Rt-1910-177

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1909-12-18
Publisert:	Rt-1910-177
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 58/2 s. a.
Parter:	Konsul Thv. Schiøtt (adv. Gerh. Holm) mod H. Halvorsen (adv. K. Dybwad).
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Med hensyn til nærværende sags faktiske omstændigheder henvises til præmisserne til Bergens overrets dom afødt xx.xx.1908, hvilken dom - under ophævelse af sagens omkostninger - stadfæstede en af den edsvorne fuldmægtig hos byfogden i Skien den 13 januar 1905 afsagt kjendelse, hvorved en af konsul Thv. Schiøtt begjæret tvangsauktion over matr. nr. 186 paa nordre Brække blev negtet fremme.

Overretsdommen er nu af konsul Thv. Schiøtt ved stevning afødt xx.xx.1908 paaanket til høiesteret, hvor der for ham er nedlagt saadan paastand: «At de paaankede retsavgjørelser underkjendes, at den rekvirerede auktion fremmes efter ny - berammelse og bekjendtgjørelse, og at appellanten hos indstevnte tilkjendes omkostninger for alle retter.»

Indstevnte H. Halvorsen har nedlagt paastand om stadfæstelse af overretsdommen og tilkjendelse af procesomkostninger for høiesteret.

Overretsdommen er afsagt under dissens, idet en af de voterende stemte for, at konsul Schiøtts paastand - der var overensstemmende med den her for retten nedlagte - skulde tages tilfølge.

Sagen foreligger for høiesteret i samme skikkelse som for overretten, undtagen forsaavidt som appellanten i anledning af overrettens bemerkninger om formalia har fremskaffet legitimation for, at Engmann endnu den 18 december 1908 i pantebøgerne stod som eier af den omhandlede eiendom.

Høiesteret kommer til samme resultat som overrettens dissenterende medlem og kan i det væsentlige tiltræde hans begrundelse. Dette resultat stemmer ogsaa med høiesterets afgjørelse i den i Rt-1909-

Side:178

side 117 fg. refererede sag, hvilken dom af appellanten i nærværende sag er paaberaabt som et afgjørende præjudikat. Indstevnte har herimod vistnok gjort gjældende, at den her foreliggende pantobligation er udstedt i et bestemt øiemed, at tjene som sikkerhed for Engmanns vekselobligationslaan optaget i anledning af kjøbet af den pantsatte eiendom, og at dette forhold har faaet sit direkte udtryk i den pantobligationen under 28 september 1893 givne, senere overstrøgne paategning. Han paaberaaber sig navnlig, at pantobligationen ikke var deponeret som haandfaaet pant, men transporteret som sikkerhed, og at sparebank en var bemyndiget til at kvittere obligationen til aflysning; vekselobligationslaanet og panteretten var efter hans opfatning paa denne maade knyttet helt sammen, som om gjælden direkte havde været knyttet til pantobligationen. De saaledes paaberaabte omstændigheder findes imidlertid ikke at begrunde nogen afgjørende forskjel. Sparebanken var først berettiget til at kvittere pantobligationen til aflysning naar vekselobligationslaanet i sin helhed var indfriet. Retten blev saaledes aldrig aktuel, nogen kvittering eller aflysning har ikke fundet sted, og pantobligationen har den hele tid i sin helhed - som det ogsaa fra først af maa antages at have været meningen - beroet som sikkerhed for den til enhver tid tilbageværende del af vekselobligationslaanet. Den omstændighed, at sikkerhedsstillelsen var iverksat ved en paategning paa pantobligationen, ikke ved et særskilt dokument, kunde ikke medføre, at parterne overfor trediemand mistede noget af sin raadighed over forholdet. Naar sikkerhedsstillelsen og den dertil knyttede bemyndigelse bortfaldt - som det skeede ved overstrygningen af paategningen -, maatte det staa den, som havde raadighed over pantobligationen, frit for at disponere over denne som skeet overfor konsul Schiøtt. Efterfølgende panthavere blev herved ikke anderledes stillet, end de til enhver tid maatte være forberedt paa overfor en «gjort» obligation, som efter omstændighederne kan være helt ubenyttet, eller benyttet til sikkerhedsstillelse i større eller mindre udstrækning.

Appellantens paastand vil efter dette blive at tage tilfølge, dog saaledes at processens omkostninger efter omstændighederne findes at burde ophæves.

Dom:

Den af konsul Thv. Schiøtt begjærede tvangsauktion over matr. nr. 186 paa nordre Brække i Skien fremmes efter ny berammelse og bekjendtgjørelse. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Af overrettens dom hidsættes:

Den 31 december 1892 udstedte G. C. Engmann til Brekke interessentskab en obligation stor kr. 2.350 med pant i hans af interessentskahet s.d. tilskjødede eiendom under nordre Brække i Skien, m.-nr. 186. Obligationen, der tinglystes 9 januar 1893, udstedtes ikke for af kreditor ydet laan, men som sikkerhed for et vekselobligationslaan i Solum sparebank, som debitor optog til betaling af eiendommen, og hvorfor Brekke interessentskab endoserede. I juli 1899 udstedte Engmann en obligation til H. Halvorsen for kr. 7.255 med pant i samme m.fl. eiendomme og 7 s. m. en ny do. til samme for kr. 8.000 med samme pant. Disse obligationer tinglystes 21 august og 8 september 1899. Under 25 februar 1901 transporterede Brekke interessentskab den førstnævnte obligation paa kr. 2.350,00 til Thv. Schiøtt. Den 28 mai 1904 holdtes tvangsauktion over pantet, - for hvem eller med hvilken hjemmel er ikke oplyst, - og blev H. Halvorsen som formentlig høistbydende eier for en kjøbesum af kr. 4.000,00.

Side:179

Under 11 oktober 1904 lod Thv. Schiøtt med hjemmel af pantobligationen afødt xx.xx.1892 begjære tvangsauktion over pantet. Saadan blev berammet til 14 november næstefter, men under denne mødte H. Halvorsen som eier og panthaver og protesterede mod dens fremme. I den deraf opstaaede tvist afsagde den edsvorne fuldmægtig hos byfogden i Skien 13 januar 1905 saadan kjendelse: «Den af konsul Thv. Schiøtt begjærede tvangsauktion over matr. nr. 186 paa nordre Brekke negtes fremme.» - - -

Retten bemerker foreløbig, at det kan være tvilsomt, om forligshehandlingen er i orden. Appellanten har 13 juni 1904 indkaldt Engmann, uagtet Halvorsen 28 mai næstfør var blevet eier af pantet, og det er eieren, man skal indklage. (Schweigaard Proces 2 del, 3 udg. side 494, Hagerups Panteret 2 udg. side 271 note 14, sammes Proces 2 del, 2 udg. side 400.). Man maa imidlertid formentlig kunne gaa ud fra, at Engmann, da klagen udtoges, fremdeles stod som eier i pantebøgerne, naar hensyn tages til den korte tid, der var hengaaet mellem auktionen 28 mai og klagens udtagelse. At klagen er rettet mod Engmann, antages derfor at kunne passere. Klagen er videre efter vedtagelse i obligationen forkyndt ikke paa Engmanns bosted (Skotfos eller Solbakken i Solum, se tingsvidnet), men paa pantet Brekke i Skien, med sedvanlig byvarsel af 2 dage. Ogsaa berettigelsen heraf er tvilsom, (Retst. for 1886 side 438 og 1890 side 490 Rt-1886-438 Rt-1890-490), men da klagen sees forkyndt for Engmanns datter, og hun lovede at underrette faderen om forkyndelsen, antages ogsaa dette at kunne passere. Skotfos er jo ganske nær Skien, saa at der maatte være anledning til at give nogenlunde betimelig underretning.

Med hensyn til realiteten bemerkes, at tvisten er om, for hvilket beløb obligationen afødt xx.xx.1892 har prioritet foran indstevntes obligationer, og med hvilket beløb han pligter at udbetale den. Indstevnte paastaar, at den kun har prioritet for kr. 1.660,00, hvortil vekselobligationslaanet i Solum sparebank gjennem betalte afdrag er gaaet ned, medens appellanten mener, at den er prioriteret for sit hele paalydende kr. 2.350,00 og den er derfor opført i auktionskonditionerne med dette beløb. Mod dette sidste har indstevnte protesteret, og hans protest er af auktionsforvalteren taget tilfølge. Appellanten erkjender, at da han fik transport paa obligationen, var det laan, hvorfor den var deponeret i Solum sparebank, gaaet ned til kr. 1.660,00, og at han var bekjendt dermed; men han mener, at den alligevel gjælder for sit fulde beløb, idet han foruden at overtage restlaanet i Solum sparebank gav Engmann et nyt laan for kr. 400,00 og desuden havde penge tilgode hos denne, saa at han blev Engmanns kreditor for det fulde beløb kr. 2.350,00. Indstevnte gjør gjældende, at for den sum, hvormed laanet var gaaet ned, eller kr. 690,00 var appellantens obligation indfriet, og at han der efter sine obligationer havde opstigningsret («eftersom bedre prioriterede heftelser indfries eller afdrages»), var indgaaet i dette beløbs plads.

Retten finder at maatte give indstevnte medhold. Ved den passerede betaling af kr. 690,00 formenes panteretten for denne del af appellantens obligation ophørt og efterfølgende panthaver at være indtraadt istedet. (Hallager-Aubert Obligationsret 2 del side 417-18, Hagerup Panteret §61). Om det afdragne beløb ikke er blevet afskrevet paa obligationen, eller om det ikke er blevet aflyst, er ligegyldig overfor en trediemand, der alligevel kjender det faktiske forhold som appellanten her. En saadan trediemand eller transporthaver kan ikke forlange panteretten overført paa andre fordringer til skade for senere prioriteter. Med saadannes tilværelse i 1901 kunde appellanten ialfald ved anstillet undersøgelse, som han pligtede, let være blevet bekjendt. Om kun afdrag er betalt eller hele den foregaaende prioritet er

Side:180

indfriet, maa være ligegyldig; naar betaling sker - delvis eller helt -, træder etterpanthaveren op i den betalte sums sted.

At obligationen qv. er en saakaldt «gjort» obligation, kan formentlig ikke forandre forholdet ligeoverfor senere panthavere. Vistnok har en række Skiens-banker i en fremlagt erklæring udtalt sig for den mening, at saadanne obligationer uden hensyn til efterpanthaver kan, om de er gaaede ned, atter igjen forhøies, men dels er dette benegtet at være praksis i nævnte banker, dels kan det under ingen omstændighed tillægges nogen særdeles betydning. Man maa ogsaa være opmerksom paa, at den her omhandlede obligation efter en paategning afødt xx.xx.1893, som vistnok nu er overstrøget, men som den sandsynligvis har baaret, indtil den transporteredes til appellanten 25 februar 1901, var deponeret i Solum sparebank for en bestemt gjæld. Denne var som oven nævnt under sidstnævnte dato gaaet ned til kr. 1.660,00 og for noget større beløb kunde heller ikke kreditor transportere den. Appellanten har ikke faaet transport paa høiere pantesum end kr. 1.660,00. Paategningen forudsætter, at naar den deri nævnte gjæld var betalt, skulde obligationen kvittereres til aflysning. - - -

G. Roll.

Enig.

F. C. Prahl.

Det er paa det rene, at den i denne sag omhandlede pantobligation paa kr. 2.350,00 er en «gjort» obligation, der af Engmann udstedtes til og overleveredes Brekke til sikkerhed for endossement. Det er da formentlig følgen heraf, at det er obligationen som saadan, i sin helhed, der er overleveret, og som vedbliver i sin helhed at gjælde som sikkerhed, selv om den virkelige gjæld (vekselobligationens) afdrages mer eller mindre. Det er nemlig ikke pantobligationen, som afbetales, men gjælden efter vekselobligationen. Det var ogsaa pantobligationen som helhed, Solum sparebank havde til sikkerhed (i henhold til den udstrøgne transport, som formentlig ialfald forsaavidt kan paaberaabes i denne sag), idet det i transporten siges, at det er, naar vekselobligationen er indfriet, at sparebanken bemyndiges til at kvittere pantobligationen til aflysning.

Da Brekke interessentskab fik pantobligationen tilbage og transporterede den til Schiøtt, blev den følgelig ogsaa transporteret i sin helhed, og ligesom Brekke interessentskab formentlig maatte kunne ydet Engmann yderligere forstrækninger mod sikkerhed i pantobligationen, saaledes maatte Schiøtt kunne gjøre dette, uden at behøve at forhøre sig hos muligens senere panthavere. Thi som sagt paa pantobligationen var intet afbetalt, og det var heller ikke meningen, at der paa den skulde afbetales noget. Intet er almindeligere end, at en «gjort» obligation ikke i sin helhed altid er optaget, og at den tjener til sikkerhed snart for en, snart en anden gjæld. Vilde de senere prioriteter sikre sig mod, at Engmann benyttede pantobligationen til sikkerhed for anden gjæld end den oprindelige, saa maatte de dog idetmindste give varsko og gjøre forbehold hos pantobligationens indehaver, hvad de maa gjøre, der vil faa sikkerhed i en allerede pantsat løsøregjenstand.

Det er sagt, at naar der betales paa pantegjæld, saa bortfalder pantstiftelsen forsaavidt uden aflysning, men en saadan sætning gjælder ialfald ikke her, hvor der som nævnt ikke er betalt paa pantegjæld, men paa vekselobligationsgjæld.

Jeg voterer saaledes for tilfølgetagelse af appellantens paastand. - - -

Ring.