Rt-1911-91
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1910-10-29 |
| Publisert: | Rt-1911-91 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 12/2 B s.a. |
| Parter: | Straffesag mod John Edward Hamling (forsvarer: advokat H. O. Klingenberg - aktor til prøve overretssagfører Sigurd Fougner). |
| Forfatter: | Backer, Thoresen, Skattebøl, Motzfeldt, Roll, Hoff, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Straffeloven (1902) §406, Straffeprosessloven (1887) §442, §36, §40 |
Ekstraordinær assessor Backer: Ved tiltalebeslutning afødt xx.xx.1910 blev fører af Trawler «Fraser» Captain John' Edw. Hamling sat under tiltale ved Tromsø bys meddomsret for overtrædelse af straffelovens §406 jfr. lov om lodsvæsenet «afødt xx.xx.1899 og 29 mars 1906 §50, jfr. §1, 2 og 3, for at have afseilet fra Tromsø 26 mai 1909 og 6 august 1909 og 26 april 1910 og 12 mai 1910 uden at have betalt eller stillet sikkerhed for de bestemte lodspenge, som han skyldte for fartøiet, der de nævnte datoer var forankret paa Tromsø havn, og hvorved han begik en retsstridig handling, idet han søgte at unddrage sig eller andre denne offentlige afgift». Det tilføiedes, at der vilde blive nedlagt paastand om lodspenge og havnepenge for de nævnte anløb tilsammen kr. 336,40.
Ved dom afsagt samme dag af meddomsret for Tromsø by blev tiltalte ikke kjendt skyldig, forsaavidt angaar anløbene den 26 mai og 6 august 1909. Ligeledes blev han frifundet for paastanden med hensyn til havnepengene. Derimod blev han forøvrig kjendt skyldig, og ved dommen blev saaledes kjendt for ret: «John Edward Hamling bør for forseelse mod straffelovens §406 jfr. lodslovens §1, §3 og §5 bøte til statskassen 20 kroner, eller hvis boden ikke betales, udholde 12 dages fængsel. Han tilpligtes at taale inddragning af kr. 165,80 til lodsunderstøttelseskassen. Forøvrig frifindes tiltalte for paatalemyndighedes tiltale i denne sag». Ved dommens oplæsning i retten forlangte domfældte sagen indbragt for høiesteret paa grund af
Side:92
formentlig urigtig lovanvendelse. Anken er af kjæremaalsudvalget henvist til prøvelse i høiesteret.
Her i høiesteret er fra forsvarets side gjort gjældende, dels at der i det foreliggende tilfælde ikke efter lodsloven er anledning til at afkræve domfældte nogen lodsafgift, dels at der i ethvert tilfælde ikke foreligger noget strafbart forhold fra domfældtes side, selv om lodsafgiftspligt maa antages at foreligge.
I førstnævnte henseende er det paa det rene, at der efter de almindelige regler foreligger lodsafgiftspligt, medmindre domfældte kan paaberaabe sig fritagelse efter lodslovens §2 nr. 2 eller nr. 5. Med hensyn til sagens gjenstand kan jeg herom henvise til meddomsrettens præmisser.
Forsaavidt angaar bestemmelsen i §2 nr. 2, antager jeg, at domfældte ikke med rette kan paaberaabe sig denne. Bestemmelsen gjælder efter sin ordlyd kun fartøier, der udgaar her fra riget for at drive fiskeri eller anden fangst paa havet. Det er paa det rene, at domfældtes fartøi ikke er udgaaet her fra riget, men fra en havn i England. Jeg anser dette at være afgjørende for, at §2 nr. 2 ikke kan komme til anvendelse. Med hensyn til §2 nr. 5 bemerkes, at denne bestemmelse gjælder fartøier i almindelig fragtfart. Der sees at have været tvil om, hvorvidt herunder skulde indgaa fiskefartøi. Forsvarsdepartementet har i en skrivelse afødt xx.xx.1906 udtalt sig for en bekræftende besvarelse, men har saavel før, nemlig i skrivelse afødt xx.xx.1901 som efter, nemlig i skrivelse afødt xx.xx.1910 udtalt sig i modsat retning. Jeg antager, at spørgsmaalet maa besvares benegtende. Efter almindelig sprogbrug kan det ikke siges, at et fiskefartøi gaar i almindelig fragtfart, og §2 viser efter min mening ogsaa ved sin opregning under nr. 2, 3, 4 og 5 af forskjellige slags fartøier, at den ikke kan have ment at omfatte almindelige fiskefartøier under nr. 5. Det vilde ogsaa efter min mening have været mindre rimelig, om man under nr. 2 havde begrænset denne fritagelse til kun at gjælde fiskefartøier, der udgaar her fra riget, hvis man havde indrømmet en fritagelse for de samme fartøier under nr. 5.
Jeg mener saaledes, at meddomsretten med rette har antaget, at domfældtes fartøi var pligtig til at betale lodspenge. Derimod antager jeg, at der ikke er tilstrækkelig føie til at konstatere at der foreligger strafbart forhold fra domfældtes side. Straffelovens §406 knytter strafbarheden til, at der skal foreligge retsstridig handling, hvorved nogen søger at unddrage sig eller andre offentlige skatter eller afgifter. Forsaavidt angaar anløbet af Tromsø den 12 mai 1910, maa jeg anse det klart, at der ikke kan siges at foreligge noget saadant forhold fra domfældtes side. Det er vistnok saa, at domfældte paa henvendelse fra en lods har svaret, at han ikke ansaa sig pligtig til at betale lodspenge, men den blotte meningsudtalelse herom og vægring af at præstere betaling kan ikke betragtes som strafbart forhold, naar der ikke fra vedkommendes side er gjort noget, hvorved han søger at unddrage sig for betalingspligten, hvis saadan alligevel maatte foreligge. Dette har domfældte den 12 mai 1910 ikke gjort, idet han tvertimod samme dag afgav møde i meddomsretten, hvor spørgsmaalet blev prøvet og afgjort. Forsaavidt angaar anløbet den 26 april 1910, kan spørgsmaalet muligens stille sig noget tvilsomt. Jeg antager dog, at det heller ikke for dette anløbs vedkommende kan siges, at domfældte har gjort sig skyldig i nogen retsstridig handling, hvorved han har søgt at unddrage sig afgiftspligten. Der er her ikke paaberaabt noget andet, end at en lods
Side:93
har opfordret domfældte til at betale lodspenge, men at domfældte har vægret sig herfor, idet han ikke ansaa sig pligtig til at betale. Den blotte vægring kan - som allerede ovenfor nævnt - ikke ansees som retsstridig. Vistnok er det saa, at domfældte afseilede fra Tromsø den 26 april uden at gjøre noget skridt til at faa afgiftspligten paa det rene, men efter min opfatning kunde heller ikke domfældte være pligtig hertil. Retsstridig vilde dette først have været, hvis domfældte havde afseilet paa en saadan maade, at han derved hindrede vedkommende myndigheder fra at bringe i anvendelse de retsmidler, som de maatte finde paakrævet, men herom foreligger intet; og domfældte kunde paa sin side ikke være pligtig at blive liggende paa havnen, indtil han havde faaet en løsning af spørgsmaalet. Jeg lægger ogsaa vegt paa, at hvis domfældte dengang havde undersøgt spørgsmaalet, vilde han efter al rimelighed have faaet den besked, at der ikke kunde antages at paahvile ham nogen afgiftspligt. Dengang forelaa nemlig den ovenfor nævnte udtalelse fra forsvarsdepartementet i skrivelse afødt xx.xx.1906, og denne skrivelse vilde da formentlig domfældte indtil videre med fuld ret have kunnet henholde sig til.
Efter det anførte kommer jeg til det resultat, at der ikke er anledning til at anvende straffelovens §406 paa forholdet. Domfældte vil følgelig blive at frifinde for den nedlagte straffepaastand, og der er da formentlig heller ikke anledning til i dommen, at afgjøre noget om, hvorvidt domfældte kan paalægges at indbetale det beløb, som meddomsretten har inddraget i henhold til straffelovens §36, kfr. herom bestemmelsen i straffeproceslovens §442.
Konklusion:
John Edward Hamling bør for paatalemyndighedens tiltale i denne sag fri at være. (Vanlige salærer).
Assessor Thoresen: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Ekstraordinær assessor Skattebøl og assessor Motzfeldt: Ligesaa.
Assessor Roll: Forøvrig enig med de foregaaende voterende er jeg mest tilbøielig til at antage, at der ikke paahvilede domfældte nogen pligt til at udrede lodspenge den 26 april 1910. Vistnok har jeg bogstaven i lodslovens §2 nr. 5 mod mig, men der kan ikke paavises nogen tænkelig grund, hvorfor loven skulde ville stille fiskefartøier anderledes end fartøier i almindelig fragtfart, naar de anløber havn for at landsætte syge. Det maa derfor aabenbart bero paa en uopmerksomhed, naar loven har knyttet fritagelsen for afgift i tilfælde af anløb for at landsætte syge alene til fartøier i almindelig fragtfart.
Ekstraordinær assessor, skifteforvalter Hoff: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Reimers: Med hensyn til forstaaelsen af lodslovens §2 nr. 2 og 5 er jeg enig med førstvoterende. Jeg er ligeledes enig i, at strafbart forhold fra tiltaltes side ikke foreligger, forsaavidt angaar anløbet den 12 mai 1910.
Anderledes staar derimod efter min opfatning sagen med hensyn til anløbet den 26 april næstfør. Lodslovens §50 fastsætter straf af bøder for den skibsfører, der afseiler uden at have betalt eller stillet sikkerhed for de bestemte lodspenge. Nu er det vistnok saa, at §50 efter ikrafttrædelseslovens §3, jfr. §4, er ophævet, forsaavidt angaar bestemmelsens strafferetslige indhold. Men det i bestemmelsen indeholdte forbud mod, at skibsfører afseiler uden at have rettet for sig med hensyn til pligtige lodspenge, staar lige fuldt ved magt. Saa
Side:94
meget klarere er dette, som dette forbud ogsaa flyder af bestemmelserne i lodslovens §33 nr. 4 og 5. Selve straffebestemmelsen indeholdes nu i straffelovens §406. Men spørgsmaalet er da, om denne bestemmelse, saaledes som den er formet, er anvendelig paa det foreliggende tilfælde. Jeg mener, at spørgsmaalet maa besvares bekræftende. Jeg mener, at §406 ikke er anvendelig alene paa tilfælde, hvor den, der pligter at erlægge offentlig skat eller afgift, søger at unddrage sig erlæggelsen ved et forhold af doløs karakter. Det udkræves ikke, forat handlingen skal kunne betegnes som retsstridig. Jeg mener, at det for anvendelse af §406 er tilstrækkelig, at den afgiftspligtige har forholdt sig paa en maade, der strider mod de i vedkommende lovbestemmelse eller anordning indeholdte forskrifter om de pligter, han har at iagttage ved berigtigelse af afgiften. Nu er det i nærværende tilfælde efter meddomsrettens domsgrunde paa det rene, at domfældte ved sit anløb af Tromsø havn den 26 april blev af en lods, 2det vidne, opfordret til at betale formentlig pligtige lodspenge, inden han forlod havnen. Hertil erklærede han sig uvillig, idet han mente, at lodsafgiftspligt ikke forelaa. Men jeg mener, at det under de givne omstændigheder maatte efter lodsloven have været hans pligt, inden han afseilede, enten at faa bragt spørgsmaalet om lodsafgiftspligten paa det rene eller, forsaavidt som dette ikke med saa kort varsel kunde ske, at forholde sig overensstemmende med den før citerede bestemmelse i lodslovens §33 nr. 5 jfr. nr. 4. Naar han ikke det har gjort, mener jeg, at han ligeoverfor sin lodsafgiftspligt har gjort sig skyldig i saadant retsstridigt forhold, som i straffelovens §406 omhandlet. Og jeg mener tillige, at den omstændighed, at departementsskrivelsen afødt xx.xx.1906 hævder en anden forstaaelse af §2 nr. 5 end den, der er antaget at være den rette, ikke kan bringe sagen i en anden stilling.
Efter det anførte mener jeg altsaa, at tiltalte bør ansees for forseelse mod straffelovens §406. Men da jeg staar alene med denne opfatning finder jeg det unødvendig at formulere særskilt konklusion, heller ikke at udtale mig om, hvorvidt straffelovens §36 i et tilfælde som det foreliggende vilde være anvendelig.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.
Af meddomsrettens dom hidsættes:
- - - Skibets første anløb i 1910 skeede for at ilandsætte en syg mand, det anløb iaar sidste fandt sted for at forhøre sig om, hvordan det stod til med manden. Da fartøiet er 123 netto reg. tons, er det af lodspligtig størrelse. Da fartøiet hører hjemme i Hull, gaar det ikke ind under undtagelsesbestemmelsen i lodslovens §2, 2, idet denne bestemmelse med udtrykket «udgaar her fra riget» formentlig tilsigter at begrænse fritagelsen til at gjælde alene norske fiskefartøier. Ved første anløb iaar kom fartøiet fra Hvidehavet paa vei til England. Fartøiet havde ikke paa sin tur til Hvidehavet fra England anløbet nogen norsk havn, sidste anløb er foregaaet paa tur fra England uden tidligere anløb af norsk havn. Begge anløb antages at gaa ind under lodslovens §1, idet fartøiet begge gange kom fra udlandet og den ene gang faktisk har gaaet til udlandet og nu gaar direkte til England fra fangstfeltet, medmindre kulmangel eller anden særlig aarsag skulde foranledige anløb af norsk havn. For udseilingspengene for anløbet idag antages lodslovens §5 andet punkum at give tilstrækkelig hjemmel, idet det kun er en mulighed, at norsk havn vil blive anløbet, før skibet gaar til England. Retten finder, at der ikke er nogetsomhelst bevis for, at afkrævning er skeet ved det ene af fjoraarets
Side:95
anløb, og at der ikke er noget bevis for, at kapteinen er blevet afkrævet lodspenge ved det andet anløb ifjor.
Da man ikke finder uden videre at kunne gaa ud fra, at kapteinen var sig nogen lodspligt bevidst, antages der ikke at være anledning til at straffe ham for undladelse af at betale lodspenge ved disse to anløb, idet der ikke fra paatalemyndighedens side er bevist, at kapteinen havde noget kjendskab til, at de norske myndigheder ansaa sig berettiget til at afkræve lodsafgift for disse anløb. Om fartøiet overhovedet var lodspligtig ved de nævnte leiligheder, lader retten staa uafgjort. Straffelovens §40 andet led, der bestemmer, at forseelse, som bestaar i undladelse, ogsaa straffes, naar den er forøvet af uagtsomhed, med mindre det modsatte er udtrykkelig bestemt eller utvetydig forudsat, antages kun anvendelig, hvor vedkommende lovbud betegner den strafbare handling som undladelse, ikke i de tilfælder, hvor loven, for at undladelsen skal blive strafbar, forlanger, at den indeholder en viljesytring. Straffebestemmelsen i lodslovens §50 antages afløst af ny straffelov §406 jfr. ikrafttrædelseslovens §3 §4. Lodslovens §50 kan vække tvil, om straf ogsaa var paa sin plads, naar det alene skyldes uagtsomhed, men straffelovens §406 pointerer ved sit udtryk «retsstridige handlinger, hvorved nogen søger at unddrage sig», at det strafbare først foreligger, hvor undladelsen sker i hensigt at unddrage sig skat eller afgift. Ved de to sidste anløb antages det at være paa det rene, at skipperen har havt rede paa, at norsk myndighed ansaa ham pligtig at betale lodspenger «pilot money», som lods Roth havde udtrykt sig. Om skipperen synes, at bestemmelsen er urimelig, saaledes som han har nævnt, at det var merkelig, at lastebaade kunde kulle her uden at betale, om kapteinen finder det tvilsomt, om han kan være lodspligtig, al den stund han ikke benytter offentlig lods, er en ting, der ikke er af betydning for selve straffespørgsmaalet, naar han faktisk er og vedgaar af norsk myndighed at være opfordret til at betale lodspenge, og hans pligt hertil efter norsk lov synes saa grei, at han med lethed kunde have skaffet sig sikker besked. Hans forhold opfattes forsaavidt angaar anløbene 26 april og 12 mai 1910 som en forsætlig overtrædelse af den pligt, han efter lodslovens §1, 8 og 5 havde, og straffebestemmelsen i straffelovens §406 kommer derfor til anvendelse. - - -