Rt-1911-788

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-06-17
Publisert:	Rt-1911-788
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 41/1 B s.a.
Parter:	Cand. jur. O. H. Medbøe som verge for apotheker L. F. Haanshus (advokat Strøm) mod Fredriksstad kommune (advokat Rasch).
Forfatter:	Vogt, Motzfeldt, Backer, Roll, Prydz, Thoresen, Reimers
Lovhenvisninger:	Bygningsloven for Kristiania (1899) §12, §13, §7, Bygningsloven for Kristiania (1899), §10, §18

Ekstraordinær assessor Vogt: Under en i Fredriksstad af holdt ekspropriationstakstforretning, foranlediget ved, at der efter en byen

Side:789

overgaaet ildsvaade var ved kongelig resolution afødt xx.xx.1908 approberet reguleringsplan for det afbrændte strøg ved Storgaden i Fredriksstad, opstod der tvist mellem kommunen og apotheker Haanshus som eier af nr. 15 til Storgaden. Tvisten gjaldt 1) udstrækningen af den eiendommen tilliggende vand- og strandret, 2) kommunens refusionskrav i henhold til bygningslovens §13, og 3) hvilke forudsætninger skjønsmændene skulde gaa ud fra med hensyn til fradrag i erstatningssummen for de fordele, som gaardeieren vilde have af reguleringen.

Angaaende disse spørgsmaal afsagde skjønsforretningens administrator, byfogden i Fredriksstad kjendelse under 10 september 1909. Kjendelsens konklusion er saalydende: «Skjønnet har at gaa ud fra den forudsætning, at der paahviler indstevnte refusionspligt overensstemmende med bygningslovens §13 i anledning af kommunens udlæg ved erhvervelsen af grund til den i sagen omhandlede offentlige kai. Ved vurderingen af den indstevnte ifølge reguleringen anviste tomt har skjønnet ikke at tage i betragtning de fordele, som indstevnte opnaar ved, at hans eiendom erholder façade mod den nævnte offentlige kai. Tvisten om refusionspligtens omfang samt om vand- og strandrettens udstrækning bliver at paakjende i forbindelse med de tilsvarende spørgsmaal under takst nr. 1, 2 3 og 4» (vedrørende andre eiendomme). Kjendelsen opstiller derefter de spørgsmaal, der skal forelægges skjønsmændene, og bestemmer, at indstevnte, grundeieren, tilkjendes godtgjørelse for udgifter til juridisk assistance under ekspropriationsforretningen, dog saa at nærværende tvists omkostninger ophæves.

De af retten opstillede skjønsspørgsmaal blev derefter paa stedet besvaret af skjønsmændene, hvis afgjørelser blev paaanket til overskjøn, der afhjemledes den 16 september 1910. Under overskjønsforretningen afgav overskjønsmændene paa foranledning en nærmere forklaring til nogle af de afgivne skjøn. Den oven refererede eragtning var imidlertid allerede under 7 oktober 1909 af cand. jur. Medbøe som verge for apotheker Haanshus paaanket til høiesteret, og det er under proceduren for nærværende ret af parterne anført, at overskjønsforretningen ikke er endelig afsluttet, men henstaar til videre forhandling efter afsigelse af høiesterets dom i den foreliggende sag.

Haanshus's anke paa kjendelsen omfatter alene, foruden bestemmelse om omkostningernes ophævelse, dens afgjørelse af, at Haanshus pligter at taale anvendelse af §13 i den almindelige bygningslov afødt xx.xx.1896, altsaa saaledes, at Haanshus er underkastet den i samme lovbestemmelse eierne af grund, der støder til ny gade eller plads, paalagte pligt til refusion af kommunens udlæg ved gadeerhvervelse.

Haanshus's paastand for høiesteret gaar ud paa: «I. Principalt: At den afsagte kjendelse forsaavidt paaanket underkjendes, idet appellantens eiendom ikke pligter refusion paa grundlag af bygningslovens §13. Subsidiært: At den afsagte kjendelse forsaavidt paaanket underkjendes, og at spørgsmaalet om refusionpligt efter §13 afvises fra ekspropriationsretten. II. At kjendelsen forøvrig stadfæstes, og at appellanten tilkjendes processens omkostninger for ekspropriationsretten samt for høiesteret i hoved- og kontraappellen.»

Kjendelsen er ogsaa paaanket fra Fredriksstad kommunes side, og har kommunen nedlagt saadan paastand: «At den paaankede kjendelse stadfæstes, dog saaledes at skjønnet ved vurderingen af den apotheker Haanshus anviste og af ham modtagne tomt har at tage i betragtning samtlige de fordele, som denne tomt har, medens paa den anden side den værdi, som specielt façaderetten til den nye kaigade skjønnes at

Side:790

repræsentere, vil komme til fradrag i det beløb, som Haanshus i henhold til bygningslovens §13 har at refundere Fredriksstad kommune. At der forelægges skjønnet følgende spørgsmaal: 1. Til hvilket beløb ansætter skjønnet Haanshus's tidligere tomt, saaledes som denne var efter branden? 2. Til hvilket beløb ansætter skjønnet den Haanshus anviste og af ham modtagne nye tomt, saaledes som denne er efter reguleringen med façade til den nye kaigade? 3. Er Haanshus's eiendom blevet mindre skikket til en i forhold til dens størrelse og beliggenhed regningssvarende bebyggelse som følge af den ved reguleringen stedfundne arrondering af tomten - og til hvor stort beløb ansætter skjønnet i tilfælde denne forringelse? At kontraappellanten, Fredriksstad kommune, hos apotheker Haanshus tilkjendes processens omkostninger for ekspropriationsretten og høiesteret.»

Hovedappellanten har gjort gjældende hvad ogsaa har faaet udtryk i den subsidiære del af hans paastand for høiesteret - at ekspropriationsretten ikke havde kompetence til at træffe afgjørelse om, hvorvidt her foreligger betingelser for grundeierens refusionspligt efter den almindelige bygningslovs §13, og at det derfor har været ulovmedholdelig, naar ekspropriationsretten har truffet saadan afgjørelse.

Jeg er ikke enig i denne hovedappellantens paastand. Det vil af præmisserne til den paaankede kjendelse sees, at ekspropriationsretten ikke har indladt sig paa at afgjøre refusionspligtens omfang eller at bestemme noget om selve refusionsopgjøret. Den har alene af den grund indladt sig paa spørgsmaalet om anvendeligheden af bygningslovens §13, at der af parterne var forlangt rettens afgjørelse af, hvilke forudsætninger mændene skulde gaa ud fra med hensyn til fradrag i erstatningssummen for de fordele, grundeieren vilde opnaa ved reguleringen. Naar nu ekspropriationsretten - som det maa antages, at den har gjort - har gaaet ud fra, at det er en almen gjældende regel ved ekspropriationer til udførelse af offentlige anlæg, at der ved fastsættelse af grundeierens erstatning for grundafstaaelse skal gjøres fradrag for den værdiforøgelse, som anlægget bringer eiendommen, og at der alene kan bortsees fra saadan værdiforøgelse eller fordele i de tilfælde, hvor loven derom indeholder udtrykkelig bestemmelse, saa var ekspropriationsretten ikke alene berettiget, men efter min mening forpligtet til, naar den skulde løse de heromhandlede, mellem parterne omtvistede, spørgsmaal, at undersøge og afgjøre, om her forelaa et tilfælde, som gik ind under nogen saadan lovbestemmelse. Der kunde da ikke være spørgsmaal om anden saadan end den almindelige bygningslovs §13. Denne maa nemlig opfattes saaledes, at den, hvor det gjælder anlæg af ny gade eller plads, paalægger vedkommende grundeiere - istedetfor at taale afdrag for fordele i erstatningsssummen for grunderhvervelsen - at godtgjøre kommunen dennes udlæg ved erhvervelsen. Det af loven her opstillede system fremgaar bl.a. af en sammenstillen mellem lovens §12, der gjælder afgivelse af grund til udvidelse eller rettelse af ældre gader, og lovens §13. Hvor §12 kommer til anvendelse, skal i selve erstatningen for grundafstaaelsen fradrages værdien af den nytte, grundeieren vil have af reguleringen. Efter §13, sammenholdt med §10, skal derimod grundeieren - uden afkortning for paaregnelig fordel eller nytte ved anlægget - i erstatning for grundafstaaelse oppebære hele grundværdien, men med forpligtelse til at deltage i at refundere kommunen dens udlæg saaledes som nærmere i paragrafen bestemt. Det maa saaledes ansees uforenlig med denne lovens ordning, om man vilde paalægge grundeieren baade at taale fradrag i grunderstatningen for

Side:791

fordele ved reguleringsanlægget og at bidrage til at refundere kommunen dennes udlæg til erhvervelse af gadegrund. Naar jeg saaledes finder, at selve besvarelsen af det mellem parterne omtvistede spørgsmaal, hvorvidt fradrag - som af mig omhandlet - skulde finde sted, nødvendiggjorde, at ekspropriationsretten behandlede og afgjorde spørgsmaalet om, hvorvidt det foreliggende tilfælde indgik under bygningslovens §13, saa kan jeg ikke finde, at der er nogen grund til af processuelle hensyn at ophæve eller underkjende den del af den afsagte kjendelse, der er gjort til gjenstand for anke fra hovedappellantens side. Det kan vistnok siges, at det havde været tilstrækkelig i konklusionen at bestemme, at der ikke skulde tages hensyn til fordele for grundeieren ved, at han erholdt façade mod det nye kai- eller gadeanlæg, og at det kunde være overflødig udtrykkelig i konklusionen at nævne grundeierens refusionspligt, da denne ligefrem følger af, at bygningslovens §13 er fundet anvendelig paa tilfældet; men jeg kan ikke se, at de bemerkninger, som her kan gjøres, bør føre til nogen underkjendelse eller forandring af kjendelser. Og det vil af mit anførte fremgaa, at jeg ikke kan godkjende hovedappellantens paastand om, at spørgsmaalet om refusionspligten skal afvises fra ekspropriationsretten.

Jeg har først omhandlet denne hovedappellantens subsidiære paastand, da den efter min mening i sit væsen er den principale.

Naar hovedappellanten i den af ham som principal opstillede paastand har begjæret høiesterets afgjørelse for, at reelle grunde taler for, at hans eiendom ikke pligter refusion, saa kan jeg heller ikke her give hovedappellanten medhold. Paastanden er bygget paa den betragtning, at det nyanlæg, det her gjælder, ikke udgjør «gade eller plads», men i virkeligheden er et kai- eller bryggeanlæg, og at ekspropriation af grund til samme derfor maa antages at kunne søge sin hjemmel i §54 i havneloven af 1894. Det er fra kontraappellantens side paastaaet, at den heromhandlede indsigelse fra hovedappellantens side maa ansees som ny for høiesteret, da havneloven overhovedet ikke har været nævnt under proceduren for ekspropriationsretten. I saa henseende maa imidlertid bemerkes, at det af, hvad der er dokumenteret angaaende denne procedure, fremgaar, at hovedappellanten har gjort gjældende, at det ikke her gjaldt anlæg af gade eller plads, men af en brygge. Jeg finder imidlertid ikke, at hovedappellantens paastand forsaavidt - hvad jeg allerede har antydet - kan gives medhold. Den omstændighed, at vedkommende færdselsaare gaar langs en elv og følger dennes strand, saaledes at der kun kan opføres bygninger paa dens ene side, kan ikke betage den karakteren af en gade, og da den er optaget i den reguleringsplan, til hvis iverksættelse ogsaa den under nærværende sag omhandlede ekspropriationsforretning hører, samt da det er paa det rene, at havneautoriterne intet har havt at gjøre med planlæggelsen eller gjennemførelsen af dette anlæg, maa man gaa ud fra, at det her gjælder en foranstaltning, der omfattes af den almindelige bygningslovs forskrifter om gadeanlæg.

Det er fra hovedappellantens side videre anbragt, at anvendeligheden af §13 ogsaa maa bero paa, at gaden er givet den i bygningslovens §7 som normal opstillede minimumsbredde. Det kan imidlertid ikke være tvilsomt - hvad forresten ogsaa loven selv bestemmer - at vedkommende autoriteter kan bestemme afvigelse fra den almindelige regel med hensyn til gadebredden, og at, naar saadan bestemmelse har fundet sted, gaden i alle dele maa betragtes som fuldt lovlig og saaledes ogsaa paa den lovens §13 have sin fulde anvendelse. Det er

Side:792

ogsaa fra kontraappellantens side anført - uden at det imidlertid nærmere har været paavist, - at vedkommende færdselsaare er overtaget af byens veivæsen, og at havnevæsenet dermed intet har havt at bestille.

Jeg kommer saaledes til det resultat, at den paaankede kjendelse - som af kontraappellanten paastaaet - maa, saavidt paaanket er, blive at stadfæste.

Naar kontraappellanten har begjæret dom for, at skjønnet skal tage forskjellige forhold i betragtning, og at der skal forelægges samme de af kontraappellanten i hans paastand opstillede spørgsmaal, saa finder jeg forsaavidt ikke grund til at tage kontraappellantens paastand tilfølge. Det maa forudsættes, at for den væsentligste del er de hensyn, som kontraappellanten har ment her burde influere paa skjønnet, taget i betragtning af skjønsmændene ved de af samme afgivne skjøn. I ethvert fald savner høiesteret materiale til forsaavidt at have noget sikkert udgangspunkt for bedømmelsen. Den rette fremgangsmaade her maa da være, at kontraappellanten, forsaavidt han finder de afgivne skjøn ufuldstændig eller ikke tilstrækkelig veiledende, forelægger overskjønnet, der som anført ikke er afsluttet, de spørgsmaal, som han mener tiltrænges til supplering eller klargjørelse. Her vil antagelig særlig blive tale om et spørgsmaal nogenlunde i overensstemmelse med det, som kontraappellanten har opstillet under nr. 3 i sin paastand. Det ligger nemlig nær at forudsætte at naar der skal opgjøres, hvor meget hovedappellanten har at refundere kommunen efter bygningslovens §13, vil der opstaa spørgsmaal om til kommunens udlæg ved erhvervelse af gadegrund at henregne ogsaa den del af skjønserstatningen til hovedappellanten, som maatte af skjønsmændene være ansat som ulempeerstatning. Jeg vil imidlertid ved disse bemerkninger intet have afgjort om, hvorvidt kontraappellanten ved sin procedure for ekspropriationsretten maatte have forspildt sin mulige ret til ved bestemmelse af refusionspligtens omfang ogsaa at paastaa taget i betragtning ulempeerstatningen, ligesom jeg heller intet vil have udtalt om, hvorvidt eller i hvilken udstrækning der vil være anledning til at forelægge overskjønsmændene spørgsmaal, der ikke har været opstillet ved underskjønnet, eller om kontraappellanten overhovedet ved sit forhold under skjønsforretningen maatte have tabt adgangen til nu at erholde berigtigende og supplerende skjøn.

Sin paastand om tilkjendelse af sagsomkostninger har hovedappellanten begrundet ved en henvisning til, at det efter hans mening var urimelig af kommunen at vække den foreliggende tvist. Det vil forstaaes, at jeg i denne betragtning ikke er enig, og jeg vil derfor, da jeg heller ikke finder grund til at tilkjende kommunen omkostninger for nogen af retterne, foreslaa, at omkostningerne ophæves ogsaa for høiesteret.

Konklusion:

Den under 10 september 1909 afsagte kjendelse stadfæstes forsaavidt paaanket er. Processens omkostninger for høiesteret ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.

Ekstraordinær assessor Backer: Ligesaa. - Angaaende det formelle spørgsmaal skal jeg alene tilføie, at efter lov afødt xx.xx.1860 §2 henhører det under ekspropriationsretten at afgjøre, hvad der er gjenstand for afstaaelse eller for erstatning og deslige; jfr. herom høiesteretsdom i Rt-1907-406 flg. Det følger heraf, at

Side:793

ekspropriationsretten har kompetence til at afgjøre, hvorvidt det i det foreliggende tilfælde er de i bygningslovens §13 formulerede erstatningsregler, som kommer til anvendelse, altsaa ogsaa spørgsmaalet om, hvorvidt refusionspligten foreligger.

Assessor Roll: Jeg er ligeledes i det væsentlige og resultatet enig med forstvoterende.

Assessorerne Prydz og Thoresen: Ligesaa.

Assessor Reimers: Jeg kommer til et andet resultat end de tidligere voterende. Jeg mener nemlig, at hovedappellantens paastand om, at den paaankede kjendelse underkjendes, forsaavidt den tager under afgjørelse spørgsmaalet om refusionspligtens tilstedeværelse, bør tages tilfølge.

Afgjørelsen af dette spørgsmaal ligger nemlig efter min mening udenfor ekspropriationsrettens kompetence. Denne afgjørelse hører først hjemme paa et senere trin, naar reguleringen er gjennemført og kommunen i henhold til den almindelige bygningslovs §13 skrider til opkrævning af refusion for sine udlæg til erhvervelse af den for reguleringens iverksættelse fornødne grund. Hvad der under ekspropriationsretten paa det punkt det her gjælder kan og skal afgjøres, er nemlig efter mit skjøn alene, om kommunen kan kræve, at der ved taksten skal tages hensyn til den nytte, som den grundeier, fra hvem der eksproprieres, vil have af reguleringen, det vil sige, om der i erstatningen for grundafstaaelsen skal ske fradrag for de fordele, reguleringen medfører for den gjenværende grund. Men til besvarelsen af dette spørgsmaal er det - som jeg forstaar den almindelige bygningslovs herhenhørende bestemmelse - tilstrækkelig at afgjøre, om det foretagende, til hvis gjennemførelse der ekspropieres, er at betegne som «udvidelse eller rettelse af ældre gade». Thi kun under denne forudsætning er der, som loven her er affattet, efter mit skjøn adgang til at kræve fradrag for fordele, som grundeieren vinder ved reguleringen. Dette bestemmes i lovens §12. Nogen tilsvarende regel, hvor det gjælder anlæg af ny gade eller plads, indeholder den almindelige bygningslov derimod ikke. For dette tilfælde haves bestemmelser i lovens §13, som tilpligter grundeierne ved den nye gade at refundere kommunen dens udlæg til grunderhvervelse og fastsætter de nærmere regler for erstatningens repartition mellem de interesserede grundeiere indbyrdes. Det kan siges, at denne refusionspligt træder istedetfor fradrag for fordele efter §12. Korrekt er dette dog ikke. Thi der er intet til hinder for - og det vil vel endog hyppig være tilfældet - at refusionspligten rammer grundeiere ved gaden, af hvem ingen grundafstaaelse er krævet.

Hvad ekspropriationsretten har at afgjøre og er kompetent til at afgjøre, er derfor i mine tanker alene det spørgsmaal, om det i det foreliggende tilfælde gjælder grundafstaaelse til «udvidelse eller rettelse af ældre gade» (§12). Besvares dette spørgsmaal benegtende, er det dermed afgjort, at fradrag for fordele ikke kan kræves, det vil sige, at grundeieren kan kræve uafkortet erstatning for takstværdien af den grund, han afstaar. Mere kan ikke afgjøres, og mere er det, saavidt jeg skjønner, for grunderstatningens bestemmelse heller ikke nødvendig at afgjøre under ekspropriationsforretningen. For ekspropriationsretten foreligger altsaa ikke til afgjørelse det spørgsmaal, om §13 er anvendelig i det foreliggende tilfælde. Derimod alene om §12 bør komme til anvendelse paa tilfældet.

Side:794

Om grundeieren senere, naar reguleringen er gjennemført, pligter i henhold til §13 at godtgjøre kommunen en større eller mindre del af dens udlæg til grunderhvervelse for reguleringen, er et spørgsmaal for sig, hvis besvarelse som før sagt hører hjemme paa et senere stadium, d. v. s. efter ekspropriationen og efter reguleringens gjennemførelse. Da vil tiden være inde for den grundeier, mod hvem refusionskrav reises, til at gjøre gjældende de indsigelser, han af den ene eller den anden grund, f.eks. at det nye anlæg paa grund af for liden bredde eller af andre aarsager ikke kan betegnes som «gade» i lovens forstand, mener sig berettiget til at reise mod, at refusionspligt efter §13 paahviler ham. Men besvarelsen af dette spørgsmaal hører ikke hjemme for ekspropriationsretten. Dets løsning hører hjemme for et andet forum og paa et andet trin og maa ske under særskilt søgsmaal, anlagt ved ordinær ret. Der er ikke adgang til at foregribe løsningen ved at indbringe spørgsmaalet til afgjørelse allerede ved ekspropriationsretten.

Med hensyn til kontrapaaanken er jeg enig med de tidligere voterende.

Efter det anførte voterer jeg for, at kjendelsen, forsaavidt den fra hovedappellantens side er paaanket, underkjendes, og at spørgsmaalet om refusionspligtens tilværelse afvises fra ekspropriationsretten. Men konklusion finder jeg det selvfølgelig ufornødent at formulere.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens dom hidsættes:

Under nærværende takstnr. er der opstaaet tvist mellem grundeieren og kommunen:

1. Om udstrækningen af den eiendommen tilliggende vand- og strandret. 2. Om kommunens refusionskrav i henhold til bygningslovens §13 og 3. Om hvilke forudsætninger mændene skal gaa ud fra med hensyn til fradrag i erstatningssummen for fordele som grundeieren vil have af reguleringen.

Retten skal bemerke:

- - - Ad. 2. Der tvistes under denne post for det første om hvorvidt kommunen er berettiget til at gjøre bygningslovens §13 gjældende med hensyn til den 8 meter brede offentlige kai, som er reguleret langs elven bl.a. i den her paagjældende eiendoms hele længde, og hvortil eiendommen erholder facade. Den grund, som udkræves til denne del af kaistrækningen, eksproprieres ved nærværende forretning af den gamle tomts areal, og der er enighed om, at denne formindskelse af den gamle tomts areal skal fuldt ud erstattes. Kommunen mener sig imidlertid i henhold til bygningslovens §13 berettiget til, naar kaien bliver oparbeidet, at kræve sit hele udlæg ved erhvervelsen af kaigrunden erstattet af de tilstødende grundes eiere, efterhvert som grundene bebygges. Indstevnte bestrider, at §13 er anvendelig for heromhandlede tilfælde. For det andet tvistes der subsidiært om refusionspligtens omfang, enten den skal omfatte den hele kaibredde eller alene halv gadebredde.

Løsningen af begge disse tvistepunkter synes parterne at være enige om at udskyde indtil det eventuelle refusionsopgjør foreligger til afvikling efter kaiens oparbeidelse.

Retten er enig i, at i tilfælde refusionspligt selve refusionsopgjøret holdes udenfor nærværende forretning. Ligesaa antages tvisten om refusionspligtens omfang - hel eller halv bredde - at burde udstaa af samme grund som tvisten under post 1 om vandrettens udstrækning. Derimod stiller det sig for retten saa, at det

Side:795

vil være paakrævet - for overhovedet at opnaa et endelig skjøn, at tvisten om refusionspligtens tilværelse løses under nærværende forretning, idet saavidt skjønnes, besvarelsen af det spørgsmaal, som omtvistes under post nr. 3, nemlig om i hvilken grad skjønnet vil have at tage hensyn til fordele, som grundeieren opnaar gjennem regulering vil være afhængig af, hvorvidt bygningslovens §13 skal komme til anvendelse eller ikke.

I henhold hertil finder retten at burde tage spørgsmaalet herom under paakjendelse og skal i den anledning bemerke:

Det er paa det rene, at der tidligere ikke har været kai paa heromhandlede strækning, og at der altsaa foreligger et nyt anlæg. Derimod bestrider indstevnte, at kaien kan sidestilles med gade eller plads i lovens forstand. Retten finder dog ikke at kunne give denne opfatning medhold. Det maa ansees at være paa det rene, at kaien med hensyn til adgangen til bebyggelse til samme er at sidestille med en gade, saaledes at der vil kunne anbringes portaabning, døre og vinduer mod samme. Og naar indstevnte paaberaaber sig, at kaien kun vil blive 8 meter bred, medens den for gader i almindelighed fastsatte bredde er mindst 12,5 meter, saa er der saavidt vides at anse som fastslaat, at kommunen kan ekspropriere og oparbeide gade i mindre bredde, kfr. ekspeditionschef Carlsens udgave af bygningsloven, side 7.

Heller ikke den omstændighed, at der her gjælder regulering af et afbrændt strøg, formenes at være til hinder for, at kommunen har sit refusionskrav i henhold til §13 i behold. Det er i saa henseende at bemerke, at det fra kommunens side i nærværende tilfælde ikke paastaaes, at der er anvist indstevnte ligesaa god og beleilig tomt, som han havde før branden. Og uanseet hvad der under saadan forudsætning af «lige for lige» maatte gjælde med hensyn til kommunens adgang til at anvise grundeieren tomt med paahvilende refusionspligt, saa findes der i nærværende tilfælde ingen grund til at udelukke anvendelsen af bygningslovens §13, fordi om foranledningen til nærværende regulering har været en brand. Det essentielle ved forretningen for nærværende eiendoms vedkommende er nemlig, at der eksproprieres en vand- og strandret, samt grund til en 8 meter bred offentlig kai, og her maa da, saavidt skjønnes være anvendelse for de for en almindelig ekspropriation gjældende regler.

Ad. 3. Det er som allerede nævnt paa det rene, at den nye tomt paa grund af den stedfundne arealformindskelse ikke er «ligesaa god og beleilig sc: ligesaa værdifuld som den gamle». Skjønnet vil saaledes have at udfinde værdiforskjellen, som udgjør hvad der tilkommer grundeieren i erstatning. Da det endvidere er paa det rene, at indstevnte har modtaget den ham anviste tomt, vil det hermed være givet, at skjønnet ved fastsættelsen af den indstevnte tilkommende erstatning vil have at tage hensyn saavel til det tomten tillagte areal, som til alle andre værdibestemmende faktorer ved den nye tomt. Ser man helt bort fra refusionsspørgsmaalet ifølge bygningslovens §13, vil forskjellen mellem gammelt og nyt saaledes kunne udfindes ligefrem derved, at skjønnet særskilt værdsætter indstevntes tidligere eiendom saadan, som den foreligger efter branden sc: grunden inklusive strand- og vandretten, og paa samme maade særskilt værdsætter den grund han erholder efter den nye regulering inklusive fordelen ved at erholde facade til den offentlige kai. Forskjellen ved de ved, denne vurdering fremkomne takster vilde da udgjøre erstatningsbeløbet. Imidlertid er det klart, at hvis paa den ene side af vurderingen af den nye grund fordelene ved facade ud mod den offentlige kai er kommet fuldt ud i betragtning til forhøielse af den nye grunds værdi og paa den anden side grundeieren skal betale for disse samme fordele gjennem

Side:796

refusion i henhold til bygningslovens §13, saa vil kommunen 2 gange have erholdt vederlag for kaien. Dette indrømmes, som det synes, ogsaa af kommunens advokat, idet han saavidt skjønnes er enig i at forsaavidt fordelene ved facade til kaien helt opveies af det beløb, som grundeieren faar at refundere i henhold til §13, saa kan disse samme fordele ikke komme i betragtning ved vurderingen af den nye grund. Derimod hævder kommuneadvokaten at hvis fordelene ved det offentlige kaianlæg for indstevnte overstiger det beløb, han eventuelt faar at refundere i henhold til §18, saa maa indstevnte finde sig i, at fordelene ved kaianlægget forsaavidt tages i betragtning ved vurderingen. Det er angaaende dette punkt, at der er uenighed mellem parterne, idet indstevnte gjør gjældende, at hvis kommunen indrømmes refusion i henhold til §13, saa er derigjennem fradraget alt, hvad kommunen i anledning af fordelene for grundeieren ved facade til den offentlige kai kan bringe i fradrag i den indstevnte tilkommende erstatning.

Retten finder, at indstevnte maa gives medhold heri. Dette fremgaar saavidt skjønnes af selve bestemmelsen i §13, sammenholdt med §12, hvilken sidste paragraf foreskriver, at der ved taksten skal tages hensyn til den nytte, som grundeieren vil have af reguleringen ved udvidelse eller rettelse af ældre gade, uden at der i loven haves nogen tilsvarende bestemmelse for ny gade. For dette sidstnævnte tilfælde maa bestemmelsen i §13 om refusionspligten antages at træde i stedet. Forsaavidt derfor kommunen vil gjøre §13 gjældende og opnaa refusion i lovlig udstrækning for, hvad den betaler for grunden til det nye kaianlæg, saa maa fordelene for grundeieren ved opnaaelse af facade til kaien derved ansees betalt. - - -