Rt-1910-586
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-06-11 |
| Publisert: | Rt-1910-586 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 71/1 s.a. |
| Parter: | Jens J. Pensgaard (selv) mod Lars Olsen, Jakob Olsen og Ingeborg Knudsen (adv. Nørregaard). |
| Forfatter: | Roll, Blom, Hambro, Prydz, Motzfeldt, Mejdell, Reimers. 2-15 |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687) 1- |
De nærmere omstændigheder ved nærværende sag vil erfares af de underordnede retters domspræmisser. Ved dom afsagt af sorenskriveren i Karmsunds sorenskriveri den 30 januar 1908 blev Jens J. Pensgaard frifundet for Lars Olsens, Jakob Olsens og Ingeborg Knudsens tiltale og processens omkostninger ophævede. - Ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1908 er Jens Pensgaard tilpligtet under en løbende daglig mulkt stor kr. 5,00 til Skaare herredskasse inden 6 maaneder fra dommens forkyndelse til fordel for Lars Olsen, Jakob Olsen og Ingeborg Knudsen at fravige og ryddiggjøre den under sagen omhandlede tomt matr.-nr. 88 i 1ste rode i Kopervik.
Sagens omkostninger er ophævet for begge retter. Overretsdommen er afsagt under dissens, idet et af rettens medlemmer har stemt for underretsdommens stadfæstelse.
Sagen er nu indbragt for høiesteret af Jens J. Pensgaard, som har paastaaet overrettens dom underkjendt, underrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sagsomkostninger for alle retter.
Lars Olsen, Jakob Olsen og Ingeborg Knudsen har principalt paastaaet sagen afvist og sig tilkjendt kost og tæring, subsidiært overretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt sagsomkostninger.
Afvisningspaastanden er bygget paa utilstrækkelig dokumentation fra appellantens side. Da imidlertid denne mangel er afhjulpet ved yderligere dokumentation fra de indstevntes side, findes ingen grund til afvisning.
Om ex officio at afvise sagen, det være sig fordi den ikke er anlagt ved forum rei sitæ eller, fordi den angaar res judicata - kan der ikke være tale. Herom henvises til de foregaaende retters begrundelse.
Hvad realiteten angaar, kommer høiesteret til samme resultat som overrettens flertal og kan i det væsentlige tiltræde dettes domsbegrundelse. Det er for overretten fra Lars Olsens og hans procesfællers side uimodsagt anført, at tomteleie for ubegrænset tid ikke kjendes paa
Side:587
de paagjældende kanter af landet hvilket heller ikke kan sees at være bestridt af Pensgaard i hans procedure for høiesteret. Under disse omstændigheder antages det at maatte paahvile Pensgaard at bevise, at leieforholdet var bindende overfor udleieren eller dennes sukcessorer ogsaa, efterat den oprindelige leier og dennes efterlevende enke var afgaaet ved døden. Nogen oplysning om, hvad der ved fæstets stiftelse blev aftalt eller forudsat angaaende forholdets varighed, foreligger ikke, og sagen antages da at maatte gaa Pensgaard imod, som mod eiernes vindikationspaastand ikke har kunnet godtgjøre sin ret til at blive siddende paa tomten mod deres vilje.
Fæstet kunde ogsaa tænkes at være indgaaet ikke blot paa fæsterens og hustrus, men ogsaa paa børns levetid; men det er ikke oplyst, hvorvidt der nu lever børn efter egtefællerne, ihvorvel Pensgaard efter proceduren maa forudsættes at have egtet en datter af dem. Nogen paastand om at fæsterretten skulde gjælde for egtefællernes afkom, er forøvrig heller ikke paa nogensomhelst maade antydet fra Pensgaards side.
Overretsdommen vil saaledes blive at stadfæste. Procesomkostningerne findes at burde ophæves for alle retter.
Tre af de voterende, assessorerne Roll, Prydz og Reimers, voterer for, at appellanten frifindes for de indstevntes tiltale med ophævelse af processens omkostninger for alle retter. Det maa ved Bergens overrets upaaankede dom afødt xx.xx.1907 ansees endelig afgjort ogsaa i forhold til appellanten, at den omtvistede grund er en fæstegrund, som eies af de indstevnte. Spørgsmaalet er derfor nu alene, om fæstet er ophørt ved den oprindelige fæsters enke, Anne Johnsens død. Der foreligger, som det sees, ingensomhelst oplysning om, hvad der ved fæstets stiftelse blev aftalt eller forudsat med hensyn til dets varighed. Heller ikke foreligger der nogen oplysning om, hvad der i og omkring Kopervik er det sedvansmæssige i deslige fæsteforhold. Paa de indstevntes paastand i sidstnævnte henseende for overretten og paa appellantens undladelse af at benegte dens rigtighed finder man efter overretsprocedurens gang ikke at burde lægge nogen vegt. Tvistens løsning vil under disse omstændigheder bero paa, hvem af parterne der findes at have bevisbyrden, enten de indstevnte, som paastaar, at fæstet ikke strækker sig udover Anne Johnsens levetid, eller appellanten, som bestrider dette. Da den almindelige længde af leietiden for hustomter er forskjellig paa de forskjellige steder i vort land, kan der ikke opstilles nogen bestemt præsumtion enten i den ene eller den anden retning, og da findes det under den foreliggende situation, at de indstevnte som sagsøgere er nærmest til at godtgjøre, at det i Kopervik er sedvanlig, at leietiden ikke er længere end af dem i nærværende sag paastaaet.
Under den ved overretsdommen afødt xx.xx.1907 afsluttede sag hævdede appellanten, at tomten var solgt til Anne Johnsens mand; heri fik han vistnok ikke medhold, men samtidig udtalte overretten som sin forudsætning, at tomten var bortfæstet «paa ialfald meget lang tid». Medens overretsdommen ved at tilpligte Anne Johnsen at betale fæsteafgift klarlig lagde for dagen, at fæstet ialfald ansees at gjælde for hendes levetid, afgjorde den intet om fæstets varighed udover hendes levetid.
Dom:
Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for alle retter ophæves.
Side:588
Af underrettens dom hidsættes:
Efter forgjæves anstillet forligsmægling har Lars Olsen, Jakob Olsen og Ingeborg Knudsen saggivet Jens J. Pensgaard og nedlagt paastand om, at indstevnte under en passende, løbende mulkt tilpligtes at fravige og ryddiggjøre en tomtegrund matr. nr. 88 i 1ste rode i Kopervik til fordel for citanterne samt betale sagens omkostninger. Indstevnte, der har mødt personlig i retten, har taget til gjenmæle og paastaaet principaliter sagen afvist og sig tilkjendt kost og tæring og subsidiært paastaaet sig frifundet og tilkjendt forsvarsomkostninger.
Afvisningspaastanden har indstevnte støttet paa to forskjellige fundamenter: For det ene paa det fundament, at søgsmaalet som angaaende fast eiendom rettelig skulde ha været anlagt ved den faste eiendoms istedetfor som skeet ved indstevntes personlige verneting; og for det andet paa det fundament, at søgsmaalets gjenstand allerede er afgjort ved upaaanket dom.
Indsigelsen om forum rei sitae finder retten ikke begrundet allerede af den grund, at nærværende tvist sees at dreie sig om forstaaelsen af en dom (Bergens overrets dom afødt xx.xx.1907) eller med andre ord om et spørgsmaal angaaende res judicata.
Hvad angaar indstevntes anden afvisningsgrund, - den der er baseret paa spørgsmaalet om res judicata - saa vil denne blive behandlet i forbindelse med indstevntes reelle indsigelser ligeoverfor søgsmaalet, idet ogsaa disse gaar ud paa, at her foreligger et res judicata, som eo ipso hindrer domsafgjørelse efter citantskabets paastand.
Efter indstevntes fremstilling er sagens sammenhæng denne: Han (indstevnte) afkjøbte for flere aar siden sin svigermor Ane Johnsen den i nærværende sag omhandlede tomt matr. nr. 88 i 1ste rode i Kopervik. Hans skjøde paa eiendommen er tinglyst 22 oktober 1903. Saa fremkom citanterne i nærværende sag med paastand om eiendomsret til tomten og anlagde sag mod hans ovennævnte svigermor og ham selv og paastod dem tilpligtet at fravige og ryddiggjøre den (tomten). Ved Karmsunds sorenskriveris dom (afødt xx.xx.1906) blev der ogsaa givet citanterne i nærværende sag medhold i deres paastand. Men ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1907 blev han (indstevnte) fuldt og helt frifundet. Og da denne dom ikke er blevet appelleret - den er ogsaa nu for gammel til at kunne appelleres - saa mener indstevnte, at sagen en gang for alle maa være op og afgjort, og at det ikke kan gaa an for citanterne - saaledes som de nu forsøger - igjen at oprippe sagen.
Citanterne har benegtet indstevntes fremstilling, - har fremlagt udskrifter af begge de forannævnte domme og har paastaaet, at det ved disse domme er fastslaaet, at den omhandlede tomtegrund eies af citanterne. Videre paastaar de, at det er fastslaaet, at grunden var fæstet paa John Knudsens og hustrus - nævnte Ane Johnsens - levetid, og at begge disse nu er døde. Indstevnte har - paastaar citanterne - hverken fæsteret eller anden ret at paaberaabe sig. Forøvrig er citanterne enige med indstevnte i, at sagen er afgjort ved den førnævnte overretsdom, og at denne er endelig, upaaankelig og bindende, og at sagen er res judicata.
Ogsaa retten finder, at nærværende sag afhænger af forstaaelsen af den fornævnte overretsdom. - - -
Retten kan ikke være enig med indstevnte, naar han sees at have gjort den opfatning gjældende, at han ved nævnte overretsdom skal være anerkjendt som eier af omhandlede grund. Dette beror tvertimod efter rettens formening aabenbart paa en misforstaaelse. Ganske vist er han ved bemeldte overretsdoms konklusion blevet frifundet for «de indstevntes» (d. e.
Side:589
nærværende citanters) tiltale i sagen. Men af domspræmisserne fremgaar det ganske tydelig, at domstolens flertal (den ene af overretsdommerne, førstevoterende, dissenterede og stemte for fuld og hel frifindelse, gaaende ud fra den opfatning, at «de indstevnte» i overretssagen, d. e. nærværende citanter, ingen ret havde til den omtvistede grund) har antaget, at «de indstevnte», d. e. nærværende citanter, var eiendomsberettiget til grunden, og at nærværende indstevnte og hans hjemmel (svigermoderen Ane Johnsen) kun besad den i egenskab af fæstere. Andenvoterende i overretten siger saaledes, at han «finder det bevist, at appellantinden Ane Johnsen kun havde fæsteret til tomten qv. og voterer derfor for, at hun tilpligtes at betale de indstevnte (d. e. citanterne i nærværende sag) det paastevnte beløb kr. 24,00 for 3 aars grundleie. Og tredievoterende siger, at han «i det væsentlige og resultatet er enig med andenvoterende». Dette har da ogsaa i virkeligheden faaet sit udtryk i domskonklusionen, idet denne tilpligter bemeldte Ane Johnsen (nærværende indstevntes svigermoder og hjemmel) at betale til Lars Olsen m.fl. (d. e. nærværende citanter) kr. 24,00 (3 aars grundleie for tomten).
Paa den anden side kan retten imidlertid ingenlunde heller i et og alt give citanternes fremstilling sin tilslutning. Specielt kan retten ikke være enig i - hvad citanterne synes at ville paastaa - at det ved bemeldte overretsdom skal være fastslaaet, at omhandlede grund kun skal være fæstet paa John Knudsens og hustrus (Ane Johnsen, indstevntes svigermors) levetid. Det er saa langt fra, at overretsdommen findes at have fastslaaet dette, at den meget mere formenes at pege udover et saa begrænset tidsrum. Saaledes siger 2den voterende bl. a, at tomten maa antages «at have været bortfæstet paa ialfald meget lang tid. Forøvrig foreligger der absolut ingen oplysning om, paa hvilke betingelser fæstet har fundet sted» osv. Og i tilslutning til andenvoterende siger tredjevoterende, at han «af hensyn til, at intet er oplyst om fæstevilkaarene» osv. finder, «at appellanterne ikke bør dømmes til fravigelse». Overretsdommen antages derfor at have gaaet ud fra den opfatning, at fæsteforholdet med hensyn til tomten qv. har været af en mere permanent beskaffenhed eller strækkende sig udover enkelte slegtled, - et grundleieforhold, der jo heller ikke i bymæssig bebyggede strøg her i landet er noget ukjendt.
Under de foreliggende omstændigheder kan der ikke skjønnes her at være retslig grundlag, hvor efter indstevnte nu skulde kunne tilpligtes at fravige og ryddiggjøre tomten til fordel for citanterne. For at disse efter bemeldte overretsdom skulde à prima instantia kunne faa indstevnte tilpligtet at fravige og ryddiggjøre omhandlede tomt, formenes de ialfald at have maattet præstere bevis for, at han senere (d. e. efter overretsdommen) havde gjort sig skyldig i saadan misligholdelse qua besidder af tomten, at han af den grund kunde fjernes. Men noget bevis i saa henseende er ikke engang forsøgt ført fra citantskabets side; thi derhen kan det formentlig ikke regnes, at citantskabet i et indlæg har paastaaet, hvad indstevnte heller ikke specielt har benegtet, at selv om Ane nu havde levet, vilde hun ialfald nu havt sin fæsteret forbrudt. Hun har nemlig ikke betalt grundleien efter dommen, og der er heller ikke betalt grundleie for aarene 1905, 1906 og 1907».
Retten antager saaledes, at indstevnte paa grundlag af res judicata maa blive at frifinde for citantskabets tiltale i denne sag. Det tilføies, at en exceptio rei judicata ialfald i et tilfælde som det foreliggende, hvor der jo nok formenes at kunne være rum for nogen tvil, antages ikke at burde lede til afvisning.
Af overrettens dom hidsættes:
- - - Videre bemerkes, at for underretten paastod indstevnte sagen afvist i henhold til N.L. 1-2-15, fordi sagen, der angaar fast eiendom, ikke er
Side:590
anlagt ved denne eiendoms verneting, men ved indstevntes personlige verneting. Denne indsigelse blev forkastet af underretten, og da indstevnte ikke har gjentaget den her for retten, antages der ikke at burde blive spørgsmaal om sagens afvisning ex officio, eftersom formentlig en indstevnt kan samtykke i, at en sag angaaende fast eiendom, hvad denne sag maa antages at være, paadømmes udenfor eiendommens verneting, naar sagen ikke er af den art, at der behøves situationskart for overretten. Kfr. Schweigaard proces I §47 (3dje udgave),
For underretten paastodes ogsaa sagen afvist som res judicata i henhold til nærværende rets dom afødt xx.xx.1907 i sag nr. 134/1906, men denne formelle indsigelse er heller ikke gjentaget her for retten, hvor indstevnte paaberaaber sig denne dom som afgjørende for hans frifindelse, idet han mener ved denne at være helt frifundet i det omprocederede forhold.
Jeg antager, at pluralitetens vota i den nævnte overretsdom er at forstaa, saaledes som underretten har opfattet den, nemlig at tomten er fæstet paa meget lang tid, ikke blot paa mands og hustrus levetid, uden at andet vides om betingelserne, end at fæstesummen udgjør kr. 8,00 om aaret. Ligeledes maa det ansees afgjort, at manglende betaling af fæstesummen i en del aar ikke medfører fæstets forbrydelse. Men dommen har ikke afgjort, at fæstet aldrig skulde kunne forbrydes; thi dommen gjaldt kun, om fæstet var forbrudt i hin sag. Jeg er enig med underretten i, at der ikke er bevist omstændigheder i denne nye sag, der skulde begrunde fæstets forbrydelse. Jeg antager, at afgiften efter forannævnte overretsdoms afgjørelse nærmest maa være at betragte som grundleie, hvad forresten ogsaa appellanterne i sit deduktionsindlæg selv kalder den. Det kan overhovedet ikke sees, at indst. er blevet krævet for grundleie, ialfald er der ikke i klagen paaklaget resterende grundleie.
Appellanterne paastod, da de indlod sagen ved underretten, som grund for sin paastand om, at indst. skulde fravige tomten, at indstenvnte ved dom var frakjendt samme (nemlig ved nævnte overretsdom).
Da dette efter det anførte ikke er saa, vil indstevnte blive at frifinde.
Ring.
Forsaavidt angaar formalia enig med førstvoterende. Ved den upaaankede overretsdom afødt xx.xx.1907 er det afgjort, at tomten qu. ikke tilhørte appellanten i den sag, men de indstevnte, videre, at grundleien pligtedes, men at den undladte erlæggelse af den, paa grund af de specielle i majoritetens votum nævnte omstændigheder, ikke i den sag kunde have leierettens fortabelse tilfølge. Indstevnte i nærværende sag Jens Pensgaards paastand om, at han ikke havde adgang til paaanke af dommen, er derfor selvsagt ganske uholdbar.
Ved nævnte dom er det derimod ikke afgjort, for hvor lang tid tomten skulde ansees fæstet, saaledes hverken at leieretten var indskrænket til John Knudsen og enke Ane Johnsens levetid, eller at den skulde strække sig ud over deres tid. Da der af den dokumenterede udskrift af nævnte dom i den forrige sag ikke sees at være noget oplyst om, at leieretten skulde vare udover den oprindelige fæster og hustrus levetid - eller i det hele om betingelserne for fæstet, uden forsaavidt den aarlige afgifts størrelse angik, og da det er paa det rene, at baade fæsteren og hans hustru var døde før nærværende sags anlæg, antages indstevnte Pensgaard at maatte have bevisbyrden for, at ogsaa han - ligeoverfor appellanten - er berettiget til at blive siddende med grunden enten paa grund af kontrakt, andet samtykke eller gjældende sedvane. Saadant bevis har han imidlertid ikke engang forsøgt at
Side:591
føre, hvorfor appellantens paastand findes at maatte tages tilfølge, uden at det fornødiges at indgaa paa spørgsmaalet om misligholdelse fra hans side. - - -
O. P. Olsen.
Jeg er enig med førstvoterende i, at der ikke er tale om afvisning. Forøvrig er jeg enig med andenvoterende. Først nu foreligger den nye, efter det forrige sagsanlæg tilkomne søgsmaalsgrund - Ane Johnsens død - og først nu foreligger spørgsmaalet om fæstets varighed. Naar intet kan oplyses om fæstetiden, maa man antage, at den er fæsters og hustrus levetid. Jeg henviser herom til Auberts obligationsret - udg. af 1901 - spec. del I side 154 samt 302 og flg. spec. 304 jfr. Hallagers obligationsret udg. af 1879 - 2den del side 145 (§135 note 1). Om at grund- eller tomteleiere paa disse kanter af landet og specielt i Kopervik skulde sedvansmæssig tilkomme videre ret, foreligger ingen oplysning. Appellanterne har uimodsagt paastaaet, at tomteleie for ubegrænset tid ikke kjendes paa disse kanter.
G. Roll.
Seet. Jeg tror, at i strandsteder og lignende steder i det distrikt, som omfattes af Bergens overret, hænder det meget almindelig, at gamle fæster paa tomter og grunde gjælder udover fæsters og hustrus levetid - iallefald hvor ingen oprindelig fæsteseddel kan paavises som i denne sag. Der bliver nemlig altid bygget paa saadanne tomter, og husene pleier vistnok at gaa i handel og vandel med fæstegrundene. Kopervik var vel i midten af forrige aarhundrede kun et almindelig strandsted, og fæsteren af den her omhandlede grund er strandsidder. Jeg tror derfor, at ligesaameget taler for en præsumtion om stedsevarende grundleie som for, at fæstet ophører ved enkens død. Og under mangel af bevis fra vindikantens side, maa da besidderen forblive.
Ring.