Rt-1910-801

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1910-07-28
Publisert:	Rt-1910-801
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 101/1 s.a.
Parter:	Departementet for de offentlige arbeider (regjeringsadvokaten) mod Kristiania kommune (adv. F. A. Krog).
Forfatter:	Mejdell, Birkeland, Blom, Hambro, Backer, Salomonsen, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Telegrafloven (1899), Telefonanleggsloven (1903), Grunnloven (1814) §105, §97, Telegrafloven (1899) §1, §2, Telefonanleggsloven (1903) §5

Assessor Mejdell: Ved dom i nærværende sag, afsagt af Kristiania byret den 11 februar 1908, blev under dissens saaledes kjendt for ret: «Indstevnte, det kgl. arbeidsdepartement paa statskassens vegne, bør til citantskabet, Kristiania kommune, betale erstatning efter uvillige mænds skjøn, optaget paa indstevntes bekostning for Kristiania telefonanlægs benyttelse af kommunens gader og pladse fra 1 januar 1901 at regne, tilligemed 4 af hundrede i aarlig rente af erstatningsbeløbet fra skjønnets afgivelse til betaling sker. I sagsomkostninger betaler indstevnte til citantskabet kr. 150,00.»

Denne dom er saavel fra departementet for de offentlige arbeider som fra Kristiania kommune indbragt til høiesterets prøvelse ved stevninger henholdsvis af 7 mai og 23 juli 1908.

Med hensyn til hvad sagen angaar, henvises til præmisserne til byrettens dom.

Fra arbeidsdepartementets side er nedlagt paastand om frifindelse for Kristiania kommunes tiltale og tilkjendelse af omkostninger for begge retter, derunder salær til regjeringsadvokaten.

Fra kommunens side er nedlagt saadan paastand: «I. A. Principaliter: At arbeidsdepartementet paa det offentliges vegne tilpligtes at betale Kristiania kommune erstatning efter skjøn optaget paa statens bekostning i overensstemmelse med lov afødt xx.xx.1899 for Kristiania kommunes andel i Kristiania telefonanlægs økonomiske værdi pr. 1 januar 1901 med renter af erstatningsbeløbet fra forligsklagen. B. Subsidiært: At arbeidsdepartementet paa det offentliges vegne tilpligtes at betale Kristiania kommune godtgjørelse fastsat ved skjøn paa statens bekostning for afstaaelse fra 1 januar 1901 af stedsevarig dispositionsret for statens telefonanlæg over byens ga der og offentlige pladse. II. At Kristiania kommune tilkjendes hos det offentlige procesomkostninger for begge retter.»

Jeg finder det hensigtsmæssig først at behandle den af kommunen nedlagte principale paastand med de spørgsmaal, som dermed hænger sammen.

Det gjøres fra kommunens side gjældende, at ved fortolkningen af loven afødt xx.xx.1899 maa §1 og §2 sees i sammenhæng, og ud fra denne betragtning fremholder kommunen, at i de byer eller herreder,

Side:802

hvor der ved lovens emanation findes telegraf- eller telefonanlæg i drift, har staten ikke eo ipso eneret til for fremtiden at drive telegraf- eller telefonvirksomhed, men betingelsen maa være, at staten erklærer sig villig til for fremtiden at overtage saadan drift og derhos udreder til den tidligere bedriftsindehaver saadan erstatning, som §2 bestemmer, Ved beregningen af denne erstatning mener kommunen, at der maa tages hensyn til driftens hele økonomiske værdi, ikke blot til, hvad der er kaldt anlæggets tekniske værdi.

Saaledes som jeg anskuer det i nærværende sag foreliggende tilfælde, finder jeg det ufornødent at optage til drøftelse, hvorledes spørgsmaalet vilde stille sig, om der paa den tid, da staten overtog telefondriften her i Kristiania, altsaa pr. 1 januar 1901, havde været en telefonvirksomhed igang. Sagen er nemlig, at det tidligere telefonselskab havde efter overenskomst med Kristiania kommune kun adgang til at drive virksomheden til udgangen af aar 1900. Pr. 1 januar 1901 var der saaledes ingen tidligere telefon drift igang her i Kristiania. Skulde, om man tænker sig loven afødt xx.xx.1899 borte, telefonvirksomhed for fremtiden drives af private, saa maatte der en ny koncession til, og vilde kommunen drive for egen regning, var dens adgang til at drive nøiagtig den samme nu efter de 15 aars forløb, som den adgang vilde have været ved begyndelsen af de 15 aar. Nogen særskilt ret til fra 1 januar 1901 at drive saadan virksomhed her i byen udenfor den, der var hjemlet ved, at der i den tidligere lovgivning ikke fandtes noget forbud for private eller kommuner til at forestaa saadan drift, eksisterte ikke. Efter den af kommunen paaberaabte §17 i koncessionsbetingelserne afødt xx.xx.1885 for Kristiania telefonselskab er kommunen, naar koncessionstiden er udløbet, berettiget og, forsaavidt den negter at fornye koncessionen, forpligtet til at indløse det hele anlæg efter takst, der afgives af 3 mænd, som opnævnes paa en nærmere omhandlet maade; til grund for værdsættelsen skal lægges anlæggets antagelige værdi ved salg til et nyt koncessioneret selskab paa den tid, indløsningen foregaar.

Den eneste ret, som her er kommunen hjemlet, er, som det vil sees, retten til paa en i vilkaarene nærmere fastsat maade at overtage anlæggets materiel. Nogen anden ret er ikke meddelt kommunen og kunde af det daværende selskab heller ikke meddeles den. Stillingen er altsaa den, at pr. 1 januar 1901 eksisterer der ingen telefonvirksomhed her i Kristiania med rod i den tidligere drevne virksomhed, ingen bedrift, der kunde betragtes som staaende i noget retsligt sukcessionsforhold til den ældre bedrift. Jeg mener under disse omstændigheder, at kommunens adgang til at drive telefonvirksomhed fra 1 januar 1901 at regne er af nøiagtig samme retslige karakter som dens oprindelige adgang til før koncessionens meddelelse at optage for egen regning saadan virksomhed. Ser man forholdet fra denne side, falder det af sig selv i henhold til herskende teori og retspraksis, at der ikke af kommune eller private kan kræves erstatning af det offentlige, fordi om lovgivningen har erklæret, at en virksomhed, der tidligere var fri for enhver, efter lovens ikrafttrædelse ikke skal kunne drives af andre end staten. Jeg mener, hvad jeg her har anført er tilstrækkelig til forkastelse af kommunens principale paastand. Naar kommunen har gjort gjældende, at den skal ansees som den, der havde andel i Kristiania telefonanlæg og navnlig andel i anlæggets økonomiske værdi, maa man efter min mening ved bedømmelsen af kommunens stilling til det ældre selskab se hen til det faktisk foreliggende, og det faktisk foreliggende er, som jeg har nævnt, at kommunen ikke kan siges i nogen henseende at være blevet gjort til

Side:803

interessent i Kristiania telefonselskab. Sammenhængen er kort og godt den, at kommunen har givet selskabet tilladelse til i et vist tidsrum at drive virksomheden, intet andet.

Jeg gaar derefter over til kommunens subsidiære paastand. Mod denne paastand har departementet for det første gjort den indsigelse gjældende, at paastanden skulde ligge udenfor forligsklagens indhold. Med byrettens majoritet er jeg enig i, at efter omstændighederne paastanden staar i en saavidt nexus med det i forligsklagen omhandlede forhold, at ikke adgangen til at behandle den er processuelt udelukket. Det er ganske vist saa, at forligsklagen sees væsentlig at støtte sig paa, at kommunen «anser sig berettiget til af staten at kræve fuld erstatning overensstemmende med lov afødt xx.xx.1899 for den kapitalværdi, som det ældre telefonanlæg gjennem den ved koncessionen betingede indløsningsret repræsenterede for kommunen.» Men allerede i skrivelse fra magistraten til telegrafstyrelsen afødt xx.xx.1899 har kommunen som gjenstand for forhandling mellem kommunen paa den ene side og staten paa den anden side nævnt «betingelserne for statens udøvelse af de telefonselskabet ved koncessionen afødt xx.xx.1885 og 29 april 1886 tilstaaede rettigheder med hensyn til benyttelse af kommunens gader og pladse.» Jeg er derfor ikke i tvil om, at kommunen gjennem sin forligsklage har ment at omhandle hele det forhold, som saaledes omhandles i skrivelsen afødt xx.xx.1899, og jeg kan heller ikke være i tvil om, at dette er forstaaet fra departementets side.

Videre har departementet gjort den samme indsigelse gjældende, som byrettens majoritet har anseet forspildt ved byretsproceduren, den indsigelse, at kommunen ved at undertegne abonnementskontrakter for de telefoner, som kommunen har transigeret om med telefonstyrelsen, skulde have gaaet ind paa at frafalde enhver erstatning for statens benyttelse af kommunens grund i telefonøiemed. Til fremsættelse af denne indsigelse for høiesteret har departementet under 4 januar d.a. erholdt kongelig bevilling. Jeg kan ikke anse denne indsigelse beføiet. For det første mener jeg, at kommunen har ret deri, at det efter de forhandlinger, som har findet sted mellem kommunen paa den ene side og staten paa den anden side, er klart, at man fra ingen af siderne oprindelig har tænkt sig, at magistratens underskrift paa abonnementskontrakterne skulde have nogensomhelst indflydelse paa spørgsmaalet om statens adgang til at raade over de kommunen tilhørende gader og grunde. For det andet mener jeg, og finder det forsaavidt ikke nødvendig at gaa ind paa enkeltheder, at det af vedkommende klausul i abonnementskontrakterne utvetydig fremgaar, at klausulen alene tager hensyn til saadanne eiendomsforhold, som har anvendelse ligeoverfor private, altsaa kun angaar adgang til for telefonanlægget at benytte privatretslig hjemlede bebyggede eller ubebyggede tomter, men ingenlunde har til hensigt at afgjøre noget om det specielle forhold, der gjælder ligeoverfor kommunen som den, der eier gader og offentlige pladse.

Endelig har departementet hævdet, at den eneste erstatning, der kunde være tale om, at kommunen skulde være berettiget til, maatte være erstatning for de ulemper eller den gene eller det direkte tab, der maatte være kommunen paaført derved, at det offentlige ved sit telefonanlæg griber ind i kommunens raadighed, samt at under ingen omstændighed erstatning skulde kunne kræves for et længere tidsrum end fra 1 januar 1901 og til den tid, da loven afødt xx.xx.1903 traadte i kraft, i hvilken henseende henvises til lovens §5. Fra kommunens side gjøres

Side:804

i første haand gjældende, at nævnte §5, hvis den skal forstaaes paa den maade, departementet mener, er stridende mod grundlovens §105 og derfor ligeoverfor kommunen ikke kan komme i betragtning. Af grunde, som jeg straks kommer til, finder jeg det ufornødent at indgaa paa nogen drøftelse af, hvorvidt bestemmelserne i nævnte §5 kan antages under visse omstændigheder at være uforenlige med den paaberaabte grundlovsparagraf. Jeg mener nemlig, at det under nærværende sag foreliggende forhold mellem kommunen paa den ene side og staten som repræsenterende telefonvæsenet paa den anden side maa bedømmes under de retslige forudsætninger, der var tilstede paa den tid, da staten overtog telefonvæsenet her i Kristiania, altsaa 1 januar 1901. Efter den daværende lovgivning kan jeg ikke indse, det er tvilsomt, at kommunen med hensyn til de gader og offentlige pladse, som er kommunens eiendom, staar i samme retsstilling relativt til grundlovens §105 som private. Under nærværende sag er der kun tale om gader og pladse af ovennævnte slags, altsaa f.eks. ikke tale om saadanne veie eller pladse, hvortil staten maatte være den virkelige grundeier. Antager jeg saaledes, at kommunens eiendomsret er af staten at respektere i samme omfang, som staten vilde have at respektere privat eiendomsret, forekommer det mig ubestridelig, at naar der opstaar spørgsmaal om ekspropriation, de almindelige principer for ekspropriation til offentlige øiemed af andenmands grund maa komme til anvendelse. I nærværende tilfælde er der ikke af staten tilstevnet nogen ekspropriation; men jeg mener, at det fremgaar af hele forholdets natur, at tilfældet maa bedømmes, ganske som om der forelaa ekspropriation. Det sees, at staten har de facto overtaget raadigheden over byens gader og pladse i den udstrækning, som staten har fundet nødvendig for sit heromhandlede behov. Dette er skeet med kommunens konsens; men det har fra begge sider været forudsat, at spørgsmaalet om, hvilken godtgjørelse kommunen kunde beregne herfor, maatte blive gjenstand for nærmere aftale. Dette er forudsat allerede i den tidligere nævnte skrivelse fra magistraten til telegrafstyrelsen afødt xx.xx.1899, hvor det heder, «at man forudsætter, at der i tilfælde af kontraktens endelige vedtagelse bliver at forhandle med Kristiania kommune angaaende betingelserne for statens udøvelse» osv., saaledes som jeg ovenfor har refereret. Hertil har telegrafstyrelsen i skrivelse afødt xx.xx.1900 intet andet havt at bemerke, end at «med hensyn til, hvad der er udtalt i magistratens skrivelse af 1 december sidstl. angaaende benyttelsen af gader og pladse, vil man senere konferere nærmere med den ærede magistrat.» Nogen saadan konferance er det paa det rene ikke blev af; men skrivelserne afødt xx.xx.1899 og 30 mars 1900 har magistraten gjentagende mindet telegrafstyrelsen om. I den saaledes af mig refererede korrespondance kan jeg vel ikke lægge den betydning, som kommunen har villet underlægge, at det skulde være kontraktsmæssig vedtaget mellem parterne, at godtgjørelse skulde svares. Men den betydning har korrespondancen: at vise, at naar kommunen har tilladt staten uden ekspropriation at overtage den under sagen omhandlede raadighed, er det skeet under den bestemte forudsætning, at nærmere vilkaar for denne tilladelse maatte aftales. Og nu da det viser sig, at ingen aftale har været opnaaelig, maa konsekvensen blive, at vilkaarene fastsættes paa sedvanlig maade i lignende tilfælde, naar parterne ikke bliver enige: altsaa gjennem skjøn, der vil faa karakteren af ekspropriationsskjøn. Et ekspropriationsskjøn pr. 1 januar 1901 maatte tage hensyn til den da foreliggende status. Heraf følger, at det skjøn, som nu er blevet fornødent, fordi

Side:805

det har vist sig umuligt for kommunen at komme til enighed med staten, maa lægge til grund stillingen pr. 1 januar 1901. Naar jeg betragter sagen paa denne maade, falder det af sig selv, forekommer det mig, at der i nærværende sag ikke kan blive tale om nogen fortolkning af loven afødt xx.xx.1903. Loven af 1903 kan ikke faa anvendelse paa et forhold, en ordning, der er traadt ud i livet og har faaet sit konstituerende præg paa et tidspunkt, der ligger forud for loven.

Af de betragtninger, jeg ovenfor har gaaet ud fra, følger, at jeg ikke kan være enig i departementets opfatning med hensyn til omfanget af den erstatning, staten pligter til kommunen. Som jeg har nævnt, vil departementet have denne erstatning indskrænket ganske væsentlig. Jeg mener, at hvad kommunen kan kræve godtgjørelse for, er mere end erstatning for den direkte skade, som statens raadighed over kommunens gadegrunde medfører. Her maa gjælde som i andre ekspropriationstilfælde, at med visse begrænsninger ogsaa det moment maa komme i betragtning, som ligger i den nytte, det har for staten at indesidde med raadigheden. Det er i saa henseende visselig saa, at det ikke utelukkende kommer an paa, hvilken værdifaktor specielt for staten nævnte raadighed repræsenterer. Men paa den anden side er det klart, at kommunen er berettiget til af hensyn til den nytte, raadigheden har for staten, at erholde en saadan godtgjørelse, som et skjøn finder, henseet til almindelige forretningsregler, at kommunen med rimelighed bør kunne beregne. Nærmere end jeg har gjort i disse antydninger, finder jeg det ikke under nærværende sag fornødent at berøre principet for det skjøn, der vil have at bestemme den kommunen tilkommende godtgjørelse. Kun skal jeg bemerke, at departementet har hævdet, at hvad kommunen skulde have krav paa, var i det høieste en aarlig afgift, der saavidt jeg har forstaaet regjeringsadvokaten, maatte variere fra tid til anden, alt efter udstrækningen af statens vekslende behov. Mod godtgjørelsens bestemmelse paa denne maade har kommunen protesteret. Denne protest mener jeg maa tages tilfølge. Udenfor overenskomst eller lov maa ekspropriatus, med hvem jeg altsaa i nærværende sag ligestiller kommunen, være berettiget til at kræve ekspropriationsgodtgjørelsen fastsat til en sum engang for alle under hensyn til den brug og benyttelse, det paa forhaand lader sig skjønne, at der sandsynligvis vil blive spørgsmaal om. Jeg kan efter forholdets natur ikke forstaa andet, end at den dispositton, staten tiltrænger til udøvelse af telefonvirksomheden, er en fortvarende disposition, hvis omfang vistnok kan veksle til de forskjellige tider, men som dog ikke er af ubestemmeligere art, end at et skjøn kan vurdere, hvilken betydning for kommunen en saadan ubestemt trediemand, her staten, tilkommende raadighed spiller som indgreb i kommunens eiendomsraadighed.

Som det vil sees af den af kommunen nedlagte subsidiære paastand, har kommunen ikke expressis verbis her ved retten paastaaet renter; men efter udtalelser under proceduren er det ikke tvilsomt, at kommunen gjør fordring paa renter fra forligsklagen ogsaa under forudsætningen af, at dens subsidiære paastand tages til følge. Denne subsidiære paastand følger det af mit anførte, at jeg i det væsentlige finder at burde give medhold.

Processens omkostninger for begge retter antager jeg bør ophæves.

Konklusion:

Departementet for de offentlige arbeider paa statskassens vegne bør til Kristiania kommune betale saadan godtgjørelse, som ved skjøn af uvillige mænd, optaget paa statskassens bekostning, maatte blive fastsat for den af

Side:806

staten den 1 januar 1901 til brug for Kristiania telefonanlæg overtagne raadighed over kommunens gader og pladse. Af skjønsbeløbet svares 4 af hundrede i aarlig rente fra 30 april 1906, til betaling sker. Processens omkostninger for byretten og høiesteret ophæves.

Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Blom: Ligesaa. Jeg gaar ud fra, at de tidligere voterende med mig er enige i, at der under skjønnet vil blive at skaffe nærmere oplysning om den maade, hvorpaa brugen eller dispositionen har foregaaet, og om den maade, hvorpaa og det omfang hvori den for fremtiden skal udøves. Herom er nemlig intet omhandlet under nærværende sag.

Konstitueret assessor, byretsassessor Hambro: Som hr. assessor Blom.

De ekstraordinære assessorer, byretsassessor Backer og konstitueret lagmand Salomonsen og justitiarius Thinn: Ligesaa.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af byrettens dom hidsættes:

Loven afødt xx.xx.1881 gav med visse undtagelser staten eneret til drift af telefonanlæg m. m. En af undtagelserne gjaldt anlæg inden en bys eller herreds grænser. Saadanne anlæg kunde efter loven drives af enhver. Men naar de forudsatte adgang til en viss raadighed over vedkommende kommunes eiendom (f.eks. i en by over offentlige gader og pladse), maatte der til opnaaelse af saadan raadighed erhverves koncession hos bystyret. I 1885 fik Kristiania telefonselskab ved koncession af Kristiania kommune for et tidsrum af 15 aar - nemlig fra 1 januar 1886 til 31 december 1900 - eneret til paa nærmere bestemte vilkaar at føre ledninger over offentlige gader og pladse for anlæg og drift af telefon til offentlig og almindelig brug inden byens grænser. Af koncessionsbestemmelserne skal her anføres: «Naar koncessionstiden er udløbet er kommunen berettiget og - forsaavidt den negter at fornye koncessionen - forpligtet til at indløse det hele anlæg efter takst; - - - ; til grund for værdsættelsen skal lægges anlæggets antagelige værdi ved salg til et nyt koncessioneret selskab paa den tid, indløsningen foregaar.»

Ved loven afødt xx.xx.1899 udvidedes statens eneret til at drive telefonanlæg m. m. Den kom nemlig nu til ogsaa at gjælde anlæg inden en bys eller et herreds grænser med undtagelse af anlæg, som kun benyttes af kommune eller privatmænd til eget brug og for hvis benyttelse der hverken direkte eller indirekte oppebæres nogen godtgjørelse, eller som jernbanerne af hensyn til deres egen drift udfører langs jernbanelinjerne. Lovens §2 giver staten, naar den vil overtage drift af telefon inden en bys eller et herreds grænser, hvor der findes andre tilhørende telefonanlæg, der er istandbragt før lovens ikrafttræden, ret til, hvis ikke retten af disse anlæg efter loven er fri, at indløse anlæggene med tilhørende rettigheder og til at fordre sig overdraget de til anlæggene hørende rørlige og urørlige eiendele mod erstatning efter skjøn.

Efter lovens emanation overtog staten i henhold til en overenskomst mellem telegrafstyrelsen og Kristiania telefonselskab - senere approberet af statsmyndighederne - selskabets anlæg for en aftalt indløsningssum fra 1 januar 1901, altsaa ved udløbet af koncessionstiden efter den koncession, som var meddelt selskabet af kommunen.

Kristiania kommune, som mener, at ogsaa den ved anlæggets overtagelse af staten har lidt tab, som kan kræves erstattet af staten, har derpaa efter forgjæves prøvet forligsmægling ved stevning afødt xx.xx.1906 sagsøgt

Side:807

arbeidsdepartementet paa det offentliges vegne til betaling af erstatning efter skjøn, optaget paa departementets bekostning i henhold til loven afødt xx.xx.1899, for kommunens andel i Kristiania telefonanlægs økonomiske værdi pr. 1 januar 1901 med renter og sagsomkostninger.

Departementet har paastaaet sig frifundet og tilkjendt sagsomkostninger samt regjeringsadvokaten tilkjendt salær for sagens udførelse.

Efter den koncession, selskabet havde af kommunen, skulde som anført i tilfælde af, at kommunen indløste anlægget ved koncessionstidens udløb, indløsningssummen sættes til «anlæggets antagelige værdi ved salg til et nyt koncessioneret selskab paa den tid, indløsningen foregaar». Kommunen gjør nu gjældende, at denne værdi kun var en del af anlæggets hele værdi pr. 1 januar 1901, da staten overtog anlægget, og at den overskydende værdi, som maatte blive kommunens andel i anlægsværdien i kraft af den ved koncessionen betingede indløsningsret for kommunen, havde staten paa vanlig maade at erstatte den, som blev berøvet samme ved indløsningen (ekspropriationen), nemlig kommunen. Den tillægsværdi, som anlægget saaledes antages at have havt ved indløsningen, er nærmere bestemt som førskjellen mellem anlæggets værdi ved salg til et nyt koncessioneret selskab og dets værdi, betragtet som indtægtskilde paa grundlag af dets rentabilitet og udviklingsevne som bedrift. Den kan ogsaa, heder det, bestemmes ved kapitalisering af den afgift, som kommunen kunde opnaaet af et nyt selskab, der fra 1 januar 1901 meddeltes stedsevarig koncession.

Mens kommunen efter dette gjør krav paa, at anlægsværdien bestemmes under forudsætning af en ret for kommunen til drift af anlægget i ubegrænset tid fra 1 januar 1901 enten ved den selv eller ved andre, hævder departementet, at kommunen efter loven afødt xx.xx.1899's emanation overhovedet var afskaaret enhver adgang til telefondrift af den her omhandlede art uden koncession af kongen, og at forøvrig anlæggets «værdi ved salg til et nyt koncessioneret selskab» helt ud dækkede dets fulde værdi.

Det maa ansees for at være paa det rene mellem parterne og er i sig selv klart, at for at anlægget, da staten overtog det, skulde kunne have nogen værdi for kommunen som «indtægtskilde» udover, hvad der kunde opnaaes ved salg til et nyt koncessioneret selskab, maatte kommunen have en ret til fortsat drift af anlægget for kortere eller længere tid eller dog gives adgang dertil.

Jeg finder i tilslutning til departementet, at kommunen ikke havde nogen saadan ret, og naar staten overtog anlægget, blev dermed kommunal drift af samme udelukket.

Efter loven afødt xx.xx.1881 havde kommunen som enhver anden adgang til telefondrift inden byens grænser, og som eier af de offentlige gader og pladse fik den faktisk monopol paa telefondrift, som forudsatte brug af disse. Men herved er ikke kommunen tilstaaet nogen særegen rettighed. Det gjælder her kun en almindelig handlefrihed, som ved den omstændighed, at kommunen eier de offentlige gader og pladse, faktisk kan berøves andre af kommunen. Denne adgang til telefondrift var, da staten overtog Kristiania telefonselskabs anlæg, ikke benyttet af kommunen til at drive telefonanlæg selv. Den havde kun betinget sig ret til indløsning af det allerede bestaaende anlæg, tilhørende selskabet, og derved indrettet sig med den mulighed for øie, at den kom til at gjøre brug for sig selv af den frihed, som tilkom den efter loven. Jeg antager, at naar denne frihed ikke havde affødt andre skridt fra kommunens side end skeet, maatte lovgivningen uden hinder af grundlovens §97 kunne udelukke den adgang for kommunen til telefondrift, som den før havde, uden at give den krav paa erstatning for det tab, som den led derved. Og saavidt

Side:808

skjønnes er en saadan udelukkelse skeet ved loven afødt xx.xx.1899. Staten skal efter denne lov ved indløsning af ældre anlæg betale erstatning efter skjøn for anlæggene med tilliggende rettigheder og for de rørlige og urørlige eiendele, som fordres overdraget. Men der antydes intet om, at værdibestemmelsen skal foretages under andre faktiske forudsætninger end de, som virkelig er tilstede, saaledes heller ikke, at drift af anlægget skal - ved taksationen - forudsættes at staa aaben fremdeles for vedkommende indehaver, uagtet loven netop har gjort saadan drift afhængig af kongens tilladelse, og staten ved at overtage anlægget har bragt drift af enhver anden, ogsaa af kommunen, til ophør.

Siden overtagelsen af anlægget har staten benyttet gader og pladse, tilhørende kommunen, til fremførsel af ledninger. Nogen ret hertil er ikke eksproprieret ved anlæggets indløsning. Hvorvidt en saadan benyttelse kan ske uden erstatning (afgift) til kommunen - og det ikke alene efter, men ogsaa før emanationen af lov afødt xx.xx.1903 - er et spørgsmaal, som ligger udenfor rammen af nærværende sag.

Efter det anførte vil departementet blive at frifinde. - - -

Herman Lie, kst.

Jeg er ikke enig i, at spørgsmaalet om, hvorvidt staten uden erstatning kan disponere over kommunens gader og pladse til sit telefonanlæg, ligger udenfor rammen af nærværende sag.

Da telegrafstyrelsen i skrivelse afødt xx.xx.1896 havde kommuniceret magistraten, at der under 18 s. m. var afsluttet overenskomst mellem telegrafstyrelsen og Kristiania telefonselskab angaaende anlæggets overdragelse til staten under forbehold af regjeringens og stortingets samt selskabets generalforsamlings approbation, tilkjendegav magistraten straks i skrivelse afødt xx.xx.1899, at man forudsatte, at der i tilfælde af kontraktens endelige vedtagelse «bliver at forhandle med Kristiania kommune angaaende betingelserne for statens udøvelse af de telefonselskabet ved koncessionen afødt xx.xx.1885 og 29 april 1886 tilstaaede rettigheder med hensyn til benyttelsen af kommunens gader og pladse». Og da telegrafstyrelsen i skrivelse til magistraten afødt xx.xx.1900 endvidere kommunicerede overenskomstens ikrafttræden som følge af den i mellemtiden ved stortingsbeslutning, kongelig resolution og generalforsamlingsbeslutning givne approbation, skeede denne kommunikation ogsaa under tilføiende - med hensyn til det af magistraten saaledes om benyttelsen af gaderne og pladserne anførte, - at man derom senere vilde konferere nærmere med magistraten. Dette blev imidlertid ikke overholdt, skjønt magistraten, og det endog gjentagne gange, nemlig i skrivelser afødt xx.xx.1902 og 8 september 1902, derom paamindede telegrafstyrelsen. I besvarelse af den sidstnævnte skrivelse, nemlig i skrivelse af 16 s. m., meddelte telegrafstyrelsen kun, at da der som bekjendt var nedsat en departemental komité til behandling af forskjellige spørgsmaal vedkommende afstaaelse af grund m.v. til telegraf- og telefonanlæg, havde man «ikke troet at burde foretage noget videre i anledning af det af magistraten reiste spørgsmaal, forinden resultatet af den nævnte komités arbeide foreligger». Heller ikke efter dette lod telegrafstyrelsen mere høre fra sig om den ting forinden i skrivelse til magistraten afødt xx.xx.1904, og indskrænkede sig deri til den udtalelse, at som bekjendt var den nævnte komités arbeide resulteret i den under 9 juni 1903 vedtagne lov om anlæg for telegraf, telefon og lignende meddelelsesmidler, «som man tillader sig at vedlægge, idet man maa beklage, at man ikke før nu er kommet tilbage til denne sag, der i sin almindelighed antages at være ordnet ved ovennævnte

Side:809

lov. Med hensyn til de specielle arbeider, ved hvilke kommunens eiendele ville blive berørte, vil der - før arbeiderne paabegyndes - herefter som tidligere blive konfereret med vedkommende administrationer.» Hermed var altsaa det fra kommunens side i magistratens skrivelse afødt xx.xx.1899 reserverede retskrav for benyttelse af kommunens gader og pladse efter at være opholdt i henved 5 aar afvist under paaberaabelse af en senere lov, og efterat magistraten i skrivelse af paafølgende 12 december derimod havde taget til gjenmæle, blev denne afvisning tillige fastholdt i skrivelse fra telegrafstyrelsen afødt xx.xx.1905 under paaberaabelse endvidere af loven afødt xx.xx.1854 om afgivelse af grund m.v. til anlæg af elektromagnetiske telegraflinjer for offentlig regning.

Retsgrundlaget, hvortil kommunen i sin derefter iverksatte paaklage af sagen slutter sig, er imidlertid netop ogsaa denne kommunens saaledes behandlede eiendomsret til gader og pladse, og andet retsgrundlag for krav idetheletaget fra kommunens side kan heller ikke ansees eksisterende. Hvorledes kravet nærmere skulde formuleres har kommunen tillige under sagen udredet saaledes, at det maa ansees principaliter formuleret som et krav paa erstatning for kommunens andel i telefonanlæggets økonomiske værdi pr. 1 januar 1001 og subsidiært formuleret som et krav paa erstatning for benyttelse af gader og pladse hidtil og for eftertiden, hvilke begge dele forøvrig maa siges kun at være forskjellige udtryk for en og samme ting, da kommunen ingen anden «andel i anlæggets økonomiske værdi» besidder end den, der ligger i eiendomsretten til gader og pladse, hvorover benyttelse fra anlæggets side udøves.

Idet jeg saaledes ikke kan finde, at spørgsmaalet om, hvorvidt staten uden erstatning kan disponere over kommunens gader og pladse, ligger udenfor sagens ramme, maa jeg derhos anse det givet, at staten ved anlæggets overtagelse blev erstatningspligtig til kommunen for benyttelsen af kommunens gader og pladse, da benyttelsen lægger beslag paa gader og pladse med ledningsnet og andre permanente indretninger, som efter grundlovens §105 ingen pligter at taale paa sin eiendom uden erstatning, omend skjønsafgjørelsen i et saadant erstatningstilfælde kan have sine vanskeligheder, dels fordi gader og pladse i sin almindelighed skal kunne trafikeres gratis uden hensyn til den skikkelse, hvori trafiken optræder, og dels fordi den skikkelse, hvori et telefonanlæg kan siges at trafikere gader og pladse, for en stor del heller ikke kan genere andet end skjønhedssansen. At loven afødt xx.xx.1854 her skulde have nogen anvendelse kan ikke antages, da telefonanlæg var ukjendte i 1854 og desuden, specielt i en by, medføre ganske anden belemring end telegrafanlæg. Det kan derfor ogsaa lades uafgjort, om denne lov efter sit indhold kunde have nogen betydning for sagen. Og hvad angaar loven afødt xx.xx.1903 skal kun bemerkes, at da erstatningspligten selvfølgelig indtraadte 1 januar 1901 i forbindelse med anlæggets overtagelse kan selve erstatningspligten heller ikke efter grundlovens §97 ved denne senere lov rokkes. Hvorvidt denne senere lov kan have nogen indflydelse paa, hvad erstatningen bør udgjøre, og hvilke bestemmelser derom iøvrig bør træffes maa blive en sag for sig til afgjørelse for den instans, hvor erstatningens ansættelse hører hjemme.

Hvad der fra departementets side er fremkommet om, at kommunen ved indholdet af dens egne kontrakter som telefonabonnent paa de vanlige trykte blanketter med klausuler om adgang til anbringelse af ledninger etc. har leveret bindende erkjendelse af statens ret, maa ansees uden betydning, allerede af den grund, at dette ikke er fremkommet fra først af i sagen, men desuden ogsaa i realiteten af den grund, at der ved disse klausuler i

Side:810

forholdet mellem staten og kommunen efter kommunens almindelige reservation i magistratens skrivelse afødt xx.xx.1899 maatte underforstaaes, at retsforholdet i henseende til gader og pladse mellem staten og kommunen fremdeles ventede paa sin endelige ordning.

Erstatningen maa blive at bestemme ved almindelig retslig skjøn, idet tilfældet ikke kan komme ind under de i loven afødt xx.xx.1899 givne særegne skjønsregler, naar der ikke handles om anlæggets indløsning, og heller ikke under de i loven afødt xx.xx.1903 givne særegne skjønsregler, da denne lov efter grundlovens §97 ikke kan gives tilbagevirkende kraft.

Dette maa tillige gjælde saaledes, at skjønnet forordner ikke alene, hvad der skal betales, men ogsaa hvorledes og naar betaling skal ske, idet her i sagen maa haves for øie, at erstatningen kan komme til at blive bestemt paa flere maader. Af samme grund kan heller ikke her i sagen noget udtales om nogen renteberegning. - - - Ole Norbye.

I anledning af andenvoterendes bemerkninger skal jeg nærmere udvikle, hvorfor jeg mener, at der ikke er adgang til at behandle spørgsmaalet om kommunens ret til erstatning for statens benyttelse af kommunens gader og pladse til fremførelse af ledninger.

Gjenstanden for statens indløsning var Kristiania telefonselskabs anlæg. Hertil var ikke knyttet rettigheder over kommunens gader og pladse efter koncessionstidens udløb. Og først ved dette tidspunkt overtog staten anlægget. Ligesaalidt som staten ved sin indløsning af selskabets anlæg har eksproprieret rettigheder over kommunens gader, ligesaalidt er dette skeet paa anden maade. Hvad staten har gjort overfor kommunen bestaar i, at den uden videre har taget i brug til sit anlæg gader og pladse og senere benyttet dem. Dette mener staten at have ret til at gjøre og det afgiftsfrit. Men selv om den tager feil heri, foreligger der blot en uhjemlet benyttelse fra statens side, ingen ekspropriation. Man har da heller ingen veiledning til bestemmelse af, hvad slags rettigheder over gader og pladse staten skulde have eksproprieret. Eiendomsret? Stedsevarende brugsret? Tidsbegrænset brugsret? Eller snart det ene, snart det andet? Ligesaalidt kan ekspropriationsforudsætningerne iøvrig angives.

Under de givne omstændigheder maatte der staa kommunen adgang aaben til at faa prøvet ved domstolene spørgsmaalet om statens forpligtelse til ekspropriation af rettigheder over gader og pladse i den til brugen fornødne udstrækning. Kommunen maatte ogsaa kunne søge indtalt «erstatning» for den benyttelse, som hidtil er skeet.

Det første af disse spørgsmaal er overhovedet ikke omtalt. Det andet spørgsmaal er ganske vist berørt af kommunen, dog kun subsidiært og uden at engang nogen paastand er formuleret. Men der er ikke prøvet forligsmægling i den anledning. Som gjenstand for mægling betegner forligsklagen kun kommunens ret til «af staten at kræve fuld erstatning overensstemmende med lov afødt xx.xx.1899 for den kapitalværdi, som det ældre telefonanlæg gjennem den ved koncessionen betingede indløsningsret repræsenterende for kommunen» og «hvad dermed staar i forbindelse».

Kommunen gjør gjældende, at den værdi, som anlægget antages at have for den, er betinget i eller udtryk for dens eiendomsret til gader og pladse. Men alligevel bliver spørgsmaalet om erstatning til kommunen for statens benyttelse af gader og pladse noget andet end det spørgsmaal, som er undergivet mægling. I det ene tilfælde spørges der, om det indløste anlæg repræsenterer for kommunen en værdi, som den kan kræve erstattet. I det andet tilfælde er der tale om erstatning for en uhjemlet brug af kommunens eiendom.

Side:811

Jeg føler mig bundet af forligsklagens formulering af stridens gjenstand. Men uden hensyn hertil maa dog spørgsmaal om erstatning for den benyttelse, som staten i fremtiden maatte udøve over kommunens ga der og pladse, og hvis omfang og karakter man paa forhaand ikke kan have nogen mening om, være udelukket fra at behandles nu. - - - Herman Lie, kst.

Jeg er med andenvoterende enig i, at spørgsmaalet om, hvorvidt staten uden erstatning kan disponere over kommunens gader og pladse til sit telefonanlæg - ikke ligger udenfor sagens ramme, og jeg kan med hensyn til begrundelsen heraf i det væsentlige henholde mig til andenvoterendes anførte. Det forekommer mig - efter forligsklagens klare og bestemte udtryk - ikke tvilsomt, at hvad kommunen bygger sit erstatningskrav paa dvs: hvad det fordrer erstatning for - er netop statens benyttelse af kommunens gader og pladse. Jeg maa indrømme, at dette krav har faaet et mindre klart udtryk i den af citantskabet formede paastand om erstatning for kommunens «andel i Kristiania telefonanlægs økonomiske værdi pr. 1 januar 01». Og fra indstevntes side gjøres da ogsaa gjældende, at hermed kun kan menes «erstatning for tab af den i koncessionen af 1885 forbeholdte adgang til at indløse anlægget». Men jeg skjønner ikke, at dette i nogen reel henseende forandrer forholdet.

Jeg maa være enig med citantskabet i, at det maa, ansees som «udtryk for en og samme tanke, enten man betegner kommunens erstatningskrav som vederlag for benyttelse af byens gader m.v. eller som vederlag for den kapitalværdi, som indløsningsretten repræsenterer for kommunen».

Det er, saavidt skjønnes, kun i kraft af sin eneraadighed over kommunens gader og pladse (og denne eneraadigheds økonomiske værdi), at kommunen gjør gjældende sit erstatningskrav mod staten.

Nu er det vistnok saa, at efter loven afødt xx.xx.1899 kunde kommunen ikke - ialfald ikke uden statens samtykke - længere enten selv drive eller bortkoncessionere telefonanlægget, idet staten var berettiget til at ekspropriere det. Men heraf følger ikke, at staten, naar den havde indløst telefonanlægget (dvs: telefonselskabets eiendom) dermed var berettiget til uden godtgjøretse til kommunen at disponere over byens gader og pladse til anlæggets drift.

Nogen saadan ret kunde staten nemlig ikke faa fra telefonselskabet.

Og jeg er enig i, at der heller ikke af loven af 1854 kan udledes nogen saadan ret for staten. - Om den først et par aar senere udkomne lov af 1903 var jo dengang ikke tale.

Det synes da ogsaa temmelig tydelig at fremgaa af telegrafstyrelsens skrivelse til magistraten afødt xx.xx.1900, at det dengang var telegrafstyrelsens mening, at der maatte forhandles med kommunen om benyttelse af byens gader og pladse. Efterat loven afødt xx.xx.1903 var udkommet synes imidlertid telegrafstyrelsen at have skiftet mening, idet den i skrivelse til magistraten afødt xx.xx.1904 udtaler, at «sagen» (kommunens erstatningsspørgsmaal) ved nævnte lov (formentlig dens §5) «antages at være ordnet», - et standpunkt, som staten under nærværende sag har fastholdt.

Men hvorledes man nu end vil forstaa loven af 1903 og dens mulige indflydelse paa det her foreliggende spørgsmaal, saa maa det ialfald være klart, at denne lov (af 1903) ikke kunde hjemle staten gratis benyttelse af kommunens gader og pladse allerede fra 1 januar 1901.

Men jeg kommer overhovedet til det resultat, at da kommunens erstatningskrav er opstaaet og gjort gjældende længe før loven af 1903 - ligesom det desuden paa ingen maade er kommunen skyld, at ikke alt nærmere om

Side:812

dets størrelse og betaling er afgjort, før loven af 1903 udkom - vil den kommunen tilkommende erstatning i denne sag være at afgjøre uden hensyn til denne lov og alene paa basis af den situation, som fandt sted 1 januar 1901.

Havde kommunen, hvad jeg anser den berettiget til, straks ved statens overtagelse af telefonanlægget i 1901, faaet den sig tilkommende erstatning bestemt ved skjøn - en ret, som ikke kan ansees kommunen berøvet ved den af statsmyndighederne forvoldte udhaling af spørgsmaalets afgjørelse - vilde erstatningen formentlig være blevet bestemt til et vist beløb engang for alle. Og allerede heraf fremgaar, at nogen indflydelse af den endnu ikke emanerede lov af 1903 vilde være udelukket.

Da jeg gaar ud fra, at erstatningen fremdeles vil være at bestemme paa samme maade, vil jeg votere for, at renter af erstatningsbeløbet bliver at tilkjende fra skjønnets afgivelse. - - - E Kjerschow.