Rt-1911-317
| Instans: | Høyesteretts kjæremålsutvalg - kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1910-12-30 |
| Publisert: | Rt-1911-317 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 554. |
| Parter: | |
| Forfatter: | |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §407, Straffeprosessloven (1887) §392, Jaktloven (1899) §1, §9 |
Efter forgjæves forelæg reiste politimesteren i Rogaland den 6 oktober 1910 tiltale mod 1. Adolf Olsen Valdeland og 2. Ole Olsen Nærland Vold til fældelse efter straffelovens §407 for at have krænket Elling Haars ret, nr. 1 ved til forskjellige tider i aaret 1910, deriblandt den 1 og 30 september, at have jaget og skudt vilde ænder og andet fuglevildt paa nævnte Elling Haars eiendom ved Bringsvaagen og nr. 2 ved at jage eller dræbe dyr, som ikke er i nogens eie, idet han den 4 september 1910 paa Elling Haars eiendom ved Bringsvaagen drev jagt efter og formentlig ogsaa skjød ringgjæs eller ænder, begge de tiltalte uden at have erhvervet grundeierens samtykke.
Ved dom afsagt den 29 november 1910 af meddomsret i Jæderens sorenskriveri blev de tiltalte dømt for forseelse mod straffelovens §407, hver til en bod af kr. 10,00, subsidiært fængsel i 6 dage, og til i erstatning til statskassen for sagsomkostninger at betale hver 5 kroner.
Under 9 december 1910 har tiltalte nr. 2 Ole Olsen Vold udtaget «ankeerklæring» mod dommen, idet han «er misfornøiet med lovens anvendelse» hvorhos skyldspørgsmaalet angives at være urigtig afgjort. Principalt paastaar han dommen underkjendt og sig frifundet paa grund af urigtig lovanvendelse, subsidiært andrager han om kjæremaalsudvalgets samtykke til sagens indbringelse for lagmandsret til fornyet behandling.
Den 10 december 1910 har politimesteren erklæret anke mod dommen «i anledning af, at domsresultatet blev frifindende, forsaavidt angaar, at de tiltalte har drevet jagt fra en i Bringsvaagen «atme» (lige indtil) en jordfast sten, som ikke overskylles ved almindelig høivande opført mur eller hytte.»
Kjæremaalsudvalget skal bemerke: Saavidt forstaaes, er de tiltalte domfældt for at have gaaet over klagerens eiendom med gevær i hensigt at jage vild fugl i Bringsvaagen, en til klagerens eiendom stødende bugt eller vaag. At det er for dette forhold, de tiltalte er domfældt fremgaar vistnok ikke med tydelighed af domsgrundene, hvis angivelse
Side:318
af det faktiske forhold er uklar. Men denne forstaaelse af dommen synes dog at være den nærmestliggende og støttes af indholdet i tiltalte nr. 2's ankeerklæring.
Under forudsætning af at denne tolkning af dommen er rigtig, er de tiltalte saaledes domfældt for under sin gang over klagerens eiendom at have havt til hensigt fra et eller andet punkt, liggende indenfor det Elling Haar som grundeier tilkommende jagtomraade, at skyde vild fugl, der befandt sig i Bringsvaagen, udenfor nævnte omraades grænser.
Kjæremaalsudvalget finder det enstemmig utvilsomt, at den til grund for denne domsafgjørelse liggende lovforstaaelse er urigtig, og at dommen derfor maa blive at ophæve.
Efter jagtloven afødt xx.xx.1899 i §1 er «grundeieren eneberettiget til al jagt og fangst paa sin eiendom». Hvad loven her tilsikrer grundeieren, er en eneret til at bemægtige eller tilegne sig det vildt, som befinder sig inden grænserne af hans eiendom, saaledes som de er angivet i jagtlovens §9. For indgreb i denne eneret er det straffelovens §407 sætter straf. Det er saaledes et nødvendig led i denne forseelses gjerningsindhold, at det efterstræbte vildt befinder sig paa fremmed eiendom i det øieblik den handling foretages, som loven betegner med verbet «jage». Mangler dette led, er dermed krænkelse af vedkommende grundeieres jagtret udelukket, og tilbage bliver alene den muligens retsstridige handling at betræde eller iøvrig disponere over fremmed eiendom. Som følge heraf sker der ikke indgreb i anden mands jagtret, om nogen paa fremmed eiendom foretager en handling, hvorved han tilsigter tilegnelse af vildt, som befinder sig paa hans egen eiendom, bortseet fra det tilfælde, at jægeren har drevet vildtet ud af den fremmede eiendom for at dræbe eller fange det paa sin egen.
Omvendt er det derimod indgreb i fremmed jagtret, om nogen paa sin egen eiendom foretager en handling, hvorved han tilsigter bemægtigelse af vildt paa fremmed eiendom, hvorved dog bortsees fra den for visse arter jagt gjældende forfølgningsret.
Forsaavidt den ovennævnte forstaaelse af dommen er feilagtig, finder kjæremaalsudvalget det enstemmig utvilsomt, at dommen maa blive at ophæve, fordi domsgrundene er mangelfulde, idet det da ikke af disse fremgaar, hvilket faktisk forhold meddomsretten har anseet bevist og lagt til grund ved skyldspørgsmaalenes afgjørelse.
Dommen vil være at ophæve for begge de domfældtes vedkommende (jfr. straffeproceslovens §392, tredje led).
Efter omstændighederne antages ogsaa den til grund for dommen liggende hovedforhandling at burde ophæves.