Rt-1912-1025

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1912-10-01
Publisert:	Rt-1912-1025
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	Dom 1 oktober 1912 i l.nr. 5 s.a.
Parter:	Jørgen Storvig (advokat Vilh. Heiberg) mod Landbrugsdepartementet (regjeringsadvokat Lous).
Forfatter:	Assessorerne Backer, Vogt, Christiansen, Prydz, Bjørn, Hagerup Bull, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687), Norske Lov (1687) 3-

Angaaende nærværende sags gjenstand og nærmere omstændigheder henvises til præmisserne til de tidligere i sagen afsagte domme. Ved den af den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Nordre Gudbrandsdalens sorenskriveri under 28 august 1909 afsagte dom blev saaledes kjendt for ret: «Det offentlige kjendes eiendomsberettiget til den i Stordalens og Langmarkens statsalmenning ved Veltvandet beliggende «søndre Storviks sæter», dog saaledes, at indstevnte Jørgen Storvik ansees berettiget til uden det offentliges samtykke: «1. At overdrage (ved salg eller bortleie) omhandlede sæter til indenbygds brugsberettigede i almenningen. 2. At bortleie som hvilesæter nævnte sæter uden havneret eller anden brugsret i almenningen til ikke brugsberettigede i samme almenning. Sagens omkostninger ophæves».

Ved Trondhjems overrets dom afødt xx.xx.1910 blev derimod saaledes kjendt for ret: «1. Staten kjendes eiendomsberettiget til den i Stordalens og Langmarkens statsalmenning ved Veltvandet beliggende «søndre Storviks sæter». 2. Eieren af søndre Storvik, gnr 103, br. nr. 1 i Vaage kjendes uberettiget til uden statens samtykke at borforpagte sæteren eller at benytte den paa anden mande end som sæter. 3. Prosens omkostninger ophæves for begge retter». overrettens dom er afsagt under dissens, idet et medlem af retten voterede for saadan konklusion: «Forsaavidt angaar eiendomsretten til den i Stordalen og Langmarkens statsalmenning ved Veltvandet beliggende «søndre Storvik sæter», bør underrettens dom ved magt at stande. Hvad angaar indstevnte Jørgen Storviks overdragelse af den i sagen omhandlede sæterkve til Rasmus Brun og hans bortleie af sæteren til Syver Sæteren, anerkjedes indstevntes dispositionsret i saa henseende, dog for den med Syver Sæteren indgaaede leies vedkommende uden nogen adgang for leieren til at havne eller øve anden brug i almenningen. Sagens kostninger ophæves for begge retter».

Jørgen Storvik har paaanket sagen til høiesteret og paastaaet underrens dom stadfæstet, og sig tilkjendt sagsomkostninger for overretens og høiesteret.

Indstevnte har paastaaet overrettens dom stadfæstet og sig tilkjendt sagsomkostninger for højesteret, derunder salær til regjerings. advokaten.

For høiesteret foreligger ligesom for overretten alene til afgjørelse spørgsmaalet om berettigelsen af Jørgen Storviks dispositioner med hensyn til søndre Storvik sæter, dels ved overdragelsen af en del af sæterløkken til Rasmus Brun, dels ved bortleie af sæteren til Syver Sæteren.

Høiesteret kommer til samme resultat som underretten og overrettens minoritet.

Side:1026

Hvorledes man end i sin almindelighed vil afgjøre det spørgsmaal, om brugsberettigede i statsalmenning har ret til at bytte sætre eller til at forandre grænsen mellem to nabosætre, maa man efter de foreliggende oplysninger gaa ud fra, at i den almenning, det her gjælder, har udviklet sig en lokal sedvaneret, ifølge hvilken de brugsberettigede har erhvervet ret til at overdrage sine sæterrettigheder helt eller delvis til andre brugsberettigede i almenningen. Og i denne sædvaneret findes tilstrækkelig hjemmel for appellantens overdragelse til Rasmus Brun af brugsret til den i sagen omhandlede sæterkve.

Med hensyn til bortleien af selve sæterbygningen og sæterløkken (uden havneret eller anden brugsret i almenningen) til Syver Sæteren, til benyttelse som hvilesæter, findes det afgjørende, at forholdet har bestaaet siden 1877 og maa ansees godkjendt fra det offentliges side, idet der ikke har været gjort nogen indvending mod samme før end umiddelbart før nærværende sags anlæg. Den nuværende skogforvalter har ogsaa i en for høiesteret fremlagt skrivelse afødt xx.xx.1905 bestemt tilraadet, at ingen forandring gjøres i det bestaaende forhold, idet samme utvilsomt er bedre for almenningen, end om Søndre Storvik benyttede sæteren for gaardens behov, og idet det er af den største betydning for bygden, at der bor folk paa dette sted baade vinter og sommer.

Dommens konklusion antages at burde affattes væsentlig i overensstemmelse med, hvad overrettens minoritet forsaavidt har foreslaaet.

Assessorerne Backer, Christiansen og Hagerup Bull er kommet til samme resultat som overretten, og tiltræder i alt væsentlig overrettens flertals begrundelse.

Processens omkostningen findes at burde ophæves for alle retter.

Dom:

Forsaavidt angaar eiendomsretten til den i Stordalens og Langmarkens statsalmenning ved Veltvandet beliggende «Søndre Storvik sæter», hør de ergangne domme ved magt at stande. Med hensyn til appellanten Jørgen Storviks overdragelse til Basmus Brun af den i sagen omhandlede sæterkve og appellantens bortleie til Syver Sæteren af sæterbygningen og sæterløkken, bør appellanten for Landbrugsdepartementets tiltale fri at være, dog saaledes, at appellanten kjendes uberettiget til at overdrage Syver Sæteren havneret eller anden brugsret i almenningen. Processens omkostninger for alle retter ophæves.

Af underrettens dom hidsættes:

Gaardbruger Ole Storvik af Vaage, der i 1877 eiet gaarden Søndre Storvik, hvortil hørte en sæter «Søndre Storviksæter» i nærheden af Veltvandet i Stordalens og Langemarkens statsalmenning, kjøbte nævnte aar med finansdepartementets tilladelse, cfr. dettes skrivelse av 21 april 1880, den gaarden Sande tilhørende sæter «Besstrand sæter» ligeledes beliggende i nævnte almenning. Denne sæter har siden 1877 været benyttet som almindelig sæter til Søndre Storvik, hvis eier paa grund heraf ikke længere havde brug for Søndre Storvik sæter. Denne blev derfor i 1877 bortleiet til en mand ved navn Syver Sæteren, der som forpagtningsafgift svarer 2/3 af den høavling, som høsten paa sæterløkken. Leieren bor aaret rundr paa sæteren, der ligger lige ved den eneste kjørevei (bygget i 1 aarene) der fører indover Stordalens og Langemarkens statealmenning. Sæteren benyttes derfor i stor udstrækning som hvilested (hvilesæter) for kjørende, og da hovedsagelig for de i almenningen brugsberettigede, der hele vinteren igjennem driver tømmerkjøring fra almenningen, og foder- og mosekjøring fra sine sætre. Den er

Side:1027

for tiden det eneste hvilested (omtrent midtveis) mellem bygden og Randsverk en afstand af ca. 3 mil.

I 1903 vilde eieren af Søndre Storvik sæter, Jørgen Storvik, have frasepareret denne en liden løkke (kalvekve) der tillaa sæteren, og som han havde solgt til gaardbruger Rasmus Brun af Vaage, der er brugsberettiget og havneberettiget i den samme del af almenningsn som søndre Storvik; det solgte stykke ligger lige ved Rasmus Bruns sæter, og kun adskilt fra hans sæterkve ved et gjerde, der altsaa vil komme til at bortfalde, hvis stykket tillæggss hans sæterkve.

Under forhandlingerne i sagens anledning gjorde Jørgen Storvik overfor det offentlige gjældende, at han ansaa sig som eier af sæteren, da denne havde tilhørt gaarden fra umindelige tider af, og da landbrugsdepartementet hævder, at sæteren tilhører det offentlige som eier af Stordalens og Langmarkens statsalmenning, har nævnte departement indkaldt nævnte Jørgen Storvik her for retten, og ved sagene iretteførelse nedlagt paastand paa, at det offentlige som eier af Stordalens og Langmarkens statsalmenning kjendes eiendomsberettiget til Søndre Storviks sæter, og at eieren af Søndre Storvik, gaards nr. 103, br. nr. 1 i Vaage kjendes uberettiget til uden det offentliges samtykke, at bortforpagte sæteren, eller benytte den paa anden mande end som sæter. - - -

Indstevnte indrømmer, at Søndre Storviks sæter ligger i Stordalens og Langemarkens statsalmenning, og at den havneret m.v., som udøves fra sæteren, foregaar paa statens grund. Det maa desuden ansees at være paa det rene, at sæteren ialfald indtil 1877, da den bortforpagtedes til den nuværende forpagter, Syver Sæteren, blev brugt som almindelig sæter. indstevnte mener imidlertid, at saavel den indhegnede sæterkve som husene paa denne er gaarden søndre Storviks private eiendom, hvorover eieren frit kan disponere ved salg, bortforpagtning eller paa anden maade. Kveen har, anfører han, fra umindelige tider, antagelig saalænge, der har eksisteret nogen bebyggelse i Vaage, tilligget gaarden Søndre Storvik, hvis eiere har indhegnet, bebygget og vedligeholdt og høstet den, og saaledes havt den i sin besiddelse. - - -

Særlig med hensyn til bortforpagtningen til Syver Sæteren gjør indstevnte gjældende, at det offentlige eller dets repræsentant, skogforvalterne, har havt fuld kundskab herom helt siden 1877, da sæteren første gang blev bortleiet, og det offentlige maa derfor ved i 29 aar at have iagttaget bruget antages at have godkjendt bortforpagtningen.

Citantskabet mener, at indstevnte hverken ved hævd eller alders tids brug kan have erhvervet sæteren til privat eiendom, idet den af gaarden Søndre Storviks eier indtil 1877 har været brugt som almindelig sommersæter, og det mener, at karakteren af denne brug og deraf følgende besiddelse ikke har været saadan, at den kan hegrunde nogen eiendomsret. Sasvel sæterløkken, som husene paa sæteren har nemlig kun været til som et nødvendig tilbehør til havneretten, og kan saaledes ikke have været besiddet som eiendom.

At overdragelse af sæter med havneret til andre i almenningen brugsberettigede skulde være hjemlet i alders tids brug, kan han ikke medgive, idet det flere gange har været indgivet andragende til det offentlige om tilladelse til saadanne overdragelser, sasledes ved salget af Sandnessæteren (Stutgaangen) i 1899, og ved salget af Hindsæteren, begge i Stordalens og Langemarkens statsalmenning. Forøvrig mener citantskabet, at en saadan ret til overdragelse af sæterret ikke kan vindes gjennem alders tids brug,

Side:1028

Citantskabet benegter, at det offentlige ved ikke at skride ind tidligere, har anerkjendt den skeede bortforpagtning af Søndre Storviks sæter. Det offentlige har i nogen tid taalt denne uretmæssige brug af sæteren, men har ikke derved anerkjendt den som lovlig.

Retten antager ikke, at indstevnte kan ansees som eier af Søndre Storviks sæter. Det er erkjendt af indstevnte, at den ligger i Stordalens og Langemarkens statsalmenning, og formodningen er da for, at den ogsaa tilhører denne. Den har efter det oplyste ikke været brugt eller benyttet paa en mande, der tilkjendegiver den som en særskilt eiendom, udskilt fra almenningen. Den har tvertimod været anvendt saaledes som de andre sætre i omhandlede almenning og, som det maa antages, overensstemmende med N.L. 3-12-3. Saavidt vides hører der til alle sætre i Stordalens og Langemarkens almenning en større eller mindre sæterløkke, hvorpaa høstes hø, der enten opfores om vinteren paa sæteren eller føres til gaarden nede i bygden til opforing der. Naar disse sæterløkker oprindelig er indgjærdede vil i de fleste tilfælde falde vanskelig at oplyse. De har i almindelighed været gjenstand for udvidelse i tidernes løb, og det lige til 1860 aarene, da det offentlige gjorde saadan udvidelse afhængig af dets tilladelse. Bande disse sæterløkker og husene paa sæteren har dannet et tilbehør til havneretten i almenningen. N.L. 3-12-3 forudsætter, at der bygges sæterbol i almenningen af den, som vil udøve sin brugsret der. Som tilbehør til havneretten maa sæterkveen derfor fremdeles ansees som almenningen tilhørende, og nogen privat eiendomsret over den kan in casu ikke ansees stiftet. I denne forbindelse henvises til Kristiania stiftsoverretsdom afødt xx.xx.1868 i U. F. L. VIII side 426, der netop angaar en sæter i Stordalens og Langemarkens statsalmenning. En anden sag er det, at den brugsret, som indstevnte har udøvet fra gammel tid i væsentlig grad indskrænker det offentliges eiendomsret til samme.

Hvad der gjælder sæterløkken, maa ogsaa finde anvendelse paa den tomt, hvorpaa sæterhusene er opført. Tømmeret og det øvrige materiale i husene maa derimod tilhøre brugeren af sæteren. Han har med hjemmel af sin brugaret i almenningen faaet udvist det til bygning af sæterhusene nødvendige tømmer paa samme mande, som han faar udvist tømmer til bebyggelse af sin gaard nede i bygden. Og det kan vel ikke ansees tvivlsomt, at han kan disponere over husene paa sin gaard, som han vil, rive dem ned og sælge dem f.eks. At der forsaavidt skulde være nogen forskjel paa det tømmer, som anvendes til bygning paa gaarden nede i bygden, og det, som anvendes paa sæteren, kan ikke antages. Det maa formentlig ansees som en privat eiendomsgjenstand, saasnart det er skilt fra almenningen (hugget).

Spørgsmaalet bliver dernæst, hvor langt indstevntes dispositioneret over sæteren strækker sig. I saa henseende bemærkes, at det ved de i denne materie afsagte domme (se særlig H. R. D. afødt xx.xx.1868, U. f. L VIII, s. 288 ff, Do. afødt xx.xx.1879, Rt-1879-200, og upasanket O. R. D. afødt xx.xx.1880, Rt-1881-855) kun kan ansees fastslaaet, at overdragelse af sæter til udenbygds gaard eller person, der ikke har brugsret i den almenning, hvori sæteren ligger, er utilstedelig. Derimod kan ikke spørgs maalet om, hvorvidt en bruger af sæter i almenning er berettiget til at overdrage eller bortleie sæteren med havneretten til en anden indenbygds brugsberettiget eller til at overdrage eller bortleie sæterkveen med paastaaende huse til en inden- eller udenbygde ikke brugsberettiget ansees afgjort ved disse domme.

Efter N.L. 3-12-3 skal enhver «nyde sæter- og fædrift i den almenning, som ligger til hans bygdelav», ligesom han efter samme artikel kan

Side:1029

flytte sin sæter, naar den ikke flyttes andre til skade. Enhver gaardbruger er altsaa berettiget til, saafremt han ikke skader andre derved, at rydde sig sæter i almenningen, og det kan da ikke skjønnes, hvad der skulde være iveien for, at han istedet overtager (ved kjøb eller leie) en ældre allerede ryddet sæter, som opgives af den tidligere bruger. Det kan i denne forbindelse bemerkes, at der er adskillige gaardbrugere i Vaage, som ingen sæter har, og for disse vil altsaa, dersom der i almenningen ikke findes strækninger, der endnu ikke er optagne som havnegang, og som paa grund af sin beliggenhed eller beskaffenhed egner sig til rydning som sæter, adgangen til at skaffe sig egne sætre være vanskeliggjort og i tilfælde endog umuliggjort, medmindre de har ret til uden departementets samtykke at overtage ældre allerede ryddede sætre.

Fra almenningens eiers side kan der efter rettens mening ikke reises nogen indvending herimod, da det maa være denne ligegyldig, enten den ene eller anden gaard eller person udøver havning i en bestemt strækning af almenningen. Kreaturbelægget i den samlede almenning forøges jo ikke ved en saadan overdragelse, der i tilfælde kun kan være til skade for de havneberettigede i vedkommende strækning, hvor belægget muligens kan blive noget forøget. Dette vil imidlertid de i strækningen havneberettigede i henhold til N.L. 8-12-3 i tilfælde kunne modsætte sig, medmindre den nye bruger havner med det samme eller et mindre antal kreaturer end den forrige, i hvilket tilfælde indhentelse af samtykke fra de øvrige havneberettigede ikke kan antages at være nødvendig.

For Stordalens og Langmarkens almennings vedkommende maa det i alle tilfælde ansees som fastelaaet ved alders tids brug, at saadan overdragelse af sæter til indenbygds brugsberettiget kan finde sted uden departementets samtykke. Det maa nemlig antages at være paa det rene, at en hel del sætre i almenningen helt fra 1764 (og sandsynligvis ogsaa tidligere) og ned til vor tid, og særlig i aarene 1830-1870, ved overdragelse mellem de brugsberettigede har skiftet eiere - paa en af indstevnte under sagen fremlagt fortegnelse over sætre, der med sikkerhed vides at være solgt, er opført 40 saadanne, og at disse overdragelser, der ofte har repræsenteret forholdsvis betydelige værdier, har fundet sted uden at statens samtykke som almenningens eier har været indhentet, og uden at der fra dens side er fremkommet nogen protest mod saadanne overdragelser før, saavidt sees, omkring 1880.

I det foreliggende tilfælde er det som nævnt kun en del af Søndre Storviks sæter, der er solgt til Rasmus Brun, nemlig en liden særskilt indhegnet kve, der antagelig kan benyttes til slaatteland. Retten kan efter det foran anførte - ikke indse, at der er noget til hinder for denne overdragelse, der dog kun kan omfatte brugsretten, ikke eiendomsretten til jordstykket. Har man nemlig først ret til at overdrage hele sæteren med havneretten til en anden indenbygds brugsberettiget, maa det samme gjælde en del af sæterløkken, hvorover den sæterberettigede udøver en ret, der grænser nær ind paa eiendomsret - og dette stemmer formentlig ogsaa med, hvad der i heromhandlede henseende har været sedvanlig fra gammel tid af.

Retten finder altsaa, at i heromhandlede almenning maa overdragelse af sæterret til indenbygds brugsberettigede kunne finde sted uden samtykke fra det offentliges side.

Hvad indenbygds ikke-brugsberettigede angaar, antages sæterret (havneret med tilbehør) ikke at kunne overdrages til saadanne; thi disse er jo ikke brugsberettigede i almenningen. Spørgsmaalet bliver da, om ikke sæterhuse og sæterløkke uden havneret eller anden ret i almenningen kan sælges eller bortleies til ikke brugsberettigede (inden- eller udenbygdsboende).

Side:1030

Som før bemerket er sæterløkke og huser at anse som tilbehør til havneretten i almenningen, og til ved salg at skille dette tilbehør fra havneretten for bestandig uden samtykke for det offentlige, som eier af grunden, kan der ikke være adgang. Nogen sedvane, som skulde hjemle en saadan ret for de sæterberettigede, han ikke antages at eksistere.

Hvor det derimod kun gjælder bortleie for et kortere eller længere tidsrum af sæterkve med huse, synes forholdet at stille sig anderledes. Det kan jo tænkes, at en sætereier ikke ønsker at skille sig af med en sæter, som han f.eks. for tiden ikke har brug for. Ligesom det ikke kan antages, at sæteren isaafald skulde tilfalde det offentlige som almenningens eier, saaledes vilde det ligeoverfor sætereieren være urimelig, om han skulde være nødt til at lade sæteren, hvorpaa der ofte er nedlagt betydelige kapitaler i penge og arbeide, staa ubrugt, idet bygningerne paa sæteren derved vilde komme til at forfalde.

Selv om det imidlertid kan stille sig tvivlsomt, hvorvidt bortleie af sæterkve med huser til ikke brugsberettigede i almindelighed er tilladt, finder retten dog, at der i det foreliggende tilfælde ikke fra det offentliges side kan gjøres nogen berettiget indvending mod den stedfundne bortleie.

Som foran nævnt benyttes Søndre Storviks sæter som hvilesæter, og da hovedsagelig for de i Stordalens og Langmarkens statsalmenning brugsberettigede. Som saadan har den antagelig paa grund af sin heldige beliggenhed midt mellem bygden og Randsverk været benyttet, helt siden der i 1870 blev anlagt kjørevei indover almenningen, og er nu især paa vintertid et overordentlig sterkt trafikeret sted.

Det siger sig imidlertid selv, at den brugsret, som saaledes bortleies, ikke kan være videregaaende, end den eieren selv kan udøve. I nærværende tilfælde har indstevnte som anført bortleiet sin sæter til Syver Sæteren, der ikke er brngsberettiget i almenningen. Som følge heraf har leieren ikke ret til at udøve nogen havning eller brugsret i almenningen.

Naar det fra indstevntes side er anført, at man skulde kunne havne med det antal kreaturer, som vinterfødes paa sæteren, er dertil at bemerke, at havneretten tilligger vedkommende gaard i bygden, og at sæteren som tilbehør til havneretten ingen selvstændig havneret kan have. Forsaavidt derfor Syver Sæteren driver havning i almenningen, maa denne være uberettiget. Af hvad der foran er anført følger, at der ikke fra det offentliges side kan gjøres nogen indvending mod, at han bor paa sæteren aaret rundt, idet ogsaa in ds tevnte maatte have været berettiget hertil. Af Gudbrandsdalskommissionens indberetning s. 159 ff. fremgaar det nemlig, at en række sætre i Stordalens og Langmarkens statsalmenning har været benyttet, og benyttes ogsaa som vintersæter, uden at der saavidt vides fra det offentliges side har været gjort nogen indvending derimod.

Retten kommer saaledes til det resultat, at det offentlige vistnok maa kjendes eiendomsberettiget til heromhandlede sæter, men at indstevnte maa ansees berettiget til uden det offentliges samtykke. 1. At overdrage (ved salg eller bortleie) heromhandlede sæter til andre indenbygde brugsberettigede. 2. At bortleie sæteren saaledes som in casu skeet, naar undtages, at han ikke til Syver Sæteren, der ikke er brugsberettiget, kan bortleie sammen med sæteren nogen havneret eller anden brugsret i almenningen.

Det bemerkes, at det kun er de foran omhandlede 2 spørgsmaal, der har været gjenstand for procedure, og retten vil derfor intet have udtalt om, hvorvidt indstevnte er berettiget til at bertleie sæteren, f.eks. som sportssted eller lignende.

Side:1031

Af overrettens dom hidsættes:

Som det fremgaar af paastand og proædure her ved retten, anerkjender indstevnte nu statens eiendomsret til den i sagen omtvistede under indstevntes gaard liggende sæter.

Der er saaledes her ved retten alene spørgsmaal om retmæssigheden af de af indstevnte med hensyn til sæterens brug trufne forføininger. Disse gaar, som det sees, dels ud paa overdragelse af en del af sæterløkken, en liden indhegnet kve, til den i almenningen ligeledes brugsberettigede Rasmus Brun, til hvis sæterløkke kveen grænser umiddelbart op, dels paa bertleie af sæteren til den ikke brugsberettigede Syver Sæteren.

Hvad angaar den førstnævnte disposition, sæterkveens overdragelse, bemerkes: Jeg antager med underdommeren, at den stadfundne overdragelse bør opretholdes. Den interesse, staten har som eier af almenningen, antages nemlig ikke at berøres deraf. De brugsberettigedes ret i almenningen er ligeoverfor statens ret den principale, og der kan saaledes formentlig ikke fra statens side lægges hindringer iveien for dens udøvelse paa den for brugerne mest tjenlige maade. Retten begrænses ifølge loven alene af, at ikke gaardens fornødenhed overskrides eller de andre brugsberettigedes ret krænkes. Men i nærværende tilfælde vil overdragelsen ikke komme i strid hermed. Enhver sæterkve, som optages fra nyt af, vil forøge vedkommende gaards evne til kreaturhold, og derved udvide dens havneret og ogsaa iøvrig øge dens behov i almenningen, og det offentlige anser sig derfor vistnok med rette berettiget til at afgjøre, om saadan udvidelse af sætermarken skal tilledes. Hvor der blot er spørgsmaal om bytte mellem de brugsberettigede indbyrdes af allerede optaget sætermark, staar derimod sagen anderledes. Det behov i almenningen, som den allerede optagne mark, kve, betinger, bliver her uforandret, og anderledes bliver heller ikke forholdet ved ligefrem afstaaelse fra den ene berettigede til den anden af saadan mark. Der opstaar ikke nye behov i almenningen. For i disse tilfælde at negte de sæterberettigede ret til at slutte gyldige aftaler indbyrdes om brugen af sæterretten, maatte forbud herom formentlig være positivt udtalt i loven, som imidlertid ingen saadan bestemmelse har. Dens bestemmelse om ret til at flytte sætermark «did, som ingen mand er til skade», kan maaske endog paaberaabes til støtte for det modsatte resultat. Fra regelen ved reelle servituter, der i theorien ansees uafhændelige uden i forbindelse med den eiendom, til hvilken den ligger, antages ingen slutning at kunne drages, da sæterret er et herfra forskjellig reteforhold (Brandts thingsret s. 172), hvis eiendommelighed forsaavidt bestaar i, at retten ikke alene tilligger den enkelte gaard, men hele bygden, idet de enkelte gaarde alene er dens aktuelle udøvere. At der i dette forhold ialfald tildels maa kunne flude sted en opgivelse af rettens udøvelse til fordel for en anden berettiget, eller med andre ord en overdragelse til en saadan, fluder jeg derfor at maatte antage, idet heller ikke retspraksis hidtil kan skjønnes at have afgjort sagen anderledes, om der end heller ikke kan sees at foreligge afgjørende præjudikat for det her antagne resultat. At man under nærværende sag fra begge sider har ment at kunne paaberaabe navnlig høiesteretsdom 17 april 1868, U. f. L. VIII, s. 288, viser, i hvilken stilling spørgsmaalet i saa masde staar. Senere end den citerede dom har man en i Rt-1881-855 refereret Kristiania stiftsoverretsdom, som kjender et til en udenbygds mand udfærdiget skjøde paa sæter ugyldig, men samtidig udtaler sig for skjødehaverens adgang til at afhænde sæteren til en indenbygds sæterberettiget. At be brugsberettigede i stor udstrækning indretter sine brug i almenningen efter indbyrdes aftale, ser man blandt andet af den i Rt-1879-200 refererede høiesteretsdom, som tillige afgjør, at

Side:1032

der dog ikke ved saadanne aftaler kan lægges hindring iveien for udøvelse af brugen i overensstemmelse med loven af dem, som maatte staa udenfor aftalen, kfr. høiesteretsdommen i slutningen, hvor der er taget afstand fra underrettens fortolkning i anden retning af N.L. 3-12-3. Hensynet til den allerede stedfindende brug maa saaledes ikke overdrives, hvilket findes at burde anføres overfor appellantskabets paaberaabelse af N.L. 3-12-3 til fordel for den bestaaende tilstands urokkelighed. At retsudøvelsen inden bygden i stor udstrækning og tildels langt tilbage i tiden, kfr. den freralagte afskrift af kjøbekontrakt paa en sæter afødt xx.xx.1764, har tilladt overdragelse af sæter (eller sætermark), maa ansees sandsynliggjort ved de af indetevnte for underretten fremskaffede bevisligheder. Den i departementsskrivelse afødt xx.xx.1880 og cirkulære afødt xx.xx.1887 indeholde fordring for staten paa i alle tilfælde at tilkomme approbationsmyndighed kan paa den anden side, om end administrativt berettiget, ikke ansees bindende, hvor det gjælder prøvelsen af retsspørgsmaalet. Forøvrig synes adskillig at tale for, at det offentlige i nærværende tilfælde har godkjendt overdragelsen, idet den stillede betingelse, at erhververen anerkjendte statens elendomsret er opfyldt, kfr. bemerkninger i indetevntes lete og appellantskabets 2det indlæg for underretten.

Jeg kommer saaledes med hensyn til den omhandlede overdragelse til samme resutat som underretten, hvis begrundelse ogsaa i det væsentlige tiltrædes.

Hvad dernæst angaar bortleien til Syver Sæteren af sæterløkken med huser, antager jeg derimod i modsætning til underretten, at denne disposition i og for sig har været uberettiget. Det er ikke en disposition mellem de brugsborettigede indbyrdes, og allerede deraf følger formentlig dens uretmæssighed, idet udøvelsen af enhver brug i almenningen regelmæssig maa være forbeholdt disse. Den af forpagteren udøvede brug gaar derhos efter det oplyste heller ikke ud paa vanlig sæterdrift, men paa at holde en saakaldt «hvilesæter», hvor de reisende i almenningen kan holde til. En saadan brug af sæteren er ikke direkte hjemlet i loven, og maatte derfor formentlig i ethvert tilfælde udkræve det offentliges samtykke for at blive gyldig, idet paaberaabelsen af dens nødvendighed for sæterbrugene ikke kan indsees at være tilstrækkelig retsfundament overfor staten, som, hvor det gjælder en usedvanlig brug, maa have ret til at gribe regulerende ind. Selvom man med underretten vilde anse sæterhusene undergivet den sæterberettigedes eiendomsret, et spørgsmaal, som det antages overflødig at afgjøre, kunde deraf formentlig ikke følge en saadan raadighed for den sæterberettigede som her omhandlet.

Det omhandlede forhold har imidlertid bestaaet i 29 aar før sagsanlægget, og det har fra først af været udøvet under fuldt kjendskab dertil fra det offentliges side, hvilket blandt andet bevidues af 6te kontravidne, der som daværende bruger af indetevntes gaard, oprettede dette leieforhold. Den daværende skogforvalter i Vaage, til hvem vidnet omtalte sæterens bortleie, udtalte sig paa en saadan mande, at vidnet maatte opfatte det som en billigelse («naar det offentlige havde sagt a, maatte det ogsaa sige b»). Det forklares da ogsaa i appellantskabets første underretsindlæg, at det offentlige har anseet sæterens benyttelee som hvilesæter nødvendig for trafiken. Jeg maa efter dette gaa ud fra, at sagen har været forelagt departementet. At det offentlige hermed maa siges at have samtykket i den stedfundne brug af sæteren, finder jeg da al grund til at antage, og det paa en mande, som ikke vilkaarlig bør kunde fragaaes. I henhold hertil antager jeg derfor, at det offentlige nu maa være bunden ved den paatalte brug, saa at bortleie respekteres inden de ved underretsdommen, som forsaavidt er upaaanket, fastsatte

Side:1033

grænser. Af det anførte følger, at jeg ikke finder grund til at fastsætte retsforholdet i en saadan almindelighed, som i underretsdommens konklusion udtalt. - - -

A. T. Næss.

Jeg antager, at appellantens paastand bør tages tilfølge.

Sæterretten i almenningerne er kun en brugsret for gaardene og af den omstændighed, at den tilligger en bygds gaarde overhovedet, og at disses brugsret gaar foran for statens ret, kan man ikke udlede, at den ene gaard kan overdrage sin ret til en and en gaard. Forholdet til almenningerne er i flere henseender fæstnet særlig for hver gaard og specielt sæterretten falder temmelig forskjellig for de forskjellige gaarde. Man kan heller ikke, som indstevnte mener, udlede adgang til overdragelse fra bestemmelsen i N.L. 8-12-3 om flytning af sæter, idet saadan flytning forudsætter en ledig, noptaget plads for sæter, og at den gamle sæterplads opgives som saadan-Indstevnte kan heller ikke høres med, at kveen og husene skulde sees under et andet synspunkt end havningen fra sæteren.

Jeg gaar ud fra, at præjudikat ikke foreligger.

Hvad bortleien til Syver Sæteren angaar, antager jeg, at det ikke kan hjælpe, at forholdet har bestaaet saa længe som 29 aar. Staten er ikke medkontrahent i dette leieforhold, saaledea at der i det høieste kunde udledes en stiltiende tolerance fra dens side, om rette vedkommende har været vidende derom, men en saadan udvist tolerance kan ikke hindre staten fra at skride ind, naar dette, som her, aker, før hævd er vunden. - - -

Wildhagen.

Jeg kommer til samme resultat som andenvoterende og tiltræder ialt væsentlig hans begrundelse. Naar det her for retten er erkjendt, at staten eier søndre Storviks sæter, forekommer det mig som en modsigelse samtidig at kjende brugeren Jørgen Storvik berettiget til uden statens samtykke at overdrage sæteren til andre, selv om disse begrænses til indenbygds brugsberettigede i almenningen. Bortseet fra, at disse «brugsberettigede», ved salg af sine gaarde snart kunde forvolde forvikling ved at optræde kun som sætereiere, mener jeg, at afhændelser endog som sæterbrug til en anden eiendom vilde ataa i strid med det offentliges eiendomsret til almenningens grund. Foranledningen: til nærværende sag var, at en brugsberettiget, som allerede havde sæter i almenningen, ved kjøb erhvervede en ny. Den ældste sæter er derved blevet overflødig som sæterbrug for hans gaard, og burde saaledes være gjenstand for udlæggelse til andre, som maatte have behov derfor. Jeg vil da ikke have udelukket, at jo Jørgen Storvik med sin efterfølger kunde blive enig om godtgjørelse for opførelsen af de sæterbygninger, gjærder etc., som maatte findes, men overdragelsen af sæteren eller dele af denne, og sæterretten gaar langt videre. Og i det foreliggende tilfælde gjaldt det salg (med fraskillelse) af en sæterkve, uden at denne var betinget sammenslaaet med det andet sæterbrug, hvortil den stødte, samtidig som selve sæteren var bortleiet til en virksomhed, der stod aldeles fjernt fra sæterbrug i almenning fra gammel tid.

Bergersen.