Rt-1911-106
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-11-19 |
| Publisert: | HR-1910-00020 - Rt-1911-106 |
| Stikkord: | Statsrett, Grunnlovsmessighet |
| Sammendrag: | Et herredsstyre paastaar paa vedkommende menigheds og presteembedes («kaldsstiftelsen») vegne, at bestemmelsen i §14 i lov af 19 juni 1882 (jfr. 1. 26 juni 1896) om salg af det overflødige af embedsgaarde er ugyldig forsaavidt den ikke tillægger vedkommende presteembede selv, hvis gaard ifølge loven er reduceret, renterne af den ved salget indvundne kapital, men tilsteder dem anvendt til bedste ogsaa for andre presteembeder eller prestegaarde. Paastanden forkastes, idet statsmagterne ikke fandtes ved vedtagelsen af denne bestemmelse at have gaaet udenfor den ved grundlovens §106 satte begrænsning for statens ret til at disponere over det geistligheden benificerede gods - derunder ogsaa prestegaardene. Den, som paaberaaber sig undtagelsesbestemmelsen i lovens §17 første punktum, har selv bevisbyrden for, at der foreligger saadan testamentarisk bestemmelse, gavebrev eller kontrakt, at det vilde stride imod samme at lade lovens forskrifter komme til anvendelse. |
| Saksgang: | Høyesterett HR-1910-20, L.nr. 20/1 1910 |
| Parter: | Østre Toten kommune (advokat O. Solnørdal) mot Kirkedepartementet (advokat Jens P. Heyerdahl) |
| Forfatter: | Hambro, Birkeland, Blom, Bjørn, Mejdell, Smith, Thinn |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §106, Norske Lov (1687), Skogloven (1863) |
Ekstraordinær assessor Hambro: De forhold, hvorom der under nærværende sag er tvist, fremgaar af præmisserne til Kristiania byrets dom af 17 december 1907, ved hvilken Kirkedepartementet blev frifundet for Østre Toten kommunes tiltale under ophævelse af processens omkostninger.
Denne dom er af Østre Totens kommune ved stevning af 10 mars 1908 indanket til høiesteret, hvor kommunen har nedlagt saadan paastand: «At Kirkedepartementet tilpligtes at behandle de ved salg af parceller af Østre Toten prestegaard indkomne kapitaler som en selvstændig kaldsstiftelses formue, hvis afkastning bliver at anvende inden sognekaldets grænser, og at det tilpligtes at betale citantskabet sagens omkostninger for byretten og høiesteret».
Kirkedepartementet har paastaaet byrettens dom stadfæstet og departementet hos Østre Totens kommune tilkjendt processens omkostninger for høiesteret.
Sagen foreligger her for retten i samme stilling som for byretten. Jeg bemerker, at der fra departementets side ikke i høiesteret specielt er gjort gjældende nogen indsigelse mod kommunens kompetance til at optræde som sagsøger.
Jeg er kommet til samme resultat som byretten og kan ogsaa i væsentlige dele henholde mig til dens, og da navnlig til den af andenvoterende, assessor Backer, givne begrundelse. Jeg mener, at sagens afgjørelse beror paa forstaaelsen af grundlovens §106, og jeg kan ikke finde forstaaelsen af denne bestemmelse synderlig tvilsom, særlig naar hensees til den retstilstand, som i tiden før grundloven efterhaanden havde udviklet sig med hensyn til det kirkerne og geistligheden beneficerede gods. Der har herom været fremskaffet ret fyldige retshistoriske oplysninger, og der foreligger samtidig en indgaaende diskussion om emnet mellem vort lands tvende for tiden formentlig første retshistorikere, - hvilket alt har sin store interesse. Men saavidt jeg ser, kan det dog i den foreliggende retssag alene tjene som bidrag til en rigtig forstaaelse af den førnævnte grundlovbestemmelse. Saa langt dennes indhold strækker sig, er den det eneste retsgrundlag for eftertiden i denne materie, og ingen ældre retsforskrift, den være af geistlig eller verdslig
Side:107
natur, som maatte stride mod grundlovsbestemmelsen, kan efter denne forblive i kraft. Det viser sig efter min opfatning af de foreliggende oplysninger allerede for den katolske tids vedkommende, at der vistnok ved den dagjældende kanoniske ret var tillagt det til kirkerne og presteembederne liggende kompleks af faste eiendomme en vis retslig og økonomisk selvstændighed. Men det sees ogsaa, at denne omstændighed dog ikke hindret hverken biskoperne eller endnu mindre i sidste instans paven fra at gribe ind i den saaledes etablerede økonomiske eiendomsordning, og det paa en maade, som var uforenlig med, at der skulde tilligge de nævnte enkeltinstituter en overfor biskoperne eller paven som repræsentanter for det overordnede kirkelige centralstyre nogen virksom og fuldt retsbeskyttet selvstændighed. Denne episkopatets og den romerske kuries magtfylde gik ved reformationen over paa kongen som statskirkens og statens repræsentant, og den sees allerede før enevoldsmagtens indførelse at have været benyttet, særlig med hensyn til kirkegodset, paa en maade, som ikke er forenlig med en overfor statsmyndighederne beskyttet selvstændig stilling for enkeltinstituterne. Efter enevoldsmagtens indførelse kommer imidlertid endnu tydeligere og mere afgjort den retsopfatning tilsyne, at staten i sin disposition og raadighed over det beneficerede gods ikke pligter at tage hensyn til enkeltinstituterne, kirken og presteembedet, saaledes at disse skulde som uafhængige stiftelser nyde en overfor staten retslig beskyttet økonomisk selvstændighed. For kirkegodsets vedkommende ledede dette efter forskjellige mindre indgribende dispositioner til det bekjendte store kirkesalg under kong Fredrik IV, hvorved, saavidt mig bekjendt, udenfor de nordligste landsdele hver eneste kirke, som eiet saavidt gods, at nogen vilde kjøbe den, gik under auktionshammeren, og alt dette udelukkende til fordel for statskassen. Ligeoverfor det presteembederne beneficerede gods prestegaardene ikke mindre end mensalgodset, førte denne statsmyndighedernes retsopfatning til, at staten tilegnet sig det hele overskud ved hugst til salg i alt dette godsets skoge. Saavel denne hugst i bygselgodsets skoge som ogsaa hugsten i prestegaardenes egne skoge udøvet staten udelukkende til fordel for statskassen. Jeg mener, at en foranstaltning som denne ikke vel lader sig forene med, at vedkommende embede eller vedkommende distrikt, hvortil embedet var knyttet, havde overfor staten ret til at forlange, at fordelene ved det beneficerede gods alene skulde komme til anvendelse for vedkommende embede eller ialfald inden dettes distrikt. Jeg bemerker i denne sammenhæng, at der ogsaa for Norges vedkommende var tanke om for statskassens regning at sælge prestegaardenes huse til vedkommende prester, saaledes som enevoldskongen havde gjort i Danmark. Fra den nærmeste tid før grundloven skal jeg nævne reskr. af 19 mai 1809, hvorefter bygselledigt beneficeret gods skulde sælges ved auktion gjennem foranstaltning af rentekammeret, medens det allerede ifølge resolutionen af 12 september. 1800 henlaa under kancelliet at træffe bestemmelse om kjøbesummernes anvendelse. I regelen blev salgsudbyttet sat fast som offentlige stiftelsesmidler og renterne tillagt embederne. Men at Kancelliet ikke ved nogen disse tilkommende, af statens anerkjendelse eller samtykke uafhængig ret ansaa sig bundet til at fastsætte en saadan brug, af renterne viser sig af den omstændighed, at dette ikke altid iagttoges. Undertiden blev renterne henlagt til almueskolevæsenets ophjælp. Men især kommer denne af ethvert hensyn til embederne og kaldene eller kaldsdistrikterne ubundne retsopfatning frem ved de dispositioner, som blev truffet til fordel for det norske universitet
Side:108
gjennem den ogsaa med kancelliets billigelse afgivne kongelig resolution af 2 september 1811, som i stor udstrækning tillagde universitetet, en fællesindretning for det hele land, indtægter af beneficeret gods i Norge, jfr. nærmere kongelig resolution af 24 mars 1812 og canc. prom. af 9 mai s.a. De heromhandlede bestemmelser synes mig i lige maade at staa i strid med, at der skulde kunne tillægges embederne nogen af staten uafhængig ret med hensyn til det dem beneficerede gods. Videre nævner jeg fra den allersidste tid før grundloven reskr. af 2 september 1791 og 30 november 1813, hvorved der af det beneficerede gods udlagdes en stor mængde civile og militære embedsgaarde, og hvorved dette gods atter fra statens side i ganske betydelig omfang blev anvendt i udelukkende statsformaal. Endelig finder jeg at burde pege paa en ganske karakteristisk omstændighed, som viser sig overfor alle de ovennævnte og mange andre under sagens procedure nærmere omhandlede statsdispositioner, som alle, saavidt jeg skjønner, staar i flagrant strid med det fra appellantens side i denne sag hævdede standpunkt, at det prestebordet beneficerede gods, hvoriblandt særlig prestegaardene, skulde tilhøre en embedet eller muligens rettere dets kaldsdistrikt tilliggende stiftelse med juridisk beskyttet selvstændighed og uafhængighed ligeoverfor statsmyndighederne, ialfald i visse retninger. Det er nemlig i høieste grad karakteristisk for retsopfatningen dengang, at disse dispositioner ikke nogensinde kan erfares at have været betragtet som ugyldige, uvirksomme eller overhovedet som liggende udenfor statsmyndighedernes formelle kompetanceomraade. Nogen paastand om deres ulovlighed eller nogen tanke om muligheden af gjennem lovmaal og dom at prøve deres retskraft og, i tilfælde, at faa dem omstødt, kan ikke sees nogensinde at være kommet op, skjønt der visselig ialfald i løbet af det 18de og i begyndelsen af det 19de aarhundrede ingensomhelst hindring, hverken faktisk eller retslig, havde været tilstede for prøvelsen af, hvorvidt en saadan enkeltinstituterne tilkommende og overfor staten beskyttet ret kunde antages at eksistere.
Paa denne baggrund, som jeg her har forsøgt at skitsere ved at fremdrage enkelte af de mest iøinefaldende momenter, kommer saa bestemmelsen i grundlovens §106, der som bekjendt oprindelig udgjorde 2 og 3 punktum i grundlovens §19, men senere paa redaktionskomiteens foranledning blev udskilt som en egen §. Der foreligger ingen grund til at antage, at der med denne udvortes redaktionsændring ogsaa har været tilsigtet at foretage nogen realitetsforandring. Denne bestemmelses ligefremme indhold gaar alene ud paa et forbud mod at anvende kjøbesummer og indtægter af det geistligheden beneficerede gods til andet end geistlighedens bedste og oplysningens fremme. At §en skulde have paalagt administration og lovgivning andre baand eller indskrænkninger med hensyn til det i §en omhandlede beneficerede gods, finder jeg ikke at kunne antage. Den hele retsudvikling indtil da havde paa det mest utvetydige vist, at staten udøvet den fulde dispositionsret over det beneficerede gods og det endog i saadan udstrækning, at store værdier af dette var taget i beslag til udelukkende verdslige statsformaal. Det var dette sidste og kun dette sidste §en skulde sætte en tilstrækkelig stopper for. Men forøvrig forekommer det mig ganske indlysende, at riksforsamlingen paa Eidsvold gik ud fra den retsopfatning, som gjennem aarhundreders praksis havde fæstnet sig, og som var ganske uoverensstemmende med muligheden af at tillægge de enkelte embeder eller det til dem henlagte kompleks af beneficeret gods en overfor statens dispositionsret privatretslig beskyttet
Side:109
selvstændighed eller uafhængighed. §en viser allerede rent udvortes, at den ikke har anseet noget af det beneficerede gods at gaa ind under de i slutningen omhandlede milde stiftelsers eiendomme, med hensyn til hvilke ogsaa retsudviklingen i den foregaaende tid havde været en ganske anden og stadsmyndighederne i sin forvaltning ganske anderledes tilbageholdne. - Jeg bemerker her, at der efter min mening ikke kan være tvil om, at prestegaardene ogsaa er indbefattet under det i §106 omhandlede beneficerede gods. Andre bestemmelser om det beneficerede gods indeholder formentlig ikke grundloven. At §106 ikke skulde være udtømmende, men at der skulde gjælde andre grundlovbestemte indskrænkninger for lovgivningen, kan jeg ikke finde antagelig. Skulde ikke §106 isaahenseende være udtømmende, vilde den, som ogsaa af andenvoterende i byretten bemerket, være overflødig og ligefrem misvisende.
Det viser sig ogsaa, at lovgivningen efter 1814 har bygget paa den samme forstaaelse af §106, som jeg her har gjort gjældende. Baade mener jeg, at loven af 20 august 1821 giver et tydelig udtryk herfor; men især finder jeg at burde pege paa den senere tids lovgivning angaaende de geistlige enkesæder og enkepensionsfondet, loven af 26 september 1845 med senere tillægslove og tilsidst loven af 17 mai 1890. Jeg er enig i, hvad riksarkivar Hertzberg derom udtaler side 200 i sin afhandling: «Lovgivningen om enkepensionsfondet hviler følgelig fra først til sidst paa en med paastanden om embedet som eier af sit beneficerede gods ganske uforenlig retsopfatning». Dette er endog erkjendt fra appellantens side.
Med denne opfatning af vor gjældende rets indhold finder jeg det klart, at den under nærværende sag omhandlede lov af 19 juni 1882 (nr. 1) ikke støder an mod den begrænsning, som efter grundloven er gjældende for vor lovgivning og der bliver da efter min mening alene spørgsmaal om, hvorvidt Østre Toten kommune kan opnaa at faa sin pastand sat igjennem ved hjælp af denne lovs §17. Denne § har parallelsteder i loven af 1821 §1 og loven af 1845 §2. De gaar alle ud paa at tage forbehold, forsaavidt der skulde foreligge testamentariske dispositioner, eller andre retshandlinger, som skulde stride mod lovens anvendelighed i det enkelte tilfælde. Jeg mener, at man ved anvendelsen af §17 maa paalægge vedkommende embede eller distrikt osv., som vil forhindre lovens gjennemførelse, at føre bevis for, at der foreligger saadanne testamentariske dispositioner, gavebreve, kontrakter, som skulde udelukke dette. Denne forstaaelse af de tilsvarende af mig nævnte tidligere bestemmelser har altid været gjældende i praksis, og jeg forstaar ikke rettere, end at en saadan fordeling af bevisbyrden maa i alle disse tilfælde være den rette. Jeg kan forsaavidt ogsaa henholde mig til, hvad derom er udtalt i byretsdommen. Jeg skal tilføie, at naar loven af 1821 i sin §1 taler om udtrykkelige bestemmelser i testamentariske dispositioner - et ord, som forøvrig ikke gjentages i loven af 1845 §2 - og man i loven af 1882 ikke medtog ordet «udtrykkelige», saa kan jeg ikke af den diskussion, hvoraf denne forandring fremgik, forstaa andet, end at der her kun tilsigtedes at faa en omredaktion, en forbedring af bestemmelsen, men aldeles ikke nogen forandring i den af hele det herværende forhold givne fordeling af bevisbyrden.
For Østre Toten prestegaard har man ikke været istand til at tilveiebringe nogen saadan oplysning. Det er vistnok, siges der, antagelig, at den allerede gjorde tjeneste om prestegaard i den katolske
Side:110
tid; men dermed er ogsaa alt sagt, som for tiden desangaaende kan vides. Det er vistnok saa, at man kan antage, at prestegaardene ligesom hovedmængden af det beneficerede gods er kommet ind under kirken ved testamentariske eller andre gaver, kontrakter osv., ikke blot forøvrig fra lægmænd, men ogsaa og det endog i betydelig omfang - fra klerikere. Men dette uimodsigelige historiske faktum kan efter min mening ikke anvendes som bevis i mangel af andet i det enkelte konkrete tilfælde, thi isaafald vilde jo næsten alt, hvad der eksisterer af beneficeret gods komme ind under undtagelsesreglerne, hvad der aabenbart vilde gjøre hele loven af 1882 ganske hensigtsløs.
Jeg vil efter dette votere for stadfæstelse af byrettens dom, og skjønt denne efter min mening har været særdeles velgrundet, finder jeg dog efter sagens særegne beskaffenhed og omstændighederne forøvrig grund til at foreslaa, at procesomkostningerne ophæves ogsaa for høiesteret.
Byrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.
Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Blom og konst. assessor Bjørn: Ligesaa.
Assessor Mejdell: Iøvrig i det væsentlige enig med førstvoterende finder jeg, at den lovfortolkning, som er gjort gjældende af appellanten, staar saa afgjort i strid med hævdvunden retsopfatning, at appellanten, særlig naar appellanten har faaet en, efter min mening, i alle væsentlige henseender velgrundet byretsdom mod sig, ikke bør undgaa at tilsvare sagens omkostninger for høiesteret.
Ekstraordinær assessor kriminaldommer Smith: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Justitiarius Thinn: Jeg er enig med hr. assessor Mejdell.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af byrettens dom hidsættes:
Ved lov af 19 juni 1882 (jfr. tillægslov af 26 juni 1896) bestemtes det, at ingen embedsgaard burde overskride den i lovens §1 fastsatte størrelse' og at overskydende skulde sælges overensstemmende med de i loven herom givne regler.
Med hensyn til geistlige embedsgaarde fastsættes det i lovens §13 og §14, at de ved salg af saadanne eller dele deraf og huse derpaa indvundne kapitaler skulde danne et særskilt fond, prestegaardsfondet, som skulde bestyres efter samme regler som oplysningsvæsenets fond. Af fondets kapital skulde efter lovens §13 udredes det fornødne a) til dækkelse af udgifterne ved forandring af embedsgaardens bebyggelse efter §2 bogstav e, b) til indfrielse af laan eller del deraf efter §5, c) til indkjøb og, om fornødiges, bebyggelse af ny embedsgaard efter §6. - Af fondets renter skulde efter lovens §14 (jfr. lov 26 juni 1896) først en aarlig erstatning tillægges presteembedet for det tab i indtægt, som dets indehaver ved reduktionen skjønnedes at lide, hvilken erstatning aarlig skulde udbetales indehaveren. Overskydende renter skulde derimod anvendes (efter afsætning til reservefond eller efter tillægsloven efter delvis afsætning til forøgelse af fondets kapital) principalt til forøget geistlig betjening inden de menigheder, hvis embedsgaarde var reducerede og dernæst med stortingets samtykke - til lønsforbedring for lavt aflønnede presteembeder og til opførelse og vedligeholdelse af prestegaardshuse.
Side:111
Efter lovens §17, 1ste afsnit, skulde lovens forskrifter ikke komme til anvendelse i tilfælde, «hvor saadant vilde stride mod testamentarisk bestemmelse, gavebrev eller kontrakt».
De refererede bestemmelser i loven aabnede, som det vil sees, statsmyndighederne en vis adgang til at lade overskuddet af renterne komme andre præsteembeder tilgode. For det enkelte embede hvis embedsgaard omfattedes af reduktionen, vilde dette kunne repræsentere en tilsvarende formindskelse af embedsindtægter.
Flere af de kommuner, der er blevet berørt ved de i henhold til loven af 1882 stedfundne reduktioner af prestegaarde, har fundet gyldigheden af lovens heromhandlede bestemmelser om renternes anvendelse til fordel for andre prestekald tvilsom, og i 1896 anlagde Norderhov kommune søgsmaal mod kirkedepartementet ved Kristiania byret med paastand om, at Norderhov menighed skulde anerkjendes eiendomsberettiget til Norderhov præstegaard. Under sagen fremlagdes en afhandling af daværende universitetsstipendiat, senere professor juris. A. Taranger: Om eiendomsretten til de norske prestegaarde, trykt i Retstidende for 1896 side 337-438 (Rt-1896-337), i hvilken afhandling hævdes, at prestegaardene tilhører det enkelte embede som saadant og hverken staten eller menigheden. Under samme sag fremlagdes fra kirkedepartementets side en betænkning af professor juris. E. Hertzberg: Om eiendomsretten til det norske kirkegods, trykt 1898, der gaar ud paa, at eiendomsretten til prestegaardene tilligger staten eller nærmere bestemt oplysningsvæsenets fond. Hertzberg skrift foranlediget endel kritiske bemerkninger fra professor Taranger, hvilke er trykt i Retstidende for 1902 side 161-240 (Rt-1902-161), og Hertzberg svarede igjen paa disse bemærkninger i en kortere replik i Retstidende for 1905 side 721-743 (Rt-1905-721). Den af Norderhov kommune anlagte sag blev efter kommunens begjæring hævet allerede sommeren 1900.
Spørgsmaalet om udstrækningen af statens salgsret overfor prestegaardene er imidlertid senere reist af Østre Toten kommune. Af Østre Toten prestegaard, der efter hvad der er paa det rene, har sin oprindelse fra den katolske tid - den eksisterede iethvertfald i aaret 1327 - er der i i henhold til nævnte lov af 1882 i tiden 1889-1901 solgt ialt 10 forskjellige parceller, og de indkomne salgssummer til samlet beløb kr. 93.568,19 er blevet henlagt til prestegaardsfondet og forvaltes overensstemmende med de for dette gjældende regler. Hvor stor erstatning, der er tillagt Østre Toten sognepræstembede for indtægtstab i anledning af reduktionerne, er ikke oplyst, men man maa gaa ud fra, at den samlede aarlige erstatning ikke andrager til saa stort beløb som den aarlige renteafkastning af de ved reduktionerne indvundne salgssummer. Det maa antages, at de overskydende renter ikke for nogen del er komne Østre Toten sognekald tilgode. Østre Toten kommune fandt at saavel salgssummerne som deres afkastning i sin helhed burde anvendes til bedste for Østre Toten, og den har efter forgjæves anstillet forligsprøve ved stevning iretteført 14 januar 1905, anlagt nærværende sag mod kirkedepartementet. Kommunen, der væsentlig bygger sit søgsmaal paa professor Tarangers nævnte skrifter, har nedlagt saadan paastand: «At kirkedepartementet tilpligtes at behandle de ved salg af pareeller af Østre Toten prestegaard indkomne kapitaler og de deraf indvundne renter som et Østre Toten sognekald tilhørende fond, hvis afkastning kun bliver at anvende inden sognekaldets grænser, og at det tilpligtes at betale citantskabet processens omkostninger».
Indstevnte, kirkedepartementet, har principalt gjort gjældende, at citantskabet ikke kan ansees som kompetent sagsøger, subsidiært har indstevnte under paaberaabelse af professor Hertzbergs afhandlinger hævdet de
Side:112
omtvistede dispositioners gyldighed, og i henhold hertil paastaaet afvisning eller frifindelse med tilkjendelse af sagsomkostninger.
Under henvisning til de nævnte skrifter og særlig til den af professor Hertzberg givne fremstilling skal førstvoterende angaaende det kirke- og geistlighed tillagte jordegods's historiske udvikling bemerke følgende:
Her i Norge som i andre lande kom efter kristendommens indførelse den katolske kirke efterhaanden særlig ved gaver og testamenter i besiddelse af jordegods, og specielt efterat den 12te og 13de aarhundredes verdslige lovgivning havde udvidet adgangen til testamentariske dispositioner over fast eiendom, øgedes kirkegodset stadig i stor udstrækning.
Raadigheden over det til kirkernes underholdning henlagte gods og retten til at ansætte kirkernes geistlige betjening (patronatsretten) tilkom oprindelig dem, der havde bygget vedkommende kirker, dog saaledes, at almuen havde en stemme med ved sine sognepresters valg og at biskoppens ordination udfordredes. Men da den norske kirkes forfatning fuldstændig organiseredes ved kardinal Nicolaus's legation i aaret 1152, opgav den verdslige magt patronatsretten, hvilken opgivelse stadfæstedes af kong Haakon Sverresøn. Naar undtages nogle kongelige kapeller blev saaledes alle kirker med deres gods under kirkens (biskoppens) udelukkende styrelse, og den verdslige magt havde intet over dem at sige.
Allerede tidlig maa det være blevet almindeligt, at man med hensyn til kirkernes gods skjelnede mellem gods, som tjente til kirkens vedligehold med, hvad dertil hørte af oplysning og udstyr (fabrica ecclesio, bygningsfond) og gods, som anvendtes til prestens underholdning (prestebordsfondet). Denne sondring, der hvilede paa sædvane, biskoppernes eller patronernes dispositioner og sidste viljesrerklæringer, var i slutningen af det 12te aarhundrede en fuldbyrdet kjendsgjerning. Efter den tids opfatning var det dog vedkommende kirke, som eiede baade bygningsfond og prestefond, noget som fremgaar med fuld klarhed af det 13de og 14de aarhundredes gavebreve, hjemmelsdokumenter, jordebøger og processuelle aktstykker. I løbet af det 15de aarhundrede bliver det imidlertid den herskende opfatning, at kirken og dens prestebord er to forskjellige retssubjekter. Man merker dette ikke blot i gavebreve, der nu stiles direkte til prestebordet uden at omtale kirken som den egentlige erhverver; men det fremgaar ogsaa af biskoppernes dispositioner og fremforalt af de almindelige hjemmelsbreve og processuelle aktstykker. I skjøder og mageskiftebreve optræder prestebordet som sælger og som kjøber, som afhænder og som erhverver. I vindikationssager anlægges sagen ikke i kirkens, men i prestebordets navn.
Af det til prestebordet hørende jordegods maa først og fremst nævnes prestegaarden. I den første tid efter kristendommens indførelse boede presterne hos bønderne og senere tildels paa eiendomsgaarde, men efterhaanden blev det almindeligt, at der til ethvert selvstændigt sogneprestembede hørte prestegaard. Hertil tages vel som regel en for øiemedet bekvemt beliggende gaard af vedkommende kirkes eiendomme, og oprindelig smaa er prestegaardenes agre og jorder i tidernes løb øget ved gaver og testamenter. Af det jordegods, som forøvrigt henlaa til prestebordet, skaffede presten sig indtægter gjennem bortleie. Dette gods benævnes i det følgende mensalgodset.
Hvad de forskjellige kirker og prestebord saaledes erhvervede, blev deres egen eiendom. De norske kirkers eiendomsret til sin jordegods forudsættes allerede i Frostatingsloven XIV 3, og anerkjendes i kardinal Vilhelm af Sabinas forordning af 17 august 1247 om helligdage og kirkegods, hvilken forordning approberedes af pave Innocents IV, ligesom den stadfæstedes af kong Haakon Haakonssøn og derved erholdt almindelig lovskraft i Norge.
Side:113
Denne de kirkelige institutioners formuesretslige selvstændighed gjaldt dog i sit fulde omfang kun udad. Indad var den enkelte kirke og det enkelte prestebord jo led af den katolske fælleskirke og som saadanne undergivne det almindelige kirkelige overstyre, der repræsenteredes af biskoperne og i sidste instans af paven. Paa heromhandlede omraade bliver det nærmest biskopernes myndighed, som kommer i betragtning. Det laa i forholdets natur at biskopen, naar omstændighederne gjorde forandring i det ham underliggende kirkevæsen nødvendige, ikke ubetinget kunde være bundet i sine dispositioner af hensyn til de enkelte institutioner. Der kunde saaledes opstaa spørgsmaal om deling af sognekald, om sammendragning af flere kald til et, og om overførelse af midler fra en institution til en anden. Adgangen til saadanne forandringer af institutionernes formuesforhold var dog efter kanonisk ret sterkt begrænset. Det maatte foreligge «evidens utilitas» eller «justa causa». Forandringerne maatte fremstille sig som aabenbart nyttige eller retfærdige. I den senere middelalder tøiede imidlertid praksis disse begreber, og misbrug fandt oftere sted.
Ved reformationens indførelse i 1536 succederede den verdslige magt, konge og stat, den katolske kirkestyrelse, og i en tidsalder, da man endnu ikke forstod at skjelne mellem de forskjellige én og samme overordnede ledelse tilliggende funktioner, blev dette forhold enstydig med en faktisk sammenblanding af statens og kirkens ledelse. Kirken tabte ikke sin egenskab af særskilt institution, men den gik over til at være en statsinstitution i det væsentlige sideordnet med andre saadanne. De geistlige funktionærer blev statens tjenestemænd og kirkegodset lagdes under statens styre.
De kirkegods, som paa grund af det protestantiske kirkevæsens forholdsvis store tarvelighed ikke mere behøvedes i kirkelige øiemed, gav staten en anden anvendelse. Bispegodset blev saaledes inddraget under «kronen», hvis gods herved fik en ganske betydelig tilvekst. Klostrene med deres gods gik efterhaanden over til verdslige forleninger. For den store mængde af kirkegods blev derimod foreløbig ingen forandring foretaget, og kirker, presteembeder, skoler og hospitaler beholdt sine indtægter og sit gods urørt.
Det varede imidlertid ikke længe, før staten begyndte at disponere ogsaa over dette kirkegods.
Hvad specielt kirkerne angaar, blev især ved reformationsaarhundredets midte talrige mindre kirker nedlagt, og deres gods overført til de kirker, hvortil deres sogn henlagdes. Ved skrivelse af 19 juli 1552 gav Kristian III til fordel for Trondhjems domkirkes restauration anvisning paa andre kirkers overskud, og denne bestemmelse fandt i den følgende tid oftere efterligning, idet det efterhaanden blev temmelig almindeligt at anvende overskuddet fra formuende kirker til bedste for nedbrændte eller byggefældige kirker. Ved brev af 11 juli 1647 dekreterede Kristian IV, at de enkelte kirkers overskud skulde danne et fællesfond for hvert stift og under stiftsdirektionens bestyrelse, at fondets midler skulde gjøres rentebærende ved udlaan og at der for dets status skulde aflægges aarligt regnskab til rentekammeret (finansstyrelsen). Fondets midler kunde stiftsdirektionen benytte til «kirkernes og skolernes fornødenhed samt anden kristelig og geistlig brug efter særdeles omstændigheder og vores derpaa naadigste bevilling». I længden formaaede dog ikke kongemagten selv at opretholde det synspunkt, ifølge hvilket kirkernes tilliggender udelukkende skulde ansees viet kirkelige og geistlige formaal, derunder indbefattet undervisningen. Fra først af var det navnlig lensherrerne, under hvilke opsigten med saavel det egentlige krongods som kirkernes gaarde laa, der gjorde sig til tolk for den mening, at ogsaa de sidste tilhørte kronen. Men ogsaa tidens teori hævdede samme synsmaade.
Side:114
Arent Berntsøn lærer saaledes i sit skrift «Danmarchis og Norgis fructbar Herlighed», der udkom i 1656, at ikke blot kirkernes og prestebordenes, men ogsaa hospitalers og skolers eiendomme var «kronens bortforlenede gods». Med denne opfatning stod den nævnte danske jurist ikke alene. Mænd som Hugo Grotius, Carpzow og Conring var, nemlig ved hjælp af teorien om statens dominium eminens eller overeiendomsret til al landets jord, kommet til samme resultat.
Fra 1649 af, i hvilket aar Hanibal Sehested fik sig overdraget patronatsretten til en række kirker, begyndte kongerne at forlene eller benaade geistlige eller verdslige personer med forskjellige kirkers indkomster mod forpligtelse til at holde dem vedlige og bestride deres udgifter. Dette vilkaar var almindeligvis meget langt fra at blive opfyldt og flere af de overdragne kirker forfaldt. Ved rescr. 2 april 1670 blev derfor alle disse benaadninger suspenderede og ved rescr. af 26 april 1690 tilbagekaldte. Alligevel fortsattes en tid endnu den samme praksis. Navnlig inkorporeredes et antal kirker i de nyoprettede grev- og friherreskaber, hvilke tilligemed kaldsret og kongetiende som kirkernes øvrige «aarlige landsskyld og indkomst». Ved anordning af 2 mars 1708 og 20 februar 1717 blev det imidlertid udtrykkelig forbudt at ansøge om forlening med kirkernes indkomster, «da ingen andre maa nyde overskuddet af kirken, som selv bør have det og kan hjælpe andre brøstfældige kirker dermed». Ved rescr. af 5 september 1718 blev Finmarkens kirkers beholdninger og overskud henlagt til det saakaldte missionsfond, og det samme blev ved rescr. af 12 januar og 8 mars 1829 anordnet ogsaa for de nordlandske kirkers vedkommende. Af dette Missionsfond opstod senere det nuværende nordlandske kirke- og skolefond. Under den store finansnød efter krigen med Sverige (den store nordiske krig) greb Fredrik IV til den udvei at sælge de norske kirker ved auktion og i aarene 1723-1724 kom paa den maade over halvparten af landsdistrikternes kirker, nemlig alle de, der havde saa megen formue, at nogen vilde kjøbe dem, ialt omtrent 520 kirker, over i privat eie. Desuden blev omkring 100 kirker kjøbt af vedkommende menigheder. Ved dette salg var det dog ikke meningen at overdrage kjøberen nogen virkelig eiendomsret til selve den solgte kirke. Denne skulde uforandret beholde sin bestemmelse, at være menighedens gudshus, og af kjøberen vedligeholdes i dette øiemed. Hvad der overførtes paa kjøberen, var alene de samme økonomiske rettigheder over kirken og dens gods, nemlig retten til at disponere over overskuddet af kirkens formue og indtægter, som kongen hidtil havde udøvet eller anseet sig berettiget til at udøve. Kirkerne vedblev derfor trods salget at virke paa deres særskilte formaal og med egen økonomi. Det udbytte, som vandtes ved heromhandlede kirkesalg, tilegnede staten sig. Det anvendtes ikke til kirkens og skolens fornødenhed eller anden kristelig og geistlig brug. Idet en stor del af kirkerne helt eller delvis berøvedes de midler, som tidligere havde været anvendt til reparationer og nybygning, forfaldt de efterhaanden. Til udvidelse eller nybygning ansaaes kirkeeierne ikke forpligtede, og selv vedligeholdelse fandt selvfølgelig kun sted i mindst mulig omfang. Herved blev imidlertid menigheden, som direkte led under mislighederne, i stigende grad opfordret til at tage sagen i sine hænder. Staten lod da menigheden stiltiende overtage de af den fremdeles usolgte kirker, hvad der simpelthen skede derved, at den selv efterhaanden afstod fra videre dispositioner over dem. Denne menighedens ret fik tilsidst positiv sanktion ved loven af 24 april 1818. Det var dog ingen privatretlig eiendomsret, som loven af 1818 tilsikrede menighederne; thi menigheden erholdt aldrig nogen dispositionsret over kirkernes formue, og stiftsdirektionerne vedblev at være kirkernes
Side:115
nærmeste foresatte. Den samme opfatning kom tilsyne ved lov af 24 september 1851, der i §5 fastslog den private kirkeeiers forpligtelse til under visse omstændigheder «at overgive kirken med alle dens indkomster og tilliggender, jordegods og skov undtagen» til menigheden. Dette ledede til, at medens i 1840 omtrent 420 kirker havde befundet sig i privatmænds besiddelse var antallet i begyndelsen af 1890-aarene gaaet ned til 55. Ved lov af 3 august 1897 blev der tilsidst bestemt, at de kirker, der fremdeles var i privat eie, skulde indløses af menigheden. Denne blev dog ikke tilpligtet at indløse kapital, jordegods og skov, hvor de ikke særlig fornødigedes til at dække kirkens udgifter. Efter nævnte lov af 1897, der endelig ordner kirkernes forhold, skal «enhver sognekirke være menighedens eiendom og maa ikke afhændes». Nogen eiendomsret i privatretlig forstand er det dog ikke loven giver menighederne. Kirkerne er at betragte som offentlige stiftelser, hvis kapitaler, indtægter og rettigheder (jordegods dog undtaget) ikke maa skilles fra dem. Al kirken tilhørende formue samt salgs- og indløsningssummer henlægges til et fond for kirken. Indtægterne anvendes alene til kirkens bedste og til de den paahvilende lønninger. Dog kan med kongens samtykke «overskud af indtægterne anvendes ogsaa til andre kirkelige eller dermed beslægtede formaal».
Ser man tilbage paa den udvikling, som kirkernes retsforhold saaledes har gjennemgaaet siden reformationen vil man finde, at kirkens overgang ved reformationen fra en af staten uafhængig korporation til statskirke uundgaaelig medførte en vis sammenblanding af geistlig og verdslig myndighed i kirkelige anliggender, hvilken derpaa i tidens løb drog efter sig mere eller mindre fuldstændig opløsning af de enkelte sognekirkers formueskomplekser samt en paafølgende reorganisation af kirkernes økonomi paa en helt ny grundvold, nemlig ved menighedernes ad flere veie fuldbyrdede overtagelse deraf istedetfor kongen eller staten. Som en rød traad gjennem denne udvikling gaar den verdslige adgang til at bestemme over overskuddet af kirkernes indkomster. Hvad enten det som i 1647 og 1897 forbeholdes andre kirkelige og dermed beslægtede øiemed eller det - som tilfældet var i stor udstrækning i det 17 og 18 aarhundrede - tilgodegjordes i verdslig eller endog rent privat interesse, varierer dermed kun dispositionernes tilbørlighed, ikke deres formelle retmæssighed. Ikke destomindre opgives aldrig helt betragtningerne af kirkerne med deres tilliggender som særskilte stiftelser. Ikke alene i privatmænds, men ogsaa i statens eie maa de til en vis grad blive at anse som personæ alieni juris, nemlig forsaavidt som de erhverve sit overskud til fordel for privatmænds eller offentlighedens dem selv uvedkommende økonomi. Men til en vis grad er de ogsaa sui juris, nemlig forsaavidt de principaliter erhverver til fordel for sine egne uomgjængelige behov.
I den forandring, som har fundet sted med hensyn til kirkernes retslige forhold siden den katolske tid, har prestebordsgodset, der som i det foregaaende nævnt i middelalderens senere del retslig havde udskilt sig fra selve kirkernes tilliggender, kun indtil et vist punkt deltaget i Kristian IIIs kirkeordinans af 1539 heder det, at «presterne og degnene nyde de samme privilegier, som de havde i bispernes tid og ikke ydermere besværet dermed af os end de tilforn var besværede af bisperne». I denne bestemmelse, der er gjentaget i Kristan IVs norske kirkeordinans af 1607, forbeholder kongen sig altsaa samme raadighed i henseende til presteembedernes økonomi, som hidtil havde tilligget de katolske biskopper. Begge ordinanser tilsikrede ved siden heraf hver sogneprest «sin prestegaard med al sin rettighed og rette tilliggelse, som den af Arilds tid tilligget haver». Denne bestemmelse blev
Side:116
senere gjentaget i Kristian V norske lov (af 1687) 2-12-1, der videre paabyder, at «hvor der er tvende eller flere prestegaarde, da skal presten bo i den ene - - - og af de andre gaarde saavelsom af bøndergaardene der til hans bord tillagte ere, skal han opbære og nyde al frugt og landskyld saa og herligheder». - - - Efter samme norske lovs 2-13-7 skulde enken efter den afgangne prest (foruden pension af kaldet) nyde den næst prestegaarden bedste og beleiligste gaard af prestebordets gods paa 1 skippund tunge eller 1 1/2 løb eller spand.
Kongemagten havde ogsaa lidet at vinde ved en indgriben i geistlighedens indkomster, idet presternes underholdning derved umiddelbart vilde falde staten selv til byrde. Den samme opfatning, som af den verdslige magt var gjort gjældende overfor kirkerne og deres gods, kom dog ogsaa til at blive praktisk overfor prestebordsgodset. Ved overdragelsen til Hannibal Sehested i 1649 af patronatsretten til et par søndenfjeldske kirker tilføiedes, at herunder medfulgte ogsaa «herligheden» til prestegaardene sammesteds. Eksemplet efterlignedes derpaa i 1673 ved overdragelse af Gjerpen kirke og herligheden over prestegaarden dersteds til Cort Adeler saavelsom i 1684 ved overdragelse af en række kirker i det Jarlsbergske tilligemed herligheden over vedkommende prestegaarde og degneboliger. Her ser man altsaa kongen under bibehold af prestegaardenes anvendelse som saadanne optræde som værende i besiddelse af en ret til eller over dem, som gjentagende betegnes med ordet «herlighed», og som han anser sig berettiget til i visse fald at overføre paa enkelte begunstigede undersaatter. Denne kongens herlighedsret eller, hvad der kommer ud paa det samme, overeiendomsret viste sig først og fremst som et krav paa at kunne disponere over eiendommens overskud. Hvad kongen med lethed havde kunnet gjøre ligeoverfor kirkernes tilliggender og indkomster, gjorde han da, hvor anledningen var der, overfor de geistlige embeders beneficier. Og særlig i den retning kunde et saadant overskud ansees at foreligge. De geistligheden beneficerede godsers skove afgav vanligen meget mere trævirke end prestegaardene og bygselgaardenes behov for brændsel og bygningstømmer lagde beslag paa. Man ser derfor, at kongen ialfald fra suverænitetens første tider (suveræniteten indførtes aar 1660) ansaa sig berettiget til at hugge i de beneficerede skove, særlig naar de indeholdt mastetrær. Det forbødes de geistlige at hugge i disse skove uden efter udvisning af de kongelige betjente, Frd. 5 februar 1685 §11 og N.L. 2-12-1 jfr. 2. Den saaledes tilsynekomne ret overfor de beneficerede skove gjordes ud gjennem det 18 aarhundrede mere og mere effektiv. I rentekammerets (finansstyrelsens) forestilling af 3 februar 1776, bifaldt ved kongelig resolution af 12 samme maaned erklæres paany, at «beneficiarii - - - ikkun er berettiget til at nyde af disse skove hvad der til deres eget og deres bønders bestemte brug henhører, men ei hvad samme desforuden under dets behørige vedligeholdelse kan afgive, hvilket sidste altid er anseet at være Eders majestæt forbeholden og ligesom alle andre kongelige rettigheder tilkommer kammeret og ei kancelliet (under dette hørte kirke og geistlighed) at paaagte». Af denne forestilling fremgaar klart, at overskudsindtægten fra omhandlede skove ikke anvendtes til kirkeligt eller geistlig brug, men indflød i statskassen.
Det var dog ikke blot prestebordenes skove, som den verdslige magt i løbet af det 18 aarhundrede ansaa sig berettiget til at disponere over. Geistlighedens privilegier af 1661 havde bevilget som en naade, men det blev en byrde - den danske geistlighed, at hver prest maatte tilforhandle sig sin prestegaards bygninger mod, at hans eftermand ved forflytning eller død skulde afkjøbe ham selv eller hans arvinger disse prestegaardshuse.
Side:117
Dette salg foresloges under den store nordiske krig efterlignet i Norge, og foranstaltningen drøftedes indgaaende i aarene 1723-1724, samtidig som det ovenomhandlede kirkesalg fandt sted, uden at opnaa iverksættelse paa grund af sterk modstand fra geistlighedens side. Under 22 april 1752 udfærdigede rentekammeret en skrivelse ifølge hvilken de i N.L. 3-15-7 nævnte afgifter (landsskyld og leding) ogsaa skulde udredes af prestegaardene. Disse blev med andre ord af rentekammeret betegnede som kongens gods og presterne som kongens leilændinger. Befalingen tilbagekaldtes rigtignok allerede ved reskript af 13 juli 1753 som uoverensstemmende med de presteskabet «hidindtil forundte friheder»; men den havde havt tid til at bevirke, at prestegaardene i enkelte fogderier var blevne indførte i kongens jordebøger, hvilket forøvrigt allerede tidligere var skeet i et par nordenfjeldske fogderier. I løbet af aarhundredets anden halvdel fremkom der flere gange dels under Fredrik V dels og især under Kristian VII planer om at sælge beneficeret gods til fordel for statskassen eller visse den paaliggende verdslige øiemed. Fra geistlig side vakte denne tanke selvfølgelig hver gang modstand, og planerne kom da heller ikke til udførelse. Derimod disponeredes der over det beneficerede gods paa anden maade. Der blev nemlig af godset efter reskript af 2 september 1791 udlagt 193 gaarde til militære chefsgaarde, og efter reskript af 3 november 1813 blev der videre udlagt embedsgaarde til amtmænd, fogder og sorenskrivere. Ved disse udlæggelser iagttoges det, at der ikke bevirkedes nogen nedgang i de beneficiarii tilkommende jorddrotlige indtægter af godset, hvorfor det paalagdes vedkommende militære og civile embedsmænd at udrede hertil svarende aarlige og faste afgifter. Om nogen erstatning til de geistlige embeder for den tabte eiendomsret var der ikke tale.
Imidlertid var statsstyrelsen mere og mere kommet til den opfatning, at staten var bedst tjent med de beneficerede eiendommes overgang i privat eie, og ved reskript af 19 mai 1809 bestemtes det, at alt det beneficerede gods, dog herfra undtaget de gaarde, der dreves af embedsmændene selv, skulde sælges til privat eiendom, efterhaanden som det blev bygselledigt, med forbehold af de beneficiarii tilkommende jorddrotlige ydelser, hvilke fremdeles skulde paaheftes godset. Ved kongelig resolution af 24 mars 1812 bekjendtgjort ved canc. prom. af 9 mai s.a. blev det i 1811 oprettede norske universitet tillagt 2/9 af den kapital, korn- og pengerente, som maatte indkomme ved salget af det beneficerede gods. Af den nævnte canc. prom. sees det, at de øvrige 7/9 skulde anvendes saaledes, at beneficiarii fik 3/9 og 4/9 «forblive til disposition under kancelliet dels til at befordre især geistlige embedsmænds kaar og dels til almueskolevæsenet».
Udlæggelsen af beneficeret gods til verdsligt øiemed, militære og civile embedsgaarde, vakte endel misnøie, navnlig inden geistligheden, og rigsforsamlingen paa Eidsvold 1814 satte en stopper for statens fortsatte udnyttelse af det beneficerede gods i rent verdsligt øiemed, idet den fattede den bestemmelse, der foreligger i grundlovens §106, hvorefter «saavel kjøbesummer som indtægter af det geistligheden beneficerede gods skal blot anvendes til geistlighedens bedste og oplysningens fremme». Denne bestemmelse blev vedtaget med 69 stemmer mod 40. De sidste mente, at de beneficerede gods kunde og burde anvendes ogsaa i andet verdsligt øiemed end oplysningens navnlig da i det som for tilfældet ansaaes særlig magtpaaliggende: Funderingen af landets bank- og pengevæsen. Flertallet antog, at staten kunde disponere over de beneficerede eiendomme, forudsat at dispositionerne gik ud paa varetagelse af de to dertil traditionelt knyttede formaal, geistlighedens bedste og oplysningens fremme. Grundlovens §106 taler efter sin ordlyd kun om det beneficerede gods's anvendelse, og den forudsætter, at denne
Side:118
anvendelse tilligger statens myndigheder. Men i kraft af hvilken ret en saadan myndighed udvises, udtaler den sig ikke direkte om, grundloven har i saa henseende, saavidt skjønnes, henholdt sig til den tidligere gjældende retsbetragtning, at kongen tilkom herligheden eller overeiendomsretten over det beneficerede gods. Idet grundlovens forfattere erkjendte, at denne kongens raadighed ikke altid havde indskrænket sig til det omraade og til det øiemed, som godsets oprindelse og bestemmelse tilsagde, fastsatte de i §106 bestemte grænser for benyttelsen af statens herlighedsret. At prestegaardene indbefattes under begrebet «beneficeret gods» i §106 er utvilsomt, kfr. reskript af 19 mai 1809 og reskript af 26 juni 1801. En anden sag er det, at rigsforsamlingen paa Eidsvold ved bestemmelsen i §106 vel nærmest har sigtet paa mensalgodset og ikke paa prestegaardene. Ved lov af 20 august 1821 blev der givet nærmere regler om det beneficerede godses salg og renternes anvendelse. Salget finder sted til indtægt for et særskilt «fond for oplysningsvæsenet», der altsaa blev en umiddelbar fortsættelse og videre udvikling af det fond, som kancelliet og dets afløser, kirkedepartementet, i henhold til den før nævnte canc. prom. af 9 mai 1812 havde lagt op til forbedring af geistlige embedsmænds kaar og til almuesskolevæsenet. Fondets kapital benyttes som laanefond: til embedsgaardes bebyggelse og til kommuner. Renterne tilfalder med 1/3 universitetet og 2/3 udgjør understøttelsesfondet, der anvendes til oplysningens og skolevæsenets fremme m.v. Loven af 1821 bestemmer derhos, at der skal paaheftes de solgte eiendomme en aarlig og bestandig jordafgift, der i regelen skal tilkomme beneficiarius og svare til værdien af samtlige leilændingens tidligere jorddrotlige afgifter. Ved senere love af 24 september 1851 og 21 mars 1850 er der givet adgang til indløsning af jordafgiften og til overhovedet at undgaa saadan afgift ved kjøbet ved indbetaling af et nærmere fastsat beløb engang for alle. De derved indkomne summer er henlagt til et fond, jordafgiftsfondet, hvoraf erstatningerne til beneficiarii udredes. Nyere regler om jordafgiften haves i lov af 14 juli 1897 om. indløsning og fordeling af jordafgift, løs landsskyld, kornrente m.v.
Loven af 20 august 1821 bestemte derhos, at der for de civile embeder, der endnu manglede embedsgaarde, skulde udlægges saadanne af det beneficerede gods mod afgift til beneficiarii, men denne bestemmelse, hvis forenelighed med grundlovens §106 var tvilsom, blev igjen ophævet ved lov af 5 august 1848. Prestegaardene samt de geistlige enkesæder blev ved §2 i loven af 1821 undtaget fra salg. Dog skulde efter lovens §17, saafremt der til embedsgaardene eller enkesæderne laa saa betydelige skovstrækninger, at en større eller mindre del af samme kunde fraskilles uden at vedkommende embedsmand eller enke desformedelst i fremtiden vilde mangle det fornødne til husbehov, det overflødige bortsælges ved auktion, og udbyttet gaa ind i oplysningsvæsenets fond samt behandles efter dettes regler. Som før nævnt havde staten allerede i det 17 og 18 aarhundrede gjennemført den regel, at indtægten for afkastningen af overflødigt virke gik ind i statskassen, saa forsaavidt skeede der ingen formindskelse af vedkommende embedsindtægter. Salgspaabudet i omhandlede §17 blev forøvrigt ophævet ved skovloven af 1863.
Det i henhold til loven af 1821 stedfundne salg af beneficeret gods, væsentlig Mensalgods, har indbragt til oplysningsvæsents fonds kapitalfond fra 1821 til 1872 kr. 13.990.270,00, fra 1873 til 1892 kr. 1.411.257,00, tilsammen kr. 15.401.527,00.
I aarene 1822-1872 blev der saaledes solgt 8.381 brug. Af usolgt mensalgods var ved udgangen af november 1893 tilbage 71 brug. 4 brug med samlet skyld 25 daler 1 ort 20 skilling kan paa grund af testamentariske eller andre bestemmelser ikke sælges. Nu i 1907 maa vel realisation af
Side:119
mensalgodset i henhold til loven af 1821 praktisk talt ansees fuldbyrdet. Som tidligere paapegt tilhørte mensalgodset oprindelig de enkelte embeder som deres eiendom, men i løbet af den tid, som er hengaaet siden reformationens indførelse, har statens raadighed over godset medført en væsentlig forandring i forholdet. De enkelte embeder har vistnok i det hele og store beholdt de indtægter, som mensalgodset indbragte dem i form af afgifter eller erstatning, men eiendomsretten til mensalgodset og overskuddet af godsets værdi er gaat tabt for dem.
Som allerede bemerket var saavel prestegaardene som de geistlige enkesæder ved §2 i loven af 1821 undtaget fra det paabudne salg af beneficeret gods.
Med hensyn til enkesæderne bestemtes det imidlertid ved lov af 26. september 1845 jfr. love af 13 april 1844, 14 april 1860 og 25 februar 1863, at de skulde sælges uden paahefte af nogen jordafgift, og at der af salgssummen skulde dannes et fond, hvis renter udelukkende skulde anvendes til pensioner for geistlige embedsmænds enker. Beneficiarius fik, forsaavidt han var ansat efter loven af 1845 eller forsaavidt enkesædet var senere udlagt, efter udlæggelsen ikke nogen ret til udbytte af det eller af den ved dets salg udbragte kapital. Enkepensionsfondet viste sig snart at blive meget større end fornødent for øiemedet, og det blev derfor ved lov af 3 mars 1866 bestemt, at hvad der af kjøbesummen for det enkelte enkesæde oversteg 7.000 spd. samt hvad der udvandtes ved salg af overflødig trævirke fra geistlige enkesæders skoge, skulde overføres til oplysningsvæsenets fond og under dette danne et særskilt fond, hvis aarlige indtægter anvendes til bidrag ved byggeforetagender paa geistlige embedsgaarde efter kongens nærmere bestemmelser. Ligeledes blev ved lov af 6 april 1872 et beløb af 100.000 spd. af enkepensionsfondets opsparede rentekapital overført til oplysningsvæsenets fond for derunder at danne et særskilt fond, hvortil enkepensionsfondet beholder eiendomsretten, men hvis renter skal anvendes i forbindelse med oplysningsvæsenets fonds understøstelsesfonds indtægter til fremme af de under samme hørende øiemed. For fremtiden bestemtes, at hver gang enkepensionsfondets opsparede rentekapital stiger til 50.000 spd., skal 40.000 spd. overføres til det nævnte fond. Enkepensionen skulde efter loven af 1845 svare til renterne af salgssummen for det for embedet udlagte enkesæde. Loven tillod derhos kongen af pensionsfondets overskud at indrømme andre «enker efter geistlige embedsmænd i forhold til deres trang og andre omstændigheder samt til fondets midler bestemte aarlige pensioner». Ved lov af 39 august 1857 fastsattes et lavere maksimum for enkesæderenterne end bestemt ved N.L. 2-13-7 og loven af 1845, ligesom nu hele den øvrige pensionering af geistlige enker overførtes fra kaldene til pensionsfondet. Lov af 17 mai 1890 afskaffede til sidst de geistlige enkers ret til enkesæderenter, men forhøiede til gjengjæld den pension, de af fondet skal oppebære, idet dog pensionsbeløbene ansattes lige for alle sogneprestenker og saaledes blev ganske uafhængig af hvorvidt vedkommende kald i sin tid have havt enkesæde eller ikke saavelsom af sammes størrelse. Enkepensionsfondet havde i 1901 en kapital paa ca. 4 millioner kroner, der altsaa udgjør udbringendet ved salg af enkesæder, som i sin tid har tilhørt de forskjellige geistlige embeder.
Hvad angaar prestegaardene fandt styrelsen sig ikke ved loven af 1821 §2 (jfr. Rescr. 19. mai 1809) forhindret fra, hvor særlige omstændigheder dertil opfordrede, at iverksætte afhændelser af mindre og undertiden af fjernere liggende større dele af prestegaarde, i hvilke tilfælde renterne af de indkomne salgsbeløb tillagdes vedkommende embede. Eftersom der ved folkemængdens stigning paa forskjellige steder blev voksende efterspørgsel
Side:120
efter mindre byggetomter og lignende, skede der ligeledes salg af saadanne i adskillig udstrækning fra prestegaardsgrunde, nemlig naar den opnaaede pris gjennem forretningen lovede at blive til paatagelig fordel for embedets indtægter. Antallet af hidhørende afhændelser var idetheletaget ikke lidet. Udbyttet af salg af saadanne dele af prestegaarde udgjorde fra 1821-1872 kr. 1.080.000,00, fra 1873-1892 kr. 1.073.400,00, tilsammen kr. 2.153.400,00.
Salgsbeløbene, der forvaltes af oplysningsvæsenets fond, betragtes som tilhørende vedkommende embeder, til hvis bedste renterne anvendes.
Imidlertid var det forlængst opstaaet spørgsmaal om at sælge parceller af de store prestegaarde. Man mente nemlig, at prestens embedsgjerning ikke tillod eller ialfald ikke burde tillade ham at drive jordbruget med den iver og kyndighed, som en stor landeiendom har behov for. Allerede omkring 1840 var denne betragtningsmaade blevet saa sterk, at en i 1843 nedsat kgl. kommission, der havde i opdrag at udarbeide nye lovregler om presternes lønning, ligeledes tog under overveielse tanken paa de store prestegaardes reduktion og i sit lovudkast fremsatte forslag om, at ingen prestegaard udenfor Finmarken i almindelighed skulde overstige en vis skyld (mellem 8 og 16 skylddaler). Det overskydende skulde sælges, og renterne af de indkomne kjøbesummer tilfalde embederne. Kommissionen, der bestod af geistlige medlemmer og som formand daværende høiesteretsassessor, senere justitiarius Lasson opnaaede dog ikke at se sit arbeide lagt til grund for kgl. proposition i emnet. Ogsaa senere var spørgsmaalet om salg af overflødigt prestegaardsareal under overveielse. I 1875 fremsatte regjeringen, der var mest stemt for bortforpagtning af prestegaardene, kgl. proposition herom. Stortinget vedtog imidlertid i 1876 efter privat forslag en lov om salg af det overflødige af embedsgaarde, og denne lov blev, efter at være negtet sanktion to gange, endelig ved tredje gjentagelse sanktioneret under 19. juni 1881.
Loven af 1882 brød med den tidligere praksis, at det ved salg af prestegaardsparceller indkomne udelukkende skulde komme vedkommende embede selv tilgode, idet den som foran nævnt aabnede en vis adgang til at lade overskuddet af renterne af salgsbeløbene anvende til fordel for andre presteembeder.
Spørgsmaalet er nu, om lovens bestemmelser herom er gyldige og bindende for Østre Toten sognekald.
Som allerede anført gjør indstevnte gjeldende, at citantskabet ikke kan ansees som kompetent sagsøger i heromhandlede anliggende.
Med hensyn hertil bemerkes at det vistnok forholder sig saa, at menighederne aldrig har været eiere af prestegaardene, ligesom det maa antages, et de ikke har nogen ret til at optræde paa presteembedets vegne. Men alt dette udelukker ikke, at de kan have egne interesser af betydning i henseende til prestegaardene. Disse er, efter hvad der maa antages, tilblevet væsentlig ved gaver og opofrelser fra menighedsmedlemmernes side, ligesom menighederne efter N.L. 2-12-4 tildels har maattet vedligeholde prestegaardsbygningerne. Menighederne har stedse været økonomisk interesseret i presternes lønninger, og da brugen af prestegaard repræsenterer en - ofte betydelig - del af prestens indtægt, har tilværelsen af prestegaard allerede herved ned gjennem tiderne medført væsentlige fordele for sognet. Menigheden maa derfor være berettiget til at se prøvet ved domstolene, om de goder, som saaledes har eksisteret for den, helt eller delvis kan berøves den, og efter vor nuværende ordning med statskirke findes det ogsaa tilstedeligt at kommunen som den naturlige repræsentant for det lokale samfunds interesser optræder som sagsøger for at opnaa en løsning af dette spørgsmaal. Indstevnte kan saaledes ikke gives medhold i sin kompetanceindsigelse.
Side:121
Hvad sagens realitet angaar, anfører citantskabet i det væsentlige, at Østre Toten prestegaard i den katolske tid er skjænket til Østre Toten sogneprestembede som et særskilt retssubjekt, en kaldsstiftelse, der siden har fortsat sig lige til vor tid, og hvem hverken privatmand eller offentlig myndighed kan fratage, hvad der tilhører den. Citantskabet finder, at denne opfatning vel lader sig forene med loven af 1882, der i §17 udtrykkelig bestemmer, at dens forskrifter ikke skal komme til anvendelse, hvor saadant vil stride mod testament, gavebrev eller kontrakt.
Som ovenfor omhandlet har de retslærde, professor Hertzberg og professor Taranger afvigende anskuelser angaaende eiendomsretten til prestegaardene. Det antages imidlertid ikke nødvendigt at træffe nogen løsning af dette spørgsmaal under nærværende sag. Det fremgaar nemlig med fuld klarhed af kirkegodsets historie, at staten i tiden siden reformationen har anseet sig berettiget til at disponere over overskuddet af kirkernes og de geistlige embeders indkomster. Opfatningen var, at, naar kirkerne holdtes vedlige og geistligheden fik de samme indtægter, som den før havde havt, saa havde staten frie hænder til at raade over deres gods i geistligt eller verdsligt øiemed. Paa denne statens dispositionsret synes bestemmelsen i grundlovens §106 om anvendelsen af kjøbesummer og indtægter af det geistligheden beneficerede gods at være bygget. Godsets salg var som anordnet ved rescr. af 19 mai 1809 og midlernes anvendelse omhandlet i Canc. Prom. af 9 mai 1812. Saafremt det havde været grundlovens mening, at salgssummerne og indtægterne af godset ikke skulde kunne anvendes overenstemmende med nævnte Canc. Prom., men udelukkende skulde tilhøre de enkelte embeder, maatte dette have været udtrykkelig sagt. Naar §106 alene indskrænker sig til at paabyde midlerne anvendt inden et snevrere omraade end staten ved sine tidligere dispositioner over godset (saaledes ved udlæggelsen af militære og civile embedsgaarde) havde iagttaget, maa dette iethvertfald opfattes som en godkjendelse af det af staten forlængst praktiserede princip, at det enkelte embede ikke havde noget retskrav paa overskuddet af det embedet beneficerede godsets værdi. Om der i §106 opstilledes et for det enkelte embede ugunstigere princip er det her ikke nødvendigt at afgjøre. Der kan i heromhandlede henseende ikke gjælde andre regler for prestegaardene end for det øvrige beneficerede gods og kirkerne. Principet er forøvrigt forlængst bragt i anvendelse ogsaa paa prestegaardene, forsaavidt endel af deres areal, nemlig skovene, angaar. At prestegaardene iøvrigt lige til den sidste tid har været bibeholdt for det enkelte embede, kan ikke antages at bero paa nogen erkjendelse af, at embedet har nogen ret til at beholde prestegaarden (eller dens værdi) ubeskaaret, men derimod udelukkende paa hensigtsmæssigheds- og billighedshensyn. Naar loven af 1882 derfor bestemmer, at overskuddet ved reduktion af prestegaarde til en vis grad kan anvendes til bedste for andre embeder, befinder man sig i fuld overensstemmelse med det omhandlede, gjennem aarhundreders praksis fastslaaede princip. Der kan maaske reises tvil om statens berettigelse til fra først af at disponere, saaledes som den har gjort, med kirkernes og de geistlige embeders gods, men nu staar ialfald denne statens raadighed som en kjendsgjerning, hvorved der ikke kan rokkes. I denne forbindelse bør det merkes, at spiren til den omfattende raadighed, som staten har udøvet over heromhandlede gods, laa allerede i den myndighed, som den arvede fra den katolske kirke, ligesom det maa ansees utvilsomt, at statens forføininger ialfald i det store og hele havde hjemmel i tidens retslige opfatning.
Selv om man antager, at prestegaardene fremdeles tilhører embederne, kan dette kun blive med den begrænsning, som følger af statens omhandlede
Side:122
dispositionsret. Staten maa altsaa i ethvertfald ansees berettiget til at disponere over prestegaardene, naar blot embederne reserveres erstatning for det ved dispositionerne foranledigede indtægtstab og grundlovens §106 iagttages.
Tilbage staar da at afgjøre, hvorvidt Østre Totens prestegaard falder ind under den i loven af 1882 §17 satte bestemmelse om, at lovens forskrifter ikke kommer til anvendelse, hvor saadant vil stride «mod testamentarisk bestemmelse, gavebrev eller kontrakt». Om oprindelsen til denne prestegaard foreligger ingen speciel oplysning, men man kan vistnok gaa ud fra, at den som de fleste andre af landskaldenes prestegaarde fra den katolske tid er en gave fra en eller flere menighedslemmer. Citantskabet mener, at dette maa være tilstrækkelig til at bringe prestegaarden ind under den nævnte undtagelsesbestemmelse, saaledes at de ved reduktionen indvundne midler maa komme kaldet ikke prestegaardsfondet tilgode. Denne opfatning af lovens §17 er dog ikke holdbar. Bestemmelsen specificerer de tilfælde, hvor undtagelse fra regelen skal ske, nemlig hvor testament, gavebrev eller kontrakt foreligger. Loven af 1882 staar forsaavidt i overensstemmelse med loven af 20 angust 1821 og loven af 26 september 1845. Loven af 1821 bestemte i §1, at dens forskrifter ikke skulde anvendes, forsaavidt de stred «mod udtrykkelige bestemmelser i testamentariske dispositioner eller lovlige gavebreve og kontrakter», og loven af 1845 bestemte i §2, at salg af enkesæder ikke skulde finde sted «saafremt testamentariske eller andre dispositioner gaa ud paa, at en til enkesæde udlagt gaard ei maa sælges». Men uagtet man vistnok allerede dengang disse love gaves var paa det rene med, at mesteparten af det beneficerede gods havde sin oprindelse fra gaver og testamenter, har nævnte bestemmelse ikke været anseet som nogen hindring mod godsets salg overensstemmende med de nævnte love. Som før anført, var der til 1891 i henhold til loven af 1821 solgt beneficeret gods for ca. 15 millioner kroner, medens kun 4 brug befandtes at henhøre under undtagelsesbestemmelsen, og af enkesæder var der til 1901 solgt for omtrent 4 millioner kroner. Da prestegaardene har samme oprindelse som det øvrige beneficerede gods, er der ingen grund til at fortolke §17 i loven af 1882 anderledes end §1 i loven af 1821 og §1 i loven af 1845.
I henhold til det anførte vil indstævnte være at frifinde. Sagens omkostninger antages efter omstændighederne at burde ophæves. - - -
K. Qvigstad.
Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.
Jeg har vistnok fundet kompetancespørgsmaalet endel tvilsomt, men antager dog, at de bedste grunde taler for at tilstede citantskabet adgang til at optræde som sagsøger og henholder mig forsaavidt til det af førstvoterende anførte.
Med hensyn til realiteten opfatter jeg den historiske udvikling derhen, at staten ved reformationen og den ved samme foranledigede oprettelse af en statskirke overtog omsorgen for borgernes religiøse interesser (inden statskirkens ramme) som et statsformaal. Som en følge heraf overtog staten de kirkerne og geistligheden tidligere tilliggende eiendomme og disponerede dem til fremme for statskirken med de begrænsninger, som statsmyndighederne efter de forandrede forhold fandt hensigtsmæssige. Naar staten fremdeles overlod de kirke og geistlighed tillagte eiendomme til samme benyttelse som tidligere, kan dette efter mening ikke opfattes som udtryk for eller erkjendelse af en kirke og geistlighed tilkommende privatretslig og ligeoverfor statsmyndighederne uangribelig eiendomsret, men var alene den maade, hvorpaa
Side:123
staten organiserede statskirken og dennes tjenestemænd til opnaaelse af det tilsigtede formaal, omsorgen for borgernes religiøse interesser. Herved blev staten ikke udelukket fra at foretage de modifikationer i organisationen, som den til enhver tid fandt tjenlig for sine interesser. At dette var den herskende opfatning, fremgaar - forekommer det mig - klart af den hele historiske retsudvikling efter reformationen - baade før og efter grundloven af 1814. Herom finder jeg det tilstrækkeligt at henvise til førstvoterendes fremstilling, hvoraf fremgaar, at statsmyndighederne har anseet sig berettiget til i stor udstrækning at disponere over heromhandlede eiendomme saavel kirkegodset som de presteembederne beneficerede eiendomme - baade prestegaardene (specielt disses skove) og mensalgodset. Grundlovens §106 er formentlig ogsaa et utvetydigt udtryk for denne retsopfatning. Denne paragraf forudsætter, at bestemmelsesretten vedkommende det beneficerede gods retmæssig tilkommer statens myndigheder, og lægger alene af hensyn til tidligere tiders dispositioner et grundlovmæssigt baand paa myndighedernes udøvelse af dispositionsretten. Paragrafen synes derfor uforenlig med læren om en uangribelig eiendomsret, idet paragrafen da ikke alene vilde være overflødig, men endog misvisende.
Selv om det kan være tvilsomt, om denne retsudvikling fuldt ud stemmer med retsforholdene før reformationen - hvorom jeg ikke skal udtale mig - synes det klart, at man ikke nu kan tilsidesætte en gjennem flere aarhundreder fortsat retsudvikling og karakterisere den som et sammenhængende retsbrud.
At loven af 19 juni 1882 holder sig indenfor den ved den historiske retsudvikling opstukne ramme, forekommer mig klart.
Angaaende fortolkningen af lovens §17 er jeg enig med førstvoterende
M. C. Backer.
Jeg er ligeledes i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende
F. Mack.