom, der kort efter endte hans dage, men selv var han dengang uvidende derom, om han end sees at have havt tanke paa, at hans død maaske ikke var fjern. Han var endnu oven senge og havde kort tid iforveien været i forretningen. Et afgjørende bevis for, at han tænkte sig muligheden af et fortsat liv, forekommer det mig at være, at han i overenskomsten betingede sig en aarlig afgift og fri benyttelse af den leilighed, han beboede. Et moment, som heller ikke er uden betydning, er det ogsaa, at saadan overdragelse som ved overenskomsten fuldbyrdet gjennem længere tid havde været paa tale mellem gamle og unge Walby. Jeg mener saaledes, at overenskomsten ikke kan betragtes som en dispositio mortis causa, og at arvelovens §65 derfor i intet tilfælde paa den kan komme til anvendelse.
Skjønt spørgsmaalet altsaa for mig ikke har nogen væsentlig betydning, vil jeg dog ikke undlade at tilføie, at jeg heller ikke finder, at overenskomsten kan siges at indeholde nogen gave. Det er nok saa, at Kr. Walby har faaet forretningen og gaarden billig, men han har efter alt, hvad der er oplyst, ikke faaet den billigere, end rimelig og almindelig er, naar en forretning overdrages fra far til søn, og i nærværende tilfælde var der forøget grund til at lade forretningen gaa billig, da Kr. Walby i henved en menneskealder allerede havde været knyttet til og havde arbeidet i forretningen.
Side:498
Overrettens flertal har ment, at overenskomsten selv som dispositio inter vivos betragtet maa kunne omstødes, fordi den er indgaaet under en væsentlig vildfarelse. Heri kan jeg ikke være enig. For det første er det ikke paa det rene, at overhovedet nogen vildfarelse har været tilstede fra O. H. Walbys side. For det andet kan jeg ikke finde, at den vildfarelse, til hvilken overrettens flertal sigter, kan kaldes væsentlig. Ved at sammenholde de forskjellige kontoudgifter er jeg kommet til det resultat, at vildfarelsen ialfald kun kan have dreiet sig om et beløb af ca. kr. 800,00, hvormed Gjems' gjældsansvar er beregnet for høit, men ligeoverfor Gjems' samlede gjældsansvar er dette beløb alt andet end væsentlig, og der er ingen grund til at tro, at O. H. Walby, saafremt han var blevet gjort opmerksom paa vildfarelsen, vilde have fragaaet overenskomsten.
Naar Gjems og frue som omstændigheder, der skulde kunne medføre omstødelse af overenskomsten, yderligere har paaberaabt sig, at deres modkrav paa O. H. Walby angivelig til beløb omtrent kr. 1.600,00 ikke er medtaget i opgjøret, samt at Kr. Walby, dengang overenskomsten oprettedes, var vidende om, at faren bar paa en dødelig sygdom, men desuagtet lod han ham betinge sig som dele af vederlaget for overdragelsen en aarlig afgift og fri bolig, da kan jeg ikke skjønne, at disse omstændigheder kan virke til overenskomstens omstødelse. Sit modkrav har Gjems og frue i behold, og dette er da ogsaa udtrykkelig erkjendt og erklæret fra Kr. Walbys side. Og hvad Kr. Walbys kundskab om farens tilstand angaar, havde han, saavidt jeg forstaar, ingen opfordring til derom at underrette sin far ved overenskomsten. Forøvrig ser det ud til, at denne afgift og den fri bolig har spillet liden rolle ved værdsættelsen af overdragelsesvederlaget, og det er heller ikke synderlig berørt under hele proceduren.
Følgen af, at overenskomsten opretholdes, kan imidlertid efter mit skjøn ikke blive, som af skifteretten antaget, at skiftebehandling negtes. Selv om alt, hvad Kr. Walby har faaet sig overdraget, gaar fra, saa bliver der dog et bo tilbage, som arvingerne maa kunne kræve skiftebehandlet, og der sees ogsaa om omfanget af dette reducerede bo at være tvist mellem parterne, idet navnlig Gjems og frue har paastaaet og Kr. Walby har bestridt, at indboet indgaar under overenskomstens overdragelse og derfor hører boet til. Hvad det sidste stridsspørgsmaal betræffer, finder jeg paa foranledning af den procedure, som derom er ført her for retten, at burde udtale som min mening, at overdragelsen af forretningen med aktiva ikke omfatter indboet, men at dette i henhold til de dispositioner, som forøvrig er truffet i overenskomsten, helt og holdent maa tilfalde Gjems og frue.
Idet jeg saaledes kommer til samme resultat med hensyn til spørgsmaalet om overenskomsten som skifteretten, finder jeg dog i henhold til, hvad jeg netop har anført, ikke at kunne stadfæste skifterettens decision, men vil foreslaa ny konklusion.
Sagens omkostninger mener jeg bør ophæves for alle retter.
Konklusion:
O. H. Walbys dødsbo bliver, saafremt begjæring derom fastholdes, at tage under offentlig skiftebehandling. Under skiftet inddrages ikke, hvad der ifølge overenskomst afødt xx.xx.1904 er overdraget eller paa anden maade tillagt Kr. Walby. Processens omkostninger for alle retter ophæves.
Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Side:499
Assessor V. Scheel: Ligesaa.
Ekstraordinær assessor, sorenskriver Vogt: Jeg kommer ogsaa til samme resultat som førstvoterende og er i væsentlige dele enig i hans begrundelse. Jeg vil imidlertid ikke have udtalt nogen bestemt mening om, hvorvidt O. H. Walby maa siges at have i arvelovens forstand befundet sig paa dødsleiet, da han indgik overenskomsten afødt xx.xx.1904. For mig er det afgjørende, at denne overenskomst ikke kan siges at indeholde nogen gavekontrakt. I forbindelse med, hvad førstvoterende forsaavidt har anført, skal jeg henlede opmerksomheden paa, at Kr. Walby overtog saavel den risiko, der altid følger med overtagelse af en forretning med tilhørende varebeholdning og udestaaende fordringer, som den risiko, der var forbundet med uden begrænsning at overtage forretningens samtlige passiva. Efter den under proceduren stedfundne udredning af alle foreliggende forhold stiller det sig for mig saaledes, at her foreligger en ordinær, paa i sig selv rimelige vilkaar afsluttet forretningsoverdragelse, der vilde havt sin fulde gyldighed, om den var indgaaet med en udenforstaaende, og som ikke kan blive mindre bindende for O. H. Walbys bo og arvingerne, fordi om den er afsluttet med en af hans livsarvinger. Under disse omstændigheder, finder jeg det overflødig at indlade mig paa de forskjellige under proceduren opstillede beregninger over, hvorledes det sluttelig vil stille sig med hensyn til, hvad ethvert af de to børn vil erholde efter sine forældre, beregninger, hvis enkelte faktorer er for en stor del usikre og omtvistede.
Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med forstvoterende.
Ekstraordinær assessor, professor Platou: I det væsentlige enig med hr. assessor Vogt.
Assessor Reimers: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Skifterettens kjendelse er saalydende:
Den 25 februar 1904 afgik enkemand, kjøbmand O. H. Walby, 74 Aar gammel, ved døden, efterladende sig 2 arvinger, sønnen Kr. Walby og datteren Eline, gift med M. Gjems. Under 7 januar næstfør havde han oprettet saadan skriftlig og vidnefast, i sine enkeltheder noget eiendommelig affattet, forening med sønnen, at han overdrog til denne, fra 1 s.m. at regne, sin købmandsforretning med aktiva af alle slags samt sin gaard no. 2 ved Nystorgaden i Kongsvinger for en samlet kjøbesum af 30.000 kr. + overtagelse af kjøbmandsforretningens passiva og pantegjælden i gaarden, og endelig en aarlig afgift til sig, O. H. Walby, af 1.600 kr., hvorhos denne forbeholdt sig fri benyttelse af sin hidtil havte beboelsesleilighed i gaarden. I dokumentet heder det videre, at afdøde til fordel for sønnen frafalder krav paa 15.000 kr. af nævnte kjøbesum, og at sønnen for resten af kjøbesummen skulde udstede sit gældsbevis paa 15.000 kr. til faren, hvad ogsaa samme dag blev gjort, hvorhos sønnen samtidig frafaldt arv efter faren til fordel for søsteren. Skjøde paa gaarden blev derefter udfærdiget 14 og tinglyst 22 s.m. Fru Eline Gjems og hendes mand mener sig i høi grad forfordelt ved denne transaktion, henseet til det angivelig store misforhold mellem de til Kr. Walby overdragne betydelige værdier og den stipulerede ringe kjøbesum, og har efter forgjæves inden skifteretten prøvet forlig med Kr. Walby, nu begjæret boet efter faren taget under offentlig skiftebehandling og derunder inddraget alle hans aktiva
Side:500
uden undtagelse samt paastaaet sig hos Kr. Walby tilkjendt tvistens omkostninger.
Kr. Walby har paastaaet skiftebegjæringen ikke taget tilfølge og sig tilkjendt tvistens omkostninger hos M. Gjems og frue. Fru Gjems og hendes mand gjør gjældende, hvad Kr. Walby bestrider, at den omstridte transaktion efter sin beskaffenhed og i sit væsen er en dødsgave fra farens side, gjort paa farens dødsleie, uden at lovens foreskrevne former er iagttagne og derfor rammes af arvelovens §65 og er ugyldig. Gjems og hustru mener derhos, at afdøde ved sin trufne disposition har handlet under feilagtig forudsætning m.h.t., hvorledes deres tidligere mellemregnskab stod, og at dispositionen ogsaa af den grund maa være ugyldig.
Angaaende betegnelsen i arvelovens §65 «Gave, der gjøres paa Dødsleie» har afdødes huslæge forklaret, at denne af og til i et par aar havde lidt af fordøielsesbesværligheder, og at det var i høsten 1903, at vidnet først tog mistanke om, at afdøde led af kræft, som senere ogsaa medførte døden. Paa den tid det omstridte dokument oprettedes, var vidnet imidlertid paa det rene med, at O. H. Walbys sygdom var kræft, der vilde medføre døden, om vidnet end da var af den mening, at udgangen kunde trække ud flere maaneder. Om beskaffenheden af afdødes sygdom satte vidnet børnene i kundskab, men lod sig ikke forlyde herom ligeoverfor afdøde, til hvem han først herom lod falde ord, efterat denne den 15 februar maatte gaa tilsengs for ikke senere at komme op igjen.
Afdøde var siger lægen faldt klar og bevidst indtil flere dage, efterat han saaledes senest var gaaet tilsengs. Efter handelen med sønnen talte afdøde, der da endnu var oven senge, et par gange med vidnet herom og udtalte sin tilfredshed med den trufne ordning, som han sagde, allerede for længere tid siden var aftalt mellem ham og sønnen. Vidnet havde ellers den opfatning, har han sagt, at afdøde før 7 januar stundom havde den tanke for sig, at det var ude med ham. Afdødes husbestyrerinde i 16 aar indtil hans død har forklaret, at afdøde fra sommeren 1903 begyndte at lide af fordøielsesbesværligheder, der tiltog mere og mere udover høsten. Af ytringer, som afdøde da i denne tid angivelig flere gange lod falde om sin tilstand, (han sagde saaledes: «at han troede det skulde blive hans død». «Jeg skjønner ikke hvorledes det skal gaa, det bliver nok døden, det maa vel ogsaa du skjønne» - «jeg skjønner ikke hvorledes det skal gaa, - aa jo, jeg skjønner det ogsaa» - «det bliver nok ingen anden reise for mig end til kirkegaarden. Jeg er daarligere end nogen tror», og ved en leilighed efter julen 1903 og før 7 januar 1904: «nu orker jeg ikke at læse længere heller, nu bliver det forbi altsammen»), fik vidnet den opfatning, siger hun, at afdøde selv troede, at døden vilde blive udgangen, uden at vidnet ellers nærmere har præciseret, hvorvidt hun opfattede Walby saaledes, at han troede, at udgangen var forestaaende i en nærmere fremtid. Kr. Walby har i denne forbindelse i modsætning af husbestyrerindens forklaring, forsaavidt sees, uimodsagt anført, at faren efter 7 januar, indtil han for alvor tog sengen fat, saalangtfra ansaa sin tilstand beseglet, at han tvertom oftere lod falde haabefulde ytringer om at komme til kræfter igjen, naar sol og varme kom i veiret.
Efter de saaledes foreliggende oplysninger finder retten imidlertid ikke, at O. H. Walby kan betegnes som døende mand, da han 7 januar 1904 indgik tidtnævnte overenskomst med sønnen - eller at denne transaktion kan siges at være gjort paa dødsleiet. Paa den tid var, som anført, heller ikke afdøde af lægen sat i kundskab om sin tilstand, og om end afdøde ventelig i sin fremskredne alder og med sin skortende helbred stundom, som lægen siger, kan have omgaaes med tanken paa døden, saa foreligger dog efter rettens
Side:501
mening ingen afgjørende data for, at han netop troede, at døden da var nær forestaaende, saa transaktionen kunde formodes at være dikteret af særlig hensyn hertil, saameget mindre som lægen har sagt, at afdøde til ham udtalte, at den trufne ordning med sønnen allerede for længere tid siden var aftalt med denne. Den trufne disposition fuldbyrdedes straks og i samme stund, som kontrakten oprettedes, og skjødet paa gaarden blev tinglyst paa første ting.
At tidtnævnte disposition overhovedet kan karakteriseres som gave, henseet til den angivelig saa reducerede anslagssum for de overdragne værdier, kan retten heller ikke anse godtgjort, om det end synes at medgives, at naar anslagssummen for gaarden er ansat til kr. 12.000,00, er dette at regne for godt kjøb. Men det er selvsagt et langt skridt herfra og til at karakterisere den hele transaktion som en gave. Efter hvad fru Gjems har udtalt i en fremlagt skrivelse, var jo forholdet mellem hende og hendes mand og faren det allerbedste, saa det jo ingen antagelighed er for, at afdøde skulde villet forfordele hende med arven. Og afdøde var efter det foreliggende fuldt klar og bevidst, da transaktionen med sønnen foregik, og sees han senere paa forskjellig hold at have udtalt, at der ved den trufne ordning ikke var vederfaret Gjems nogensomhelst uret. Han kjendte Gjems's forskjellige konti hos sig udenad, sagde han. Gjems's ganske løse og for flere væsentlige faktorers vedkommende kun gjetningsvise overslag over afdødes formue differerer skrigende fra den af firmaet udarbeidede status pr. 31 december 1903 og vil i mangel af anden bestyrkelse ikke kunne tillægges nogen betydning.
Denne vidtløftige strid, der er paagaaet om størrelsen af Gjems's tidligere debet til afdøde for dennes udlæg og forstrækninger for ham - hvilken debet ellers efter bestemmelsen i dokumentet af 7 januar blev strøget og eftergivet Gjems - finder retten det upaakrævet nærmere at indgaa paa for, løsningen af det foreliggende spørgsmaal. At afdøde i denne forbindelse, efter hvad Gjems paastaar men bestemt bestrides af Kr. Walby, har svævet i en vildfarelse og gaaet ud fra ganske feilagtige forudsætninger og paa grundlag af disse truffet sine dispositioner ved dokumentet af 7 januar til datterens ubillige forfordeling pligter Gjems beviset for, men noget saadant kan ikke efter det foreliggende skjønnes tilveiebragt. Huslægen har i saa maade forklaret, at afdøde efter den trufne ordning af 7 januar udtalte til ham, at der ikke var vederfaret Gjems nogensomhelst uret og tillagde han specielt, at han kjendte Gjems's konti hos ham udenad.
At den ved dokumentet af 7 januar trufne forening mellem afdøde og søn, da afdøde beskikkede sit hus, paagjaldt og omfattede overdragelse til sønnen af farens samtlige eiendele løst som fast med varebeholdning, fordringer, bankbøger og andre værdipapirer, finder retten efter den hele dispositions kjendelige øiemed ikke tvilsom. Gjems gjør imidlertid gjældende, at dokumentet af 7 januar efter sin ordlyd og iklædning expressis verbis kun nævner som overdragelsesgjenstand foruden gaarden købmandsforretningen med dens aktiva og bestrider derfor, at overdragelsen gjaldt to afdøde tilhørende bankbøger og hans indbo, idet Gjems i denne forbindelse ogsaa fremholder, at i ethvert fald er overdragelsen forsaavidt ikke før O. H. Walby's død fuldbyrdet med nogen paategning paa bankbøgerne eller indboets besiddelsestagelse. Men dette synes ikke at fortjene nogen vegt. Afdøde har i dokumentet af 7 januar udenom kr. 15.000,00 af kjøbesummen, hvorfor gældsbevis udstedtes, kun forbeholdt sig et aarlig annuum og brugen af sin beboelsesleilighed og havde han desuden villet forbeholde sig enten penge, fordringer eller andre værdier, skulde dette formentlig selvsagt fundet sit tydelige udtryk i dokumentet, der ellers forkynder, at han har overdraget
Side:502
sønnen sine aktiva af alle slags. Afdøde har jo selv noksom tilkjendegivet, at meningen med overenskomsten i saa maade har været som retten antager, idet han til afdrag paa sønnens gjældsbevis for de overdragne aktiva, har modtaget og afskrevet paa dette de ham tidligere tilhørende to bankbøger. Hvad angaar fordringen om, at bankbøgerne ved særskilt paategning kræves overført til Kr. Walby skulde dette være hensigtsløst allerede af den grund, at bankbøgerne efter det foreliggende tilhørte firmaet O. H. Walby og i og med dette finnas overtagelse af Kr. Walby overgik til denne for allerede næste dag at gaa tilbage til O. H. Walby som afdrag paa sønnens udstedte gjældsbevis til ham. Og hvad angaar overtagelsen af indboet skulde vel nogen formeligere akt ikke trænges under de forhaandenværende forhold.
Retten kommer efter det anførte til det resultat, at paastanden om offentlig skiftebehandling af boet efter afdøde O. H. Walby ikke kan gives medhold. Sagens omkostninger findes at burde ophæves.
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Indstevnte fremholder ligeoverfor sin afdøde fars formue, at denne af ligningskommissionen for 1903 og 1904 var ansat til 66.000 kroner og heller ikke var større, og mener iøvrig, at den fremlagte oversigt over boets stilling pr. 1 januar 1904 tilstrækkelig bekræftes ved 2det kontravidnes prov, hvorefter de udestaaende fordringer udenfor afdødes forstrækninger til begge børn var reduceret med 25 %, som han antager stemmer med det virkelige forhold.
Retten maa vistnok give appellanterne medhold i, at denne oversigt ikke kan erstatte udskrift af forretningens eget statusopgjør, der jo skulde vise, hvad afdøde Walby selv har værdsat sin formue til og idet hele taget give brugbart materiale til bedømmelse af, hvorvidt der ved overenskomsten er ydet fuldt vederlag for de sønnen overdragne eiendele, eller om der foreligger gave.
Retten antager imidlertid, at dette spørgsmaal ikke kan tillægges afgjørende betydning i den foreliggende tvist, idet man med skifteretten er enig i, at forholdet maa bedømmes i ethvertfald som en kontraktsmæssig gave, fuldbyrdet før dødsleiet og følgelig uafhængig af arvelovens §65. - At afdøde O. H. Walby efter husbestyrerindens vidneforklaring stadig, ialfald fra høsten af udtalte, at han troede sygdommen skulde blive hans død og ved nytaarstid - før 7 januar - at han ikke orkede at læse længere, og at det nu blev forbi altsammen, tyder visselig paa, at afdødes tilstand var saadan, at han paa den tid, overdragelsen fandt sted, har næret frygt for, at sygdommen var uhelbredelig, hvad ogsaa huslægen, 1 kontravidne, har bekræftet, naar han har vedkjendt sig den tro, at afdøde som ethvert menneske under saadanne omstændigheder af og til før nævnte dato har antaget, at sygdommen, der tog sterkt paa ham baade sjelelig og legemlig, vilde medføre døden. Huslægen, der fra midten af december 1903 til Walbys død den 25 mars 1904 omtrent daglig var indom og talte med ham, har imidlertid paa spørgsmaal, om afdøde den 7 januar vidste, at han led af en dødbringende sygdom, afgivet benegtende svar, og det er ikke konstateret, at han paa den tid havde fornemmelse af, at døden var forestaaende. - Lægen havde ved juletider den mening, at sygdommen vilde trække ud flere maaneder før opløsningen og fandt efter konferance med børnene - sagens parter - ikke at burde underrette den syge om hans egentlige tilstand. Fra afdøde er der ikke efter oplysningerne faldt nogen udtalelse til lægen om, at han selv troede døden nærmede sig, før han 10 dage før dødsfaldet var blevet sengeliggende, uden forsaavidt som han, kort efter at ordningen med sønnen var afsluttet, ved at
Side:503
omtale dette ytrede, at han nu var færdig med livet og gjerne kunde dø. I overenskomsten har han forbeholdt sig panteret i gaarden for den aarlige afgift. Af indstevnte er det under proceduren her for retten erkjendt, at han af lægen var sat ind i situationen; men han, benegter, at faren var sig bevidst, at sygdommen var dødbringende og havde opgivet haabet om at komme sig, da overenskomsten overensstemmende med tidligere aftaler, afsluttedes, og der foreligger i de tilveiebragte oplysninger ikke tilstrækkelig bevis for, at afdøde har tilsigtet at disponere sit dødsbos midler uden tanke paa, at overenskomsten for kortere eller længere tid vilde ramme og interessere ham selv i levende live. Naar husbestyrerinden under tingsvidnet har forklaret, at O. H. Walby efter at have hørt svigersønnens misfornøielse med ordningen havde udtalt, at denne jo kunde gjøres om igjen, hvad han ogsaa skulde have ytret til datteren i anledning af dennes besværinger i samme retning, saa skulde muligens dette kunde tyde paa, at der var tilsigtet en tilbagekaldelig sidste viljeerklæring; men denne mulighed afsvækkes i overvældende grad ved afdødes udtalelser til 1 kontravidne om, at den trufne ordning var aftalt for længere tid siden og til husbestyrerinden i flere aar om, at han vilde slutte forretningen og overdrage denne til sønnen. Disse udtalelser synes ubestridelig at styrke den opfatning, at der den 7 januar afsluttedes fra afdødes side en længere paatænkt dispositio inter vivos og ikke en dødsgave.
Om dispositionen skulde omfatte en gave derved, at indstevntes præstationer ikke dannede fuldt vederlag for, hvad han modtog, skjønnes der saaledes ikke, at dispositionen under de forhaandenværende omstændigheder kan rokkes af den grund, at den ikke er iklædt testamentariske former. En nærmere undersøgelse af boets stilling og forholdet mellem arvingernes oppebaarne forskud, antages efter dette overflødig, idet man ikke finder føie til at antage, at overenskomsten fra afdødes side skulde hvile paa nogen væsentlig vildfarelse, forsaavidt betræffer appellantens bogførte ansvar til boet, specielt datterens meget omprocederede udstyrskonto. - Efter de faldne udtalelser til 1 og 2 kontravidne maa afdøde antages at have havt fald rede paa de paagjældende konti, ligesom han direkte har udtalt efter ordningen og dennes kritik fra appellanternes side, at han fandt at have handlet retfærdig ogsaa ligeoverfor datter og svigersøn. At indstevnte har irret under sit forsøg paa at forklare hende det billige i arrangementet med hensyn til sin datters udstyrskonto kan efter dette ikke tillægges synderlig betydning. De af indstevnte indbragte spørgsmaal om, hvorvidt appellanterne har formel adgang til at paaberaabe sig afdødes vildfarelse m.v. trænger saaledes ikke afgjørelse. At overenskomsten omfattede samtlige afdødes aktiver kan efter det oprettede dokuments ordlyd og det hele forhold neppe betviles og er for kontrabøgernes vedkommende konstateret ved afdødes kvittering af 8 januar. Vistnok har afdøde senere disponeret over nogle indboet tilhørende gjenstande ved at forære disse til sin husbestyrerinde; men det ligger nær at antage, hvad indstevnte paastaar, at det skede med hans specielle tilladelse. Med hensyn til fuldbyrdelsen af overenskomsten er det ikke bestridt, at forretningen - varebeholdning m.v. - blev overtaget straks. Derimod fortsatte afdøde benyttelsen af indboet i den leilighed, som han havde forbeholdt sig fri benyttelse af. Sagen frembyder forsaavidt tvil, som dokumenterne intet indeholder om, at leiligheden skulde være møbleret. Imidlertid antages det naturlig, at parternes stiltiende forudsætning har været, at afdøde skulde beholde leiligheden uforandret ogsaa med hensyn til bohave og under denne forudsætning maa overleverelse, selv om saadan under andre omstændigheder skulde have været paakrævet, hvor huset tilhører den nye eier, ansees ufornøden til overførelse af eiendomsret.
Side:504
Underrettens kjendelse, hvis præmisser iøvrig tiltrædes, vil saaledes blive at stadfæste, ligesom processens omkostninger ogsaa findes at burde ophæves her for retten.
Bergersen.
Jeg finder spørgsmaalet om, hvorvidt overenskomsten afødt xx.xx.1904 kan opretholdes som en dispositio inter vivos, ganske tvilsomt. Det er vistnok saa, at afdøde allerede i længere tid synes at have ønsket at overdrage forretningen til indstevnte; men det er ikke godtgjort, at vilkaarene herfor tidligere har været aftalt overensstemmende med kontrakten, og ved det skifte, som sommeren 1903 skal have været paa tale, maa det vistnok meget mere antages at have været meningen, at Gjems skulde deltage. - Paa det tidspunkt, da kontrakten i virkeligheden er kommet istand, synes der paa den anden side efter det hele sygdomsbillede, forklaringerne frembyder, i forbindelse med gamle Walbys alder og hans ytringer til husholdersken ved forskjellige anledninger, jfr. ogsaa samtalen med ing. Gjems november 1903, at tale meget for, at Walby, uagtet han ikke af lægen var gjort bekjendt med sygdommens beskaffenhed, dog har forstaaet, at døden var nær forestaaende. Gaven til husholdersken den 12 januar synes at have en ren testamentarisk karakter, jfr. indstevntes uimodsagte ytring «han huskede paa dig ogsaa», og maa da vække formodning om, at ogsaa den nogle dage forud trufne overenskomst med sønnen er skoet med døden for øie. Under disse omstændigheder kan jeg heller ikke se bort fra, at Walby selv, som det maa antages, har udtalt, at ordningen kunde gjøres om igjen, da alle endnu levede. -
Selv om overenskomsten kan bestaa for arvelovens §65, synes den ved samme stedfundne arvedeling derhos iallefald i et punkt at maatte ansees bygget paa feilagtige forudsætninger. - - -
Den løsning, som ellers kunde ligge nær, nemlig at opretholde kontrakten paa den betingelse, at appellanterne yderligere fik sig udbetalt, hvad de efter et rigtig opgjør af deres konti m.m. rettelig skulde tilkomme, maa nemlig ansees udelukket ikke blot ved de knappe oplysninger, der foreligger om grundlaget for kontrakten, men ogsaa ved proceduren, der alene tager sigte paa overrenskomstens opretholdelse eller forkastelse i dens helhed. Selv om kontrakten betragtes som en dispositio inter vivos, kan jeg derfor ikke komme til andet resultat end, at den maa sættes ud af betragtning.
Indstevnte har her for retten gjort gjæeldende, at indsigelse mod kontrakten som bygget paa vildfarelse fra afdøde Walbys side, ikke kan gjøres af appellanterne, da de ikke er parter i overenskomsten; men hermed antager jeg ikke, at han kan høres. Om end i sin form en handel, er ordningen dog i sit resultat aabenbart en ren arvedeling og maa det antages, at gamle Valby her er gaaet ud fra urigtige forudsætninger, der vilde berettiget ham til at ophæve den, indsees ikke andet end, at den samme ret efter hans død maa tilkomme appellanterne som dem, hvis interesser dermed er krænket. Indsigelsen er forøvrig ogsaa først fremsat for overretten og mødt med protest.
Med hensyn til hvad der omfattes af overenskomsten, skal jeg tilføie, at indboet ikke skjønnes at kunne indgaa derunder, da det hverken kan henregnes til forretningens aktiva eller uden videre ansees at medfølge i den faste eiendom. Heller ikke foreligger noget om, at indboet senere er overdraget indstevnte. Hvad bankbøgerne angaar vil man neppe heller, om man alene havde dokumentet af 7 januar at holde sig til, kunde anse dem indbefattet i overdragelsen, og naar de alligevel maa ansees som overdraget indstevnte, beror dette efter mit skjøn alene paa O. H. Walbys kvittering af 8 januar, hvorefter han har modtaget dem som afdrag paa gjældsbeviset fra foregaaende dag. Der er forøvrig herved den uopklarede besynderlighed, at bankbøgerne her anvendes til afdrag paa en gjæld, der efter beviset fra
Side:505
dagen i forveien skulde henstaa uopsigelig til O. H. Walbys død og delvis endnu længere.
Hazeland.
Jeg finder at burde slutte mig til andenvoterende.
Med hensyn til processaualia anmerkes, at det, skjønt ukorekt, formentlig kan passere, at tvisten fra skifteretten er overført bytinget og procederet der, hvor ogsaa vidneførsel gjentagende har fundet sted. For disse vidneførseler burde dog antagelig været svaret tingsvidnegebyrer, hvilket anmerkes til indberetning.
Beichmann.