Rt-1912-167
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1911-12-01 |
| Publisert: | Rt-1912-167 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 24/2 B s.a. |
| Parter: | Aktieselskabet Svælgfos (advokat Solnerdal) mod Skiensvasdragets fællesflødningsforening (advokat Johannes Bergh). |
| Forfatter: | Skattebøl, Birkeland, Bjørn, Motzfeldt, Roll, Gjelsvik, Reimers |
| Lovhenvisninger: | Vasdragsloven (1887) §49, Jernbaneloven (1848), §14, §15, §16, §30, §63 |
Ekstraorndinær assessor Skattebøl: Den 19 og 20 april 1907 blev der efter rekvisition af Skiensvasdragets fællesflødningsforening ved ekstraret i Nedre Telemarkens sorenskriveri foretaget en ekspropriationsforretning for i henhold til vasdragslovens §49 at bestemme erstatning i anledning af, at fællesflødningsforeningen havde planlagt et lænsearrangement i Tinnelven, og hvorunder berørtes to eiendomme, Elvebakken, gaardsnr. 92, brugsnr. 5, og Svælgfosmoen, gaardsnr. 90, brugsnr. 3, tilhørende aktieselskabet Svælgfos. Den 20 april afgaves skjøn, hvorunder godtgjørelsen fastsattes til en aarlig afgift af kr. 750,00, og samtidig afsagdes fravigelseskjendelse. Den 27 s. m. udtog fællesflødningsforeningen stevning til, overskjøn, og det samme gjorde A/S Svælgfos den 2 mai, hvorefter overekspropriationsforretning afholdtes den 31 mai og 1 juni. Under denne opstod en række tvistemaal bl.a. angaaende de retslige forudsætninger for skjønnet. Disse afgjordes ved kjendelser under forretningen, hvorefter afgaves skjøn med fravigelseskjendelse. Skjønnet gik ud paa en aarlig afgift stor kr. 500,00.
Ved stevning afødt xx.xx.1907 har aktieselskabet Svælgfos paaanket overekspropriationsforretningen til høiesteret og har nedlagt saadan paastand: «At de paaankede kjendelser - herfra dog undtaget
Side:168
den første kjendelse om overskjønnets fremme - samt det afsagte skjøn kjendes uefterrettelige og 1. at sagen henvises til afgjørelse af nyt skjøn, hvorunder eiendommens mulige særlige skikkethed for lænseanlæg, og anlæggets nytte for flødningen bestemmes ogsaa at skulle tages i betragtning, ligesom der ved ansættelsen af skaden paa appellanternes eiendomme bestemmes at skulle tages hensyn til den mulige værdiforøgelse eiendommene skjønnes at kunne faa ved eventuel sammenføining med den bagenfor liggende grund. 2. At appellanterne tilpligtes at betale omkostningerne ved det afholdte overskjøn og 3. at appellanterne hos indstevnte tilkjendes sagsomkostninger for overskjønnet og høiesteret.»
Indstevnte for høiesteret, Skiensvasdragets fællesflødningsforening, har nedlagt saadan paastand: «At det paaankede overskjøn med derunder afsagte kjendelser - saavidt paaanket er - stadfæstes, og at indstevnte. Skiensvasdragets fællesflødningsforening hos appellanten A/S Svælgfos tilkjendes procesomkostninger for høiesteret.»
Der er for høiestetet fremlagt en del nye dokumenter.
Som jeg allerede har bemerket, var der ved overskjønnet en række tvistemaal, som afgjordes ved kjendelser. Af disse tvistemaal gjaldt det første spørgsmaalet om, hvorvidt fællesflødningsforeningens rekvisition om overskjøn kunde fremmes. Mod den anden parts protest blev det tillagt fremme, og paaanken for denne kjendelses vedkommende er - som det fremgaar af den refererede paastand - frafaldt. De øvrige er alle paaankede og er under proceduren her for retten betegnet med numere, 2, 3 osv. til 9, hvad jeg ogsaa vil gjøre under voteringen.
Nr. 2) Under forretningen forlangte grundeierne, at der ved skjønnets afgjørelse skulde tages hensyn til den nytte, som opnaaes for flødningen ved lænseanlægget, og at skjønnet altsaa ikke skulde fastsætte godtgjørelsen kun som almindelig erstatning for grund og skade. De mente, at dette flyder af vasdragslovens §49. Herimod blev protesteret, og forretningens administrator afsagde følgende kjendelse: «Den nytte, som flødningen muligens vilde opnaa ved lænseanlægget, er ikke gjenstand for erstatning.» Jeg forstaar denne kjendelse saa, at der ved skjønnet ikke skulde tages hensyn til den nytte, flødningen kan erholde ved lænseanlægget, og med denne forstaaelse af kjendelsen mener jeg, at den maa være at stadfæste. I vasdragslovens §49 udtales det, at enhver grundeier under de foreskrevne betingelser er pligtig til saavel at af staaden fornødne grund som at finde sig i den skade eller indskrænkning, anlægget eller dets benyttelse maatte medføre for hans eiendom eller eiendomsherlighed, mod godtgjørelse eller afgift, der i mangel af mindelig overenskomst bestemmes ved skjøn. Efter dette har altsaa grundeieren at finde sig i at afstaa grund og finde sig i skade og ulempe mod godtgjørelse som i lovstedet nævnt. Det er ikke ukjendt, at der ogsaa kan tages hensyn til den nytte, som eksproprianten vinder ved at erhverve grund eller rettighed over grund. I samme lovs §14 har man eksempel herpaa og ligesaa i §15 og §16; men i §49 er udtryksmaaden en anden; dette er for mig vidnesbyrd om, at det har været lovens mening, at et andet princip skal følges, naar ekspropriationen skal foregaa efter den sidstnævnte lovbestemmelse end naar den foregaar efter den før nævnte. Denne forstaaelse af §49 bestyrkes efter min opfatning ved lovstedets tilblivelseshistorie. I vedkommende stortingskomites indstilling var foreslaaet indtaget efter ordet «skjøn» et tillæg saalydende: «hvorunder ogsaa hensyn bliver at tage til anlæggets nytte for tømmerdriften.» Under forhandlingerne i odelstinget gik dette tillæg ud. Et par
Side:169
forfattere, som, har beskjæftiget sig med det foreliggende spørgsmaal, W. S. Dahl og ekspeditionschef Karlsen hævder ogsaa denne forstaaelse. Som jeg allerede har nævnt, anerkjender loven principet om hensyntagen til nytten for eksproprianten i endel anvendelser; dette gjør, mener jeg, at man maa være varsom med at anerkjende principet i tilfælde, hvor loven ikke selv har fremhævet det. Som bemerket vil jeg votere for, at denne kjendelse stadfæstes.
3) Grundeierne forlangte ved overskjønnet, at der «maa blive at tage hensyn til, om eiendommen muligens kan være særlig skikket fremfor andre eiendomme til at afgive bekvem plads for flødningen, dens indretninger og disses formaal.» Ved kjendelse blev denne paastand ikke taget tilfølge. I en vis forstand kan man sige, at her dukker paany op det samme spørgsmaal, som er afgjort ved kjendelse nr. 2, idet der kræves, at der i en enkelt anvendelse skal tages hensyn til den nytte, erhvervelsen medførtr for eksproprianten. I henhold til hvad jeg har anført under nr. 2, vil jeg votere for forkastelse af anken ogsaa her.
4) Dernæst forlangte grundeierne efter et af dem fremlagt indlæg overskjønnets kjendelse for «hvorvidt der skal tages hensyn til eiendommens salgsværdi, det vil sige, om ikke den adgang indstevnte har til muligens forhøielse af sin og naboens eiendommes udnyttelse ved mulig at udnytte dem i fællesskab eller afkjøbe hverandre de til udnyttelse bedst anvendbare arealer maa blive at tage hensyn til ved skjønnet; med andre ord om ikke den skade, citantens anlæg medfører for eiendommene, maa ansættes til det samme, som om de fremdeles tillaa de tilstødende grunde af Høimyr og Flaathen.» I anledning af denne paastand afsagdes saadan kjendelse: «Indstevntes paastand om, at den skade citantens anlæg mefører for eiendommene, maa ansættes til det samme, som om de fremdeles tillaa de tilstødende grunde af Høimyr og Flaathen tages ikke tilfølge.
Her for retten har appellanterne nærmere præciseret sin mening med, hvad herunder var paastaaet. Det anføres, at appellanternes eiendom bestaar foruden elvegrund af en forholdsvis smal strimmel landgrund. Der er mulighed for, at eiendommenes værdi under omsætning kan forøges derved, at grundens eier tilforhandler sig dele af de bagenfor liggende eiendomme, Høimyr og Flaathen, eller afhænder dele af sin eiendom. Til denne mulighed er der at tage hensyn, mener appellanterne, saaledes som fremhævet i deres paastand for høiesteret. Jeg antager, at der ved kjendelsen ikke er fastslaaet nogen urigtig forudsætning for skjønnet. Der er til brug ved høiesteret indhentet erklæringer fra en del af skjensmændene. Erklæringene gaar ud paa, at mændene i henhold til kjendelsen havde at gaa ud fra og gik ud fra forholdene, saaledes som de forelaa og blev mændene paavist. Jeg antager, at der herimod intet kan indvendes. Jeg vil derfor votere for, at ogsaa denne kjendelse stadfæstes.
5) Denne kjendelse lyder saa: «Finder skjønnet, at indstevntes eiendommen omsætningsværdi forringes ved de planlagte og udførte arrangement, bliver ved fastsættelsen af erstatning hensyn at tage til denne forringelse.» Under 6) udtalte administrator, at han «fandt ikke at kunne give anden eragtning end den, at den særlige beliggenhed vel ikke kunde tages med ved fastsættelsen af erstatningen, forsaavidt der ved særlige beliggenhed skalde tænkes paa eiendommenes særlige skikkethed til lænseanlæg m.v. Forresten maatte det kunne overlades skjønsmændene at afgjøre, om beliggenheden vilde have nogen indflydelse eller skulde
Side:170
tages i betragtning ved erstatningens fastsættelse,» og under 7) «Det overlades til mændene at afgjøre, om eiendommene paa grund af deres særlige form og beliggenhed (med hensyn til beliggenheden henviste han til den sidste eragtning) lider nogen skade, der kan være gjenstand for erstatning ved lænsearrangementet.» Med hensyn til disse 3 kjendelser vil jeg bemerke, at jeg ikke indser, at der med føie kan gjøres indvending mod nogen af dem. Hvad angaar den, som er kaldt nr. 6, saa berører den i virkeligheden det samme spørgsmaal som nr. 3.
Nr. 8) som er fravigelseskjendelsen, staar eller falder med de øvrige.
Nr 9) Kjendelsen lyder saa: «Omkostningerne ved overskjønnet udredes saaledes som af eksproprianten paastaaet altsaa retssportler, forkyndelsesgebyrer og lignende godtgjørelse, herunder indbefattet skyds og diæt for skjønsmændene med suppleanter, godtgjørelse til den for eksproprianten mødende sagfører, herunder ogsaa indbefattet skyds og diæt for indstevnte.» Efterat kjendelsen var afgivet, bestemte administrator godtgjørelsen for hver enkelt af skjønsmændene, hvorhos han fastsatte salæret for den sagfører, der havde mødt for fællesflødningsforeningen. Underdommeren begrunder sin kjendelse bl.a. saaledes: «At indstevntes overskjønsstevning var kaldt kontraoverskjønsstevning, fandt administrator ingen betydning kunde tillægges, og skulde han forsaavidt kun bemerke, at indstevnte ved underskjønnet havde tilført, at han «agtede at rekvirere overskjøn», i hvilken erklæring maa ligge, at det for indstevnte ingen rolle vilde spille, enten eksproprianten vilde Forlange overskjøn eller ikke. Administrator kunde derfor ikke finde andet end, at indstevntes overskjønsstevning i realiteten er fremkommet som en selvstændig stevning til paaanke af underskjønnet,» og han afgav i henhold hertil sin eragtning.
Han bemerker videre, at overskjønnet var gaaet aktieselskabet Svælgfos imod, saaledes som det ogsaa fremgaar af de summer, jeg har refereret.
I vor lovgivning har man neppe nogen generel regel om, af hvem omkostningerne ved skjøn, der ikke knytter sig til domssag, skal udreds. Derimod har man i en række love bestemmelser for specielle tilfælde, navnlig i ekspropriations- og dermed beslægtede tilfæde; saaledes har man bestemmelser i jernbaneloven og veiloven og i vasdragslovens §30 og §63. Men nogen almindelig regel har man vistnok ikke.
Jeg har den opfatning, at regelen i ekspropriationstilfælde maa være den, at den, der iverksætter ekspropriationen, bærer alle omkostninger. Dette forekommer mig naturlig, da det ellers lettelig vilde kunne indtræffe, at den, der maa afstaa grund, lidet eller intet vilde erholde i erstatning, hvilket vilde stride mod det princip, at han skal have fuld erstatning. En undtagelse maa der opstilles, naar forretningen er rekvireret af begge parter, hvilket oftere vil være tilfældet ved overskjønsforretninger. I saadanne tilfælder finder jeg det, naar den for tilfældet anvendelige lov ikke selv har nogen bestemmelse, naturlig, at omkostningerne deles. En yderligere undtagelse mener jeg, der kan opstilles, naar overskjønnet er rekvireret kun af ekspropriatus og skjønnet gaar ham imod.
I nærværende tilfælde er overskjønsforretningen rekvireret af begge parter. Jeg finder at under disse omstændigheder den godtgjørelse, som skjønsmændene tilkommer, bæres med en halvdel af hver.
Side:171
I tilknytning til foran anførte almindelige bemerkninger angaaende denne post skal jeg nævne, at odelstingsproposition nr. 38 for 1911, som har til hensigt bl.a. at give almindelige regler for skjøn udenfor domssager under kapitlet om skjønsforretninger har en §60, der udtaler hvad jeg har anført om omkostningerne, for tilfælde hvor man ikke har særskilte regler. Jeg mæner saaledes, at skjønsmændenes tilkommende bør bæres med en halvdel af hver af parterne, medens enhver af dem forøvrig bærer sine omkostninger.
Processens omkostninger for høiesteret finder jeg at appellanterne bør tilsvare. Vel giver jeg dem medhold i en enkelt post, men jeg betragter denne som værende af ganske underordnet betydning og af akcessorisk karakter, medens appellanterne i det, som er sagens væsentligste gjenstand ikke naar frem.
Konklusion:
Det paaankede overskjøn og de før skjønnets afgivelse afsagte kjendelser saavelsom fravigelseskjendelsen stadfæstes, forsaavidt paaanket er. De skjønsmændene tilkjendte godtgjørelser, tilsammen kr. 2.356,00, bæres med en halvdel af hver af parterne. Forøvrig ophæves omkostningerne ved overskjønnet. I procesomkostninger for høiesteret betaler aktieselskabet Svælgfos til Skiensvasdraget fællesflødningsforining kr. 800,00.
Ekstraoridinær assessor Bjørn: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende.
Assessor Birkeland: Ligesaa, idet jeg dog vil bemerke at jeg har fundet omkostningsspørgsmaalet ved overskjønnet meget tvilsomt, nemlig om ikke administrators kjendelse bør stadfæstes, men finder paa den anden side ikke tilstrækkelig grund til i dette punkt at optage dissens.
Assessor Motzfeldt: Som hr. assessor Birkeland.
Assessor Roll: Ligesaa.
Ekstraordinær assessor, professor Gjelsvik: I det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende finder jeg dog, at omkostningerne her, for retten bør ophæves.
Assessor Reimers: Som hr. professor Gjelsvik.
Dom afsagdes overensstemmende med førstvoterendes konklusion.