Rt-1912-156

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1911-11-10
Publisert:	Rt-1912-156
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 18/2 B s.a.
Parter:	Drammens aktiemeieri (advokat Bredal) mod Gustav N. Jelstad (advokat Fr. Stang Lund).
Forfatter:	Motzfeldt, Birkeland, Roll, Mejdell, Vogt, Reimers, Christiansen
Lovhenvisninger:	Straffeprosessloven (1887) §1

Assessor Motzfeldt: Ved dom afsagt af byfogden i Drammen den 9 mars 1908 blev et af Gustav N. Jelstad mod Drammens aktiemeieri anlagt søgsmaal afvist under ophævelse af sagens omkostninger.

Angaaende sagens gjenstand og nærmere omstændigheder henviser jeg til dommens præmisser.

Denne dom blev af Jelstad indbragt for Kristiania overret, ved hvis dom afødt xx.xx.1909 saaledes ble kjendt for ret:

«Den af generalforsamlingen i Drammens aktiemeieri den 28 juni 1905 vedtagne beslutning om, at appellanten Gustav N. Jelstad skulde udstødes at foreningen og have sine aktier forbrudt, og om, at han skulde betale i skadeserstatning kr. 400,00 kjendes ugyldig at være. Indstevnte Drammens aktiemeieri tilpligtes at betale appellanten erstatning efter skjøn, optaget paa indstevntes bekostning for den appellanten ved beslutningen samt ved indstevntes negtelse af at modtage hans melk paaførte skade med renter fra paaklagen. Sagens omkostninger for

Side:157

begge retter ophæves.» Dommen er afsagt under dissens, idet en af de voterende stemte for aktiemeieriets frifindelse.

Overrettens dom er af Drammens aktiemeieri indbragt for høiesteret med paastand om frifindelse, medens Jelstad har paastaaet overrettens dom stadfæstet. Begge parter har derhos paastaaet sig tilkjendt procesomkostninger.

Begge parter er her for høiesteret enige om, at spørgsmaalet om den omhandlede skadeserstatning af kr. 400,00 ikke her foreligger til behandling.

Jeg kommer til samme resultat som underretten og tiltræder i det væsentlige den af underdommeren samt af det dissenterende medlem af overretten givne begrundelse. Der sees mellem dem at væte forskjel med hensyn til konklusionens form, idet underdommeren voterede for afvisning, medens det dissenterende medlem af overretten voterede for frifindelse. Jeg er i dette spørgsmaal enig med underdommeren og tiltræder, hvad han derom har anført. Fundamentet for Jelstads sagsanlæg mod aktiemeieriet er en paastand om at selskabets myndigheder ved den fattede beslutning om hans udstødelse og forbrydelse af sine aktier skal have overskredet sin kompetence. Hvis dette ikke var tilfældet er jo spørgsmaalet efter lovenes §7 unddraget fra domstolenes paakjendelse. Naar man da kommer til det resultat, at nogen overskridelse af kompetence ikke har fundet sted, forekommer det mig at være det logiske, at sagen afvises fra retterne.

Sagens omkostninger for ovetretten og høiesteret finder jeg, at Gustav Jelstad maa erstatte Drammens aktiemeieri.

Konklusion:

Underrettens dom bør ved magt at stande. I procesomkostninger for overretten og høiesteret betaler Gustav N. Jelstad til Drammens aktiemeieri kr. 600,00.

Assessor Birkeland: Enig.

Assessor Roll: Forøvrig enig med førstvoterende finder jeg, at frifindelse i dette tilfælde vilde give det retteste domsudtryk.

Assessor Mejdell: Enig med førstvoterende.

Konst. ekstraordinær assessor, byretsassessor Christiansen: Ligesaa.

Ekstraordinær assessor. lagmand Vogt: Enig paa samme maade som hr. assessor Roll.

Assessor Reimers: Ligesaa

Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.

Af underrettens, dom hidsættes:

I generalforsamling i Drammens aktiemeieri den 28 juni 1905 blev der med 15 mod 8 stemmer fattet beslutning om, at Gustav N. Jelstad skulde paa grund af angivelig forfalskning af den melk, han leverede til meieriet, udstødes av selskabet og have aktier i denne forbrudt. Enstemmig vedtoges derefter, at som skadeerstatning til meieriet skulde han betale 400 kroner at erlægge inden 4 maaneder fra beslatningens datum. Det tilføiedes, at dersom han vedtog dette, frafaldt meieriet videre tiltale. Beslutningerne blev fattede, efterat der gjennem nogen tid havde været mistanke om, at nævnte Jelstad fra sin gaard Jelstad, Aamot i Modum leverede forfalsket melk til meieriet og efterat der i den anledning den 17 mai 1905 var udtaget og indsendt prøve af den paa meieriet leverede melk til statens kontrolstation med det resultat, at denne under 23 s. m. afgav saadan erklæring: «Saafremt prøven stemmer fra en besætning og ikke fra en enkelt ko, kan den paa grundlag af ovenstaaende undersøgelser erklæres for at være tilsat med vand». En

Side:158

fjøsprøve den 30 mai næstefter mentes ogsaa at bekræfte dette resultat. Direktionen i meieriet havde derefter møde den 21 juni 1905 om sagen og besluttede at forelægge den for generalforsamlingen, som derefter 28 s. m. fattede ovenanførte beslutninger.

Gustav N. Jelstad, som ikke vedtog beslutningerne og derfor blev ekskluderet, bestred imidlertid baade, at der var foregaaet forfalskning, ialfald forfalskning, hvorfor han er ansvarlig, og at generalforsamlingen har myndighed til at fatte beslutninger som de nævnte. - - -

Indstevnte har nedlagt paastand principalt paa sagens afvisning med tilkjendelse af kost og tæring, subsidiært paa, at indstevnte frifindes og tilkjendes sagsomkostninger.

Sin afvisningspaastand støtter indstevnte paa lovens §7 der for det, det her gjælder, lyder: skulde den leverede melk vise sig paa en eller anden maade forfalsket, tilkaldes direktionen, der har at undersøge sagen, og saafremt denne med pluralitet har vedtaget som sin overbevisning, at forfalskning har fundet sted, da skal vedkommende leverandør som straf udstødes af foreningen og tillige have sin aktie forbrudt, ligesom han ogsaa er ansvarlig for enhver skade, han ved saadan bedragerisk handlemaade har foraarsaget, og forpligtet til fuldkommen skadeserstatning.»

Retten er enig med citanten i, at ikke generalforsamlingen ved denne lovbestemmelse er givet nogen selvstændig myndighed til at fatte beslutninger som de paa mødet 28 juni 1905 med for indstevnte bindende virkning. Og det siger sig selv, at uden hjemmel i lovene har generalforsamlingen ingen saadan myndighed.

Retten finder imidlertid, at indstevnte alligevel maa gives medhold i sin afvisningspaastand. Ved den nævnte lovbestemmelse er der nemlig efter rettens skjøn givet direktionen i selskabet myndighed til at fatte beslutning ialfald om udstødelse og om forbrydelse af aktier (om erstatning se nedenfor). Anden mening kan lovene ikke vel have med dette. Det har aabenbart været hensigten at bestemme, at hvor forfalskning ansaaes at foreligge, skulde det organ, der har den øverste daglige myndighed i selskabets anliggender til dette selskabs beskyttelse og til hurtig afgjørelse i et væsentligt velfærdsanliggende have ret til at skride ind uden at behøve at anvende den vanlige vei gjennem rettergang og dom og det med den virkning, at direktionens afgjørelse i et saadant tilfælde skulde være uangribelig og heller ikke bagefter kunne indbringes for domstolene. Det kan heller ikke være tvilsomt, at saadan bestemmelse gyldigen kunde indtages i selskabets love, og engang vedtaget binder selskabets aktionæret saaledes ogsaa citanten.

Efter hvad der forøvrig er oplyst i sagen finder retten heller ikke, at der in casu foreligger noget, der skulde give adgang til at bringe en i henhold til denne lovbestemmelse fattet direktionsbeslutning ind under domstolens prøvelse. Der er som nævat udtaget melkeprøve, der efter undersøgelse ved statens kontrolstation er erklæret at være forfalsket. Derefter er holdt fjøsprøve med et resultat, hvori direktionen finder ny bekræftelse paa sin mistanke. Den holder derefter møde den 21 juni 1905, hvori citanten og hans budeie (søsteren Thea) efter indkaldelse er tilstede og gives fuld adgang til at forklare sig. Direktionen fastholder dog enstemmig den mening, den har opgjort sig, og sagde dette utvetydig til citanten. Efter hvad der man ansees sikkert godtgjort ved vidneafhørelse af personer, som dengang sad i direktionen, har denne derefter paa grundlag af sin faste overbevisning om, at forfalskning forelaa, enstemmig besluttet, at indstevnte skulde udstødes og have sin aktie forbrudt. Over dette blev der voteret og besluttet særskilt. Derefter har den, - som vidnerne siger: «uden sammenhæng med» den

Side:159

første beslutning - bestemt, at man vilde forelægge sagen for generalforsamlingen og det af den grund, siger vidnerne, at man vilde give citanten en chance til gjennem paavirkning af venner og bekjendte at faa en generalforsamlingsbeslutning for sig, hvilken direktionen havde bestemt sig til at respektere. Ogsaa om dette gav den citanten besked. Saa kom generalforsamlingens beslutning afødt xx.xx.1905, der sanktionerede direktionens afgjørelse.

Med denne sammenhæng for øie - og retten anser som nævnt denne sammenhæng fuldt bevist, hvorfor den ingen vegt kan lægge paa, at protokollationen om direktionens beslutninger har været ufuldstændig - indser retten ikke, at der er mulighed for at faa det af direktionen afgjorte spørsmaal ind til prøvelse ved domstolene. Der kan selvsagt i en saadan affære tvistes om, hvorvidt der har foreligget et uomstødelig bevis for den udstødtes skyld, og denne vil have vanskelig for at bøie sig for en afgjørelse af for ham saa alvorlig art. Men direktionens formelle myndighed anser retten som nævnt ubestridelig. Og efter de foreliggende oplysninger om sagens realitet kan der heller ikke vare tale om at sige, at direktionen har grebet aabenbart feil eller har handlet mod bedre vidende. Retten finder derfor heller ikke grund til nærmere at gaa ind paa de om sagens realitet forelagte oplysninger og heller ikke paa, hvorvidt en indbringelse for domstolene vilde kunne skeet, hvis saadan aabenbar feiltagelse eller bevidst urigtig afgjørelse havde foreligget fra direktionens side.

Men er saaledes direktionens afgjørelse unddraget domstolenes prøvelse, maa det samme in casu være tilfældet med generalforsamlingens dermed stemmende beslutninger. At sagen til overflødighed er indbragt for generalforsamlingen bliver da en rent indre selskabsaffære, som citanten saa meget mindre kan beklage sig over, som den maa ansees foretaget i hans in eresse. - - -

Af overrettens dom hidsættes:

- - - Jeg antager i modsætning til underretten, at der i det foreliggende tilfælde ikke har været lovlig adgang for direktionen til at udstøde appellanten som medlem af selskabet og til at erklære hans aktier forbrudt. Jeg finder det nemlig ikke tvilsomt, at statuternes §7 maa være saaledes at forstaa at saadan myndighed kun er hjemlet, naar vedkommende leverandør personlig har gjort sig skyldig i forfalskning, idet det bestemmes, at han skal «som straf udstødes af foreningen, ligesom han ogsaa er ansvarlig for enhver skade, han ved saadan bedragerisk handlemaade har foraarsaget».

Men det kan mod appellantens og hans budeies bestemte benegtelse ikke siges i nærværende tilfælde at være ført noget bevis for, at forfalskning har været foretaget med den fra hans fjøs leverede melk af appellanten personlig eller under hans medvirken eller med hans kundskab.

At statuternes §7 bestemmer, at det er direktionens (eller dens pluralitets) faste overbevisning, hvorpaa det i saa henseende kommer an, kan ikke være bindende for aktionærerne eller for domstolene. Æren - den borgerlige agtelse - er et uafhændelig retsgode og en aftale om, at man skal i et givet tilfælde betragtes som kjæltring eller bedrager, er selvsagt ligesaa ugyldig, som en forpligtelse til at lemlæste sig selv. Ligesaalidt som man med retsvirkning kan aftale, at en voldgiftsret skal afsige dom i straffesager eller overhodet i sager, som angaar en gjenstand, hvorover parterne ikke har fri raadighed (jfr. udkast til lov om rettergangsmaaden i tvistemaal 1908 §481, §497 §501), ligesaalidt kan den ene part i et kontraktsforhold overlade en saadan afgjørelse til den anden part, og derved uigjenkaldelig fraskrive sig - ialfald hvor der spørges om en saa væsentlig forbrydelse som her, -

Side:160

de garantier for en retfærdig dom, som ligger i statens retshaandhævelse i straffeprocessens former (jfr. Straffeproceslovens §1).

Sagen vilde paa det her berørte punkt have stillet sig anderledes, om selskabet med hensyn til forfalskning alene havde havt den bestemmelse, som - ifølge det under høiesteretssag: Bernard Gotaas mod Skogns meieri (Rt-1908-406) oplyste nu for tiden er almindelig for landets meierier, nemlig at forfalskning berettiger meieriet til at ekskludere vedkommende leverandør, hvad enten forfalskningen er denne selv at tilregne eller ikke, - en saadan bestemmelse er selvfølgelig gyldig men ifølge de her foreliggende statuters §7 er det undgaaelig med den lydelse, paragrafen har, at vedkommende leverandør, som udstødes, tillige samtidig af direktionen stemples som bedrager, og det gaar for vidt.

I nærværende tilfælde har forøvrig direktionen ikke ligefrem vovet at udtale som sin faste overbevisning at appellanten personlig har gjort sig skyldig i forfalskning. Direktørerne har som vidner den 12 mai 1907 (svar ad tillægsspørgsmaal) b) forklaret, at de gik ud fra, at den omhandlede forfalskning skyldtes citanten eller hans søster. Bortset fra, at det efter min opfatning heller ikke kan ansees godtjort, at denne sidste (budeien) har gjort sig skyldig i noget saadant forhold, - maa denne alternative afgjørelse i ethvertfald være utilstrækkelig til udstødelse af appellanten, idet den jo aabenbart forudsætter muligheden af, at bare den ene, budeien (søsteren) kan være skyldig, og isaafald vilde jo appellantens skyld være udelukket, og dermed anvendeligheden af den heromhandlede straffebestemmelse, efter den fortolkning, som jeg finder at maatte undergive den.

Det anførte vil i og for sig være tilstrækkelig til at begrunde omstødelse af generalforsamlingens beslutning at 28 juni 1905, idet det, naar det først antages, at selskabet som saadant ikke har havt lovlig hjemmel til det her omhandlede skridt, blir unødvendig at undersøge, hvorvidt direktionen virkelig allerede den 21 juni 1905 fattet saadan beslutning, eller hvorvidt den havde adgang til at henlægge den endrlige afgjørelse til den efterfølgende generalforsamling den 28 juni 1905. - - - Hakon Salvesen, kst.

Statuternes §7 etablerer et kontraktsforhold mellem meieriet og den enkelte leverandør og fastsætter en konventionel følge - «konventionalbod» - for leverance af forfalsket melk. Naar der i §en er brugt ordene «som straf» og længere nede udtrykket «bedragersk» er dette vistnok kun gjort for at forsterke trudselen ligeoverfor leverandørerne. Hvis man udelader nævnte ord og derpaa læser §7, blir indholdet uforandret og er antagelig stemmende med den for meierierne i almindelighed vedtagne konventionalbod for forfalskning af melken. Jeg finder det derfor ikke klart, at §en bør forstaaes paa den af førstvoterende antagne maade og vil ialfald intet have udtalt i saa henseende.

Imidlertid kommer jeg til samme resultat som førstvoterende. Den i §7 indeholdte kontrakt henlægger myndigheden til direktionen, medens generalforsamlingen ingen bemyndigelse fra parterne har til at udøve den direktionen tillagte voldgiftsmæssige afgjørelse. Direktionen har kun overladt til generalforsamlingen at træffe en afgjørelse, selv har den ingen beslutning fattet. Afslutningen paa direktionens forhandling afødt xx.xx.1905 er saalydende: «Da imidlertid denne forseelse ifølge statuternes §7 er kvalificeret til en straf af vidtrækkende følger, fattet bestyrelsen saadan beslutning: Generalforsamling indkaldes til sagens endelige afgjørelse.» Det er direktionen, hvem §7 tillægger det omhandlede tillidshverv, hvilket er forklarligt nok. Direktionen byder i et saadant tilfælde en ganske anden garanti end afgjørelse paa møde i en generalforsamling. Leverandørerne har ikke indgaaet

Side:161

paa at lade en saadan sag behandle som hvilkensomhelst sag blandt meieriets egne indre anliggender: talen er her om en afgjørelse, hvortil bemyndigelsen maa søges ligesaavel hos leverandøren som hos meieriet. Faktum er desuagtet at direktionen har besluttet generalforsamling indkaldt og overladt afgjørelsen til denne. Det afgjørende er, hvad direktionen i mødet 21 juni 1905 besluttet; dertil har appellanten at holde sig, og denne beslutning kan ikke ændres ved senere vidneforklaringer om hvad de enkelte direktører vilde gjort, hvis direktionen, som den skulde, havde fattet den endelige beslutning. Direktionen kommer paa denne maade bort fra det ansvar hvor garantien for leverandøren netop ligger. Sagen skal efter 7 afgjøres efter direktionens pluralitets «faste overbevisning», hvormed en afgjørelse af generalforsamlingen jo er ganske uforenlig. Jeg mener saledes, at ingen for appellanten bindende beslutning kan ansees fattet og kommer derefter til samme rusultat som førstvoterende, med hvem jeg forøvrig i det væsentlige er enig. J. Berg.

Jeg kommer, skjønt vistnok under adskillig tvil, til samme resultat som underretten, dog saaledes at jeg mener at instevnte bør frifindes og sagen ikke afvises. Jeg finder at maatte forstaa lovenes §7 derhen, at det afgjørende punkt i sagen er, at det er direktionens «faste overbevisning», at tilfældet er af saadan beskaffenhed, at udstødelsen bør finde sted, og at denne ovørbevisning er blevet vedkommende leverandør i tilkjendegivet. Med andenvoterende er jeg derhos enig i, at det ifølge denne §'s lydelse ikke udkræves, at direktionen skal have den mening, at leverandøren personlig har udført forfalskningen.

Lovparagraffen kræver kun, at melken «paa en eller anden maade» skal vise sig at være forfalsket, og i den omstændighed, at den paabyder leverandøren «som straf» skal udstødes af aktieselskabet, behøver efter min mening ikke at ligge mere, end at leverandøren af direktionen ansee s moralsk og juridisk ansvarlig for forfalskningen f.eks. ved ikke paa behørig pligtmæssig maade at have draget omsorg for, at sadan ikke har kunnet finde sted. At outrere udtrykket «som straf» og deri lægge forudsætningen om en personlig strafbar handling er efter min opfatning ikke rammende i et lovverk, der ikke kan antages udarbeidet af jurister. Forøvrig maa vel, naar melk er godtgjort at være blandet med vand, dette som regel forudsættes skeet ved en strafbar handling, hvorom melkens eier og leverandør ikke vel kan formodes uvidende. Her at tale om, at man ikke kan afhænde sin ære eller borgerlige agtelse, forekommer mig ikke paa sin plads. Jeg er enig med underretten deri, at lovens motiv maa antages at være, at man ikke har villet have denslags sagers realitetsbehandling ind for domstolene «og for at direktionens faste overbevisning» skulde kunne annuleres og underkjendes af domstolene, maatte leverandøren derfor i ethvertfald bevise, at direktionens skjøn og overbevisning var baseret paa falske forudsætninger. Men noget saadant bevis er her ikke ført. Det maa ansees godtgjort, at melken var forfalsket den 17 mai 1905, og der er ikke fremkommet spor af antydning til, at forfalskningen kan være skeet andetsteds end der, hvorfra den var kommet.

Det er maaske en feil af direktionen, at den ikke til protokollen har afgivet udtrykkelig beslutning om, at appellanten skulde udstødes. Men i saa henseende maa jeg dog bemerke, at lovparagraffen ikke udtrykkelig bestemmer, at beslutning om udstødelsen skal fattes af direktionen. Men siger kun, at hvis direktioners pluralitet «har vedtaget som sin faste overbevisning, at forfalskning har fundet sted, da vil vedkommende leverandør - - - udstødes af foreningen». En saadan «vedtagelse» maa her ansees at foreligge, og §ens ordlyd udelukker efter min opfatning ikke, at den endelige bestemmelse overlades generalforsamlingen - navnlig naar, som tilfældet maa antages at

Side:162

være her, dette sker af hensynsfuldhed mod appellanten, idet direktionen har erklæret at ville bøie sig for generalforsamlingen i tilfælde mildere afgjørelse. Jeg skal i denne forbindelse ogsaa henvise til en anden af foreningens lovparagraffer - §6 - der har bestemmelse om aktiens forbrydelse og udstødelse af foreningen, uden at jeg kan finde det selvsagt, at bestemmelsen i det der nævnte tilfælde netop skal fattes af direktionen og ikke af generalforsamlingen. Overhovedet forekommer det mig - modsat de foregaaende voterende -, at udøvelsen af en myndighed, der ligeoverfor den enkelte aktionær, hvem det gjælder, maa ansees af «indgribende vigtighed» (§9) helst bør afgjøres med endelig virkning af selskabets høieste autoritet, generalforsamlingen.

Jeg finder saaledes at maatte votere for indstevntes frifindelse under ophævelse af sagens omkostninger ved begge retter. With. Andersen.

Dissensen seet. Jeg tiltræder subsidirert den begrundelse som er givet af andenvoterende. Hakon Salvesen, kst. - - -