Rt-1910-104

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-11-27
Publisert:	Rt-1910-104
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 40/2 s.a.
Parter:	Bergens telefonkompagni (adv. K. J. Wiese) mod Tollef Kraakenæs (adv. Rieber-Mohn).
Forfatter:
Lovhenvisninger:	Telefonanleggsloven (1903) §5, Telefonanleggsloven (1903), §12, §3

I nærværende sag er ved dom afsagt 24 oktober 1905 af den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Midthordland med meddomsmænd saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, Bergens telefonkompagni, bør for citanten, Tollef Kraakenæs' tiltale i denne sag fri at være. I erstatning for sagens omkostninger betaler citanten til indstevnte kr. 130.»

Ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1907 er derimod saaledes kjendt for ret: «Underrettens dom underkjendes. Indstevnte, Bergens Telefonkompagni bør under en mulkt af kr. 5 til Fane herredskasse for hver dag denne dom siddes overhørig, inden 6 maaneder fra denne doms forkyndelse at fjerne de under sagen omhandlede og paaviste 15 telefonstolper med derpaa anbragte ledninger. Sagens omkostninger for begge retter ophæves.» Overretsdommen er forøvrig afsagt under dissens.

Sagen er nu indbragt for høiesteret af telefonkompaniet, som har paastaaet overrettens dom underkjendt, og sig frifundet samt tilkjendt omkostninger for alle retter og Tollef Kraakenæs ilagt mulkt for unødig trætte.

Tollef Kraakenæs har paastaaet overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt procesomkostninger for høiesteret.

Sagens nærmere omstændigheder vil erfares af præmisserne til de tidligere domme. For høiesteret er fra begge sider fremlagt en del nye dokumenter. Af en erklæring fra to i længere tid ved amtsingeniørkontoret ansatte assistenter fremgaar det, at det inden Søndre Bergenhus amt har været fast regel ved veianlæg, at veivæsenet erhverver fuld eiendomsret ikke alene over selve veibredden, men tillige over 1,60 m. paa hver side, og vedkommende amtsingeniør har oplyst, at veivæsenet, da spørgsmaalet om anlæg af den her paagjældende vei opstod, af Fane kommune, der havde paataget sig at skaffe fri grund, fordrede, at anlægget skulde erholde til disposition overalt veibredden, 4 meter + 1.60 m. paa hver side. For strækninger, hvis afstaaelse skede gjennem

Side:105

ekspropriation, foreligger ogsaa planer, der viser, at i det eksproprierede area er indbefattet alt, hvad der ligger indenfor en bredde af 7,20 m. For de strækningers vedkommende, hvis afstaaelse ordnedes gjennem mindelig overenskomst, og særskilt da for Tollef Kraakenæs's eiendoms vedkommende, foreligger derimod ingen saadanne planer, og en fremlagt udskrift af den takstforretning, som ifølge overenskomsten mellem Tollef Kraakenæs og Fane kommune blev afholdt, indeholder kun, at der er beregnet ham erstatning for «283 m.2 veigrund à 0,50.» Af de to skjønsmænd, som forrettede ved anledningen, har den ene erklæret, at han neppe tror, der blev opmaalt synderlig mere end det, som ansaaes at ville medgaa til veilegemet med ca. 50 cm. grøft, medens den anden, der forøvrig kun erindrer værdsættelsen pr. meter, har erklæret at han anser det som en selvfølge, at det var forudsætningen, at grunden blev erhvervet i samme bredde som paa de steder, hvor ekspropriation afholdtes. Den daværende ordfører i Fane, som var tilstede ved takstforretningen, har erklæret, at han er tilbøielig til at antage, at der ikke blev maalt og betalt for mere end, hvad der medgik til veilegemet med grøfter og skraaninger. Som medlemmer af den komite, der af Fane herredsstyre blev nedsat for at erhverve den fornødne grund til veianlægget, har han tillige med en anden mand videre erklæret, at de under forhandlingerne med hensyn til veivæsenets ret udenom selve veibanen gik ud fra og henholdt sig til veilovens bestemmelser, og at de ikke kjendte til, at veivæsenet overalt skulde have dispositionsret over grunden i en afstand fra veien af 1,60 m. I ethvert fald blev forhandlingerne om grundafstaaelsen til det paagjædelnde veianlæg ikke fra komiteens side ført under forudsætning af en afstaaelse i dette omfang. Om de to mænd, som har afgivet den sidst omhandlede erklæring, har lensmanden i Fane attesteret, at de hører til bygdens bedste mænd, at den ene, der var ordfører paa takstforretningens tid gjentagende har været stortingsmand, og at den anden i en række af aar har været ordfører.

Efter de saaledes foreliggende oplysninger maa det nærmest antages, at Tollef Kraakenæs ikke har afstaaet og ikke har faaet betaling for mere end selve veilegemet med grøfter og skraaninger. I ethvert fald er det ikke godtgjort, at afstaaelsen mod veilovens almindelige forudsætning har havt et videre omfang. Under disse omstændigheder kan der ikke gaaes ud fra, at veivæsenet har været berettiget til at disponere over det paa siden af veien og dens grøfter liggende terræn som skeet, og telefonkompaniet pligter derfor, naar det af Tollef Kraakenæs forlanges, at borttage de omtvistede telefonstolper.

Overrettens dom vil følgelig blive at stadfæste med fornøden forandring med hensyn til fristen.

Processens omkostninger for høiesteret findes efter omstændighederne at burde ophæves.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande, dog saaledes, at fristen for telefonstolpernes borttagelse regnes fra høiesterets domsafsigelse. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Ifølge den irettelagte erklæring fra appellanten af 21 mars, tinglyst 29 april 1896 og Fane formandskabs skrivelse til amtsingeniøren i Søndre Bergenhus afødt xx.xx.1902 med paategninger af denne og amtet, er det paa det rene, at appellanten, da han - dels mod erstatning og dels

Side:106

gratis - afstod grund af sine eiendomme til veianlægget Fjøsanger - Ytrebygden, ikke tog nogetsomhelst forbehold, og det er videre paa det rene, at de af indstevnte langs denne vei med amtsingeniørens samtykke opsatte telefonstolper staar paa den i veiloven afødt xx.xx.1851 §19 nævnte 1 alen brede strækning udenfor yderste grøftekant, indenfor hvilken strækning intet gjærde man opføres.

Appellanten gjør gjældende, at indstevnte uanseet, at veibestyrelsen har givet tilladelse til stolpernes og ledningernes anbringelse, har været uberettiget dertil, da veibestyrelsen ikke har faaet eiendomsret og saaledes heller ikke fuld dispositionsret (blandt andet til at opsætte telefonstolper) paa appellantens kun til veianlæg afstaaede grund, og dertil kommer, at stolperne som nævnt er opsatte udenfor veien, nemlig paa den alenbrede strækning fra yderste grøftekant, over hvilken strækning veibestyrelsens ret kun bestaar deri, at det er forbudt andre at disponere over den.

Hertil bemerkes, at der vistnok, da nærværende tvist opstod, savnedes lovhjemmel for, at den, som har erhvervet grund til vei, ogsaa har erhvervet ret til uden samtykke fra grundafstaaeren at lægge telefonledning paa eller ved siden af veien indenfor alenbredden udenfor grøftekanten. Det man formentlig ogsaa medgives, at den af indstevnte anbragte telefonledning langs med og lige ved grænsen af appellantens eiendom, der er beliggende paa begge sider af veien, kan medføre forskjellige ulemper for eiendommens besidder. Da appellanten imidlertid under næaværende sag har holdt spørgsmaalet om skades- eller ulempeserstatning udenfor, og da det saavidt vides maatte ansees som anerkjendt retspraksis (jfr. Arbeidsdepartementets udtalelse i Elektr. Tidsskrift for 1904 (nr. 27, side 167), at telegrafstolper og lignende kunde anbringes paa de offentlige veie eller deres grøfter eller skraaninger, uden at grundeieren kunde kræve erstatning for den dertil benyttede grund, antages indstevnte at have været berettiget til at opsætte telefonledningen som skeet i henhold til vedkommende veibestyrelses tilladelse, idet det i saa henseende ikke skjønnes at kunne gjøre nogen forskjel, at stolperne in casu er nedsat i den førnævnte alenbredde nærmest yderste grøftekant. - - -

F. C. Prahl.

Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende.

Spørgsmaalet i sagen er, hvorvidt veibestyrelsen kan meddele et privat telefonselskab ret til at opsætte stolper og ophænge ledning langs en offentlig vei (bygdevei, anlagt med bidrag af det offentlige) paa den alenbredde udenfor yderste grøftekant, der ifølge veiloven af 1851 §19 ikke man indgjærdes eller bebygges.

At de under sagen omhandlede stolper staar paa denne alenbredde man antages at fremgaa af aastedsbefaringen, hvor det siges, at maalingen (af afstanden) er foretaget fra veikanten og over grøften. Amtsveiingeniøren udtaler i en erklæring afødt xx.xx.1905, at veibredden paa heromhandlede vei er 7,2 meter, hvoraf selve kjørebanen er 4 meter, og medens der udenfor denne bredde af veivæsenet paa hver side eies og disponeres 1,6 meter til grøfter og skraaninger m.v., saaledes at intet gjærde maa komme veien nærmere end 1,6 meter fra yderkanten af den 4 meter brede kjørebane.

Efter de under aastedsbefaringen foretagne maalinger er veibanen vistnok overalt fra 0,30 til 0,66 meter bredere end 4 meter, med ens veivæsenet synes efter nævnte skrivelse at anse sig berettiget til at disponere over 4 meter + 1,60 meter paa hver side, i det hele 7,20 meter. Trækkes herfra alenbredden 0,628 meter paa hver side, tilsammen 1,256 meter, saa bliver igjen 5,944 m. - indenfor alenbredden. Stolperne nr. 3, 8, 14 og 15 synes at staa indenfor disse 5,94 m.

Side:107

Hvordan det end hermed forholder sig, saa antages det, da der som nævnt overalt er maalt over grøften, at stolperne staar udenfor yderste grøftekant og altsaa paa alenbredden.

Underretten har antaget, at veibestyrelsen har havt ret til at tillade Bergens telefonselskab at sætte sine stolper paa alenbredden. Forsaavidt imidlertid underretten har gaaet ud fra, at veivæsenet er eiendomsberettiget til denne alenbredde, er denne antagelse formentlig urigtig. Af høiesterets votering i Rt-1877-674 ff. antages det at fremgaa, at grundeieren ansees eiendomsberettiget til grunden udenfor yderate grøftekant, men at han maa finde sig i den ved veilovens §19 paalagte indskrænkning ikke at bebygge nævnte areal og saaledes heller ikke gjenopføre et nedrevet hus.

Ved lov 9 juni 1903 om anlæg af telegrafer, telefoner m.v. har man nu i lovens §5 faaet bestemmelse om, at statens telegrafvæsen uden godtgjørelse kan anbringe ledninger for telegraf og telefon m.v. paa, over og under offentlige veie, og det er i nævnte §'s slutning udtrykkelig udtalt, at under udtrykket veie indbefattes ogsaa den grund udenfor yderste grøftekant, hvorpaa der efter veilovens §19 ikke maa opføres gjærde (altsaa den under nærværende sag omhandlede alenbredde). I den departementale komites præmisser til denne bestemmelse i §5 (se love med forarbeider for 1903) udtales, at denne strimmel vistnok maa ansees at tilhøre den private grundeier, men da den dog er disponeret til fordel for veien derved, at den skal holdes aaben, er der formentlig ingen grund til, at telegrafvæsenet skulde yde nogen godtgjørelse for anbringelse af stolper m.v. paa denne strimmel. Nævnte lovs §12 tillader, at loven med kongens samtykke kan gjøres anvendelig for anlæg, paa hvilke der er givet koncession, dog undtages §3 §5. Denne undtagelse konstaterer, at det kun er statens anlæg, som er fri godtgjørelse for opsættelse af ledninger paa heromhandlede strimmel. Og man maa slutte, at naar selv koncessionerede selskaber ikke af kongen kan gives tilladelse til at benytte strimmelen uden godtgjørelse, kan der saa meget mindre af veibestyrelsen gives saadan tilladelse til ikke koncessionerede selskaber.

Og at her i første række maa være tænkt paa godtgjørelae til den private grundeier synes utvilsomt, om der maaske ogsaa har været tænkt paa godtgjørelse af telegrafvæsenet til vedkommende veies vedkommende. Da nu private selskaber ikke har nogen ekspropriationsret, ved hvis hjælp godtgjørelse kunde bestemmes ved skjøn, er saaledes grundeierens samtykke nødvendig.

Nævnte lov af 1903 er ikke paaberaabt under proceduren, men antages at være af væsentlig betydning ved afgjørelsen af det i denne sag opkomne spørgsmaal, idet ogsaa den, som paavist gaar ud fra grundeierens eiendomsret til strimmelen.

Selv om staten tidligere ansaaes berettiget til at anlægge telegrafer og telefoner langs de offentlige veie allerede i henhold til telegrafloven afødt xx.xx.1854, kan heraf ikke sluttes, at veibestyrelsen i et amt kunde meddele private saadan ret paa alenbredden, der er grundeierens eiendom.

Naar der under proceduren er henvist til en departementsskrivelse, der er refereret i Elektroteknisk Tidsskrift, bemerkes, at ingen saadan skrivelse kan findes indtaget i Lovtidendes 2den afdeling efter loven af 1903. Den angaar derhos i ethvertfald kun statens telegrafvæsen. Derimod er i Lovtidende indtaget en departementsskrivelse afødt xx.xx.1903 om træer og huske paa alenbredden, der viser, at samme ansees som grundeieren tilhørende.

Side:108

Appellantens paastand om de anbragte telefonstolpers borttagelse antages efter det anførte at maatte tages tilfølge, idet bemerkes, at der under sagen ikke er nedlagt paastand om erstatning for skade, og at derhos meddomsmændene paa foranledning har skjønnet, at skade ikke er forvoldt. Om ulempe har de ikke udtalt sig, men at saadan finder sted, er antydet af appellanten. - - -

Ring.

Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med andenvoterende. Veivæsenet mener sig vistnok som foran anført foruden til 4 meters veilegeme dispositions- og eiendomsberettiget til 1,6 meter grund paa begge sider af dette. Men da indstevnte ikke har godtgjort, at eiendomsforholdet til den af veivæsenet disponerede grund in casu er anderledes end ved veianlæg i almindelighed, maa man gaa ud fra, at veivæsenet til den alenbredde, paa hvilken stolperne qv. er anbragte, ikke har anden ret end den, som kan udledes af veilovens §19. Men det er ikke eiendomsret. De dispositioner, veivæsenet over denne alenbredde selv kunde foretage, kunde efter min mening kun være saadanne, som var nødvendige af hensyn til selve veien. (Jeg bortser her selvfølgelig fra loven afødt xx.xx.1903.) Men heraf er det igjen en ligefrem følge, at det samtykke, veivæsenets vedkommende har givet til anbringelse af de heromhandlede telefonstolper, ikke kan give indstevnte nogen ret ligeoverfor appellanten.

A. P. Olsen, kst.