Rt-1911-38
| Instans: | Høyesterett - Kjennelse |
|---|---|
| Dato: | 1910-11-12 |
| Publisert: | Rt-1911-38 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 16/2 B s.a. |
| Parter: | Straffesag mod Anders Hansen Sørevik, Erik Askildsen Raknæs og Ivar Andersen Aakre (forsvarer: advokat Fr. Voss - aktor til prøve: overrettsagfører J. Risting). |
| Forfatter: | Backer, Thoresen, Prydz, Roll, Motzfeldt, professor Gjelsvik, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Grunnloven (1814) §105, §97, Lakseloven (1905) §20, Grunnloven (1814), §37, §38, Lakseloven (1905) |
Extraordinær assessor Backer: Ved tiltalebeslutninger, udfærdiget 9 november 1909 af politimesteren i Sogn, blev Anders Hansen Sørevik, Erik Askildsen Raknæs og Ivar Andersen Aakre sat under tiltale
Side:39
ved Ytre Sogns sorenskriveris meddomsret for forseelse mod lov afødt xx.xx.1905 §20 jfr. 37 og 38 for i den ugentlige fredningstid til fiske af laks og sjøørret at have havt redskab staaende i sjøen saaledes, at saadan fisk kunde fiskes eller dens gang forhindres derved, at de sommeren 1909 nogle uger benyttede sine flakenøter (lakseverp) henholdsvis paa gaarden Sørevik i Lavik, paa gaarden Aakre i Kirkebø samt paa gaarden Aakre i Kirkebø alle ugens hverdage.
Ved dom afsagt den 12 september 1910 af meddomsret i Ytre Sogn blev saaledes kjendt for ret: «Tiltalte nr. 1 Anders Hansen Sørevik, tiltalte nr. 2 Erik Askildsen Raknæs og tiltalte nr. 3 Ivar Andersen Aakre dømmes for forseelse mod lov afødt xx.xx.1905 nr. I §20 jfr. §37 til en bod af 20 kroner hver samt, ifald boden ikke udredes, til 9 dages fængsel, hvorhos i henhold til samme lovs §38, de opfiskede kvantas værdi inddrages med kr. 15,71 hos tiltalte nr. 1, med kr. 57,84 hos tiltalte nr. 2 og med kr. 19,74 hos tiltalte nr. 3. I erstatning til det offentlige for sagsomkostninger betaler de tiltalte in solidum kr. 100,00.»
Dommen oplæstes for de tiltalte, der erklærede at de ikke vedtog dommen, og begjærede den indbragt for høiesteret, idet de bestred rigtigheden af afgjørelsen af lovens anvendelse paa det foreliggende faktum. Anken er af kjæremaalsudvalget henvist til prøvelse i høiesteret.
Angaaende sagens gjenstand og nærmere omstændigheder henviser jeg til meddomsrettens domsbegrundelse. Det vil af denne sees, at de tiltalte har erkjendt, at de har forholdt sig saaledes, som i tiltalebeslutningerne omhandlet.
Det spørgsmaal, som foreligger i sagen, er alene, hvorvidt de efter grundlovens §105 kan gjøre gjældende, at bestemmelsen i lakselovens §20 ikke er bindende for dem. Jeg kommer angaaende dette spørgsmaal til samme resultat som meddomsretten og tiltræder i det væsentlige dens begrundelse. Den omhandlede lovbestemmelse paabyder kun en regulerende indskrænkning i fiskenæringens udøvelse og kan ikke siges at gribe ind i nogen rettigheds substans. Bestemmelsen er aabenbart dikteret af almene hensyn og i fiskenæringens egen interesse for at bevare fiskebestanden. Jeg anser det klart, at lovgivningen maa være fuldt berettiget til at fastsætte saadanne regulerende bestemmelser uden hensyn til grundlovens §105 eller i tilfælde §97. Heller ikke kan jeg finde, at de under sagen omhandlede lakseverp kan være berettiget til at hævde nogen særstilling af den grund, at de fra gammel tid har været betragtet som en vedkommende gaarde tilliggende herlighed og som saadan vistnok ogsaa er taget hensyn til under matrikuleringerne. Vedkommende gaardes eiere har herved ikke faaet nogen særret til at drive fiske i videre udstrækning, end lovgivningen og dens fredningsbestemmelser til enhver tid hjemler. Det kan være mulig, at fredningsbestemmelserne kan have saadan indflydelse paa herlighedens værdi, at der kan blive spørgsmaal om afslag i gaardens matrikulskyld, men dette spørgsmaal ligger udenfor nærværende sag. Heller ikke kan det have nogen betydning, om eierne af vedkommende lakseverp mener, at lovgivningen kunde og burde have taget hensyn til deres særegne interesser. I saa henseende staar de lovgivende myndigheder frit, og domstolene har ingen ret til at gribe ind. Desuden har jo loven ogsaa aabnet adgang til ved dispensation at fravige lovens almindelige regler efter de hensyn, som i hvert enkelt tilfælde kunde gjøre saadan ønskelig, kfr. loven af 1905 §39.
Side:40
Konklusion:
Anken forkastes. I erstatning til statskassen for omkostningerne ved høiesteret betaler de tiltale Anders Hansen Sørevik, Erik Askildsen Raknæs og Ivar Andersen Aakre en for alle og alle for en kr. 80,00. Forsvarer og aktor for høiesteret, advokat Fredrik Voss og overretssagfører J. Risting, tillægges i salarium førstnævnte kr. 80,00 og sidstnævnte kr. 60,00.
Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessorerne Prydz, Roll og Motzfeldt, ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik samt assessor Reimers: Ligesaa.
Kjendelse afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion:
Av meddomsrettens dom hidsættes:
- - - De tiltalte, alle gaardbrugere, i alder henholdsvis 46, 53 og 41 aar, - ingen af dem tidligere tiltalt eller straffet - erkjender hver for sig det paatalte faktum, men mener sig af den grund ikke strafskyldige, at lakseloven skulde være stridende med grundlovens §105, forsaavidt som loven ved at indføre en saa sterk indskrænkning med hensyn til, paa hvilke af ugens dage der kan fiskes, har gjort et saadant indgreb i deres fiskeret, at fisket er blevet aldeles ulønnende. De her omhandlede lakseverp har udgjort en væsentlig - for tiltalte nr. 3's vedkommende den væsentligste - del av vedkommende gaardes afkastning og har været takseret særskilt ved ansættelsen av gaardenes skyld, som det vil sees dokumenteret. Et saadant indgreb i deres næringsdrift anser de tiltalte som ulovlig som stridende med nævnte grundlovsbestemmelse. Distriktets lakseverpfiskere har først forsøgt ved ansøgninger at opnaa dispensationer, men forgjæves. «Bergenhusiske verpnotlag», der oplyses for tiden at have 59 medlemmer, hvoriblandt de tiltalte, besluttede i 1908 at overlade til foreningens bestyrelse at fatte beslutning om, at man uanseet loven skulde begynde at fiske i hele ugen, og under 24 mai 1909 fattede bestyrelsen beslutning i overensstemmelse hermed, og saaledes at alle foreningens medlemmer skulde - være med paa at bære de mulkter og omkostninger, som maatte paafalde, ifald spørsmaalets løsning maatte gaa fiskerne imod. Det er i henhold til denne beslutning, der refereredes i «Gula Tidende», og til modtaget skriftlig opfordring fra foreningens daværende formand, at de tiltalte har fisket - - -
Retten skal bemerke:
- - - Det har været og vil vistnok til alle tider være omtvistet, hvorlangt staten med rette kan gaa i at give love, der indskrænker næringsfriheden eller helt forbyder visse næringer. Kan det i et givet tilfælde godtgjøres, at den er gaaet for vidt, kan vedkommende skadelidte ansvarsløst sætte sig ud over loven.
Paragraf 20 i lakseloven er dog ikke en bestemmelse af den beskaffenhed. Man er ikke i tvil om, at vor lovgivning er gaaet adskillig videre ligeoverfor forskjellige næringer, uden at det har kunnet rokkes; vore retslærdes fremstillinger af dette tema og retspraksis er afgjort i denne retning.
Den ugentlige fredningstid - efter loven av 1891- tre af ugens dage, efter loven af 1894 to dage, og saa igjen efter svingninger frem og tilbage, ved loven af 1905 bestemt til tre dage for alle redskaber - havde til motiv at forbedre den minkende fiskebestand og hilsedes til en begyndelse med bifald selv blandt dem, hvis fiske blev gjenstand for indskrænkningen. Det var saa langt fra for at fratage fiskerne nogen næring, at det tvertom var forat forbedre den. At laksefisket senere er gaaet tilbage, er en anden sag; om aarsagerne hertil er der ogsaa yderst delte meninger.
Side:41
At heromhandlede lakseverps antagelig afkastning er medtaget ved skyldansættelserne, kan ikke gjøre denne gjenstand mere uangribelig end andre indtægtskilder og skatteobjekter, som berøres af den tidernes vekslende krav følgende lovgivning, og det samme maatte antages, selv om disse lakseverp alene havde udgjort særskilte skyldsatte brug. - - -