Rt-1909-663
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1909-07-31 |
| Publisert: | Rt-1909-663 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 100/1 s.a. |
| Parter: | Kristiania kommune (adv. Krog) mod overretssagfører L. B. Movig (udebleven). |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Bygningsloven for Kristiania (1899) §18, §19, §16, §24 |
Denne sags gjenstand og nærmere omstændigheder fremgaar af præmisserne til Kristiania byrets dom afødt xx.xx.1907, ved hvilken den under sagen omhandlede udpantningsforretning afødt xx.xx.1906 underkjendtes, og sagens omkostninger ophævedes. Efter under 25 juli 1908 meddelt dispensation fra reglerne om ankesummens størrelse og opreisningsbevilling afødt xx.xx.1908 har Kristiania kommune ved stevning afødt xx.xx.1908 paaanket byrettens dom til Høiesteret, hvor sagen er overført til skriftlig behandling.
Appellanten har paastaaet den paaankede udpantningsforretning stadfæstet og sig tilkjendt sagens omkostninger ved begge retter.
Indstevnte, overretssagfører L. B. Movig, Fredrikstad, har ikke afgivet møde. Varsel og dokumentation er i orden.
Høiesteret kommer til det resultat, at appellantens paastand maa tages tilfølge.
Den gade, hvor den gadeoparbeidelse fandt sted, som ligger til grund for sagen, nemlig Grimstadgaden, blev i 1902 besluttet oparbeidet for kommunens regning i strækningen mellem Mogaden og Bjølsengaden, og arbeidet sattes ogsaa i gang for hele denne strækning. Dette arbeide maa da betragtes som det, der i bygningslovens §19 kaldes «vedkommende arbeide.» Dette arbeide er endnu ikke udført saaledes som besluttet og bevilget, idet endel af arbeidet med fortauget ved - Bjølsen skole endnu ikke er udført.
Først i juni 1906 blev det af kommunens vedkommende bestemt, at det besluttede arbeide skulde indskrænkes til kun at gjælde det da udførte arbeide. Under disse omstændigheder maa det være rigtig, at kommunen først beregner bygningseiernes refusionsbidrag, naar det er paa det rene, at alt det er udført, som efter vedkommende beslutning af kommunestyret skal udføres. Dette bidrag bør beregnes efter det hele arbeides samlede kostende, og selv om bidragets maksimum efter lovens §18 maatte være naaet tidligere» kan det ikke fordres, at kommunen skal sende regning paa bidraget, før hele det «vedkommende arbeide» er udført. Bygningseierne maa nemlig kunne kræve at se regnskab for det hele, før de betaler noget; og kommunen pligter ikke at sende regning, før den ogsaa kan kræves betalt. Selv om der havde været grund for kommunen til tidligere at træffe bestemmelse om indskrænkning i det besluttede arbeide, maatte dette være uden betydning for spørgsmaalet om kommunens ret til at søge refusion hos bygningseierne. Men derhos kan det ikke i nærværende tilfælde ansees paavist, at det var ubeføiet, at kommunen i 1903 foreløbig standsede eller udsatte arbeidet, - og heller ikke, at der først i 1906 fattedes beslutning om dets endelige afslutning.
Side:665
Efter dette kan vedkommende arbeide ikke siges at være udført før i juni 1906, og da er reglerne i lovens §19 og §24 betimelig tid befulgt af appellanten for den her omhandlede termins vedkommende. Det maa da antages, at kommunen har ret til at kræve det udpantede bidrag, ligesaavel som at Movig pligter at tilsvare det. Det er ikke bestridt, at meddelelse efter §19 er afsendt til eieren af Mogaden 20, og det antages da ikke at kunne hindre udpantningens afholdelse, saaledes som skeet, om det maatte forholde sig saaledes som af indstevnte anført, at han ikke har modtaget den, og ikke heller har ansøgt om fordeling af beløbet i 10-aarlige terminer.
Den paaankede udpantningsforretning vil saaledes blive at stadfæste. Processens omkostninger bliver efter omstændighederne at ophæve for begge retter.
I henhold til det anførte afsiges saadan
dom:
Den paaankede udpantningsforretning afødt xx.xx.1906 stadfæstes. Processens omkostninger for byretten og Høiesteret ophæves.
Af byrettens dom hidsættes:
Den 21 november 1906 lod kæmneren i Kristiania afholde udpantning for bidrag til dækkelse af kommunens udlæg for oparbeidelse af en del af Grimstadgaden, udlignet paa den til denne gade stødende eiendom Mogaden nr. 20 i henhold til bygningslovens §16. For en beregningssum af kr. 102,60 blev der givet udlæg i eiendommen.
Ved appelstevning afødt xx.xx.1907 har eieren af Mogaden 20, overretssagfører L. B. Movig paaanket denne udpantningsforretning.- - -
Mogaden 20 bebyggedes i aarene 1902-03. Færdigattest meddeltes 25 april 1903. Appellanten kjøbte eiendommen ved tvangsauktion i begyndelsen af november 1903 og havde tidligere en 2 prioritets pantobligation i eiendommen.
Den paagjældende strækning af Grimstadgaden besluttedes oparbeidet i 1902, idet kommunestyrets beslutning omfattede stykket mellem Mogaden og Bjølsengaden. Dette stykke var i den stand, hvori det nu forefindes, færdig i juni 1903, men herved var ikke hele det arbeide udført, som beslutningen omfattede. Udgifterne ved den skeede oparbeidelse blev først endelig beregnede sommeren 1906, og magistraten gav derefter under 21 juni 1906 vedkommende bygningseiere den i bygningslovens §19 omhandlede meddelelse, hvilken forøvrig appellanten for sin del benegter at have modtaget, ligesom den i lovens §24, 2 omhandlede tinglysning fandt sted. For appellantens eiendom, med en tomtelængde til Grimstadgaden af 28 meter, blev paa grundlag af maksimum efter lovens §18 beregnet som refusionsbeløb, ialt kr. 1.008,00. Det er 1 termin, 1/10 heraf, som den paaankede udpantningsforretning angaar.
Om grunden til, at refusionskrav for vedkommende udgifter ikke fremkom tidligere end i 1906, er der af overingeniøren for Kristiania veivæsen i skrivelse til bygningschefen afødt xx.xx.1907 afgivet følgende forklaring: «Midler til Grimstadgadens oparbeidelse mellem Mogaden og Bjølsengaden blev udredet af laanefondet saaledes, at oparbeidelsen blev posteret paa kapitalkonto. I juni 1903 blev gadearbeidet foreløbig afsluttet; men der gjenstod da asfaltering af fortanget langs Bjølsen skole, hvilket arbeide man havde agtet at lade udstaa indtil de projekterede tilbygninger ved denne skole var afsluttede. Da det imidlertid efter flere aars forløb ikke var udsigt til, at disse byggearbeider skulde komme til udførelse, foreslog man ifjor, at den
Side:666
gjenstaaende del af bevilgningen til Grimstadgaden skulde indgaa i bykassen, og herom fattedes beslutning af decisionskomiteen under 12 november 1906»
Appellanten har blandt andet gjort gjældende, at refusionskravet er præskriberet efter loven afødt xx.xx.1896 dens §5. Heri antager jeg, at appellanten maa gives medhold.
Efter bygningslovens §19 skal magistraten, saasnart vedkommende arbeide er udført, meddele enhver af vedkommende bygningseiere, hvad han har at betale til bykassen, og skal betalingen derpaa erlægges inden tre maaneder efter meddelelsen. Efter lovens §24 kan refusionsbeløbene inddrives ved udpantning og nyder samme pantesikkerhed og fortrinsret, som tilkommer de paa fast eiendom hvilende kommunale skatter, dog saaledes at den prioriterede panteret tabes for den del af beløbene med renter, for hvilke der ikke er søgt udpantning inden et halvt aar fra forfaldsdag. Efter loven afødt xx.xx.1896 forældes fordringer som de heromhandlede i tre aar fra forfaldsdag.
Som det fremgaar af disse bestemmelser er det lovens forudsætning, at de heromhandlede refusionskrav skal inddrives med en vis særlig hurtighed efter vedkommende arbeides udførelse. Hermed antages det uforenelig, at kommunen skulde paa egen haand kunne udskyde vedkommende fordringers forfaldstid og dermed tidspunktet for deres præskription paa grund af et de refusionspligtige saa uvedkommende hensyn som den paagjældende bevilgnings afslutning i kommunens hovedregnskaber. I nærværende tilfælde var alt det arbeide, for hvilket kommunen søgte refusion i aaret 1906, afsluttet allerede i (juni) 1903, og der kunde ikke have været noget til hinder for, at kommunen umiddelbart derefter udlignede de da medgaaede udgifter, muligens med et forbehold for udgifter, som yderligere maatte paaløbe. Der kunde ialfald ikke have været nogen nødvendighed for, at forfaldsdag blev udskudt længere end til november 1903, 4-5 maaneder efter arbeidets afslutning, og isaafald er den paaankede udpantning efter §5 i loven afødt xx.xx.1896 for sent afholdt.
Ved det foran anførte er forudsat, at appellanten var personlig forpligtet for refusionskravet. Forsaavidt man ikke antager dette, som af appellanten er benegtet, men som det her ikke er nødvendig at afgjøre, vilde præskription ifølge bygningslovens §24, 2 led, være indtraadt allerede et halvt aar efter den antagne forfaldsdag. - - -
M. Ebbel.
Ogsaa jeg finder, at arbeidet i nærværende tilfælde maa regnes som udført i juni 1903. I saa henseende lægger jeg, foruden det af førstvoterende anførte vegt paa, at refusionsbeløbets maksimum allerede dengang var naaet, saa at en mulig senere fortsættelse af arbeidet vilde være uden betydning for refusionspligten.
Jeg finder ogsaa, skjønt under tvil, at præskriptionsfristen under den nævnte forudsætning maa ansees for at være forløbet. Der kan vistnok fra kommunens side anføres, at der man levnes en vis tid til opgjør af et saadant regnskab, og nogle maaneder skulde kanske ikke være for meget. Men paa den anden side vilde man isaafald blive uden noget bestemt udgangspunkt, og jeg antager derfor, at der ikke er andet at gjøre end at regne treaarsfristen fra arbeidets afslutning med tillæg af de tre maaneder, hvori gaardeieren efter lovens §18 har henstand. Med disse bemerkninger tiltræder jeg assessor Ebbells votum.
W. G. Winsnes, kst.
Ligeledes enig.
Siewers.