Rt-1909-586

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-07-30
Publisert:	Rt-1909-586
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 89/1 s.a.
Parter:	Enke Maren Kristine Jensen (adv. C. M. Jacobsen) mod A/S Kristiania sporveisselskab (adv. Helliesen).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Med hensyn til nærværende sags enkeltheder henvises til den af Kristiania byret 13 november 1907 afsagte dom, ved hvilken A/S Kristiania sporveisselskab frifandtes for enke Maren Kristine Jensens tiltale i sagen; sagens omkostninger ophævedes.

Dommen er af Maren Kristine Jensen indanket til høiesteret, hvor hun har nedlagt lignende paastand som tidligere ved byretten, dog saaledes at hun ikke har gjort fordring paa sagsomkostninger ved byretten, hvorimod paastanden gaar ud paa tilkjendelse af omkostninger ved høiesteret.

Indstevnte A/S Kristiania sporveisselskab har paastaaet byrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sagsomkostninger for høiesteret.

Høiesteret kommer til samme resultat som byretten, hvis begrundelse man finder i det væsentlige at kunne tiltræde.

Processens omkostninger for høiesteret antages at burde ophæves.

Side:587

I henhold hertil afsiges saadan

dom:

Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Af byrettens dom hidsættes:

Den 15 april 1906 fandt der paa hjørnet af Karl Johans og Kongens gade et sammenstød sted mellem en af Kristiania sporveisselskabs vogne og en fra Grünerløkkens brandstation kommende brandvogn som var underveis til Kongens gade, hvor brand var varslet. Ved sammenstødet væltede brandvognen med den følge, at en af de paa denne siddende brandkonstabler, Anton Jensen kvæstedes saa haardt, at han afgik ved døden.

Da hans gjenlevende hustru mente, at sammenstødet skyldtes sporveisselskabet og specielt feil fra vedkommende sporvognsførers side, for hvilke sporveisselskabet maatte være ansvarlig, har hun - - - nedlagt paastand om, at indstevnte tilpligtes til citantinden at udrede erstatning i anledning af hendes mands ved overkjørsel forvoldte død efter skjøn af uvillige mænd optaget paa indstevntes bekostning med renter af skjønsbeløbet fra paaklagen samt sagsomkostninger.

Efter hvad der foreligger, maa begivenheden antages at være foregaaet saaledes:

I anledning af varslet brand fra Kongens gade kom en slangevogn fra Grünerløkkens station ved 4-tiden om eftermiddagen den 15 april 1906 kjørende over Stortorvet og svingede ind i Kongens gade. Da kjøreren brandformand Nilsen kom frem i Karl Johans gade ved Jackwitz's hjørne, saa han en sporvogn komme nedover Karl Johans gade, idet den, da han saa den, var omtrent udenfor porten til Daniel Steens gaard. Da han fandt, at det da var forsent at holde hesten ind eller svinge tilside, og da han desuden antog, at distancen fra sporvognen var tilstrækkelig stor til, at sporvognen kunde stanses i betimelig tid, fortsatte han kjørselen tvers over Karl Johans gade, idet han da svingede noget til venstre i gaden for at give sporvognen længst mulig distance at stanse paa. Imidlertid havde sporvognens fører, Harald Ryen, 1 kontravidne, da han efter sin mening var et par vognlængder, 8-9 meter, fra Kongens gade, faaet eie paa brandvognen, da denne kom ud i Karl Johans gade, og bremsede øieblikkelig med begge bremser samt satte modstrøm paa, men det lykkedes ham ikke itide at faa stanset farten, idet bremsningen alene bevirkede, at hjulene stod stille, medens vognen gled videre paa skinnerne, der var blevet glatte ved, at vandvognen netop havde kjørt i gaden. Sporvognen traf saaledes brandvognen i den bagerste del af samme, og uagtet dengang sporvognens fart maa antages at have været ganske liden, bevirkede dog sammenstødet, at brandvognen, der var høi og havde overtyngde, væltede med den heromhandlede ulykkelige følge for brandkonstabel Anton Jensen.

Citantinden, der anfører, at der fra det sted, hvor sporvognsføreren saa brandvognen og til kollisionstedet var en skinnelængde af ialfald 20 meter, hvad der ogsaa maa antages at forholde sig rigtig, gjør i sin almindelighed gjældende, at den omstændighed, at sporvognen ikke har kunnet stanses paa et saa langt stykke, viser, at der maa være begaaet feil fra sporvognsførerens side, eller at der forelaa feil ved materiellet. Som saadanne feil har hun paapeget, a) at farten, hvormed sporvognen kjørte, maa have været for stor, b) at de rette stansningsmidler ikke har været benyttet og c) at bremseapparaterne ellers ikke kan have været i orden.

Side:588

Retten skal bemerke:

ad a: Efter alt hvad der foreligger, maa det antages, at sporvognen ikke kjørte med mere fart end den for dette strøg almindelige, om end farten øgedes noget ved de glatte skinner i forbindelse med gadens heldning. Man finder i det hele taget i dette punkt ikke at kunne lægge sporvognsføreren noget tillast.

ad b: Her har citantinden væsentlig gjort gjældende, at det var en stor feil af sporvognsføreren, at han ikke benyttede sandstrøapparatet ligeoverfor de glatte skinner. Indetevnte har angaaende stansningsmidlerne anført, at man har tre slags bremser, en mekanisk bremse, haandbremsen, der betjenes af vognføreren med hans høire haand, og en elektrisk bremse, der betjenes af vognføreren fra igangsættelsesapparatet, altsaa med hans venstre haand, og er gjennemgaaende til tilhængervognen, naar saadan som i nærværende tilfælde benyttes. Desuden har man en tredje slags bremsing, idet vognføreren ved et enkelt haandgreb paa igangsættelsesapparatet kan bringe vognmotorerne til at arbeide agterover, det er, vognene reverseres. Reversionsapparatet bruges imidlertid kun i yderste nødsfald. I nærværende tilfælde brugte vognføreren baade haandbremsen og den elektriske bremse, en haand til hver bremse. Derefter satte han paa modstrøm, hvortil ogsaa behøvedes begge hænder, idet han med den venstre haand maatte slaa af den elektriske bremse og sætte paa modstrøm og med den høire haand maatte slaa af haandbremsen. Og naar modstrøm skulde sættes paa, mattte igangsættelsesapparatets haandtag fra bremsestilling føres tilbage til nulstilling; haandtaget fra «foroverapparatet» - det mindste af de to paa førerapparatet anbragte haandtag - maatte dernæst sættes paa «agterover», hvorefter igangsættelsesapparatet føres paa fartkontakterne. Disse haandgreb udføres altid ved hjælp af begge hænder. Der var under disse omstændigheder ikke adgang for føreren til at benytte sandstrøapparatet. Citantinden har hævdet, at førerens forklaringer maa forstaaes derhen, at modstrøm blev sat paa, uden at bremserne var løsnede, og gjør gjældende, at modstrøm da ikke kunde nytte noget, idet hjulene ved bremsningen var fastskruede. Efter vidnets forklaring om, at modstrøm efter hans erfaring virker, selv naar hjulene staar stille, saafremt vognen er i sagte fart, kunde der ogsaa være grund til at forstaa forklaringen, som af citantinden gjort, men der er i den anledning fremlagt en tillægserklæring fra vidnet, indeholdende, at det er en selvfølge, at naar modstrøm sættes paa, maa haandbremsen, der fastklemmer bremseklodserne til hjulene, forinden løsnes; ingen kraft kan sætte hjul fastskruede med bremserne i bevægelse. At retten og de sagførende havde forstaaelsen deraf fandt vidnet saa klart, at det ikke faldt ham ind at nævne det. Skjønt denne erklæring ikke er beediget, maa man dog anse den for rigtig og gaa ud fra, at føreren havde sluppet haandbremsen, hvorved bremseklodsene var blevet løse fra hjulene. 5 hovedvidne har nemlig forklaret, at han, da sporvognen var kommet udenfor hanskebutiken ovenfor Frokostbørsen, saa at vognføreren greb fat i modstrømsapparatet og den elektriske bremse, saa han havde begge hænder paa regulatoren. Heraf følger, at han da maatte have sluppet haandbremsen. Vognførerens forklaring om at have erfaring for, at modstrøm virker, selv naar hjulene staar stille, indeholder jo heller ikke, at hjulene nu mere var bremsede, men kun at de var bragte til at staa stille. Man kan saaledes ikke gaa ud fra, at der ved paasætningen af modstrømmen af føreren var glemt at løsne de ved bremsningen fastskruede hjul, og da man, efter hvad der er oplyst, maa antage, at føreren ikke samtidig kunde paasætte modstrøm og benytte sandstrøapparatet, bliver spørgsmaalet, om han ved at vælge modstrøm istedet for sandpaastrøning har

Side:589

begaaet en uagtsomhed eller vist en mangel paa dømmekraft, der kan paadrage ham eller selskabet ansvar. Dette kan man imidlertid ikke finde at være tilfældet. Paasættelse af modstrøm maa jo i almindelighed ansees som det kraftigste stansningsmiddel, og selv om skinnerne var glatte, laa det jo nær at tænke sig, at hjulene ved at reverseres skulde bringe vognen til at stanse. Det er mulig, at sandpaastrøning vilde have været mere effektiv, men det maa betænkes, at det her gjaldt at handle øieblikkelig, der var ingen tid til betænkning, det dreiede sig kun om sekunder, og det kan da ikke bebreides vognføreren, at han valgte det middel, som i almindelighed var det mest effektive. Det er jo heller ikke sagt, at sandpaastrøning vilde have været mere effektiv og stanset vognen i betimelig tid til at undgaa kollisjon, og hvis saaledes var tilgaaet, kunde der med lige føie været bebreidet vognføreren, at han ikke havde valgt at paasætte modstrøm.

Da man saaledes ikke kan finde, at sporvognsføreren har gjort sig skyldig i noget forhold, som kan medføre ansvar, bliver det unødvendig at indgaa nærmere paa den adfærd, som føreren af brandvognen har udvist og de anker, som indstevnte i saa henseende har rettet mod ham.

Nogen mangel ved sporvognsmateriellet kan ikke antages at have været tilstede.

Indstevnte vil saaledes blive at frifinde; sagens omkostninger findes at burde ophæves.