Rt-1911-968

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-09-28
Publisert:	Rt-1911-968
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 7/2 B s.a.
Parter:	E. D. Mogstad m.fl. (advokat Myhre) mod H. Holmsen og Norsk Bær- og Frugtanlæg A/S. dets konkursbo (overretssagfører Paul Frank til prøve).
Forfatter:	Motzfeldt, Skattebøl, Mejdell, Roll, Birkeland, Salomonsen, Reimers
Lovhenvisninger:

Assessor Motzfeldt: Nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder fremgaar af præmisserne til den af Kristiania byret under 15 december 1908 afsagte dom. Ved denne blev saaledes kjendt for ret: Indstevnte skibshandler H. Holmsen bør for citanterne E. D. Mogstad, - - - deres tiltale i denne sag fri at være. Derimot bør indstevnte under en mulkt, stor 10 kroner til Kristiania bykasse for hver dag, han sidder denne dom overhørig, udlevere til intervenienten, Norsk Bær- og Frugtanlæg A/S, dets konkursbo det i Centralbankens sikkerhedshvælv paa indstevntes navn henliggende beløb,. kr. 2.091,51. Sagens omkostninger ophæves». Denne dom er afsagt under dissens, idet et af rettens medlemmer voterede for, at citanterne, E; D. Mogstad m. fl., skulde tilkjendes kr. 1.600,00 af det i Centralbankens hvælv henliggende beløb.

Byrettens dom er af Mogstad m.fl. efter erholdt bevilling med hensyn til summa appellabilis indbragt for høiesteret med paastand om, at H. Holmsen under løbende mulkt tilpligtes at udlevere eller udbetale til appellanterne de omhandlede kr. 1.600,00.

For skibshandler H. Holmsen og Norsk Bær- og Frugtanlæg dets konkursbo er nedlagt paastand om stadfæstelse af byrettens dom. Begge parter har derhos paastaaet sig tilkjendt procesomkostninger.

Efter byrettens dom er der af appellanterne den 28 februar iaar ved Kristiania byret optaget et tingsvidne.

Jeg kommer til samme resultat som det dissenterende medlem af byretten og tiltræder i det væsentlige hans begrundelse. - Det er paa det rene, at bestyrelsen af forstanderskabet havde faaet bemyndigelse til at søge aktietegningen fortsat og i henhold dertil sluttet kontrakt med Tollefsen. Det er efter min mening klart, at bestyrelsen var ikke alene berettiget, men forpligtet til at stanse aktietegningen, naar selskabet viste sig insolvent og dets tilstand var saadan, at det kun var et

Side:969

tidsspørgsmaal, naar det maatte stanse sin virksomhed. Saadan fandt bestyrelsen stillingen at være den 28 september 1906 og tilskrev derfor under 2 oktober Oluf A. Tollefsen, at den paa grund af selskabets usikre stilling havde besluttet at stanse al aktietegning, «da bestyrelsens medlemmer fandt ikke at kunne overtage det derved forbundne ansvar». Tollefsen havde derfor efter den tid ikke fuldmagt til at tegne flere aktier. Selskabet vilde indtil videre ikke have flere eller nye aktieeiere. Bestyrelsens egen bedømmelse af selskabets stilling maatte her være afgjørende, idet der handledes om personligt ansvar for bestyrelsens medlemmer. Og efter de irettelagte oplysninger, særskilt revisors indberetning, finder jeg tillige, at bestyrelsens opfatning var fuldt korrekt. Forstanderskabets ordfører udtalte i mødet den 19 oktober 1906, at han «ser nu, at selskabet er saa nær konkursens rand, at han kunde tænke sig, at bestyrelsen har havt vanskeligheder med at kunne fremkomme med nogen plan til ordning.» Det er videre paa det rene, at det aktiebeløb, hvorom der her procederes, er tegnet af Tollefsen efter modtagelsen af selskabets brev af 2 oktober. Jeg anser følgelig denne aktietegning uforbindende for appellanterne.

Fra boets side er det imidlertid paastaat, at selskabet ved sin senere optræden har godkjendt aktietegningen og taget det som følge af tegningen indsendte beløb til indtægt. Heri kan jeg ikke være enig. Det eneste, som findes i selskabets bøger angaaende denne indbetaling, er en indtægtspost under 20 oktober i selskabets kassabok: «Oluf A. Tollefsen remisse a konto aktieindbetalinger kr. 2 500» - og under samme datum paa kreditsiden: «Centralbanken for Norge kontant indsat kr. 2 500». Det er herom af det den 28 februar 1911 ved Kristiania byret afhørte vidne, der var kasserer ved Norsk Bær- og Frugtanlægs kontor, oplyst, at da dette beløb indkom i check, vilde direktionens formand Holmsen imidlertid «absolut intet have med checken at gjøre, da han bestemt holdt paa, at aktieselskabet ikke tilkom disse penge». Han vilde hverken have checken eller pengene. Vidnet fandt det imidlertid korrektest at blive kvit pengene, da det var en lørdag, og han ikke turde have dem liggende hos sig paa kontoret. Beløbet blev derfor hævet og indsat paa selskabets konto i Centralbanken. Det var ikke meningen, at beløbet skulde gaa ind i aktieselskabets kasse, idet indsætningen i banken kun skeede for at opbevare pengene». Og Holmsen meddelte i bestyrelsesmøde den 31 oktober, at han da havde udtaget det her omprocederede beløb kr. 2.091,51 og deponeret det i forseglet konvolut i Centralbankens panserhvælv. Det er en misforstaaelse af det dissenterende medlem af byretten, naar han udtaler, at beløbet blev indsat paa en særkonto. Det besluttedes af bestyrelsen, at man fremdeles skulde lade beløbet henligge paa denne maade for derved at markere bestyrelsens opfatning af forholdet, idet den for sit vedkommende ikke vil have udtalt nogen mening om, hvorvidt dette beløb rettelig tilhører selskabet efter de aktionærer (Trondhjems Privatbank), for hvis regning det er indbetalt». Beslutningen sees udtrykkelig at være fattet, forat det ikke skulde kunne paastaaes, at pengene var taget til indtægt og sammenblandet med selskabets egne midler. Og generalforsamlingen i selskabet den 22 februar 1907 sluttede sig uden protest fra noget hold til bestyrelsens opfatning i denne sag. Alle de, som havde at handle paa selskabets vegne, har altsaa givet sin tilslutning til denne opfatning. Og det er urigtigt, naar byrettens flertal antager, at aktietegnerne derom ingen underretning har faaet. Det sees nemlig, at formanden i selskabet i en skrivelse afødt xx.xx.1907, der er ny her for høiesteret, til

Side:970

Privatbanken i Trondhjem som repræsentant for de aktietegnere, hvorom der her handles, havde gjort fuld rede for det hele forhold og meddelt, at bestyrelsens mening var at pointere, «at den ikke fandt sig berettiget til at afgjøre, om selskabet tilkom dette beløb eller ikke». Der har altsaa ingen sammenblanding fundet sted mellem det her omprocederede aktiebeløb og selskabets egne penge. Appellanternes navne findes derhos ikke i selskabets bøger. De er ikke anført som aktietegnere. Og heller ikke er det oversendte her omprocederede beløb anført paa aktiekapitalens konto som indbetalt aktiebeløb.

Jeg finder efter det anførte, at det omprocederede beløb tilkommer appellanterne og ikke selskabets konkursbo. Angaaende overskuddet af de i Centralbanken henliggende penge henviser jeg til, hvad det dissenterende medlem af byretten derom har udtalt.

Hvad sagens omkostninger angaar, maa jeg være enig med byretten deri, at der efter sagens stilling for byretten ikke var formel adgang til at ilægge selskabets konkursbo procesomkostninger til appellanterne. For høiesteret finder jeg derimod, at selskabets konkursbo ikke kan undgaa at erstatte appellanterne processens omkostninger. For Holmsens vedkommende mener jeg derimod, at processens omkostninger bør ophæves i forholdet til appellanterne.

Konklusion:

H. Holmsen bør inden 8 dage efter høiesterets doms afsigelse under en løbende mulkt af 10 kroner til Kristiania bykasse for hver dag han sidder dommen overhørig, af det i Centralbankens sikkerhedshvælv paa hans navn henliggende beløb udbetale 1.600 kroner til appellanterne E. D. Mogstad, L K. Lykke, Th. Falkanger, apoteker J. Brun, I. Brodtkorb, overlærer Dahle, O. A. Moxnes, S. W. Knoff, Anker Andersen, Fr. E. Bødtker og Dr. Ouren. Processens omkostninger for byretten ophæves. I forholdet mellem Holmsen og appellanterne ophæves omkostningerne ved høiesteret. Derimod betaler A/S Norsk bær- og frugtanlægs konkursbo til appellanterne i omkostninger kr. 500.00.

Ekstraordinær assessor Skattebøl: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende.

Assessor Mejdell: Jeg kommer til samme resultat som byrettens majoritet.

Jeg skal for det første bemerke, at jeg ingenlunde kan anse godtgjort, at Oluf A. Tollefsen var i og for sig uberettiget til at tegne aktier efter modtagelsen af selskabets skrivelse til ham afødt xx.xx.1906. Efter den med ham af bestyrelsen i henhold til forstanderskabets bemyndigelse afsluttede overenskomst skulde han have 10 pct. i provision af de aktier, der tegnedes af ham, og det er paa det rene, at en tidligere generalforsamling havde bestemt, at tegningen af aktiekapital skulde fortsættes, indtil den var bragt op i kr. 100.000,00. Hvad derimod Tollefsen ikke kunde tvinge selskabet til, var at tage de indkomne aktiebeløb i kasse, naar situationen for selskabet var saa prekær, som det er oplyst at tilfældet var. Jeg mener altsaa, at man ingenlunde kan gaa ud fra, at der i og for sig blev begaaet noget urigtig fra Tollefsens side ved at fortsætte aktietegningen, saameget mere som han i den skrivelse, som han under 17 oktober 1906 tilstillet forstanderskabet, udtrykkelig udtaler: «Bestyrelsen har naturligvis ret til at undlade at benytte den nytegnede kapital, og kan formentlig ogsaa have ret til at sætte denne saaledes fast, at den, indtil forstanderskabet er hørt, ikke disponeres for forretningen, men negte fortsat tegning kan den absolut ikke.» Det, som da er passeret, er, at Tollefsen fortsatte

Side:971

aktietegningen, og i denne sin optræden fik han forstanderskabets medhold ved udtrykkelig beslutning den 19 oktober. Ved den beslutning blev det bestemt, at aktietegningen skulde kunne fortsætte, men at der maatte træffes visse kauteler. Tollefsen fortsatte altsaa aktietegningen. En del af de gjennem ham forskaffede aktietegnere indbetalte til ham direkte, som det fremgaar af et opgjør, han tilstillet selskabet, en del undlod saadan udbetaling.

Paa sit mellemværende qua agent med aktieselskabet indsendte saa Tollefsen den under sagen omhandlede chek paa Kristiania Bank- og Kreditkasse, stor kr. 2.500,00, lydende til selskabets ordre. Disse kr. 2.500,00 er givet a konto Tollefsens mellemvær med selskabet. Han sees at have indbetalt kr. 900,00 kontant til Trondhjems Privatbank, der meddelte cheken. Hvad de de øvrige kr. 1.600,00 angaar, som remissen kr. 2.500,00 omfatter, saa var dette ikke nogen indbetaling fra Tollefsens side af beløb, han paa tegnede aktier havde modtaget. Men han traf et arrangement med Trondhjems Privatbank, hvorefter Trondhjems Privatbank mod at faa deponeret de af forskjellige aktietegnere udfærdigede tegningsbeviser gav selskabet et laan, stort kr. 1.600,00. Det er dette laanebeløb altsaa, som under nærværende sag aktietegnerne kræver tilbageerlagt af konkursboet. Men jeg mener, at dette laanearrangement, Trondhjems Privatbank og selskabet imellem, staar aktietegnerne ganske udenfor. Den som kunde beklage sig i tilfælde, maatte være Trondhjems Privatbank, der havde troet at kunne meddele laanet; men jeg indser ikke, at aktietegnerne har nogensomhelst hjemmel til at kunne kræve sig beløbet betalt til dem. Det skulde da være paa det fundament, at de senerehen, fra 1 november 1909 og indtil udover januar 1907, har indbetalt til Trondhjems Privatbank de af dem oprindelig tegnede beløb. Men jeg mener, at hvis de vilde gjøre gjældende, at de ikke var bundet ved sin tegning, saa fik de undladt at indbetale til Trondhjems Privatbank, der intet andet papir ligeoverfor dem havde end tegningslisten, der selvfølgelig ikke har karakteren af noget dokument, hvorpaa principet i forordning afødt xx.xx.1798 er anvendelig.

Sagens stilling er efter min mening følgelig denne, at der til ordre for selskabet paa forretningspapirer, som trediemand har udfærdiget til selskabet, er reist et laan, og at saa dette laan er kommet i selskabets kasse. Om det end i og for sig kan være meget beklagelig, særlig for Trondhjems Privatbank, at saa er skeet, kan jeg ikke indse rettere, end at det efter de almindelige regler i vor konkursret maa gjælde, at beløb, som er kommet i konkursboets kasse, hører til konkursboets masse. Bestyrelsen kunde have returneret checken, eller bestyrelsen kunde have indsat chekens beløb paa særkonto. Men selv om det kan indrømmes, at hvad der er hændt, skyldes omstændigheder, som for bestyrelsen kan være meget undskyldelige - det faktiske er: pengene er komne i selskabets kasse. Checken, der lød paa selskabet og var betalbar i Christiania Kreditkasse blev af selskabets funktionærer hævet i Kreditkassen og indsat paa selskabets foliokonto i Centralbanken. Af beløbet ansaa Centralbanken sig, og vistnok med fuld føie, berettiget til at tage i afregning det tilstrækkelige til dækkelse af, hvad selskabet paa den tid skyldte banken. Hvad der saaledes faktisk passerede, er ikke holdt udenfor selskabets bøger. Det posterede fik ikke sit udtryk paa den maade, at vedkommende funktionær foreløbig, uden at anføre noget i aktieselskabets bøger, satte beløbet videre ind paa den samme konto, som var selskabets almindelige i Centralbanken, og at der saa

Side:972

bagefter blev sørget for at tage dette beløb ud og sætte det paa en særkonto. Men modtagelsen af beløbet i Kreditkassen og indsættelsen i Centralbanken fik sit regnskabsmæssige udtryk i selskabets bøger, idet beløbet under 20 oktober 1906 blev indført i selskabets kassabog som indtægt: «Oluf A. Tollefsen remisse a konto aktieindbetalinger kr. 2.500,00», og under samme dato paa kreditsiden: «Centralbanken for Norge kontant indsat kr. 2.500,00». I selskabets bøger er der senere ikke foretaget nogen postering til udgang af det omhandlede beløb. Paa selskabets foliokonto i Centralbanken indestod derefter beløbet fra 20 oktober og til 31 oktober 1906. Jeg forstaar ikke, hvorledes det kan benegtes, at i denne tid - og her lægger jeg blandt momenter ogsaa vegt paa, at det er noksaa betragtelig længe, denne mellemtid varer - har indbetalingen faktisk udgjort en del af selskabets kassebeholdning. At denne kassebeholdning er i form af foliokonto i Centralbanken, kan jeg ikke indse skiller sig fra, om beløbet havde ligget i selskabets egen pengekasse.

Imidlertid fandt bestyrelsen, at det var en kinkig stilling, som bestyrelsen, ved bestyrelsen utilregnelige omstændigheder, var kommet i. Paa den ene side nærede bestyrelsen, kan det sees, frygt for, at der fra Trondhjems Privatbank, som var den eneste, som selskabet stod i rapport med, kunde gjøres ansvar gjældende i anledning af, at ikke Privatbanken itide havde faaet tilstrækkelig oplysende besked om selskabets økonomiske stilling. Paa den anden side frygtede bestyrelsen for, at man ved at udbetale Privatbanken det paagjældende beløb, kunde komme i strid med de regler, som gjælder for en konkursskyldners pligter. Under disse omstændigheder var det, at aktieselskabets formand i den af førstvoterende berørte skrivelse afødt xx.xx.1907 gav Privatbankens chef detaljerede oplysninger om, hvorledes det hele forhold havde udviklet sig. Den i mange henseender ubehagelige mellemstilling, som bestyrelsen var kommet i, søgte den at gardere sig imod ved, saaledes som det vil sees af byrettens dom, at tage det beløb, som stod inde paa aktieselskabets foliokonto med Centralbanken, og lægge det i en speciel, forseglet konvolut, paategnet formandens navn, og deponere det i Centralbankens panserhvælv. I nysnævnte skrivelser afødt xx.xx.1907 erklærer derfor bestyrelsens formand til bankchef Haagensen: «Naar denne disposition foretoges, var det bestyrelsens mening dermed at pointere, at den ikke fandt sig berettiget at afgjøre, om selskabet tilkom dette beløb eller ikke. Den kunde paa den ene side som selskabets repræsentant ikke returnere beløbet, og paa den anden side var den i tvil om sin berettigelse at disponere beløbet som endel af selskabets kassebeholdning». Jeg mener, at denne disposition efter den begrundelse, som af bestyrelsens formand oftere ellers er gjentaget, saaledes i en skrivelse, fremlagt i byretten afødt xx.xx.1908, og i en skrivelse afødt xx.xx.1908, indtraadte i virkeligheden ingen forandring status quo. Direktionens formand, Holmsen, siger i sin skrivelse afødt xx.xx.1908: «Pengene blev udtaget og deponeret i Centralbankens panserhvælv i en konvolut med mit navn, men ikke netop for at rette nogen begaaet feil, men for at præcisere bestyrelsens mening, at den derved ikke vilde udtale nogetsomhelst med hensyn til, hvad der foreløbig skulde gjøres med samme». Det var saaledes, som af byrettens majoritet bemerket, ikke nogen forandring med selve eiendomsretten der foregik; pengene blev ikke stillet til disposition. Det var en rent ensidig forføining, som blev foretaget fra selskabets side, og selv om det forholder sig saa, som nævnt af førstvoterende, at Trondhjems

Side:973

Privatbank er blevet underrettet om dispositionen, indser jeg ikke, at dette gjør fra eller til, aldenstund som nævnt skrivelsen afødt xx.xx.1907 til Privatbanken udtrykkelig urgerer, at man ikke havde til agt at stille beløbet til Privatbankens disposition, men at handlingen kun sigtet paa at holde det hele spørgsmaal om, hvem der var dispositionsberettiget, aabent. Naar forholdene er disse, mener jeg, at det tilfælde er indtruffet, som saa ofte kan indtræffe i konkurstilfælde, at beløbet er kommet i konkursmandens besiddelse og som følge deraf kommer hans konkursbo tilgode, uagtet det maa indrømmes, at det er den rene tilfældighed, som har bragt beløbet ind i boet. Jeg kan visselig indrømme, at spørgsmaalet kan frembyde sine tvil; men jeg mener, at der i hvert fald intet er at sige paa, at konkursboets bestyrelse, der har faaet byrettens dom for sig, har villet procedere spørgsmaalet, og at derfor, selv om en anden betragtningsmande lægges til grund for sagens afgjørelse, end den som jeg for min del bygger paa, konkursboet under alle omstændigheder har rimelig krav paa at faa processens omkostninger ophævet.

Nogen konklusion, svarende til mit standpunkt, skal jeg for tiden ikke forme.

Assessor Roll: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende. Med hensyn til spørgsmaalet om, hvorvidt de kr. 1600,00 hører til konkursboets masse, er det for mig afgjørende, at selskabets rette vedkommende, bestyrelsen, med tilslutning af selskabets generalforsamling, har udsondret pengene fra selskabets masse og herom har givet appellanterne underretning gjennem Trondhjems Privatbank. At det var meningen med det skridt, bestyrelsen foretog sig, at bringe beløbet udenfor selskabets raadighed, fremgaar til overflod fuldstændig af, hvad bestyrelsen har udtalt i den af hr. assessor Mejdell omtalte skrivelse af 11te februar 1907, hvor den siger følgende: Bestyrelsen har «til det yderste anstrengt sig for at holde de i Trondhjem tegnede aktier og inkasserede beløb udenfor selskabets masse».

Assessor Birkeland: Jeg er i det væsentlige og i resultatet enig med førstvoterende og tiltræder de af hr. assessor Roll gjorte bemerkninger.

Ekstraordinær assessor, lagmand Salomonsen og assessor Reimers: Ligesaa.

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af byrettens dom hidsættes:

Bestyrelsen i det i 1905 stiftede A/S Norsk Bær- og Frugtanlæg indgik i december s.a. en kontrakt med en af selskabets funktionærer Tollefsen, hvorefter denne overdroges tegningen af aktier i selskabet, indtil dettes aktiekapitai var bragt op til kr. 100.000,00. Herfor skulde Tollefsen have 10 % provision af de af bestyrelsen godkjendte beløb. Selskabets økonomiske stilling blev imidlertid allerede i 1906 prekær, saa der blev tale om at indstille. Bestyrelsen fandt det under disse omstændigheder ikke tilraadelig at fortsætte med at søge tegnet nye aktier. Paa bestyrelsesmøde 28 september 1906 blev man derfor enig om at holde nytegningen, hvormed Tollefsen da arbeidede, for sig selv og indsætte de derved modtagne beløb paa egen konto, for at disse kunde blive uberørte af en eventuel indstilling. Den følgende dag holdtes ogsaa bestyrelsesmøde, og her besluttede man at stanse al aktietegning, da bestyrelsens medlemmer fandt ikke at kunne overtage ansvaret herved. Herom blev Tollefsen, der da opholdt sig i Trondhjem, underrettet af selskabet ved dets skrivelse af 2 oktober næstefter. Tollefsen

Side:974

fortsatte alligevel med sit arbeide, idet han mente sig berettiget til ifølge den af ham indgaaede kontrakt at tegne aktier, indtil det i kontrakten nævnte beløb kr. 100.000,00 var naaet, ligesom han ogsaa gjorde gjeldende, at det i tilfælde maatte være forstanderskabet og ikke bestyrelsen, der havde ret til at stanse ham i aktietegningen. I forstanderskabets møde 19 oktober 1906 besluttede man ogsaa at fortsætte aktietegningen, forsaavidt en jurist gav dette sin fulde tilslutning. Imidlertid havde Tollefsen i Trondhjem faaet tegnet endel aktier. Af indbetalte aktiebeløb (hvilke ifølge en fremlagt kontokurrant var tegnet dels i Trondhjem, dels tidligere i Kristiansand) indbetalte han til en bank i Trondhjem kr. 900,00 og fik derhos mod depositum af tegningsbeviser for aktier, tegnet i Trondhjem, laane kr. 1.600,00 i samme bank. For det samlede beløb kr. 2.500,00 fik han en check, som han den 19 oktober sendte til selskabet. Denne check blev af selskabets bestyrelse hævet, hvorpaa pengene i sin helhed blev indsat i Centralbanken paa selskabets konto.

Efter konferance med en advokat udtog bestyrelsens formand, skibshandler H. Holmsen nogle dage derefter, den 31 oktober de indsatte penge med undtagelse af kr. 408,49, som selskabet skyldte Centralbanken, hvorpaa Holmsen lagde det resterende beløb kr. 2.091,51 i forseglet konvolut i Centralbankens sikkerhedskjelder. Holmsen skrev sit navn paa konvolutten, der med de iværende penge fremdeles ligger sammesteds. I bestyrelsens møde samme dag besluttedes der, at de nævnte penge, kr. 2.091,51, skulde henligge paa omhandlede sted «for derved at markere bestyrelsens opfatning af forholdet, idet den for sit vedkommende ikke vilde have udtalt nogen mening om, hvorvidt dette beløb rettelig tilhører selskabet eller de aktionærer (Trondhjem Privatbank), for hvis regning det er indbetalt». Samtidig besluttede bestyrelsen, at aktietegningen vistnok skulde fortsættes, men intet beløp indkasseres, ligesom aktietegningen ikke skulde ansees bindende for de nytegnede aktionærer, forinden generalforsamlingen havde fattet beslutning herom. Selskabet gik konkurs i februar 1907, inden nogen beslutning i saa henseende var truffet. Før konkursen havde dog endel af de personer, der havde tegnet aktier i Trondhjem, maattet indbetale til vedkommende bank dersteds ialt kr. 1.600,00 i henhold til de af dem i banken deponerede ovenomhandlede tegningabeviser. Disse personer - - - der hver har indbetalt i banken henholdsvis fra 25 til 500 kroner, mener for sine samlede indbetalinger af kr. 1.600,00 at kunne holde sig til de i Centralbankens kjelder deponerede penger, forsaavidt kr. 1.600,00 angaar.

Da ogsaa selskabets konkursbo har gjort krav paa at komme i besiddelse af de paa sidstnævnte sted af Holmsen deponerede penge, har denne i uvished om, hvem der var rette vedkommende til pengene, ikke villet udlevere disse. Efter forgjæves forsøgt forligsmægling har derpaa oven navngivne personer ved stevning afødt xx.xx.1909 sagsøgt Holmsen til at udlevere eller udbetale til dem de omhandlede kr. 1.600,00, hvorhos de har paastaaet ham ilagt sagens omkostninger. A/S Norsk Bær- og Frugtanlægs konkursbo har optraadt som intervenient i sagen, hvor det efter forgjæves anstillet forligsmægling har nedlagt saadan paastand: «At indstevnte, skibshandler H. Holmsen, tilpligtes under en daglig løbende mulkt at udlevere til citantskabet, Norsk Bær- og Frugtanlæg A/S, dets konkursbo, det i Centralbankens sikkerhedshvælv paa indstevntes navn henliggende beløb Kr. 2.091,51, hvilket beløb indstevnte har udtaget paa Norsk Bær- og Frugtanlægs konto i Centralbanken, samt at indstevnte tilpligtes at betale citantskabet sagens omkostninger».

Side:975

Indstevnte erkjender, at han ingen ret har til det af ham i Centralbanken deponerede beløb, men at dette enten tilkommer konkursboet eller de trondhjemske aktionærer, og har saavel overfor citanterne som overfor intervenienten paastaaet sig frifundet og tilkjendt omkostninger. - - -

Hvad realiteten angaar, er denne, som det af foranstaaende vil fremgaa, nærmest kun en tvist mellem citanten og intervenienten, hvori indstevnte alene spiller den passive rolle.

Citanterne gjør gjeldende, at kr. 1.600,00 af de deponerede penge tilhører dem. Tollefsen har, siger de, ikke havt ret til at tegne aktier efter selskabets skrivelse til ham afødt xx.xx.1906, og naar han trods den ordre, han i samme fik, har narret citanterne til tegning, kan ikke selskabets konkursbo have noget med de penge at gjøre, som er indkomne ved denne tegning. De kr. 1.600,00, som af Trondhjemsbanken blev udbetalt paa tegningsbeviserne anser citanterne kun som et udlæg for dem, og da disse kr. 1.600,00 er direkte indbefattet i checken paa kr. 2.500,00, maa de paa samme hævede penge, som indstevnte lod deponere i Centralbankens kjelder, betragtes som citanternes eiendom. Ved denne udsondring har efter citanternes mening selskabet tydelig vist, at det ansaa heromhandlede penge sig uvedkommende og stillede dem til disposition for eierne, det er citanterne.

Intetvenienten hævder derimod, at det i Centralbanken deponerede beløb tilhører boets masse, og at det er indstevntes pligt at stille pengene til disposition for boet.

Jeg maa heri give boet medhold, idet jeg ikke finder det synderlig tvilsomt, at det er boet, som er eier af de deponerede penge.

Det synes mig klart, at i det øieblik, indstevnte qua bestyrelsens formand hævet vedkommende penge i Centralbanken, tilhørte disse aktieselskabet. Men ved den udsondring, som indstevnte derefter foretog med pengene, skeede ikke nogen forandring med selve eiendomsretten, saalænge pengene ikke blev stillet til disposition for nogen anden. Det var jo en rent ensidig forføining, som herved blev foretagt fra selskabets side gjennem indstevnte, og citanterne, der ikke engang blev underrettet før konkursen om pengenes deponering, kan følgelig ikke siges at være overdraget nogen eiendomsret til disse penge. Naar citanterne har søgt at paavise forbindelsen mellem disse penge og de af dem stedfundne indbetalinger i Trondhjem, er dette uden betydning ved afgjørelsen af eiendomsretten til de deponerede penge. Noget andet er spørgsmaalet, om citanterne kan fordre refusion af boet for sine indbetalinger; men dette er et rent obligatorisk krav, som ikke kan afgjøres i nærværende sag, men som i tilfælde maa anmeldes i boet. Det faar da senere afgjøres af konkursretten, om citanterne har nogen ret i boet. Boets (intervenientens) paastand findes derfor at burde tages tilfølge, og indstevnte saaledes at burde frifindes for citanternes tiltale.

Sagens omkostninger formenes at burde ophæves. Der antages overhovedet ikke at være formel adgang til at tilkjende citanterne omkostninger hos intervenienten.

L. Bade.

Enig.

W. G. Winsnes, kst.

Med hensyn til realiteten bemerkes, at jeg maa gaa ud fra, at de omhandlede 1.600 kroner - som af intervenienten selv erkjendt ikke er og altsaa aldrig har været i konkursboets besiddelse.

Og jeg mener, at boet heller ikke nogensinde har havt noget retsmæssig krav paa dette beløb; Hr. Tollefsens fuldmagt til i Trondhjem at erhverve aktietegning til selskabet maatte ansees hævet ved bestyrelsens beslutninger afødt xx.xx.29 september 1906, som blev meddelt Tollefsen 2 oktober. Og hvad Tollefsen efter dette fik tegnet af aktier i Trondhjem kan ikke

Side:976

ansees at vedkomme aktieselskabet. Bestyrelsen og ikke Tollefsen var aktieselskabets repræsentant ligeoverfor trediemand.

Det maa vistnok antages, at citanterne, hvis de havde været vidende om aktieselskabets økonomiske stilling og bestyrelsens dertil støttede beslutninger af 28-29 september ikke vilde have tegnet her omhandlede aktier, og den omstændighed at Tollefsen som det synes benyttet sig af deres vildfarelse til at modtage deres tegningsforskrivelse, kan ikke begrunde nogen ret for aktieselskabet. Det forekommer mig, at indstevnte (Holmsens) optræden i denne sag har været ganske korrekt. Efterat han havde meddelt Tollefsen, at aktietegningen skulde stanse, modtog han pr. check de tegnede 1.600 kroner fra Tollefsen; men han tog dem ikke til indtægt for aktieselkabet men indsatte dem paa en særkonto, og bestyrelsen besluttede under 31 oktober 1906, at pengene skulde «fremdeles henligge paa denne maade for derved at markere bestyrelsens opfatning af forholdet» idet den for sit vedkommende ikke vilde have udtalt nogen mening om, hvorvidt dette beløb rettelig tilhørte selskabet eller de aktionærer . . . ., for hvis regning de er indbetalt.» Dette synes at være klar tale og strider bestemt imod, at beløbet skulde være taget til indtægt for boet. At konkursboet senere har besluttet at tage beløbet til indtægt, kan ikke forandre forholdet.

Jeg mener altsaa, at beløbet qu. aldrig er indgaaet i intervenientens bos masse ligesom at boet aldrig har havt nogen ret til disse penge.

Indstevnte har erklæret, at han er villig til at udbetale beløbet til rette vedkommende, og da citanterne under disse omstændigheder maa ansees at have krav paa at faa de 1.600 kroner tilbage voterer jeg for saadant domsresultat. Renter er ikke paastaaet. Til at paalægge indstevnte sagsomkostninger findes der ikke grund. - - -

E. Kjerschow.