Rt-1911-406

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-02-28
Publisert:	Rt-1911-406
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 25/1 s. A.
Parter:	Mathias Aanderød og hustru Anna Aanderød (Adv. F. M. Bugge) mot Maren Kristine Thomasdatter Klyves arvinger Hans Toldnæs m.fl. (adv. Flood).
Forfatter:	Bjørn, Roll, Hambro, Motzfeldt, Skattebøl, Birkeland, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §1

Av sorenskriveren i Gjerpen blev under 25 september 1907 afsagt saadan skiftedecision: Mathias Aanderød og hustru Anna kjendes uberettigede til at tage arv i boet efter Maren Kristine Thomasdatter Klyve og før afdøde mand Ole Andersen Klyve. De bør videre tilsvare boet nærværende tvists omkostninger med 50 kroner.

Ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1909 blev denne decision stadfæstet, dog saaledes at omkostningerne for skifteretten saavelsom for overretten ophævedes.

Overrettens dom er af Mathias og Anna Aanderød indbragt for høiesteret, hvor de paastaar sig kjendt arveberettiget for en halvdel i boet efter afdøde Ole Andersen Klyve og hustru Maren Kristine Thomasdatter og hos sidstnævntes arvinger tilkjendt procesomkostninger for alle retter.

De indstevnte, Maren Kristine Thomasdatter Klyves arvinger: Hans Thomassen Toldnæs, Ole Sørensen Aafos, Rollef K. Sjøtvedt paa sin hustru Børthe Sørensdatters vegne, Ole Hansen Nenseth som fuldmægtig for Nella Marie Berg, Anna Karina Hansen Nenseth, Maren Hansen Sjøtvedt og Thomas Hansen Nenseth har nedlagt paastand om stadfæstelse af overrettens dom og om tilkjendelse hos appellanterne in solidum af processens omkostninger for høiesteret.

Tvistens gjenstand og nærmere omstændigheder vil erfares av decisionens præmisser. Her for retten er fra de indstevntes side som nyt dokumenteret bl.a. tingsvidne optaget i Porsgrund den 8 mars 1910 samt udskrift af et den 17 oktober 1878 oprettet og den 2 oktober 1879 tinglyst gjensidig testamente mellem den under nærværende sag omhandlede Ole Andersen Klyve og hans første hustru.

Høiesteret kommer til samme resultat som de foregaaende retter og kan i alt væsentlig henvise til deres begrundelse.

I testamentet er længstlevende indsat som førstavdødes «eneste og universale arving» til alt, hvad egtefællerne maatte efterlade sig. Denne indsættelse af den længstlevende egtefælle som arving antages i forbindelse med testamentets øvrige bestemmelser at maatte udelukke førstavdødes slegtsarvinger fra ethvert krav paa arv efter denne.

I denne henseende fortjener ogsaa at bemerkes, at det nu dokumenterede, forannævnte testamente af 1878, hvori længstlevende ligeledes indsættes som førstafdødes «eneste og universale arving», opstiller den udtrykkelige begrænsning i længstlevendes ret, at for det tilfælde, at den længstlevende maatte indgaa nyt egteskab, skal fællesformuen deles mellem begges arvinger efter loven. Naar ingen tilsvarende

Side:407

bestemmelse angaaende slægtsarvingernes arveret er optaget i testamentet af 1894, som i sin dispositive del forøvrig er enslydende med testamentet af 1878, og som er ført i pennen af den samme mand som skrev dette, synes ogsaa heraf at maatte kunne sluttes, at det har været hensigten at udelukke førstafdødes slegtsarvinger fra arv ved længstlevendes død. Dette bestyrkes ogsaa derved, at det efter de derom foreliggende oplysninger maa antages ved oprettelsen af testamentet af 1894 at have været Ole Klyves forutsætning, at han vilde blive den længstlevende da hans hustru paa det tidspunkt var sygelig, - en forudsætning som ikke holdt stik og som selvfølgelig iøvrig ingen betydning kan tillægges for det omprocederede spørgsmaal.

Overrettens dom vil saaledes være at stadfæste. Processens omkostninger for høiesteret findes appellanterne at maatte tilsvare de indstevnte.

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for høiesteret betaler Mathias Aanderød og hustru Anna Aanderød, en for begge og begge for en, til Maren Kristine Thomasdatter Klyves arvinger kr. 150,00.

Af skifterettens decision hidsættes:

Den 3 februar 1894 oprettede egtefællerne Ole Andersen Klyve og Maren Kristine Thomasdatter et den 3 marts samme aar tinglyst testamente saalydende: «Vi underskrevne egtefolk Ole Andersen Klyve og Maren Kristine Thomasdatter erklære og vitterliggjøre herved, at det er vort ønske og vor bestemte vilje, at saafremt nogen af os afgaa ved døden uden at efterlade livsarvinger, skal den længstlevende være den førstafdødes eneste og universale arving til alt, hvad vi eie eller eiende vorder - - -, og om den længstlevende vil indgaa i nyt og andet egteskab skal al eiendom og formue og alt af hvad navn nævnes kan blive uforandret i den længstlevendes hænder til fuld eiendom og fri raadighed og kan selv bestemme, hvad han - den længstlevende - vil med formuen og alt af hvad navn nævnes kan uden skifterettens mellemkomst og uden anke eller deltagelse af den førstafdødes arvinger eller nogen arving. - - -

Ole Andersen Klyve afgik ved døden i 1898. Senere - den 10 september 1906 - er Maren Kristine Tomasdatter død.

Nu har sidstafdødes arvinger - - - hævdet, at de efter foran gjengivne testamente er eneberettigede til arv efter begge egtefæller. Herimod har imidlertid i samme skiftesamling protesteret Mathias Aanderød paa sin hustru Anna Aanderøds vegne i egenskab af Ole Andersen Klyves intestatarving, idet han har forlangt selv paa hustruens vegne at kjendes arveberettiget for en halvdel i Ole Andersen Klyve og hustru Maren Kristine Tomasdatters dødsbo. - - -

Det er fra Mathias Aanderøds side procederet paa, at testamentet ingen bestemmelser indeholder for det foreliggende tilfælde, at længstlevende er død uden at efterlade sig testamente, og at følgelig egtefællernes formodede mening ved oprettelsen af det gjensidige testamente maa komme til udøvelse. Og denne mening antages at være at boet efter længstlevendes død skal deles mellem begge egtefællers arvinger efter loven. - - -

Retten skal bemerke: Det heder i det fremlagte testamente, at «længstlevende skal være den førstafdødes eneste og universale arving til alt» osv. Der siges videre, at selv om længstlevende gifter sig paany, «skal al eiendom og formue blive uforandret i den længstlevendes hænder til fuld eiendom, og fri raadighed» osv. Der er i de citerede udtryk og i testamentet forøvrig

Side:408

intet, som tyder paa, at boet efter længstlevendes død skal deles. Det synes heraf med tydelighed at fremgaa, at parternes mening virkelig har været, at førstafdødes arvinger intetsomhelst skal faa med arven at gjøre. Vilde parterne opnaaet noget andet, fik de have indtaget den i gjensidige testamenter meget almindelige bestemmelse, at arven efter længstlevendes død skal deles paa en nærmere angiven maade. At denne bestemmelse in casu skal være underforstaaet, fordi om intet er sagt om det tilfælde, at længstlevende skulde dø intestatus, kan sikkerlig ikke antages; thi da det foreliggende testamente tillægger længstlevende fuld eiendomsret til det hele bo, maa det have staaet for egtefællerne som en selvfølge, at hele boet efter længstlevendes død som dennes eneeiendom gaar til længstlevendes arvinger og kun til disse. Nogen udtrykkelig bestemmelse herom har egtefællerne anseet aldeles overflødig. Som forholdet er, maa i ethvertfald arvelovens §1 bevirke, at længstlevendes arvinger faar det hele bo; thi det er ikke testators formodede lønlige tanker, men hans i testamentsformer udtalte vilje, der regulerer arvegangen. - - -

Noget bevis for, at dette testamente ikke giver et korrekt og udtømmende udtryk for egtefællernes vilje er ikke ført fra Mathias Aanderøds og hustrus side. - - -