Rt-1912-154

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-11-07
Publisert:	Rt-1912-154
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 23/2 s.a.
Parter:	John Mikkelsen Leknæs (advokat N. Onsager) mod afdøde Mikkel Johnsen Leknæs's og gjenlevende hustru Synneva Samsonsdatter fællesbo af Skaanevik ved skifteforvalteren, sorenskriveren i Søndhordland, under hvis bestyrelse boet staar, samt lodtagerne i boet: Synneva Samsonsdatter Leknæs m.fl. (advokat Rob. Jacobsen beskikket).
Forfatter:	Roll, Prydz, Bjørn, Birkeland, Backer, Hambro, justitiarius Thinn
Lovhenvisninger:	LOV-1892-06-04-1-§29, Odelsloven (1821) §10, §15, §19, LOV-1892-06-04-1-§22B, LOV-1892-06-04-1-§22, LOV-1892-06-04-1-§27

Under skiftebehandlingen af afdøde gaardbruger Mikkel Johnsen Leknæs's og gjenlevende hustru Synneva Samsonsdatters fællesbo er af den edsvorne fuldmægtig hos sorenskriveren i Søndhordland den 13 august 1908 afsagt saadan decision: «Den af Johan Mikkelsen Leknæs nedlagte paastand paa, at boets gaard, gnr. 106 bnr 6 Leknæs af Skaanevik udlægges til ham efter billig takst overensstemmende med lov afødt xx.xx.1863, tages ikke tilfølge.»

Denne decision er under ophævelse af sagens omkostninger stadfestet ved Bergens overrets dom afødt xx.xx.1909, idet derhos den edsvorne fuldmægtig - - - for forseelse mod lov afødt xx.xx.1892 §29 jfr. §22B er ilagt en bud til statskassen kr. 5,00 subsidiært 1 dags fængsel. Dommen er afsagt under dissens. Et af rettens medlemmer har voteret for, at John Mikkelsen skulde være berettiget til at faa sig gaarden udlagt for en sum, der ligger midt imellem fuld takst og billig takst.

Sagen er nu indbragt for høiesteret at John Mikkelsen som har erholdt dispensation fra reglerne om summa appellabilis. Han har nedlagt paastand om at kjendes berettiget til at overtage den hele gaard Leknæs (subsidiært den halve gaard) efter aasædestakst og at tillægges sagsomkostninger for alle retter.

De indstevnte, af hvilke enken Synneva Samsonsdatter og vergen for hendes umyndige børn har erholdt fri sagførsel, har paastaaet overretsdommen stadfæstet og appellanten ilagt processomkostninger for høiesteret.

Sagens nærmere omstændigheder vil erfares af præmisserne til decisionen.

Høiesteret kommer i skiftetvisten til samme resultat som overretten og anser det tilstrækkelig at henvise til den af overrettens flertal givne begrundelse. Den cand. Skjeldal ilagte mulkt sees efter det af overretten anførte at være beføiet. Til at anbefale den eftergivet ved benaadning findes ikke grund.

Overrettens dom vil saaledes blive at stadfæste.

Processens omkostninger for høiesteret findes at burde ophæves. Den beskikkede sagfører har udført sit hverv forsvarlig.

Side:155

Dom:

Overrettens dom bør ved magt at stande. Processens omkostninger for høiesteret ophæves. Salæret til den beskikkede sagfører, høiesteretsadvokat Robert Jacobsen ansættes til kr. 200.00.

Af decisonen hidsættes:

I henhold til et - under skiftebehandlingen af afdøde gaardbruger Mikkel Johnsen Leknæs og gjenlevende hustru Synneva Samsonedatters bo - af afdødes søn efter et tidligere egteskab, John Mikkelsen fremsat forlangende er der over boets gaard, gnr 106, bnr 6 Leknæs af Skaanevik afholdt to takstforretninger, under- og overtakst, under hvilke forretninger mændene har afgit 2 alternative takster over gaarden, billig takst i henhold til l. 9 mai 1863 og takst til fuld værdi efter gangbar pris i egnen overensstemmende med odelslovens §19. John Mikkelsen har der efter paa skiftesamling i boet nedlagt paastand paa, at gaarden i henhold til odelslovens §10 og lov 9 mai 1863 udlægges paa ham for det ved overodelstakstforretningen fastsatte mindste beløb kr. 3.600,00. Subsidiært har han som odelsberettiget til gaarden paastaaet denne udlagt paa sig for takst til fuld værdi - ifølge overtaksten kr. 4.200,00.

Mod John Mikkelsens subsidiære paastand har ingen af boets øvrige vedkommende havt noget at indvende. Derimod har stervboenken under henvisning til lov 30 Juli 1851 §12 protesteret mod, at gaarden udlægges paa John Mikkelsen efter billig takst, idet hun har erklæret at ville benytte sig af den hende ifølge nævnte lovbestemmelse tilkommende ret. Dersom John Mikkelsen mod enkens erklæring herom skal kunne gives medhold i sin paastand om at faa gaarden udlagt paa sig, maa han ligeoverfor den nævnte lovbestemmelse paaberaabe sig sin odelsret, og det vil ene og alene være i henhold til denne, han da kommer i besiddelse af gaarden. Men da maa han ogsaa som enhver anden odelsberettiget betale fuldt ud efter ganbar pris i egnen. - - -

Retten finder at maatte give stervboenkens paastand medhold - - -

Af overrettens dom hidsættes:

Det maa for nærværende sagsafgjørelse være overflødigt at indgaa paa alle de af appellanten reiste spørgsmaal. Aasædesretten er kun en den aasædesberettigede tilkommende fortrinsret overfor hans medarvinger, men ingen ret overfor længstlevende egtefælle. In casu har den efterlevende enke erklæret at ville benytte sin ret til efter lov afødt xx.xx.1851 §12 at kræve boets faste eiendom udlagt paa sig. Appellanten's aasædearet kan derfor ikke komme i betragtning, og den omstændighed, at han som odelsmand subsidiært har paastaaet gaarden udlagt paa sig, og at hans odelsret gaar foran enkens ret efter nævnte lov, kan ikke medføre, at han ogsaa opnaar at faa gaarden efter billig takst. Og da han ingen aasædesret kan gjøres gjældende, kan han ikke mere opnaa at faa den halve gaard udlagt efter billig takst end den hele. Idet saaledes skifterettens decision maa blive at stadfæste, antages dog sagens omkostninger at kunne ophæves. - - -

O. P. Olsen.

Jeg kommer til et andet resultat end førstvoterende. Jeg er enig med ham i, at aasædesret ikke kan gjøres gjældende mod enken. «Aasædesretten er efter sit begreb kun en imellem livsarvinger indbyrdes bestaaende fortrinsret.» (Motzfeldt side 167 jfr. Platou side 426). Den er en ret mod medarvinger (Odelslovens §10), men enken er ikke medarving. Vistnok læres der, at enken skal betragtes som medarving efter odelslovens §15 med hensyn til det der bestemte moratorium (Motzfeldt side 114, Brandts

Side:156

tingsret §70, Hallagers arveret §31), rigtigheden heraf tør dog være tvilsom. Af lov 30 juli 1851 §12 følger, at enkens ret til at beholde gaarden gaar forud for aasædesrer, (Jfr. Hagerups skifte side 95). Men kan ikke aasædesretten i denne henseende bruges mod enken, maa det formentlig sluttes at den heller ikke kan bruges i andre henseender, navnlig hvad angaar billig takst. Loven afødt xx.xx.1863 taler vistnok i almindelighed om billig takst, men ligesom den ikke kan gjores gjældende mod kreditorer eller i insolvente boer, saledes formenes den heller ikke at kunne bruges mod enke. Aasædesretten er som oven nævnt ikke en ret mod hende, hvilket er bekræftet ved lov 30 juli 1851 §12 og samme lovs bestemmelser om hendes adgang til at sidde i uskifte (Platou side 419). Loven af 1863 kan derfor heller ikke anvendes mod hende. En billig takst vilde - anvendt mod hende - ramme hende langt haardere end medarvingerne, idet hun maatte afgive endel af sin eiende formue til den aasædesberettigede. Det urimelige heri fremtræder grellest, hvor som her stedsøn staar overfor stedmoder.

Medens aasædesretten og specielt den billige takst ikke kan gjøres gjældende mod enken eller hendes halvdel i gaarden, maa den derimod være i fuld kraft ligeoverfor appellantens søskende - hans medarvinger for den anden halvdel. Han maa ligeoverfor dem alle og ikke blot ligeoverfor for de 3 helsøskende, som har samtykket faa halve gaarden for den billige takst. Den hele eiendom vil da blive at udlægge ham for 3.800 kroner, hvoraf 400 kr. maa tillægges enken ved forskudsvis udlæg for dette beløb under boets udlodning.

I samling 21 mai 1908 har administrator - sorenekriverens edsvorne fuldmægtig O. Skjeldal - i strid med lov 4 juni 1892 jfr. §22,3 udsat tvisten paa ubestemt tid. Herfor maa han ansees med mulkt efter nævnte lovs §27. C. Roll

Jeg er enig med førstvoterende. F. C. Prabl.