Rt-1910-314

Instans:	Høyesterett - Kjennelse
Dato:	1910-03-12
Publisert:	Rt-1910-314
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 29/1 s.a.
Parter:	Straffesag mod Martin Schou m.fl. (aktor: adv. Schjødt - forsvarer: adv. H. O. Klingenberg).
Forfatter:	Hambro, Blom, Prydz, Bjørn, Hoff, Salomonsen, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Straffeloven (1902) §339

Konst. ekstraordinær assessor, byretsassessor Hambro: Efter forgjæves forelæg blev gartnerne Martin Schou, Frithjof Olsen og John Gyving sat under tiltale efter Kristiania politimesters beslutning afødt xx.xx.1909 for forseelse mod Kristiania politivedtægters §12 jfr. §1 og straffelovens §339, 2 for i oktober 1909 til nærmere oplyst tid at have uden politiets tilladelse taget plads paa tomtebryggen for at sælge grøntsager. Ved Kristiania meddomsrets dom afødt xx.xx.1909 blev samtlige tiltalte frifundne, idet meddomsretten fandt at forholdet ikke var strafbart efter de anførte lovsteder. Denne dom er af politimesteren i Kristiania indanket til høiesteret som formentlig beroende paa urigtig lovanvendelse, idet han særlig bemerker, at publikum har havt fri og uhindret adgang til den helt uindgjærdede plads, som støder umiddelbart op til offentlig gade, hvorfor han antager, at pladsen er aabnet for almindelig færdsel. Anken er af kjæremaalsudvalget henvist til prøvelse i høiesteret.

Forbudet i vedtægternes §12 gjælder at tage plads paa offentlig gade, og derunder forstaaes ifølge §1 ogsaa vei og plads, der er aabnet for almindelig færdsel. Jeg mener, at det ikke er tilstrækkelig, at pladsen faktisk befærdes eller kan befærdes af det almindelige publikum; men saadan færdsel maa ske med hjemmel i en udtrykkelig eller som oftest stiltiende stillen til almenhedens disposition af vedkommende vei eller plads fra eierens side til mere eller mindre begrænset brug og benyttelse deraf, som om den havde været offentlig gade. Saadanne begrænsninger kan naturligvis foreligge baade med hensyn til tid - en uigjenkaldelig disposition kan saaledes ikke forlanges - som ogsaa med hensyn til udøvelse f.eks. ved at hindre kjørsel og kun tillade gaaende passage. Hvor der kun foreligger det rent negative, at eieren taaler eller ser gjennem fingre med, at der over hans grund tages vei, synes det mig ikke at kunne være tilstrækkelig, saalænge det af forholdene fremgaar, at der her kun foreligger en tilladelse eller, om man vil, en uskyldig nyttesret, som eieren ikke har fundet det nødvendig at reagere mod. Man kan i disse tilfælde ikke slutte, at færdselen hviler paa et grundlag, som tillader at sidestille slige grundstykker med offentlig gade eller plads. Saavidt jeg skjønner, maa det antages, at meddomsretten har gaaet ud fra denne lovforstaaelse, ialfald har jeg ikke forstaaet denne dom derhen, at den har lagt en anden forstaaelse af loven til grund. De i dommen oplyste faktiske omstændigheder, mener jeg, maa lede til det foreliggende domsresultat; navnlig finder jeg at maatte lægge vegt paa oplysningen om, at den omhandlede lille plads ogsaa bruges af eieren til lagring og losning af trælast i forbindelse med det aabne skur, som pladsen umiddelbart steder til. Den synes derfor med rette betegnet som et tilbehør til dette skur. Herved er af meddomsretten fastslaaet en kjendsgjerning, som udelukker, at pladsen kan ansees aabnet til almindelig færdsel. Jeg finder, at den af mig fremholdte opfatning har væsentlig støtte i en høiesteretsdom i Rt-1894-301 fg.

Jeg mener saaledes, at anken allerede af denne grund maa

Side:315

forkastes, og jeg antager det derfor upaakrævet at undersøge, hvorvidt de paagjældende politivedtægter med hensyn til trudsel om straf opfylder de i strl §339, 2 fastsatte betingelser.

Konklusion:

Anken forkastes. (Vanlige salærer).

Assessor Blom: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor, byretsassessor Prydz, konst. ekstraordinær assessor, sorenskriver Bjørn, ekstraordinær assessor, skifteforvalter Hoff, ekstraordinær assessor, statsadvokat Salomonsen og justitiarius Thinn: Ligesaa.

Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.